What hides inside..?

[raphael]

At Junior og tøsen var væk, ragede virkelig Raphael en høstblomst. Han ønskede blot at hun skulle tænke på noget andet end den mand lige nu. Det var virkelig noget som virkelig måtte se ud til at skulle tynge hende så frygtelig meget, det var virkelig ikke noget som han ville ønske for nu.. så måtte han jo bare kaste facaderne og det hele og så bare lade det ske naturens gang. Blikket hvilede i hendes, også da hun endelig gik med til at skulle lade hans blik møde hendes også. Et smukt blik havde hun i den grad, det betvivlede han ikke på noget tidspunkt. At hun kommenterede hans øjne som det første, fik ham kun til at smile. ”Du er langt fra den første som nævner det for mig,” sagde han med en rolig og blid stemme. Han lod hovedet søge let på sned og uden at skulle se det mindste væk fra hende af på noget tidspunkt. ”Glem Lestat bare for i aften min kære.. du fortjener så meget bedre end det som han giver dig ved denne handling..” sagde han stille. Bare udseendet af Juniors ansigt, havde da ladet ham vide, at der var ugler i mosen.. vedkommende som havde været tæt på ham, kunne næppe have været af naturlig type.. en dæmon måtte det være og sikkert af samme type som ham.. dum var han jo trods alt ikke og han nægtet ærlig talt at tro på, at alt som man hørte om Junior var løgn hele vejen igennem. ”Du dømmer ham på denne måde.. glem ham.. i hvert fald bare for nu..” Armene som hun lod søge om ham og lod hende komme tættere på.. hun var fanget og han vidste det.. dog alligevel kunne det ikke falde ham ind, at skulle gøre hende noget ondt.. det kunne slet ikke falde ham ind overhovedet. ”Glem ham.. en smuk kvinde som dig fortjener noget bedre, hvis dette ikke er første gang at det sker..” tilføjede han roligt. Han lod panden møde hendes, hvor han alligevel klart holdt øjenkontakten.. han ville lade hende falde i.. helt i.

[angelea]

hun havde brug for at glemme junior og sammen med ham så kunne hun det.. bare lade sig forsvinde ind i hans greb og blive hans for en stund.. "det undre mig ikke.. så flotte som de er burde de komplimenteres konstant" hviskede hun intenst og trykkede sig let ind mod ham.. hun ønskede ham så brændende, det var som om at hele hendes verden ville bryde sammen hvis han forsvandt ingen.. nok kendte hun ikke hans navn men var du nu også så vigtigt?? det mente hun ikke.. hun nikkede stille.. "jeg glemmer ham for din skyld.. for din skyld vil jeg gøre alt" hun var mere end bare fanget af ham.. lige nu var der virkelig intet andet i hendes liv end kun ham.. han var jo vigtigere end Junior.. så meget vigtigere.. hun rykkede sig tættere på ham og nussede ham stille på kinden.. "jeg fortjener bedre og jeg tror lige at jeg fandt det" hviskede hun og lod deres læber mødes i et intenst og sensuelt kys.. hun ønsked eham virkelig selvom hun vel helt inderst inde vidste at meget af det skyldes hans evner.. dog var der også noget af det som hun virkelig gerne ville.. hun havde haft en sær lyst til ham lige siden hun så hans skiggelse..

[raphael]

Lige i denne situation, så viste Raphael at det var lysten som talte for hende, der tvivlede han ikke, selvom tanken vel et sted faktisk også måtte gøre ondt. Lige nu ønskede han blot at hjælpe hende. Og det at glemme Junior.. i alle fald for bare en kort stund, var da noget som han vidst kunne være behjælpelig med og det var noget som han agtede at gøre, også på denne måde, det kunne han så sandelig heller ikke komme det mindste udenom overhovedet. Han grinede let. ”De er og har altid været det første som folk har komplimenteret ved mig.. ligesom min far.. og hans far før det.. alle mænd i familien bære de samme øjne.. et kendetegn ved os,” fortalte han med en rolig og blid stemme. Han hævede hånden og lod den stryge mod hendes kind. Et sted holdt hun vel igen.. hun overfaldt ham ikke direkte som det han var vant til. Han nåede dog ikke at sige noget som helst mere, inden han læber måtte møde hendes. Han gengældte hendes kys så sensuelt, lidenskabeligt og så intimt som det nu var ham normalt at skulle gøre det også, det var heller ikke noget som han ville lægge det mindste skjul på, på nogen som helst måde overhovedet. Han brød det stille og roligt. ”Jeg går ud fra at lysterne snakker for dig.. glem ham.. han er slet ikke en kvinde værd som dig.. du fortjener virkelig bedre end det som han kan give dig og mig for den sags skyld,” hviskede han med en dog så tydelig ærlighed i stemmen som han ikke ville skjule.. at lyve kunne aldrig nogensinde falde ham ind.. heller ikke på dette punkt i det hele taget. Han kyssede stille hendes pande. ”Kom.. lad os søge indenfor.. du skulle jo nødig blive kold,” sagde han stille og dog næsten bekymret.

