I am only human..

[Tiyanna Direshade Acheron]

Det var ved at være sent og hen på aftenen, inden Tiyanna forblev fuldkommen tavs. Det var med en knude i maven, da hun sad på Sephirans hest og de passerede grænsen ind til Imandra. Her havde hun ikke været, siden hun så sin søn live dræbt for øjnene af hende, og det næsten havde kostet hende sit eget liv, hvis det ikke havde været for manden, som sad bagved hende. Hun sad med den nye kjole på i flotte neutrale farver og meget fin og fornem i forhold til hvad hun var vant til at gå i, som han havde købt til hende. Den gamle havde han jo så fint valgt at ødelægge, også selvom hun ikke rigtigt forstod, hvorfor han gjorde disse ting for og med hende, ofr det var altså slet ikke noget, som gav mening for hende i det hele taget!
De nåede skoven.. Det var først der, at hun for alvor blev tavs og sad fuldkommen stille. Der var intet på hesten, som tvang hende til at blive siddende, men selv hun mærkede hvordan tårerne allerede med det samme begyndte at presse sig på. Først da de nåede den busk, som han havde fisket hende fri af og med kniven i brystet, så følte hun for alvor uroen melde sig. Blikket gled op mod højen, hvor kampene havde stået og med et næsten tomt blik. Hun rystede endelig på hovedet af sig, og tog fat i hans arm, kun for at hæve den, så hun kunne krybe under og ned på den kolde og hårde jord. Hun satte i løb, direkte op af bakken, for at komme op på toppen. Hvorvidt om Sephiran råbte efter hende, eller fulgte efter, vidste hun ikke, men hun kunne ikke komme hurtigt nok op til toppen! Hvad der mødte hende, var et frygteligt syn. Der var i hvert fald ikke ryddet op.. Hjertet sad nærmest i halsen på hende, da hun søgte henover jorden. Hun kunne huske dem alle.. hver af de faldne her på stedet, hvilket nok ikke ligefrem gjorde det meget bedre af den grund. Tårerne meldte sig, også selvom hun først stoppet op ved synet af den velkendte skikkelse, som lå på jorden. Han var askegrå, helt indskrumpet og dyrene havde tydeligvis også gået godt til den her i vinterens kulde. Tårerne begyndte at trille, da hun gik hen mod ham.. Det eneste, som havde holdt hende bare nogenlunde menneskelig, var jo hendes elskede dreng. Hun gled på knæ ved siden af ham i den hårde og beskidte jord. Han så forfærdelig ud.. Varsomt tog hun om ham og trak ham tæt ind mod sin egen krop. Hun glemte fuldstændig at Sephiran var omkring hende.. Her følte hun sig for alvor svag.

[Sephiran Acheron]

Efter, at det hele var faldet på plads med Enrico og bordellet, havde Sephiran valgt at tage lidt fri for at tage Tiyanna med til Imandra. Han nægtede at lade hende tage af sted selv, for hvad hvis hun ikke kom tilbage? Han var ikke klar til at skulle slippe hende, for han var blevet vant til hende, hvilket direkte var farligt for hans vedkommende. Han havde stærke ejerfornemmelser, men med Tiyanna var det dybere og mere meningsfuldt, selvom han slet ikke forstod sig på noget af det. De red sammen på hesten, da han ikke ville risikere, at hun stak af på en nummer to hest. Hun havde kjolen på og den var flot til hende, meget bedre end den gamle las hun havde haft på, så det gjorde jo også sit. Han var selv klædt i sit eget mørke tøj, med den mørke kappe til. Scepteret havde han ladet blive hjemme, eftersom det ikke gjorde nogen nytte at tage det med og det var også meget forsvarligt beskyttet hjemme. De småsnakkede lidt undervejs, bed af hinanden og så videre, indtil at hun faktisk bare blev fuldkommen tavs, da de nåede skoven. Han holdt op med at genere hende, eftersom hun skulle have tid til at blive svag, så han kunne træde ind og trøste ind, så hun virkelig kunne falde ind i hans spind også. Han skævede selv op ad bakken, som hun var trillet ned ad og op til højen, hvor det hele jo var stået på. Han hævede armen og holdt hesten an, mens han bare lod hende løbe, for så kunne han selv tage den lange vej udenom.
Han satte hesten i galop og red omkring stien og op omkring højen på et mindre stejlt sted, hvor han så holdt hesten an igen, da han så hende med liget. Han bed tænderne sammen og steg af hesten, som han tøjrede til et træ, mens han selv gik forsigtigt hen til hende. "Hvor vil du gerne have graven?" spurgte han toneløst. Han skulle nok hjælpe hende med at lave et hul i jorden, de kunne putte ham i.

