A winter's sun

[Einar Calder Vali]

"LAD... MIG... VÆRE!" Den råbende stemme blev afbrudt af en smækkende dør og efterfulgt af løbende skridt. Silivrenniel trak sin kappe tæt om sig, da hun blot løb uden at se sig tilbage. Det var kun naboerne, der ville havde hørt skriget, men flere af byens travle beboere så hende godt på vejen, selvom de bare fandt hende underlig som altid. På vej ud af byen stødte hun ind i et par folk, men de skændte bare lidt af hende og lod ellers som ingenting. Hun nåede ud over byen og hastede ind i skoven, hvor sneen lå som et dække over skovbunden. Træerne havde mistet alle blade nu hvor vinteren stod på sit højeste, det var koldt, men på trods af det, så var skoven stadig det foretrukne sted at være. Hun følte sig mere hjemme i skoven end i selve byen, for der vidste hun udmærket godt hvad folk sagde om hende. Hun løb så længe hun kunne indtil hun mistede pusten, hun var hurtig og meget adræt, så hun nåede nok mindst 2 kilometer væk fra byen før hun stoppede op. Hun sukkede og lænede sig op af det nærmeste træ, hvor hun gned sine øjne og slap et sidste snøft. Hun lod sine hænder hvile mod hendes kinder, der var blevet kolde, selvom hun svedte lidt under hendes grønne klæder, der holdt hende varm. Hun gled ned at sidde på stedet og prøvede at glemme hvad hun lige var flygtet fra. Hun kunne aldrig fortælle det til nogen, men det var virkelig ubehageligt og fik hende til at føle sig skamfuld. Hun trak sit hvide hår frem over den ene skulder og kørte fingrene igennem det, mens hun blot vendte de grønne øjne rundt omkring sig. Der var vindstille mellem træerne og den smukke vinter sol stod lavt på himlen. Et smil spillede over hendes læber, for hun blev altid i langt bedre humør herude hvor hendes bror ikke var. Hun lænede sig tilbage og lukkede øjnene, selvom der ikke gik længe før noget puslede i træet over hende. Hun rejste sig nysgerrigt for at se hvad det var og så op ad stammen, hvor hun oppe på en greb fik øje på et lille dyr. Hun stod tavst og så til, hvor hun fornemmede den var ved at samle ind. Hun tog hintet og gravede noget af skovbunden fri under sneen og rakte nogle grene op til den. Kort gloede den på hende lidt skræmt, men forstod straks hvor god hun var - dyr var kloge på det punkt - og tog imod grenen. Allerede, havde hun nærmest glemt sin bror.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det var vinter og julen var oppe over dem alle sammen. I sig selv, var det ikke noget som Thranduil gik meget op i. Han var på sin vandring i skoven. En vandring på adskillige kilometer, som man kunne sige, at han gjorde sig hver eneste dag. Skoven var hans domæne og han var bestemt heller ikke bange for, at søge ud og omkring, for at sikre sig, at alt var som det skulle være. Det var koldt, så den varme pelsede kappe, havde han fået på. Fjernet fra et dyr, da det var afgået ved en naturlig død alligevel, og dette var en måde, hvorpå at han følte, at han kunne ære dette smukke væsen, og samtidig holde sig selv varm i den kolde tid. Han stoppet op.. En skikkelse stormet stort set lige forbi ham, da han kom gående ude i skoven, og det lyse hår indikerede kun for ham, hvem det var. Selvom rigtig mange andre, faktisk snakket om hende bag hendes ryg, så var det slet ikke noget, som man kunne sige, at han gjorde. Han respekterede folk for deres forskelligheder.
Noget var galt, og det var tydeligt, for hvorfor skulle man ellers storme igennem skoven på den måde? Han valgte alligevel at søge efter hende. Folket og deres velbefindende, var jo lige så hans arbejde og en del af hans ansvar, og noget, som han tog som en yderst alvorlig ting. Bue og det hele havde han med sig, for selvom det måske var fredelige tider her i Procias, så var det aldrig til at vide, hvad der hvilede om hjørnet, og hvad der eventuelt havde formået at komme over muren, uden at de egentlig vidste det. Han nåede hende endeligt. Hans kappe blafrede let om hans fødder og den beklædning som han havde ellers, markerede tydeligt en fast krop. Han vendte blikket roligt mod hende, som hun stod der og hjalp dette lille væsen i træerne, hvilket fik ham til at trække let på smilebåndet. Dyrene vidste hvad der var godt og skidt omkring dem, og dette var bestemt ikke noget undtag. ”Et smukt væsen..” Denne gang valgte han faktisk at træde frem i stedet for. Han var rolig.. han havde en rolig og kontrolleret udstråling, og han oplevede frygtelig sjældent, at dyrene flygtede fra ham.