[angelea]

hun smilede roligt og lyttede til ham.. "jamn de er også helt igennem uimodståelige" hviskede hun blidt og kyssede hans kind.. hsn var virkelig speciel og hun var virekelig fanget af ham.. det kys som de måtte dele fik varmen frem i hendes, eller den følelse havde hun selvom hun var kold som sten.. hun var jo død trodsalt.. hun bed sig stille i læben da han snakkede igen.. "jo.. lysterne har meget at skulle have sagt for mig i denne sag og alligevel .... måske ønskede jeg alligevel en sød og blid fyr som kunne få mig til at føle at jeg var noget værd i stedet for at jeg følte mig som en bunke skidt" hun begyndte intenst at lade sine læber kærtegne ned blide hud ved hans hals.. hun ville ham virkelig meget, så meget at hun næsten ikek kunne styre sig selvom hun gjorde et hæderligt forsøg.. hun grinede mildt.. "lad os bare søge ind men jeg vil altid være kold min kære.. Jeg er død og burde ligge i jorden.. min krop bliver vidst aldrig varm" hun gav ham et sidste kys før hun lod ham føre sig hen et sted hvor de kunne være indenfor..

[raphael]

Raphael vidste, at hans øjne klart var den drivkraft for ham i en situation som dette.. at det var det som måtte drage i kvinderne når han endelig fik sig til at skulle danne en øjenkontakt, som det han havde gjort i denne situation. Han kunne dog næppe fortryde.. allerede nu kunne han se noget mere af en selvsikker kvinde som måtte spille i hendes øjne.. ikke nær så knust som tidligere og mere.. selvsikker vel i hendes gøren og kærtegn. De gule øjne hvilede på hendes skikkelse.. han vidste, at dette virkelig var et voldsomt chancespil og det var det som han igen og igen måtte sige til sig selv; Dette var ikke realistisk, en som ham, ville nok aldrig nogensinde kunne få lov til at opleve. ”Det vælger jeg så at tage som et kompliment,” sagde han med et stille smil på læben. Han kunne til tider hade sine øjne.. også selvom han nu end havde lært at skulle leve med det.. han havde jo ikke meget andet valg. Han smilede let. ”Lysterne taler for dig.. jeg ved det.. du skal ikke forklare dig.. du er mere værd.. at Lestat ikke ser det, så er han blind som en muldvarp.. du fortjener meget mere end hvad en ny og stresset konge kan give dig.. meget mere..” medstemte han med et stille smil på læben. Han grinede mildt. ”Jeg tænkte nu ikke i bogstavelig forstand,” påpegede han med et let hævet bryn. Han tog igen hendes varer og tog om hendes hånd. Stadig draget af ham ville hun være og han var helt klar over det, han tvivlede ikke på det punkt, også selvom det nu og da, ikke var en tanke som han brød sig om. ”Følg med mig..” Han lod hånden stille snige sig om hendes liv, hvor han førte hende med sig til Nadens kroen som lå dybt inde i byens centrum. Et værelse ville være godt.. også for hans del, der ville de i så fald også kunne være helt uforstyrret. ”Jo færre som kan se mig, jo bedre..” mumlede han lettere eftertænksomt, dog mest ment til ham selv.

