Red Snow

[Matthew Igleéias]

Matthew vidste, at det hele ville falde til jorden, men han havde brug for noget, som han kunne bruge til noget.. Warlockerne havde han på ingen måder i ryggen, og han vidste, at han var udstødt, og ville blive slået ihjel, om mange ville finde ham, og det var han bestemt heller ikke ude på. Var det forkert at ønske sig en ny tilværelse? Noget, som han følte, at han faktisk kunne udrette noget med? Han var en mand med ambitioner, og han lod sig bestemt ikke slå af folk, som troede, at de var bedre! Han fandt altid andre veje, og han fik altid tingene, som han gerne ville have dem. Desuden havde Jaqia taget hans liv før, så hvad skulle afholde hende fra at gøre det igen? Han trak let på smilebåndet. ”Se.. Det er den Jaqia, som jeg kan huske.. Lige så irriterende som altid..” Han blev dog liggende i sengen, også selvom hun strøg ham over brystet. Han ville bare gerne have, at hun gjorde det.. fik det overstået, i stedet for alt det andet! Desuden, lignede det hende slet ikke, at være så forsigtig og påpasselig, som det hun var i øjeblikket, men han sagde ikke noget til det. Han kunne fint leve med tingene, som de var lige nu. At hun så gik med til det, var noget som passede ham fint. ”Godt,” sagde han endeligt. At hun så skulle bruge de toner overfor ham, var noget som uden tvivl, måtte gøre ham hidsig. Han kneb øjnene fast og let sammen og vendte blikket mod hende. Var det hans problem, at han ikke forstod sig på det? Han forstod da ikke, hvorfor han skulle bide hende, for det fik hun vel intet ud af? Han havde ikke stor viden omkring hendes væsen, og skulle han være ærlig.. så havde han været ligeglad – frem til nu. ”Meget vel…” endte han kortfattet. Det gav ham da stadig ikke nogen grund til at bide hende! Han endte med at vende sig, for at trække sig over hende. ”Og hvor vil du have, at jeg skal sætte mit.. fabelagtige tandsæt?” spurgte han sigende, inden han let lod hånden stryge over hendes kind. Han kunne skam godt være med på legen!

[Jaqia Destiny Angleráx]

De store ambitioner var altid det der havde kendetegnet Matthew Igleéias, Jaqia håbede at det ikke ville flade til jorden ved at gøre ham til et helt andet væsen, et som hun ville have ansvar for at oplærer, for han vidste tilsyneladende meget lidt om det, hvilket ikke ligefrem var det bedste udgangspunkt. Hun havde slået ham ihjel et par gange før, den tanke i sig selv gjorde hende ikke så meget, til gengæld så var det med lidt større risiko, nu hvor hun faktisk.. brød sig om ham på en anden måde end hun havde gjort i tidernes morgen. ”Man har kun den sjov man selv laver, ikke sandt?” spurgte hun lidt sigende. Hun nød at irritere ham.. faktisk nød hun at irritere alle, sådan havde det altid været. Det lod til at komme lidt bag på ham at hun overgav sig så let, men hvorfor forsøge at tale ham fra en beslutning hun faktisk selv ville få noget ud af? Hun lade sig til rette i sengen og gav ham frit udsyn over hendes krop selvom hun så op på ham. Han kunne jo ligeså godt lære det forskellige fra start, og hun hadede at han stillede så mange spørgsmål. Han skulle bare vide hvor meget hun fik ud af at han bed hende, det var bedre end blod.. bedre end sex, en følelse helt uafhængig af alt andet, men som hun desværre kun havde prøvet et fåtal af gange. Hun smilede tilfredst da han endelig indvilligede og kravlede op over hende. ”Lektion nummer 1. Alle dyr har et sted de foretrækker. De mest effektive er halsen, håndleddet, lysken og anklen, men det er et sært sted, så det bruger næsten ingen,” tilføjede hun ed en affærdigende bevægelse. ”Personligt fortrækker jeg halsen, men værsågod.. lad endelig som om jeg er et tag-selv-bord og slå dig løs,” opfordrede hun og lænede kort kinden mod hans hånd. Hun var ikke urolig, nærmere spændt.. længselsfuld efter endelig at få lov til at mærke den fantastiske følelse igen, men det ville han jo ganske snart finde ud af.

