Just great...!

[Tiyanna Direshade Acheron]

Det var ved at være sent. Sephiran havde været på Bordellet stort set hele dagen, og han var endnu ikke hjemvendt. Det var ved at være skræmmende for hendes vedkommende, var at han.. tilbragte mere tid der, end det, som han gjorde derhjemme hvor han havde hende. Det var faktisk noget som gjorde hende trist et eller andet sted. Det var ved at være et par uger siden, hun havde været tæt på Sephiran, og effekten af hvad de havde lavet, havde meldt sig, selvom det ikke var noget, som hun havde delt med ham, for hun vidste det jo endnu ikke med sikkerhed. For hendes vedkommende, kunne det jo være, at hun bare var ved at blive syg eller noget? Selvom hun skulle erkende, at hun tvivlede.
Siden hun havde smidt kokken ud, og havde vist sig, som den voldsomme kvinde, som hun nu var, så var det tydeligt for hende, at de øvrige, ikke rigtigt turde komme i nærheden af hende. Det var ved at drive hende til vanvid, at hun ikke kunne søge nogen steder, og end ikke det med at komme ud i haven, kunne hun jo, og det var virkelig ved at drive hende til vanvid, når hun var et udemenneske, og hun var vant til at være ude, og herske og bestemme det hele, og nu stod han så der, og gjorde hvad han ville, og holdt hende i lænker, hvilket kun drev hende endnu mere til vanvid, end det som hun følte i forvejen! I øjeblikket, sad hun i en vindueskarm inde i stuen og med et åbnet vindue.. Det var det eneste af frisk luft, hun faktisk fik, og hun følte efterhånden, at det var ved at kvæle hende.. hun følte sig virkelig kvalt af de omgivelser, som hun gik i, og Sephiran så det jo ikke engang! Hun sukkede tungt og strøg kort hånden over maven.. Ja, et sted kunne hun jo ikke rigtigt undgå at gøre sig tanken, selvom det jo kun havde været en gang.. det kunne vel ikke være.. kunne det? Alt for mange tanker strøg igennem hendes tanker og sind, og hun kunne slet ikke have med det at gøre! Hun havde virkelig brug for luft, og hun kunne bare ikke komme til det!

[Marcianus Darcy]

