Not the intention!

[Tiyanna Direshade Acheron]

Det var sent på natten.. Det var en iskold vinternat, og Tiyanna lå og sov.. Godt og trygt ind mod Sephiran. De havde været igennem en temmelig god periode, efter at det var blevet gjort tydeligt for hende, at Sephiran ej var i besiddelse af noget, som kunne minde om en sjæl. Selvom det havde sine problematikker, og hun skulle smøre sig med en helt anden tålmodighed, end hvad hun var normalt inde for. Hun trak vejret dybt og lagde sig mere roligt til – Eller forsøgte på det i hvert fald. Lige i dag, havde hun været meget præget af kvalme, og havde brugt størsteparten af dagen i sengen, bare fordi, at hun ikke rigtigt havde haft overskud til at give sig til meget andet. Hun prustede ganske let, inden hun let krøb sammen ind mod Sephiran i en mavekrampe. Det føles virkelig ubehageligt, og det var noget som vækkede hende. For en kort stund, så blev hun bare liggende og missede med øjnene. Måneskæret stod ind af vinduet. Det var fuldmåne i aften – Det var den første tanke som skød direkte igennem hende, inden den næste krampe endte med at tage hende og fik hende til at nærmest.. gispe? Det gjorde ondt!
Varsomt satte Tiyanna sig op, også selvom fornemmelsen i maven, var fuldstændig forkert. Hånden gled automatisk mod hendes mave.. Og der endte hun bleg. Der var noget galt med barnet. Der var noget galt med barnet! Dynen skubbet hun til side.. Sengen var præget af blod.. Det gjorde hende nærmest panikslagen! I et forsøg på at komme forholdsvis lydløst ud af sengen, så rev hun nærmest dynen af Sephiran, kun for at kæmpe sig ud af sengen, selvom hun knapt nåede at rejse sig, før benene nærmest knækkede sammen under hende. Armene greb automatisk mere omkring hendes mave. Det gjorde ondt, og selv den pludselige trang til at skrige, var det mest tydelige for hende lige nu! ”Åh gud…” Hænderne knugede om hendes underkjole, som var det eneste, som hun havde ligget og sovet i. Hun havde virkelig, virkelig ondt..!

[Sephiran Acheron]

Det havde været den første problemfri periode for Sephiran og Tiyanna. Han nød det, da det var rart at være sammen med hende og kunne sove med hende ved sin side hver aften. Selvfølgelig havde de deres små skænderier i hverdagen, men de skulle til for at holde gnisten! De havde accepteret hinanden og han var virkelig et vanedyr uden lige, hvilket han aldrig havde troet. Men han var så tilvænnet til hende, at det var mærkeligt, hvis hun ikke var der et øjeblik. Han forventede dog, at hun faktisk altid var der for ham og ved ham. Men vigtigst af alt, så fandt de ud af det. Brylluppet var under planlægning, da det skulle stå før barnet kom af traditionelle årsager. Og han ønskede også, at hun skulle få titlen og det hele officielt. Han lå med armene om hende, da det var en ting han havde vænnet