Never again

[Sephiran Acheron]

Sephiran dukkede op i forhallen i den sorte røgsky, nærmest som om han trådte ind i rummet. Kun han kunne bruge magien ind og ud af huset, hvilket var på grund af de mange foranstaltninger, og dem var han glade for i øjeblikket! Han bed tænderne sammen, som han slæbte sig ind i stuen, eftersom hele kroppen arbejdede imod ham og hans venstre arm var ubrugelig, eftersom den var slået af led. Men for en gangs skyld, så kaldte han ikke på Myia, for han orkede det ikke lige nu. Han var tom i masken, da han følte sig berøvet og yderst ydmyget, hvilket dog også gjorde ham inderligt vred. Men for nu var han bare så vred, at han faktisk var helt rolig og grublende over hele situationen. Han skulle have hævn over Kimeya, det var der slet ingen tvivl om. Han kunne ikke fordrage den tanke, at han havde været ført bag lyset i alle de år og blot var blevet udnyttet, så Kimeya kunne få sin egen viden. Ligeså frustrerende var det, at Alexander havde sat tvivlen i ham og faktisk havde fået ret, men det dog han ikke så tungt, for det var værre med Kimeya denne gang. Han nåede hen til sin stol og gled ned at sidde lettere skælvende, eftersom kroppen jo faktisk reagerede og smertede, for han var jo ligesom blevet kastet igennem en væg. Scenariet spillede for hans øjne igen og igen og fik ham til at knytte den højre hånd hårdt sammen. Han vidste virkelig ikke hvor han skulle gøre af det hele, følelserne... specielt nederlaget. Den følelse af svigt. Det ulmede virkelig i det indre, men han havde været helt oppe i det røde felt, så nu følte han sig bare tappet, selvom han var mindst ligeså vred, hvis ikke mere. Han kneb øjnene sammen og gloede bare ud i mørket. Han havde ikke tændt noget af lyset, ikke kaldt på nogle og han sad bare og surmulede for sig selv. Han blev nødt til at finde Malisha og få hævn over Kimeya, så han skulle lære, at man ikke kunne udnytte ham!

[Tiyanna Direshade Acheron]

Det var ved at være et par dage siden Tiyanna var kommet hjem, også selvom hun bestemt ikke havde det særlig godt endnu. Hun var stadig meget bleg, var præget af de mange vampyrbid, og hun havde bevidst holdt Sephiran på afstand, for maven havde hun slet ikke været interesseret i, at han skulle se, for hun vidste slet ikke om det var en god eller en skidt ting. Stemningen var tung i huset, og den var uden tvivl også kold, selvom det ikke gjorde det meget bedre af den grund. Hun kunne fornemme, at Sephiran var hjemme. Et sted var hun jo trods alt også et magisk væsen, selvom det aldrig som sådan, havde været noget, som hun havde gjort brug af som sådan, om det var noget som man nu ville det eller ikke.
Roligt rejste hun sig fra sin plads i den kolde vindueskarm oppe på soveværelset, kun for at søge nedenunder. Det lignede ham ikke at komme så tavst hjem, så et eller andet var galt, så meget kunne hun da allerede sige på forhånd. Han havde reddet hendes liv, også selvom hun ikke rigtigt havde forstået grunden til hvorfor han havde draget brug af de handlinger her til sidst, for..d et stod jo bare i strid med hvad han havde sagt til hende tidligere. Hun nåede stuen. Maven var der, men skjult under den løse kjole som hun bar i denne stund, for hun var igen tvivlende over hvordan hun skulle tage den, og om det var en god eller en skidt ting. Han sad i mørke… og stirrede ud i luften. Noget var da helt galt. Hun kneb øjnene let sammen og trådte roligt ind. Det var ikke fordi, at hun var bange for ham som sådan, for det havde hun slet ikke nogen grund til. ”Noget siger mig, det møde ikke gik som planlagt..?” Hun trådte hen mod ham. Det var ikke tiden til at være bidsk eller lignende, hvilket hun jo godt kunne se, og derfor forsøgte hun vel bare at… snakke med ham? De havde jo trods alt også haft deres gode stunder, hvilket uden tvivl var noget, som hun var rigtig glad for. Hun gled ned og satte sig på armlænet lige ved siden af ham. Selv fortsatte hun med at gøre, som ejede hun stedet.. Noget ændrede sig vel bare aldrig?

