Better than nothing

[Deleted]

Det var hårdt for dem begge to, for de havde jo ikke rigtigt nogen frihed, dog selvom de ej havde lænker om deres håndled.. Synligt om ikke andet, men det var stadig svært, og det var slet ikke en tanke som Valerio brød sig om. Han hadede, at det skulle foregå på denne her måde, men han kunne jo ikke rigtigt gøre noget ved det. At hun så derimod skulle bide af ham, fandt han sig ikke i, og det var noget som faktisk gjorde ham temmelig irriteret på frygtelig kort tid, og han hadede, at han skulle reagere på den måde, men han kunne jo ikke rigtigt gøre noget ved det. Han forsøgte at holde hende i sikkerhed og han vidste, at rigtig meget var lavet om, siden deres tid i Manjarno, hvor de havde.. kunne smile.. Det havde han ikke gjort siden. ”Fyrsten og warlockerne kan være skyld i frygtelig mange ting, og specielt hvad angår.. det her,” sagde han. Han forsøgte at finde hoved og hale i det, men det var bestemt heller ikke altid fordi at det var lige nemt. Han forstod sig slet ikke på følelser, selvom han faktisk gerne ville, men det kunne han bare ikke. Han var et dyr.. i kontakt med det dyriske i sig, og det var uden tvivl en stor del af det hele. At hun tog hans hånd, mærkede han. Han vendte blikket mod den varme hånd om hans kolde, som næsten føles brændende, men dog på en.. god måde. Han gik med hende hen, hvor han satte sig i stedet for. Det var ikke nemt for ham at skulle sidde sådan her overfor hende, men han forsøgte virkelig. Han havde jo heller ikke ment at nedgøre hende for den måde, som hun havde valgt at acceptere sit liv på. Han ville bare ikke kunne acceptere det under de præmisser, hvis det havde været ham, men de havde vel hver deres måde at håndtere en situation på? ”Hvorfor acceptere noget, som man kan gøre noget ved, Alice? Det er det, som jeg ikke forstår,” sagde han endeligt. Han lod hovedet søge let på sned og med blikket som gled ned mod deres hænder. Han kunne jo faktisk godt lide, at sidde sådan med hende, men.. det føles bare.. underligt.

[Alice Lairé-Jênan]

Alice fandt ikke dette besynderlig anderledes, end tiden hun havde været på Valerio, hvis man anså det fra en vinkel om hvor fri eller ikke frie de var. Her var hun ligeså fri, eller næsten da, for hun levede selvfølgelig med tanke på, at de for enhver pris skulle undgå at vise sig for nogen, hvis nogen viste sig at komme til stedet. Hun kunne heller ikke lide at leve med tanken om, at Fyrsten var på nakken af dem, for han ville vel gerne finde dem? Hun håbede bare han gennemsøgte hele Dvasias først, så Procias og Manjarno og til sidst Imandra... og forhåbentligt ikke regnede ud, at det var oplagt at gemme sig på det forladte slot. Hun havde en drøm om, at hun og Valerio skulle få status her i landet, så de var beskyttede, men det var en fjollet tanke. Hun var bare glad for, at han faktisk holdt hende sikker om ikke andet, så for nu måtte hun jo bare holde sig til det, selvom der var en trykket stemning. De smilede ikke mere... og hun savnede det inderligt. "Ja. Jeg ville helst... ikke være offeret, men det blev jeg," sagde hun stille. Hun førte ham med sig. Nok var hans hånd kold, men det berørte hende faktisk ikke, for hun kunne godt lide det... det føltes lidt som dengang, hun havde lært ham at kende. Hun satte sig ned og så mod ham og smilede forsigtigt, mens hun førte deres hænder op på bordet og rakte efter hans, så hun kunne holde lidt fast i ham. Hun sank en klump og sænkede hovedet igen, da han spurgte ind til det. Forstod han da ikke, at hun ikke havde haft muligheden for det?! "Hvis jeg-" endte hun tungt og en kende hidsigt, men stoppede sig selv, det nyttede jo ikke at hidse sig op, for han blev bare irriteret så. Hun vendte blikket tilbage på ham og blinkede let med øjnene og endte meget mere dæmpet og neutralt. "Fordi jeg ikke kunne gøre noget ved det, Valerio. Jeg har været fange hos warlockerne... Fra sidst jeg så dig til næste gang jeg så dig ved Alexander. Hvordan skulle jeg kunne have gjort noget ved det?" spurgte hun og med lidt tryk på det sidste. Det irriterede hende, at han da ikke kunne se det! Hun havde brugt så lang tid på at acceptere og retfærdiggøre det, eftersom hun ingen muligheder havde haft i alt den tid hos warlockerne og Alexander.

