Never again

[Sephiran Acheron]

Sephiran testede jo stadigvæk Tiyanna, så derfor anede han jo heller ikke hvor han havde hende. Han havde jo også troet, at han havde Kimeya et bestemt sted, men det havde jo slet ikke vist sig sådan, så det gjorde ham uden tvivl virkelig urolig i det indre, fordi det rystede hele hans grundsten. Skulle han stole på nogle igen? Det ville han jo gerne, fordi han kunne godt lide af have den eneste ene, han kunne dele alt med. Men burde han, nu hvor han var blevet svigtet? Han kunne ikke finde ud af det, fordi han vidste ikke helt han følte omkring det, andet end at være slået ud af kurs. Der var jo en grund til, at han måtte have hævn over den mand! Han vædede sine læber let, som han nu lå der med hende. Det havde føltes mærkeligt, at ligge sådan med hende, for hvordan han ellers kunne forklare det, det anede han ikke. Han løftede et bryn og så mod hende. Han havde flyttet hånden fra midt på hendes mave og lidt op til hendes talje i stedet, eftersom han slet ikke var klar til det med at imødekomme den gravide mave. "Det... aner jeg ikke. Det kan jeg ikke forklare," endte han, nærmest... undskyldende. Han ville jo faktisk gerne fortælle hende det, men han kendte intet til andre følelser end vrede, hævngerrighed og flere i samme dur. Han så mod hende, som han selv blev liggende på siden, med den højre hånd som støtte til hovedet, så han kunne se på hende. Han trak vejret dybt og pustede roligt ud, mens han så tænksomt på hende. I det mindste, så virkede hun da til at slappe af, som han faktisk gav hende et klart ja, for det måtte da være til at forstå. Lige nu, havde han virkelig ikke mere overskud til at skændtes mere. Han så på hende og rynkede kort panden, eftersom han lige stod lidt på bar bund der, for hvad ville hun gerne høre? Hvad ville hun ikke høre? Han sagde jo bare altid tingene, som de var, men ville de gøre hende kede af det eller ej? Men efter kort tids eftertanke, så slog det ham; tilbage til problemet igen, som han lige nu bøvlede med: tillid. "Din rolle? Du bliver min partner. Så jeg kaster min tillid på dig. Du bliver den eneste i hele verdenen, der har den," forklarede han. Nøjagtigt, som han havde troet, han havde det med Kimeya. "Hvis du til gengæld, kan give mig det samme," afsluttede han.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Det var efterhånden ved at gå op for Tiyanna, at Sephiran ikke var kold, fordi at han var kold, men måske fordi at han faktisk slet ikke vidste hvad det gjorde ved ham.. Var han virkelig så blank, at det ikke satte nogen tanker i ham? Det kunne godt være, at det var fordi, at hun virkelig var præget af tanker og følelser for øjeblikket, hvilket virkelig var en tanke, som frustrerede hende som intet andet i den anden ende. Hun bed sig let i læben og så roligt på ham. Han… undskyldte? Det var bestemt heller ikke fordi, at det var noget som lignede ham på nogen måde! Hun nikkede blot til hans ord. Hun selv blev træt af at råbe og skrige af ham, selvom det uden tvivl var fortjent nogen gange! Hun trak vejret dybt. Hun var et sted bange for, at barnet ikke ville blive accepteret, o det var også derfor, at hun havde taget den beslutning faktisk at tage det liv, som hun var i færd med at sætte til verden, og specielt fordi at det var noget som kun blev gjort på baggrund af hendes situation.. Det var ikke sådan hun havde forestillet sig, at skulle blive gift. Hun vendte blikket stille ned mod hans bryst. Hvad hendes rolle ville være i det her, var uden tvivl en nødvendighed for hende selv at høre, og det var derfor, at hun stillede lige præcis det spørgsmål, da det i hendes øjne, var yderst relevant at vide. Hendes hjerte slog let mod hendes bryst, selvom hun faktisk blev liggende tæt ved ham. Hun stillede måske dybe spørgsmål, men for hende, så var det faktisk relevant at vide. At han ønskede at stole på hende.. vise hende den tillid, såfremt at den var gengældt, var uden tvivl en tanke som varmede hende. Hun lagde hovedet afslappende ned i sengen ved siden af ham. Var det virkelig så svært for ham at sige det til hende? ”Din partner..? Så lang tid, det ikke bare er for barnet, så.. Men.. hvad med dig og mig? Jeg er nødt til at vide helt præcist hvad jeg skal forholde mig til,” påpegede hun med en rolig stemme. Hun stolede skam på ham.. Han havde jo trods alt reddet hendes liv, været med til at gravlægge hendes søn, og taget hende til sig og valgte at huse hende, selvom det til start havde været strengt mod hendes vilje.