[Matthew Igleéias]

Matthew kunne allerede på forhånd sige, at dette ikke ville blive noget, som ville komme til at tage pusten fra ham. Han havde bare brug for en frisk start med nye muligheder, og større muligheder, for at gøre noget som helst ved tingene. Han havde jo allerede nu, fået en fod indenfor slottets mure, og endnu bedre til Jaqias kammer, så det ville blive et fantastisk udgangspunkt for hans vedkommende. Selv var han fast besluttet på at lade hende tage hans liv igen – af en eller anden mærkværdig grund. Han trak tilfredst på smilebåndet. Nu lød hun jo trods alt som en ægte Igleéias. ”Jeg må jo være tilbøjelig, til at give dig ret,” sagde han endeligt. Lige hvorfor hun ønskede, at han skulle bide hende, var så derimod en ting, som han slet ikke havde det mindste forståelse for, og naturligvis, var det en tanke, som uden tvivl irriterede ham. Hvad var hun ude på? Selv kendte han Jaqia nok til at vide, at hun ikke ville bede om noget sådan, hvis det ikke var fordi, at der faldt noget af til hende efterfølgende. Selv trak han sig over hende. Spiden havde han slet ikke rigtig nogen forståelse for i den forstand, for væsnet havde aldrig rigtigt vækket ham en interesse – før nu om ikke andet. De isblå øjne hvilede på hendes smukke skikkelse. Anklen? Det var så sandelig også et mærkværdigt sted. Han smilede let for sig selv. Så indbydende som hun var.. halsen var måske hendes foretrukkende.. men han ville gerne prøve et andet sted. ”Meget vel, kære Jaqia.. Meget vel..” sagde han med en rolig stemme. Næsten uhyggelig rolig. Hans hænder berørte hende roligt fra halsen og nedover brystet. Et tag-selv-bord? Det lod han sig så sandelig ikke sige to gange! Han søgte længere og længere ned. Lysken var hans mål.. Det var der han ville ned. Roligt lagde han sig mellem hendes ben. Selv utrolig nysgerrig på hvad det ville gøre, eller hvad det betød, men selv i hans optik, var det et meget intimt sted. Varsomt førte han hendes knæ i bøj, inden han selv tog plads. Han var en selvsikker mand. Og det var det, som han ville vise hende. Tungen lod han let kælent og næsten uskyldigt stryge over lysken inden han gjorde det.. Selvom der ikke var noget i hans tandsæt, som ville bide hul, så tog han fat.. Bed til med de kræfter som han havde.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Matthew var for værdigfuld til at bare at falde hen set i hendes øjne. Hvis han havde brug for en ny start med nye muligheder, så var det hvad hun ville give ham, men det måtte være op til ham at gøre noget med den. Livet som spide var ingen dans på roser, det hele handlede om selvkontrol og smerte, for det var praktisk talt hvad de levede af. Når alt kom til alt så var det hans blod som flød i hendes årer og der var få øjeblikke hvor det kom til udtryk, selvom Jaqia selv intet vidste. ”Selvfølgelig. Jeg har ret,” hvislede hun uden usikkerhed at sporer. Hun havde altid fundet sin egen sjov, hvem end det så altid endte med at gå ud over. Han ville ganske snart finde ud af hvilken effekt et bid havde på et dyr som hende, det var kun fåtal af gange hun faktisk havde prøvet det – med Nathaniel naturligvis, men dengang havde det været med eksperimenter i øjemede, hvilket det næppe ville være denne gang. Hendes hjerte slog kraftigt, hun ønskede virkelig at han skulle bide hende, længtes efter det på en underlig måde. Et kort øjeblik følte hun sig utrolig sårbar som hun lå der under ham, hun følte sig faktisk som en kvinde, selvom hun intet sagde. I lange sekunder fastholdt hun hans blik, før hun hævede hånden for at stryge den langs hans overarm i et blidt kærtegn. Uanset hvor mange forsøg det skulle tage, så ville hun lade ham prøve sig frem, finde sit foretrukkende, selvom det nok ikke var svært at gætte hvor han ville hen. Hun sitrede under hans kærtegn og modstod fristelsen til at skubbe sig længere mod ham, nej lige nu var hun hans mad og hun havde ikke tænkt sig at gøre modstand. Velvilligt bøjede hun en smule i det ene ben og spredte dem så han kunne komme til, det var trods alt ikke førte gang han lå og rodede rundt mellem hendes ben. Da han først bed sig fast hev hun efter vejret. Hendes pupiller trak sig så meget sammen som de kunne og hendes krop blev underkastet direkte ekstase blandet med smerte. Hun stønnede hæst og lukkede næverne om sengetøjet bare for at holde fast i noget, denne gang kunne hun ikke dy sig for at skubbe underlivet en smule op mod ham.