[Einar Calder Vali]

Højtiderne var ikke noget, som Silivrenniel gik op i. Det havde aldrig været en del af hendes familie, eftersom hun havde været alene med sin bror de fleste år og han så tingene lidt anderledes end hun selv. Han gik ud og hyggede sig med sine venner, mens hun pænt bare var derhjemme og fandt ud af at underholde sig selv, medmindre hun selvfølgelig stak af for en aften. I mange år havde hun formået at tage væk og nå tilbage, så han troede, at hun havde været hjemme hele tiden. Hendes egen kappe havde en pelskant ligeså, men kun fordi dyret selv var gået bort naturligt, ellers ville hun aldrig have gået med det. Resten af kappen var dog lavet af noget kraftigt og tykt grønt hør, som spinderiet havde lavet i byen og skjulte stort set hendes krop, hvor der indenunder var en mere brungrøn kjole og på fødderne havde hun sine tykke sko. Hun var jo ikke direkte forsømt på det punkt af sin bror, der skulle forsørge hende... men hun ville gerne af med ham, hvis hun kunne, selvom det slet ikke var noget nogle vidste om. At hun så direkte havde løbet forbi kongen, havde hun ikke ænset, hun havde bare holdt øje med hvor hun løb for at komme så langt væk som muligt. Hun havde en fast krop, fordi hun bevægede sig meget i skoven og det krævede jo en god fysik, men dog langt fra ligeså meget som alle mændene. For nu dækkede håret de ellers spidse øre, for hun havde meget af det hvide hår. Hun så op i træet, hun nu stod ved og betragtede sig af det lille skrøbelige væsen, der gladeligt tog imod hendes hjælp - så skulle den jo ikke så langt. Hun smilede for sig selv og fandt straks ro ved at være på god fod med egernet. Det gibbede kort i hende, da en stemme snakkede nær hende og hun vendte rundt og så straks, at det var kongen af byen. Egernet stoppede kun kort op, men fortsatte så sin færd med at bygge. "Aranya," hilste hun ydmygt og nejede for ham med bøjet hoved. Hun rejste sig så op igen og bukkede sig ned, for at samle lidt flere små grene og blade, vendte sig om og rakte den om til egernet igen. Grenen den tog tingene fra, var ikke der den byggede, for det gjorde den lidt højere oppe. "De er meget smukke... og betagende. Se hvor hårdtarbejdende den er," sagde hun med et smil på sin læbe. Da den havde hvad den skulle bruge, så lagde hun de sidste ting fra sig på jorden og skubbede sneen over stedet hun havde rodet. Hun vendte sig tilbage mod Thranduil. Han var ikke ligefrem ukendt for hende. Hun var så nok heller ikke ukendt for ham, da hun regnede med snakken nåede til de, der gik omkring ham til hverdag. "Har du været herude længe?" spurgte hun nysgerrigt. Hun kørte fingrene flygtigt igennem det lange hår, der lå om hendes skuldre og så over ham. Hun misundte kort hans bue og pil, for hendes bror havde aldrig lært hende sådan noget.