[Tiyanna Direshade Acheron]

At de bed af hinanden på vejen, var ikke ligefrem noget nyt for dem, kunne man jo sige. For Tiyanna, var det en rigtig stor ting, at skulle vise sig på denne måde, også fordi at hun på forhånd vidste, at det ville blive en rigtig hård omgang – At skulle finde sin søn, som hun faktisk håbede på at finde, så hun kunne få det afsluttet ordentligt, give ham den ære, som han havde fortjent, og så få ham lagt til den evige hvile i jorden, selvom det var forkert, at skulle tage afsked til sine børn på den måde. Han var det, som igennem hendes liv, havde holdt hende menneskelig, og nu havde hun mistet det hele.. Hun havde mistet absolut det hele, og det var noget som faktisk gjorde ondt, for hende at tænke på! Hun stormet op af højen, for at komme derop, så hurtigt som muligt. At han så ikke stoppet hende, var noget som faktisk passede hende selv ganske fint. Hun gled på knæ ved siden af hendes halvspiste og døde søn, kun for at holde ham tæt ind mod sin egen krop. Han var iskold og stiv, hvilket fik tårerne for alvor til at trille ned af hendes kinder. Det var slet ikke retfærdigt, at det skulle være på den måde. ”Mor vil savne dig, min dreng..” hviskede hun tæt ind mod hans øre, inden hun kyssede den grå og kolde pande.Den halve vampyr i ham, afholdt ham fra at gå helt til asken, så hun kunne gravlægge ham ordentligt.
Sephirans stemme lød i hendes øre, hvor hun igen med det samme, forsøgte at opretholde facaden som en kold og hård kvinde, for det var den, som han kendte, selvom det virkelig ikke var nemt for hende i denne stund. Tvært imod, så var det faktisk rigtig, rigtig hårdt! Hun vendte blikket mod lejren.. Eller nok snarere resterne af den, for hun kunne jo allerede herfra, se hvilken tilstand at den var i. Det var hendes livsværk.. Alt det arbejde, som hun havde lagt i det.. det var spildt.. Det hele var ødelagt og revet fra hende, og kun fordi, at hun ikke havde været til stede! ”D-derovre..” svarede hun. For hende, var det næsten umuligt at holde gråden tilbage, selvom hun virkelig forsøgte at gøre det. Han skulle gravlægges i lejren.. Han skulle gravlægges ved det arbejde, som han sammen med hende, havde været med til at opbygge.

[Sephiran Acheron]