[Sephiran Acheron]

Siden Sephiran havde fået Tiyanna med hjem, så havde hun lukket ham af, hvilket faktisk havde været virkelig frustrerende for ham ligeså. Han havde dog valgt ikke at påtvinge hende et smykke eller lignende, der holdt hende til huset, for han ønskede jo faktisk at afprøve, om hun ønskede at være her. Indtil videre, havde hun da været der når han kom hjem, hvilket faktisk glædede ham, for det var rart at have hende her. Hun var en vane for ham, som han også anså hende for hans ejendom, så derfor kunne han slet ikke forestille sig, hvis hun faktisk ikke var her. Hun hørte til i huset og hos ham, det var han sikker på, selvom det ikke var lige nemt at få det sagt eller antydet hos hende, for han nægtede at sige det højt. Specielt nu ovenpå det nederlag med Kimeya. Alt den spildte loyalitet, han kunne slet ikke klare det, det var virkelig frygteligt. Han følte sig tom, uden faktisk at have én at dele det hele med og tænkte, at nu måske var den rette tid til at prøve Tiyanna af på alle de sidste måder. Kimeya ville han aldrig vende tilbage til, for den mand skulle han virkelig have hævn over! Han vidste udmærket, at Tiyanna var i huset, for han kunne jo mærke det. Han hørte også, at hun kom nedenunder, selvom han dog ikke rykkede sig en tomme, før hun nåede frem til stuen. Han drejede hovedet mod hende og kiggede roligt på hende, for han havde slet ikke kræfter til at hidse sig op. Han havde været oppe i det røde felt i Den Mørke Cirkel, så derfor var han nu helt tappet, selvom han var mindst ligeså vred i det indre. Han vidste udmærket, at Tiyanna var gravid, selvom han også godt så, at hun prøvede at skjule det. Han sank en klump. Han skulle faktisk også have skaffet en præst, for han nægtede at Tiyanna skulle føde ham en uægte søn, for hans arv skulle være ægte! Han rystede let på hovedet og fulgte hende med øjnene, da hun kom hen til ham og satte sig på armlænet på stolen. Hun agerede stadig som hun ejede stedet og snart ville det også være hendes ret; det vidste hun bare ikke. "Jeg er færdig med Kimeya," svarede han blot. Han kunne slet ikke klare, at skulle rippe op i nederlaget lige nu, for det tyngede ham virkeligt. Han trak vejret tungt og pustede ud. Han sad helt nedsunket i stolen, ikke ret som han plejede eller noget, for hans krop gjorde jo ondt og arbejdede imod ham, selvom han intet sagde.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna vidste udmærket godt hvornår hun kunne tillade sig at være spydig, og dette var bestemt ikke sådan et tidspunkt, for han virkede.. nedslået. Og det var bestemt ikke sådan, at hun var vant til at se ham. Hvordan han faktisk gik rundt og testede hende med de manglende smykker, var ikke rigtigt en tanke som gik op for hende, for hun følte sig jo tryg der, og han havde taget vejen til Corvento for at redde hendes liv, så hun følte jo et sted at hun.. skyldte ham? Ikke fordi at det var en tanke som sådan behagede hende, men hun kunne jo heller ikke rigtigt gøre noget ved det nu. Hun tog roligt pladsen på armlænet ved siden af ham. Hun ejede stedet, sådan som hun bar sig frem, og folk var også begyndt at se på hende på den måde, hvilket uden tvivl også var noget som passede hende ganske udmærket. Hun styrede jo faktisk stedet her, når han ikke var hjemme, også selvom hun vidste, at det slet ikke var noget som hun burde. Hun vendte blikket mod ham. Hans ord sagde lidt det hele; Det var bestemt ikke gået, som han havde ønsket det, og et sted, så gjorde det hende faktisk trist, selvom det nu heller ikke var noget, som hun gav udtryk for. ”Så lad den mand være og lad ham sejle sin egen sø,” svarede hun blot, og med et kort træk på skuldrene. Blikket gled kort til ham og hans, som i det hele taget så ud til at sidde fuldstændig forkert. Hun rynkede på næsen. At se ham sådan, var slet ikke noget som hun var vant til, og hun kunne faktisk ikke lide det. ”… Hvad har han gjort ved dig..?” spurgte hun endeligt, da hun da kunne se tydeligt, at tingene slet ikke var, som de burde være, og det var da slet ikke noget, som hun brød sig om i det hele taget! Forsigtigt tog hun omkring hans højre hånd, da det jo var den side hun sad på, hvor hun efterfølgende trykkede let om den. At se ham så tavs og så.. fraværende, bekymrede hende faktisk et sted.

