Better than nothing

[Alice Lairé-Jênan]

Det var efterhånden længe siden, at Alice og Valerio havde fundet vej til Imandra. Hun var stadig taknemmelig for, at Marcianus og Marius havde gjort en indsat for at sætte dem fri, når de bare burde have tænkt på deres egen familie. Hun prøvede dog tit at glemme alt der var sket, for det hele var frygteligt og det gjorde stadig ondt at tænke på. Hun trykkede altid benene sammen når mindet om Alexanders sidste handling med hende passerede på nethinden. De havde fundet det forladte slot og havde slået sig ned i en del, hvor folk der passerede slottet, ikke ville kunne gennemskue, at der faktisk var liv. Hun var nu godt tilfreds, for dette var bedre end at bo på gaden og her var jo alligevel ingen. Stedet var som ryddet på én nat, men det var tydeligt, at her ikke havde været nogle i mange år. Alle ting var her stadig af møbler, redskaber og diverse, så det var en befrielse i det hele taget. Indtil videre, var der stadig ikke de store snakke om følelser eller lignende. Hun vidste, at Valerio altid ville være med i hendes hjerte, for hun havde jo selv tænkt på ham da hun havde været under Alexanders mærkning. Men båndet var som annulleret, fra hans sidste bid, hvor han ligesom havde smidt hende fra sig. Det gjorde hende dog virkelig intet, for hun skulle aldrig tilbage... den eneste vampyr hun skulle have med at gøre, var Valerio. I dag, havde hun forladt deres lille krog og begivet sig ud på slottet. Hun var begyndt at blive nysgerrig og lidt mere modig for at se, hvad et sted egentligt indeholdt som dette. Vinteren hærgede udenfor, så det var dejligt at være herinde, for hun kunne altid tænde op og sidde og varme sig - uden Valerio selvfølgelig - og så bare tusse tilbage til ham, når hun havde varmen. For nu, havde hun slået sig ned i det store bibliotek. Alt var frygtelig støvet, men bøgerne var mange og pergamentet holdt endnu. Nogle var meget gamle, men nogle så også nærmest nye ud. Hun kørte fingrene hen langs en reol, som hun gik ligeså stille og betragtede de lange rækker af forskellige bøger. Tilfældigt trak hun en bog ud og slog op, selvom hun dog intet forstod. Alt havde altid gået op i dans, så hun kunne ikke læse et eneste ord. Hun ledte efter en bog med tegninger, så hun kunne have lidt at kigge i, så bogen røg på plads og hun ledte videre. Hun tog fat i en ny bog et par reoler henne og åbnede den. Endeligt en med nogle tegninger i! Hun tog den med hen til en stol og satte sig ned, mens hun gav sig til at bladre. For et øjeblik kunne hun sværge, at billedet faktisk bevægede sig. Hvad Valerio lavede... det vidste hun ikke.

[Deleted]

Det var ved at være et stykke tid siden, at Alice og Valerio havde taget turen fra Alexanders forfærdelige kælder i Corvento City.. Et grusomt sted var det uden tvivl for dem, som ikke lige var i Fyrstens gode bog! Valerio kunne stadig huske den dag, han havde taget Alice i sine arme, og direkte hastet af sted med hende, for at komme ud, inden Fyrsten ville opdage, at der var noget som helst i det. Han havde klaret det, og nu hvor de havde slået sig ned på det forladte slot, så var det skam også ting, som han var nødt til at vogte sig om. Han var en jaget mand, og det indebar også, at han var nødt til at være påpasselig når han var ude for at jage, for han nægtede stadig at nære af Alice, og det var med frygtelig mange gode grunde, hvis han nu selv skulle sige det!
Jagten for denne aften var færdig, og han søgte tilbage til slottet. Det var til deres held, at de have fundet et stort sted at søge skjul, for så vidste han da i hvert fald, at de var i sikkerhed, for stedet var stort, og der var mange steder at gemme sig, hvis det nu skulle vise sig, at blive en nødvendighed, og det var jo trods alt også det, som han kunne trøste sig med. Han tørrede blodet af sin ene mundvig med isn tommelfinger, inden han rev kutten ned og så sig om. Varmen var tydelig her, så han vidste allerede på forhånd, at Alice var her. Hun havde selv taget sig godt af ham, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde den største forskel for hans vedkommende.. Han var et dyr, og havde brug for andre ting, og der var han faktisk bange for, at hun ville finde ud af, at… der var noget andet derude, som også var bedre end ham. Han søgte slottet igennem, og fulgte hendes duft.. Den var så tydelig og så kraftig, at han kunne følge den på lang afstand, for ikke at glemme, at der også var lyden af hendes bankende hjerte. ”Alice..?” kaldte han endeligt, da han nåede biblioteket og varsomt fik skubbet døren op.

