Red Snow

[Jaqia Destiny Angleráx]

Eniqa var død men Jaqia forstod sig stadig ikke på hvorfor han nu viste hende den interesse. Hun kendte ham godt nok til at vide, at hvis Eniqa en dag vile få livet tilbage, så ville han ikke være synderligt interesseret i hende mere og hun var begyndt at være træt af at være den anden mulighed.. sådan havde hun været det for Nathaniel. ”Og hvad siger rygterne?” spurgte hun lokkende og lod fingrene danse let hen over hans bryst før den igen fandt hvile. Ja hun nød at tirre ham, drille ham for hun vidste at det aldrig ville fører til noget i den anden ende. Der var aldrig nogle som havde fremstillet hende som noget værdigfuldt, end ikke da tronen havde været hendes og det kom bag på hende at det var sådan han havde det med hende. For et kort øjeblik synes facaden at falde og hendes blik mildnede, men kun for et øjeblik. ”Det er en yderst.. poetisk måde at se mig på, Matthew. Jeg er kongens moder uden mål og mening, jeg er en falden dronning, ubrugelig og undværlig. Kvinder frygter mig, hader mig ikke fordi jeg er stædig men fordi mange mænd som dig føler det.. tiltalende, og når deres familier brydes eller jeg vrider halsen om på dem for illoyalitet, så foragter de mig som alle andre,” påpegede hun upåvirket. Måske hendes blik og tone var følelsesforladt, så inderst inde, gjorde tanken ondt. Måske det var lettere sentimentalt men hun ville ikke se Matthew miste livet og særligt ikke til noget så sølle som lidt hårdt vejr, det nægtede hun. Hun ville muligvis fortryde at byde ham ind i sit hjem og ind i sit liv, men på den anden side så havde hun ikke lyst til at lade dette gå.. det han fik hende til at føle.”Åh jeg byder dig det skam.. bare husk at alt har sin pris,” lokkede hun blidt og indåndede hans søde duft ret åbenlyst. ”En mundfuld af dig i ny og næ burde kunne gøre det,” fortalte hun inden han fik mulighed for at spørge.

[Matthew Igleéias]

Eniqa var død, og derfor så Matthew ikke nogen grund til at skulle gøre noget mere ved det. Han var en stor tilhænger af skæbnen, og han var temmelig sikker på, at det var den som havde skilt dem fra hinanden. Efterhånden var det ved at være så mange år siden, at han have set hende nu, at han ikke rigtigt kunne gøre det største ved det af den grund. Han betragtede hende med en ganske sigende mine. ”Ønsker du virkelig at høre det?” spurgte han ganske sigende, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Rygterne var mange, og selvom det ikke krævede den største hjerne, at indse, at meget af det kun var rygter og ikke noget andet, så var det ikke noget, som han ville blande sig i.. Meget af det, var hun jo trods alt også selv skyld i. Han stod nu fast på den måde, at se hende på.. Kunne han, så kunne han faktisk være langt mere dyb, end det som han gav udtryk for, og hendes tankegang, kendte han jo kun alt for godt. ”Er det sådan du ønsker at blive husket, eller er det de ord og beskrivelser, som du ønsker at gemme dig bag? Uerstattelig er dronningen af Dvasias ikke, og det er en titel, som du vil bære med dig til den dag du går i døden, kæreste.. Du er hadet og foragtet i frygten.. utilregnelig..?” sagde han med en ganske sandfærdig stemme. Selv nu hvor han valgte at blive liggende ved siden af hende og med det lette smil på læben. Hvis det var det som hun krævede som sin betaling, så var det faktisk noget, som han havde det ganske fint med, hvis han endelig skulle sige det. ”Ser man det.. En mundfuld i ny og næ, og det er hvad du kræver og forventer? Det er en pris, som jeg da sagtens kan betale, for et velhavende liv,” sagde han endeligt. Det var egentlig ikke fordi, at det krævede alverdens med overtalelse.. Han var Matthew Igleéias.. Det var ikke meningen, at han skulle gå udendørs og dø i vinterens kulde!

