Red Snow

[Matthew Igleéias]

Matthew var virkelig lettet over, at have en seng at komme ned at ligge i, da det uden tvivl havde været en nødvendighed, også for hans vedkommende. Når det nu var sagt, så kunne han ikke lade være med at more sig over det faktum, at Jaqia virkelig ikke var i stand til at tage, såvel som at ende hans liv, men det var nu alligevel noget, som faktisk passede ham selv ganske fint. Hun skulle bare vie, hvilken relation der egentlig var mellem dem, selvom det var noget som han for denne omgang, lod forblive usagt, for han ville jo nødigt ende med at ødelægge det hele, for det var slet ikke noget som han ønskede sig på nogen måde i det hele taget! ”Så maden,” sagde han endeligt. Tøjet smed han stort set med det samme, for det var ikke rigtigt fordi at han havde nogen betænkeligheder med det. Han var en mand, som var flot af udseende, og det var jo også det, som han var klar over. Han lagde sig selv roligt ned i sengen igen. ”Og jeg ved, at du kan lide det,” sagde han endeligt, da hun kravlede over ham. Han var ikke bange for hende, og han vidste hvad han fandt sig i. For nu, så var det hvad han ønskede at give den betaling, som han havde lovet hende, så han selv kunne få lov til at få en seng at sove i. Han vendte blikket mod hende. Nyde et bid? Var det noget som man egentlig kunne? Det vidste han ikke, for lige denne form for bid, havde han ikke ligefrem været udsat for. Han lod det hvile i hendes greb.. For en gangs skyld, så valgte han faktisk at stole på hende.. Stole på, at hun ville holde ord. ”Og hvordan…?” Han endte med at tie, da hun bed sig fast. Hans pupiller trak sig sammen, da et suk brød hans læber. Næsten automatisk lukkede han grebet mere om hende og trykkede hende ind mod sin favn. Han krummede tæerne.. Aldrig havde han været udsat for noget lignende! I det store og hele, så kunne han ikke rigtigt have kontrol over noget som helst.. Det hele var så… fantastisk!

[Jaqia Destiny Angleráx]

Det så i den grad ud til at han nød at være plantet i en seng igen, og hun ville glædeligt lade ham få en nat eller to i hendes seng, hvis blot han lod hende nærer af ham, det smagte bare bedre direkte fra kilden end hvis det var blevet hældt på flaske først. Hun satte sig over hans nøgne krop, velvidende o at han ville nyde dette mindst ligeså meget som hun selv. Hun nikkede medgivende.. det virkede langt mere rigtigt med mad, hun var slet ikke typen der havde dates. De blonde lokker strøg hun langs den ene skulder, så de ikke ville komme i vejen for hendes gøren. Hun ville ikke påstå andet end at hun virkelig nød at se på ham, for det gjorde hun. Håndleddet greb hun om med faste hænder før hun bed sig fast og begyndte at drikke. Den varme, velsmagende blod fik hende til at føle sig uhyggeligt.. levende. Hun stønnede hæst og trykkede håndleddet mod munden for at få mest ud af det. Hun gik næsten ud fra at oplevelsen i det hele taget snakkede for sig selv, hun kunne mærke at han nød det, sådan som han trak hende ned til sig og holdt hende tæt på. Hun tog et par mundfulde, før hun tvang sig selv til at slippe ham. Det var ikke noget han ville mærke sig af, og hun kunne nemt have taget mere men hun ønskede ikke at tage for meget. Tungespidsen gled hen over sårerne der lukkede sig. For et øjeblik lå hun stakåndet i hans favn og slikkede resterne væk fra læberne og fra sine tænder. ”Du smager fantastisk,” påpegede hun med en dæmpet hvisken og kyssede blidt hans læber selvom hun overførte en del af blodet fra hendes læber til hans. Hun rettede sig upåvirket op med en let glød i kinderne. ”Det klarede du flot. Hvil du blot,” endte hun stille og lod hånden stryge langs hans kind inden hun steg af ham og trådte væk fra sengen og mod vinduet der afslørede det snedækkede landskab uden for.