[Alice Lairé-Jênan]

Alice havde faktisk intet imod slottet. Eftersom her overhovedet ikke var nogen og ikke havde vist sig tegn på det mindste siden de var ankommet, så bevægede hun sig også mere og mere rundt på stedet. Valerio havde sikret, at her ikke var andre levende væsner end hende, for han kunne jo høre og lugte det. Hun var tilfreds så langt, at han jo faktisk havde båret hende med sig og faktisk ikke sagt noget om at ønske, at de skulle gå hvert til sit. Han havde taget hende med sig, hvilket hun var glad for, for hun havde jo ingen steder at gå hen og hun ønskede ikke at være alene, for hun kunne ikke være alene... Det var hende nok en stor svaghed, men hun blev nødt til at have en anden om sig. Hun trak vejret roligt, som hun sad og bladrede i bogen. Hvad der stod af tekst rundt om billederne, det anede hun ikke noget om, men om ikke andet, så kunne hun da kigge lidt på billederne, der bevægede sig. Det var af nogle mennesker, men hvem de var, det kunne hun heller ikke sige, men alt i alt så var det som om bogen fortalte en slægtshistorie... men hvis slægt, det vidste hun heller ikke. At han havde været ude for at jage, det vidste hun faktisk ikke, for hun havde faktisk undersøgt slottet i et godt stykke tid, fordi hun blev urolig af at sidde stille og havde brug for at holde sig i gang, for hun skulle holde formen. Hun dansede stadig for sig selv og nød de store sale med masser af plads, for det mindede hende om dengang hun havde boet i Procias... danset på slottet som underholdning. Det var evigheder siden, så det nærmest føltes som en historie hun var blevet fortalt. Da hendes navn lød af den velkendte stemme, så kiggede hun op med et stille smil og klappede bogen i, som hun lagde fra sig på en lille afsats ved siden af stolen. "Ja, Val?" svarede hun gengældende. Hun så mod døren, der gik op og smilede let til ham, som han kom til syne i døren. Elegant var hun på benene og dansede ham let i møde. "Har du været ude?" spurgte hun sagte, da han havde trukket sin kutte ned på kappen, som han jo normalvis ikke bare rundt på herinde.

[Deleted]

Valerio var som regel fuldstændig ligeglad med tingene, og hvordan det hele forholdt sig, men det var ikke noget, som han ønskede at sige højt. Han havde igennem hele tilværelsen, nægtet at nære på hende, selv da han lå for dvalen i en iskold kælder, trykket op af en mur. Det må have været et forfærdeligt syn, at se ham ligge der, selvom det var noget som han havde svært ved at tage hensyn til nu. Alt det med tanker og følelser, var ikke ligefrem noget som han var kendt med som sådan i forvejen, kunne man sige. Nu var han endelig hjemme, og det var naturligvis også noget, som gjorde sit for hans vedkommende. Det var stadig kun hendes duft som herskede over stedet her, og det var kun hendes hamrende hjerte, som han var i stand til at høre, og selv det, var noget som bragte ham til ro. Han vidste, at hun var udsat i det øjeblik han faktisk forlod deres skjul, for at jage, da der ikke var noget her, som kunne beskytte hende, foruden, hvis hun virkelig var heldig at finde et sted hun kunne gemme sig. Han skubbede døren let til side og tillod sig selv at træde ind på biblioteket. Alle de bøger… al den viden, og alt det andet som fulgte med, var jo en skam at lade gå tabt. Han turde selv slet ikke tænke på, hvor mange bøger, han faktisk havde siddet med i sine hænder igennem hans liv, for det måtte jo efterhånden faktisk vise sig, at være en god del. ”Jeg måtte jage.. Det er nogle dage siden sidst,” forklarede han sandfærdigt, da han igen vendte blikket mod hende. Kappen gik han måske ikke med på denne måde normalt, men han var jo nødt til at sikre sig at der ikke var nogen omkring, før han for alvor kunne slappe af med omstændighederne, for han vidste at Alexander måtte søge efter dem, hvilket ikke ligefrem gjorde det meget bedre for hans vedkommende, for han vidste jo, at det var med døden til følge, hvis den mand fandt dem. ”Jeg måtte bare sikre mig, at du var alene her,” afsluttede han. Om det var noget som han ville være ved eller ej, så ønskede han jo faktisk at passe på hende.