[Matthew Igleéias]

Matthew havde for store ambitioner, til at lade det kastes bort på at sidde og glo. Som warlock, vidste han godt, at han ikke kom nogen vegne længere, og det var også derfor, at han gjorde som han gjorde: Han havde brug for den nye start, og hvis det skule betyde for ham, at Jaqia skulle bides først, så måtte det jo være sådan. Selv havde han ikke nogen anelse om, hvad et bid for hende ville gøre, men det var en yderst billig pris med tanke på, hvem han egentlig bad om den store tjeneste af. ”Og den derimod, kan vi diskutere fra nu, og frem til dommedag.” Det lette kærtegn, som hun skænkede hans arm, fik ham til at smile let. Det lignede slet ikke Jaqia at være så forsigtig, men.. ja, det var vel bare gået op for hende, at han var noget værdifuldt, som man skulle passe på? Det var faktisk en ting og tanke, som han havde det særdeles fint med i den anden ende. Han søgte roligt ned.. Han ville ned til lysken. Selvfølgelig ville han da derned! Det kunne vel ikke komme bag på særlig mange? Han smilede let for sig selv, inden han roligt fik hendes ben spredt en smule, så han kunne komme til. Blod skulle han have, og hvis hun ville bides, så var det jo sådan, at det måtte være, når det nu endelig skulle komme til stykket. Med tungens kælende og intense leg til start, så satte han endelig tænderne direkte i hendes blege og dog så fine hud. Den måde, som hun dog derimod reagerede på, var noget som næsten.. tændte ham. Han havde selv aldrig oplevet noget lignende. Blodet begyndte at pible frem i takt med, at han bed så hårdt fast, som han overhovedet kunne komme til det.. Og han slugte det.. Det lille som han fik, for han kunne jo ikke rigtigt bide helt igennem på samme måde, som det hun kunne. Roligt slap han hende igen, lod tungen glide over læberne, inden han vendte sig mod hende. Sådan en ekstasetilstand, var noget som han uden tvivl godt kunne lide, at se hende i. Han nød det virkelig! ”Nu er det din tur..” endte han med en hæs stemme. Selv alt det her, påvirkede jo trods alt også ham!

[Jaqia Destiny Angleráx]