[Deleted]

Det var måske ikke ligefrem det rolige og frie liv, som man gik og drømte om, men det var ikke desto mindre, et liv, som de kunne leve med, hvis de bare fandt roen.. Det var den som Valerio havde svært ved, og det var bestemt ikke noget, som han kunne gøre det største ved. Han var slet ikke ude på at gøre hende så deprimeret, som det føles, som hun var, og det var slet ikke noget som han kunne lide. Han forsøgte virkelig bare, at sikre sig, at hun havde det godt. ”Der er ikke nogen, som ønsker offerrollen i sådan et henseende,” sagde han roligt. Hun havde haft meget at slås med, og det vidste han jo udmærket godt. Han blev siddende ved hende. Han forsøgte virkelig at finde ud af det hele, men det med følelser, var bare noget som satte en stopper for det hele, og det var noget som han uden tvivl var ved at blive rigtig, rigtig træt af, uanset hvor meget han forsøgte at finde ud af det, så var det bare et punkt, som han ikke kunne komme forbi, uanset hvor meget han egentlig forsøgte, og det var uden tvivl en tanke, som klart frustrerede ham som intet andet. At hun så derimod forsøgte at cutte den af, bed han sig hurtigt fast i, inden han igen vendte blikket mod hende. Nu forsøgte han da at slå ørene ud, så måtte hun jo forklare ham det! ”Og hvad med før det, hvor jeg ved, at du har været i Procias? Var kongelig danser, om jeg ikke tager helt fejl..? Du har haft mange muligheder, før du endte i mørket..” Havde han vidst dengang hun havde været i hans varetægt, at hun ej havde været i stand til at læse eller skrive, så havde han da gjort noget ved det dengang, for det var en kunst, som han synes, var synd at miste over generationerne, for det var jo egentlig skræmmende, hvor mange der egentlig ikke var i stand til at kunne gøre det. Han vendte blikket igen i retningen af deres hænder igen. Han kunne virkelig godt lide, at sidde der sammen med hende. Det gav ham en… ro som han ikke havde følt i lang tid.

[Alice Lairé-Jênan]

Alice prøvede, at lade vær med at hidse sig op fra nu af, for det førte jo faktisk ingen vegne. Hun kunne bare ikke altid styre det, fordi hun var så kontrolleret af sine følelser, da det var det eneste andet hun havde udover dansen. Dansen holdt jo fast i det lyse væsen hun var... men efterhånden tvivlede hun på, hvad hun overhovedet var, hvilket faktisk var en ødelæggende tanke ligeså. Derfor havde hun svært ved det hele, fordi hun vel nemt følte sig anklaget, selvom der slet ikke var så meget i det. Hun rystede lidt på hovedet, som han nævnte, at ingen ønskede en offerrolle. Han var jo selv et offer, i hvert fald for Alexander og hun kunne ikke lide at tænke på det, for hans tilstand havde skræmt hende. "Nej..." svarede hun dæmpet og en smule mut. Hun vædede sine læber kort med et strejf af tungen og så roligt på ham, nu hvor de bare sad der overfor hinanden ved det lille bord. Hun vidste, at han havde svært ved følelser, ligeså vel som hun havde svært ved at tænke rent rationelt uden at indblande følelser. De burde faktisk lære af hinanden, fremfor at have den tyngede luft mellem dem, så det måtte hun jo se, om hun kunne få aftalt med ham. Hun prøvede ganske vist at hidse sig op, men stoppede sig selv og forklarede ham det. Hun rynkede igen panden. Hun havde været ung, da hun havde været i Procias. Hun følte en klump i maven, for han forstod jo stadig ikke, men blev ved med at køre rundt i det! "Jeg var nærmest kun et barn i Procias, Val. Min mor lærte mig kun at danse... jeg er kun vokset op med det. Først senere hen lært alt med bøger og viden, at det eksisterer," forklarede hun. Hun håbede snart han forstod en hentydning til, at han skulle stoppe med at køre i det, men det måtte hun jo se. Hun sænkede blikket mod bordet, men gav dog ikke slip på hans hænder, for hun kunne godt lide at holde ved ham.