[Alice Lairé-Jênan]

Alice levede med Valerio. Fordi hun elskede ham inderligt, også selvom hun ikke følte det gengældt, så ville hun hellere bare have et venskabeligt forhold hvor de jo sådan passede på hinanden, selvom han bedst kunne passe på hende i forhold til omvendt. Hun var tilfreds med at være her med ham, for i det mindste havde han jo taget hende med sig væk fra Alexander, så det sagde vel også noget, ikke? Hun blev i tvivl, men holdt fast i det spinkle håb om det alligevel. Hun ville ikke være ensom. Hun ville ikke overleve alene, for hun havde ingen forstand på noget udover dans. Hun kunne ikke læse, ikke skrive, ikke sy tøj eller noget lignende. Hun kunne gå, stå og spise, men det var også begrænset hvad hun kunne lave af mad. Men det gik med at finde mad for hendes vedkommende, for der groede stadig føde i en del af haven ved slottet de skjulte sig på. Hun trak vejret roligt. Hun var rolig omkring ham da hun vidste, at han straks ville være alarmeret hvis der nærmede sig andre eller var andre, for hun vidste, at han kunne høre hendes hjerterytme og dufte hende. Hun var stadig helt igennem lys, på trods af alt hun havde gennemgået, for dansen var hendes liv og lys. Hun stoppede op roligt foran ham og nikkede stille til hans ord. "Klart," svarede hun. Det kunne hun have sagt sig selv, men hun holdt ikke så meget styr over hvornår han spiste eller ej. Hun savnede deres forhold, fra for længe siden. Deres jagen, hvor hun havde følt sig som hans, selv uden at være markeret af tænderne... Men hun vidste ikke hvordan hun skulle bringe det tilbage, for afvisningen fra ham fra kælderen ved Alexander, sad stadig i hende. Hun sagde det bare ikke højt. Hun smilede blidt til ham. "Ja det ved du jo bedst... jeg kan ikke rigtigt høre eller lugte mig frem til om her er andre," svarede hun bemærkende og snurrede rundt igen, for at tage en tur langs reolerne igen, for hun blev nødt til at finde en bog, der var lidt interessant. "Hvis jeg dog bare kunne læse i dem," mumlede hun sagte til sig selv, selvom han med sin skarpe hørelse, dog nok kunne høre det uanset.

[Deleted]

Valerio vidste at meget var anderledes, men der var sat tanker i ham, som han ikke kunne slippe. Han vidste, at han i manges øjne, var et monster og uhyre, og skulle han være ærlig, så.. savnede han faktisk det liv, som han havde haft i Manjarno. Han havde været en kongelig rådgiver, også selv på trods af det, som han selv havde udsat kongefamilien for, og det var vel et sted også en underlig og mærkværdig tanke? Tingene havde forandret sig, og der skulle helt andre tiltag til, end det som han lige var vant til, og det var virkelig forvirrende for ham, for selv han havde svært ved følelser. Først nu, hvor han var sikker på, at hun var alene, så kunne han slappe en anelse af. Han havde været ude for at jage, hvilket også betød, at han ikke var nær så fristet til at sætte de manglende tænder i hende, for end ikke det, var noget som han var i stand, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han nikkede til hendes ord. ”det skal jo have sine fordele, ikke sandt? Jeg frygter for den dag, Fyrsten får nys om, hvor vi befinder os,” sagde han med en sigende mine. De var virkelig nødt til at være diskrete, og derfor havde han faktisk heller ikke noget imod, at tage ud for at handle lidt ind til hende – eller nok snarere stjæle, og der var det jo en fordel at have den hurtighed, som man nu havde, for de ville næppe opfange hvem der havde gjort noget som helst. Han betragtede hende sigende. At det var umuligt for hende, at læse en bog, var ikke ligefrem noget som gjorde sagen nemmere. Det var en kunst, som han havde været så heldig, at have lært sig for frygtelig mange år siden, men det havde vel bare aldrig været noget som han som sådan, egentlig gik rundt og tænkte over. Han lod hovedet søge let på sned. ”Du kan ikke læse..?” spurgte han endeligt,og alligevel med en vis overraskelse i minen og stemmen, for han kunne jo ikke lade være. Det var da ikke lige noget som han havde hørt om, at hun ikke kunne.