[Matthew Igleéias]

Matthew havde det virkelig komfortabelt med at få lov til at ligge i en seng, nu hvor muligheden endelig bød sig, kunne man jo sige. Han ville i hvert fald ikke sige nej, og nu hvor hun havde givet udtryk for, at hun ikke ville ham til livs, så kunne han ikke se hvorfor han ikke skulle give hende bare lidt at spise, nu hvor han også havde frarøvet hende et helt måltid i den anden ende. Bidet havde dog en ganske anden effekt, end det, som han ville sige, at han havde regnet med, og han kunne slet ikke have med den tanke at gøre! Grebet strammede han omkring hende, så hun blev tvunget ned i hans arme at ligge, frem til hun valgte at give slip på ham og.. effekten tog sin ende. Han sukkede dæmpet.. Det var næsten effekten af at være en tæt, som han sad igen med. Hans hjerte hamrede derudaf, og han følte at han var høj… høj på et eller andet, som han aldrig havde oplevet noget lignende af før. Han sukkede dæmpet, inden han slap hende. ”Jeg både ser fantastisk ud.. og smager fantastisk.. Det bliver jo ikke bedre,” sagde han sigende, inden han gled ned i sengen igen. Han følte sig pludselig træt.. men også helt varm og tilfredsstillet, og det i sig selv, var faktisk utrolig ubehageligt i den anden ende. Kysset som hun skænkede hans læber, tog han mere end vel imod, kun for at gengælde det. Han kunne jo heller ikke ligefrem lade være! Han vendte blikket mod hende, idet hun valgte at rejse sig op endnu en gang. Ikke fordi at det var noget som forundrede ham som sådan, men ikke desto mindre, så var han jo nødt til at gøre noget. Han trak let på smilebåndet. ”Betyder det så, at jeg skal rejse mig og finde en anden seng at sove i, eller vil du flygte videre, ligesom du gjorde sidst..?” spurgte han endeligt, idet at han vendte blikket mod hende. Smukt stod hun der i måneskindet, og han kunne virkelig godt lide at se det.. Det var uden tvivl noget, som klædte hende.

[Jaqia Destiny Angleráx]

De fleste forventede en smerte uden lige når de blev bidt af en vampyr eller lignendende, dem som havde prøvet det, kunne berette at følelsen var en ganske anden hvilket Matthew nu ligeså kunne bekræfte. Hun slap ham roligt også selvom hun virkelig nød at være tvunget ind i hans favn på den måde. Hendes eget hjerte slog rytmiske slag mod brystet, det var det eneste tidspunkt hvorpå hun følte sig fuldstændig levende. ”Ikke for mig i hvert fald,” medgav hun med et tilfredst smil idet hun trak sig og lod ham ligge i sengen. Der var ingen grund til at han skulle finde et andet værelse når det mest sikre og komfortable sted var hos hende. For et øjeblik betragtede hun det smukke landskab på den anden side af vinduet. Snefnuggene faldt blot millimeter derfra, men hun kunne ej røre dem for glasset. Månens blege lys stod ind af vinduet og faldt på hendes lettere rødglødet skikkelse, sådan ville det være til blodet var rigtigt optaget i systemet igen. Hun vendte sig mod ham med armene foldet over den fyldige barm. Den lidt kække kommentar fik hende til at trække på smilebåndet.. ikke det sædvanlige følelsesløse og ligegyldige smil, men et lidt mere ægte et, der til gengæld meget hurtigt forsvandt. ”I aften sover du i min seng, og nej jeg har ikke tænkt mig at flygte så lang tid du er tålelig at være i nærheden af, hvilket vil sige når du holder kæft,” svarede hun roligt og lænede sig en smule op af vindueskarmen. Hvorfor var det at han iukke bare kunne finde hvile når hun bad ham om det, frem for at ødelægge deres øjeblikke med ligegyldigt snak? Hun sukkede dæmpet og overvejede hvor vidt hun skulle få bragt en flaske blod til værelset, blot for at tage den sidste sult, hun havde ikke vovet at tage særlig meget fra ham, var hun heldig ville han lade hende få en mundfuld igen senere. ”Som sagt.. hvil,” indbød hun med en undertone af en ordre.