//Aranya = Min konge

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det var ikke alle, der var lige heldige med deres liv, kunne man jo sige. Thranduil vidste hvordan det var, at føle sig udsat. Han havde mistet kone, og han havde mistet sin eneste søn, og nu stod han selv der alene, og havde ikke nogen at tilbringe livet sammen med, så han gik jo egentlig lidt omkring, som det egentlig passede ham. Han havde sit ansvar, som han mere end glædeligt tog hånd om, men så var der også den sparsommelige fritid, som han kunne bruge på sig selv. Nej.. der fortalte han historier til de yngste. Fortalte dem om ting som var, da han havde været på deres alder, og dengang han havde været lille, selvom det var ved at være rigtig mange år siden. Ikke fordi, at det var noget, som han kunne gå og tænke for meget over lige nu. Hans blik hvilede på denne kvinde. En kvinde, som han havde set mange gange, hørt folk snakke om hende, og set hvordan de egentlig havde kigget efter hende, af grunde, som han faktisk ikke helt kunne forstå. En tanke som faktisk frustrerede ham en hel del, men som han heller ikke rigtigt kunne gøre noget ved. Det lille egern satte tydeligvis pris på den hjælp, som blev det skænket, og det var skam også på sin plads. Det var vinter, og det var koldt, og selv det lille væsen, skulle jo trods alt holde sig varm. Hans går glimtede nærmest i solen, som de stod der. At hun så fik øje på ham og hilste så ærbødigt på ham, var noget som kun fik ham til at smile. Det var noget, som han kunne lide. Han nikkede let mod hende i en rolig hilsen, inden han selv tillod sig at træde nærmere. Det lille væsen fortsatte ihærdigt sit arbejde. ”Det er en hård vinter for de små størrelser. Sneen er kommet, det er koldt.. og solens varmende timer er yderst sparsommelige,” sagde han roligt. Dyrene klarede årstiderne på deres mirakuløse måder, hvoraf de var nødsaget til at skulle gøre brug af hjælpemidler og ressourcer, som de ikke menneskeligt var i stand til at besidde. Han vendte sig igen mod hende. Skoven var hans hjem.. Alt omkring dem, var hans hjem, go noget som han i den grad, agtet at beskytte og passe på. ”Jeg går meget herude.. Jeg kan lide det. Fra højen, kan jeg betragte vores samfund og ved at vende mig i retningen af syd, kan jeg om morgenen, skimte den rådyrflok gå og søge efter noget at spise,” forklarede han. Med andre ord, tilbragte han mange timer derude.

[Einar Calder Vali]

Silivrenniel kendte godt til Thranduils liv, for hele byen vidste jo godt, at han havde mistet sin kone og søn og nu faktisk stod alene. Men af samme grund, så respekterede alle ham jo også bare lige meget, eftersom han faktisk var den perfekte mand til at lede folket. Han skabte ro omkring byen, i hvert fald i så stor grad, at folk kun snakkede bag om ryggen og ikke skabte uro. Hun trak vejret dybt. Hun havde ingen ansvar som sådan, for hendes bror kunne ikke få hende afsat eftersom hun afviste alle, der faktisk havde gjort kur, så det var mændene da heldigvis stoppet med. Børnene var de eneste, der ikke rigtigt så ned på hende, for de forstod det jo ikke... men udover dem, så holdt hun sig faktisk mest ude af byen og i skoven, for det var mere hendes hjem end hos hendes bror. Nok var det deres forældres hjem de boede i, men det var slet ikke noget hun gik op i, for hun følte sig som en fange i det hjem. Men ingen vidste noget om det, så det var jo også grunden til, at alle snakkede. Hun forstod det ikke altid, for hun ville jo bare gerne snakke om helt almindelige ting... ganske vidst fortalte hun aldrig om sig selv med nogle dybere detaljer, men det var der jo grunde til. Hun trak vejret dybt og så på Thranduil med sine bladgrønne øjne, der skinnede let i den skarpe vinter sol. Hun hilste ærbødigt, for hendes bror havde jo prøvet at gøre hende underdanig og det lykkedes også til en hvis grad. Men i skoven var hun sin egen og fri. Men på grund af hendes brors opfostring, så stod hun også og kendte til mange ydmygheder og høfligheder og så valgte og vragede hun mellem dem med omhu. Hun smilede forsigtigt og nikkede. Hendes hår glinsede selv i solen, for det var jo hvidt som sneen. "Det er det. Men de klarer sig jo," sagde hun med en oprigtig glæde i øjnene. Hun var virkelig glad for at dyrene klarede sig, selvom det var sværere i vinterhalvåret fremfor sommerhalvåret. Hun glædede sig også til hun kunne smide alt det varme tøj, for hun følte sig så indelukket under alle de klæder. "Dem har jeg også set mange gange... Byen kigger jeg dog ikke så meget til... men jeg elsker at være i skoven, alle dyr er så venlige," sagde hun med et saligt blik. Hun var så tilpas i skoven som intet andet, for hun bragte også alle de timer hun kunne. Hun betragtede sig nysgerrigt af ham, for hun kunne ikke huske at have snakket med kongen som sådan... men hvis han ville snakke, så var hun gerne social!

