A winter's sun

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Samarbejdet med druiderne, var bestemt ikke et samarbejde, som kom af sig selv, det var helt sikkert. Som det nu var sagt, så forsøgte han virkelig, og det var virkelig en årlang kamp om, at skulle få det op at køre som det burde, men det var svært, når de havde deres måder at tackle det hele på, og den var så meget anderledes i forhold til hvordan elverne, ville tage det. Han sendte hende et smil. Hun havde tydeligvis knækket koden et eller andet sted, og et sted så var det noget, som han kun var imponeret af. ”For nogen, er det måske en mere naturlig ting. For mig, har det været frygtelig problematisk, at opretholde det lille som har været igennem min tid.. Og meget kan jeg ikke påstå, at det har været, så jeg synes det er imponerende,” sagde han med en rolig stemme. Det var en af de mange ting, som de var nødt til at gøre noget ved, for ellers ville det gå galt for alvor, og det var slet ikke noget, som han kunne sige, at han var så interesseret i igen, men det var en del af jobbet, kunne man sige, og det var noget af det, som han følte, at han var nødt til at forbedre, i forhold til hvad det var. At hun var gået ind i ham, tog han nu ikke så tungt, for han kunne jo sagtens bare have flyttet sig, men dette var hans fristed. Det var her han kunne sidde i timer og bare kigge.. sidde i sine egne tanker, og gøre sig de tanker og overvejelser, som skulle til, og det var sådan at det jo egentlig skulle være, kunne man jo sige. Han smilede et venligt smil. ”Jeg stod i mine egne tanker for et kort øjeblik,” sagde han med en sigende mine. At hun så kommenterede hans tænksomme mine, fik ham let til at himle med øjnene, og uden at smilet falmet, for det var faktisk slet ikke noget, som han tog særlig tungt, hvis han nu selv skulle sige det. ”Ønsker du at vide, hvilke tanker jeg har gjort mig?” spurgte han ganske sigende.

[Einar Calder Vali]

Silivrenniel måtte stå og smile for sig selv, da hun nu stod med ryggen til Thranduil og kiggede ud over skoven. Hun kunne se langt herfra, kendte snart til alle afkroge af skoven og vidste hvordan det hele hang sammen. For mange var skoven nærmest en labyrint, men for hendes del, så kunne hun bedre finde rundt herinde i skoven end hvis man placerede hende midt på en eng, hvor der intet andet var en det høje græs. Hun bed sig let i læben og drejede sig tilbage mod ham. Hun nikkede, det var naturligt for hende at samarbejde med druiderne, måske fordi hun havde været omkring dem siden hendes barndom. "Mænd kan også være lidt tykhovede... og det mener jeg venligt og om begge sider. Altså både druidemænd og elvermænd, kan være lidt... ja usamarbejdsvillige, fordi begge vil have det på deres måde," forklarede hun. Hun var observerende og forstod mange små udtryk man gjorde med kroppen, men ansigtet eller hvad det måtte være. Hun mente det slet ikke skidt, men det var jo fakta, at hvis man ville have det på sin egen måde, så stod man fast. Og så blev det jo til et problem om ikke andet. Hun sendte ham et venligt smil og gik hen imod ham igen, mens hun nu holdt blikket mod ham fremfor alle andre steder henne. Hun nikkede, ja det kunne hun jo godt se. Hun trak på smilebåndet igen, da han himlede med øjnene og hun så kort ned mod jorden med et genert ansigt. Hun trak vejret roligt og løftede blikket igen. Hun puffede det hvide hår om på ryggen. "Gerne," sagde hun. Hun var lutter øre, hvis han gerne ville dele sine tanker med hende.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det kunne godt være, at det var den typiske kamp mænd imellem, som gjorde det svært for Thranduil at opretholde det sande samarbejde med druiderne, men det var nu ikke noget at gøre ved. Han havde virkelig forsøgt, og han kæmpede stadig for det, og han synes selv, at han havde gået på mange kompromisser med dem, for at gøre alle parterne tilfredse. Det var bare ikke altid, det var gået som man ville have det, og det var faktisk også derfor, at det forundrede ham meget, at den form for samarbejde, faldt hende så naturligt, som det gjorde. Han lod hovedet søge let på sned ved hendes ord. Der.. var vel noget om snakken. Hånden søgte varsomt til hans hage, som han strøg tænksomt over, mens han vendte blikket over den store og smukke landsby. Han var virkelig stolt over hvad de havde fået genopbygget, siden branden for århundrede siden. ”Ganske vidst, har vi alle vores måder at tackle tingene på, og jeg forsøger virkelig at gøre og give plads, til selv druiderne og vores forskelligheder, for fælles at finde en vej, som vi kan være enige om..” sagde han sandfærdigt. Skulle det endelig være, så havde han skam heller ikke noget imod, at indvie hans egen slags, for at brede arbejdet ud, så det kunne gå så flydende som muligt, og de alle sammen, kunne holde ud at være omkring hinanden, for det var jo også der at problemet til dels kunne ligge, og det kunne jo meget hurtigt vise sig, at blive et større problem. Han vendte sig roligt mod hende igen. ”En god leder, er den som kan uddelegere opgaverne, og lade folket tage del i ansvaret for deres eget liv og eget velbefindende. Druiderne er ej en kode, som jeg kan knække.. Det kan du,” påpegede han med en ganske sigende mine. De smaragdgrønne øjne hvilede på hendes skikkelse. For hende, virkede det bare.. naturligt.. Naturligt, at skulle samarbejde med det stolte væsen.. en kode, som han ej kunne knække.. Den kunne hun jo knække for ham!