Den gamle vej han havde fulgt var endt blindt, nu måtte han finde nye, g af grunde som Jaqia ej kunne arugmenterer for, så ønskede hun at hjælpe ham med netop dette, selvom det meget vel kunne ende med at bide hende i enden når alt kom til alt. Prisen denne gang var ualmindelig billig, lidt for hendes egen nydelse var vel kun rimeligt? Han ville ganske vidst ikke få meget blod, men meget var heller ikke nødvendigt så lang tid det var der og han havde det i sit system. ”I så fald ville vi have noget at give os til,” påpegede hun køligt. Ja hun nærede nogle mærkværdige følelser overfor Matthew, hun ønskede ham intet ondt, og hun ville konstant have ham tæt på sig, vide hvad han lavede med hvem.. selv Nathaniel var ved at glide ud af hendes tanker. Hun sukkede nydende og lod hænderne søgte ned og begrave sig i hans hår for at holde ham tæt på sig. Følelsen var så intens, hun kunne mærke hvordan det varme blod samlede sig ved hans læber. Det var råt – præcis som hun ville have det, dyrisk, hvor ville det blive fantastisk når hun kunne give sig hen til ham uden at skulle holde sig selv tilbage ved hvert eneste stød. Hun åndede tungt ud idet han trak sig og blinkede med øjnene. Han havde knap trukket sig før såret helede sig selv og kun efterlod et par mærker af hans tandsæt noget som hun ikke havde det mindste imod. Hun så op på ham med et glat smil. Hun ville gøre sin del af jobbet når tiden var rigtigt, de kunne ligeså godt have det lidt sjov, lege med døden så at sige. Hun gjorde en hidkaldende bevægelse med sin pegefinder uden at samle benene.. de var endnu ikke helt færdige. ”Tag mig tæt igen,” hviskede hun nærmest beordrende. Efter det her kunne hun ikke se bort fra lysten og tanken om at kunne sætte neglene i ham når han bragte hende til de højder virkede uimodståelig. Hvis han ville gøre det, så blev det på hendes måde og ingen anden! ”Og bare for at sikre mig at du har fået noget..” hun skar en fin lille rift med sin ene negl netop over hendes kraveben hvor en tyk stribe af blod hurtigt meldte sig og begyndte at løbe over hendes bryst.

[Matthew Igleéias]

Matthew var nødsaget til at se sig om, efter andre veje at gå, end hvad han havde gjort til nu. Selvfølgelig var det alt samme noget, som irriterede ham, men nu hvor også Jaqia havde indvilget i at give ham den nødvendige hjælp og støtte, som han søgte, så ville han bestemt heller ikke være dum og så sige nej. Han smilede let for sig selv. Hun krævede bestemt ikke meget af ham i denne omgang, og det var skam heller ikke fordi, at det var noget som gjorde ham noget som sådan. Hvorfor skulle han da ellers tage det så tungt? Det var der da slet ikke nogen grund til. ”Jeg kan da komme på så meget andet, jeg hellere vil give mig til, frem til dommedag,” påpegede han sigende, for løgn var det trods alt heller ikke. Selv nu hvor han havde valgt at bide sig fast.. få de små dråber, som han nu kunne få, da han ikke havde skarpe eller spidse tænder at bide igennem med, så gjorde det jo også sin del for ham. Han smilede tilfredst, da han roligt søgte tættere på hende. Det var hendes tur nu.. Nu ville han da mene, at han havde gjort sin andel. ”Igen? Kære Jaqia… Jeg har gjort min andel,” tilføjede han med en yderst sigende mine, idet han roligt lod sig trække tæt på hende, hvor han nærmest automatisk fik den perfekte placering mellem hendes ben. Naturligvis var det en meget frustrerende tanke, for han kunne ikke bare trække den! Nej, det var slet ikke noget som hun skulle have lov til, og da slet ikke en magt, som hun skulle have lov til at tage over ham! Den blodige bane, som banede sig vejen fra hendes kraveben, fangede hurtigt hans interesse. Havde han ikke fået nok? Tanken irriterede ham selvfølgelig, og dog.. Han havde uden tvivl nydt, at have hende så tæt på. Han smilede let for sig selv. ”Du kan bare ikke lade være..” Han lagde sig nedover hende. Tungen lod han stryge over den kølige hud, netop for at fange den fine blodbane, som havde banet sig vejen nedover hendes bryst.. Den jernagtige smag satte så mange andre ting i ham.. lyst.. begær.. Han kunne slet ikke styre det! Armene låste sig fast omkring hendes skikkelse, idet han atter en gang trykkede sig på plads. Hårdt, dog mildt på sit vis. Tempoet startede han med det samme. Selv han kunne jo ikke få nok til sidst!