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Alle var kendt med Thranduils liv, og det vidste han.. Al den modgang, som han havde mødt igennem tidernes løb, hvilket ikke ligefrem var noget som han kunne gøre noget ved. Det var åbenbart bare ikke hans lod, og derfor brugte han i stedet for sin tid på at lære og fortælle andre om sit liv, og sine historier, da det også var noget af det, som han betragtet som det vigtige for ham lige nu. Denne kvinde var en som ikke ligefrem var den mest normale her i landsbyen, men det var også noget af det, som tiltalte ham et eller andet sted. Selv gik han rigtig meget op i, at der skulle være plads og rum til alle, og det var noget af det, som han stod fuldkommen fast på. Dyrene klarede vinteren ved hjælp af det, som naturen kunne skænke dem, og det var det samme hvert eneste år. Han smilede let. Det var smukke væsner, og det var imponerende, at de kunne klare det på denne her måde, men det gjorde de hver eneste gang. ”Det er jo det, som er det fascinerende ved det, kan man jo sige. De klarer det.. Selv de mindste små kan klare en hård og kold vinter,” sagde han med en rolig stemme, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Han blev stående for et kort øjeblik, hvor han betragtede sig af det ellers så hårdtarbejdende lille egern, som kæmpede for at gøre sit lille bo gjort ordentlig vinterklar. Han sendte hende et venligt smil. ”Den flok har været her igennem frygtelig mange år, og kommer altid tilbage. Det kan kun være et godt tegn.” sagde han med et varmt og venligt smil. Han vendte sig roligt mod hende. Byen var ellers frygtelig smuk fra toppen af højen, og selv han kunne sidde der i flere timer, og bare betragte det værk af et samfund som han selv var med til at skabe. Han lod armene roligt søge nedover hans krop igen og med de smaragdgrønne øjne hvilende på hende. ”Du burde tage med mig op og se det.. Om du vil?” spurgte han roligt, da han igen vendte blikket i retningen af hendes smukke skikkelse. Det hvide hår, var ham særdeles iøjefaldende, og det var noget, som han virkelig godt kunne lide at betragte. Det var ikke det mest normale for deres slags.. og derfor var hun selv iøjefaldende.. og han kunne lide det.

[Einar Calder Vali]

Selvom Silivrenniel kendte til Thranduils liv, så var hun kun imponeret af hvad han formåede at opretholde med byen og det hele. Han skabte jo ro og orden, der var ikke nogle åbenlyse genstridigheder, mest fordi elverne jo var kendt som de mest flinke og sådan, det kunne hun da huske fra sin barndom. Dog havde hun også set deres mere almindelige side, for i det skjulte kunne de jo godt sige ting om en, specielt fremmede, men hun var jo ikke fremmed. Hun skilte sig ud og derfor, så folk jo sådan set også ned på hende, måske fordi hendes bror også spredte lidt af en djævel i byen. Hun tvivlede nogle gange på, han overhovedet var hendes rigtige bror. Hun vædede sine læber. Hun var ikke normal til landsbyen. Hun var drømmende, flygtede ud af omgivelserne for at være i skoven sammen med druider og dyr, som hun også var en, der faktisk slet ikke gik op i alt med kærlighed eller at finde en livspartner. Det var ikke det, hun ville bruge livet på, for der var så mange andre gode ting at fokusere på. Samtidigt følte hun sig jo heller ikke berettiget, eftersom hendes bror jo rørte hende fra tid til anden. "Netop... De