[Jaqia Destiny Angleráx]

Jaqia troede ikke et øjeblik på at Matthew var kommet sig så meget over Eniqa som han påstod, eller også var det mere at hun ikke turde tro på det. En normal mand ville have hadet hende for alt det onde hun havde påført ham såvel som hans afdøde forlovede, men så igen: han var jo ikke normal. Hendes rosa læber spillede i et lettere tilfredst smil. Hun vidste at rygterne var mange og at snakken gik lystigt bag hendes ryg. ”Jeg er nysgerrig Matthew, selvfølgelig ønsker jeg at høre det,” svarede hun roligt. Det var næppe noget der kunne chokere hend, hun havde hørt det værste og lært at lukke af for hvad end der blev sagt. Matthew var et svin af den værste slags, men når alt kom til alt så var han ligeså en stærk mand med stærke holdninger, og hun var påpasselig med at tro hans or daf den grund, for han var ikke dum. ”Det er ikke sådan jeg ønsker at se mig selv men det er sandheden. Det er hvad jeg høre og ser omkring mig, det er hvad jeg evigt og altid har fået at vide. Jeg var en god Dronning.. en fandens god en og da var jeg værdig.. nu om dage er jeg blot som alle andre ordinærer kvinder hvis liv består i beskidt arbejde og børn, hvilket selvfølgelig oftest hænger sammen,” svarede hun en kende bittert. Hun elskede sine børn og respekterede de kvinder der fungerede som mødre, men hun havde et højere kald i dette liv. Det morede hende lidt at han var villig til halvt om halvt at fungerer som hendes bloddyr, hun glædede sig allerede til at sætte tænderne i ham igen. ”Det er alt jeg forventer.. et par dråber blod i ny og næ,” bekræftede hun ærligt. Det var ikke ligefrem svært at overbevise ham. ”Erkend det… du nød det ligeså meget som jeg selv,” hviskede hun hæst og førte roligt hånden ned over hans krop. Hun var og forblev nu engang Jaqia.

[Matthew Igleéias]