[Matthew Igleéias]

Det hele havde uden tvivl været overvældende for Matthew, da det heller ikke ligefrem var den slags, som man kunne sige, at han havde været meget forberedt på. Nu som det var sagt, så var det næsten bedre end et knald.. Han kunne bestemt også godt lide det faktum, at det ikke altid var ham, som behøvede at gøre det hele for aktens skyld. Han slap hende, da hun valgte at trække sig, også selvom det var med en tydelig sitren i kroppen. Kysset brændt nærmest mod hans læber. Han troede ikke på, at han havde været udsat for noget lignende. Han betragtede sig af hendes skikkelse, som hun stod der og badede i lyset. Også fordi, at det virkelig var kønt.. Hun var jo en smuk kvinde.. Havde alt det gode og det bedste, efter sin kære mor. ”Det… tænkte jeg nok,” endte han næsten saligt. Han endte med at sætte sig op. Sidst de havde tilbragt tiden sammen på denne her måde, så havde hun valgt at tage flugten, så snart hun havde set snittet og muligheden for det. Et sted en næsten skræmmende tanke. At sove i hendes seng ville han ikke have noget imod, men han forventede nærmest, at han ville blive kastet derfra og ind på sit eget, så hun kunne få lov til at ligge der selv. Han valgte endeligt at rejse sig. Selvom hun nærmest beordrede ham til at hvile sig, så var det jo ikke ligefrem noget nyt at han gjorde hvad der passede ham. Lige den del af ham, var og blev som den altid havde været. ”Hvis du tror, at jeg har i sinde at tie stille.. Så tager du i den grad fejl, kæreste,” sagde han endeligt. Han greb om sin ellers ødelagte og slidte bukser og tvang dem på igen, for at fæste dem omkring sit liv, inden han steppede roligt op ved siden af hende. Hans blik gled til hendes skikkelse. Armen gled let omkring hende – kun fordi, at han kunne. ”Læg dig ned, ved siden af mig,” bad han endeligt, idet han roligt vendte blikket mod hende igen. Han var en mand.. Og han vidste helt klart, hvad det var han ville have.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Ligesom hende ville hans sanser nok være skærpet efter et bid, hun kunne næsten fornemme på ham at han om ikke andet var påvirket af det, hvilket et sted glædede hende. Samtidig var hun ikke sikker på han vidste hvad der lå i den slags bid, og hun havde ingen intentioner om at dele det med ham for han ville næppe bryde sig meget om tanken. Jaqia nikkede tavst og blev stående i vinduet. Månen for hende var som solen for ham, det oplyste de mørke nætter og skænkede hende sågar en vis form for varme, sådan følte hun det om ikke andet. Hun betragtede ham roligt glæde sig på, også selvom det næsten var med ærgrelse, han var en flot mand og hun nød at se på ham, særligt når han ikke havde noget på. Tanken fik hende kort til at trække på mundvigen. ”Det frygtede jeg desværre du ville sige,” svarede hun roligt og blev stående. Denne gang ville hun ikke flygte, slet ikke eftersom det var hendes kammer og ønskede hun ikke hans tilstedeværelse, så skulle han nok komme ud på en måde eller en anden. Hun rettede sig roligt op idet han trak hende ind i sin favn. Hendes arme gled mod hans overarme, i første omgang for at skubbe ham væk, men de nåede aldrig længere end til at finde hvile. ”Giv mig én god grund,” opfordrede hun uden videre følelse i blikket. Hun så op på ham, betragtede hans ansigt og de isblå øjne der var ligeså blå som hendes egne, familiens fællestræk var ikke ligefrem svære at spore. Et sted kunne hun godt lide at han så åbenlyst viste hvad han gerne ville have, om hun kunne give ham det uden selv at blive skræmt, vidste hun dog ikke.. han gjorde hende.. feminin. Hun bed tænderne sammen, og forsøgte at fravende sig den tanke med det samme, og inden hun faktisk ville begynde at nyde det en tand for meget!

[Matthew Igleéias]