[Deleted]

Valerio vidste udmærket godt, at han havde en lidt anden måde at gribe det hele an på, end det som hun havde, men det havde jo ikke ligefrem været en hæmning før nu. Han selv havde været et offer i denne situation, og det var bestemt heller ikke noget som han brød sig om, så det var jo noget, som de jo alligevel måtte dele dem indbyrdes. Han havde været offer for Alexanders hånd.. for fyrstens hånd, og han havde til dels ligget i den frygtede dvale, men det ville han langt hellere, end det som han ønskede at gøre hende noget ondt, selvom han virkelig havde været fristet til det. Men uden tænderne, så var det svært nok at skulle klare sig, for det var bestemt heller ikke fordi, at det gjorde sagerne meget nemmere for hans vedkommende. Han rystede let på hovedet, og vendte så efterfølgende blikket mod hende igen. hendes hånd føles brændende i hans egen, men det var noget som faktisk gjorde ham en kende mere rolig, end det som man nok lige skulle regne med. Det var lige før, han havde glemt, hvordan det føles. ”Du var kun et barn måske, men det er stadig dannelsen for et grundlag af videre eksistens, Alice… Du kan blive så frustreret på mig, som det du vil.. men du ved at jeg har ret..” Han endte dog automatisk med at tie, for han kunne jo mærke på hende, at det ikke rigtigt var noget, som hun ønskede at han skulle køre i.. sådan som det virkede til at hun forsøgte at forklare sig, og derved kutte ham af, og det var slet ikke noget, som han brød sig om, for han forsøgte virkelig at forstå det hele, selvom det slet ikke var nemt for ham på nogen måde, for det involverede tanker og følelser, go det var slet ikke noget ,som han kunne lide i det hele taget! Han betragtede hende roligt. ”Jeg forstår mig ikke på følelser.. men jeg kan høre på din stemme, at det frustrerer dig,” påpegede han med en dæmpet stemme, for det var faktisk noget som gjorde ham temmelig.. ked af det.

[Alice Lairé-Jênan]

Endnu en tanke, der tit frustrerede Alice, var den, at de engang fint havde kunnet komme overens med hinanden uden alt denne kølige luft og dette stive forhold uden problemer. Hun regnede da ikke med, at tingene var så meget forandret, så derfor var der måske reelt bare gået for lang tid? De havde været splittet for længe, så de i princippet skulle starte forfra. Men begge havde de jo været igennem deres egne ting, hvor han nok havde haft det bedre en del af tiden, selvom hun slet ikke ville tænke i de baner, for hun reagerede følelsesmæssigt kraftigt nok allerede. At han ofte var fristet af hendes blod, det vidste hun dog ikke, for han skjulte det meget godt. Hun mødte hans blik og blinkede let med øjnene, inden hun så ned igen mod deres hænder. At han var kold, gjorde hende ikke noget, for hun kunne jo faktisk godt lide det, for det var den tryghed hun kendte til efterhånden. Hun havde jo selv været skyld i, at blive smidt væk fra Alex, for han havde jo faktisk passet på hende indtil hun havde gjort noget imod ham. Det var dog ikke en tanke hun havde sagt højt for ham, for hvad ville han ikke tænke? "Tror du ikke jeg ved, at du har ret? Og det er derfor jeg reagerer som jeg gør? Når du puster til en flamme... så vokser den," endte hun kortfattet. Endelig tiede han dog stille, hvilket fik hende til at bide sig i læben. Hun følte sig ramt og blev ked af det, men om ikke andet, så måtte de jo bare... finde ud af det. Hun sukkede og trak vejret dybt og pustede ud igen, inden hun sank en klump. Hun nikkede forsigtigt og slap hans hænder, så hun kunne rejse sig op. "Så forstod du det da. Men ja, det frustrerer mig," startede hun og lagde armene omkring sig selv med et suk. Hun lukkede øjnene og gik let frem og tilbage. "Jeg dur ikke til noget Val. Og nu... er vi nået udover, at jeg kunne gøre noget ud af det. Nu er vi ved kernen; følelsen af, at jeg ikke kan noget andet end at danse. Og at jeg gerne vil lære," endte hun og stoppede op igen og så på ham, nærmest sigende.