Matthew så ikke nogen grund til at skulle fortsætte med at tænke på Eniqa.. En død kvinde, som han aldrig ville få muligheden for at se igen alligevel. Det kunne godt være, at hun op til flere gange, havde forsøgt at sætte en pæl i hjulet på dem, og her til sidst, måtte man jo sige, at hun havde fået det som hun ville have det, også selvom det måske ikke ligefrem havde taget den knæk på ham, so så mange andre ville tro, at det ville have gjort. Han vendte de isblå øjne mod hendes skønne ansigt. ”Rygterne er mange, kæreste.. Man siger at den kongelige rådgiver Enrico, såvel som Nathaniel og din egen søn, har været forbi din seng i aftenens selskab,” sagde han med en sandfærdig mine. Løgn var det ikke, for det var det, som man hørte, når man gik rundt derude. Sidstnævnte, var han nu temmelig sikker på, var det rene opspind, men med en familie som hendes, så var det jo aldrig til at vide. Han blev liggende sammen med hende, hvor han roligt lod hånden søge til hendes hofte, som han strøg roligt over. Han blev jo kun mere og mere træt, jo længere tid han faktisk lå der og slappet af sammen med hende, også selvom det skam var fordi, at han kunne lide det. Han var tryg.. og det gjorde ham afslappet. Han trak næsten overbærende på smilebåndet. ”Tror du virkelig, at et par børn, gør dig mindre værdig? Du er stadig en kvinde, som frygtelig mange er bange for, Jaqia… Det er da bare en skam, at du selv ikke er i stand til at se det,” sagde han endeligt. ”Hvad man får at vide, er ikke ensbetydende med, at det altid skal være sandheden. Folk er desuden frygtelig gode til at hamre ned på andre, fordi at det selv giver dem en bedre selvfølelse.. Tro mig.. Jeg kender det,” påpegede han sigende. Han havde jo stort set levet af det igennem rigtig mange år. At det kun krævede en mundfuld i ny og næ, at leve et velhavende liv med en varm seng at sove i, var en pris som Matthew nu godt kunne se sig villig til at betale. Alt var jo bedre, end at rende rundt på gaden, når han vidste, at han kunne så meget mere end det! Hvis han dog bare fik muligheden for at påvise det! ”Jeg kan godt se en god handel, når jeg ser den,” påpegede han sigende, inden han trak hånden til sig, og strøg den mod hendes kind. ”Du kan jo bare indrømme det.. du kan lide, at jeg er her,” tilføjede han kortfattet.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Man vidste aldrig hvad dagene ville bringe, Eniqa lå måske for døden nu, men det var ikke sikkert hun ville gøre det når solen stod op, skæbnen havde desværre en sjov vane med kaste den slags tricks ind i spillet, hvilket først ville blive katastrofalt hvis hun stoppede med at regne med det. Blikket faldt til hans som hun lyttede til de rygter der gik ude på gaden. Hun var ikke overrasket og alligevel blev hun en kende sammenbidt. Måske hun var en kvinde af lyster, men aldrig om hun kunne finde på at berøre sin egen søn! ”Jeg kan hverken lyve mig fra Enrico eller Nathaniel, men førstnævnte fandt sin mage og sidstnævnte.. fik en idé om at han var bedre end mig. Min søn derimod.. kunne jeg aldrig drømme om at berøre, tro det eller ej, men en kvinde som mig har grænser,” svarede hun lettere sammenbidt. Hun var om ikke andet ærlig. Hånden på hendes hofte fik hende igen til at slappe af uden hun helt vidste hvorfor.. sådan havde der været mange ting på det seneste. Drømmene om ham, tankerne om deres fortid, nu om dage forstod hun aldrig hvorfor hun havde kæmpet så bravt for at skille Eniqa og ham, svaret var ret åbenlyst, men for første gang fornægtede hun det. ”Jeg ved at folk frygter mig Matthew, desværre giver det mig ikke længere den tilfredsstillelse det gjorde engang, ligesom dig har jeg hverken mål eller mening, jeg er blot.. en mor,” afsluttede hun og slog blikket ned.. hun skammede sig faktisk. ”Jeg har levet af den slags i årtier, jeg ved hvad man siger for at ramme, men ikke desto mindre er det sandt,” endte hun roligt. Det var måske en yderst god forretning når man tænkte på at det var hende og hun ofte ønskede sig en enorm betaling, men lige for ham kunne hun gøre en undtagelse, desuden vidste han næppe hvad han faktisk gav hende. Det blide strøg mod hendes kind, fik hende til at se op på ham. ”Jeg har aldrig været fan af snaksaglig aftensmad, men jeg har prøvet værre,” svarede hun som det tætteste hun kom.

[Matthew Igleéias]