Effekten af biddet, var ganske vidst ved at gå i sig selv, selvom det stadig var ekstremt overvældende, at det havde sådan en betydning for det hele, for det var så sandelig ikke ligefrem noget, som man kunne sige, at han havde forestillet sig.. tvært imod! Han sukkede dæmpet, inden han alligevel satte sig op. Han var fantastisk, og det sjove var jo, at han til nu, ikke havde mødt en kvinde, som kunne eller ville sige ham imod, og så mene det samtidig, for det kunne de ikke! Roligt rejste han sig op. ”Frygtede det ligefrem? Det er jo bare en sandhed,” påpegede han sigende. Uanset hvordan man ville vende og dreje det, så vidste han at hun havde nydt det ligeså. Hvad grunden var til, at hun kun havde taget sig lidt, var uklart for ham, men hvis hun ej ønskede mere, så var det jo fint nok for ham. Armen som hun lagde mod hans, fik ham roligt til at vende sig mod hende. Han hævede roligt hånden og lagde den mod hendes kind, nu hvor hun selv havde valgt at vende sig i retningen af ham. Han smilede næsten skadefro.. et sted, så vidste han jo, at hun jo nød, hvad han gjorde ved hende.. Det hele havde jo stået tydeligt i hendes blik, allerede sidst de havde stået ansigt til ansigt med hinanden. ”Fordi jeg ved, at du har lyst til det, min kære.. jeg ved, at du nyder at ligge sammen med mig.. Lad mig passe på dig.. og bare for en stund.. Så læg dig ned ved min side,” endte han med en rolig stemme, også fordi, at det jo faktisk var ord, som han kun måtte sige, at han mente. De isblå øjne gled direkte til hendes blik. Familieligheden var virkelig storslået, så det ville egentlig forundre ham, hvis hun ikke havde bidt sig mærke i det noget før, men dog, så passede det ham jo faktisk ganske fint.. alt den tid, som han kunne have sin sjov i, så ville han da heller ikke lade det gå til spilde.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Jaqia havde aldrig været bange for at sige Matthew imod, desværre for hende, lod det dog til at han fandt det mere tiltrækkende end det modsatte, og af en eller anden grund var han frygtelig svær at modstå. ”Jeg havde håbet på at du for en gangs skyld ville spare på din mørke ryst og i stedet bare lægge dig til,” svarede hun sigende og fulgte ham med blikket til han endte ved hende og sneg armen omkring hendes liv. Hænderne hvilede på de faste overarme, hun kunne mærke at han igen havde fået varmen tilbage, hvilket biddet nok dels var skyld i. Det skadefro smil var det som forhindrede hende i at bløde op, hun bevarede det intetsigende blik og så blot ind i de klare, blå øjne uden følelse at sporer, hun ønskede ikke at give ham den tilfredsstillelse. Hun sank en klump og bed tænderne fast sammen da han direkte bad hende om lov til at passe på hende. Hun hævede hånden og strøg ham lokkende under hagen. ”Jeg er en stor pige kæreste, jeg passer på mig selv. Men du har ret.. jeg føler for at ligge i en mands favn i aften så jeg vil tage imod dit tilbud,” svarede hun, tilfreds med sin måde at pakke det virkelige begær ind på. Tanken om en tryg favn at hvile i,var fristende men det skulle blive over hendes lig at erkende hvad hun i virkeligheden havde lyst til. Hun slap ham og sendte ham et køligt smil, inden hun i stedet trådte forbi ham og hen mod den varme seng. Roligt gled hun ned i den bløde madras – uden at klæde sig af, men lagde sig oven på dynen. ”Kommer du?” spurgte hun lettere indgående og løsnede sine blonde lokker fra den stramme fletning der bare ville være i vejen hvis hun først kom ned og ligge. De glatte lokker bredte sig omkring hendes skuldre og gav hende et langt mere mildt udtryk. Først med dem løsnet gled hun helt ned i sengen.

[Matthew Igleéias]