Sephiran vidste, at det at bide af hinanden med spydige kommentarer ikke var noget nyt, men om ikke andet, så var det da kun en bekræftelse for ham, at hun så faktisk blev tavs og det hele, jo tættere de kom på det. Han trak vejret roligt og afmålt, hvor han jo faktisk bare lod hende løbe, selvom han også fulgte med hende. Så længe sønnen var der, eller rettere sagt den halvspiste og afdøde søn, så var hun på sit svageste og det skulle han udnytte, ved at være så 'venlig', at hun faldt fuldkommen for ham. At han så jo faktisk var ved at falde for hende og det, det skulle hun jo så ikke have at vide. Han sank en let klump. Han forstod ikke det, at græde over sine afdøde, for han havde selv slået sin far ihjel og frydet sig over, at kaste ham i jorden. Men de spydigheder ville han gemme, til planen ligesom var gennemført. Han vædede let sine læber og så mod hende, da hun sad der med den grå skikkelse. Han kunne se, hun kæmpede med at få facaden op igen, men det var ikke noget han faktisk tog sig af, for han kunne se lige igennem hende i øjeblikket, når hun var så svag som hun var. Han så mod lejren, der var ødelagt og det hele og forstod budskabet. "Udmærket," sagde han og gik forbi hende. Han trådte hen mod det, der før havde været lejren, for det kendte han jo trods alt til. Han holdt hænderne op og skabte et hul i jorden i en pæn firkant, der passede flot som en grav. Han ville forhekse stedet til at gro med noget bestemt, men hver ting til sin tid om ikke andet. Han gik tilbage til hende, da hun sad der med ham. "Lad mig løfte ham med magi," sagde han og svang hånden således en usynlig kraft løftede liget op fra jorden i cirka hoftehøjde og han svævede liget hen til hullet. Forsigtigt sænkede han liget ned i hullet, så han lå nærmere fredeligt, selvom det var lidt svært at se, da dyrene jo havde været i ham. "Sig... hvad du har at sige. Så dækker jeg hullet til," sagde han kortfattet. Han var slet ikke medtaget, men hun var det og så gav han hende plads til at vise sin svage side.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna følte sig virkelig, virkelig svag i øjeblikket, og hun kunne slet ikke have med det at gøre på nogen måde! Tårerne strøg ned af hendes kinder, selvom hun virkelig forsøgte at opretholde en facade, nu hvor hun vidste, at Sephiran var lige i nærheden, for det var slet ikke noget, som hun kunne have med at gøre. At han ville have hende med hjem, var hende en irriterende tanke nok i forvejen. Hun kunne lide det… hun kunne lide, at der var nogen, som kunne klare hendes stædige og spydige personlighed, for det var jo det, som han gjorde, selvom hun nægtet at vise ham det. Dyrene havde været godt i gang med mange af dem, som lå spredt heroppe, som havde det været en krigsmark.. Det gjorde ondt at se.. For mange af dem, var kendte og nære venner af hende, som hun aldrig nogensinde ville komme til at se igen. Hun bed tænderne let sammen, og vendte blikket mod ham. Hendes øjne var blanke.. Det var jo trods alt hendes søn, og noget af det kæreste, som hun havde i sit liv. Hun var slet ikke i tvivl om, at han skulle gravlægges ved det hårde arbejde, som han havde udført. Hun nikkede til ham, hvor hun lod ham søge til lejren.. Den var ødelagt og opdaget, så der var slet ikke noget i den uanset hvad, om det var noget som man nu ville det eller ikke, og det var en tanke, som kun gjorde hende direkte ked af det, for det var arbejde, som hun havde brugt så lang tid på at ordne. ”Tak..” svarede hun med en dæmpet stemme, også selvom hun ikke vidste, om han hørte det. At han kom tilbage, for at hæve hendes døde søn, fik hende til at skælve.. hun havde jo slet ikke lyst til at lægge ham i jorden, og da slet ikke sådan her. Hun rejste sig bagefter, og lod ham lægge knægten i, også selvom hun virkelig holdt godt øje med ham. Det skulle gøres ordentligt og rigtigt, for det var noget som hendes søn uden tvivl havde fortjent! At han var så kold, var noget som gjorde hende mere ked af det.. Hun kunne jo godt bruge en som ville holde bare lidt om hende. Hun stirrede på sin døde knægt i det fine hul. Han gjorde meget for hende.. Det kunne hun jo godt se, selvom hun slet ikke vidste, hvorfor han gjorde det. En tåre trillede ned af hendes kind igen. Hun kunne jo slet ikke holde dem igen! ”J-jeg.. jeg har i-ikke mere at s-sige..” Det hele holdt hun i sit stille sind.. Hun bad den stille bøn til Azrael om at passe på hendes kære dreng.

[Sephiran Acheron]

