What hides inside..?

[raphael]

Mørket havde for længst lagt sig over den store himmel. Vinden slog iskoldt mod alt og alle som den kom i nærheden af. bladende havde for længst faldet af de mange store træer og efterladt de mange træer fuldkommen blottet og nøgne. I tide og utide, hvor man kunne høre en ugles kraftige tuden, efterfulgt af de mange bask med vingerne som var mere end rigeligt til at skulle lade det løbe koldt ned af ryggen på selv de fleste. Den store Jedra flod var efterhånden kun blevet et sted som var meget godt kendt for ham. Vegetationen er måske lav, men det var dog behageligt at sidde på. Han havde tilbragt dagen i New Dale og han skulle aldrig nogensinde søge så langt ind i byen igen. Det fik han da alt for meget ud af – bogstavelig talt. Kutten havde han trukket godt over hovedet, alt for at skjule de ravfarvede øjne og den sensuelle udstråling som han ikke kunne dysse ned. Det var kun noget som var en del af ham og den mand som han var. Han sukkede dæmpet. Hans ånde forlod ham som en dis i denne kulde. Vinteren var kommet for længst. Selv med laget af frost som måtte hvile på den store jord. Her var sneen heldigvis ikke kommet endnu, kun noget som han måtte være meget glad for. Kappen lukkede han godt omkring sin krop. Den var mere foret end en normal, da han ønskede at holde varmen i det mindste. Nede ved den klare og store flod, valgte han at sætte sig, i læ i form af lyng og de små buske som måtte vokse her og som ikke havde smidt blade eller noget som helst. Ikke for langt fra New Dale, han måtte jo søge til kroen på et tidspunkt for at få ly for natten. Til tider kunne man virkelig sige, at den mand han var, virkelig var.. forfærdelig.. han hadet til tider hvad han var! Dæmonen var klart mættet for denne aften, heldigvis, så det behøvede han ikke at skulle tænke på lige nu. Vinden slog ham direkte mod ansigtet, koldt og kraftigt, hvilket kun tvang hans blik ned. Den rev i det mørke hår og gjorde huden bleg og kold. Vinteren blev hård i år.. ingen tvivl om det.

[angelea]

Angel havde været i New Dale efter forsyninger til hende og Junior.. de havde brug for dem for at overleve og hun regnede med at Imandra ville være sidste sted som folk ville lede efter dem og det var der de havde søgt hen først.. hun havde planer om at lade dem søge ind i Dvasias men ikke i aften.. Hun bevægede sig med hurtige og dog neutrale skridt.. hun ville ikke tiltrække sig for meget opmærksomhed.. stille trak hun sin rejsekappe tættere om sig og lod de røde øjne forblive skjult under hætten.. en spide var ikke altid velkommen og så var den nemmere at gemme sig.. hun ledte hurtigt sig selv til Jedra floden og hun fulgte den i nogle munitter før hun nåede ned til der hvor manden sad.. hun bemærkede ham dog ikke da hun gik lidt i sin egen verden.. hun så faktiskt ikke så meget af samme grund og det resulterede i at hun faldt så lang hun var og hendes vare endteud på jorden.. hun sukkede stille og begydte at samle dem op.. hun hadede virkelig at snuble..

[raphael]

Raphael sad mere eller mindre bare i sin egen verden lige for øjeblikket. Efter denne aften, ønskede han virkelig bare at kunne falde til ro uden at have en hel flok med piger rendende efter sig. Hvad der skete i Procias efter Juniors ægteskab og kroning, havde han ikke nogen anelse om, for alt hvad han kunne håbe på, så håbede han, at det ville ende krigen, selvom det nu ikke så sådan ud for hans vedkommende. Svært var det dog.. det var i den grad så frygtelig svært. Han stivnede helt i og med, at en kvinde endte med at skulle snuble og vare endte med at falde ud over det hele. Tydeligt ,at han blev revet tilbage til denne virkelighed. Han vendte blikket mod hende… en kvinde.. selvfølgelig. Det var jo lige hvad han havde brug for lige nu! Han bed sig let usikkert i læben og endte med at rejse sig, gå hen mod hende, ganske forsigtigt og begyndte at hjælpe med at få det hele samlet sammen. ”Her.. lad mig hjælpe,” sagde han med en rolig stemme, dog ganske så blid, næsten lokkende i det også for ikke at glemme det. Bevidst hvor han ikke så i hendes retning. Han ville ikke drage i hende også. En smuk kvinde havde vel en mand ved sig til sin beskyttelse og det at ødelægge nogen forhold, var ikke noget som han ønskede det mindste, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han smilede svagt og lagde varerne tæt ved hende. Kutten beholdt han på. Han vidste at de ravgule øjne klart var en ting som man skulle undgå at se i.. det var det som trak i kvindernes blik.. trak dem ind i det farlige spind.