[Deleted]

De skulle mere eller mindre starte fuldstændig forfra, og det vidste Valerio godt, hvilket heller ikke var en tanke, som han bifaldt særlig meget, men hvad kunne han da gøre ved det? Han kunne jo ikke rigtigt gøre noget som helst, andet end at gøre hvad han kunne. Følelser var bare ikke hans lod i livet. Det var slet ikke noget som lå til det liv, som han til nu havde haft. Nu hvor han sad med hendes hånd i sin, så ønskede han virkelig at lære og forstå hende, men det var bare ikke nemt, når man sad ansigt til ansigt med et væsen, som udelukkende var præget af følelse, så var det altså ikke fordi, at det var nemt for ham på nogen måde! Han vendte blikket mod hende. Han havde måske ramt et ømt punkt et sted, hvilket han jo faktisk var ked af, da det heller ikke ligefrem havde været meningen i den anden ende. Han nikkede blot til hende. ”Jeg forstår..” sagde han med en dæmpet stemme. Han slap hendes hånd, da hun alligevel valgte at rejse sig i stedet for. Det havde måske været så godt mellem dem før i tiden, men det var skam også før han havde stået i en situation som denne, hvor de faktisk var tvunget til at passe ekstra godt på. ”Noget forstår jeg mig da på,” pointerede han roligt, da han selv valgte at rejse sig op. Han brød sig ikke om, at se det gå hende så meget på, for det var slet ikke noget, som gavnede nogen af dem. Det var jo lige før, at det gav ham stress at skulle se hende på den måde, men hvad skulle han da kunne gøre ved det? Han lagde den ene hånd mod hendes skulder, og den anden lod han roligt stryge langs hendes kind. Han ønskede jo kun, at se hende have det godt. Var det underligt, når det var sådan her, at han havde det? ”Jeg har forstået, at jeg ikke kan sætte mig i din situation, Alice.. I mit tilfælde, ville jeg have gjort noget ved det.. Jeg tror bare, vi skal lade diskussionen ligge der, synes du ikke? Før du bliver endnu mere frustreret over mig,” sagde han ganske sigende. Han så helst, at hun faldt til ro igen, i stedet for at stresse sig selv på den måde!

[Alice Lairé-Jênan]