[Einar Calder Vali]

Silivrenniel studerede Thranduil, som han stod med den tænksomme mine. Hun stoppede op ved hans side og så op på ham igen. Hun var langt fra naiv, men hun var nysgerrig. Hun stolede fuldt på ham, eftersom han var elver og hun ville gøre alt for at hjælpe sin egen race, selvom de jo faktisk rynkede næsen ad hende fordi hun opførte sig 'mærkeligt'. Ganske rigtigt så havde hun da trukket sig, men hvis folk ville hende noget godt, så ville hun også gerne dem... men når de ikke ville hende noget godt, så trak hun sig væk og lod dem være. Derfor var hun jo også herude i skoven fremfor i byen. Og et øjeblik, så havde hun også følt sig lidt bedre hævet, fordi hun kunne se ned på byen heroppefra. Hun lod de bladgrønne øjne glide ud over byen igen med et skævt smil i sin mundvig. Hun tog fraværende fat i nogle tilfældige totter i håret som hun begyndte at flette. Hun så op mod hans ansigt, da han snakkede og smilede forsigtigt. Mænd var tykhovedet, det troede hun på, for hendes bror var selv en ad slagsen... en ekstra tykhovedet en. Hun nikkede stille og mærkede det drillende smil passerede hendes læber igen. "Men... det har ikke været dig muligt," påpegede hun forsigtigt. Ja, hun sagde tingene lige ud af posen, men der var vel heller ingen grund til at lyve, vel? Samarbejdet med druiderne var bare en del af hendes opvækst og derfor så faldt det hende ret naturligt, eftersom hun faktisk altid havde gjort i det. For hende var det bare et venskab. "Jeg... har vel allerede knækket den, men ja. Hvor vil du hen med det?" spurgte hun nysgerrigt. Hun så mod ham og mødte hans smaragdgrønne øjne, hvor hun smilede lidt genert og fik let røde kinder.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil tog det egentlig ganske afslappet lige nu, for nu stod han og tænkte. Han havde rigtig mange ting at tænke over, og det havde han jo trods alt også på daglig basis, men det var nu heller ikke noget, som han delte med nogen. Han var en ensom mand, som gik og gemte sig lidt blandt alle andre, og det var jo hellere ikke ligefrem nogen nyhed, at han hellere brugte tiden sammen med folket, end at finde en, som han kunne leve med, for han gjorde slet ikke den slags.. Ikke efter at han havde mistet dem, som han havde haft tæt på og nær i sit liv. Han vendte blikket roligt i retningen af hende endnu en gang. Smilet bredte sig let. Mænd kunne virkelig have deres egen måde at gøre tingene på, og det var der, at det godt kunne gå galt. ”Det er ikke alle, der kan regne tingene ud.. Til tider, skal der en kvindes list til, hvis du forstår,” sagde han med et stille smil på læben. Han tog det faktisk ikke så slemt igen, hvis han endelig skulle sige det, for han havde lært allerede for lang tid siden, erkendt, at det ikke altid var en mand, som skulle gøre arbejdet. Han betragtede sig af hende med en rolig mine. ”Jeg gør mig mange tanker, om rigtig mange ting, kan jeg sige dig. Det er vigtigt for mig, at samarbejdet opretholdes, og for dig, er det tilsyneladende nemmere, end hvad er for en som mig. Grunde ukendt naturligvis, men det gør ej nogen forskel for mig. Jeg har ikke nødvendigvis brug for en talsmand for vores slags, men.. kunne du tænke dig, at drage det med i en overvejelse? En på god fod med de kære druider som befinder sig i skoven her.. Som en talsmand for mig, blandt de øvrige?” spurgte han med en rolig stemme. Med andre ord, ville han gerne have, at hun tog for sig ansvaret for samarbejdet med druiderne. Det var frygtelig vigtigt, at det blev opretholdt!