[Sephiran Acheron]

Sephiran sad ganske vist ret forkert i sofaen, eftersom han lænede mod højre side, fordi den venstre arm skulle have plads om ikke andet. Hans højre arm lå langs hans krop og hans hånd hvilede mod hans lår, halvt på armlænet, som Tiyanna nu sad på. Han kiggede frem for sig og ud i mørket, for han havde virkelig mange tanker, men han kunne slet ikke få den tanke ud, at Kimeya havde udnyttet ham i alle disse år. Den mand skulle han virkelig have hævn over, ingen tvivl om det. Men han følte sig tom, tom fordi... hvem skulle han nu stole på? Ingen? Det ville næsten være mærkeligt efter alle disse år, hvor han var vant til at dele det hele med en. Burde han måske overveje Tiyanna? Han var jo ved at teste hendes tillid allerede, så det kunne jo være hun var en god mulighed, eftersom de så kunne blive virkelig stærke sammen. Han vidste, Tiyanna var en stærk kvinde, ellers ville han jo aldrig kunne tænke sådan om hende trods alt. En dag, skulle hun også have det at vide, bare ikke indenfor nærmeste fremtid. Lige nu, var han også alt for grublende over det der var sket. Han var ydmyget og virkelig nedslået over det hele, hvilket kun gjorde ham så vred, at han var uhyggeligt rolig og stille, hvilket jo slet ikke lignede ham. Han så op mod hende igen, da han fornemmede hendes blik og bed tænderne sammen. "Det har jeg bestemt også tænkt mig," endte han lettere sammenbidt, men det var slet ikke ment for hende, han var bare så tvær over hele situationen med Kimeya. Han så væk fra hende igen, da hun rynkede næsen ad ham og stønnede svagt, som han pustede en tung vejrtrækning ud. Men det hjalp dog, at hun faktisk var på hans side, hvilket føltes virkelig godt. "Slået min venstre skulder af led. Smidt mig gennem væggen ud af hans kontor, ud i mængden af warlocks," opsummerede han kortfattet. Igen spillede scenen for sig og han fik et stift ansigtsudtryk, der gjorde, at han igen bare stirrede frem for sig og så igen nærmere chokeret ud i ansigtet. Han rystede på hovedet og kom til sig selv, da hun faktisk tog hans højre hånd, som jo lå lige ved armlænet hun sad på. Han sank en klump og trykkede prøvende omkring hendes hånd.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Hvad der var sket, var ganske vidst ikke noget som Tiyanna havde nogen anelse om, men en ting var sikker; hun kunne ikke lide det. Hun kunne slet ikke lide at se Sephiran sådan. Det var ikke ting som det her, hun skulle gøre grin med, og det stod tydeligt i hans øjne, og derfor bed hun heller ikke af ham, eller gjorde grin med, at han kom nedslået hjem. Hun kunne nemt søge ud, hvis det var det som hun ville, men hun gjorde det ikke.. I det store og hele, så kunne hun jo godt lide, at være der. Hun lod hovedet søge let på sned. Hvad end den mand havde gjort, så var det da bare at lade ham sejle sin egen sø, var det ikke? Hvis det var gået så skidt, så var den mand jo heller ikke ligefrem noget værd at samle på. Han var sammenbidt og fuldstændig nedslået.. ydmyget vel? Hun genkendte rigtig mange af trækkene i hans reaktionsmønster, så hun ville heller ikke spørge ind til det. ”Lyder fornuftigt,” sagde hun endeligt.
At han tog omkring hendes hånd i gengæld og faktisk trykkede om den, fik hende kun til at smile let. Skulle hun være helt ærlig, så føles det virkelig fantastisk godt, at have ham siddende der ved hende, også selvom hun ikke rigtigt turde gøre sig nogen forhåbninger om, at det faktisk kunne føre til noget i den anden ende. Hvorfor skulle det? Han udviste jo aldrig rigtigt nogen følelser for hende. ”Så forstår jeg bedre… Nuvel.. vi skal have den arm på plads..” Hun virkede måske kold i røven, men hun vidste hvor ondt det faktisk gjorde, at sidde med en arm, som man slet ikke kunne bruge, fordi at skulderen var slået af led. Hun havde selv oplevet det temmelig mange gange. Hun rejste sig roligt op og vendte sig roligt mod ham endnu en gang. Denne gang tog hun dog om den dårlige arm med den ene hånd, og lagde den anden hånd mod hans skulder. Hun skulle trække og skubbe på samme tid. ”En… to…” Før hun talte færdig, skubbede hun kraftigt med hånden mod hans skulder, og rev i den anden, så der ville komme et gevaldigt knæk, når armen ville ryge på plads. Hun vidste at det ville gøre ondt… forbandet ondt.