Matthew var en mand, som vidste hvad han ville have, og det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han havde det faktisk fint med at skulle være omkring hende, også fordi at han vidste, at hun ikke kunne finde på noget.. tvært imod! Armen sneg han let omkring hendes liv, nu hvor han havde fundet den oplagte mulighed for netop at gøre dette. ”Min kære.. så kender du mig tilsyneladende slet ikke godt nok,” påpegede han med en ganske sigende mine, også fordi at det faktisk var noget som han mente. Han var ikke den som holdt mund, som han bestemt heller ikke var den mand, som bare ville lade som ingenting, når det kom til dette. Ja, et sted kunne man jo godt sige, at han anmodede om at få lov til at beskytte hende, kun fordi at han kunne, men også fordi ,at han vidste, at hun nok ikke ville lade ham gøre det ellers. Strøget over hans kæbe og hage, fik det til at sitre voldsomt i ham. ”Selv de store og stærke, har brug for at kunne trække sig til tider, min kære.. Nyd en aften, hvor der faktisk er en rigtig mand, til at holde om dig,” sagde han endeligt, idet han så, at hun faktisk.. tog imod hans tilbud og gled ned i sengen, hvor hun lagde sig til rette. Det var bestemt heller ikke fordi, at det var noget som gjorde ham det mindste, da det jo faktisk var noget, som han havde det særdeles fantastisk med i den anden ende. Han smilede let for sig selv, inden han roligt søgte hen til sengen, hvor han krøb og op lagde sig. Selvom det opkvikkende middel, som de havde fået tvunget i ham, var begyndt at indtage sin virkning, så kunne han da sagtens lægge sig der, og med armene om hende. Det var bestemt ikke noget, som han ville have det fjerneste imod i den anden ende. Han lagde sig godt til rette endnu en gang og med armen som let gled omkring hendes slanke talje, inden han rev hende godt med sig ned og lagde dynen over hende i stedet for.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Tgate i betragtning at han burde hade hende, så havde han en mystisk måde at vise det på, så opsøgende og opmærksom han var. Jaqia nød det men samtidig følte hun en vis skepsis, for han måtte have en skjult dagsorden, Matthew kunne ikke kæmpe så hårdt for at opnå hendes opmærksomhed uden en skjult bagtanke, det var dog rart så længe det nu engang ville vare. ”Bebrejd ikke en kvinde for hendes håb,” svarede hun med en ligefrem uskyldig mine, inden hun trak sig og i stedet gled ned i sengen. Jaqia nød hele idéen om lidt beskyttelse for en gangs skyld, selvom hun altid havde været stædig med henblik på sin sikkerhed. Der var ingen som havde fået lov til at passe på hende, ikke engang vagter, så hvorfor skulle hun lade ham gøre det? Hun hævede et slankt øjenbryn og så på ham med et morende smil. ”En rigtig mand? Og hvad får dig til at tro at jeg ikke normaltvis har.. rigtige mænd tila t holde om mig?” spurgte hun og lagde sig ned. Det isblå blik fulgte ham nøje idet han selv trådte hen til sengen og lagde sig ned ved hendes side. Roligt skubbede hun sig ind mod hans skikkelse så hun endte med at ligge i hans favn. Hendes ene hånd gled mod hans nøgne mave under dynen som han havde lagt om dem begge to. Selvom hun lå der var det temmelig stift.. hun var ikke vant til at ligge på den måde, og selvom hun fandt det dejlig komfortabelt, så var det underligt at være er sammen med ham. ”Nu hvil,” bad hun med en dæmpet hvisken i hans øre, og lod fingrene stryge let hen over hans mave, en enkelt gang inden den igen fandt hvile. Det var utroligt at han overhovedet havde fået hende overtalt til dette, og eftersom det var mørkt følte hun ingen træthed, i stedet blev hun bare liggende og så ud af vinduet selvom det eneste hun kunne se var den nedfaldende sne.

[Matthew Igleéias]