[Sephiran Acheron]

Sephiran ønskede virkeligt, at Tiyanna skulle forstå hans måde at være på, for den ville trods alt ikke ændre sig sammen med hende. Han var den mand han var, uanset hvordan hun så rørte hans indre eller ramte plet det ene sted, hun kunne. Han kendte ikke noget til følelser. Han var følelseskold, fordi det var en død end, der som regel ikke førte til andet end frustration og forvirring, fordi han ikke rigtigt kendte til noget af det. Hvorfor, det skød han altid skylden på sin opvækst af hans far, uden kærlighed fra moderen; ikke fordi han hang i det, for ham var det bare benhårde fakta. Men sandheden, som han ikke kendte, var jo, at han faktisk var stort set sjæleløs, fordi hans far havde taget den fra ham, da han var lille, for at skabe den perfekte magtgalning, og at hun så ramte den lille del, der var tilbage. Han forstod jo bare ikke, hvad det var for noget, hun gjorde ved ham. Han så blot mod hende, glad for hun ikke spurgte mere ind til det, for han stod på bar bund med at forklare alle disse ukendte følelser! Han trak vejret roligt og trak let på mundvigen, selvom det ikke nåede at blive til et smil, før det var falmet igen. Han sank en klump og lod sin tommel forsigtigt stryge hende over hendes side, da hans arm jo lå på tværs af hende. Han mødte hendes blik, ønskede at vise hende og forklare hende, hvad han jo ville, så hun også kunne forstå det. Hun så dog afslappet ud og det kunne han godt lide tanken om, for den effekt kunne han bedre lide at have på hende. Han rystede på hovedet, det havde faktisk intet med barnet at gøre. "Det har intet med barnet at gøre, Tiyanna. Jeg ønsker at have dig ved min side... I offentligheden." Det var faktisk virkelig store ord, at han ville vedkendes hende offentligt, men han ville gerne dele alt med hende. Hun skulle bare vide, at hvis hun gik ham på tværs eller svigtede ham, så måtte hun dø. For hun ville på et tidspunkt vide for meget. Han sagde det dog ikke højt, for trusler påvirkede hende alt for nemt lige for tiden. "Du og jeg. Vi skal være på toppen..." endte han og nikkede. "Vi skal være mand og kone. Greve og grevinde. En duo."

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna så ikke nogen grund til at skulle spørge yderligere ind til tingene, da det virkelig var vigtigt for hende bare at få sine klare og konkrete svar, selvom det nok var sværere, end det så ud som. Hun var temmelig følsom, og hun hadede virkelig, at hun skulle være det, og specielt når det var på denne her måde! Hun vendte blikket stille mod ham. Det var store spørgsmål hun stillede, men for hende, var det faktisk umådelig relevant information, da det var det som kortlagde hvad hun havde at forvente, og hvad hun havde med at gøre, og det var vigtigt for hende, at være kendt med det. Hun blev liggende og kiggede på ham, fuldstændig afslappet ved de svar, som han havde skænket hende. Det var jo for længst gået op for hende, at han gik op i ærlighed.. Det man sagde, var det man gjorde, og derfor havde hun faktisk heller ikke nogen kvaler ved at finde roen når han sagde, at han ønskede barnet, og at han ønskede hende ved sin side. Det som egentlig bare genstod nu, var at finde ud af, med hvilken betydning det her faktisk havde, og i hvilken forstand han mente det. At han derimod ønskede hende ved sin side.. offentlig, var virkelig store ord at høre fra ham! Hun satte sig op. Til dels kunne det næsten lyde, som havde det været et frieri. ”…. Greve og grevinde..?” Blikket vendte hun direkte mod ham. Det var ikke ligefrem noget, som han havde nævnt for hende! Af hvad hun vidste, så var det da Alexander og Cassie, som besad de poster her til lands, og ikke Sephiran. Hun bed sig i læben og vendte blikket stille ned af sig. Maven var ved at være tydelig, og hun vidste, at den kun ville blive større og større, og den tanke i sig selv, var mere end nok til at frustrere hende også. Hun vendte sig mod ham igen. Det var virkelig en stor ting, som han ville have, at hun skulle tage stilling til. ”… Hvad føler du for mig, Sephiran?” spurgte hun direkte. Dette var virkelig et af de store spørgsmål, men uden tvivl det mest relevante.