[angelea]

hun var glad for at han var der selvom hendes hoved skreg på hende at hun skulle bryde hans magt men hun kunne ikke og hendes knuste døde hjerte ønskede også at hun fortsatte.. hvordan kunne det stadig banke for junior efter i dag?? efter at han blot få dage efter at have tigget hende om at tro at han elskede hende, at han ville med hende fordi at han ikke ville have andre og nu lå han på kroen sammen med den lille tøjde og havde det sjovt.. hun brød sig ikke om tanken men hun havde dog Raphael.. hun lyttede til ham og kiggede op på ham.. "Han fortjener mig ikke.. jeg skulle aldrig have troet hans ord aldrig" hun trykkede sig ind til ham og bed sig let i læben mens hun roligt begyndte at nusse ham på brystkassen.. "nej det gjorde du måske ikke men det gjorde jeg" sagde hun stille og lyttede til ham.. han tog hendes varer og hun mærkede hvordan hans hånd tog hendes i sin.. hun smlede let og fulgte med ham mod centrum og mod kroen.. "Hvad mener du med det??" spurgte hun roligt da han sagde at han helst ikke ville ses.. når han ikke betraktede hende og hun ikke havde mulighed for at se hans flotte øjne var det som om hun fik meget mere kontrol over sin egen krop selvom det langt fra var nok til at modstå ham og hans sensuelle tiltrækning.. hun var fanget og det ville hun være i noget tid endnu... i lang tid endnu...

[raphael]

Det her var virkelig et chancespil og uden lige, det kunne Raphael heller ikke komme det mindste udenom. Hans blik hvilede i hendes. At hun var fanget, var han virkelig heller ikke det mindste i tvivl om, også selvom det nu ikke var noget som han brød sig meget om overhovedet. Hun glemte i det mindste Junior bare for en kort stund og det var det som han ønskede som et endeligt resultat.. at lade hende slappe af, glemme ham og faktisk.. leve livet uden at skulle sidde igen med et knust hjerte. ”Glem ham min kære.. han fortjener ikke en kvinde som dig.. du er så meget mere værd end hvad han nogensinde har fortjent.” sagde han dæmpet og dog alligevel med en ærlighed. Han spillede ikke bare med på at få det hele som han ville, han var virkelig sig selv, også når han stod så tæt på en kvinde som det han gjorde i øjeblikket.. man kunne vel også pænt sige, at han manipulerede rundt med hende.. at han faktisk på sit vis, måtte tvinge hende til at glemme Junior. At kongen i det hele taget befandt sig her, sagde meget om hans følelser for hende, men hans handlinger modsagde ham dog i den grad, det var heller ikke noget som han kunne komme udenom, og ærligt så forvirrede det ham virkelig noget så frygteligt i den anden ende.. noget så voldsomt faktisk. Han sendte hende det blide charmerende smil og uden at skulle se væk fra hende. Han førte hende stille med sig mod kroen, nok bevidst valgt den selv samme som Junior havde søgt mod, selvom det nu ikke ragede ham det mindste.. han var ligeglad.. han valgte dette bevidst. Han vendte blikket mod hende ved hendes spørgsmål. ”Er det ikke åbenlyst min kære? Du ved hvad jeg er.. hvad tror du ikke de mange andre kvinder tænker hvis de ser mig?” Han hævede sigende det ene bryn og uden at skulle tage blikket det mindste fra hende på noget som helst tidspunkt overhovedet, ikke at det var noget som han kunne komme udenom.. at holde det indenfor 4 vægge i stedet for i fuld offentlighed var da altid at skulle foretrække. ”Jeg vil have dig alene..” hviskede han med en intens stemme.

[angelea]

hun fulgte ham lydigt, som en hvalp der fulgte et spor af pølser.. hun var virkelig fanget af hans sind og af hans charme.. hun ønskede ham så brændende at hendes hoved glemte alt andet.. "Glem hvem?? .... åh jo.. jamn det ved jeg godt.. jeg burde ikke være sammen med ham men han er den første som jeg har knyttet mig til efter jeg stak af fra mine forfærdelige forældre.. jeg kan bare ikke slippe ham og jeg ved ikke hvorfor" hviskede hun stille.. hun havde haft glemt junior, hun havde ikke tænkt på ham lige der.. det havde været helt lettende selvom hun let glemte ham igen.. "Men lad os ikke snakke mere om ham lige nu" hun strakte sig lidt og kyssede ham på kinden.. hun lod ham føre sig ind på kroen og kunne ikke lade være med at smile da han fortalte om de andre piger.. "tja.. det er vel åbenlyst.." sagde hun roligt og smilede roligt. hun hørte at han ville have hende alene og hun bed sig let i læben.. "måske vil jeg også have dig for mig selv.. jeg ønsker dig virkelig så brændende" hun hev ham kort til sig og kyssede ham intenst og blidt..