sig til også; at ligge i ske med hende og holde om hende. Det føltes rart og godt, så de delte som regel dyne, da hun jo også gerne lå inde ved ham. At hun vågnede til start mærkede han ikke, før hun faktisk begyndte at rumstere mere og mere rundt. Han satte sig dog op med et nærmere sæt, da hun faktisk rev dynen af ham og derefter dumpede ned på gulvet ved siden af sengen på hendes side. Han var hurtigt oppe at stå og mens han kom til sig selv, så fik han zoomet ind på blodet i sengen og blegnede kort. Hvad pokker skulle det betyde? Han sank en klump og så mod Tiyanna, mens han trådte rundt om sengen og knælede ved hende. "Hvad sker der, Tiyanna?" spurgte han tomt. Han var lige vågnet og ikke så frisk, men han forstod at noget var rivende galt. Hvad han så skulle gøre, det anede han faktisk ikke.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Det havde været en god og næsten problemfri periode, og det var noget, som selv Tiyanna havde nydt forbandet godt af, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Selvom søvnen meget hurtigt var blevet afbrudt, da hun havde mærket den intense følelse i maven og specielt omkring hvor barnet skulle være, og da hun havde set det blod allerede fra starten af, så var det næsten som om at hendes instinkter sagde, at hun skulle flytte sig fra situationen, selvom hun vidste, at det ikke var noget som hun bare kunne rende væk fra, om hun ville det eller ikke. Hun gispede kraftigt, da hun røg direkte ned i gulvet ved siden af sengen, også selvom det først gik op for hende, at Sephiran var vågen, da hun hørte hans stemme, selvom det stort set var baggrundsstøj for hende i den her situation. Tænderne bed hun fast og kraftigt sammen og krøb nærmest sammen på gulvet. Maven havde været tydelig, og selv Sephiran havde taget sig selv i at stryge den flere gange, og det var noget som hun godt kunne lide, og derfor heller ikke noget, som hun havde i sinde, at skulle miste! ”Det… det b-barnet..” endte hun tydeligt anstrengt. Panden mødte endeligt gulvet. Hun havde det på ingen måder særlig godt, og det gjorde virkelig ondt! Aldrig havde hun oplevet noget lignende! Smerten ophørte igen, selvom hun ikke rejste sig. Hun følte slet ikke at hun kunne lige nu, for så snart hun rettede sig ud, så kom der en ny mavekrampe, og det var virkelig så ekstremt, at man skulle tro at hendes indre, var ved at slå så voldsomme knuder, at det ville tage hendes liv. Hendes underkjole var blodig, selvom det nu heller ikke var det, som hun tænkte særlig meget over i denne situation. Tankerne lå på barnet og barnet udelukkende, da det var en typisk mor vel? Alt det andet, kunne pludselig være lige meget! Blikket gled mod Sephirans skikkelse, da han var kommet hen til hende. Hun var skræmt.. og hun havde ondt, og det var i den grad også tydeligt.