Sephiran nød det hele. Hendes svaghed, var noget han nærmest levede højt på, eftersom det kun var noget, der gjorde hele hans tilværelse bedre. Hun havde kørt ham derud, hvor han ikke kunne holde op med at tænke på hende... han var blevet vant til hende, og derfor skulle hun også med tilbage. Han kunne ikke klare tanken om, at hun ikke skulle være derhjemme når han kom hjem, hvilket uden tvivl var en ekstremt frustrerende tanke. Hun var lige en kvinde for hans hoved, lidt for meget endda og han gjorde alt for ikke at vise det. I det skjulte gjorde han dog en masse ting for hende, der skulle gøre, at hun fattede det i sidste ende og selv ville forstå det, selvom det slet ikke var noget han ville sige højt for hende. Han stolede stadigvæk ikke på hende på trods af alt det andet... eller det troede han da ikke, at han gjorde. Han så mod hende, da hun blot stod og græd, selvom han ikke tog sig nærmere af det. For nu, ville han bare have det lig i jorden, få det dækket til og så tage den derfra. Liget lod han lægges i jorden, hvor han ventede på, om hun havde mere at sige til ham. Han hørte godt hendes tak og nikkede bare stilfærdigt. Han kunne se hun rystede ud af øjenkrogen, men om ikke andet, så hver ting til sin tid. Da hun nævnte, hun ikke havde mere at sige, så lod han alt jorden dækkes over ham og flades ud, så man kun svagt anede, at der havde været gravet op. "Ønsker du, at noget bestemt skal gro ved hans grav? Så kan jeg lægge en forhekselse," sagde han dæmpet og så kort til hende, som hun igen græd videre for sig selv. Han bed tænderne sammen og forstod slet ikke det med at græde, han havde aldrig fældet en tårer. Han trak vejret roligt og vendte sig endeligt mod hende, hvor han bestemt lod en arm glide omkring hendes slanke liv. Han trak hende ind til sig i favnen og nærmest... tvang hende til at græde ud ved ham, så hun virkelig kunne blive påvirket i og med, han nu faktisk trøstede hende vel.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna stod nærmest fanget i sin egen verden i øjeblikket. Hun rystede og hun skælvede, også mest fordi, at hun forsøgte at opretholde facaden på den måde, som hun nu havde, også selvom det bestemt heller ikke var særlig nemt for hende, så var det noget, som hun var nødt til at forsøge sig på. Hun vendte blikket roligt mod hans skikkelse. Hendes øjne, var fuldstændig blanke, og hun forsøgte virkelig at holde tårerne igen, selvom det bestemt heller ikke var nemt. Knægten kom jo i jorden, og han blev dækket til. Det var slut.. Og det var noget som virkelig gjorde ondt på hende. Det var virkelig ikke fordi at hun følte sig som særlig meget værd lige nu. Alle de små ting, som hun havde gjort for ham, var noget som hun udmærket havde lagt mærke til, selvom det bestemt heller ikke gjorde sagerne meget bedre for hende, for hun vidste slet ikke hvad det betød, eller hvad han egentlig var ude på, men hun kunne jo godt lide det.. Hun kunne godt lide, at der var en mand omkring hende, som kunne tage sig lidt af hende på den måde, da det heller ikke var noget som skete særlig ofte, kunne man jo sige. ”Han var en stærk mand… Det knuste mig..” hviskede hun dæmpet, for løgn var det jo trods alt heller ikke i den anden ende. At han lagde armen om hende, gjorde hende langt mere stiv allerede med det samme, for løgn var det jo så sandelig heller ikke. Lige nu lod hun ham.. hun var svag, go det vidste hun, at han allerede havde lagt mærke til, for det gjorde ondt for hende at tænke på, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hovedet gled næsten automatisk mod hans skuldre og lukkede øjnene. Tårerne trillede med det samme nedover hendes kinder, og med kroppen rystede tydeligt, selvom hun virkelig forsøgte ikke at vise ham det, for det var pinligt og det var flovt for hende, og hun kunne slet ikke have med den tanke at gøre i det hele taget. Hun snøftede let. Det var virkelig ikke behageligt for hende at stå der! ”Vis ham en værdighed for mig, Sephiran..” bad hun nærmest med en dæmpet stemme. Han var en mand, og han vidste, hvad der ville vise en mand den værdighed, og det var uden tvivl noget som hun ønskede Sephiran skulle vise ham.

[Sephiran Acheron]

