Just you and me now

[Deleted]

Det var ved at være hen på eftermiddagen. Syrena var begyndt at søge lidt ud selv, og denne gang var det nok mere en prøvelse for hende, for Marcell havde lovet hende, at møde hende i skoven her.. Lige hvor, vidste hun ikke, så hun håbede godt nok, at han kunne finde hende herude! Den hvide kappe trak hun godt omkring sin krop, da hun søgte ind. Det var stadig koldt i vejret, selvom solen var oppe, og fuglene sang. Nu hvor hun kunne se hvad hun egentlig var omkring, så var det ikke nær så skræmmende igen, også selvom det nu kun var på det ene øje, men det var mere, end hvad hun nogensinde kunne forestille sig, at skulle leve med. Hun havde for mange år siden, lært at acceptere at hun skulle leve i konstant mørke, selvom det havde været ind til Marcell var dukket op.. En redende engel på rigtig mange måder, kunne man sige.
Den store høj, søgte op stille op af, også selvom der endnu ikke var så meget som en skygge af Marcell nogen steder. Ja, et sted, så måtte hun jo erkende, at det var ved at gøre hende en smule nervøs, for hvad nu hvis han slet ikke kunne finde hende? Hendes far derimod, var heller ikke meget for at hun skulle søge så langt væk og så alene, da hun jo var meget udsat i forhold til hvad der ellers kunne siges, at være normalt, på grund af det, som hun havde haft at slås med, og det gjorde ikke ligefrem sagerne meget bedre for den sags skyld. Hun bed sig let i læben, inden hun satte sig ned. Kappen faldt bag hende som et langt slør, og hun blev siddende med kutten trukket over hovedet, bare for at have muligheden for at skjule sig lidt. Jorden var hård og til dels frossen endnu, selvom det fascinerede hende, at hun kunne.. se det hele nu. Hånden strøg roligt over det, og med et svagt smil, inden hun hævede blikket og bare.. lyttet. Kunne han mon finde hende?

[Deleted]

Marcell havde aftalt med Syrena at mødes ved lysningen efter, at han var færdig med arbejde. Han glædede sig allerede, for han så mere og mere til hende og han vidste, at hun jo faktisk inderst inde havde accepteret, at han havde givet hende synet fra sit ene øje, eftersom han for længst havde fået accepten fra Azrael. Han måtte blive på jorden, have chancen igen og udleve sin anden chance. Det bedre liv ventede forude, det var han stensikker på, for det kunne ikke blive anderledes når det hele jo for en gangs skyld lykkedes for ham! Han smilede lidt for sig selv, han kendte skoven rimelig godt, så det at bevæge sig gennem skoven på trods af snedækket var intet problem. Han havde kortlagt skoven i sit sind, efter at have opholdt sig herude i den første halvleg af sin nye chance.
Han smilede. Han skulle overraske hende i dag, for han havde faktisk øvet sig virkelig meget på flyvetræningen og havde også fået en del timer af Gabriel, hvilket han var ekstremt taknemmelig over. Han var lige nu i luften. Han kunne ikke flyve så højt endnu, men over trætoppene kunne han da styre rundt og han var virkelig stolt. Han grinte let og mærkede den kølige vind i hans ansigt, mens fandt vej over skoven og så lysningen, for den stod jo ret meget ud... og var smuk her oppefra i solstrålerne. Roligt fløj han mod jorden til landing og landede bag hende med et lille bump... han var ikke så elegant endnu, men han faldt da i det mindste ikke. Han genvandt hurtigt balancen og strakte vingerne ekstra ud, inden han foldede dem sammen bag ryggen igen. Han rettede på sit varme tøj og smilede skævt. "Hej," sagde han med et kærligt smil og blev stående... afventende en reaktion.