[Sephiran Acheron]

Sephiran havde nydt den sidste periode. Han kunne godt lide, at hun lå ved ham, fordi han følte, at de blev tættere og tættere. Han delte med hende, hvad han nu lige følte for, så det hele gik jo i bund og grund bare godt. Han blev dog hurtigt revet ud af søvnen, da Tiyanna trak dynen af ham og det var tydeligt for ham, det noget var som det slet ikke skulle være. Han havde jo faktisk accepteret tanken om, at de skulle have et barn. Han havde tænkt tanken omkring hvordan barnet skulle opdrages i både det bedste fra hende og fra ham, da barnet jo ville blive enten en blanding af tre eller fire racer. Drenge var jo ikke nymfer, så den del kunne de ikke få med fra Tiyanna. Han knælede ved hende og lagde en hånd mod hendes skulder, for ligesom at holde hende lidt ved sig. Han prøvede at udtænkte hvad pokker han skulle gøre og han blev faktisk hurtigt vågen, eftersom han kunne se, at hun havde ondt. Blodet var jo ikke ligefrem godt og da hun sagde, at det var barnet, så blev han stiv i ansigtet. Komplikationer. Han anede intet om hvad, der kunne ske, så de blev faktisk nødt til at have kvindelig assistance. Han kløede sig i nakken og slap hende, hvor han rejste sig op og hastede hen til døren, som han åbnede. "MYIA! Kom herop, omgående!" kaldte han fast ud på gangen. Han vidste, at hun ville høre ham. Han lød ikke sur, faktisk lød han nærmest desperat, da han ikke rigtigt anede, hvad pokker der skulle ske. Det forvirrede ham, når han ikke stod med magten, for det med barnet var jo tydeligt ude af hans hænder. Han afventede, at Myia kom op og så snart hun var der, så forklarede han hende det: "Tag dig af Tiyanna. Helbred hende, berolig hende..." endte han og så fast på hende, før han gik ud og ned ad gangen. Han var ligeglad med, at han kun havde sine bukser på og gik i bar mave. Tiyanna og hans mor kom godt ud af det med hinanden, det havde han da opfanget. Han nåede sin mors værelse, sank en klump og åbnede døren ind til hende. "Clemency... Tiyanna har brug for dig, der er noget galt med barnet," sagde han med en tom stemme. Han vendte om og hastede tilbage til værelset.
Clemency, der egentligt havde sovet, satte sig op med et sæt da døren gik op. Hun var stadig på vagt. Hun trak sin kåbe på og kom hurtigt af sted, da hun jo faktisk gerne ville hjælpe Tiyanna. Hun nåede tilbage til Sephirans soveværelse også og stoppede op i døren. "Hvad sker der?" spurgte hun åbent ud til dem i værelset, så alle egentligt kunne svare.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Det havde faktisk ikke været Tiyannas hensigt, at vække Sephiran, selvom det faktisk var sket alligevel. I det store og hele, så var det bare vigtigt for hende, at understrege, at det jo faktisk ikke var hende, som det var glat med, men derimod barnet. Kramperne gjorde ondt på hende, og blodet indikerede kun for hende, at noget slet ikke var som det skulle være, og det var bestemt ikke en tanke som hun kunne lide! Selvom han sad ved hendes side og med hånden mod hendes skulder, så var det ikke noget, som gjorde det meget bedre, selvom det et sted beroligede hende. Hun trykkede hånden fast mod maven og gled endnu en gang nærmere gulvet, da han valgte at slippe hende. ”I-ik’ gå..” Det var ikke nogen hemmelighed, at hun faktisk var bange.. Hun var bange for, hvad der egentlig ville ske – nok mere med hende selv end barnet, for man kunne jo heller ikke ligefrem sige, at det havde været ønsket som sådan, og så var det jo bare sådan, at det måtte være i den anden ende. Hun blev liggende og med benene helt oppe under sig, da hun så Myia komme rendende.. Den engel skulle bare ikke have lov til at lægge en finger på hende!
Myia var vågnet med et spjæt, da hun havde hørt Sephiran brøle. Det var ikke fordi, at hun var bange for ham som sådan, selvom hun havde valgt at trække sig mere væk fra ham, ganske bevidst, da det havde været meget svært for hende, at skulle gøre andet, sådan som han havde behandlet hende efter Tiyannas flugt fra stedet før i tiden. Hun sprang ud af Samuels seng, i håbet om, ikke at vække ham, og skyndte sig op til Sephiran. Synet af Tiyanna på gulvet, fik hende til at bide tænderne sammen. Herrens nye favorit.. en plads, som hun jo ellers havde haft igennem rigtig mange år. ”Jeg skal prøve, Herre,” sagde hun endeligt, inden hun søgte mere hen mod Tiyanna, som lå der på gulvet. Tiyanna selv, var ikke meget for behandling af Myia, og derfor satte hun hænderne i gulvet, kun for at trække sig væk. Hun var for træt, til at gøre det til et skænderi, og det erkendte hun meget gerne. ”Du skal slet ikke røre mig eller barnet!” endte hun mere bestemt, idet hun vendte blikket mod Clemency, som også endte i døren. Hvilket var noget som passede hende langt bedre. Denne gang endte hun helt oppe af væggen, hvor hun satte sig. Hun trak vejret i hurtige stød. Hovedet lagde hun op mod væggen igen. Foreløbig, så var der ro.. også selvom hun havde en sjov fornemmelse af, at det kun var lige nu. ”B-barnet.. barnet..” nærmest gispede hun.