[Jaqia Destiny Angleráx]

Mange andre havde måttet ofre, liv og lemmer og sjæle for samme mulighed som hun gav ham, hendes krav var yderst få, hun søgte blot den nærhed med ham for hvem kunne vide om det ville blive sidste gang? Dyret gik sine egne veje og hvis han fandt sin mage så ville hun ikke længere være interessant i det øjemede, det var med at nyde det mens hun kunne. ”Når jeg er færdig med dig, så har vi helt til dommedag til at gøre hvad end vi lyster,” hviskede hun lokkende og strøg hænderne op af hans arme og videre over hans skuldre og ryg for til sidst at trække ham helt tæt på sig. De små dråber af blod kunne endnu side i hans svalg, hun var nødt til at vide at det faktisk gik i hans system. At han så modsagde sig at tage hende tæt fik smilet langsomt til at falme. Hun trak tilbage i hans hår og blottede hans hals, blot for at lade den sylespidse tand kæle for hans strubehoved. ”Din andeler ikke gjort, før jeg siger den er gjort Matthew. Hvis du vil være udødelig gør du som jeg siger,” hvislede hun hæst og slap ham langsomt igen. Nu var det igen hende der havde magten, og det var knapt så feminint, men han skulle heller ikke have lov til at dominerer over hendes fuldstændigt. Hun lagde sig igen i den bløde madras og lukkede øjnene ved følelsen af tungen der kærtegnede hendes hud mens han fangede dråberne som var løbet over hendes bryst. Der var allerede noget dyrisk i ham, hun kunne mærke hans begær. Hun stønnede hæst idet han endelig forenede deres kroppe igen, hårdt præcis som hun kunne lide det, den mand havde uden tvivl læst hende som en åben bog. Hun slog hovedet tilbage og fulgte ham i det hastige, faste tempo, til hun til sidst endelig gav sig hen. Neglene satte sig i hans skuldre, borede sig ned i hans kød til små dråber af blod piblede frem. Hun kradsede ham langsomt og pirrende ned over skulderbladende, efterlod røde, irriterede mærker over hans hud. Flængerne var overfladiske men brudte nok til at giften kunne trænge igennem.

[Matthew Igleéias]

Enhver ville da ønske, at de kunne tage del i det udødelige liv. Matthew var bestemt ikke noget undtag af den regel, for han ønskede det virkelig, og specielt når han ville få muligheden for at udrette langt mere, end hvad han havde gjort til nu. Det var da bemærkelsesværdigt nok i forvejen, var det ikke det? Han smilede let for sig selv. Hun snakket til ham, som var han noget særligt for hende.. Og det havde han skam også i sinde, at fastholde så langt, at det var ham muligt. ”Som hvad, helt præcist?” spurgte han med en ganske sigende mine, tæt ved hendes øre. Selv nu hvor han var trukket helt op til hende. Han var ikke den, som ville gøre hvad en kvinde bad ham om.. Sådan en mand havde han aldrig været, og det ville han så sandelig heller aldrig nogensinde blive! Han kneb øjnene let sammen. Selv han var jo lystet og fristet til at trække den det skridt videre, men det var bare.. svært. Han ville jo heller ikke virke som en svag mand, dersom det var noget, som han ellers kunne blive fri for i den anden ende, og det var da helt sikkert! ”Fint,” mumlede han kortfattet. Et sted, også bare en undskyldning, for at komme hende helt tæt. Datter eller ej, så var det slet ikke noget som gjorde den forskel for ham, for han ville aldrig være i stand til alt se på hende, som sin datter, og da bestemt heller ikke fordi, at der aldrig havde været det bånd dem imellem, andet end kød og blod.. som hun slet ikke var klar over. Tempoet holdt han. Den smerte som dog derimod meldte sig ved hans skuldre, da hun direkte borede neglene i ham, tvang det smertefulde gisp over hans læber. Han stoppede dog ikke.. Han vidste, at det var hensigten. Giften som bredte sig til hver en celle i hans krop.. En smerte som næsten tvang ham til at.. stoppe? Næsten som om, at det var en gift, som direkte drænede ham for energi, så stoppede han ikke. Han klemte øjnene sammen. Han agtet at færdiggøre det hele først, før han gjorde noget som helst andet! Dog for ham, så tog det ham ikke lang tid at blive færdig. Han trak sig, og faldt ned i sengen ved siden af hende. Kroppen glinsede af sved, og den rystede.. ukontrolleret, som han faktisk lå og frøs.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Udødelig havde altid været ret eftertragtet, ikke at Jaqia forstod sig på det. Som ung havde det været en tanke hun havde elsket, alverdens tid til at udrette hvad hun ville og gøre hvad hun ønskede, men når alt kom til alt, så var der en dag hvor enhver mand eller kvinde ville ønske døden. Hendes egen havde måske været uventet men ikke uønsket og nej hun havde stadig ikke tilgivet Enrico helt for at have gået imod hendes ønske og trukket hende ud af den evige hvile hun ellers endelig havde fået. ”Hvad end vi lyster,” gentog hun bare. Hvis de ville stille lysterne og begæret og bruge ne uge på det alene i sengen eller i skoven, hvor de nu ville, så kunne de gøre det. Hvorfor hun antog at de kunne gøre det samme, vidste hun ikke rigtigt for det virkede komplet tåbeligt at hende og Matthew skulle tilbringe mere tid sammen end h'jest nødvendigt. Hun lod ham forene dem på nuy, gav sig hen til den fantastiske varme han satte i hende, et sted lidt triumferende over at hun faktisk havde fået ham overtalt til at gøre som hun sagde, denne gang holdt hun lidt kniven for struben af ham, i og med at han ønskede noget af hende. Hun stønnede hæst og kunne udmærket godt mærke at stødende blev mere anstrengte så hun hjalp lidt til, for hun nægtede at stoppe før hun havde nået sit endelige! Det tog hende dog ikke lang tid før det hele eksploderede i den fantastiske blanding af en varme og en sitren. Hun sukkede dybt før hun endelig slap ham og lod ham trække sig for i stedet at falde ned i sengen, udmattet. Hun gjorde det samme, forpustet og svedig og øm og afslappet så samme tid. Hun vendte sig roligt mod ham og trak dynen op om hans krop. ”Sov.. så vil det hele være hurtigt overstået,” hviskede hun blidt og strøg hånden hen over hans kind. Hun ville ligge og våge over ham, til livet ville forlade ham inden for de næste timer når giften først ville nå hans hjerte.