Sephiran kunne nemt se, at Tiyanna var frygtelig sårbar lige i øjeblikket og han elskede det. Hun skulle slet ikke have eneret på at være under huden på ham, når han ikke følte han rigtigt var det på hende, men han skulle nok få skovlen under hende godt og grundigt. Når de var tilbage engang sent i nat, så ville hun ikke ane hvad der havde ramt hende, men hun ville forhåbentligt bare tænke på ham og gruble over, hvorfor pokker han gjorde som han gjorde. Til tider, vidste han ikke engang selv, hvad han egentligt havde gang i, det gav ikke mening for ham med hvilket motiv han gjorde tingene, og det var pokkers frustrerende, når han jo slet ikke ønskede en kvinde i sit liv! Han så hendes øjne var blanke selvom hun prøvede at kæmpe imod det hele, hvilket jo kun gjorde det hele bedre for ham, for han havde hende lige på det rette sted. Hun var hans, det skulle hun forstå, men ejerfornemmelser var anderledes med hende end hvordan han havde det med Myia og Mystique, og han kunne ikke have med det at gøre! Men... han kunne jo godt lide, hun var der når han kom hjem, selvom han slet ikke ville indrømme det for hende. "Og derfor er vi her... For at give ham en ordentlig bortsendelse fra denne verden," kommenterede han toneløst. Han havde haft en ekstremt spydig kommentar på tungen men lod vær, for han ville ikke have hende sur og modarbejdende med hjem. Han ville have en tavs Tiyanna, der ikke forstod sig på noget som helst og som inderligt ville gruble over hans handlinger og prøve at sætte det sammen. Ingen sagde jo, det skulle komme let til hende, vel? Han mærkede, at hun stivnede i kroppen, men han holdt blot armen stædigt omkring hende til hun gav efter og faktisk lagde hovedet ind til ham. Sejren var hans! Han strøg armen nærmest omsorgsfuldt ned over hendes ryg. Han kunne sagtens være blid, han vidste trods alt en del om at tilfredsstille kvinder, men det hele var jo påtaget for, at han kunne manipulere med hende. "Udmærket..." sagde han dæmpet. Han førte hende med lidt væk fra graven af og kyssede hende på siden af hovedet, inden han slap hende. Han vendte fronten mod graven igen og lod mere jord dukke over graven, således det blev en lille høj i sig selv. Han forheksede stedet, så det var ekstra fredet og folk ville få et chok, hvis de prøvede at grave i højen. Ligeledes, så lod han nogle hvide blomster dukke op, der skrev bogstaverne 'RIP'. Han nikkede tilfredst og vendte sig mod hende igen. "Godt nok?" spurgte han med et løftet bryn. Han trådte hen til hende igen og lagde armen om hende, for det kunne han godt lide.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna grublede allerede over frygtelig mange ting når det kom til Sephiran, og det var faktisk svært for hende, at finde ud af, hvad det var han var ude på. Det var bare vigtigt for hende, at give Adelio den rette afsked fra denne verden, for det var så sandelig noget, som han fortjente, for han havde i den grad også kæmpet med rigtig mange ting, og det gjorde ondt, at hun ikke havde været der mere for ham. Hun snøftede ganske let, da han lagde armene om hende, for hun kunne jo faktisk godt lide det. Uanset hvad, så valgte hun alligevel at smide håndklædet i ringen, for hun kunne ikke fortsætte med at være stædig, og da slet ikke nu. Hun havde brug for en, som gerne ville holde om hende, og hun havde brug for en til at vise sig, at hun faktisk var til at holde af, for det var noget som hun slet ikke rigtigt oplevede noget af normalt. ”Det værdsætter jeg,” sagde hun med en dæmpet stemme. Hun lod ham trække sig væk fra graven, hvor hun lod ham vise den ære, som var nødvendig, for hun ønskede at skulle gøre det ordentligt. Hun så de smukke hvide blomster og formen af R.I.P stående på. Det gav hende automatisk en klump i maven, og det var noget som hun tydeligt kunne mærke, for det var slet ikke noget, som hun havde oplevet noget af i den anden ende. Hun trak vejret dybt og pustede tungt ud, idet han kom tilbage til hende. Hun havde det bestemt heller ikke særlig godt, og det var slet ikke noget, som man så særlig ofte, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun nikkede, da han igen lagde armene omkring hende, hvor hun igen lagde hovedet mod hans skulder. Hendes krop rystede. Hun forsøgte virkelig at opretholde facaden, selvom det virkelig var svært for hende. At han strøg hende over ryggen lige så, var noget som gjorde hende mere.. rolig? Det var faktisk underligt, at det var sådan, for hun kunne virkelig godt lide det, selvom det slet ikke var noget, som hun ønskede at fortælle til nogen som helst! ”Det er perfekt..” sagde hun med en dæmpet stemme, for hun forsøgte virkelig at opretholde det hele! Graven var særdeles smuk.. det var der slet ikke nogen tvivl om. Hun snøftede inden hun trak sig, for at vende blikket mod den direkte ødelagte lejr. Hun bed sig let i læben. ”Det hele er jo ødelagt…” sagde hun med en dæmpet stemme, inden hun slap ham, kun for at søge længere ind mod lejren. Det hele havde været i brand, det var ødelagt, og selv synet af flere børnelig lå spredt over det hele. Det satte virkelig en klump i hendes mave.