[Deleted]

Lysningen var meget sagt for Syrena, der slet ikke var vant til at færdes udenfor i det hele taget. Det var et sted en tanke som gjorde hende trist, for det var jo nu, at hun kunne se, hvor meget hun egentlig havde misset, fordi at hun havde været så bange for at søge nogen steder hen. Nu havde hun så den fordel, at hun i det mindste kunne se lidt, og det hjalp da en hel del. Foruden det, så plejede Marcell at være omkring hende, også selvom det i denne omgang, havde været noget af en prøve for hende, at skulle søge nogen som helst steder hen. Det var stort… verdenen var virkelig stor og til tider, så kunne hun slet ikke rumme det hele, for det var virkelig svært for hende, og specielt når hun skulle gøre tingene alene. I denne stund, så ønskede hun jo også at vise ham, at hun godt kunne, uden at hun skulle gå i panik altid!
Et suk brød Syrenas læber, da hun let og elegant så sig omkring. Foreløbig, så var der ikke noget spor efter Marcell, og hun kunne ikke lade være med at gøre sig tanken om, han overhovedet var i stand til at finde hende derude.. Skoven var jo enorm, og lysninger kunne der jo være mange af! Af hvad hun vidste om ikke andet, for hvad der egentlig var fakta, skulle hun jo ikke kunne sige. Hun strøg en lok bag hendes øre, under kutten, hvor hun egentlig først for alvor kom til sig selv, da hun hørte et bump bag hende. Det fik hende til at gispe og hastigt rejse sig op, kun for at vende sig. Der skulle heller ikke mange ting til, for at skræmme hende, og det var slet ikke fordi, at dette var noget, som hun gjorde med vilje. At se ham stå der… Forundrede hende, for hun havde jo slet ikke set ham! Dog var hun virkelig glad for, at han endelig havde fundet hende, for hun var allerede nu klar over, at hun aldrig ville finde ud af skoven igen på egen hånd. ”Jeg.. jeg så dig slet ikke… Godt du kom,” sagde hun, idet hun roligt gik ham i møde. Hun plantede et uskyldigt kys på hans kind.

[Deleted]

Marcell vidste, at det hele var overvældende for Syrena endnu, men derfor var han altid sammen med hende, så hun følte sig sikker og tryg. Han havde nok udfordret hende lidt, ved at bede hende om at gå selv, men han ønskede jo også, at hun skulle lære det hele at kende og han kom jo til hende, ikke? Procias skove var ikke farlige, så meget vidste han, for der var nærmest kun rådyr og harmløse væsner, af hvad han vidste. Han troede da i hvert fald ikke, at her var nogle farlige dyr. Et smil passerede hans læber, for han så kutten og vidste det var hendes, så han var slet ikke i tvivl om, at det var hende. Hun var ikke dum, så derfor havde han også regnet med, at hun ville kunne finde lysningen eftersom der kun var ét sted så højt i skoven... der hvor solen altid ramte. Han smilede bare til hende, da han var landet, selvom hun så lidt skræmt ud. Hun så dernæst forundret ud, for han var jo ikke kommet op ad lysningen nedefra, han var jo kommet oppe fra. Han rystede let kroppen, for det føltes godt at flyve, men for nu var han også ret træt i vingerne, men han havde holdt ud helt hertil, så det gjorde ham kun virkelig glad. "Jeg fløj hertil... Er det ikke vildt?" spurgte han og smilede drenget og glad. Han var overglad. Som et lille barn, der netop havde fået sit største ønske opfyldt. Og et sted, så var han vel også bare det? Han så på hende, da hun kom ham i møde og holdt igen med at rødme, da hun kyssede hans kind ret så uskyldigt. Han sank en klump og strøg en hånd igennem sine sorte lokker. De havde begge kun ét seende øje, det andet blindt, men det berørte ham slet ikke, for det ene øje var stærkt nok til at se hvad han havde behov for. "Godt du er her," sagde han med et stille smil og løftede en hånd, som han flygtigt strøg over hendes kind.

