Stuck in this place...

[Deleted]

Yelena havde vidst det på forhånd. Hun havde ikke fået lov til at sige op. Kontrakten var bindende fordi Sephiran bedømte, at hendes grund ikke var god nok. Det eneste hun havde fået lov til, var at blive eskorteret til hendes eksmand for at aflevere pengene, eftersom Sephiran ikke ville have problemer omkring bordellet hvis manden nu valgte at dukke op. Så hun havde været af sted, set sine børn i maks 10 minutter, før hun var blevet revet med tilbage. Hun vidste ikke om det overhovedet havde gjort noget bedre... men jo, hun vidste at alle hendes børn var levende, så hun var i fred. Og hendes uduelige eksmand havde været mere end tilfreds med pengesummen... så nu var hun nærmest tilbage til nul. Det var meningen hun skulle have været på vej tilbage til Imandra nu, men nej... det var gået som ventet. Han ville ikke lade hende gå. Hun håbede bare, at Caleb så kunne få lov til at sige op og så bringe beskeden til Lestat og Jacqueline! Hun sad i øjeblikket på sin seng. De åbnede snart og hun skulle modtage en vigtig kunde, det havde Sephiran fortalt hende om ikke andet, så hun gjorde sig jo blot klar. Hun var stadig hans elite og når hun ikke kunne tage af sted, kunne hun ligeså godt gøre det ordentligt og stadig undgå alt ballade.
... Da det sidste ring med klokken lød, der betød at de åbnede, så skubbede hun sig op at stå. Hun åbnede sin dør og trådte ud i fællesrummet, smørrede det professionelle smil på. Hun vidste hun var smuk og det spillede hun så sandelig også på. Hun sukkede indædt. Tankerne racede rundt i hendes sind. Sephiran havde fået alt for meget info ud af hende, men han var en pokkers skræmmende mand når han ønskede noget af en! Hun sank en klump og fik hurtigt det rigtige ansigt på igen, eftersom hun kort var røget ind i sine tanker. Det havde hun ikke råd til nu... Nu... skulle hun modtage den vigtige mand, som Sephiran havde sagt. At der så var en bagtanke, anede hun ikke.

[Kimeya Marvalo]

Faiths træning var langt om længe gået mod sin ende, også selvom det ikke var med det ønskede resultat for Kimeyas vedkommende. For nu havde han valgt at vende fokusset i en helt anden retning, end det som man kunne sige sig, at han havde gjort til nu. Han havde valgt at vende sig mod sin kære bror og hans familie.. Tanken om at han faktisk var en onkel til sådanne skarnsunger, var noget som et sted vækkede en vrede, og der var tilsyneladende en på bordellet, som var i stand til at fortælle ham, hvor han kunne finde dem.. Og det var det, som han havde i tankerne, at skulle udnytte. I takt med, at det hele nåede åbningstid, trådte han ind i den store indgangshal. Han havde den flotte læderdragt på, som bestemt heller ikke efterlod særlig meget til fantasien, men nok til at man ville blive nysgerrig nok. Hans mine var fuldkommen iskold og fri af følelse, da han så sig omkring. Jovist, var han imponeret over, hvad den kære Sephiran havde formået at lave med stedet her, for det var noget af en mand, som han skulle leve op til. Leonardo havde været en frygtelig stor mand, så det at det imponerede ham, var en virkelig stor ting.
Kimeya så sig omkring, også selvom blikket endeligt, gled til den ene kvinde, som han var blevet beskrevet. Han kneb øjnene let og fast sammen og med den samme faste mine. Han vidste hvad han ville have. I dette øjeblik, var det ikke et knald eller noget lignende.. Nej, det var nogen andre ting som han ønskede sig. Han havde en familie, som han ikke var videre imponeret eller stolt af, og for hans eget vedkommende. Hans tanker blev dog straks afledt, idet at hans blik faldt på kvinden i stedet for. Han var ikke et sekund i tvivl om, at det måtte være hende.. At det var hende, som han havde fundet. Med faste skridt, søgte han roligt i retningen af hende i stedet for. Med andre ord, havde han udpeget hende som den, han ville være sammen med for denne aften. ”Yelena..?” Hans stemme var tonløs.. ingen følelse.. ingenting. Han havde lagt det på hylden.. nu var det en opgave, som han havde udstedt sig.