[Sephiran Acheron]

Sephiran forstod, at han lige nu var under forhør, fordi hun var en kvinde og skulle have alle detaljer og det følelsesmæssige. Der var han helt anderledes, da han bare skulle have tingene på bordet og så gøre tingene, uden alt for meget pjat omkring. Han var en kreativ hjerne, så derfor holdt hans planer også nærmest altid stik, fordi folk blev så overraskede, da det ikke var forventet på nogen måde. Lige for tiden, var hun følsom, hvilket slet ikke gjorde noget for hans skyld, for han kunne slet ikke forstå sig på noget af det. Han mødte hendes blik, for lige nu havde han det egentligt kun behageligt og rart, hvilket endda også var ukendt for ham. Men han slappede af og vidste, at han ikke var frustreret, så det gjorde jo altid noget. Spørgsmålene var dybe og han passede faktisk på lige nu, med ikke at sige noget, der gjorde hende ked af det, for han orkede ikke råbe ad hende mere nu, eftersom han havde nok at vende sig i sengen for når han lagde sig til at sove. Han gik op i ærlighed, eller, det var det pæne ord. Egentligt sagde han jo bare tingene lige ud, selvom de kunne komme noget kringlet ud, men der var ikke løgn bag det. Han ville have hende ved sig offentligt, for han kunne godt være stolt af hende, det var han da sikker på; hun var en stærk kvinde, så meget vidste han. Hun passede til hans magt. Han skubbede sig op at sidde med hende og satte sig op i sengen i skrædderstilling ved hendes side. Frieri kendte han intet til, for han var jo lidt gammeldags; normalt ville han være blevet trolovet, men han havde jo slået sin far ihjel og ligesom annulleret det. "Jeg fik truet Alexander for titlen... Den mand skulle jordes, for hvad han gjorde mod dig," svarede han blankt og kortfattet. Han trak sine hænder til sig og foldede hænderne foran sig, som lagde sig mod hans krydsede ben. Han trak på smilebåndet denne gang, for han nød den tanke; magt til ham selv, det var jo fantastisk! Han mødte hendes blik og så nærmest skræmt ud ved hendes spørgsmål. Han anede ikke noget om følelser, på ingen måde, andet end vrede og alt det negative. Og så vidste han da, når han kunne lide noget, men det var også det. "Hvad jeg føler? Det... det ved jeg ikke Tiyanna, det må du ikke spørge mig om," endte han. Han drejede sig til siden og foldede sine ben ud igen, så han havde benene bøjet og sad med ryggen mod sengegærdet og havde væggen som støtte. Han krydsede hænderne foran sig og stirrede lige frem for sig, med en tom og kold maske, for han anede ikke hvordan han skulle forklare det. "Mit bedste bud er... at du er blevet mig en vanesag. Jeg vil ikke gå en dag, uden du er i huset."

[Tiyanna Direshade Acheron]