[Deleted]

Syrena havde virkelig været overvældet over den tanke, at hun selv skulle gå derud, men hun ville gerne vise Marcell, at hun godt kunne, istedet for alt det andet, for det var slet ikke noget, som hun kunne have med at gøre i den anden ende. Tungen strøg hun let over læberne. Hun havde fået stedet beskrevet, men tvivlede i et kort øjeblik på, at dette var det rigtige, for.. hvad nu hvis der var en anden lysning, som hun skulle søge til? Hun havde kutte og kappe på, også fordi, at det endnu var koldt i vejret, og det var slet ikke noget som hun kunne lide. Selv fik hun et direkte chok, da han endelig landede på jorden bagved hende, hvor hun hurtigt rejste sig og vendte sig om. Hun følte sig utryg, når han ikke var omkring hende. At hun faktisk skulle møde sådan en god mand, havde hun slet ikke regnet med i sine vildeste drømme og... nu var de her... Et sted kunne man vel sige, at hun var ved at forelske sig? Selvom det slet ikke var noget som hendes far skulle vide! hun var bange for, at han ville skræmme ham væk.. Og det kunne hun slet ikke lide. "Du... du fløj herop..?" spurgte hun forundret, da hun søgte hen til hans skikkelse. Hun vidste, at han havde tilbragt tid sammen med Gabriel, men at det var det, som de havde brugt tiden på, havde hun ikke ligefrem set komme, hvis hun skulle være helt ærlig. Kutten lod hun falde, da hun endelig nåede ham. Smilet kunne hun slet ikke holde igen, for det glædede hende faktisk at se ham være ammen med hende igen. Hans strøg over hendes kind, fik hende kun til at smile for alvor, for det var virkelig, virkelig rart! "Jeg frygtede for et kort øjeblik, at jeg havde fundet det forkerte sted.. Jeg er virkelig glad for, at du fandt mig," afsluttede hun med en ærlig stemme, idet hun roligt tog omkring hans hånd og trykkede den varsomt i sin. Han gjorde hende.. modig, og det var en tanke, som hun virkelig godt kunne lide.

[Deleted]

Marcell var stolt. Både af sig selv, men i den grad også hende, for hun havde fundet herud selv og turdet det. Det havde ganske vist overvældet hende i starten, men hun havde været modig og gjort det, hvilket virkelig glædede ham. Han havde beskrevet vejen for hende, for når man kom tæt nok på lysningen, så kunne man ikke undgå at finde den, eftersom det var et så indlysende sted, da solen jo ramte det i hele tiden den var oppe. Han smilede stort da han var landet og så på hende. Hun var smuk, uanset hvor hun bevægede sig henne og han var kun glad for, at hun jo faktisk accepterede synet og tog det til sig, for hun fortjente at kunne se. Han trak vejret roligt og nikkede til hende, da hun forundret spurgte ind til, at han fløj herop. Han var altid så glad... smilende og helt anderledes af alt han kendte om sig selv fra førhen, for med hende, var han en helt anden. Hun holdt virkelig hånden omkring hans hjerte, men det gjorde ham ikke noget, for af alle, så måtte hun gerne. Forelskelse kendte han slet ikke til, men han vidste, at det hele føltes rigtigt med hende, så måske det var den ukendte følelse alligevel? "Ja. Hvad tror du ellers jeg har lavet med Gabriel?" spurte han lidt kækt til hende og trak på mundvigen til et smil. Hun var virkelig en fantastisk pige. Han tog hendes hånd blidt og holdt den, inden han roligt gik hen mod midten af lysningen og dumpede ned at sidde hvor han havde set hende sidde og trak hende ned til sig, så hun kunne sidde på hans lår. Hans kappe dækkede under hans bag, så han ikke blev kold. "Der er kun én lysning og den er ikke til at tage fejl af... Selvfølgelig vil jeg finde dig, mit hjerte er et kompas til dig," sagde han blidt og kærligt og lod armene falde omkring hendes slanke krop, så han kunne holde hende siddende ved sig. Han bed sig let i læben og så mod hende med det gode seende øje, det blinde passede lidt sig selv som bare en blank krystal. "Jeg har også prøvet at ride et par gange med Dafnir, men det er jeg ikke så god til. Flyvningen er jeg bedre til," sagde han og nikkede.