Alice følte sig skubbet bagud i forhold til det hele, som sendt tilbage. Hun var som et misbrugt barn i en voksen krop, der ikke kunne finde ud af noget, men som bare sad fast i den samme rende. Hun ville gerne bryde ud, men havde ingen idé om hvordan, for hun vidste ikke hvordan hun kunne ændre det. Det var hun ikke stærk nok til. Hun var kun stærk nok til at sortere tingene, der kom ind og ud gennem sindet, men hun sad også fast i det samme, fordi hun nok var bange for at bryde sin psyke, hvis hun kom væk fra hendes bedste evne, dansen. Men hvis det kunne bringe hende tættere på ham, så kunne hun vel prøve? Det krævede selvfølgelig, at han ville hjælpe, for ellers kunne hun aldrig gennemføre det. Hun sukkede dæmpet og valgte ikke at vælge en kamp, som hun alligevel nok ikke kunne vinde, for hun kunne ikke banke noget ind i ham lige i dag... måske om et par dage, hvis han da tog tingene til eftertanke. Hun nikkede bare dæmpet og rejste sig, mens hun pacede lidt frem og tilbage på gulvet, fordi hun følte for at bevæge sig, eftersom hun havde sådan en ubehagelig uro i kroppen. "Godt nok," endte hun stille og sank en klump, inden hun let vædede sine læber. Hun kneb øjnene sammen og gned dem, da hun var på randen til at græde, men holdt det inde. Måske var hun egentligt bare ked af det? Hun stivnede fast, da han lagde hånden mod hendes skulder, hvilket også var det, der fik hende til at stoppe op. Hun så op på ham og mærkede en blød sitren igennem sin krop, hvilket fik et lille genert smil til at dukke op på hendes læber, hvor hun kort blødte op. Hun sænkede blikket og strøg sit hår om bag øret. Nu hvor han stod der, så tog hun et sidste skridt og lukkede afstanden mellem dem, hvor hun lagde armene omkring ham. Hun lagde hovedet mod hans bryst og trykkede sig ind til ham, håbede inderligt, at han ikke ville skubbe hende væk. "Udmærket. Jeg tror vi skal slutte diskussionen med, at du vil presse mig til at udvide mine horisonter... og uanset hvor sur jeg så bliver på dig... må du ikke blive irriteret på mig," bad hun stille.

[Deleted]

I det store og hele, så ønskede Valerio at forstå sig på hende, selvom det bare ikke var nogen mulighed for ham, bare sådan uden videre, og det var naturligvis en tanke, som faktisk frustrerede ham lidt. Hun var så præget af følelser, at han slet ikke kunne finde ud af det, og det var uden tvivl forbandet frustrerende for ham, og han forstod jo derfor også, at det modsatte frustrerede hende, når han ikke kunne udvise den forståelse, som hun havde brug for. Han rejste sig roligt op, hvor han lod hånden glide mod hendes skulder og med den anden som han kort lod stryge mod hendes kind. Han ville virkelig gerne hjælpe hende med det, for han var slet ikke i tvivl om, at hun kunne, hvis hun virkelig var opsat på at lære. At hun så i stedet for lagde armene om ham og trådte helt tæt, var ikke ligefrem noget som han havde set komme. Hendes hjerte kunne han mærke, som det nærmest måtte slå mod hans bryst. Det føles.. godt. Armene lagde han varsomt om hende, kun for at lade hende stå tæt ind mod sin egen krop i stedet for. Hendes ord fik kun et kort smil til at passere hans læber. Med andre ord, så ønskede hun at lære at læse og skrive.. hun ønskede at udvide det til andet end bare dansen, hvilket uden tvivl også var noget som passede ham særdeles fint, så det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han nikkede blot til hendes ord. ”Hvis det betyder at jeg får en dans eller to fra tid til anden, så skal jeg nok terpe det her med dig, til du får det lært,” sagde han roligt. Han vidste jo at dansen var hendes trygge havn, som han også var klar over, at det var det, som hun følte, at hun kunne, og derfor skulle hun selvfølgelig også have lov til at praktisere det lidt. ”Uanset hvor meget vi så bliver irriteret på hinanden, så må vi jo bare få det bedste ud af det, ikke?” afsluttede han med en rolig stemme. Han vendte blikket stille ned mod hendes skikkelse, inden han roligt strøg hende over håret. Det var uanset ved at blive sent – selv for ham nu.