Matthew havde skam slet ikke nogen grund til at skulle hade Jaqia.. Jovist havde hun gjort frygtelig meget, for at holde ham på afstand, og holde ham væk fra det, som man i princippet kunne sige var hans, men han var faktisk ligeglad. Efter den sidste aften de havde delt dem imellem, måtte han i sandhed erkende, at han virkelig havde nydt at ligge der med hende.. og han vidste, at hun også havde nydt det på samme måde. ”Ej må du have forventninger til en mand, som han ikke er i stand til at indfri,” påpegede han med en sigende mine, for løgn var det jo trods alt heller ikke. At han så derimod havde fået hende med over i sengen, var noget som faktisk passede ham ganske fint i længden! Han selv lagde sig mere end frivilligt ned i sengen, hvor han lagde sig ned ved siden af hende, kun for at rive hende ind i sine arme. Der skulle selvfølgelig en mand til at beskytte en kvinde som hende.. selvfølgelig skulle der det. Han lod hovedet søge en kende på sned i stedet for, og med det samme lette og kække smil på læben. ”Jeg har ikke set nogen rigtig mand holde om dig.. før nu, min kære,” påpegede han ganske kortfattet. Det var jo heller ikke rigtigt fordi at man kunne sige, at hun var kendt for at mænge sig med det rette, og det var nu den mulighed, som han havde set for sig. Han lagde sig godt til rette, hvor han faktisk slappet af, da hun lå og strøg ham over maven.. Det var uden tvivl med en langt mere kold hånd, end hvad han ellers var vant til, men han havde det fint med det, og det var en fantastisk sitren som han faktisk godt kunne lide. Selvom han måske ikke var træt, så kunne han sagtens ligge der og hvile.. få varmen ordentlig og bare.. ligge der sammen med hende, hvilket var noget, som han faktisk havde det ganske fint med! Han lukkede øjnene.. slappede bare fuldstændig af, mens han gav sig til at stryge hende over ryggen. Han kunne jo lide at ligge der med hende.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Efter alle de gange hvor hun havde forsøgt at slå ham ihjel eller hvor hun havde forsøgt at flå ham og Eniqa fra hinanden, så burde han hade hende. Hun havde aldrig forventet at han så frivilligt skulle forsøge at komme tæt på hende, eller at han overhovedet ville ønske hend e i levende live, men hun var påpasselig med være for naiv, han kunne slå hende ihjel når han fandt tiden rigtig. ”Og her troede jeg du var en rigtig mand,” hviskede hun i hans ører, med en underligt legende undertone. Hvis han virkelig var en rigtig mand, så kunne han vel også indfri en simpel kvindes ønske? Hun lagde sig godt ind til ham under dynen og lod hånden hvile på hans mave. Det føltes godt at ligge der.. for godt, særligt når han strøg hende over ryggen. Første gang bredte der sig en skælven gennem hende, selv på trods af at stoffet forhindrede den direkte kontakt, hvilket sagde lidt om den påvirkning han rent faktisk havde på hende. ”Men så igen.. du har set mig hvad.. én gang på flere måneder?” påpegede hun roligt. Det var klart at han ikke havde set hende med nogen mand, ikke at der havde været nogle, hun fortrak at beskytte sig selv, desuden havde hun haft en underlig.. besættelse af ham siden deres sidste møde, hvilket næsten var skræmmende. Ud af øjenkrogen så hun ham lukke øjnene og i samme øjeblik gled et næsten fredfyldt smil hen over hendes læber, selvom det stort set var væk med det samme, han skulle ikke nå at se det. Hun blev liggende, og slappede lidt mere af jo længere tid der gik uden at katastrofen ramte, På hans hjerte kunne hun høre at han ikke sov, men hun kommenterede det ikke, for han prøvede vel? Et dæmpet suk forlod hende. Af kedsomhed lukkede hun øjnene selvom hun overhovedet ikke var træt, for det første var hun ej vant til at sove og for det andet var det stadig mørkt hvilket var en del af hendes vågne timer.

[Matthew Igleéias]