[Deleted]

Det havde virkelig krævet sit, at få Syrena til at søge denne vej på egen hånd, for hun var jo slet ikke vant til at gøre noget alene. Selvom det havde været overvældende i starten med synet, så synes hun da, at hun var kommet frygtelig godt igen. Der var stadig frygtelig mange ting, som hun endnu ikke vidste hvad var for noget, og hun var faktisk bange for at skulle spørge i frygten for at lyde direkte dum. Hun følte sig dum nok i forvejen, når hun kunne kigge på noget, som enhver anden vidste hvad var, og bare ikke have nogen anelse. At manden så havde lært dette ved sin tid ved Gabriel, forundrede hende faktisk en hel de, ofr det var bestemt ikke noget, som hun havde set komme. Hun kunne nu alligevel godt lide at se ham smile sådan, og det faktum, at han faktisk virkede til at være faldt rigtig godt til – også sammen med hende, hvilket kun gjorde tingene langt bedre, end hvad de havde været til nu, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Det… det ved jeg ikke, men… jeg havde da ikke vidst, at han ville lære dig at.. ja, flyve,” sagde hun stille, idet at hun tog om hans hånd. At han førte hende med tilbage til højen og til lysningen, gjorde hende faktisk ikke noget, hvor hun tog pladsen i hans skød og på hans lår. Hun smilede smørret for sig selv, inden hun hævede hånden og førte en lys lok a det lange hår bag hendes øre. Hun vendte blikket mod ham. ”Det er måske nemt nok for en at sige, som har været i stand til at se det hele.. Jeg kender jo stort set… intet omkring mig,” påpegede hun sigende, så det faktum, at hun havde valgt at gøre det, var faktisk stort, og en handling, som hun uden tvivl var forbandet stolt af! Hun hævede hånden og strøg den over hans kind og videre over hans hår. Det havde han jo heller aldrig stoppet hende i, kunne man jo sige. ”Jeg må sige, at jeg er mere til hesteryg.. Jeg kan godt lide den måde at.. opleve verdenen på,” sagde hun med et stille smil på læben.

[Deleted]

Marcell vidste, at det krævede meget, at få hende til at gå herud, men derfor var han bare glad for, at han havde givet hende mod nok til det. Hun skulle blive vant til det hele, det skulle han nok sørge for. Men hver ting til sin tid. Først skulle han have penge til at bygge huset. Så skulle han i gang med at bygge huset, mens han dog stadig ville arbejde og tjene flere penge. Om han så skulle fortsætte arbejdet på slottet eller starte op selv, det valg ville han tage når han kom så langt til at have bygget huset færdigt. Når huset var bygget færdigt, skulle han undersøge hvordan, han kunne få lov til at få Syrena med sig. Han ønskede at have hende ved sin side og at hun skulle blive selvstændig, ud af de trygge rammer og gøre noget selv. Blive den kvinde, hun ikke havde troet på, fordi det havde været hende umulig. Men nu hvor den var mulig, skulle hun også have chancen! Derfra, når de var selvstændige nok, kunne de så begyndte at udforske hele Procias, fra ende til anden. Han smilede til hende. Tiden med Gabriel havde virkelig hjulpet på hans flyvning. Han skyldte virkelig kongen sit liv, det var han helt sikker på, for der var bare en tillid der, som han sjældent havde haft med nogle. Det samme med Syrena. "Det var også forbavsende, da han tilbød mig, at lære mig det... men jeg er virkelig glad for det," sagde han med et stort smil på læben. Han holdt hendes hånd, som han førte hende til det midterste punkt på lysningen og dumpede ned at sidde, og lod hende bruge ham som stol. Han holdt armene godt omkring hende, mens han mødte hendes blik. "Men det er det jeg gerne vil lære dig. Men jeg kender også kun begrænset til Procias, jeg boede jo normalt i Dvasias," svarede han til hende med et lille nik. De skulle lære det sammen, det var han sikker på. Det sitrede let i ham, da hun strøg sin hånd over hans kind og igennem håret, for det føltes virkelig rart. "Sådan er vi jo forskellige... Jeg kan bedst lide at pusle om hestene, ikke sidde på dem," sagde han med et grin på læben. Han vædede sine læber let og strøg en hånd over hendes ryg. Han holdt virkelig meget af hende...!