[angelea]

hun kom på benene med en irriteret mumlen og sukkede stille.. hun vidste ikke hvorfor men her på det sidste så havde hun været noget så rygtelig klodset.. hun hørte en mand og så at han hjælp hende.. Lige hvad hun manglede! En som kunne genkende hende som hende der havde boet i procias den gang Junior kun havde været kronprins.. Folk snakkede jo, det var et faktum og der var virkelig ingen som vidste hvor meget eller hvor lidt folk i de andre lande vidste.. hun holdt sig ligeså skjult for ham som han gjorde for hende.. "Tak" sagde hun med en blid og forførrende stemme.. tydeligt havde hun lagt mærke til hans lokkende stemme.. hun var tiltrukket af den og det var virkelig ikke noget hun brød sig om.. og dog, hun måtte vide mere om denne fremmede som havde tilbudt hende hjælp i sådan en krigstid.. det var altid rart med allierede rundt omkring.. hun vidste ikke at han var sensuel dæmon, hun vidste ikke at bare et enkelt blik fra ham kunne føre hende helt i hans magt og han kunne få hende til alt.. hvis hun havde vidst dette havde hun nok ikke stoppet alligevel, hun kendte til at folk gik en bue uden om en fordi med hende bar de bange for at blive bidt eller revet.. hun trådte et lille skridt hen mod ham.. "Hvorfor ... Hvorfor valgte du at hjælpe mig?? vi er i krig og der var jo ikke noget for at jeg kunne havde været en lejemorder eller det der var værre??" hun vidste ikke hvorfor hun spørgte om dette men det var virkelig som om det var en nødvendighed for hende..

[raphael]

Krigen rørte ikke Raphael det mindste. Han holdt sig så langt ude af den som det var ham overhovedet muligt – deraf også en af de mange grunde til, at han havde valgt at skulle søge til Imandra frem for at skulle blive værende i Manjarno hvor krigene blev udkæmpet. Ikke fordi at han var bange af sig, det var i den grad slet ikke sådan at det forholdt sig, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han kunne slås og kæmpe, hvis det var det som skulle gå hen og blive nødvendig, men lige nu og her, var det virkelig… unødvendigt.. han så ikke nogen grund til at man skulle krige på denne måde. Stadig undlod han at skulle se i hendes blik. Han ønskede virkelig ikke at drage mere i hende, end det som han allerede burde. Blikket holdt han slået i jorden og med kutten godt trukket over hovedet. At hun var den som havde vandret og været på Castle of Light, havde han ingen anelse om. Han kunne pænt stå ved ,at de kongelige ikke var noget som interesserede ham det mindste. ”Det.. det var da så lidt..” sagde han med et svagt, dog meget tydeligt charmerende smil på læben, næsten lige så lokkende som hans stemme, bød til et kys om det var muligt. Han rejste sig roligt op og med siden vendt til hende. At hun kom tættere på, fik ham kun til at bide sig let usikkert i læben. Han blev dog stående, undgik for al del, at skulle stifte en øjenkontakt. ”Hvorfor skulle jeg ikke? Krigen røre ikke mig.. jeg tager intet parti.. alle er de lige gode om det,” sagde han med en rolig og dæmpet stemme, stadig så mild og blid og lokkende som den altid havde været. En klang som han bare ikke kunne lægge fra sig på noget tidspunkt overhovedet. ”Havde du været med onde intentioner, vil jeg formå, at du havde slået mig ihjel bare ved, at jeg rejste mig,” påpegede han med en rolig og fattet mine. Desuden havde hun jo vandret med varer.. så hun havde vel sikkert været på vejen hjemover et sted vel? Hjem til mand og familie.. ikke noget som han troede på, at han ville opleve nogensinde faktisk. ”Har jeg ikke ret?” tilføjede han roligt. Han vendte blikket mere mod hende, selvom han undlod at se hende i øjnene ganske bevidst.