[Alice Lairé-Jênan]

Alice var ikke meget ændret fra dengang hun havde boet med Valerio i hans hjem og til nu. Tiden i warlockernes kælder som forsøgsgenstand for diverse magi og tortur, var en tid som hun fortrængte og ikke tænkte nærmere over, for det var som om den tid bare havde været ensformig og stillestående, så den sad ikke rigtigt fast på hende. Ligeså, så fortrængte hun tiden hos Alexander, selvom hun stadig bare nogle minder derfra... men hun holdt fast i sig selv med dansen. Selvom hun ikke kendte til at læse eller skrive, så havde hun en stærk psyke, der nemt kunne fraskille alt det onde fra det gode, således hun holdt sig lys og faktisk ikke... døde. Hendes blod var jo ikke rødt, som så mange andres, så det bevidnede vel også om, at hun ikke var ved at gå mørk. Hvis hun blev det, så ville hun vel også dø, for lyset var en speciel næring hun måtte holde fast i. Så siden hun bare følte sig som dengang, så var det underligt på hende, at Valerio var forandret på en del punkter. Men i det mindste, så passede han da på hende og sikrede sig altid, at der kun var dem her, så det var jo altid et lille plaster på såret. Øjnene flakkede let over ham, da han bemærkede noget om Fyrsten og fik en kort kuldegysning ved tanken, selvom hun prøvede at abstrahere fra det. "Det gør han ikke..." sagde hun lidt forsigtigt. Hun vidste ikke helt, om hun selv troede på det, men hun ønskede inderligt at tro på det, for hun ville ikke ned i hans kælder igen! Heldigvis havde hendes krop da ikke kunne bære graviditeten, fordi hun havde været afkræftet på tidspunktet, for det barn ville have været meget uønsket. Hun vidste, at Valerio tog til byen for at stjæle de ting til hende, som hun manglede. Som regel mad, som ikke var i den lille del af haven, hvor der stadig groede grøntsager. Når sommeren kom, ville en del træer forhåbentligt springe ud med æbler. Måske var der endda flere slags frugttræer i haven? Hun stoppede op, da han spurgte ind til, om hun ikke kunne læse. Hun vidste, at hun ikke duede til noget. Hun ville ikke overleve på egen hånd. Hun hadede at være ensom, for det ville lade hende gå til... som en blomst der visnede. "... Nej," svarede hun stille til ham og så hen mod ham, mens håret faldt omkring hendes ansigt og skuldre. Hun trak vejret dybt og begav sig langs reolen igen for at finde en bog. Hun trak en ud, åbnede den og bladrede den igennem; ingen billeder desværre. Bogen satte hun på plads, inden hun gik tilbage til stolen hun havde siddet på før og dumpede ned at sidde. Hun kiggede lige frem for sig, tænksomt. Hun duede faktisk ikke til andet end at danse.

[Deleted]