[Deleted]

At det ikke ligefrem var en kunde på den måde, var ikke noget Yelena vidste af på nuværende tidspunkt. Hun havde fået at vide af Sephiran, at manden var vigtig og at hun skulle gøre, hvad der blev sagt. Det havde været en lidt underlig besked, men om ikke andet, så skulle hun jo nok følge den. Hun faldt igen ind i sine tanker, mens hun bare stod og ventede. Sephiran havde personligt eskorteret hende, fordi det gik hurtigere end det andet og hun hadede den tanke, for nu vidste han også hvor hendes børn var og det holdt hende jo også lidt her. Hendes børn var hende et ømt punkt, selvom hun aldrig så dem, for hun havde et håb om at have dem ved sig engang. Hendes uduelige eksmand, skulle bare falde død om, men det troede hun ikke rigtigt på, han var jo også dæmon og kunne leve længe... og han havde sig ingen fjender. Hun sukkede let for sig selv, mens hun betragtede de andre hive nogle kunder med sig. Flygtigt fik hun også øjenkontakt med Caleb, inden at hun vendte blikket mod døren, der gik op igen. Hendes blik faldt på manden i læderdragten, hvilket passede fuldkommen på Sephirans beskrivelse. Hun sank en klump og så på ham, hvor hun smørrede smilet på endnu engang. Hun rettede sig op, da han kom hende i møde og sendte ham et smil. "Kom med," sagde hun i en forførende tone. Hun vidste vanddæmonen også var forførende, bare langt fra med samme tiltrækning som en sensuel dæmon. Hun vendte elegant om og tog fat i sin dør, hvor hun roligt ledte ham med ind på sit værelse. Hun skubbede døren i igen og trådte ud midt på gulvet, mens hun kiggede på ham med sine mørke øjne. Hun trådte ham i møde og lod en hånd falde mod hans brystkasse, selvom læderet var meget i vejen. "Hvad kan jeg så gøre... for dig?" spurgte hun roligt.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya ville ikke kunne få sig selv til at være sammen med andre på den måde, i og med, at det ikke var Faith.. Det var den eneste kvinde, som han kunne få sig selv til at gøre den slags ting sammen med, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han vendte blikket mod Yelena.. Han var selv ikke det mindste i tvivl om, at det faktisk var hende. Han søgte hen til hende, også selvom hans mine måske udstrålede lidt andre ting, end at han var klar til at få sig det knald, som han vidste, at stort set de andre var ude efter, for han havde andre ting i sine tanker. Når det nu endelig skulle være, så var det vigtigt for ham, at hans egen familie, var noget som man kunne være stolt af, og derfor følte han at han var nødt til at skulle cutte den del af, som kun ødelagde det hele – Som nu. Han søgte roligt med Yelena til hendes værelse og søgte ind, også selvom han vidste, at dette nok skulle vise sig, at blive en kortvarig fornøjelse, for han havde slet ikke tænkt sig at være her igennem alt for lang tid. Han vendte sig mod hende, da hun spurgte om der var noget som hun kunne gøre for ham. Han smilede let for sig selv – ganske kortvarig ganske vidst, inden han hævede hånden og strøg den mod hendes kind. ”Intet som sker i sengen, kan give mig hvad jeg vil have i denne stund.. Jeg vil have, at du viser mig frem til min kære lillebror… Lestat De Locher..” sagde han med en ganske kortfattet stemme, inden han lod hånden roligt falde mod hende hofte i stedet for. Der var ikke nogen anden kvinde, som kunne give ham den følelse af velvære og tilfredshed, end det som hun var i stand til, og nu var det hans kære bror og hans familie, som han ønskede at komme til livs.. på sin egen ganske særlige måde.

[Deleted]

Yelena så op på ham med sin professionelle arbejdsudtryk i ansigtet. Hun skjulte sig bag den facade, eftersom de fleste ville have det samme. At han fulgte med, det havde hun regnet med, eftersom han jo også havde opsøgt hende. Hun så på ham med de mørke øjne og modtog bare strøget mod hendes kind. Hans ord, fik dog hendes ansigt til at blegne. Hans lillebror? Hun vidste ikke Lestat havde sådan familie, han sagde altid, at Jacqueline og børnene var hans eneste familie. Men ja, det lød jo heller ikke ligefrem venligt, det som denne Kimeya ønskede, hvilket gjorde hende nervøs. Hun tabte hurtigt facaden og rystede på hovedet. Hun havde ganske vist fået at vide, at hun skulle gøre, som der blev sagt. Men vise ham til Lestat? Lestat var vel ikke engang hjemme! Jacqueline kunne stadig ligge i dvale og det ville hun da slet ikke udsætte hende for. Hun bed tænderne sammen og bakkede væk fra Kimeya og puffede derved hans hånd af hendes hofte. "Nej..." sagde hun stille og så mod ham, rystede på hovedet. Hendes øjne flakkede over ham. Hun kunne da ikke vise ham dertil!