[Sephiran Acheron]

Sephiran håbede, at Tiyanna faktisk undrede sig over ham, for det var sådan han ville have det. Hun skulle gruble så inderligt, at hun til sidst ville finde ud af hele meningen, så han forhåbentligt selv kunne forstå det, for det gjorde han ikke helt selv. For nu, så vidste han bare, at han skulle sætte sig præg ekstra meget i hende, så hun forhåbentligt snart kunne finde meningen i det hele. Han trak skævt på smilebåndet, men prøvede at skjule det, eftersom hun nok ville tage det ilde, fordi han nød virkelig dette. Han holdt hende ind til sig, for et sted kunne han jo godt lide det, hvilket han dog nægtede at indrømme. At hun faktisk også gav efter for ham, det kunne han godt fornemme og da hun gemte hovedet ind til ham, lod han det sejrende smil komme til syne på hans læber, men det forsvandt hurtigt, da han trak dem væk fra graven, så han kunne gøre det hele klar. Han nikkede bare stilfærdigt, viste det kunne prikke til hendes stolthed at sige for meget, så han lod hende bare sige det, hun skulle, uden at sige noget til gengæld. Han trak vejret roligt og så over det, for det var da i hvert fald værdigt at få sin egen beskyttede grav. Han regnede dog med, at han ikke skulle dø foreløbig, for der var altid så meget at give sig til og han kunne altid finde noget nyt. Han fik lagt armene omkring hende igen og holdt hende ind til sig, nærmest omfavnende og hvor han også strøg hendes ryg. Hun skulle være rolig, blive blød i hans favn, for han havde kontrollen. "Fint så," svarede han kortfattet. At graven så perfekt ud, var jo kun tilfredsstillende, eftersom det jo betød så meget og så ville hun jo huske dette. Han slap hende roligt, da hun begav sig længere ind. Han sukkede dæmpet og gik hen og tøjrede hesten fri, som han trak efter sig mens han selv gik efter hende og ind i den ødelagte lejr og over alle ligene. "... Ja... det er det. Men det var ikke mig," sagde han og lød både tilfreds og utilfreds. Han var tilfreds i og med, at Tiyanna så nok ikke ville have været så blød, men utilfreds over det, fordi han virkelig havde ønsket at se hendes livsværk brænde for øjnene af hende.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna grublede virkelig som bare pokker, og hun turde slet ikke gøre sig tanken om, at der var noget andet i det, for hvad nu hvis der var..? Hun ville ikke sige det højt i frygten for, at hun ville blive skuffet, for et sted.. så nød hun tanken om det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun kunne lide at stå der i hans arme.. hun kunne lide at stå der og lade ham stryge over hendes ryg, og det var behageligt, selvom hun slet ikke kunne have at han skulle have den magt over hende. Hendes søn var nu blevet gravlagt, og hun kunne tage den afsked med ham, selvom han for altid ville have den plads i hendes hjerte, og nu var det på tide, at hun kunne give slip, selvom det uden tvivl var utrolig svært for hende at gøre det. Hun vendte kort blikket mod ham. ”Tusind tak..” sagde hun med en rolig stemme, for løgn var det jo heller ikke.. Hun var virkelig, virkelig glad for det som han havde gjort for hende, for mulighederne for det, det havde hun heller ikke.
Stedet røgefter ildebrand.. Teltene var ødelagt og de få huse som de havde bygget, var også fuldstændig knust, og det gjorde hende faktisk direkte ked af det, så det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun slog armene let omkring hende. Det var hendes arbejde.. det var hendes livsværk. Hun vendte blikket direkte i retningen af ham, ved hans ord. Det var ikke ham? Nej det var det ikke, men alle mulige andre! Hun følte sig kold indvendig.. det hele var dødt og det hele var revet fra hende. Hun så sig om. Der lå lig over det hele.. mænd, kvinder og endda børn, hvilket var det værste, for dem havde de virkelig forsøgt at passe på. Hun trådte længere ind i lejren. Lugten af sod hang ved i næsen. Hendes eget telt var fuldstændig endevendt, som hun kunne se, og det gjorde hende trist… Alt det arbejde var gået fuldstændig til spilde for hende. ”Jeg ved udmærket godt, at det ikke var dig.. Jeg ved godt, at du intet gjorde.. Men jeg ved du ønskede det samme. Og derfor forstår jeg ikke… Du tog ikke mit liv..” Igen vendte hun blikket mod ham igen. Der var så mange ting, som ikke passede for hende, go hun turde slet ikke at gøre sig nogle tanker om noget som helst.