Valerio kunne vel i stand til at passe på hende, men han frygtede at Fyrsten ville være i stand til at finde dem, også fordi, at det bare var dem mod hele verdenen, stort set, og det var ikke altid en tanke som han brød sig om. Han var og var nødt til at sikre sig, at det som han havde omkring sig, var i tryg og sikker forvaring, og det var naturligvis noget, som han ønskede at gøre bedst muligt! Han vendte blikket mod hende. Hun var et lysvæsen, og deraf vidste han jo trods alt også godt, at hun havde lidt andre behov for ting, end det som han havde, og han gjorde faktisk hvad han kunne for at efterkomme det, selvom han bestemt ikke var meget for, at hun skulle søge ud i lyset om dagen, for.. det ville jo kun gøre ondt værre, for der kunne han heller ikke passe på hende. Han rystede på hovedet. Han gjorde virkelig hvad han kunne for at skjule sporene, men det var bestemt heller ikke fordi, at det var særlig nemt af den grund. ”Det håber jeg ikke,” sagde han. Det kunne ikke ligefrem udelukkes, at det faktisk kunne ske. At hun så var blandt dem, som ikke havde tillært sig kunsten, at skulle læse og skrive, var først noget som han vidste om hende nu, da det næsten var noget som han gik ud fra, at alle kunne, da det var noget, som han selv var i stand til, eftersom han havde tillært sig det, for lang tid siden. Han vendte blikket roligt mod hende. Hans blik udstrålede ikke rigtigt noget, da det heller ikke var noget som lå naturligt til ham på nogen måde. Han varet dyr… et monster i manges øjne, som ikke var i besiddelse af den slags ting, selvom det nu faktisk var en beskrivelse som han ikke altid brød sig lige meget om. ”Det må vi lære dig,” sagde han endeligt. Det kunne jo om ikke andet, så give dem noget, som de kunne tage sig til, nu hvor de var i skjul og det hele, og så slap de også for at sidde og stirre hver eneste dag. Som hun trak sig hen til reolerne og trak en bog ud og bladrede igennem den og satte den retur, opfangede han hurtigt. Han søgte hen til selv samme bog og tog den ud i sin næve, hvor han respektfuldt plantede den i sin håndflade, inden han åbnede den. Han værdsatte og respekterede bøger. ”En gammel eventyrbog,” konstaterede han endeligt.

[Alice Lairé-Jênan]

Alice var ikke sikker på, at hun troede på sig selv når hun sagde, at Fyrsten ikke ville finde ud af hvor de gemte sig. Han havde formået at finde Valerio sidst, helt i Manjarno, selvom hun vidste, at der var gået frygtelig lang tid. Men måske Alexander havde fundet noget andet at give sig til? Det kunne hun da håbe, for hun ville ikke i den kælder igen... og hun ville heller ikke have, at Valerio skulle ende der, for hun havde slet ikke brudt sig om den måde han havde været medtaget på. Så for nu, var hun bare glad for, at de faktisk var her sammen og havde et frirum - de skulle bare sikre sig, at Alexanders mænd en dag stod på trappen og havde fundet dem. Hun kunne da håbe, at Alexander måske også troede de var i Manjarno og ledte forgæves og slet ikke tænkte på Imandra. Hun så roligt mod ham og smilede forsigtigt, selvom hun sjældent fik nogle milde ansigter tilbage... men det tog hun nu ikke så tungt. Hun søgte sjældent ud midt på dagen, hun ventede altid til lige før mørkets frembrud og så de sidste dagstimer, for at der ikke gik så længe før Valerio stod op og kunne være sammen med hende. "Heller ikke jeg," endte hun forsigtigt, som hun forlod bogen hun lige havde haft ude i hænderne og sat på plads, og gik hen for at sidde på stolen fra før. Hun havde aldrig været undervist i andet end dansen, så det var det eneste hun havde at holde fast i. Og når hun tænkte nærmere over det, så følte hun sig bare elendig, for hun duede jo slet ikke til noget. Hun drejede blikket overrasket i hans retning da han sagde, at hun måtte læres at læse. Hun bed sig i læben og så ned mod sine lår, hvor hun foldede hænderne. "Jeg... skal da ikke sige nej, hvis du vil prøve," endte hun dæmpet. Hun var da åben for det, men hun troede blot på, at det var for sent til det. Hun så hen mod ham igen, da han tog bogen ud og kiggede på den. Hun var fascineret af bøger, for de indeholdt så mange ting, men hun kunne jo bare ikke få den viden. Hun løftede et bryn, rystede på hovedet og satte sig bare tilbage som hun kiggede ned mod sine hænder igen. "Val? Hvorfor... hvorfor tog du mig med ud af kælderen?" spurgte hun uden at kigge på ham. Det spørgsmål havde plaget hende siden. Hun var jo glad for det, men hun forstod ikke hvorfor, for han havde jo afvist alt... hendes ord, kysset.