[Alice Lairé-Jênan]

Alice ville gerne have at Valerio skulle forstå hende, så derfor frustrede det hende bare, når hun følte, at hun mødte en mur, men hun vidste også at hun bar halvdelen af skylden hvis ikke mere. Det var bare så underligt for hende, at de pludseligt ikke kunne komme overens, eftersom de så fint havde kunnet det, da hun første gang var endt hos ham. Men meget var åbenbart ændret og nærede i øjeblikket ikke håb om, at han nogenskulle gengælde de store kærligheds ord eller faktisk kysse hende, så derfor prøvede hun heller ikke med ham. I stedet ville hun bare gerne være tryg, føle sig beskyttet og det klarede han jo faktisk godt... om ikke andet, så prøvede hun da nu bare langsomt at nærme sig ham ved at holde ham i hånden og nu faktisk omfavne ham. Men der var stadig lang vej til et kys igen. Hun trak vejret roligt og smilede forsigtigt, da han faktisk lukkede hende ind i sine arme, hvilket faktisk overraskede hende en del og fik hende til at smile dumt for sig selv, hvilket han heldigvis ikke kunne se. Hun sukkede dog, denne gang faktisk af tilfredshed over, at han havde lukket hende lidt ind på en måde, hvilket hun godt kunne lide. Hun ønskede at lære mere end dansen, som han jo lige havde sagt, det måtte han da kunne forstå, ikke? Hun rødmede en smule da han nærmest selv bød op til, at hun så skulle danse med ham, for det kunne hun faktisk godt lide. Hun løftede blikket, men blev stående i hans arme. "Du kan få en dans hver dag, hvis du vil. Så er jeg lutter øre når du skal terpe med mig," endte hun og nikkede. Optimismen skinnede nu igennem hendes øjne og hun glemte for et øjeblik alt med diskussionen de lige havde haft. Hun sendte ham et forsigtigt smil og nikkede stille. "Det lyder godt," sagde hun og nikkede. Hun sitrede let, da han strøg fingrene over hendes hår. Hun trak sig fri, men tog så hans hånd i stedet. Det var sent, for hun havde jo faktisk haft en helt omvendt døgnrytme hele tiden, fordi hun turde ikke være oppe selv. "Kom. Vi må hellere komme ned i skjul," sagde hun hentydende og smilede lidt. Det hele var gået lidt skævt, men nu følte hun alligevel lidt håb indeni. Hun forlod biblioteket med ham, for at komme i seng.

//Out.

[Deleted]

Valerio forstod faktisk godt, at det var en tanke som frustrerede Alice, men det var ikke rigtigt noget, som han kunne gøre det største ved. Han vendte blikket roligt mod hende, som hun nu stod der i hans arme. Det var slet ikke fordi, han havde noget imod, at hun rent faktisk stod der, for det havde han bestemt heller ikke, men det føles bare… underligt, da det heller ikke ligefrem var noget, som man kunne sige, at han havde noget imod. Han smilede let for sig selv. En smule overbærende et sted, og så alligevel.. Han ønskede virkelig at hjælpe hende på vej, for det andet, var da slet ikke noget, som han kunne lide. Han nikkede til hende. Han ville gerne møde hende på halvvejen, og da specielt når han vidste hvor meget hun faktisk ønskede at lære det, men samtidig havde den trygge base i dansen, så det ville han jo heller ikke ligefrem have, at hun skulle give slip på igen. Det var intet som nogen af dem fik noget ud af. Han nikkede igen. ”Så vil jeg da vove at påstå, at det her er noget som vi har gjort på kompromis,” sagde han endeligt. Det i sig selv, var heller ikke noget, som han havde været den bedste til, men noget som han jo faktisk kunne lære, og det var noget som han jo gerne ønskede at lære i den anden ende, og det var noget som faktisk også betød ekstremt meget for ham, det var helt sikkert. Han smilede let og lod hende trække sig, hvor han slap hende, kun for at tage hendes hånd i stedet for. Det var ved at være på tide at søge skjul for natten, og der vidste han jo udmærket godt, at hun havde lagt sin døgnrytme om for hans skyld, hvilket han faktisk var virkelig, virkelig glad for, så det var bestemt heller ikke noget, som sagde så lidt. ”Du har ret.. Kom..” Han førte hende roligt med sig, da han kort havde kastet blikket i retningen af vinduet. Inden længe befandt de sig i kældrene. Der hvor han også var tryg mens solen herskede over landet, og tvang alle mørkevæsner til at søge ly.

//Out