[Sephiran Acheron]

Sephiran var glad for, at han faktisk var blevet vækket, for han vidste, at Tiyanna ellers ville have listet af og klaret det på hendes eget værelse alene og det behøvede hun altså ikke. Nok var han kold, men han var kreativ og reagerede altid på tingene, så det samme gjorde han jo nu. Blodet indikerede slet ikke noget godt og han kunne jo se, at hun havde ondt, for han kendte det udtryk. Han bed sig i læben, da hun bad ham om ikke at gå, men han var jo ikke væk længe! "Jeg er straks tilbage," svarede han fast og bestemt. Han ville gerne have, at dette skulle redes. Vigtigst af alt, så skulle hun jo gerne overleve dette. Selvom han lige havde accepteret barnet, så kunne de jo altid prøve igen. Men ikke, hvis det var hende, der stod af! Han så roligt på Myia. Hun var jo stadig nær ham, men han havde jo blot andre prioriteter. Han vædede sine læber i farten og efterlod dem bare et øjeblik for at hente sin mor og så komme tilbage igen. Han kunne have sagt sig selv, at Tiyanna afviste Myia, men hun måtte da for pokker komme over det hele! "Tiyanna, du bliver nødt til at tage imod noget beroligende fra Myia, du har ondt!" endte han fast og gik hen til hende igen, hvor han knælede ved hende. Han lagde armene omkring hende for at støtte hende en smule. Han kunne dog fornemme, at hun hellere ville have Clemency tæt ved sig, så det var jo også fint. Han trak vejret dybt og roligt, inden han samlede Tiyanna op og lagde hende på sengen igen, for det nyttede jo ikke noget at kravle rundt på gulvet. "Shh..." endte han prøvende og strøg hende over kinden.
Clemency fik hurtigt overblik over situationen og trådte roligt hen til Myia, elegant og målrette, hvor hun lagde sin slanke hånd mod hendes skulder. "Vil du være behjælpelig og lave en spand varmt vand og finde nogle klude og håndklæder?" spurgte hun roligt. Hun sendte hende et fast blik og gik så forbi hende og hen til Tiyanna, hvor hun knælede lige ved siden af Sephiran. Hun så kort på ham, uden at få et blik igen og så bare på Tiyanna. Anderledes fra resten af familien, så var hendes hår faktisk blonde. "Som det ser ud, Tiyanna, så er du ved at abortere barnet. Hvad du var igennem, da du var kidnappet, har gjort, at du ikke kan gennemføre aborten," endte hun. Hun var jo ikke dum, selvom hun holdt sig meget på sit værelse, hun var faktisk meget oplyst om tingene.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Under normale omstændigheder, var det her noget, som Tiyanna havde klaret alene, hvis hun kunne komme til det, men derudover, så var hun faktisk glad for, at han var vågnet, for hun havde brug for ham. I det store og hele, så havde hun jo ikke noget imod, at han var der for hende, for hun havde brug for det lige nu, og det var en meget stor ting at erkende, og specielt, når det var på den her måde. Hun gispede svagt, da Myia kom ind. Den engel, skulle bare ikke have lov til at komme tæt på hende, for det ville hun da slet ikke have! Hun bed tænderne fast sammen, og hævede blikket mod ham igen, som han nærmest stod der og skældte hende ud, for ikke at ville have noget med Myia at gøre. ”Jeg vil ikke have noget beroligende, og bestemt ikke af hende..!” endte hun med en mere fast tone, da han kom hende i møde, for at tage om hende. Automatisk lagde hun sig ind til ham. Sagen var vel, at hun var bange? Bange for hvad der skulle ske herfra, og så stod han der og skældte hende ud? Det var bestemt heller ikke noget, som hun anså som retfærdigt på nogen måde, om det var noget, som man nu ville det eller ikke.
Myia blev stående og kigget. Hun følte sig næsten.. skamfuld over, ikke at kunne komme tæt på, for hun ville jo gerne gøre hendes herre glad og tilfreds med hendes arbejde, men det var bare svært, når en som Tiyanna ikke lod hende gøre det. Hun vendte sig næsten undskyldende mod Sephiran. ”Jeg..” Hun tav da Clemency kom ind i stedet for, som tilsyneladende måtte komme tættere på hende. Opfordringen var tydelig, også selvom den faste mine tydeligt måtte ligge i familien. ”Javel… Selvfølgelig..” Bevidst uden at kalde hende ved nogen titel, søgte hun ud af værelset, for at hente hvad der var blevet fortalt, hun skulle hente.
Tiyanna lod Sephiran hæve hende i sengen, hvor hun lagde sig ind mod ham. Hendes krop rystede, og hun havde svært ved at finde ro. Hovedet lagde hun mod hans bryst, hvor hun bevidst valgte at kigge væk fra Clemency, også selvom hun skam hørte efter. Tanken om at hun var ved at abortere, var en tanke, som hun slet ikke kunne lide! Hun frygtede jo stadig, at Sephiran kun beholdt hende på baggrund af barnet. ”F-forbandede vampyrer… Gør noget ved det..!” endte hun sammenbidt. Som endnu en krampetrækning tog til i hendes mave, trykkede hun sig nærmest ind mod Sephiran i et halvvejs skrig. Hun havde aldrig oplevet noget lignende!

[Sephiran Acheron]

