Just you and me now

[Deleted]

Da tanken strejfede Marcell, at han havde fortalt hende alt med detaljer undladt, så kørte hele filmen igen for hans øjne omkring det, han ikke havde fortalt hende. Hans søster, havde han fortalt om, men han havde ikke fortalt hvad han havde gjort ved hende. Det var virkelig et lavpunkt og noget han virkelig hadede sig selv for i dag, for det gjorde ondt på ham at tænke på. Og hvad ville Syrena ikke sige? Lige der, frygtede han, at hun ikke ville kunne kapere mere af hans mørke fortid, så han måtte jo leve alene lige med den ting. Men han var virkelig glad og tilfreds over, at hun faktisk kunne acceptere alt om ham som han havde fortalt, for det lettede ham. Ligeså gjorde det også, at han følte sig mere og mere hjemme i Procias og det var jo hendes fortjeneste, at han følte han hørte til her. Han var meget komfortabel omkring hende og kunne virkelig bruge alle døgnets timer med hende dag efter dag uden, at det ville gøre noget ved deres forhold... nej de blev faktisk bare tættere for hver dag, der gik. Det glædede ham derfor også, at hun faktisk gerne ville med ham og udforske landet, når tiden var til det. "Ja... det er meget stort," medgav han og nikkede. Tankerne kørte lige nu. Der ville dog nok gå længe før de kunne komme til det, eftersom de havde brug for at have noget at komme hjem til, så der skulle være en god hjemmefront og penge. Penge var virkelig grundstenen til alt godt og ondt. Han smilede til hende, som han også nussede hendes vingeled færdig. Han rullede med øjenene ad hende. "Så kom forbi," svarede han med et smil. Han rejste sig så og førte hende med sig, hvilket han så forvirrede hende lidt. "Jeg vil vise dig noget," svarede han og førte hende med sig. Han snoede sig mellem træerne og vise hende med sig, indtil han nåede til en lille sø der var cirka 20 meter i diameter. Ved bredden var der et stykke jord, der var helt bart. "Hvis jeg kan få lov... Vil jeg bygge et hus her," sagde han og smilede. Han slap hende og gik hen midt på det bare stykke jord i midten. "Her er god jord til dyrkelse, god plads til et hus og en smuk sø," endte han og smilede bredt til hende.
... Resten af dagen ville han tilbringe her med hende. Det var et fantastisk sted og han ville forklare hende om sine planer og uddybe for hende. Hvis han var modig nok, måske endda nævne lidt om det i forhold til hende, men det måtte han jo se an. I hvert fald, var dagen smuk selvom den var kølig. Og når de var færdige her, så ville han eskortere hende hjem som en gentleman.

//Out.

[Deleted]

Syrena vidste udmærket godt, at hun ikke var kendt med alt i hans fortid, og hun havde det egentlig fint med, at han fortalte det i sit tempo, for hvem vidste..? Måske han faktisk ville fortælle hende det en dag? Det ville i hvert fald ikke være en tanke, som gjorde hende det mindste, for hun kunne virkelig godt lide, at sidde der sammen med ham, og det var noget, som hun så sandelig heller ikke var bange for at vise for ham, på den måde, som hun nu kunne. Landet her var virkelig stort, og derfor var det naturligvis en glæde for hende, at han faktisk gerne ville se landet sammen med hende, for det var uden tvivl noget, som ville komme til at tage dem begge to temmelig lang tid, og det var ikke rigtigt fordi, at det var noget som hun kunne gøre noget for.. Hun havde boet her stort set igennem hele hendes liv, foruden hendes første leveår i Dvasias, men det var knapt noget, som hun var i stand til at huske. ”Jeg er jo næsten nødt til at se dig på hesteryg,” sagde hun med en morende stemme, for hun kunne simpelthen ikke lade være, for det var virkelig for komisk, at det var sådan at det foregik. At han så derimod rev hende op på benene, fordi at han havde noget, som hun skulle se, var uden tvivl noget, som virkelig gjorde hende nysgerrig. ”Jamen….” Hun nåede ikke rigtigt, at sige andet, da han førte hende med sig igennem skoven, og de faktisk endte op med at skulle stoppe op ved en lille sø, som i sig selv, ikke var særlig stor. Hun selv stoppede op med det samme. Det var i sandhed et smukt sted, og hun kunne uden tvivl godt lide det som hun slå. Hendes læber spillede ud i et tydeligt smil. ”Det.. det er virkelig, virkelig smukt det her sted, Marcell,” sagde hun endeligt. Det var uden tvivl noget af det fineste, som hun længe havde set, og det var jo ikke fordi, at hun havde særlig meget at se endnu, for der var jo stadig meget omkring hende, som endnu var fuldstændig ukendt for hende på alle måder endda. ”Du vil gerne bo herude..?” spurgte hun, inden hun igen vendte blikket mod ham. Stedet var uden tvivl fascinerende og utrolig smukt, hvilket selv hun, kunne se med det samme, selv med det ene øje som hun havde. Dagen gik derude, sammen med ham. Det var noget af det bedste som hun vidste; At tilbringe tiden sammen med ham.

//Out