Marcianus havde brugt resten af de gode nattetimer på at undersøge sagen omkring det hele med denne Sephiran og Tiyanna, da han var blevet sluppet fra Corvento Mansion af Alexander. Han hadede tanken om at være fanget igen, men han kunne jo ikke rigtigt gøre så meget andet end at lystre, når fyrsten jo faktisk havde lovet at lade hans morfar gå. At det så ikke indebar ham selv, det var han rimelig sikker på, eftersom han var den som ligesom havde stået for at snyde Alexander, så han ville nok altid været efterspurgt. Tanken var dog ikke så frustrerende længere som i starten, for han vidste, at han aldrig kunne vende tilbage til Procias, så han måtte jo bare lære at færdes i Dvasias vel? Så han ikke behøvede at leve i skjul? De tanker havde han dog ikke delt med Marius endnu, for han frygtede for, hvad han ville sige. Dernæst havde han fundet ly for dagen. Da nattetimerne så faldt på igen, bevægede han sig af sted for at få fat i Tiyanna.
Langsomt og snigende, nærmede han sig huset. Det store Acheron landsted, som han kunne se. Hvad han havde i vente, anede han ikke, men han vidste, at Sephiran var i byen og arbejdede, så for nu havde han en god chance for at få fat på den kvinde. Hun betød intet for ham, for de alt for menneskelige tanker blev han nødt til at lægge fra sig når det gjalt sådanne sager som denne. Hurtigt stod han helt oppe ved fordøren. Han var utroligt dygtig til at gemme sig og lade ingen se sig, eftersom han hele sin barndom havde skjult sig i Procias, for ikke at blive smidt ud. Han indåndede let duften af området, for her var flere lyse racer af hvad han kunne fornemme. Han tog ufatteligt langsomt og lydløst i døren, der så valgte ikke at gå op. Han kneb øjnene sammen og begav sig rundt om huset i stedet, der måtte da være en vej ind! Og så så han det; et åbent vindue og en kvinde. Mon han var så heldig, at hun var en rigtige? Lydløst stod han hurtigt ude foran huset ved siden af vinduet, i en vinkel hvor hun ikke ville se ham. Lige nu, var han ikke Marcianus. Han var et rovdyr, ude efter et bytte. Efter at have talt til tre, stod han pludseligt foran det åbne vindue i hendes synsvinkel og sprang lynhurtigt ind på hende. Han væltede hende om kuld, satte sig over hende så hun lå låst på gulvet og han holdt en hånd over hendes mund. Han trak på smilebåndet, kynisk. Øjnene glinsede af noget, der selv var ukendt for ham... en lyst og en tilfredshed ved, at sidde med magten. "Hvis du er Tiyanna Direshade, så nik langsomt og lad vær at kæmpe imod... Ellers knækker jeg nakken på dig," sagde han lavmælt. Hans ansigt var som forstenet og der var ikke tegn på spøg... eller løgn.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Det gjorde faktisk Tiyanna ked af det, at hun skulle være fanget her, når hun vidste at Sephiran tilbragte sin tid sammen med andre. Han havde siden deres aften og tid sammen, undskyldt med, at han havde brug for at tænke.. Over hvad, vidste hun ikke, men det gjorde hende faktisk trist til mode, selvom hun virkelig kæmpede for ikke at vise ham den side af sig, for det ville hun slet ikke! Tænderne bed hun sammen og lod hovedet hvile mod karmen i vinduet. Det var det tættest hun kom på at komme ud og nyde den friske luft, og selvom det ikke ligefrem gjorde tingene meget bedre, så måtte det jo bare være sådan. At hun så i øjeblikket, var i fare, var slet ikke en tanke som hun tænkte i det hele taget. Hun var vel bare blevet vant til, at der ikke var nogen, som faktisk turde komme i nærheden af dette sted, udelukkende på grund af Sephiran? Et sted, var det en tanke, som hun faktisk måtte nyde godt af, og det var heller ikke noget, som hun havde i sinde, at skulle lægge det mindste skjul på i den anden ende. Igen måtte hun tage tanken til sig.. hun tænkte meget på ham, og den fik hende til at smile.. Det lignede hende slet ikke at være så blød, og det var noget, som faktisk måtte irritere hende groft!
Det hele gik pludselig hurtigt. Skikkelsen som pludselig stod i vinduet, fik hende nærmest til at gispe i forskrækkelse, hvor han derefter sprang på hende. Ryggen stødte med det samme mod gulvet, hvor de tumlede rundt, og han endte ovenpå hende og med hånden for hendes mund. Hun lå fuldstændig stiv. Uanset hvor meget hun forsøgte at vride sig fri, så var det umuligt for hende. Hun kneb øjnene sammen. Hvem han var, havde hun ingen anelse om, og hvorfor han var der og… søgte efter hende, var heller ikke ligefrem noget som gav mening for hende. Hun sank klumpen i hendes hals, hvorefter hun endte med at nikke. Det var jo hende, og det var jo heller ikke fordi, at hun ville give andre den ære, at skulle tage på sig hendes navn! Hun knyttede næverne. Magien havde hun aldrig lært at bruge, hvor det i denne situation, faktisk irriterede hende! Grusomt endda! Han mente det alvorligt.. det stod langt ud af hans øjne, og det var jo heller ikke fordi, at hun havde lyst til at miste livet!

[Marcianus Darcy]