[angelea]

Angel stod bare og betraktede ham.. han dragede hende mere end det burde være muligt og det var en dejlig og alligevel så skræmmende følelse.. hun så virkelig hvordan han undgik øjenkontakt med hende og hendes blik faldt på hans læber mens de blide ord forlod dem.. hun havde lystt til at kysse ham og var næsten i trance før hun formådede at rive sig fri.. et lille smil spillede på hendes læber før hun lagde et par fingre under hans hage og løftede hans ansigt så han kiggede på hende.. måske krævede hun ikke øjnekontakt men hun ville have ham til at skimte hendes øjenfarve.. "Måske skal jeg bruge nærhed for at slå ihjel.. Men dog har jeg ikke i sinde at gøre dig noget.. Aldrig nogensinde.. Jeg er en blid sjæl" hun slap ikke hans hage men studerede bare hans ansigt.. han var faktisk en virkelig køn fyr synes hun og smilede.. "Jeg kan gætte mig til at du er noget specielt, min første indskydelse ville være sensuel dæmon fordi du tiltrækker mig så meget men jeg kan jo tage fejl.. Gør jeg det??" spurgte hun roligt og lod kort en finger køre blidt ned over hans kind..

[raphael]

Hånden som hun lod falde under hans hage, hvor han selv tydeligt kunne se og mærke til hvor dette ville føre dem. Han vendte blikket mod hende. De ravgule øjne som tydeligt måtte falde direkte til hendes, selvom han klart nægtede at skulle se hende i øjnene.. han ville ikke fange hende på den måde. Allerede her til aften, havde han fået hvad han havde brug for af en kvindes nærvær.. hun var virkelig.. unødvendig for ham på den måde. Han smilede svagt og lod tungen stryge vædende over hans læber. ”Jeg har mødt meget på min vej.. ønskede du at slå mig ihjel, havde du gjort det for længe siden,” sagde han dæmpet. Han havde stået overfor meget igennem hans liv.. ikke bare mordere og tøser ligesom ham selv, det var faktisk en mærkværdig følelse. Han lukkede øjnene ved hendes strøg mod hans kind. Han nød det.. han nød en kvindes kærtegn, det var ikke noget som han kunne skjule det mindste overhovedet. Han nikkede stille. ”Det er vel ganske åbenlyst.. så.. jeg undskylder på forhånd.. j-jeg ønsker ikke at gøre det..” sagde han stille. Han trak hovedet stille til sig, selvom han direkte var imod det. Han havde jo nydt det. Blikket vendte han mod det klare vand og væk fra hende af. Der hvor månen klart måtte lade hans øjne næsten lyse op i et smukt og klart lyst skær som havde det været smukt rav som hvilede ved på en sandstrand i den store sommersol. Han trak vejret dybt. ”Jeg.. vil ikke opholde dig.. med alle de ting.. så har du vel en mand at søge hjem til?” spurgte han stille og næsten forsigtigt, vel også bange for at skulle træde forkert i den anden ende, selvom det nu i bund og grund, ikke var en tanke som han brød sig meget om på nogen som helst måde overhovedet.