At spørgsmålene faktisk var for store til at han faktisk var i stand til at besvare dem, var ikke just den tanke som rørte hende som sådan, men det var mere.. fordi at det faktisk skræmte hende en smule, at han ikke bare kunne fortælle hende, hvilke tanker og følelser det hele efterlod ham med. Kunne han lide hende? Var hun virkelig bare en vane for ham, at have i huset? Det var svært for hende at finde ud af. At han faktisk havde formået at true titlen væk fra Alexander, forundrede hende faktisk, for han var ikke en mand som hun som sådan var.. bange for, men mere en, som hun slet ikke ønskede at komme på tværs af, nu hvor hun vidste, hvad han faktisk var i stand til at gøre, hvilket uden tvivl var en tanke, som hun bestemt ikke kunne lide! Hun vendte blikket mod ham. ”Sagde han den virkelig fra sig, på baggrund af hvad han har gjort mod mig?” Hun tog sig selv i at stryge over et af de grimme bid, som hun havde på overarmen. Hun var heldig at have sluppet med livet i behold, hvilket hun skam også vidste var noget, som hun kunne takke Sephiran for. ”Alligevel imponerende..” sagde hun dæmpet, som hun igen vendte blikket mod ham. Det gjorde hende selvfølgelig ked af det, at han ikke bare kunne fortælle hende, hvordan han havde det med tingene, men konstant skulle pakke det ind i at han ikke kunne fortælle hende det, for… hvorfor kunne han da ikke bare gøre det? Det var da ikke så stort et problem, var det? Hun så til, at han satte sig op i stedet for, hvor hun ikke rokkede sig ud af stedet. Hun var bare en vane, som han ikke kunne undvære? Det fik hende jo kun til at føle sig som en genstand, og den tanke, kunne hun bestemt heller ikke lide. ”Så… jeg er bare en genstand, som du ikke kan undvære..? En vanesag..?” Hun vendte blikket stille ned mod sine hænder. Var det underligt, at hun blev skuffet over den beskrivelse af sig?

[Sephiran Acheron]

Sephiran var ikke gode til dybe spørgsmål omkring følelser, for han kendte ikke til det. Han havde ingen kendskab til det og derfor kunne hun ikke få de svar hun gerne ville have. Så hvis hun ikke ville blive ked af det, så måtte hun jo lade vær med at spørge, for han havde prøvet at skåne hende fra at blive ked af det lige i øjeblikket! Han sukkede dæmpet og pustede lidt tungt ud, for nu var stemningen allerede lidt ødelagt igen følte han, ovenpå den bombe af et spørgsmål hun lige havde smidt. Hun var en vane, det var bedste vis han kunne forklare det, for hvordan skulle han ellers sige, at han godt kunne lide at have hendes væsen ved sig? Det var jo ikke hendes ansigt eller krop som en hul genstand, han så frem til at komme tilbage til når han havde været ude, men det væsen hun bar på indeni og den måde hun kunne holde ham i ørene, selvom han ikke var meget for at indrømme det. Men uanset, kunne han jo ikke forklare det for hende! Det var jo også frustrerende, at han ingen ord havde i den retning, når han var så kreativ med alt andet. Men kærlighed og følelser, var ham virkelig fjernt, fuldstændig ukendt og det påvirkede ham ikke særlig meget. "Jeg kom vist til at true ham med Cassie. Og slå sådan 10 vampyrer ihjel på vejen," sagde han og trak på skuldrene. Lige nu, var det kun noget han kunne holde fast i, men ikke nogen stor bedrift alligevel. Han var stadig alt for ydmyget ovenpå situationen med Kimeya, hvilket slet ikke hjalp på nogen måde, for det kom op i hans tanker hele tiden! Han blev sidden med ryggen mod muren og blikket frem for sig ud i rummet, da han ikke ville se på hende nu, for hvis hun græd... det kunne han ikke overskue lige nu. Han sad stadig med benene bøjet og armene krydset foran det bare bryst. Han rystede på hovedet, det var da for pokker ikke det han havde sagt! "Du fortolker mine ord helt forkert, Tiyanna," afviste han hende blankt. Han fortrak ikke en mine, for hvorfor skulle han? Han følte jo ikke noget, ikke andet end at han ikke forstod noget som helst af det hele. Og han vidste, at han ikke kunne fortælle hende, hvad hun gerne ville høre. Han sukkede dybt og pustede hårdt ud. "Jeg kan ikke fortælle dig, hvad du gerne vil høre Tiyanna. Jeg ejer ikke følelser i den retning du gerne vil have. Det bedste jeg kan give dig er, at du er den eneste der røre noget i mig, men hvad det er, det kan jeg ærlig talt ikke fortælle dig," endte han og så ned. Han foldede sine arme ud, møvede sig over til sin egen side af sengen og lagde sig ned igen og trak sin dyne omkring sig. Han lagde sig på ryggen og kiggede op i loftet.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Det var en svær situation at befinde sig i, og Tiyanna kunne ikke rigtigt finde ud af, om det var noget godt eller skidt i den nuværende situation. Hun vendte blikket stille ned mod sine hænder. Hun var nok snarere mere skuffet, end hun var ked af det, for det virkede da til, at det var svært for ham at formidle de svar, som han forsøgte at give til hende. Om det var fordi at han ikke vidste hvordan og hvorledes, kunne hun ikke rigtigt finde ud af, og det var en tanke, som meget hurtigt gjorde hende rigtig, rigtig ked af det. Hun trak vejret dybt og rystede så på hovedet. At han havde truet Cassie, samt taget ti vampyrer på vejen, så var det ikke underligt. Den mand havde haft en svaghed for den kvinde igennem rigtig mange år – af hvad hun vidste i hvert fald. Igen tog hun sig selv i at stirre på de mange bidemærker, som hun havde fået. ”Den kvinde betyder rigtig, rigtig meget for ham,” sagde hun med en rolig stemme, inden hun igen vendte blikket i hans retning. Han virkede frustreret og irriteret, men når han fremstillede hende som en genstand, hvilket var en tanke som faktisk gjorde hende ked af det. ”Hvordan vil du så have, at jeg skal tolke dem, Sephiran?” spurgte hun, da hun vendte blikket mod ham igen. Hans ord, og det faktum, at han bare lagde sig ned i sengen igen, var noget som faktisk gjorde hende.. ked af det. Hun tog det lidt som en afvisning, og det var ikke noget som hun brød sig om. Ikke nu hvor han havde slået hul på en ballon, som han slet ikke burde. Hun rystede på hovedet igen. Hans ord forvirrede hende nu kun. ”Jamen…” hun vendte sig mod ham, selvom han tydeligt bare havde valgt at lægge sig ned i sengen i stedet for. Hun sukkede tungt, inden hun trak sig tilbage på sin egen side af sengen, hvor hun selv krøb under dynen. Hvis han ikke ville side der og snakke med hende, så var det da fuldstændig lige meget. ”Ligemeget… godnat, Sephiran,” afsluttede hun, hvor hun bevidst lagde sig om på siden og med ryggen til ham. Det gjorde hende ked af det, at han ikke kunne fortælle hende, hvad der var galt!