[Matthew Igleéias]

I det store og hele, så havde Matthew faktisk slet ikke noget imod, at skulle tilbringe denne tid og rum sammen med Jaqia. Hun var faktisk ikke så slem, som så mange andre havde givet udtryk for, og det vidste han jo godt. Det havde han altid været klar over. Det var hans gener… hun lignede ham utrolig meget på så mange punkter, og det morede ham uden tvivl, at det ikke rigtigt var gået op for hende. ”Se… det er en tanke, som jeg virkelig godt kan lide..” påpegede han hæst. Hvorvidt om dette var noget som ville gå som han ville, vidste han ikke, men han valgte jo at lade Jaqia passe på ham.. Han virkede jo faktisk til at tage hendes ord for gode varer, og det gjorde han faktisk også.. Det var, og ville aldrig nogensinde blive hans hensigt.
Tempoet holdt han så længe, som han kunne, frem til han nåede klippen.. og sprang udover. Giften bredte sig i hans krop.. Han kunne nærmest mærke hvordan cellerne stille og roligt døde i ham, uden at han egentlig kunne gøre noget som helst ved det. Hans krop rystede.. Han havde det bestemt ikke særlig godt, og det virkede nu alligevel til, at dette var hensigten og meningen med det hele? Han bed tænderne tydeligt sammen. At ryste sådan, var han slet ikke vant til, og det var faktisk ubehageligt for ham! Han prustede tungt. At sove..? Ja, det kunne være, at det var en god idé, og han måtte jo alligevel erkende, at han var ved at blive træt.. Meget endda. Strøget mod hans kind, fik ham til at lukke øjnene. Smerten ved hendes negle, havde fortaget sig, så det slap han for at tænke yderligere over. Han sank klumpen. Det var næsten som om at trætheden bare kom.. snigende.. Han kunne i hvert fald ikke gøre noget, for at afholde den fra at gøre det! Søvnen tog ham hurtigt og lullet ham hurtigt hen i… Tung endda. Ikke lange timer senere, så stoppet hans hjerte.. og bød ham velkommen i den mørke og evige tilværelse, som et væsen af mørket. En Spide.

//Out