[angelea]

Angel betraktede ham og så hans noget så flotte øjne.. det var jo virkelig en skam at gemme dem væk.. En flot fyr, en rigtig flot fyr.. at han så kun kunne give hende ret fik hende til at smile.. hun var endnu ikke faldet helt af på den.. "Ikke undskylde" sagde hun blidt.. "Du er født til at være som du er, det er der ingen skam i.. ikke det mindste" at han så måtte vende sig væk fra hende gjorde hende en smule trist.. hun vidste ikke om hun allerede var fanget i hans greb, han lokkende og særdeles forførrende greb men hun vidste bare at der var noget over ham.. ikek bare sensuelt men også noget andet.. han virkede ked af det.. og det var noget hun ikke kunne holde ud at tænke på.. at han snakkede om en mand gjorde hende derimod dirrekte sørgmodig.. "Det ... det skal jeg vel" hviskede hun svagt og sukkede.. "Jeg ved ikke om jeg kan kalde ham min.. jeg tror han udnytter mig men jeg er for blind til at indse det helt og holdent" hun vidste ikke hvorfor hun fortalte ham det.. men han virkede som en man kunne snakke med og hun havde virkelig brug for at snakke.. det var der ingen tvivl om overhovedet..

[raphael]

Raphael ønskede dog langt fra, at skulle gøre hende trist. Han ville bare ikke fange hende, det ville kun gå ud over ham selv og endnu mere, så ville det gå udover manden som måtte være ved hendes side. Han bed sig let i læben. De ravgule øjne kunne virkelig drage enhver kvinde tæt på ham og han hadet tanken til tider, selvom det nu i bund og grund, var noget som han måtte bide voldsomt i sig. Han trak vejret dybt og vendte sig stille mod hende, selvom han virkelig måtte tage sig selv i nakken for ikke at se hende direkte i øjnene. Det var virkelig noget som han så klart måtte nægte sig! ”Du kender vel næppe til det at være en sensuel dæmon? Hvilket helvede det faktisk kan være?” Ikke at han ville bringe det til en diskussion. Mange så kun positivt på det.. mange så kun det i det.. at de kunne få enhver kvinde som de ønskede.. at kunne sno hende om lillefingeren og få hende til selv den grænse som kun burde have noget at gøre med to parter som virkelig elskede hinanden. Han lyttede til hendes ord. Personligt havde han ikke nogen tro på ægte kærlighed.. hvordan vil den nogensinde kunne møde en som ham? Han kunne da aldrig vide om det var hans sensuelle tiltrækning som gjorde det hele, eller om det var noget som hun faktisk ønskede set fra hans side. ”Du tror han udnytter dig? Hvem kan dog finde på at udnytte en smuk kvinde som dig? Det.. det giver ingen mening.. ikke hvis vedkommende er sammen med dig.” sagde han dæmpet. Blot hans egen personlige mening. Han vågede at lade hans blik søge hendes, dog ikke en øjenkontakt, det var noget som han nægtet. Han lod hovedet søge let på sned. Hun var draget allerede.. ikke at det var en tanke som han brød sig om på nogen som helst måde overhovedet.

[angelea]

hun sukkede stille til ham.. "Livet er ikke let og det bliver det aldrig nogensinde.. Det må være svært at være en sensuel dæmon.. Alle folk jagter jo en konstant.. eller det har jeg fået afvide" sagde hun roligt og endte med at sætte sig ned på jorden og bide sig selv let i læben.. "det er heller ikke helt let at være spide.. Mange frygter mig bare fordi jeg er en bestemt race.. de undgår mig og mine røde øjne er dem dirrekte frastødene.. Livet er ikke let men det handler om at finde dem som ser bort fra ens fejl, eller mangel på samme" hun kiggede kort op på ham og møre hans blik noget så kort før hun selv måtte kigge væk igen.. hun prøvede virkelig at holde sig på måtten med ham.. ikke fordi han ikke virkede sød eller noget men hun ville ikke være en zombie.. hun sukkede da de begyndte at snakke om Junior.. "Jeg tror at han i bund og grund ikke elsker mig.. han har ikke bevist det modsatte endnu da.. Han sagde at han elskede mig hvor efter han tog hjem og giftede sig med sin nyværende kone" stille bed hun sig i læben og sukkede.. "Jeg tror bare at jeg er lidt for naiv til at gøre det forbi og har lidt for meget skyldfølelse.. han siger at hvis jeg går fra ham så vil han ikke leve mere men jeg tror måske bare at det er for at holde mig fanget.. Jeg ved bare ikke hvordan jeg skal håndtere det.." hviskede hun til sidst og lukkede øjnene..