Sephiran ville gerne være der for Tiyanna, for han ønskede, at hun skulle forstå hans princip om, at de var sammen om alt. Så det nyttede jo ikke noget, at hun normalvis ville gøre det selv, for han vidste, at hun havde brug for ham, selvom hun gav udtryk for andet. Han var ikke dum, visse ting kunne han jo sagtens gennemskue, selvom hun også til tider kunne forvirre ham noget så grusomt! Han sukkede dæmpet. Han vidste jo godt, at hun ikke ville have hjælp af Myia, men om ikke andet, så blev hun da nødt til det! Han fnøs let og så fast på hende, som han tog om hende og lagde hende op på sengen. Han havde ikke ment at skælde hende ud, han prøvede bare at banke lidt ind i hjernen på hende. "Fint," mumlede han bare sammenbidt og satte sig ved hende på sengekanten, så han endnu kunne holde om hende. Han sagde dog intet til Myia, for det var jo ikke hendes skyld, at Tiyanna ikke lod hende komme tæt på. De blev altså nødt til at gøre dette uden hendes fine magi, men det forstod han jo også på Clemency, da hun bad Myia om at hente klude og varmt vand. Ikke noget han kommenterede på, for nu havde han jo faktisk selv hentet sin mor. Hun havde dog ingen titel her i hjemmet, for hvad skulle hun dog være? Intet faktisk, for det var Tiyanna, der stod som kommende frue til huset her. Han bed tænderne sammen. Abort? Hun var ved at give abort? Det kunne han slet ikke forstå. Hans mors ord omkring kidnapningen, sendte ham dog straks tilbage til Alexander og han fik en pludseligt opstået vrede, der fik ham til at ryste i kroppen. Han sank en klump og lukkede øjnene, mens han blev siddende helt stift. Det var den mands skyld, det var han helt sikker på!
Clemency bed tænderne en smule sammen og tog sig ikke af, at hun ikke blev kigget på. Det var hun alligevel så vant til. For mange år siden, havde hun vænnet sig til at være som usynlig og bare passe sig selv. "Der er ikke noget at gøre Tiyanna. Din krop frastøder barnet på grund af det, du har været igennem ved de... forbandede blodsugere," svarede hun dæmpet. Hun afventede, at Myia kom tilbage med vandet og kludene og vred straks en varm klud op, som hun rakte til Sephiran. "Læg den på hendes pande," bad hun. Ikke en ordre, selvom det lød sådan.
Sephiran tog imod kluden og lagde den mod Tiyannas pande for at berolige hende.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna havde det bestemt ikke særlig godt. Det var slet ikke fordi, at hun ville holde Sephiran ude af det, men mere.. en refleks, som havde grebet hende i det øjeblik, at det var gået op for hende, hvad der egentlig skete, og hun havde jo været vant til at være selv om tingene, så det havde slet ikke været meningen! Hun rystede, som hun blev lagt i sengen og med Sephiran ved siden af sig, for det var ham, som hun havde brug for lige nu. Myia vile hun slet ikke have tæt på sig, hvis det var noget, som hun ellers kunne blive fri for, og det stod hun fast på, og det måtte de andre jo så bare acceptere! Hun nikkede blot, og lagde sig ind mod ham, da Myia skyndte sig ud efter klude og vand, samt håndklæder. Tårerne meldte sig i hendes øjne. Hvis hun var i gang med abort, så var barnet dødt.. så meget vidste hun. Det ville aldrig kunne overleve i det her stadie, for det var alt for tidligt. ”Det er dødt.. det er dødt..” Hun rystede på hovedet og lod ellers bare Clemency gøre, hvad der skulle gøres.
Myia skyndte sig tilbage med det hele, som hun kom slæbende med i sine arme. Hun gjorde virkelig hvad hun kunne under de omstændigheder, som der nu var, selvom det uden tvivl ville være bedre for Tiyanna at blive beroliget i stedet for at ligge der halvvejs i panik! ”H-her,” sagde hun og rakte det hele frem til Clemency. Selv blev hun stående og afventede yderligere instrukser.
Tiyanna lukkede øjnene, da den våde klud blev lagt på hendes pande. Det gjorde hende langt mere rolig, hvor hun også tog mere fat om hans bukser, bare for at have noget at holde fast i. Hun trak vejret dybt. Smerten var intens, og det gjorde virkelig, virkelig ondt. ”J-jeg tror det er overst…” Hun tav tydeligt, da hun trak benene gevaldigt til sig. Hun skreg nærmest ind mod Sephirans bryst. Det var noget af det værste, som hun nogensinde havde været udsat for! Igen begyndte hun at bløde. Hun presset.. næsten helt automatisk, og det skræmte hende. Hun havde jo ikke kontrol over noget som helst!

[Sephiran Acheron]