[Deleted]

Valerio var bange for den dag Alexander ville finde dem, for han vidste et sted godt, at det bare var et spørgsmål om hvornår. De ville være tvunget til at være på flugt, frem til den mand ville gå i døden, og der var desværre ikke rigtigt noget, som indikerede på, at han var i færd med det, hvilket uden tvivl var en tanke, som faktisk måtte frustrere ham selv en hel del. Lige nu var de i sikkerhed, og det gjaldt egentlig bare at nyde det, mens de nu havde muligheden for det, i stedet for alt det andet. Han var måske ikke særlig stærk i mimikken, og det havde han heller aldrig nogensinde været, men i hans arbejde, var han stærk, og derfor i og med, at han havde været en strateg uden lige, havde været hans fortrinsret i dette, for det gav dem da muligheden for konstant at være et skridt foran, og det var virkelig vigtigt lige nu! ”Jeg gør hvad jeg kan, for at holde ham bag os,” sagde han endeligt. Han ønskede ikke, at hun skulle rende rundt og tænke på den mand, nu hvor de havde genvundet deres frihed. At hun så derimod ikke havde lært sig kunsten, at læse, var slet ikke en tanke, som han brød sig om, for det var da noget, som alle burde kunne.. Og han havde jo faktisk ikke noget imod, at skulle prøve at lære hende det. Så havde de jo desuden også det ekstra at give sig til, end at sidde og glo ud i luften. Meget var jo lavet om, og specielt siden alt som de nu havde været igennem. Hun skulle desuden være glad for de manglende tænder.. det reddede hende faktisk fra mange situationer, som kunne være meget uheldige. ”Det er en skam, ikke at kunne sætte sig ned og læse en bog.. Der står frygtelig mange ting i disse..” sagde han med en rolig stemme, da han igen vendte sig mod hende. Hendes spørgsmål derimod, kom lidt bag på ham… Hvorfor skulle han lade hende ligge? Eller… han vidste det faktisk ikke.. Det var svært at finde ud af, hvorfor han egentlig havde handlet, som han havde. ”Skulle jeg da have ladet dig ligge..?” spurgte han endeligt.

[Alice Lairé-Jênan]

Alice frygtede selv dagen, hvor Alexander ville finde dem. Hun nærede vel bare et spinkelt håb om, at han ikke ville kunne regne ud, at de var i Imandra? Håbe på, at de kunne skjule sig så meget når de løb hurtige erinder væk fra deres sikre skjulested i slottet, så de ikke blev genkendt. Hun slap et indædt suk ved tankerne, for hun skubbede dem altid væk, da hun nærmest bare blev paranoid ved tanken og altid fik mareridt om natten, når hun havde grublet for meget over det. Hun følte sig dog sikker, når Valerio havde sikret sig, at her kun var dem, så det gjorde hende altid rolig om ikke andet. Hun så roligt mod ham. Hun vidste jo godt, han aldrig havde udtrykket meget, men det var stadig anderledes mellem dem. Og specielt var der en ting, som var meget ændret; Han havde endnu sværere ved at ændre den stive sten mimik og sine følelser, end han havde haft, da hun havde været hos ham. Dengang de havde haft deres egen private leg, som altid havde bragt noget helt andet op i ham end dyret, som var alt hun mødte - det var nøjagtigt ligesom at gå ind i en mur. Hun nikkede stille. "Det ved jeg," endte hun dæmpet. Hun trak lidt på smilebåndet, mens hun kiggede ned mod sine foldede hænder igen. Hun kunne kun danse, snakke, spise... hun kunne ikke noget af det andet og det var frustrerende, når hun satte sig ned og tænkte over det. Hun bed tænderne sammen og rystede på hovedet, mens hun prøvede at lade vær med at tænke over det. At han ønskede at sætte tænderne i hende, det vidste hun ikke, for han holdt ret godt igen... selvom hun vidste, at hun var en 'delikatesse'. "Det ved jeg godt... Men det har aldrig lagt i kortene. Jeg blev trænet i at danse, opnåede hvad jeg kunne med det... indtil det hele så smuldrede. Og jeg har ikke kunne lære noget nyt siden," sagde hun stille og rynkede lidt panden. For det var jo rigtigt. Hun så væk fra ham, da hun havde stillet spørgsmålet. Selvfølgelig forstod han ikke, hvad hun faktisk mente. "Nej... Glem det, du forstår alligevel ikke spørgsmålet," svarede hun dæmpet og studerede sin håndflade, for ikke at kigge på ham.