[Deleted]

At gå ud, var virkelig ikke nemt for Syrena, for det gjorde hende bange.. specielt når hun rendt rundt derude alene, og det var selv slet ikke noget, som hun brød sig om i det hele taget. At han så derimod havde taget turen igennem luften, for at dukke op ved hende, for det var uden tvivl noget, som helt klart havde overrasket hende, og meget endda! Hun vendte blikket roligt mod ham endnu en gang, inden hun roligt tog hans hånd, og lod ham føre hende hen til lysningen, hvor hun tog pladsen ved ham. At sidde der med ham, var noget som hun derimod virkelig godt kunne lide, for det fik hende faktisk til at føle sig.. utrolig tryg. Det var en effekt på hende, som han havde, og som ingen anden havde haft før. Og hun kunne godt lide det. Hun smilede lettere forfjamsket og lod blikket glide næsten flovt mod den ene side. ”Gabriel er også en utrolig god mand, hvis man udviser det samme for ham.” Hendes stemme var endnu en gang rolig, nu hvor han sad der sammen med hende, hvilket var noget som hun faktisk havde savnet i de timer, hvor de ikke havde været sammen. Hun havde virkelig været bange for, at hun ikke ville være i stand til at finde lysningen og højen, selvom han havde gjort så meget ud af, at beskrive det for hende. Hun vendte blikket mod ham. Hun kunne se ham, og var kendt med hans liv og tid i Dvasias, selvom det nu slet ikke var noget som afskrækkede hende i det hele taget. ”Det ved jeg godt, du gjorde.. men.. det er virkelig store ord.. Procias er et stort sted… det har jeg jo erfaret på den hårde måde,” sagde hun med en næsten forsigtig stemme, for det var jo rigtigt nok. Nu hvor hun var i stand til at se den, så var det faktisk… skræmmende, når han ikke var omkring hende, og være der til at passe på hende. Hun grinede mildt. Ja, de kunne jo ikke alle sammen være ens – heldigvis, kunne man jo sige! ”Jeg synes det er et fantastisk smukt væsen. Nu gik jeg jo heller ikke rundt og troede, at… jeg ville kunne se, så jeg havde bare slået mig til ro med, at det var min form for transport rundt omkring,” fortalte hun, inden hun lod hænderne falde i sit skød. At han strøg hende over ryggen, kunne hun godt lide, hvor hun bredte vingerne lidt, bare for at give ham plads. Hun elskede når han gjorde det!

[Deleted]

Marcell vidste godt, at det endnu var svært for Syrena, men hun havde jo også meget at indhente i alle de år, hvor hun ikke havde kunnet se. Det hele var overvældende, men hen ad vejen blev det forhåbentligt mindre og mindre. Han forklarede hende tingene hen ad vejen, startede et sted og udvidede det så mere og mere, gentog gerne så hun huskede det og det hele, for han var der for hende hele vejen, eftersom han ligesom havde påtvunget hende synet. Men han havde jo ment det af kun gode ting! Han smilede, som de nu sad sammen, for han kunne virkelig godt lide at tilbringe den tid med hende. Han følte sig stærk med hende, ønskede at vogte over hende for at holde hende tryg og mest af alt, bare kunne kalde hende sin. Han havde ikke retten til hende, men den skulle han nok opnå når tiden var til det. Når han kunne tilbyde hende noget ordentligt; en selvstændig tilværelse sammen med ham. "Meget..." medgav han. Den delte tillid mellem ham og Gabriel, var ikke noget han havde oplevet før, men det var rart. Han smilede til hende, for det var virkelig det bedste at tilbringe tid med hende, det var noget han aldrig kunne få nok af... han skulle mættes evigt, altid have det behov opfyldt, for han ville aldrig få det behov stillet. Han var stolt af hende, at hun havde fundet herhen selv og var her, så han kunne komme og finde hende. Hun var kendt med hele hans historie, hvilket var en del af, at de var så tæt knyttede, for hun accepterede ham for det og var ikke afskrækket. "Ja... men engang når tiden er til det, så tager vi en rundtur i hele Procias og lærer det hele at kende," svarede han roligt til hende og nikkede. Procias var stor, han kendte ikke specielt meget til det hele andet end skoven og slottet, så der var jo også meget at lære for ham! Han smilede hjertevarmt, da hun grinede, for hun var så kær. "Det er også et smukt væsen... fascinerende væsen. Vi er bare ikke gode venner, når jeg er på ryggen af en," fortalte han hende og grinte let. Da hun selv bredte vingerne, så nussede han hende let langs hendes vingeled, for det var et meget intimt og rart sted at blive nusset, det kendte han fra sig selv.