For øjeblikket, så skubbede Marcianus alt samvittighed til side, for det havde han ikke råd til i denne sammenhæng. Warlocks ville ikke tøve med at slå ham ihjel, så han skulle hurtigst muligt herfra. Det betød også, at han ikke have tid til at tænke videre over tingene med dybere tankere; han skulle bare have tøsen, tilbage til Alexander og så væk herfra, om ikke andet. At det gik hurtigt for hende, var der ikke noget at sige til, for han bruge sin styrke, hurtighed og smidighed til at skulle få hende ned at ligge. De tumlede godt nok rundt en gang, men så sad han også ovenpå hende og gjorde det umuligt for hende at rykke sig. Han kneb øjnene sammen mod hende og mødte hendes blik, da hun sank en klump i halsen og endeligt endte med at nikke. Godt, så var det hende, hvilket næsten ikke kunne gøre ham mere tilfreds. Han vædede let sine læber og så mod hende. Kort ønskede han at vide, hvad Alexander mon ønskede med hende, men det kunne han virkelig ikke bekymre sig om lige nu. Han så over hende for at tjekke om der var nogle magiske foranstaltninger på hende og fik så øje på armbåndet omkring hendes håndled, der skillede sig mere ud end almindelige smykker. For en sikkerheds skyld fjernede han dog også alle andre smykker hun havde på. Han kneb øjnene sammen og lod den frie hånd tage fat om armbåndet, så han stadig holdt den anden hånd over hendes mund så hun ikke skreg op, der var jo andre i huset. Han slap dog hurtigt armbåndet, da det brændte ind i hans hånd. "Forbandet," mumlede han. Der var ren sølv under farven. Hans hånd helede dog hurtigt igen. Han måtte dog få den af på en eller anden måde. "Skrig... og jeg knækker nakken på dig," advarede han og løftede langsomt hånden fra hendes læber. Han greb fat om sølvkæden med begge hænder og hev til med hele sin styrke, selvom det brændte ind i hans hænder. Endeligt knækkede den og han kylede den til side, til de andre smykker. Han trådte af hende og løftede hende op over skulderen, hvor han så tog flugten med hende ud af vinduet og væk fra grunden... tilbage mod Alexander.
Det tog ikke længe, før han faktisk nåede til Mansionet og da han stod i indgangshallen, så satte han først Tiyanna ned. En vampyr, der havde set ham, var allerede på vej op for at underrette Alexander. Han holdt fast om Tiyannas arm.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna var sikker på, at hun slog hovedet, da hun blev hamret ned fra vindueskarmen og direkte ned i gulvet, hvor hun tumlede rundt med manden, som nu havde taget pladsen oven på hende. Hun knyttede næverne fast, også selvom hun virkelig ikke brød sig om at ligge der, så var det ikke noget, som hun kunne gøre alverdens ved, om det var noget, som man nu ville det eller ikke. Hun havde intet at forsvare sig med, og nu hvor hun lå der, så kunne hun jo heller ikke ligefrem gøre alverdens ved det. Hun trak vejret dybt. Et sted foruroliget over hvad der egentlig skete, så var det ikke noget, som hun kunne gøre det største med lige nu. Hun kunne bare ikke lide, at ligge der! Hvad han egentlig var ude på, eller hvem der havde sendt ham, vidste hun slet ikke! Det var skam hende, og derfor så hun sig heller ikke rigtigt andre alternativer, end at nikke til hans ord. Ikke fordi, at hun havde lyst til at få knækket nakken, eller live truet på livet, så var hun bestemt heller ikke den type som skreg op, hvis det gik hende imod, for det var noget, som man simpelthen bare var nødt til at leve med, selvom det ikke altid var lige nemt for hendes vedkommende. At der var sølv i armbåndet, som Sephiran havde tvunget på hendes håndled, vidste hun ikke, hvor hun faktisk kun måtte smile tilfredst, da det så ud som om at han brændt sig. ”Elendige mide… Tror du ikke, der er taget sine foranstaltninger..?” spurgte hun med en ganske kortfattet og bestemt mine, for det var noget, som faktisk kun gjorde hende arrig. Nu var hun heller ikke kvinden som gik med de fleste smykker, men Sephiran ville vel stille spørgsmål, når han så, at de faktisk lå over det hele i stuen? Der hvor hun plejede at være, når han kom hjem? Det gispede helt i hende, da hun blev tvunget over hans ene skulder, som havde hun været en sæk kartofler, og det var noget som gjorde hende direkte forarget! ”Slip mig..!” endte hun med en fast tone, idet at han bare skyndte sig af sted med hende. Det var jo først, da hun så hvor han bragte hende hen, at hun for alvor blev tavs… Alexander..

[Deleted]

Alexander afventede.. Selvom han nu havde Cassie hjemme igen, så var det ikke ensbetydende med, at han var stoppet med at være den hårde og groteske mand, som han havde været ellers. Han havde været for blød, og det var noget, som for længst allerede var gået op for ham. Nyheden om Tiyannas tilfangetagelse, var noget som for alvor fik hans smil til at brede sig på hans læber, for det var faktisk noget, som passede ham særdeles udmærket! Han nikkede blot til den vampyr, som var kommet op for at give ham beskeden. Lige nu, ville de jo bare gerne se manden tilfreds, for han havde været hård, og han havde i den grad også været grotesk igennem de sidste mange år. Med rolige skridt, så søgte Alexander ned af trappen, for at møde dem nede i den store indgangshal. Hans øjne skinnede næsten af det, som måtte minde mest af alt, om en direkte mordlyst. Det var en oldgammel gæld, som han vidste, at Tiyanna havde skjult og gemt sig for, igennem rigtig mange år, og nu var det på tide, at betale den tilbage. Med andre ord, så havde Marcianus gjort, hvad han kunne forvente af ham, og som aftalt, så ville han lade manden og hans kære familie være tilbage, i stedet for det andet. ”Og her tror du, at du kan skjule dig for mig.. Direshade…” nærmest hvislede han, da han gik hende i møde. Han låste grebet direkte om hendes hals. Frygten var tydelig.. og han elskede virkelig at se den. Han vendte sig efterfølgende i retningen af Marcianus med en ligeså kortfattet og bestemt mine. Han rev hende fri af grebet, kun for at blive stående med hende selv. Han skænkede hende ikke så meget som et blik. ”Du har vel din kære morfar at søge hjem til, har du ikke? Hende her, skal jeg nok tage mig.. kærligt af..” Først der, vendte han blikket mod Tiyanna, inden han kastede hende hen i grebet på to øvrige vampyrer, som tog fat omkring hende og tvang hende med sig mod kældrene. Det var nu, at han for alvor skulle have det sjovt. Han nikkede kort i retningen af ham, inden ha nvendte om. Han var færdig her.