er meget tilpassede," sagde hun og nikkede stille. Hun stod endnu op ad træet, eftersom hun egentligt fandt det meget godt at stå her og snakke med Thranduil. Han var venlig. Hun havde aldrig troet, at man bare kunne snakke sådan med kongen, for hun havde aldrig rigtigt været omkring ham, selvom hun altid hilste høfligt. Hun nikkede, selv med et varmt smil på de bløde formede læber. "Ja, det ved jeg... Jeg følger dem igennem årets gang. Jeg hjalp engang en druide og en då, da den skulle føde," sagde hun med et tilfredst smil. Hun elskede at hjælpe dyrene. Specielt de vilde heste var også fantastiske, selvom man skulle lidt ud af skovbrynet til de mere åbne områder, før de faktisk viste sig, så hun turde ikke gå for langt ud af skoven efter dem. "Det... vil jeg godt," sagde hun og pludseligt helt genert, eftersom han så på hende med... sådan et blik, hun ikke helt forstod. Hun strøg fingrene igennem sit hår igen, inden hun skubbede sig fra træet. "Skal vi?" spurgte hun og gik forbi ham for at komme af sted. Hun kunne da godt tænke sig at kigge ind over byen.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil brugte sin tid på andre, på det ansvar som han havde for skoven, dets væsner og dem som passerede det, for at komme videre til deres destination. Han brugte tiden på at lære andre, fortælle om sit liv og de mange historier, som han havde opsamlet i løbet af sit eget lange liv, men det var jo noget, som folk kunne lære på, og det var også det, som var meningen, kunne man vel sige. Han var ikke en hård mand.. Han var en godhjertet og varm mand, som bød dem velkommen, som ej ønskede at forvolde hans slags noget ondt. De var ikke mange, og efter branden for flere hundrede år siden, så var de kun blevet færre. De var nødt til at passe lidt på hinanden. Det lille egern fortsatte sit arbejde upåvirket af de to elvere som stod der, hvilket nu var noget som passede ham ganske fint. ”Det er en mærkværdig tilpasning skovens væsner besidder. Fra den iskolde vinter, til den brændende sommer,” sagde han med en rolig stemme. Han trådte kun nærmere hende, inden han igen vendte blikket mod hende. Hans blik udstrålede en varme.. Han vidste hvad folk sagde om hende og hendes familie, men han så dog ikke nogen grund til at skulle lade det påvirke det syn, som han havde på hende. Han så ikke anderledes på hende, end hvad han ville gøre på så mange andre, for det var der jo slet ikke nogen grund til. At hjælpe skovens væsner var jo til tider en nødvendighed.. Og et samarbejde mellem Druiderne og Elverne, var bestemt heller ikke noget, som man hørte særlig meget om. ”Jeg ønsker et godt samarbejde mellem Elver og Druider. Du hjalp dåen med at redde livet, og hjalp en lille ny til. Det er den slags handlinger, som gør, at flokken altid hjemvender,” sagde han roligt. Fra hans side, var det faktisk temmelig store ord, da det var noget, som man faktisk sjældent hørte om, men ikke desto mindre, så var det sådan, at det måtte være. At hun gerne ville med, var noget som faktisk glædede ham. Det var der han kunne betragte sit værk.. For det var ikke altid lige nemt, og han var faktisk stolt af det. Det tog faktisk temmelig meget af hans tid, kunne man jo sige. ”Endelig,” sagde han roligt, da han så hende bare trasse af sted, som havde hun travlt. Han morede sig faktisk ved det. Han fulgte hende roligt.