[Deleted]

Syrena var virkelig påpasselig med tingene omkring hende, også fordi, at rigtig mange af tingene, var afskræmmende for hende, og det var ikke alt, som var lige behagelig kunne man jo sige. Nu hvor han var der, så kunne hun igen slappe af, for hun vidste, at han ville gøre hvad han kunne for at holde hende sikker, for det havde han jo gjort, stort set siden at han var kommet til Procias og lært hende at kende, hvilket var noget, som hun virkelig godt kunne lide, da det også var noget, som faktisk gjorde hende rolig, tryg og ikke mindst komfortabel, som hun ikke havde været omkring en anden mand, for.. han så hende, og ikke den pengepung som fulgte med hendes navn. Hun nikkede. ”Gabriel er virkelig en god mand,” sagde hun med et stille smil på læben, inden hun igen lod blikket glide mod ham. Det var trygt og godt, at sidde der sammen med ham, og specielt fordi at hun vidste, at han ville tage hensyn til hende og hendes lille handicap, at hun selv på trods af hendes levetid, faktisk ikke rigtigt viste noget som helst om noget som helst.. Hun hadede det uden tvivl selv, men det var jo heller ikke fordi, at hun kunne gøre det største ved det nu. Hun var kendt med hans fortid i Dvasias, og det var end ikke fordi, at den var synderlig afskræmmende for hendes vedkommende. Hun var slet ikke bange for det. ”Det ville jeg virkelig gerne.. men landet er jo stort og der er så mange ting at se… Halve ved jeg er der, men jeg ved ikke hvordan det ser ud.. Det er faktisk uhyggeligt,” sagde hun dæmpet. Det var måske svært at forholde sig til, når man igennem hele livet havde været i stand til at se, men for hende, så havde tilværelsen ikke været andet end sort, så var det vel ikke så underligt igen? Vingerne bredte hun, også selvom det var med en direkte sitren, da han gik i gang med hendes vingeled, for følelsen af det, var direkte fantastisk! Hun lukkede øjnene let. ”Bliv endelig ved med det..” sagde hun med en rødmen i kinderne, inden hun igen lod blikket falde til hans skikkelse. Hun smilede let. ”Jeg ville gerne se dig på hesteryg,” sagde hun med et drilsk smil.

[Deleted]

Marcell dømte ikke Syrena på nogen måde. Han tog tingene i hendes tempo, også fordi, at hun med tiden jo gerne skulle blive tryg på tingene, føle mod til at udforske lidt ad gangen og have overskud til at sluge alt den viden. Han var der for hende, for det havde han lovet og han agtede at holde, hvad han havde lovet. Aldrig skulle han falde tilbage i den samme rytme fra førhen, aldrig skulle han nærme sig noget, der mindede ham om hans gamle mørke jeg fra Dvasias, for det gjorde ham ked af det et sted. Nu handlede alt om Procias, om at skabe sig en tilværelse, der var hans egen og som han kunne leve med, og så håbede han, at han kunne få accept på Syrenas hånd, både fra hende selv men også dem, der stod hende nær. "Meget," medgav han enigt og med et smil, der heller ikke var til at tage fejl af. Han var glad for alt som Gabriel tilbød ham og ønskede at arbejde hårdt til gengæld, så kongen så, at han gjorde sit bedste... mere end sit bedste! Han mødte hendes blik og faldt kort i staver, eftersom hun var så yndig i hans øje. De delte et handicap, som slet ikke gjorde ham noget, for han havde lært at se med det ene øje og havde trænet den til at se det hele, så tingene ikke var slørede. Nok hadede hun det, men hun havde endeligt muligheden for at lære så mange ting og så gik han hele vejen med hende. Specielt fordi, at hun jo accepterede hans fortid, det var meget stort for ham. "Og vi har intet vi skal nå, så når den rette tid er til det... så skal vi se det hele," svarede han lidt stædigt. Han ville selv gerne udforske det hele og det ville jo kun blive bedre, hvis hun var med! Han smilede varmt til hende, da han selv mærkede en let sitren fra hende, da han nussede hendes vingeled. Han ønskede for hende, at hun skulle lære at flyve, men der ville nok gå længe før det blev aktuelt. Han håbede det kunne være inden, at de skulle ud og se Procias. Han lo blidt, da hun bad ham blive ved, så det gjorde han. Skiftede let fra det ene vingeled til det andet. Hun var så sød, når hun rødmede og sad der med røde kinder. Han løftede et bryn og rystede på hovedet af hendes sidste ord. "Du må jo komme forbi når jeg får en ridetime af Dafnir. Det er virkelig ikke min styrke," sagde han med et morende smil. Han synes selv det var sjovt faktisk at opleve, at være nærmere... dårlig til noget. Det havde han aldrig kunne se i øjnene førhen.