//Out

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna blev et sted grebet af en panik, ved tanken om, at hun nu igen skulle stå ansigt til ansigt med Alexander. Normalt var hun slet ikke bange for at skulle stå ansigt til ansigt med nogen, men lige den mand, formåede uden tvivl at sætte en skræk i hende, som hun slet ikke brød sig om. Hendes hjerte begyndte at hamre mod hendes bryst, og hun stod fuldkommen anspændt til Alexander faktisk kom ned af trappen og gik dem i møde. Hun nåede ikke at sige noget som helst, før Alexander havde fat i hendes hals og rev hende til sig, selvom hun næsten faldt over sine ben. Automatisk greb hun efter hans håndled, for at få ham til at slippe, selvom det slet ikke var noget, som ville som hun ville, og det var tydeligt, at han var en hård mand.. en frygtelig hård mand, også selvom det jo var sådan at hun kendte ham, og hun kunne slet ikke have med den tanke at gøre! ”Jeg har ej forsøgt at skjule mig for dig, Alex,” endte hun med en mere spids tone, i et forsøg på at holde sig lidt opretholdt, selvom det nu ikke ville helt som hun ville.
Tiyanna blev kastet fra sig, og direkte ind i grebet på to vampyrer, som tog fat i hende allerede med det samme, kun for at låse hende fuldstændig fast og førte hende med sig hen mod kælderen. Igen begyndte hendes hjerte at hamre som bare pokker, og hun følte sig næsten svimmel. Hun brød sig slet ikke om det! ”D-du ved slet ikke hvad du har gjort! Blodsuger..:!” endte hun fast i retningen af Marcianus, inden hun blev ført hen til kælderen og derned. Med Alexander lige i hælene, blev hun hængt op i hans torturkammer i håndleddene. Det sved og det brændt som bare pokker, men hvad kunne hun gøre? Hun kunne jo ikke gøre noget som helst! Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst.. Ville Sephiran overhovedet lægge mærke til, at hun var væk?

//Out

[Marcianus Darcy]

Marcianus blev stående med en hånd om Tiyannas arm, mens han afventede Alexander. Hvad det hele gik ud på, det ville han ikke vide, for så ville hans samvittighed bare slå ind. Det ville gøre for ondt, hvis han vidste hvad hun skulle her og hvad Alexander ønskede, så han skubbede bare det hele på afstand. Han kneb øjnene sammen da Alexander kom ned ad trappen og gik dem i møde, for han skulle bare aflevere hende og så var dét det. Han havde gjort som han skulle og så ville han også bare gerne gøres fri fra det her. Han slap hende, da Alexander selv fik fat i hende og holdt bare mund indtil han blev talt til, eftersom han ikke gad blive holdt tilbage af hans egne unødvendige kommentarer. Han nikkede stilfærdigt mod ham, da han spurgte, om han ikke have sin morfar at søge hjem til. Jo, det havde han. Men et sted, var han bange for at blive forfulgt, så Alexander ville kende deres skjul. "Jo. Hyg dig," sagde han kortfattet og drejede om på hælen uden at se sig tilbage. Han stoppede dog kort op ved Tiyannas ord, da hun nævnte, at han ikke vidste hvad han havde gjort. Noget af det vidste han, men ellers ikke rigtigt, og han ville heller ikke vide det! Ordet blodsuger gjorde dog nærmest ondt i ham og prikkede til hans samvittighed, hvilket fik ham til at skynde dig derfra og ikke kigge tilbage, for nu skulle han bare væk. Han sank en klump på vejen og satte farten op, strøg igennem landet for at komme væk fra Dvasias og tilbage til Manjarno... og ikke mindst, så ville han gerne løbe samvittigheden af sig.

//Out.