[Einar Calder Vali]

Hvis Silivrenniel fik lejligheden, kunne hun godt lide at fortælle om hendes drømme til børnene i landsbyen, men som regel fandt forældrene altid en undskyldning for at få dem væk fra hende, før hun rigtigt nåede at fortælle dem en historie. Hun var troende i den forstand, at hun virkelig troede på det bedste i alle og troede på at give tro til andre; hun mente nemlig, det gav dem lyst til livet. Hun vidste, at Thranduil bare var en venlig mand alt i alt, det var alle elvere jo, bare ikke så meget mod hende. Hun var anset som særlingen og hun havde det fint med det i dag, for det var hendes måde at slippe væk fra det hele, slippe væk fra sin bror og bare drømme sig væk. Friheden var i skoven, faktisk alle steder udenfor hendes og hendes broders hjem. Nok var elverne et mindre folk, men folk måtte jo i gang? Jo flere børn, jo flere efterkommere ville der blive. Hun nikkede dæmpet til ham. "Yderst mærkværdig... Men den er meget fascinerende. Jeg ville ønske jeg var ligeså god om vinteren, som jeg er om sommeren..." påpegede hun stille og vendte sig kort op mod træet, hvor det lille egern løb ind i et hul ind i stammen. Hun vendte sig tilbage igen, da hun fornemmede, at Thranduil faktisk kom nærmere hende. Hun sendte ham et venligt og imødekommende smil. Hun kunne godt lide at samarbejde med druiderne, selvom det ikke var andre end hende der nærmest mængede sig med dem. Hun forstod bare ikke hvorfor, eftersom hun vidste, at de faldt så godt i spænd sammen, men hun virkede som den eneste druiderne rigtigt kendte af elverne. "Jeg har altid haft det godt med druiderne... siden jeg var lille. Jeg har lært meget af at tilbringe tid med dem i skoven, meget om dyrene og det hele," sagde hun med et tilfredst smil. Hun trak vejret roligt. Hun ville gerne med, men kun fordi de så var længere væk fra byen og så kunne hun måske vende det til noget positivt; hun kunne se lidt ned på sin bror. Hun gik i et rask tempo og kendte alle ting på jordbunden, for hun var meget elegant og let til at gå over skovbunden, sno sig gennem træerne og det hele. Hun vendte sig om da de nærmede sig højen. "Kan du følge med?" spurgte hun drilsk. Da de nåede højen gik hun straks mod toppen og da hun nåede derop, så stoppede hun op. Hun var ikke det mindste forpustet.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil var en mand af mange historier og mange fortællinger, som han hellere end gerne, valgte at dele ud af, så det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt. Han havde jo ikke rigtigt noget andet at tage sig til alligevel. Jovist var der arbejdet med sin position som skovens konge, for det var jo ikke bare for elverne, men for alle væsnerne, som levede her. Han smilede let for sig selv. Dyrene klarede det fantastisk, og det var jo af dem, som man lærte disse ting. Han nikkede til hendes ord. Det var jo dyrene som skabte grobund for deres eksistens, og det var det, som man for altid var nødsaget til at huske, kunne man jo sige. Han smilede let for sig selv. ”Det samme ville jeg. Vi får dog meget andet af naturen her, som gør det muligt for os selv at klare de hektiske skift.. Og denne gang, ved jeg, at det ikke skal blive meget anderledes,” sagde han med en rolig stemme, også fordi, at det jo var ord, som han måtte mene. I det store og hele, så var det vigtigt for ham, at understrege hvordan tingene egentlig forholdt sig. Han havde ikke noget imod at tilbringe tiden sammen med hende, selvom han vidste, at det ikke var noget, som særlig mange ville, så var det jo deres problem, og ej hans, kunne man jo sige. At nogen havde haft det nemt med druiderne, var naturligvis en tanke som glædede ham, for det var bestemt heller ikke altid, at der var nogen til at ivaretage det arbejde, og det var hårdt nok for ham. Elverne var måske et venligt folkefærd, men de vidste da så sandelig også hvordan de ønskede at have det. ”Vi kan alle arbejde sammen, da vi alle ønsker det samme, så det er ikke nogen hemmelighed. For mange derimod, er det svært, at skulle arbejde med andre end deres egne. Fremgangsmåden er forskellig.. Og det hæmmer samarbejdet desværre.” Han var dog tydeligt imponeret over, at det var sådan hun havde det med tingene, men det var ham derimod også en glæde, at der var nogen, som tog så let på det, i forhold til så meget andet, kunne man jo sige. Han smilede let, inden han søgte efter hende. Hun drillede ham.. Hun behandlede ham som enhver anden, hvilket han havde det fint med. Han havde folks respekt, og han var folkelig, og han ønskede slet ikke at behandle, eller blive behandlet anderledes end alle andre. Han satte farten op. Næsten til løb. ”Tror du ikke jeg kan følge med?” spurgte han morende. Han var hurtig og elegant, idet han kom forbi hende op til toppen. Smukt var det.. Solen stod højt på himlen og oplyste deres by.. deres smukke samfund.