[Einar Calder Vali]

Silivrenniel var spændt. For en gangs skyld var der en, der lukkede hende ind i sine tanker og hun ville gerne inddrages. Det var alt hun egentlig ønskede, det var jo bare at folk ville hende godt, for så skulle hun nok gøre godt tilgengæld. Men hvis man ikke ville hende, så vendte hun den anden kind til, for nok var de hendes race, men hun var da mere værd end det, ikke? Egentligt drømte hun jo, fordi hun vel var forsømt et sted og fordi hendes bror underkuede hende til sine egne behov, selvom hun stadig tog små kampe med ham på det plan. Hun var selv ensom, gemte sig i skoven og hang hellere ud med druiderne end elverne, fordi de var da i det mindste samarbejdsvillige. Hun sukkede dæmpet og så op på ham med et roligt og interesseret blik, for hun gik jo faktisk op i hvad han havde at sige, for han var den eneste indtil videre, der faktisk ikke havde rynket næsen ad hende. Måske var det fordi han var skovens konge og følte sig forpligtet? Men for hende, så virkede det mere ægte end bare et skuespil for at opretholde sin rolle, så hun stolede faktisk på ham. Hun smilede skævt, sødt og foldede hænderne foran sig og pustede roligt ud. Hun nikkede dæmpet til hans ord. "Jeg forstår udmærket..." sagde hun og smilede til ham med et glimt i øjnene. Hun havde det godt lige i øjeblikket, tænkte slet ikke på sin bror eller byen, men nød bare at føle sig lidt ovenpå. Hun lyttede til hans ord og holdt øjnene mod hans hele tiden som han snakkede. "Du vil have, at jeg skal være dit talerør til druiderne?" spurgte hun sagte, for det var i hvert fald sådan, at hun forstod det. Hun trak på smilebåndet. Den tanke kunne hun godt lide. Skulle gøre noget for kongen, som han ikke selv kunne. Så kunne landsbyen bare rynke næsen igen. "Får jeg så et palads?" spurgte hun drilsk og blinkede, men rystede med det samme på hovedet. Hun ønskede slet ikke noget, hun ville være glad for at kunne oprette et rigtigt samarbejde mellem druiderne og elverne. Hun drejede let rundt om ham og endte på den anden side af hvad hun havde stået før. Hun prikkede ham let på brystet. "Det var bare for sjov, selvfølgelig," endte hun og rødmede let, mens hun sænkede hånden igen.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil havde ganske vidst mange forpligtelser, men ikke desto mindre, så det som han satte først, var hans egen races velbefindende. Selvom rigtig mange rynkede på næsen af hende, var det skam slet ikke ensbetydende med, at han faktisk gjorde det samme, for det var han slet ikke interesseret i. Dem som var mest afvigere, fra hvad der var typisk normalt for dem, var som oftest dem, som faktisk var det mest interessante, også selvom hendes historie nu var ukendt for ham, så kunne han godt lide det faktum, at hun fortalte så åbent som hun gjorde, og faktisk også lyttede til hvad han havde at sige, så blev det jo ikke meget bedre for hans vedkommende. De smaragdgrønne øjne gled mod hendes skikkelse. Han gjorde bestemt ikke dette af forpligtelse eller noget lignende, men fordi, at det jo faktisk var noget som han ønskede at gøre. ”Udmærket,” sagde han endeligt. At det jo så for alvor gik op for hende, hvad han egentlig hentydede til. Det faldt bare.. naturligt til hende, at snakke om det, hvor han selv kunne have til tider svært ved at finde ordene. Han trak let på smilebåndet. ”Det er præcis den tanke som jeg gør mig. Og nu hvor du beder mig om at dele disse tanker med dig, så er det vel bare på sin plads at være ærlig? Du samarbejder med dem.. Beskriver det så let som en leg.. Om du ville gøre det for mig, vil det behage mig,” sagde han endeligt, da han igen vendte sig mod hendes skikkelse. Et palads, vil ganske vidst ikke falde fra til hende, men en ære, som ikke mange andre ville opnå, var jo selvfølgelig også noget som gjorde sit.. Noget som han jo faktisk gerne ville give hende i den anden ende. ”Det glæder mig virkelig,” sagde han med en sandfærdig og rolig stemme, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Hånden hævede han, for at lade den stryge mod hendes kind ganske let. ”Det vil lette byrden på mine skuldre betragteligt,” afsluttede han sigende.