Sephiran kunne tydeligt se, at Tiyanna ikke havde det godt og han brød sig slet ikke om det. Tanken om, at hun var ved at abortere, kunne han slet ikke forholde sig til. Nu havde han for pokker lige vænnet sig til tanken om, at han skulle have en søn! Barnet kunne jo kun være snart halvvejs i processen, så der hun gav abort til, ville jo nok slet ikke være noget. Tanken var ham faktisk lidt ækel et sted, hvilket slet ikke lignede ham, han var som regel ligeglad med alt. Han holdt armene omkring hende og støttede hende så godt han kunne, som hun jo også lagde sig ind til ham, hvilket han godt kunne lide. Han bed tænderne sammen og svarede ikke. Han var vred lige nu; ikke på Tiyanna, men på Alexander. Den mand havde forsaget dette og han skulle bøde. Endnu mere end han allerede havde! "Shhhh," hviskede han bare igen. Han anede ikke hvad han skulle sige til hende ellers, for det var virkelig en mærkelig situation for ham at sidde i nu her. Han så op, som Myia kom ind igen og satte tingene. Han var i tvivl om, om han burde lade hende blive eller bede hende om at gå; for måske de fik brug for at hente flere ting? Og måske ikke. Men han kunne jo så hente det, for nu var hans mor her jo trods alt. "Tak Myia. Undskyld jeg vækkede dig, du må gerne gå i seng," svarede han stilfærdigt til hende og nikkede. Det var de instrukser han gav hende for nu. Han sendte hende blot et blik og vendte så blikket tilbage mod Tiyanna, som han fik kluden og lagde den mod hendes pande. Den varmede og skulle derfor berolige hende. Han stivnede helt, da hun selv trak sig sammen og skreg mod ham. Det satte en ubehagelig sitren i det hele og han skælvede en smule, som han dog stadig holdt kluden mod hendes pande og dyppede hendes ansigt ellers.
Clemency sank en klump. Hun havde også aborteret engang. Hun havde også født en dødfødt. Begge piger, så det havde slet ikke gjort hendes mand noget, for han havde jo fået to sønner. Helt neutral i masken, så kiggede hun om Tiyanna havde frastødt fostret helt og ganske rigtigt; hun havde presset nok til, at hun faktisk havde gennemgået aborten og blødt det, hun skulle. Det hele kom ud og lå i sengen, som hun med magi hurtigt fik væk, for hun var jo også warlock. Hun gjorde et håndklæde vådt også og lagde det over Tiyannas underliv for at varme, der hvor det havde smertet. Det burde være ovre nu. "Du har frastødt fostret," fortalte hun.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyannas hjerte hamrede mod hendes bryst. Alexander havde ødelagt det hele.. Han havde virkelig ødelagt det hele! Smerten var intens, og hun brød sig bestemt ikke om det, og det var skam også derfor, at hun lagde sig helt ind mod Sephiran. Den mand formåede selv på trods af det hele, alligevel at gøre hende forholdsvis rolig under situationen, og det var selv betryggende for hende, at vide, at hun ikke skulle slås med det her alene, selvom hun vel næsten havde bedt om det, da hun havde trukket sig væk fra ham. Hun lukkede øjnene let og blev liggende, nu hvor hun havde fået lov til at få en lille pause. Myia skulle under ingen omstændigheder have lov til at komme tæt på hende.. Hun ville slet ikke have det, og hun var bestemt heller ikke bange for at erkende, at hun slet ikke kunne have med den tanke at gøre! Overhovedet!
Myia blev stående. Hun kunne jo uanset ikke gøre noget. Da Sephiran henvendte sig til hende, vendte hun blikket omgående mod ham. Hun turde jo heller ikke ligefrem at sige ham imod. Hun nikkede ydmygt. ”Kald, hvis jeg kan bruges til noget, Herre.. Godnat,” sagde hun endeligt. Det havde måske været dumt at vække hende, for hun kunne jo ikke ligefrem gøre noget af den grund. Med de ord, forlod hun soveværelset og lod Clemency tage over det hele.
Tiyanna blev liggende. Hun presset, næsten uden at hun egentlig havde lyst til det.. Og der skete det. Hun gispede svagt, da barnet endelig var kommet, også selvom hun ikke så det. Clemency var hurtig, og havde fået det af vejen. En tåre trillede ned af hendes kinder. Det var jo stadig de hormoner som præget hende som intet andet i den her situation. Hun trak vejret dybt. Det var forbi… det hele var forbi nu. Hun lagde sig med hovedet mere ind mod Sephiran. Grebet om hans bukser, var virkelig stramt.. Så stramt hendes knoer var fuldstændig hvide. Håndklædet ænsede hun knapt. ”Det… d-det er væk..” endte hun dæmpet. Hun var virkelig træt og udmattet ovenpå alt det her, og hun var ikke bange for at sige det.

[Sephiran Acheron]