[Einar Calder Vali]

Sili havde før hørt Thranduil sidde og fortælle om aftenen, indtil hendes bror hev hende med hjem eller folk stirrede for meget på hende, så hun gik af sig selv. Hun kunne dog godt lide hans fortællinger, det gav hende et lille spark til hendes egne drømme, selvom hun slet ikke turde gøre noget ved dem, det var hun alt for sky til. Hun var meget som et dyr i den forstand; hurtig og adræt igennem skoven, venlig overfor sin egen race og dem som ville hende godt, men flygtede så snart nogle ville hende ondt. Hun bar ingen våben, for hun kunne ikke håndtere dem, det havde hendes bror altid sagt til hende, så det troede hun også på. Alligevel drømte hun om, at være en dygtig bueskytter, for dem var hun mest fascinerede af, at alle våben. Hendes bedste våben var at flygte jo, men det var frustrerende, for hun frygtede den dag hun stod over for en oprigtig fare. "Ja, det ved jeg..." sagde hun stille og så lidt genert ud. Hun ville ikke fortælle ham den egentlige grund til at hun holdt mere af sommeren end vinteren, for hun kunne jo godt holde varmen - som regel - det var bare, at hun følte sig mere fri uden overkappen og pelsen, hun kunne bedre lide at have bare arme og fri ryg.
Hun havde et godt samarbejde med druiderne, nok fordi hendes væsen var anset som sært af elverne, men hun var elver, det var hun da sikker på! Hun forstod bare samarbejde i en lidt anden forstand, da hun havde meget til fælles med druiderne, så derfor kunne hun slet ikke se, hvorfor samarbejdet ikke var større end det var. "Så må man jo blive enige om vejen frem, sværere er det vel ikke..." påpegede hun til ham. For hende, var det logisk, at man talte om hvordan tingene var og fulgte retningerslinjerne, for så burde det jo gå glat. Hun smilede sit typiske smil, nysgerrigt, men dog langt fra naivt. Men eftersom han var elver, så stolede hun jo fulgt på ham. Hun grinte til ham, en mild glædelig latter og løb selv. "Næh," sagde hun drilsk. De stod dog så på toppen samtidigt, hvilket fik hende til at grine lidt. Hun strøg de hvide lokker om bag øret. Blikket vendte hun ud over byen. Det så godt ud her oppefra. Byen havde jo ikke altid eksisteret. Men det var bestemt noget Thranduil kunne være stolt af. "Det er... smukt," sagde hun dæmpet og nikkede. Nok kunne hun ikke lide at være i byen, men det var jo af andre grunde... byen var smuk... med undtagelse af hendes eget hus.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil samlede gerne børnene for at fortælle om sit liv og fortælle historier. Det var noget af det, som han kunne tilbyde dem, og det var noget, som de gerne tog imod, unge som ældre, og det var noget som han godt kunne lide. Han smilede let, for han kunne faktisk godt lide at være omkring hende, for hun var så venlig og imødekommende, og hun var som enhver anden og behandlede ham som det samme, og det var noget, som faktisk passede ham selv ganske fint, så var det bestemt heller ikke noget, som sagde så lidt i den anden ende. Han nikkede roligt, inden han roligt vendte blikket i retningen af hende igen. Det var fascinerende også i hans øjne, at dyrene klarede sig på den måde, som de nu gjorde det. Han vendte blikket roligt mod hende igen. Det var ikke særlig svært for dem at sige, hvad der skulle til, for at skabe et samarbejde med druiderne, men derimod at gøre det, var straks en helt anden tanke, og det var noget, som han meget gerne stod fast på. ”Hvad man skal gøre, er nemt at sige, men dog ej så nemt at udføre. Druiderne er måske ikke mange her i skoven, og dog, så accepterer de mig som den ledende her på stedet, men dog er det svært at etablere et samarbejde med dem,” forklarede han roligt.
At hun direkte skulle lave sjov med tingene, var noget som fik ham til at smile tydeligt for sig selv, for det var bestemt heller ikke fordi, at han ville lade som ingenting. Han satte i løb, også selvom det var en tydelig elegant gang over skovens bund. Han morede sig, og det var rart at være omkring andre, for han kunne så sandelig godt følge med hende, det var slet ikke det! Det morede ham bare, at hun tog det til sig på den måde. Han var hurtigt oppe ved siden af hende på toppen af højen, hvor de var i stand til at se det hele, hvilket også var noget, som passede ham særdeles fint. Han smilede let for sig selv. ”Det er smukt,” sagde han med en rolig stemme. Han stillede sig roligt ved siden af hende og foldede roligt hænderne over ryggen i stedet for, kun for at stå og betragte skoven, byen og deres hjem. Han var stolt af det arbejde, som han havde udført, men lige så de mange andre, som havde været med til det. Det var bestemt ikke bare hans fortjeneste alene.

[Einar Calder Vali]