[Sephiran Acheron]

Sephiran kunne ikke klare den tanke, at han var blevet ydmyget sådan nærmere offentligt, for det var jo slet ikke sådan folk skulle se ham! Den første, der kom med en næsvis kommentar, ville komme til at fortryde det. Han var meget hævntørstig lige nu og var sulten efter at få hævn over Kimeya og på enhver anden, der havde anset ham som en skødehund. Han var sin egen Herre og ikke Kimeyas stik-i-rend-dreng, han havde selv stik-i-rend-drenge! Han prustede let, eftersom det jo værkede i hele hans krop og han følte slet ikke for at holde sig oprejst eller lignende, så han sad bare sammensunket i sofaen. Det var rart, at Tiyanna var på hans side... det føltes nok lidt bedre end det burde, men han kunne ikke lade vær med at blive beroliget af hende, nu hvor hun ikke bed af ham eller gjorde grin med ham. Han kunne godt lide hende, han anså hende jo for hans ejendom, men han kunne bare ikke få det over læberne og få hende forklaret det. Følelser var slet ikke noget han kendte, for han anede ikke hvad pokker hvad skulle gøre med det! Han bed tænderne sammen, for han var virkelig ydmyget og det så hun vel. Han blinkede let med øjnene og så op på hende igen. "Og han skal ikke slippe godt af sted med det," endte han fast. Det stod slet ikke til diskussion, for han skulle virkelig have sin hævn over den mand; Kimeya skulle lære, at han havde leget med den forkerte! Han skævede mod deres hænder, da de faktisk sad og holdt hinanden i hånden, for det kunne han jo faktisk godt lide. Han sukkede, da igen trak vejret, så det blev da bedre om ikke andet. Han gav slip på hende og lod vær med at sige hende imod, eftersom han gerne ville have armen på plads, han havde bare ikke orket at kalde på Myia. "Godt nok," svarede han bare, også som en accept af hendes valg af handling. For ham gjorde det intet, at hun tog styringen herhjemme, for han ville ikke have, at nogle skulle løbe om hjørner med ham. Han rettede sig lidt op og lod hende bare tage om ham, selvom hans ansigt forblev neutralt og køligt. Da hun fik den sat på plads, gav det et højt knæk og det jog igennem hele hans krop, hvilket kort satte en naturlig sitren igennem hans krop, som han også spærrede øjnene op og så kort paralyseret ud, selvom han hurtigt faldt ned igen. Han havde prøvet langt værre, men reaktionen var jo naturligt. "Tak," endte han kortfattet. Han gled ned i sofaen igen, som han bevægede den venstre hånd lidt.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Hovedproblemet var ikke kendt for Tiyanna, men hun kunne da mærke, at det var noget, som virkelig gik ham på, og det kunne hun bestemt ikke lide. Blikket gled mod hans skikkelse. Han ønskede hævn.. Det strålede direkte ud af hans øjne, og det var skam ikke noget, som hun havde tænkt sig at blande sig i. ”Det fint,” sagde hun blot. Det var tydeligvis heller ikke noget, som han havde tænkt sig at dele med hende – som så meget andet, så det burde hun jo i princippet være vant til efterhånden. Det irriterede hende bare, også fordi, at hun jo godt kunne lide at være der, og være omkring ham, og hun viste det jo. Hun havde jo lavet mad til ham, og stort set hoppet ind i rollen som den kontrollerende, når han ikke var hjemme, og hun spurgte jo faktisk ind til ham, selvom hun stort set ikke fik noget igen.. hun var ikke ligefrem en prioritet for ham, og det var det, som også fik hende til at lukke i overfor ham. ”Det kommer til at gøre ondt,” sagde hun roligt, idet hun forsigtigt tog om hans hånd og hans skulder, inden hun skubbede og trak og fik skubbet det hele på plads med et gevaldigt knæk. Det var også der, at hun trak hænderne til sig endnu en gang. Han kunne da knytte hånden nu, så det havde da om ikke andet virket. Hun vendte blikket mod ham igen. Hun følte sig til dels ubetydelig for ham, og det var slet ikke en tanke, som hun brød sig om i det hele taget, selvom det nu bare var noget, som hun jo måtte lære at leve med.. Det var vel det, som det krævede, ved at blive her, for hun ønskede jo heller ikke ligefrem at gå nogen steder. ”Jeg håber det hjalp,” sagde hun sigende, idet hun let strøg hånden over sin mave. Hun trak vejret dybt og rystede på hovedet. Hun kunne ikke tænke i de baner lige nu, for det ville jo for alvor kun ødelægge det hele! Og hun hadede sig selv, for at gøre sig lige præcist de tanker! ”Vil du have tid alene?” spurgte hun endeligt. Han var vred og frustreret, samt indebrændt og nedslået.. Det var rigtig meget på en gang, og hun var jo vant til at han trak sig når det var.