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste hvad han ville have, og dette var så sandelig heller ikke noget undtag! Hvis der var mulighed for ham, at ødelægge livet for hans kære broder bare en smule mere, så var han bestemt heller ikke den mand, som ville gå hen og sige nej! Hans hånd gled over kinden på denne unge kvinde, som stod der og skulle give ham hvad han ville have.. Og han vidste, at hun ikke rigtigt havde noget andet valg, og hvis hun nægtet.. så ville det gå værst udover hende selv, og det var noget, som han stod fuldkommen fast på. Det var bestemt ikke ham, som man skulle komme her og sige imod! Slet ikke! Hun nægtede… Ikke fordi at det forundrede ham det mindste, når han vidste, at det var en familie, som stod hende meget nært til hjerte, så var det bestemt ikke noget, som gjorde den største forskel for hendes vedkommende. ”Jeg tænkte nok, du ville nægte..” Denne gang var det hendes håndled og hals, som han greb ud efter, kun for at tvinge hende op af den nærmeste mur. Han fandt sig bestemt ikke i at blive modsagt på denne måde! Og da bestemt ikke af en kvinde, som slet ikke burde have noget at sige! ”Og du kan tro, at du skal vise mig frem til dem.. Ellers kan jeg trygt love dig for, at jeg vil opsøge din kære familie.. dine elskede børn.. og slagte dem.. en efter en.. Og bringe dig deres øjne… Det sidste som fra deres side, nogensinde har lagt deres syn på deres kære mor..” hvislede han med en fast tone mod hendes øre. At modsige ham, var bestemt heller ikke noget, som han kunne sige, at han fandt sig i, for det gjorde han så sandelig heller ikke, og det var noget som han stod fast på! Han smilede næsten skadefro. Han forventede at denne kvinde, ville vise ham vejen dertil!

[Deleted]

Yelena sank en klump. Hun vidste, dette ville blive værst for hende, hvis hun nægtede, men hun gav ham da ikke bare sådanne oplysninger uden videre. Det virkede ikke ligefrem til, at han havde noget venligt overfor sin 'lillebror' som åbenbart var Lestat. Faktisk virkede det som det rene ondskab og hun kunne ikke lide det. Skulle hun være skyld i, at denne Kimeya fandt frem til huset? Det hjem der beskyttede dem alle? Hun bed tænderne sammen. Hun havde fået besked på, at gøre hvad der blev sagt, men det var jo ikke ligefrem dette, hun havde regnet med! Hun kneb øjnene mistroisk sammen mod ham. Han skræmte hende... ja der skulle jo faktisk ikke så meget til, når hun blev slået ud af hendes professionelle tilstand eller hendes 'sikre steder' som omhandlede hendes jordemoder erhverv og så når hun var i et af sine elementer fra dæmonerne. Hun stivnede, da han nemt fik fat i hende og trængte hende op ad muren, hvilket fik hende til at gispe da han puffede hendes ryg mod væggen. Hun lukkede øjnene og drejede hovedet til side, da han nu stod lidt for tæt på. Hun åbnede øjnene igen da han talte og skævede mod ham ud af øjenkrogen. Hendes ansigt blegnede direkte ved hans ord, mens hun stift kiggede bort fra ham og ud i rummet i stedet. Hun hev i sine arme, for at komme fri, men var jo også holdt tilbage ved halsen. En tåre faldt ned af hendes kind. Hun hadede, når man truede hende med sine børn. Men hun kastede sig jo frem foran alle andre, og hendes børn... stod desværre før andre. "O-okay," hviskede hun og sank en klump. Hun hadede, at have en trussel over hovedet, det gjorde hende endnu mere usikker end hun var.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var en hård mand, som vidste hvad han ville have, og i øjeblikket, så var det hans kære lillebror, og han skulle skam nok få tingene, som han ville have dem, for han tillod så sandelig heller ikke, at nogen anden kom for at sige ham imod! Ikke på vilkår! Børn var det mest oplagte at true en kvinde på, og specielt når man vidste, at det var noget, som lå hende ganske nært til hjerte, og det var det, som han vidste, at det var for hende. Kimeya var en tilfreds og stolt mand, og nu hvor han var klar over hvad han ville, så var det ikke en simpel kvinde, som skulle sætte sig mod det, som han vil, og det var skam også derfor, at han holdt hende fast og ind mod væggen, og med den direkte dræbende mine. Hans ord bed sig tydeligt fast i hende, og det var noget som han havde det fint med! Han nikkede tilfredst, inden han slap hendes hals og rev hende med sig mod døren. ”Vi ridder.. Og du viser vejen.. Gud nåde trøste dig og dine børn, om du leder mig på afveje,” advarede han med en fast og iskold stemme. Aftalen med Sephiran stod allerede frygtelig tydeligt, og det var noget som faktisk passede ham selv særdeles godt. Han tvang hende med sig ud af Bordellet. Det var meningen at han skulle føre hende tilbage igen, og det kunne han sagtens gøre, og få stødt på sin kære lillebror igen, og få gjort det, som han skulle have gjort for mange år siden. Med disse tanker, så tvang han Yelena med sig udenfor, op på en hest, som var blevet stillet klar, inden han selv tog om tøjlerne. ”Vis mig vejen,” endte han med en fast tone, inden han selv ved hendes guiden, tvang hesten af sted, og satte kursen direkte mod Imandra.

//Out