Silivrenniel kunne godt lide når Thranduil samlede børnene, for han var god til at fortælle historier og han gjorde børnene glade. Han formåede at give dem noget, som forældrene ikke selv kunne, fordi han nok var en af dem, der havde oplevet mest, set mest og prøvet mest. Hun smilede forsigtigt. Hun forskelsbehandlede ingen, på trods af, at alle rynkede næsen ad hende til gengæld. Selvfølgelig hilste hun pænt på Thranduil, men hun gjorde heller ikke forskel på ham, selvom han var konge. Han fortjente at blive behandlet ligeså venligt om alle andre, for hun var jo bare som hun var overfor alle og enhver. Hun bed sig let i læben og smilede til ham. Hun vidste godt, at det lød nemt at snakke om hvordan samarbejdet skulle gå, men hun mente det faktisk i ramme alvor. Det var sådan hun fandt arbejdet nemt med druiderne, så derfor burde alle andre da også kunne? "Det er det da... Jeg har da nemt kunne finde ud af det. Det kan godt være du er den store og mægtige Konge af Skoven, men... Jeg troede alligevel at du af alle, kunne lave samarbejde med de kære druider," sagde hun med et drilsk glimt i øjet. Hun drillede ham og hun vidste ikke helt hvorfor, men det faldt hende naturligt at prikke til ham. Hans smil, gjorde også kun det hele bedre, for selvom han prøvede at skjule det, så så hun det udmærket. Han var elegant, mere end andre mænd i byen og det var lidt fascinerende et sted. Hun var dog ligeså hurtig som ham, så de fulgte godt med hinanden om ikke andet, for i skoven skulle man bestemt ikke undervurdere hende. Hun stod stille på højen og kiggede ud over byen og nikkede. Han skulle bestemt være stolt af sit arbejde, ingen tvivl om det. Da hun stod så optaget af byen, så tænkte hun ikke over hvor tæt han stod på hende og i det hun drejede rundt, så stødte hun brystet ind i ham. Hun rødmede straks og trådte tilbage, hvor hun igen strøg fingrene igennem håret. "Undskyld," sagde hun stille og så op på ham med sine bladgrønne øjne, der lyste let op i solen som var de gennemsigtige, som når solen skinnede gennem et blad.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil brugte virkelig meget af sin tid på at snakke og fortælle historier, for dem, som ville lytte i hvert fald, og det var nu efterhånden også ved at være meget attraktivt, og det var noget som han faktisk godt kunne lide. At det var så nemt for hende, at snakke med druiderne var noget som forundrede ham faktisk, for han fandt det faktisk utrolig besværligt, og det var det, som han faktisk måtte stresse mest med i den anden ende, og det var noget, som han faktisk måtte hade! Han vendte blikket roligt mod hende. Hun havde måske knækket koden når det kom til det samarbejde, nu hvor han selv ikke havde formået at gøre det? ”Jeg synes alligevel, at det er yderst imponeret, at du har formået at knække koden hvad angår det samarbejde, som jeg ej har været i stand til, i alle de år. Jeg kan samarbejde med dem, men jeg kan fornemme, at det ej er på deres gode ønske,” sagde han med en rolig stemme. Det bekymrede ham ganske vidst at det var så besværligt, men det var ikke noget, som han kunne gøre det største ved, om det var noget som man nu ville det eller ikke. At de var endt så tæt på hinanden, var ikke rigtigt noget, som gik op for ham, før hun faktisk vendte sig og stødte ind i ham. Han sendte hende blot et venligt smil. Det var jo trods alt også den slags, som kunne ske, så det tog han faktisk ikke særlig tungt. ”Ej, skal du undskylde for noget.. Jeg kunne blot have flyttet mig..” Igen vendte han blikket i retningen af byen som så smukt lå midt i skoven for øjnene af ham. Det var uden tvivl et rigtig smukt syn, men det var nu ikke rigtigt det som fyldte hans hoved lige i øjeblikket, men derimod så mange andre ting. Han slog armene let over kors med en tydelig tænksom mine, inden han igen vendte blikket mod hende. Hvis det var så nemt for hende, så var det måske noget, som han skulle gøre brug af efterfølgende? Det ville i alle fald gøre det langt nemmere, men også tage lidt fra hans skuldre i stedet for. Den tænksomme mine var ikke til at tage fejl af.. Det var et sted.. mærkværdigt.

[Einar Calder Vali]

Silivrenniel havde altid haft godt samarbejde med druiderne, så derfor faldt det hende også naturligt at se på det, som det rene barnemad. Hun havde aldrig haft problemer, druiderne kom også nogle gange til hende og trak hende med, fordi de havde brug for hende og sådan var samarbejdet jo ligesom vedligeholdt. Hun kunne godt se det irriterede ham lidt, at han ikke selv havde det samarbejde, men så måtte hun jo hjælpe ham, for så svært var det altså heller ikke; mænd var nok bare lidt tyk hovede i den sammenhæng. Hun smilede for sig selv, da han sagde, at det var imponerende. Det var det måske i hans øjne, men for hende... ja det var en hverdagsting. "Det har aldrig faldet mig ind før jeg blev ældre, at der faktisk var problemer... For mig, har det været naturligt at samarbejde med druiderne. Og de har også henvendt sig til mig, så jeg har da været ønsket," sagde hun i en let og munter tone. Hun var i godt humør lige nu, for hun tænkte ikke det mindste på sin bror. Hun fniste let, da hun var stødt ind i ham, for det var jo ikke det, der havde været meningen... hun havde bare ikke set, at de stod så tæt. Hun så op på ham med et drilsk glimt i øjet og prikkede ham på brystet. "Hvorfor flyttede du dig så ikke? Hmm?" spurgte hun og sendte ham et indgående blik, inden hun grinte let. Hun hoppede muntert forbi ham og lidt hen over højen, hvor hun nu vendte ryggen til byen og blikket ud over skoven i stedet for. Hun vendte blikket tilbage mod ham, som han stod og så ud som om han tænkte så det bragede. "Hvis du tænker lidt højere, så kan jeg måske høre det..." bemærkede hun i den samme muntre tone og så tilbage ud over skoven, direkte modsat af byen.