[Sephiran Acheron]

Sephiran var yderst selvtilfreds i øjeblikket. Ja faktisk, kunne han snart ikke lægge skjul på mere hvor meget det frydede ham, selvom han virkelig holdt sig selv igen med at smile for meget, for så ville hun kunne se det med det samme. Han var kommet under hendes hud, hun takkede ham og hun havde grædt ud ved ham, alle de ting kvinder altid faldt for, af hvad han havde oplevet. Før han havde slået sin far ihjel og havde vandret lidt på må og få, var mange faldet for ham, men han havde hurtigt kedet sig, for han var slet ikke en der holdt af... for han havde aldrig fået sin moders kærlighed, så han vidste slet ikke hvad det gik ud på. Derfor fandt han heller ikke mening i alt det med at tænke på hende konstant og ikke kunne få hende ud af hovedet. Han så mod hende, da hun takkede ham virkelig oprigtigt denne gang, hvilket han da slet ikke forstod heller. Han trak bare på skuldrene, for ham tog det jo ingen tid, som det heller ikke rigtigt betød noget. Han trak vejret roligt og fulgte bare efter over den nedbrændte lejr. Hesten gik varsomt og han gik selv langsomt, for ikke at træde på ligene, for det orkede han ikke. Han så blot rundt, ja, her var da i det mindste ikke noget at komme tilbage til, så derfor kunne hun jo ligeså godt være hjemme hos ham. Fra nu af, ville han dog teste mere og mere hvor frit hun kunne bevæge sig rundt i huset, uden at hun faktisk prøvede at røvrende ham. Han sukkede og stoppede op, da hun vendte blikket hen mod ham. "Jeg ønskede det samme, ja," startede han ud og gik hen imod hende i stedet. Han så tænksomt på hende. Hvorfor havde han ikke taget hendes liv? Ja, det var jo fordi han ikke ville tillade det. "Fordi... jeg selv vil have æren, hvis det kommer så vidt," svarede han toneløst og så på hende med de kolde isblå øjne. Han gad da slet ikke give hende den egentlige grund.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna var svag lige nu, og ja, han havde virkelig formået at komme under huden på hende, selvom det var ting, som hun faktisk slet ikke brød sig om, så var det alligevel rart, at der havde været en som kunne holde om hende og bare lade hende græde ud, da det heller ikke ligefrem, var noget af det, som hun var vant til i forvejen, kunne man jo sige. Nu hvor hun så sig omkring, og kunne se, at det hele faktisk.. var ødelagt. Alt det som hun havde brugt årevis på at opbygge, var styrtet i grus, var slet ikke noget, som hun brød sig om i det hele taget. Hun følte hun havde fejlet.. Hun havde fejlet absolut alt. Hun vidste godt, at Sephiran havde gjort sig de samme tanker om at ødelægge det hele.. ødelægge hende, og alt det som hun havde kæmpet for, og nu hvor han vidste hvem hun faktisk var, så forundrede det hende faktisk kun mere, at han ikke bare gjorde det, og fik det overstået, i stedet for alt det andet. Hun vendte sig direkte i retningen af Sephiran, da han kom tættere på. Hun havde det bestemt ikke særlig godt.. Det var hele hendes liv, som var kørt fuldstændig i sænk, og hun kunne altså slet ikke lide den tanke! ”Du fik det, som du ville have,” endte hun kortfattet. Igen forsøgte hun bare at finde noget, som hun kunne opretholde en facade mod, så hun kunne glemme lidt af det andet, som faktisk virkelig plagede hende meget. Han ville have æren, hvis det kom så vidt? Det frustrerede virkelig hende, at han ikke bare kunne få det overstået i stedet for, alt det andet, og det var noget som virkelig irriterede hende! Hun lod det irritere hende.. Hun lod det virkelig irritere sig! ”Så tag den ære, og gøre det på det sted, som jeg igennem næsten hele mit liv, har kaldt for et hjem, Sephiran.. Jeg vil ikke gå og vente på at gå i graven, fordi det ikke lige passer dig..” Igen skulle hun jo forsøge.. Hun vidste, at når de kom hjem, uanset hvad, blev bundet til hans seng igen, og det ønskede hun heller ikke ligefrem!