Eniqa var død, og skulle Matthew være helt ærlig, så gik han faktisk ikke rundt med troen på, at han nogensinde ville få hende at se igen, for så var det sikkert sket allerede nu. Rygterne var frygtelig, frygtelig mange, og det at hun skulle gøre det med sin egen søn, var bestemt heller ikke noget, som man kunne sige, at han selv havde troen på, for det havde han slet ikke. Han betragtede hende med en rolig mine. ”Enrico og Nathaniel er oldgamle rygter, så at de har været en tur forbi her, forundrer mig derimod slet ikke.. Jeg går nu ikke i troen på, at selveste Jaqia, skulle gøre dette, med sin egen søn, må jeg sige,” sagde han med en rolig stemme. Overfor ham, skulle hun skam slet ikke stå til regnskab. Enhver som kendte til hende, vidste, at hun var en frygtet kvinde, og dem som ikke gjorde, vidste så sandeligo også godt hvem hun var. I hans øjne, virkede det mere til at hun gemte sig bag den måde folk beskrev hende på, end at vise sig bedre end det, og det i sig selv, synes han faktisk var en frygtelig stor skam. Han lod hovedet hvile mod hovedpuden, idet han roligt hævede hånden og strøg den mod hendes kind og videre mod hendes kæbe, inden han tvang hendes blik op mod sig i stedet for. ”Du lader folk dømme dig.. og det virker i mine øjne til, at du er overbevist om folkets løgne, Jaqia.. Du er mere værd end det. Hvis der er nogen her, som ej besidder en mening eller et mål med livet, er det en som mig,” påpegede han med en mere fast tone. Han havde intet at leve for.. han gik jo bare rundt og havde intet at foretage sig. At hun så krævede så simpel en betaling for at huse ham, var nu noget, som han havde det ganske fint med. Hånden førte han igen roligt til hendes hofte, som han strøg over.. Hun slappet af ved det, og det var noget som han tydeligt kunne mærke på hende. ”Ikke kom og sig, at du ikke kan lide det,” påpegede han kækt.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Rygterne kom altid forud for hende, og det forundrede hende på ingen måde at de svirrede omkring hende og hendes søn, selvom hun vitterligt aldrig kunne finde på at komme ham så tæt. Det var derimod ingen hemmelighed at både Enrico og Nathaniel flere gange havde besøgt hendes seng. ”Jeg levede med dem begge i noget andre ville kalde.. forhold, men min søn har og vil aldrig tilbringe tid i min seng,” endte hun lettere bestemt. Det lod ikke til at Matthew dømte hende, og hun burde på ingen måde stå til ansvar overfor ham, men det betød alligevel noget for hende, at lade ham vide hun ikke var så forfærdelig som rygterne sagde. I takt med hans strøg over hendes kind og kæbe, hævede hun blikket til hans. Hun følte sit hjerte slå taktfast ved hans ord, for selvom hun hadede hele tanken så nød hun at høre de ord fra hans læber, nød idéen om at han fandt hende speciel! ”Jeg ved det er løgne. Det er ikke hvad de siger der betyder noget, men det jeg føler.. det jeg tænker. Hvad angår dig, så er du måske uden mål og mening, men det vil ændre sig. Jeg har ingen intentioner om at lade Matthew Igleéias og hans talenter gå til spilde,” påpegede hun og tomlen stryge let hen over hans bryst uden egentlig at tænkte over det. Det var skræmmende så meget hun elskede at være tæt på ham, men det værste var at han allerede havde luret hende på det punkt, han skulle ikke have den tilfredsstillelse at gøre hende så.. feminin. Hun rømmede sig en smule. ”Hvis ikke jeg kunne det, så havde du ikke ligget her nu. Hvil nu,” bad hun en kende afvisende, han kom for tæt på! Det var nemmere hvis han bare lade sig til at sove, så hun var fri for at høre mere på hans millioner af teorier om hvorfor hun opførte sig som hun gjorde, også selvom hvert et ord var mere eller mindre sandt.

[Matthew Igleéias]