[raphael]

Et stille smil passerede stille Raphaels læber.. det hjalp hende, det kunne han da mærke. Hun var da en helt anden nu hvor han stod der så tæt på hende, end det som hun havde været ellers igennem det her møde, det kunne han da heller ikke komme udenom og det lettede ham faktisk. Han lod blikket hvile på hende, jo mere kraftig deres øjenkontakt ville blive, jo mere intens ville hans tiltrækningsevne blive og jo mere ville hun forblive fanget.. tryg ville hun dog være sammen med ham.. han havde klart fornuften og ikke bare lysten på sin side, det var vel også til hendes held i den anden ende vel? Han lod hovedet søge let på sned og uden at smilet ville falme det mindste overhovedet. ”Tænk over dine skridt videre min kære.. jeg ønsker ikke at se dig så nedenfor..” hviskede han med en dæmpet stemme og alligevel næsten.. bekymret i den anden ende? Ikke at det var noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet, tvært imod, så var det direkte ubehageligt at være så tæt på nogen som var så triste. Han tog blidt imod hendes kys, hvor smilehullerne tydeligt måtte vises i hans kinder ved hans brede smil. Han så på hende med det rolige blik. ”Vi glemmer ham.. du er så meget mere værd,” hviskede han stille og med en lettere intens stemme. Ikke at han nåede at sige stort mere, inde hans læber blev mødt med hendes, noget som klart måtte overraske ham. Han tabte varerne mildest talt, som de hurtigt måtte ryge ud af hans greb. Han gengældte det, dog ganske så forsigtigt og intimt alligevel. Han havde hende, et sted hvor han faktisk også lige ville have hende, det var ikke noget som han kunne komme udenom.. dette var i den grad en fryd uden lige.

[angelea]

angel sukkede smilede og blev mere og mere fanget af ham.. hun ønskede ham noget så inderligt og længslen blev kun større og større.. ay hendes kys så måtte få ham til at tabe varene fik hende kun til at smile.. at han så måtte gengælde det så blidt og intenst at det gjorde hende helt blød i knæene og hun trykkede sig let ind til ham.. "glen han.. han er ikke dine tanker eller ord værd .... og ej heller mine" hviskede hun blidt før hun roligt og forsigtigt hev ham og til sengen i rummet hvor hun satte sig ned og hev ham ned til sig.. hun vidste ikke hvordan det lykkes hende at gøre disse ting.. aldrig havde hun været med andre end Junior og tanken om at være med en anden havde skræmt hende før nu.. før nu hvor hun sad der sammen med ham.. hun elskede den følelse at være ham nær og tanken om at være sammen med hende fremkaldte i varme i hende som hun ikke troede var muligt.. hun lod forsigtigt deres læber mødes igen mens hun lænede sig let ind i hans favn.. hun elskede virkelig at være ham nær.. det var en fantastisk følelse..

[raphael]

Lige netop dette, var en del af de mange ting som Raphael faktisk måtte hade ved at være hvad han var, selvom det i denne situation, virkelig ikke kunne være noget andet end direkte nødvendigt. Hun smilede, hun så mere glad ud, også selvom det var lysterne som han måtte rive i.. utroligt hvad et enkelt blik alene havde formået at skulle gøre ved hende. Hun var dog alligevel ikke som de mange andre, så meget måtte han dog indrømme også overfor sig selv. Hun var betydeligt mere disket i hendes fremgangsmåde og det var noget som i den anden ende faktisk måtte gøre ham glad.. det var der ikke nogen tvivl om på noget som helst tidspunkt overhovedet og det alene, sagde virkelig også en hel del, det var heller ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. ”Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv,” hviskede han stille mod hendes øre og med det klart lette og blide smil på læben. Han stivnede let, da hun trak ham med hen i sengen og ned i den.. ikke at dette var noget nyt, dette var virkelig kun en vane for ham, selvom det faktisk var ekstremt sjældent at han trak den hele vejen.. kælen og kys var nu hvad han måtte foretrække.. adskillige sygdomme var jo trods alt det som havde slået mange af hans artsfæller ihjel og det var noget som han i den grad ønskede at komme udenom selv. Blikket vendte han mod hende, hvor læberne igen måtte mødes. Han gengældte det lige så blidt og intenst som tidligere.. her hvor hans erfaring så kraftigt måtte slå ind.. han vidste lige hvordan han skulle gå frem, han vidste hvor han skulle ramme og han gjorde det. Armene søgte stille omkring hendes smukke og slanke skikkelse og trykkede hende ind mod sin egen krop. For nu var de alene og han ville nyde det så længe som det ville være ham overhovedet muligt.