[Sephiran Acheron]

Sephiran delte ikke meget med Tiyanna, fordi han førhen havde haft Kimeya at snakke med og ellers så holdt han det hele for sig selv, så intet direkte kunne ramme ham. Nu hvor han vidste, at Kimeya faktisk bare havde misbrugt hans tillid, så var han inderligt vred. Men han følte også et behov for fortsat at dele det, så lige nu grublede han over endnu end ting end bare scenariet ved Kimeya; skulle han stole på Tiyanna? Han vædede sine læber og trak vejret dybt og nikkede, som hun faktisk bare accepterede, at han ønskede hævn. Det strålede ganske vist du af ham, at han ønskede hævn, men om ikke andet, så var det jo bare sådan det måtte være. Han sukkede dybt og pustede let ud igen, som han faktisk følte sig mere rolig nu hvor hun var omkring ham. Hun var god ved ham, nærmest for god i forhold til hvad han gjorde for hende, men han havde da reddet hende, ikke? Han kunne alligevel ikke finde ud af det pjat, for han kendte kun til få følelser og lige nu, sad han med dem alle! Han fnøs bare, som hun påpegede det ville gøre ondt, for det var da ingenting. Godt nok reagerede han naturligt på smerten, men han havde en meget høj smertetærskel, så det berørte ham ikke yderligere. Det føltes dog kun godt bagefter, at den var blevet skubbet på plads, for han kunne så få kontakt med sin hånd igen, hvilket føltes godt. "Det hjalp," godkendte han med et nik til følge, som han lænede sig tilbage, stadig ret sammensunket, eftersom hans krop jo stadig værkede fra turen igennem væggen. Han tog ud efter hendes hånd med sin højre, da den venstre arm stadig var ret øm. "Nej... Vil du ikke blive?" spurgte han og lagde det ligesom op til hende at bestemme, om hun havde lyst til at blive hos ham. Han ville gerne have noget andet at tænke på, hvor han skulle nok snart få sin hævn!

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna var vant til at være en andenprioritet, og derfor gjorde hun hvad hun kunne, for at beskytte sig selv, da hun ikke så nogen grund til andre ting. Hun vendte blikket roligt mod hans skikkelse og med den samme sigende mine. Hun accepterede fint, at han ville have hævn, og af grunde, som hun slet ikke var kendt med, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Armen havde hun nu rokket på plads, og selvom hun vidste, at det gjorde ondt på ham, så viste han hende det ikke.. Han viste hende jo ikke rigtigt noget som helst, og det lignede ham jo heller ikke, men det var også derfor, at hun blev og handlede som hun nu gjorde. Så lang tid det hjalp, at få rokket den arm på plads, så var hun faktisk ganske tilfreds med det faktum. ”Godt,” sagde hun med en sigende mine, da hun kort vendte blikket væk. I det store og hele, så havde hun jo alligevel valgt at blive på stedet her, selvom.. ja, hun ikke lod ham komme tæt på, men så lang tid, at hun ikke rigtigt kunne se nogen prioritering for hendes vedkommende ved ham, så var det faktisk svært nok for hende, at give sig hen til ham på den måde, og så fandt hun det vel bare bedst, at tage den afstand, som nu var bedst for hendes vedkommende. Som han tog omkring hendes hånd, stoppet hun op igen, kun for at vende blikket mod ham. Han bad hende om at blive? Det var noget som man nærmest kunne høre i hans stemme, og det var skam slet ikke fordi, at det gjorde hende noget som sådan, men det forvirrede hende kun, for hun var vant til, at han plejede at trække sig, når der skete meget på en gang – såsom nu vel? Hun vendte blikket direkte mod ham. ”Meget vel… så bliver jeg..” sagde hun med en rolig stemme, inden hun igen vendte sig mod ham At se ham nedsunket på den måde brød hun sig ikke om, for så viste han sig fra en.. svag side, og det var slet ikke noget, som hun kunne have med at gøre, når hun vidste, at han var mere værd end det.