Jaqia gik skræmmende meget op i, at bekræfte for ham, atr rygter var rygter. Det var jo slet ikke fordi, at det var en nødvendighed for hende, at skulle forklare hvordan tingene hang sammen, for han havde allerede en vis fornemmelse om det, og det var slet ikke fordi, at det var noget som gjorde ham noget.. Han ville i princippet være og kunne være fuldstændig ligeglad. I øjeblikket lå han jo favn i favn med sin egen datter. ”Det gik jeg så sandelig heller ikke ud fra du gjorde, Jaqia.. Selv jeg ved, at du er mere anstændig end det,” sagde han med en ganske sandfærdig stemme. Af de to, så var det uden tvivl ham, som gik rundt uden mål eller mening. Hun havde børn der havde brug for hende, og et land, som uden tvivl kunne bruge lidt mere brutalitet, end det som Mattheus havde udvist til nu. Det var forhåbentlig noget, som ville komme med tiden. Det tilfredse smil bredte sig på hans læber.. Med andre ord, så var jo selv han værdifuld for hende, selvom hun gang på gang, havde forsøgt at give udtryk for andet, kunne man vel sige. ”Talenter? Og hvilke talenter vil du da sige, at jeg er i besiddelse af, kæreste? Hvad du føler og tænker, er jeg temmelig sikker på, ikke har noget med de mange rygter at gøre. At du skulle lægge i med din søn, er en ting.. Men at du skulle være blevet blød, tror jeg nu heller ikke på,” sagde han endeligt. Hun var noget særligt, og i hans øjne, var det uden tvivl en frygtelig stor skam, at det ej heller var noget, som hun selv var i stand til at se. Han vidste at hun kunne lide det, for hun gjorde jo alt for at snakke udenom, og det var jo uden tvivl, det som faktisk morede ham mest! Han smilede let for sig selv, inden han roligt lagde sig ned i sengen og lagde sig godt til rette ved siden af hende. Han ønskede jo ikke at ligge der og bare.. sove, når han havde muligheden for at snakke med hende. Hun var hans datter.. selvom det slet ikke var sådan, at han var i stand til at se på hende, for det kunne han slet ikke! ”Det skulle du måske have tænkt på, før du gav mig det opkvikkende middel, kæreste,” afsluttede han ganske kortfattet.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Hvis der var nogen som var kendt for at være uden hæmninger, så var det Matthew, der skulle meget til at overstråle hans rygte, dog så brugte hun både tid og energi på at understrege for ham, at den slags aldrig havde fundet sted! ”Det er jeg.. jeg er trods alt ikke dig,” hviskede hun drilsk. Hvis der var en kvinde i Dvasias han endnu ikke havde nedlagt, så ville hun være forundret og i så fald var det deres tab.. desværre havde hun endnu ikke selv haft mulighed for at prøve hans talenter af for alvor, eftersom hun var smuttet før da muligheden havde været der. Jaqia hævede sig en smule, så hun lå på albuen og så ned på ham med et nærmest mystisk smil på læben. ”Magen til politisk indsigt og magiske talenter skal man lede længe efter. Til tider vil jeg påstå at du er en større slange end jeg selv, og tag ikke fejl, jeg bryder mig ikke om at blive væltet af pinden, men den slags skal udnyttes,” svarede hun og sneg en hånd i hans nakke. ”Blød.. det blev jeg for en stund og det endte med at blive min død. Jeg har heldigvis lært,” tilføjede hun med et dæmpet suk. At det var hendes egen far havde hun ingen idé om, han havde tilsyneladende bare ikke de samme moralske kvaler som hun selv, ikke at det kunne forundre nogle, for han var trods alt Matthew. Hun lænede sig roligt ind over ham og kyssede ham dybt for at øjeblik inden hun igen trak sig. Den opkvikkende eliksir havde tydeligvis virket som den skulle, desværre så forhindrede den ham ikke ligefrem i at snakke. ”Så hvad skal vi finde på for at gøre dig træt igen?” spurgte hun en kende morende Han var en fristende and og hun kom ikke uden om at det var nærmest umuligt at holde fingrene fra ham selvom hun ville påstå at hun havde gjort et ganske ihærdigt forsøg efterhånden.

[Matthew Igleéias]