[Einar Calder Vali]

Silivrenniel syntes allerede godt om Thranduil. Hun havde aldrig troet, at en af dem hun kunne snakke mest åbent med, skulle være selve kongen over dem alle. Hun havde et sted forventet, at han som alle andre skulle rynke næsen ad hende og sende hende bort, fordi han havde hørt hvad alle sagde bag hendes ryg, men det gjorde han ikke. Det glædede hende virkelig, for hun kunne for en gangs skyld bare snakke med en, en hun kunne mærke der ikke ønskede hende noget dårligt og faktisk bare var oprigtigt god og så bort fra hvad andre sagde. Det var ven også hans pligt som konge, men det føltes ægte for hende og det gjorde også hele udfaldet i sidste ende. Hun trak vejret roligt og så på ham med sine bladgrønne øjne. Hans øjne var en lidt anden grøn, men grønne om ikke andet. Hun kunne godt lide grønne øjne, det passede så godt med alt det andet, for hun var jo elver, og elskede grønt. Hun foldede let hænderne foran sig og så roligt op mod ham. Han ønskede hendes hjælp, hvilket faktisk gjorde hende glad, for ingen ønskede nogensinde noget af hende. Hvis hun kunne stå for at oprette et samarbejde til druiderne for ham, så ville hun da være tilfreds, for så havde hun faktisk udrettet noget. Hun nikkede let til hans ord. Hun smilede til ham og lyttede let til hans ord fortsat. "Det ville da være mig en ære," sagde hun og nikkede. Hun ville gerne gøre det for ham. Men havde han spurgt om hun ville gøre det for landsbyen, så havde hun nok lige tænkt en gang mere, for hvorfor skulle hun gøre noget for dem, når de intet gjorde for hende? "Vi kan få snakket de grundlæggende ting på plads, så kan jeg søge efter druiderne," sagde hun roligt og nikkede let. At han så hævede hånden og strøg hendes kind, fik hende til at stivne. Det sitrede i hende... anderledes end når hendes bror rørte hende, men det var stadig ubehageligt. Hun veg væk fra ham og lagde armene lidt mere om sig selv, for lige at prøve at komme til sig selv også. Hun trak vejret dybt og vendte blikket mod skovbunden. "Undskyld..." mumlede hun stille. Hun så roligt mod ham og bed tænderne sammen. "Jeg... jeg må nok hellere gå... undskyld. Mød mig i morgen her ved solopgang, så kan vi snakke om de grundlæggende detaljer," endte hun dæmpet, inden hun blot satte i løb. Alt med hendes bror væltede op i hende fra hans kindstrøg og hun måtte bare væk.

//Out.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil synes ikke at have nogen grund til at skulle dømme denne kvinde på forhånd, selvom det vel tydeligt var det, som hun var vant til fra før af. Han vendte blikket roligt mod hende. Han så på hende med milde øjne, da han heller ikke så nogen grunde til, at skulle gøre noget andet end det, for hvorfor skulle han da? Han sendte hende et smil. At hun gerne ville fremstå som hans talsmand for druiderne, var uden tvivl noget, som han var rigtig, rigtig glad for, så det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. For hende, var det måske ikke en ting, som betød så meget, men det gjorde det så sandelig for ham, og det ønskede han da uden tvivl at understrege for hende. Han gik hende i møde, hvor han derefter strøg hånden mod hendes kind ganske roligt, også selvom.. det var tydeligt ikke noget, som hun brød sig om. ”Du ved slet ikke hvilken betydning dette vil have for mig, og det arbejde, som skal udføres her i skoven, min ven,” sagde han roligt. For ham, var det uden tvivl store ord, men da hun så pludselig valgte at trække sig som.. havde han gjort noget forkert, lod han hovedet søge let på sned. Ikke ligefrem den reaktion, som han havde regnet med. Han nikkede blot. Hendes præmisser, var nogen, som han skam godt kunne gå på kompromis med, og specielt hvis det var noget, som hun havde det mere komfortabelt med, end det andet her, så var det bestemt heller ikke noget, som gjorde så lidt igen i den anden ende. Han vendte om på tæerne og søgte selv tilbage til byen igen, med frygtelig mange tanker kørende rundt i hovedet. Havde han mon sagt eller gjort noget forkert ved at stryge hendes kind? Det var jo der, at det for alvor var gået galt, hvilket jo faktisk ikke ligefrem havde været meningen.

//Out