//Out

[Sephiran Acheron]

Sephiran syntes virkelig, at Tiyanna gjorde det svært for ham lige nu. Hun spurgte nogle vilde spørgsmål, der slet ikke var til at forholde sig til eller svare på, på nogen måde. Han brød sig ikke om det, eftersom hun blev ked af det, men det måtte hun jo selv om, når hun ligesom lagde op til det. Han vidste jo ikke hvordan han skulle gøre hende glad, men hun kunne lade vær med at kræve noget så svært af ham. I stedet kunne hun gøre et let, bede ham beskytte hende og så skulle han gerne gøre det. Han fnøs let. Alexander var frygtelig svag omkring Cassie; så svag ville han slet ikke blive med Tiyanna. For hvis det kunne falde på plads med den gensidige tillid, så havde han faktisk virkelig mange planer for dem, for de kunne blive virkelig stærke sammen. Han nikkede blot stille, eftersom han vidste, at den tøs betød meget for den vampyr. Han rullede øjnene let, som hun spurgte ind til, hvordan hun så skulle tolke dem. Ja, på alle andre måder end hun gjorde, for hun kom jo altid frem til det forkerte! "Ja, det ved jeg da ikke," mumlede han med sammenbidte tænder. Han kunne høre, hun igen var ked af det, men det var jo ikke ligefrem sådan han havde ment noget af det, han havde jo faktisk prøvet at undgå det! Han sank en klump og rykkede bare hen til sig selv. "Godnat," endte han bare til hende. Han vendte selv ryggen til hende, selvom han følte at afstanden mellem dem var en virkelig kold afgrund. Han ville sove uroligt i nat om ikke andet, men det måtte han vel bare leve med, for det andet hjalp på ingen måde!

//Out.