[raphael]

Raphael lyttede stille til hendes ord. At nogen overhovedet kunne være sådan overfor en kvinde, var ikke noget som han kunne forstå. Selv i hans øjne måtte man kun respektere. Det var jo kun bevist at mænd ikke klarte sig uden dem og omvendt. Han betragtede hende med et stille og roligt blik. Han havde ondt af hende. At nogen overhovedet kunne finde på at skulle gøre sådan noget overfor en kvinde, ville han slet ikke høre tale om! ”Dine røde øjne såvel som mine gule.. jeg kender følelsen,” sagde han med en dæmpet stemme.. måske at det påvirkede på to helt forskellige måder, men det var jo det som folk lagde mærke til som noget af det første. Hvorfor hans øjne var gule, havde han ingen anelse om. Hans far havde haft det samme og hans før ham.. det var vel noget som gik til drengebørnene i familien.. alle af en ren æt af sensuelle dæmoner og alle stolte af det.. på nær ham selv vel at mærke, det var ikke noget som han kunne komme udenom. ”Svært er det.. om alt en kvinde fortæller mig er sandt eller ej.. om det er lysten som taler for hende eller om det er hendes hjerte.. det ved jeg ikke..” Han lod blikket falde mod vandet endnu en gang. Det var direkte frustrerende ikke at kunne se den i øjnene som man snakket til, det var virkelig noget af det værste ved det hele! Han så stille på hende og hævede hånden hvor han forsigtigt lod den stryge hendes kind ekstremt varsomt. ”Kan han ikke se dine evner og dine talenter… Hvis det ikke kan være, at han er bange for at gøre ting forkert? Jeg vil nu ikke blande mig i det.. han er sikkert en fin fyr på bunden,” sagde han med et stille og næsten forsigtigt smil.

[angelea]

Angel sukkede stille og kiggede op på ham.. "jeg tror bare ikke at han fatter hvor meget han egentlig betyder for mig ... jeg ved ikke om han betyder det samme for mig længere" hviskede hun stille og legede lidt med en tot af hendes hår.. hun mærkede hans hånd på hendes kind og kiggede på.. de røde øjne mødte hans og hun var fanget.. fanget af hans skønhed og hans charme.. han var jo smuk, noget så smuk, hvorfor havde hun ikke set det noget før?? det havde hun jo også men nu.. nu var det endnu mere.. hun mærkede sit hjerte hamre og lod sin blik søge væk igen.. stadig var hun en smule fanget i hans greb men det var lidt bedre når hun ikke kunne se hvor dejlig han var.. "Det må virkelig være hårdt.. jeg kan slet ikke forstille mig det" hviskede hun og bed sig hårdt i læben.. hun måtte virkelig finde på noget andet at tænke på end ham.. det var virkelig noget så vigtigt..

[raphael]

At hun endte med at skulle vende blikket mod ham og direkte se på ham, var kun noget som fik Raphael til at stå mere eller mindre helt stille. Hans hjerte slog underligt fast mod hans eget bryst og følelsen var i den grad også så voldsom.. ubehagelig og så alligevel ikke. Som så mange andre, så overfaldt hun ham dog ikke, noget som han kun måtte være så ekstremt glad for, det var heller ikke noget som han kunne komme det mindste udenom. ”Har du prøvet at forklare ham hvor meget han betyder for dig?” spurgte han stille. Hånden havde han ganske forsigtigt trukket tilbage til sig. Hun havde en ved sig.. ikke at det måtte forekomme ham som en overraskelse på nogen som helst måde overhovedet, men alligevel! Han bed sig lettere usikkert i læben og vendte selv blikket væk fra hende af. Hun skulle ikke have problemer på grund af ham eller hvad hans indre dæmon måtte gøre ved hende som alle andre kvinder for den sags skyld. Let var det virkelig ikke.. han var afhængig af det for sin egen overlevelse.. han havde brug for en kvindes nærhed for selv at holde sig selv ved top, og det var kun en tanke som han i den grad også måtte hade som pesten! Han trak let på skuldrene. ”Jeg er vant til det nu.. det har været sådan siden jeg var lille.. ikke noget nyt.. Det skal du ikke tænke på.. du virker til at have mere end rigeligt at tænke på,” sagde han med en rolig og stadig blid stemme. At hidse sig op, eller virke afvisende, var ikke noget som han kunne få sig selv til. ”Og.. hvorfor folk frygter de røde øjne.. det forstår jeg ikke.. de er smukke.. virkelig smukke,” sagde han stille, dog alligevel med en klar ærlighed i stemmen som han dog ikke skjulte det mindste overhovedet.