[Deleted]

Syrena var nødt til at tage det hele i små skridt, for det var virkelig svært for hende.. Det var virkelig svært for hende det hele, og derfor havde hun brug for, at han var der. Stort sagt måske, men hun havde virkelig brug for, at han var der sammen med hende, for det var der, at hun for alvor, faktisk formåede at falde til ro. Selv nu hvor hun var kendt med det liv, so han havde haft – af det som han havde vist sig villig til at fortælle hende om ikke andet, så var det selvfølgelig også noget, som gjorde sit for hendes vedkommende. Han havde valgt at dele de helt personlige ting med hende, og det kunne godt være, at det var en hjælp, at hun stod med en far, som selv kom fra den side af grænsen, og hun havde været vant til at se, at der var andet i de mørke væsner, end bare et iskoldt hjerte, for.. de havde også deres, som de ønskede at passe på, og.. hun var vel noget, som han gerne ville passe på? Tanken kunne hun faktisk godt lide. Gabriel var ganske vidst hendes far biologisk, men hun ville aldrig være i stand til at se på ham, som andet end sin onkel, og det ville nok aldrig forandre sig. At få muligheden for at se verdenen som egentlig var omkring hende, ville hun uden tvivl glæde sig ved, da det heller ikke var en mulighed som forekom hende særlig ofte, og nu hvor hun havde fået synet på det ene øjne, så var det næsten som om at.. det gjorde hende mere komfortabel og sikrede at hun kom ud, også fordi, at han havde frarøvet hende den undskyldning, som hun havde gjort brug af igennem sit liv, netop for at sikre sig, at hun ikke behøvede at søge nogen steder. Hun smilede let for sig selv. ”Det vil jeg virkelig, virkelig gerne,” sagde hun stille. Hun ville faktisk gerne se verdenen omkring hende. At han sad og nussede hendes vingeled, var noget som hun tydeligt elskede, og den rødmen i hendes kinder, var tydelig. Hun kunne i hvert fald godt mærke hvordan varmen tog til, og helt dum, var hun jo heller ikke. Hun strøg hænderne op over hendes kinder med et smil. ”Det må jeg jo gøre næste gang.. Det vil jeg da ikke gå glip af,” sagde hun med et drillende smil på læben.

[Deleted]