[Deleted]

Valerio gik frygtelig meget op i, at sikre sig, at de var de eneste her på stedet, for det var først der, at han selv for alvor, var i stand til at slappe af. Det var ikke en nem opgave, men det var jo bare, at tage det som det nu kom. Han vendte blikket mod hende. Der var sket mange små forandringer igennem den sidste tid, og han vidste det jo godt, også selvom han ikke som sådan, gik og tænkte over det, for det var der jo i princippet heller ikke ligefrem nogen grund til i den anden ende. Øjnene bar med sig et mindre rødligt skær.. Han var fristet til at sætte tænderne i hende, hvis det ikke var fordi, at det var nogen, som han faktisk gik og manglet, eftersom de var blevet revet ud. Han kunne jo ikke ligefrem gøre det vildeste ved det, og det var en tanke, som han uden tvivl måtte hade! ”Godt,” sagde han endeligt, da han igen vendte blikket i retningen af hendes skikkelse. Hun virkede trist over det faktum, at hun kun havde dansen, og et sted, kunne han jo godt forstå det. Det måtte da være frustrerende, at man ikke kunne sætte sig ned med en bog. Han nikkede til hendes ord. Dansen havde været hendes liv, som det skrevne ord havde været hans.. Det havde jo altid været det som han havde tyet til, som det første. ”Hvad der ligger i kortene, er op til en selv, at bryde. Har du forsøgt at lære noget nyt siden dengang? Dansen er du uden tvivl fantastisk til.. Af det lille, som jeg har set,” sagde han med en rolig stemme. At han derimod havde misforstået eller ikke forstod hendes spørgsmål, kom ikke rigtigt bag på ham, hvis der var følelser involveret, for det var slet ikke noget, som han havde det mindste styr på, uanset hvad. At hun så fejede det hele af vejen, var noget som hurtigt gik hen og blev et irritationsmoment for ham. Han vendte blikket væk. Han forstod slet ikke den slags.. Han forstod sig slet ikke på følelser, og det var slet ikke fordi, at han gjorde det således med vilje! ”Meget vel..” svarede han blot. Hvad var det lige som han havde gjort forkert?

[Alice Lairé-Jênan]

Selvom Alice så hele forholdet mellem dem som komplet modsat af, hvad det havde været før alt med warlockerne og Alexander, så var hun da trods alt glad for, at hun faktisk følte sig sikker her, når Val altid sikrede sig, at de var alene. Så slappede hun da i hvert fald af så langt. Hun blinkede kort med øjnene og så hen mod ham igen. Alt var så forandret, hvilket tit plagede hende inden hun skulle sove, eftersom hun bare ønskede, at det hele skulle være som førhen. Hun savnede deres leg, mest af alt, for den havde holdt hende i gang og havde bragt dem tættere og tættere for hver dag. Men nu, afviste han blankt at ville nære ad hende og derved kunne de jo så heller ikke genoprette den leg. Men hvilken indgangsvinkel hun skulle gøre med ham, det anede hun ikke, men hun prøvede stadig at regne det ud. Det tærede bare på hendes energi, som hun kunne bruge på noget andet. Hun trak vejret roligt og smilede skævt til ham, da han svarede godt og mødte hans blik igen. Hun var lidt trist i øjeblikket, da hun tænkte ret meget lige i øjeblikket og over en masse. Hun var frustreret, fordi det faktisk var faldet hende ind efter alt denne tid, at hun ikke duede til noget. Hun lyttede til hans ord... der nærmest lød bebrejdende og det stak til hendes følsomme side, som var ret fremme lige for tiden. Hun lagde armene om kors og foldede benene helt op, således at hendes hæle sad imod stolens kant og hun sad krøllet sammen på stolen. "Ikke når jeg siden dengang har været hos dig, hos warlockerne og så Alexander," bed hun kort af ham. Hun rynkede panden og kiggede ned på sine knæ. Det havde ikke været meningen at lægge det over på ham, som om han havde været skyld i, at hun ikke havde udviklet sig siden hun var kommet til ham eller at han havde fået det hele til at smuldre, for det var jo først sket fra warlockerne. Hos ham havde hun jo haft det godt, været fri og havde haft muligheden for at øve dansen. Hun sukkede og mærkede en tåre bane sig vej ned over hendes kind, selvom hun hurtigt tørrede den bort og så hen på nogle reoler modsat ham. "Undskyld," endte hun dæmpet og sukkede. Hun vædede sine læber. Mon han overhovedet forstod hvad hun undskyldte for? Hun hadede, at hun skulle være så følelsespræget.