[Sephiran Acheron]

Sephiran vidste, at Tiyanna ikke havde været prioriteret ved ham, men han kunne jo stadig ikke rigtigt finde ud af det hele! Han havde bestået hendes test, eller så vidt han troede da, så derfor ønskede han også, at hun faktisk skulle og kunne bestå alle teste, som han bød hende, selvom han dog ikke gjorde dem åbenlyse for hende. Han prøvede nu bare på, at få det hele på afstand med Kimeya for et øjeblik og fokusere på hende, for han ville ikke have, at hun lukkede ham af. Det fandt han sig ikke i mere, for det frustrerede ham faktisk også, hvilket han slet ikke kunne gøre noget ved på nogen måde. Han trak vejret dybt og roligt, for efterhånden var vejrtrækningen normal igen og det hele. Han så over hendes ansigt, studerede hende, som hun kiggede væk fra ham et øjeblik. Hun var hans. Han skulle bare finde ud af, hvordan han kunne bløde hende op, så hun også ville være hans, uden at han skulle beordre det for hende og tvinge hende til det. Han ville have hende på sin side, gensidig tillid mellem dem, for nu blev hun hans 'offer' som han skulle lægge tilliden ved. Og gud nåde trøste hende, hvis hun kom ham på tværs, for det ville betyde døden, ingen tvivl om det! Han fortrak ikke en mine, som hun så lidt underligt på ham, da han tog omkring hendes hånd. Han bad hende blive, som en test for, om hun faktisk også ville være ved ham af sin egen vilje. Han skubbede sig endeligt op at stå og rettede ryggen, for nu var det slut med at være ydmyget. Han kneb øjnene sammen, som han sendte hende et indgående blik. Hvad pokker skulle han nu sige? Tak? Nej, det duede ikke, så han anede det faktisk ikke. Han stod virkelig og tænkte, selvom det ikke rigtigt kom til udtryk på nogen som helst måde. Hvad skulle han fortælle hende? Sige til hende? Gøre? For nu, så blev han bare stående med hendes ene hånd i sin. Så derfor flyttede han også blikket ned på deres hænder og så nærmest undersøgende ud, som han lagde sin venstre hånd over hendes hånd også. Han fik dog også øje på hendes mave og kom igen i tanke om det vigtigste lige nu; en præst. Han løftede blikket til hendes øjne igen. "Jeg ved du er gravid, Tiyanna. Og det synes jeg, vi skal snakke om," endte han så. Han slap hendes hånd og lod hænderne falde ned langs siderne. Han knipsede med fingrene og fik en svag belysning tændt rundt i stuen, da faklerne tændte og spredte den hyggelige stemning. "Inden fødslen, skal vi vies for en præst, så barnet bliver ægte. Du opfører dig jo alligevel som om du også ejer stedet, så du kan ligeså godt få titlen," startede han ud, fast besluttet.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna så ikke nogen grund til at åbne op for en, som ikke så hende, andet end bare når han lige var hjemme, og det var en tanke som irriterede hende, for hun følte sig jo som en ting, som han kunne ’lege’ med, når han ikke lige havde andet at tage sig af. Nu med hendes tilstand, som for øvrigt ikke ligefrem tegnede godt, for.. fornemmelsen af det, var virkelig underlig, og det var faktisk ubehageligt for hende, at føle det på den måde, hvilket var noget, som hun meget gerne ville erkende på alle måder endda, men ikke noget, som hun havde delt med ham. Hun vendte blikket mod ham, da han stadig stod med hendes hånd i sin, da han ikke ligefrem havde givet slip på hende. At han så valgte at rejse sig, fik hende kun til at vende blikket mere mod ham. Han havde noget på hjerte, og det kunne hun jo godt mærke på ham. At han så derimod skulle bringe graviditeten op på banen, var et sted en tanke, som faktisk irriterede hende et eller andet sted, for hun vidste jo stadig ikke om det var godt eller skidt, at hun faktisk ventede sig. Hånden gled lidt automatisk mod hendes mave ved de ord. ”Aha… Og hvor vil du hen med det?” spurgte hun sigende, da hun igen vendte blikket i retningen af ham. Hvad han dog havde at sige til hende, var næsten som at få en knytnæve direkte i ansigtet, hvor hun endte fuldstændig fraværende. Hånden trak hun til sig. Han ville ægte hende på baggrund af hendes situation? Det var bestemt ikke under disse omstændigheder, at hun ville giftes! Og da slet ikke på den her måde! Hun vendte sig denne gang direkte trodsigt mod ham. ”Du kommer rendende og redder mit liv.. Du render Kimeya i enden, og nu kommer du og kræver, at jeg skal ægte dig, fordi at jeg venter mig? Den må du virkelig længere ud med, Sephiran, for det der, det gør jeg ikke!” endte hun med en bestemt tone. Hvorvidt om han krævede det eller ikke, var hun ligeglad med. Så langt, var hun jo ikke engang kommet med Jason, og det var der grunde til! Hun ægtede ikke bare sådan! Overhovedet ikke!