Matthew var en mand, som vidste hvad han ville have, og lige nu, var det at understrege for Jaqia, at hun ikke var så forfærdelig, som hun gik og troede. Moralsk var han lav.. Han kunne i princippet være fuldstændig ligeglad med hvad han gjorde, og med hvem. I øjeblikket, lå han jo i samme seng med sin egen biologiske datter, selvom han vidste, at det var noget, som hun slet ikke var klar over – til hans egen glæde. Ved hendes ord, kunne han alligevel ikke lade være med at smile indvendig.. hun var ikke som ham? Hun skulle bare vide! ”Vi ligner hinanden nok lidt mere, end hvad du går og tror, kæreste,” påpegede han sigende. Han var en mand, som kunne rumme temmelig mange ting, kunne man jo sige.. Og det gjorde han hellere end gerne, også mest for sin egen tilpasnings skyld. Han betragtede hende med det iskolde blik. Ordene var komplimenterende.. Og han kunne lide det. ”Det er ikke ofte, at det forekommer, at mine ’talenter’ bliver beskrevet på den måde. En skam at lade det gå til spilde… Jeg kunne nævne rigtig mange ting, som ville være en skam, at lade gå til spilde..” påpegede han med en ganske sigende mine, for det var jo trods alt heller ikke ligefrem en løgn i den anden ende. Kysset tog han mere end glædeligt imod, hvor han igen valgte at gengælde det, uden at tøve det mindste. Hans hånd lod han kort stryge over hendes kind, inden hun endnu en gang, valgte at trække sig væk fra ham. ”Og det er netop det, som gør, at du er bedre end hvad rygterne siger.. .En skam, at du gemmer dig sådan bag det, som folket beskriver dig som,” sagde han endeligt. Hvordan man kunne få ham til at blive træt… ja, det kunne hun vel godt regne ud, kunne hun ikke? Han smilede let for sig selv, inden han lagde sig til rette i sengen ved siden af hende endnu en gang. ”Det er jeg sikker på, at du er kvik nok, til selv at finde ud af,” afsluttede han sigende, og med et sigende hævet bryn. Han var jo ikke Matthew Igleéias for ingenting!

[Jaqia Destiny Angleráx]

Matthew var ikke ligefrem kendt for sine moralske skrubler, han havde været sammen med samtidlige kvinder her til land og dem der havde sagt nej, var blevet tvunget, han ville næppe have kvaller med at ligge med sin datter, dog så var det ikke noget hun selv kunne finde på. Jo ældre hun var blevet, des mindre interesseret var hun blevet i mænd, hun inviterede dem sjældent til sit kammer, så der var han en af de få. ”Det gør vi måske, men du ville næppe have kvaler ved at sove med din egen datter, hvorimod jeg aldrig kunne drømme om det,” hviskede hun intenst. Hun vidste trods alt ikke at det faktisk var hendes far af kød og blod hun lå der med, i så fald så havde de aldrig være der. Det kolde blik gengældte hun blot med et provokerende og intetsigende smil. Følelser var og ville aldrig blive hendes stærke side, og så kunne han påstå at hun gemte sig og hvad han ellers ville, men hun vogtede om sig selv. ”Jamen så nævn dem endelig,” opfordrede hun roligt. Selv en kvinde som hende kunne finde inspiration og han var som sagt en vældig intelligent mand, det havde hun aldrig forsøgt at lægge skjul på. ”Jeg må leve op til deres forventninger ikke sandt? Sandheden Matthew.. er at jeg er træt. Jeg kunne bevise dem modsat, men jeg.. orker det ikke. Det er Mattheus’ kamp nu hvor svært det end er at affinde sig med,” erkendte hun med et lidt sørgmodigt blik. Hun hadede at være ubrugelig på den måde! Deres tankegang fulgte tydeligvis hinanden, hvilket morende hende en kende. Hun trak sig over ham og bed sig legesygt i læben. De blonde lokker faldt hurtigt ned omkring hendes ansigt og ned over hans bryst. ”Åh jeg er kvik nok, jeg kan bare godt lide at høre dig sige det,” hviskede hun og skænkede hanshals et blidt kys. ”Så sig det,” opfordrede hun igen og lod langsomt hånden glide ned over hans krop i en glat bevægelse.