Marcell vidste, at det var svært for hende, så derfor tog han jo tingene til hendes tid, for han ønskede ikke at presse hende, nu hvor han mildest talt havde tvunget synet på hende. Men han havde jo åbnet en verden for hende og ment det af ren godhed, fordi han ønskede så mange gode ting for hende. Med synet, var hun langt mindre udsat og kunne udvikle sig til selvstændig kvinde, for hun gav ham jo ligeså mange ting til gengæld, selvom hun nok ikke gennemskuede det ligeså nemt. Eller måske gjorde hun? Han var meget bedre til at stole på folk, hvilket var noget hun helt og aldeles alene havde åbnet op for for ham. Han havde fortalt hende stort set alt om hans baggrund, tvunget sig selv til at sige de ting, han ikke brød sig om og som han ikke var stolte af, fordi hun fortjente at få den bekræftelse på tilliden. Og jo mere hun accepterede, jo mere turde han jo også åbne op for, så i sidste ende så kendte hun faktisk til stort set alt. Nogle små detaljer var nok ikke fortalt, men dem huskede han jo ikke engang selv, så hvad han huskede, vidste hun. Han smilede skævt til hende. At have omfavnet lyset og engleracen var uden tvivl det bedste, han nogensinde havde gjort og nok også det eneste gode. Nok bar han en masse mærker fra fortiden, som folk så ned på som mørke og hedenske mærker, men om ikke andet, så måtte han jo bare tage det med. Han så blidt mod hende og smilede bredt og glad, da hun sagde, at hun gerne ville se Procias med ham. Det glædede ham virkelig, at hun gerne ville det, for så troede han endnu mere på det blev til noget! "Det glæder mig virkeligt!" sagde han og nikkede. Han lod fortsat hånden nusse over hendes vingled og betragtede hendes røde kinder, for hun var virkelig noget af det dejligste. Han trak på mundvigene og lo let, da hun drillede ham. "Du skal være velkommen," endte han stille og nikkede let. Han flyttede forsigtigt hånden fra hendes vingeled og lagde armen roligt omkring hendes slanke talje og trykkede hende let ind til sig. Han vædede sine læber og så kort rundt, for de var jo palle alene i verden egentligt. Han fik en idé og smilede let, inden han løftede hende op at stå og rejste sig selv op, hvor han tog hendes hånd i sin og flettede deres fingre sammen. "Kom," endte han og førte hende med sig ned ad lysningen, for at komme ned i skoven i stedet. Han skulle vise hende et helt bestemt sted.

[Deleted]

Syrena vidste, at man ikke altid kunne være stolt af det liv som man havde haft, og derfor var det vigtigt for hende at understrege, at det vigtigste for hende, var at han var ærlig overfor hende. Hendes egen far, havde gjort frygtelige ting, i og med, at han var vampyr, så hun var jo et sted vokset op med det, og hun kunne godt tilgive ham for hvad han havde gjort. Hvad han havde gjort med hans søster, var nok noget af det eneste, som hun ikke vidste om ham efterhånden. Hun var nu komfortabel omkring Marcell, og hun kunne godt lide de stunder, hvor de var alene og kunne være dem selv, uden at der var andre som kunne komme dumpende og forstyrre dem. Selv ville hun virkelig gerne ud sammen med ham, se Procias og det land, som hun egentlig havde været i, igennem så frygtelig mange år, en aldrig som sådan gjort sig nogen oplevelser af, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hun smilede let for sig selv. ”Det kunne virkelig være hyggeligt.. Jeg vil så gerne se hvad Procias egentlig er for et sted, men.. det er så stort og uoverskueligt selv,” sagde hun med en rolig stemme. Løgn var det ikke. Hun havde igennem hele sit liv, gået i mørke, frem til at han var dukket op, og nu sad hun her.. hun kunne se, hun kunne smile, og selvom det hele var overvældende, så følte hun slet ikke, at det var fordi, at det var noget som gjorde hende noget som sådan, for.. hun havde jo ham ved sig. Strøgene ved hendes vingeled, satte en voldsom og behagelig sitren i hende, hvor hun nu heller ikke havde noget imod, at han lagde armen om hendes liv i stedet for. Hun lod hånden roligt stryge over hans og med et let smil på læben. Hun grinede let. Hun kunne lige forestille sig ham på hesteryg. ”Nu er jeg jo nødt til at opleve det,” påpegede hun drillende. At han så derimod rejste sig op, og sammenflettede deres fingre, for at gå.. væk med hende, forundrede hende lidt, for hvad var det nu han ville? ”Marcell, hvor skal vi hen?” spurgte hun med en undrende mine, men valgte dog alligevel at følge med. Det kunne være, at han ville vise hende noget specielt?