Sephiran var spændt til det yderste i kroppen, eftersom hele denne situation var yderst ubehagelig for ham. Han ville allerhelst gerne slagte Alexander lige med det samme, men han følte, at han blev nødt til at blive her ved Tiyanna. Han kunne ikke efterlade hende lige nu og han ville ikke give hende nogle forkerte indtryk, for hun kunne jo stadig mistolke ham. Han blev siddende med en arm om hende og støttede hende samt holdt hende oppe. Han sank en klump og så blot til, som Myia forlod værelset. Hun kunne ikke gøre noget, men han havde bare været desperat og ikke anet, hvad han skulle gøre i. Men hans mor var der da. Underligt nok, så havde han det fint med det, på trods af, at de aldrig havde skænket hinanden pæne ord. Han trykkede hende ind til sig og duppede hendes pande med kluden, eftersom det faktisk var rart at sidde her med hende. Det var forbi, som Clemency sagde det. Det var egentligt lettende, fordi han kunne ikke lide, at hun skulle ligge og have ondt. Barnet var væk, men når hun var kommet sig helt, så kunne de jo prøve igen. I mellemtiden, havde han også en høne at plukke med Alexander! Han sank en klump og tænkte ikke rigtigt over, at hun holdt så stramt om hans bukser, for hvis hun havde brug for det... så skulle han da ikke komme i vejen for det. Han fjernede kluden fra hendes pande og rakte den til sin mor, da hun havde lagt håndklædet over Tiyannas underliv for lidt varme. "Det kommer vi over. Vi kan lave et nyt senere," endte han. Også for at fortælle hende, at han stadig ville hende.
Clemency trak vejret dybt og nikkede forsigtigt. Hun lod håndklædet ligge et øjeblik og fjernede det så igen, da det helst ikke skulle blive koldt. Blodet var væk, da hun havde tryllet det væk; det var så dejlig nemt at rydde op med magi! Hun lagde kluden fra Sephiran og håndklædet i spanden med vand og så på dem. "Var der ellers noget?" spurgte hun og kiggede bevidst på Tiyanna. Sephiran havde alligevel ikke skænket hende et blik i mange, mange år.
Sephiran vendte blikket mod sin mor, endeligt... efter alle de år. Og hun vendte blikket mod ham, da hun fornemmede det. Deres øjne mødtes og et øjeblik var det som om, at alt stod stille og han glemte, at han skulle svare. Da han fandt ud af det, så rystede han på hovedet og vendte hurtigt blikket væk. "Nej..." sagde han kortfattet og viftede mod døren. Clemency nikkede og gik roligt mod døren. "Tak. Mor," endte han, lige som hun nåede dørkanten. Det fik hende til at stivne et øjeblik, men hun så sig ikke tilbage og gik bare hurtigt ned ad gangen. Hun vidste ikke hvad der fyldte hende, men det var som om et kæmpe hul var blevet lidt mindre. Sephiran blev ved Tiyanna.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Det hele var overstået, og det fik automatisk Tiyanna til at falde en kende mere til ro, også fordi, at hun i sandhed følte, at.. an var der for hende.. Og det var noget, som hun virkelig godt kunne lide. Hun var også faldet mere til ro, efter at Myia var gået.. den kvinde, ville hun slet ikke have noget med at gøre mere! Hvis hun ellers kunne blive fri for det! Hun sukkede dæmpet og trak benene en anelse til sig, da håndklædet fra hendes underliv blev fjernet. Hun hulkede kun en enkelt gang, trak vejret dybt og lagde sig mere ind mod ham igen. Det havde uden tvivl udmattet hende, men tanken om, hvad de egentlig havde mistet, var noget som slog hende fuldstændig ud. Det var bestemt ikke vampyrerne og det som hun havde været igennem, som hun havde i tankerne lige nu. ”L-lave et nyt..?” gentog han. Omtalte han virkelig et barn som en genstand? Hun rystede let på hovedet og lagde sig ind mod ham. Hun magtet virkelig ikke at gøre tingene til et skænderi, for det var hun virkelig for træt til. Hun rystede på hovedet til Clemency. ”D-det var d-det.. Tak..” sagde hun med en dæmpet stemme, inden hun igen tvang øjnene op. Hun var tydeligt træt.. Smerte formåede i sandhed at udmatte hende fuldstændig.
Selvom kluden for panden var væk, så var hun ganske rolig af den grund lige nu. Hun blev liggende ind mod ham, for hun kunne jo godt lide at ligge der. Gang på gang, tog hun sig selv i, at ligge og kigge på den ring, som hun havde på.. Var det virkelig kun på baggrund af et barn, hvis de bare kunne lave et nyt, som han jo selv så pænt havde sagt? At høre ham gøre brug af ordet ’mor’, havde hun bestemt ikke regnet med. Og derfor kommenterede hun det heller ikke, for hun ville jo heller ikke ødelægge noget som helst. Hun blev liggende og stirrede lige ud i luften, uden egentlig at kigge på noget. Hun kunne slet ikke begribe, at hun havde mistet.. Det havde jo slet ikke været meninngen!