[Matthew Igleéias]

Matthew havde meget få skrubler i sit liv, og der var ikke meget, som han ikke kunne finde på at gøre, hvis han ikke fik muligheden for det. Han vendte blikket kort i retningen af hende endnu en gang. Han var en intelligent mand, men at ligge i med sin egen datter.. ja, det var jo bare endnu en kvinde til den ellers ekstremt lange liste. Det var jo lige før, at man kunne spørge sig selv til, hvem han ikke havde været sammen med endnu. ”Der er måske noget om rygtet om mig som en tyr i sengen… Men hvad.. Pigerne kan jo lide det.. om de var mine døtre eller ikke,” sagde han med et kort skuldertræk, for det var jo heller ikke ligefrem en løgn. Han havde jo selv formået at fange hende, også selvom hun måske ikke var klar over at det jo faktisk var hendes far, som hun lå med i øjeblikket, så var det ikke noget, som gjorde den største forskel for hans vedkommende. Han blev liggende ved siden af hende. Træt var hun måske, men det var ikke noget som gjorde den største forskel for ham nu. Den kamp på den kampplads var udkæmpet.. så måtte man finde en ny, og sådan fortsatte det jo, til den dag man gik i graven for alvor. ”Nævne det? Jamen jeg er intelligent.. mere end hvad man kan sige, at folk regner mig for at være.. Strategisk.. Jeg kan vælge og finde mine kampe.. jeg er tilpasningsdygtig, og som så mange siger, har jeg et ekstremt talent til at blande mig i andres sager.. Noget som mange i Dvasias kan bruge, men som de færreste tør,” sagde han endeligt. Han trak vejret dybt. Han var ved at være en kende træt, men da slet ikke nok til at lade sig glide hen til søvnen. ”Kampen for landet er måske Mattheus’ kamp nu.. Gud forbyde den dag han fejler det.. Men der er mange andre kampe, som må udkæmpes,” sagde han roligt, idet hun lagde sig mere over ham. Han lagde sig automatisk om på ryggen. Det her var en udvikling som han kunne lide. Hånden gled let over hendes ben. ”Tror du virkelig, at du kan få selveste Matthew Igleéias til at tigge og bede?” spurgte han morende.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Der var noget om det. Måske Matthew havde været sammen med samtlige kvinder her til lands, men de havde med garanti nydt det.. om det var hans døtre eller ej, hun vidste trods alt ikke at det netop var tilfældet i aften. ”Du er frastødende, ved du godt det?” spurgte hun med en hæs hvisken. Han var tilsyneladende ikke frastødende nok til at hun ville trække sig, desuden kunne det næppe komme bag på ham. De var begge frastødende bare på hver deres måde.
Det lignede hende bestemt ikke at give op på en kamp, men døden havde givet hende hvile.. ro i sind og sjæl som hun aldrig havde haft i sine levende år, hun var for træt til at kæmpe sig vejen ind igen, i sit stille sind ønskede hun at blive begravet på ny, hun ønskede den fred som Enrico havde revet hende ud af, og det ville være løgn hvis hun påstod at hun ikke havde overvejet blot at indtage en gift og så finde ro igen.”DU har sandelig høje tanker om dig selv kæreste.. men jeg er desværee tilbøjelig til at give dig ret, den slags bør som sagt tidligere, ikke gå til spilde,” tilføjede hun roligt. Han var en mand med netop de talenter han havde nævnt, det kunne hun og ville hun ikke benægte. ”Det er der men det er ikke mine,” påpegede hun atter. Guderne måtte vide hvor meget hun gerne ville deltage, men som sagt var hun ikke længere ung og hun orkede ikke at prøve selvom hun nok ville kunne gøre det nemt. Idet hun lagde sig ind over ham, tvang hun ham ligeså tilbage i sengen. De havde ugjort arbejde fra sidste gang, hvilket hun selvfølgelig ikke kunne tillade. ”Det er jeg ret så sikker på at jeg kan,” hviskede hun selvsikkert og tog et fast greb om hans korte lokke, for at tvinge hans hoved bagover med et behersket ryk, blot så hun kunne fortsætte perlerækken af kys ned over hans hals.