[Sephiran Acheron]

Sephiran vidste godt, at Tiyanna lukkede ham af af nogle grunde, men han kendte dem ikke rigtigt, for han kunne slet ikke sætte sig ind i hendes måder. Den ene dag, der spillede hun op til ham og testede ham, og den anden dag, så lukkede hun fuldstændigt af og bare frastødte ham, hvilket virkelig forvirrede ham! Han legede måske med hende, eller fik hende til at føle det sådan, men han kendte jo ikke til andet, for følelser anede han intet om. Han havde aldrig fået kærlighed og derfor blev han også kun i meget lille grad rørt. Men om ikke andet så rørte hun da ham som den eneste, selvom han nok ikke fortalte hende det. Han gik jo hårdt og direkte til værks og alt det følelsesmæssige pjat førte jo ingen steder. Men lige nu, havde han da virkelig fået et slag i hovedet med tilliden også, så det førte jo åbenbart hellere ingen vegne. Eller var det i virkeligheden fordi, at han lukkede af for det, at han mistede på det? Den tanke havde aldrig slået ham, så det kunne han slet ikke gøre med lige nu. Han slap hendes hånd og foldede armene bag ryggen og rettede sig op, for nu var det slut med at gruble for meget over Kimeya. Hævnen skulle nok komme og så ville den blive yderst sød. Han smilede blot skævt til hende, sit velkendte overbærende smil. Han kunne se, det mishagede hende, men sådan måtte det jo altså være. Han rullede med øjnene. Nu var det pludseligt dårligt, at han havde reddet hendes liv? Han kneb øjnene advarende sammen, da hun dog nævnte Kimeya, for hun behøvede da virkelig ikke køre i det. Han knytter hænderne, selvom det spændte i armen, som hun havde sat på plads. "Du skal ikke begyndte at blive næsvis nu Tiyanna. Enten så bliver vi gift, ellers så dør det barn du venter dig, for jeg skal under ingen omstændigheder have et uægte barn rendende her! Ingen skal bære mit blod uden at være ægte!" svarede han bestemt. Det stod slet ikke til diskussion! Han fnøs fast og stirrede hende ind i øjnene. Han var da heller ikke tilfreds, for han havde faktisk aldrig regnet med at skulle ægte nogle, eftersom han frastødte tanken på grund af hans forældres forhold. "Og hvad havde du ærlig talt forventet, var? At du kunne føde et barn og blive lykkelig med det? Du kan tro nej!"