Det kunne godt være, at Jaqia adskillige gange havde forsøgt at sætte en kæp i hjulet på ham, så var det slet ikke noget, som han tænkte over netop nu. I det store og hele, så var han en mand, som ikke bar nag over de ting, som han vidste, at han ikke kunne gøre noget ved. Eniqa var væk, og han havde med tiden, faktisk accepteret, at det ikke var meningen, at han skulle være sammen med hende. Han smilede let for sig selv. ”Tro mig.. Jeg er en rigtig mand.. Du har bare ikke set det endnu i forhold til alt det mærkværdige noget, som du er vant til at ligge i med,” sagde han med en ganske sandfærdig mine, for det var jo heller ikke fordi, at det var nogen løgn Historier og rygter gik jo langt, og nu hvor han kun havde forsøgt at holde varmen på måder, som nu havde været – netop ved at vandre omkring, så havde han faktisk opfanget rigtig mange af dem. Han trak vejret dybt og fortsatte de rolige strøg over hendes ryg, for han kunne godt lide at give det til hende, som han også kunne mærke, at hun kunne lide at tage imod det, hvilket kun gjorde det hele mange gange bedre for hans vedkommende. De isblå øjne gled mod hendes skikkelse. ”En gang i flere måneder, er måske det eneste, som jeg har set til dig, men gør det nogen forskel af den grund? Jeg ved hvad du fortjener, Jaqia.. Og jeg ved, hvad du vælger at nøjes med,” afsluttede han med en kun kortfattet stemme, inden han lagde sig til. Helt træt var heller ikke ligefrem noget, som man kunne sige, at han var, men han kunne slappe af.. forhåbentlig få lidt søvn, også selvom det var mod det opkvikkende, som hun nu havde skænket ham! Han smilede let for sig selv. Han kunne jo heller ikke ligefrem lade være, nu hvor muligheden for det, faktisk var der! ”Hvor længe vil du have mig her, Jaqia?” spurgte han endeligt, idet han tvang øjnene op igen. Nu hvor kroppen var varm, kunne han slappe af for alvor.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Det var utroligt så tilgivende Matthew var, Jaqia var en kende imponeret af det også selvom hun ikke bragte det vider eop. Deres forhold var et underligt et af slagsen, hvilket hun bare havde affundet sig med og om ikke andet så var han god i sengen. Hvad der næsten undrede hende mest, var hvor meget han faktisk bekræftede hende med ord og med berøring, og det virkede.. hun hadede det men det virkede, det tog en byrde af hendes skuldre som hun havde båret på i årevis og som var vokset i takt med hendes ensomhed. ”Alt det mærkværdige jeg normalvis lægger med? Jamen kære Matthew, hvem tror du da ellers har besudlet min seng?” spurgte hun med en falsk undertone af fornærmelse. Nathaniel og Enrico var nok de eneste i lange tider.. der havde været Pharrell men han kom og forsvandt som det lystede ham og hun havde mistet tilliden til ham, desuden havde han ikke ligefrem været samme vilddyr i sengen som han havde æret ellers. Idet han rettede blikket mod hende, lod hun sit eget falde i hans. ”Du får mig næsten til at lyde som noget.. værdigfuldt. Mange havde været dybt uenige med dig. Men du har ret. Jeg må nøjes med dig,” hviskede hun drilsk og kyssede hans hage. Den opkvikkende eliksir havde tilsyneladende gjort sit job også selvom hun ikke ønskede at afholde ham fra hvilen. ”Er du urolig for at jeg smider dig ud?” spurgte hun lidt kækt og lod hånden glide til hans bryst med et lettere mystisk smil. ”Du kan være ganske rolig, for min skyld kan du blive så længe du ønsker. Kald mig sentimental, men at se Matthew Igleéias miste livet til vinteren er ikke værdigt nok, end ikke i mine øjne,” svarede hun sandfærdigt. Det var ikke hende som havde hast med at få ham ud, det var rart at ligge på den måde og om det var klogt eller ej så nød hun virkelig at høre hans ord.

[Matthew Igleéias]

Matthew så ikke nogen grund til at være vred eller noget lignende, når det kom til Jaqia. Det var ikke meningen at han skulle være sammen med Eniqa, ellers havde de overlevet det begge to, ellers havde hun ventet på at han kom retur, og det havde jo ikke ligefrem været tilfældet. Han vendte blikket ganske roligt i retningen af hende endnu en gang. Selv vidste han jo hvad rygtet sagde om hende.. Noget som faktisk passede perfekt ind i den familie, som hun jo faktisk kom fra, for han var jo heller ikke ligefrem meget bedre selv. Han smilede let for sig selv endnu en gang. ”Jeg dømmer jo kun ud fra, hvad rygtet siger, og hvad jeg kan se,” sagde han med en rolig stemme. Uanset om man ville det eller ikke, så var hun jo et sted værdifuld. Sådan som hun fremstillede det som et spørgsmål, så var det også tydeligt for ham, at det ikke var ord, som hun var vant til at høre. ”Hvorfor skulle du da ikke være værdifuld? For landet fremstår du jo som kongens moder.. og for mange en kvinde med en værdighed og stædighed.. Noget som jeg selv især finder meget tiltalende,” sagde han med en ganske kortfattet og bestemt tone. Han vendte blikket mod hende. Hvor længe, han faktisk skulle have lov til at blive liggende der, vidste han jo trods alt ikke. Det var ikke ligefrem fordi at han havde lyst til at rende rundt derude igennem den sidste del af vinterens kulde, for man sagde jo trods alt også, at det var den, som var den værste, og det var virkelig ikke noget, som han kunne have med at gøre. Hendes ord derimod, var noget som fik ham til at smile ganske tilfredst. Selveste Mathew Igleéias skulle ikke miste livet til vinteren? Se, det var noget som han godt kunne lide, for det fik jo selv ham, til at føle sig ekstra værdsat, og det var selv sådan noget, som man tydeligt kunne sige, at han manglede i løbet af en dag. ”Jeg kan da godt vænne mig til at blive liggende her i din seng, kæreste.. Pas på med hvad du byder mig,” påpegede han tydeligt med en morende stemme. Strøgene stoppede dog ikke over hendes ryg. Han kunne godt lide at tildele hende det.