[Sephiran Acheron]

Sephiran var lige nu i sit es, for han fik tingene som han ville have dem, han prikkede til hende på sin mest manipulerende maner og alt i alt, så lykkedes det godt for ham, for hun var lige der, hvor han gerne ville have hende. Han trak vejret roligt og så på hende, mens de nu bare stod midt i det, der før havde været lejren. Nu var kun resterne tilbage af lejren, som Tiyanna havde brugt så meget tid på, og det frydede ham inderligt. Hun havde intet at vende tilbage til, så derfor var hun også hundrede procent hans. Ejerfornemmelserne var slået ind, selvom der var langt mere i det med hende, end hvad der var med Myia og Mystique for den sags skyld, men det var ikke en tanke hun skulle vænne sig til. Han nød, at se hende så skuffet og nærmest ødelagt over alt der var sket, men faktisk havde han også en smule ondt af hende et sted, for hvordan ville han ikke selv have det hvis alt han havde fået af magt forsvandt fra ham? Han rystede tankerne væk, sådan havde man ikke råd til at tænke, det havde han lært af sin far! Han stoppede op en meters penge fra hende og så bare på hende. Han fik det, som han ville have det? Langt fra... "Jeg ville have nydt det mere, hvis jeg havde sendt den første flamme og set det hele brænde," kommenterede han med et skævt smil. Det havde han, men om ikke andet var arbejdet da gjort, han ærgrede sig bare over, at han ikke var bagmanden selv. Han lo ad hende, så hendes irritation og sugede den til sig som kraft han levede på. "Du forstår det ikke, gør du?" spurgte han og holdt en kunstnerisk pause, der skulle få hende til at ligne et spørgsmålstegn, fordi det lød som om han selv forstod det... men det gjorde han jo ikke helt. Men noget forstod han da. Han trak på smilebåndet. "Du skal ikke dø. Du er min Tiyanna, ligesom Myia... ligesom Mystique... som alle under mig, er mine. Og du skal være hos mig, ved min seng... i mit hus. Ja, hvis du opfører dig pænt fra nu til vi kommer hjem, så har jeg endda en gave til dig," sagde han og smilede bredt.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna havde det bestemt heller ikke særlig godt, men ikke desto mindre, så var det slet ikke sådan her, at hun ville have, at han skulle se hende. Ikke på vilkår! Selvom det nu heller ikke gjorde den største forskel for hendes vedkommende, for hun var svag i øjeblikket.. og hun vidste, at han havde set det, og det var det som han kørte på, men.. hvorfor så lægge armen om hende, og lade hende græde ud? Lade hende sørge over de tab, som hun havde lidt? Det var jo slet ikke noget som gav mening! Også fordi, at hun vidste, at han ville have gjort det samme, om han havde fået muligheden for det. Ikke desto mindre, så var det noget, som hun følte sig nødsaget til at.. tænke over. Det var noget, som hun var nødt til at finde ud af på den hårde måde, selvom det bestemt heller ikke var nemt for hende. Hun rystede fast på hovedet. At han overhovedet kunne sige et, var noget som gjorde hende vred! ”Du ville virkelig elske, at se det hele brænde ned til grunden, ville du ikke? Det fryder mig, at du var for langsom til at gøre det,” endte hun med en mere fast tone. Hvad han var ude på, var hun faktisk i tvivl om, og hun hadede det virkelig, når hun ikke var i stand til at regne den ud! Som han kommenterede, at hun ikke forstod det, kneb hun øjnene fast sammen med en tydeligt advarende mine, for hun fandt sig slet ikke i, at det skulle være på den måde! Hun vendte blikket fast væk fra ham. At han overhovedet kunne få sig selv til at være sådan overfor hende, var noget som et sted, gjorde hende direkte tosset, selvom.. hun jo et sted glad for at han betegnet hende som sin.. selvom hun selvfølgelig skulle have lov til at markere hvor grænserne var, og de var bestemt her, og kun fordi at hun skulle have lov til at være sur! ”Tror du virkelig, at jeg vil tage imod noget som helst fra dig, Sephiran? Jeg er naturligvis glad for det, som du har skænket min nu afdøde søn, kjolen som jeg befinder mig i, men hvis du tror at jeg er din, som var jeg en ejendel, er jeg bange for, at jeg er nødt til at skuffe dig.. Jeg skal ikke nogen steder,” sagde hun med en ganske kortfattet stemme, inden hun igen vendte sig væk fra ham. Han skulle ikke have sin vilje!