[Sephiran Acheron]

Sephiran trak vejret dybt, da han ikke ønskede at hidse sig op nu. Men det kunne han hurtigt komme til, eftersom han virkelig følte, at det var vampyrernes skyld alene! Tiyanna var også faldet til ro, nu hvor hun ligesom havde aborteret fostret og hun lå nu bare træt ind til ham. Han kunne dog godt lide det. Han havde vænnet sig til at have hende tæt, så derfor var det også rart, at hun lod ham sidde der med hende og være med hende i det. Han ønskede jo ikke, at hun skulle gøre det hele selv, for hvad var gensidig tillid så ikke? Ingenting? Han strøg hånden over hendes ene skulder, hvor han havde lagt den ene hånd, bare for at holde lidt fast ved hende. Den anden arm lå mere om hende og støttede hende, mens han sad halvt bag hende og ved siden af hende. Han bed tænderne sammen. Han havde formuleret sig forkert igen, men han vidste jo ikke hvordan han skulle forklare, hvad han mente. Barnet var jo ikke det vigtigste, det var hun. Han ville gerne kunne forklare hende, at han jo have friet til hende på grund af hende og ikke barnet, så med det hensyn, kunne de lave et nyt senere. "Jeg..." startede han men klappede i. Han havde ingen ord. Hvorfor skulle det også være så pokkers svært alt sammen? Ikke at have en sjæl, var dog altid en fordel i hans øjne, men det frustrerede ham, at de så slet ikke var på bølgelængde. Han vendte blikket mod hende og løftede hende op i sine arme for at bære hende ud på badeværelset. Han var sikker på at lidt intim hygiejne ville gøre godt og så kunne et varmt bad vel også hjælpe, ikke? Med et knips med fingrene fik han åbnet og lukket dørene på vejen og da han nåede ind på badeværelset, så stoppede han op et øjeblik. Han fik fyldt karret op med en lille håndbevægelse og sænkede hende ned i det, for hun kunne jo altid tage kjolen af der og smide den bort. Han knælede udenfor karret og strøg hendes kind. "Clemency havde jo varmt vand. Så jeg tænkte, at et varmt bad kunne gøre godt," forklarede han hende. En både logisk og kreativ tankegang jo, og han gjorde altid det første, han tænkte.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna blev liggende tæt ind ved Sephiran. Hun vidste godt, at han krævede og forventede tillid gensidigt, og det var også det, som hun forsøgte at vise ham, for ikke at glemme, at hun virkelig følte sig tryg og komfortabel, når han lå der og holdt om hende, og det var noget, som hun gerne ville erkende for ham. Hun sukkede dæmpet. Det havde virkelig kørt hende træt.. rigtig træt endda, så det var bestemt heller ikke noget, som sagde så lidt igen i den anden ende. Han kunne godt se, at det som han havde sagt, ikke havde været rigtigt, hvilket kun fik hende til at stille et temmelig stort spørgsmål.. Hvorfor? Børn var bestemt ikke en genstand, men nogen som skulle tage over, når man selv ej var i stand til det, og nu havde de netop mistet deres.. Om det var en pige eller en dreng, var fuldkommen underordnet for hende, for det havde jo stadig været et barn! Han kunne ikke forklare det.. Det var virkelig en problematik, som hun måtte forsøge at leve med, selvom det bestemt ikke var nemt på nogen måde! ”Bare glem det..” mumlede hun træt, inden hun varsomt gav slip på hans bukseben. Hendes hånd var nærmest gået i krampe, selvom det havde været rart, at han havde været der. At han så pludselig valgte at løfte hende, fik hende nærmest til at gispe, og lod armene søge omkring hans stærke nakke og ud på.. badeværelset? Hun bed tænderne let sammen. Det ville uden tvivl være rart med et bad, få slappet ordentlig af, og så komme i seng igen. Hun så til at karret blev fyldt op og han placerede hende deri. Det fik hende næsten omgående til at slappe af. Hun lukkede øjnene kort ved hans strøg mod hendes kind, inden hun stille vendte blikket mod ham. Han forsøgte, og hun ønskede jo faktisk at.. belønne ham for det, for det var jo trods alt det, som hun krævede og forventede af ham. ”Det har du så evigt ret i,” sagde hun stille. Hun satte sig forsigtigt op. Det gjorde ikke rigtigt ondt mere – Heldigvis. Hun trak vejret dybt. Hun var jo allerede blevet godt vant til den luksus ved at bo i et hus som det her – og med ham omkring sig. ”Vil du med i..?” spurgte hun. Igen gensidig tillid.. og hun kunne godt lide, at mærke ham.