[Tiyanna Direshade Acheron]

Det var uden tvivl svært for Tiyanna at være omkring Sephiran, for hun havde ikke nogen anelse om hvor hun havde ham. Han havde sine kvinder udenfor huset her, som hun for øvrigt havde været direkte bundet til, og uden mulighed for at komme nogen vegne. Nu havde hun ganske vidst sin frihed, da hun jo kunne komme og gå, som hun havde lyst til, hvis det var det som hun ville.. Hun havde testet ham, men han søgte jo alligevel udenfor, og hun frygtede lidt, at det var Mystique på Bordellet som trak, og det var også noget af det, som automatisk fik hende til at lukke fuldstændig i, for det var slet ikke en tanke som hun kunne have med at gøre. Nu hvor det var et ægteskab som blev bragt på banen, valgte hun at give slip på ham, kun for at vende sig trodsigt mod ham. Det var et ægteskab på baggrund af det barn, som hun måtte bære i sit indre, og derfor havde hun virkelig, virkelig svært ved at acceptere, for det var jo slet ikke noget som havde noget med hende at gøre! Hun vendte blikket væk fra ham. Jamen så måtte barnet jo dø… Uanset hvor grotesk det så end lød, så bragte børn kun død og ødelæggelse med sig, for det var jo det, som hun havde set før i tiden også. Hun var endt alene dengang med Adelio af Jason, og nu gjorde Sephiran manden kunsten efter? ”Tror du virkelig, at jeg vil skænke dig et evigt ja, på baggrund af det her..?” Hånden lagde hun mod sin mave. At han overhovedet kunne få sig selv til at foreslå det, var noget som gjorde hende sur, udelukkende fordi, at det var noget som gjorde hende ked af det. Han understregede jo kun tydeligt for hende, at det her barn ej heller ville bringe lykke af nogen slags, selvom hun havde taget sig selv til tider i, at gå og håbe på det. Hun rystede på hovedet. ”Fint.. Jeg skal nok sørge for, at det ej kommer levende til denne verden..” Hun rystede på hovedet og vendte sig væk fra ham. Hun var præget af hormoner i forvejen, og derfor skulle der heller ikke meget til for at gøre hende sur og ked af det. Hun søgte ud af stuen, kun for at søge mod fordøren. Hun vidste jo, at hun kunne gå, hvis hun ville, for der var ikke rigtigt noget som holdt hende der. Hun havde brug for luft.. Og det gav hende virkelig en dårlig smag i munden!

[Sephiran Acheron]

Sephiran var mindre og mindre med Mystique, fordi hun snart skulle have den sidste prøve, før han slap hende løs. Han havde givet hende op til salg, så folk gav høje bud på hende og han kunne presse folk til at give mere og mere, men kun indtil et vist tidspunkt, for så ville efterspørgerne blive utålmodige. Dertil så forstod hun jo mere og mere, så derfor kunne hun også lære af dem på bordellet i stedet. Tiyanna var jo faktisk den eneste kvinde i hans liv, men det forstod hun jo åbenbart ikke. Han havde jo nok ikke været så eksemplarisk førhen, men når hun ikke lod ham tæt på, så var det jo klart, han gik til noget andet! Han havde jo en forretning at klare. Og han havde jo også andre ting at lave udenfor, så han gik jo ikke altid ud for at komme til bordellet. Han trak vejret dybt og så på hende. Lige nu var han ret oprevet, eftersom alt med Kimeya stadigvæk sad ret dybt i ham, hvilket gjorde ham frustreret og tvær, og det hjalp jo ikke, når hun reagerede sådan! Hvad pokker havde hun egentligt troet? At hun bare kunne få lov til at føde det barn, uden at det skulle være ægte? Sandheden var jo, at han gerne ville have en arv, men han skulle ikke have en uægte arv... ikke på vilkår! Han rullede med øjnene og så på hende med et skarpt blik og stirrede koldt på hende, eftersom hun nu var så trodsig. "Nej. Men det skal du," endte han fast og fnøs, som han knyttede hænderne bag ryggen. Han følte sig rimelig anspændt og det hele, for han kunne virkelig ikke klare det her, hun gjorde ham så oprevet oveni alt det andet! Og specielt når hun også før, havde kørt i det med Kimeya. Han fnøs. "Fint! Jeg ville heller ikke have en arv," hvæsede han efter hende, for han kunne ikke klare mere modstand i dag! Han så efter hende, for hun skulle ikke have lov til at gå! Han gik efter hende og greb fat i hendes arm, men han valgte dog faktisk at føre hende med udenfor, så de begge kunne få frisk luft i hovedet. "Prøv at sæt dig ind i min situation Tiyanna..." hvislede han og så frem for sig, som han drejede rundt om huset og begyndte at gå rundt mod haven, men holdt dog stramt om hendes arm.