[Deleted]

Det var slet ikke fordi at Valerio som sådan, lagde mærke til, hvad der egentlig var galt. Jovist havde han bidt sig mærke i, at der ikke var særlig mange ting, som var som de burde eller havde været før i tiden, men det var nu heller ikke noget, som han kunne gøre det vildeste ved, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Naturligvis gjorde det ham selv trist til mode, at de bare skulle sidde hver for sig, og glo ud i luften, når han vidste, at de havde gjort meget mere end det før i tiden, selvom det var noget, som han nu måtte bide voldsomt og kraftigt i sig. At hun så derimod skulle bide af ham, forstod han så til gengæld heller ikke, for hans ord havde slet ikke ment at være bebrejdende på nogen måde! Han vendte blikket mod hende og med en mere fast mine. ”Har jeg gjort dig uret, Alice?” spurgte han. Han vidste som sådan godt, at den ændring i tonen kunne indikere dette, da det også var noget, som han havde erfaret og oplevet på egen krop tidligere, da det også var sådan noget, som han havde kæmpet med, når det kom til hans plads i Manjarno, selvom det nu var tabt for altid sikkert, hvilket var en tanke, som faktisk gjorde ham trist. At hun så derimod skulle fortsætte og så undskylde, var slet ikke noget som han forstod sig på. Nu gjorde hun ham da fuldstændig forvirret, og det var slet ikke en tanke som han kunne lide! Han rystede på hovedet. ”Jeg beklager… men jeg kan ikke se, hvad det er du undskylder for,” fortsatte han. Han ville jo gerne snakke med hende, og forsøge at finde ud af det, men så kunne hun altså heller ikke rende rundt og bide sådan af ham, da det ikke var noget, som nogen af dem, ville få det mindste ud af i den anden ende. De ville være på flugt frem til Fyrsten gik i graven, og så kunne de jo lige så godt, bare gøre det tåleligt for hinanden, i stedet for det her, for det var da frustrerende nok! Han satte bogen på plads.. Tankerne for igennem hans hoved.. Han forsøgte virkelig, men de følelser gjorde det ikke til nogen nem opgave for ham.

[Alice Lairé-Jênan]

Alice bed tænderne sammen endnu engang. Hun burde få styr på sine følelser, men det var sværere at kontrollere dem i dag end da hun havde været hos ham, for der havde hun jo stadig Procias med sig i mindet. Nu var Procias som en fortid, der ikke var hendes egen og nærmere en historie, hun havde hørt som barn, som hun bare huskede... det var meget fjernt. Så det var vel sådan udviklingen havde været? Hun var endnu mere styret af følelser, som han var endnu mindre og derfor var de jo faktisk kommet længere væk fra hinanden. Hun lukkede øjnene og løftede hænderne op, så hun gemte ansigtet i sine håndflader og støttede albuerne mod hendes bøjede knæ. Hun vidste ikke hvordan hun skulle gøre op med sine følelser, men hun ville gerne lade vær med at være så styret af dem, for hun var jo nærmest en bombe efterhånden. Så warlockerne havde ramt hende alligevel... men i det mindste, så var hun da stadig lys, ikke? Ellers ville hun vel dø. Hun så op og hen mod ham, og mødte denne gang en endnu højere og tykkere mur end før. Hun sukkede og rystede på hovedet, inden hun let skubbede sig op at stå og gik hen til ham igen. "Nej..." endte hun stille og trak vejret dybt og pustede ud. Hun så godt hans lille forvirring og forstod den også udmærket, så hun måtte jo bare prøve at forklare ham det, ikke? "Jeg undskylder, fordi jeg langede ud efter dig uden grund. Intet er din skyld. Derimod warlockerne og Alexander, det er så en anden sag," endte hun stille og tog efter hans hånd. Hun holdt den forsigtigt og så op på ham, roligt, prøvede at lade vær med at have et humørsving til hverken den ene eller anden vej, men bare holde sig lidt på én sti for nu. Hun trak ham med sig hen til bordet, hun havde siddet ved før og satte sig på den samme stol hun havde gjort før. Hun gjorde ham en gestus til at sætte sig ligeså. "Du må forstå... At det faktum, at jeg ikke dur til andet end at danse, er meget... ømt for mig. Og jeg har brugt utrolig lang tid på, at se det i øjnene og acceptere, at sådan har det bare været for mig. Og fortalt mig selv, jeg ikke har kunnet gøre det anderledes, så jeg kan leve med faktummet," forklarede hun ham. Anede ikke om han overhovedet ville forstå?