[angelea]

Angel bed sig stille i læben og sukkede.. hun havde jo prøvet at snakke med junior om det.. flere gange men de endte altid med at skændes, de endte altid med at sige ting som de vel inderst inde mente men ikke turde indrømme?? hendes blik forblev i jorden da hun virkelige prøvede ikke at hoppe på ham.. "Jeg har prøvet ... mange gange men han siger bare at alt han gør gør han for at få os tættere sammen.. men for mig er det anderledes.. for mig skubber han mig bare væk" hviskede hun.. hun endte med at rejse sig og gå over mod ham.. "Man frygter det fordi de ved at hvis jeg bare kradser dem som ender de som mig eller dør under forvandlingen.. det er der virkelig ingen som vil.. Forvandlingen er virkelig forfærdelig at gennemgå.. jeg var ikke selv sikker på at jeg ville overleve den.. Hvis jeg ikke havde haft Melania ved min side havde jo nok ikke været her i dag" hun kørte en hånd igennem det lange mørke hår og lod kort blikket falde på hans skiggelse.. hun var tiltrukket af ham.. rigtig tiltrukket af ham, lige nu kunne hun holde det i skak men hvor længe mons tro endnu?? hun vidste det ikke og det var noget som måtte skræmme hende.. hun ville jo ikke bare overfalde ham for hans race selvom tanken om at være sammen med ham og være ham nær var meget mere end indbydende for hende.. det kunne hun ikke benægte..

[raphael]

Raphael blev stående og lyttede til hende. I så fald måtte denne fyr virkelig være.. en komplet idiot ikke at lytte til hende, det var ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Blikket vendte han kort mod hende i og med, at hun valgte at skulle bevæge sig tættere på ham. Det var virkelig en grænse som han ikke ønskede at skulle overskrides. Han bakkede omgående et skridt tilbage. ”Du… bliv stående,” sagde han næsten febrilsk. Han ville virkelig ikke have hende alt for tæt på sig, han ønskede virkelig ikke at have hende så tæt på sig. Hun havde en mand ved sig, uanet hvordan man vendte og drejede på den og han ville ikke stå der som det lille faktum som skulle ødelægge det hele, det var der heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet. Han vendte blikket mod hende. Hun følte draget, han kunne så tydeligt læse det i hendes blik. Månen måtte selv tydeligt oplyse hans øjne, selvom han stadig måtte have kutten godt trukket over hovedet. ”Så.. så prøv at give ham chancen.. nogle gange.. viser vi det.. på e anden måde end mange vil have det til..” sagde han stille. Han kendte det jo kun alt for godt selv, det var ikke noget som han kunne komme udenom. Ha hadet selv den tanke ved at skulle være afhængig af dette.. troen på det ægte havde han mistet for længst, han have virkelig ikke nogen tro på, at han nogensinde vil kunne finde noget fast som han ville kunne kalde for et elskværdigt forhold. Han vendte blikket væk fra hende igen. ”Hvem så end denne fyr er.. det ved jeg ikke.. hvis han prøver at bevise det.. så giv ham chancen.. han har den i hvert fald,” tilføjede han stille. Han bed sig let i læben. ”Og.. hvem er Melania?” spurgte han stille, dog nysgerrigt og let usikkert. Han kunne ikke løbe fra, at det at stå og snakke med en pige på denne måde var nyt og fremmed for ham.. det kunne hurtigt gøre ham meget usikker.