[Matthew Igleéias]

Det kunne godt være at Matthew ikke havde de største kvaler ved at gøre noget, men selv han havde endda grænser. Børn var slet ikke noget, som han kunne få sig selv til at røre.. De var uskyldige i alle henseender, og skulle slet ikke have lov til at blive berørt på den måde. Det var end ikke noget, som han ville have! Han trak let på skuldrene. ”Og alligevel, så ligger du her sammen med mig,” påpegede han med en ærlig stemme, idet han let blinkede til hende. Han kunne jo heller ikke lade være! Det var ikke fordi at han som sådan, havde særlig høje tanker om sig selv, for det ville han bestemt ikke mene, at han havde. Han vidste bare hvad han var lavet af, og hvad han kunne tillade sig at sige om sig selv, uden at skulle pynte på facaderne, for det ville han jo heller ikke ligefrem vove at påstå, at han gjorde. Han smilede let for sig selv, inden han lagde sig godt til rette i sengen igen, nu hvor hun havde valgt at tage pladsen over ham. ”Jeg ved hvad jeg kan tillade mig at sige, når jeg ved, at jeg kan stå inde for det, kæreste,” sagde han endeligt. Et sted bar han med sig værdier, som han vidste, kunne vise sig at være brugbare, for dem som kunne se det.. Det kunne hun vel nu, uden at han skulle rende rundt og frygte for sit liv i stedet for? Kampene havde hun tydeligvis opgivet, hvilket selv han måtte anse som en skam. Der var så mange derude, som hun kunne vælge at kæmpe, men tydeligvis nægtet at gøre, og det var slet ikke noget som han brød sig om at se. Han sukkede tungt. ”Det ligner slet ikke den store Jaqia Anglerax, at give op,” påpegede han med en ganske sigende mine. Et sted, så burde hun jo lige så bære sig af hans navn også, selvom han undlod at nævne det. At tigge og bede, var ikke ligefrem noget som han gjorde, og bestemt ikke overfor alle og enhver! Hånden om hans hår, og hovedet som hun tvang bagover, fik ha til at sitre, og specielt da hun fortsatte sine kys. Han lukkede næverne om sengetøjet. De ufærdige ting.. de skulle selvfølgelig laves. ”Give me your best shot..” hviskede han mod hendes øre.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Alle havde vel på sit vis en grænse? Hvor Matthews gik, havde hun endnu ikke knækket men hun glædede sig til at finde den en skønne dag. Det var sjovt som han nærmest var blevet et mysterium som hun var nødt til at udforske, som hun nød at bruge tid på at undersøge på trods af at hun i virkeligheden ikke kunne døje ham. De isblå øjne fandt lindgående hans blik. ”Det er jeg sandelig.. spørg mig ikke hvorfor eller hvordan, end ikke jeg kender svaret på min dumdritighed,” svarede hun i en legende hvisken mod hans ører. Jaqia satte sig til rette i hans skød og lænede sig roligt ind over hans efterhånden varme krop. Det var en underlig… intens følelse at mærke den varme hud mod hendes egen kolde. Hun lod en bleg finger løbe ned over hans kind og fortsætte hen over hans hals i et pirrende, langsomt strøg. ”Så fortæl mig Matthew.. hvilke andre talenter har du?” spurgte hun og strøg ham ned over det faste bryst med neglene glidende hen over den fine hud, dog så blidt så der ikke ville gå hul på den. Til tider var det frustrerende.. hun havde lyst til bare at sætte dem i ham, men det var en kontrol hun ej måtte slippe.
De mange kampe var hårde at kæmpe og hun var for træt og hvad havde hun reelt set at kæmpe for? Hendes bøn havde overtaget, hun kunne ikke længere sidde som førstemand på Dvasias’ trone, og hun var ensom, på trods af et helt slot der stort set alle forgudede hende.. eller frygtede hende, men det var godt og vel det samme. ”Jeg har skam ikke givet op kære, se det som en velfortjent pause,” svarede hun hæst og tvang hans nakke bagover med det faste greb om hans hår. Hun kyssede den tynde hud på halsen, smagte på hans med tungespidsen i ny og næ, når alt kom til alt var hun jo bare et dyr og det at fornemme ham knuge om sengetøjet allerede, gav hende kun mere blod på tanden. ”.. alle de ting jeg kan gøre ved dig, Matthew...” hviskede og bevægede sig roligt videre ned over hans bryst.