Red Snow

[Jaqia Destiny Angleráx]

Mørket var faldet på. Den kolde vinter havde for alvor ramt landet med isnende kulde og hvide snefnug der dalede fra den åbne himmel mere eller mindre dagen lang. Den nøgne skov, stod med sine mørke stammer uden et blad at spotte i miles omkreds. Der var ikke mange dyr tilbage, mange måte lade livet i løbet af disse tider og det var et problem som vampyrerne, Jaqia deriblandt. Hun havde haft brug for luft fra slottet. Det var længe siden hun havde givet efter for sine mere dyriske sider, så netop i aften så hun faktisk frem til at have en dag bare med sig selv. De lange, blonde lokker var bundet op i en stram fletning. Hendes beklædning afslørede som sædvanlig en del bar hud omkirng maven og skuldrene, sneen dalede ned på hendes bare arme og smeltede ikke med det samme. Kulden følte hun skam, bare ikke som mange andre ville føle den. Hun stod bag ved et gammelt egetræ, trykket op af stammen. Sneen gjorde jagten kompliceret men hun nød det. Mod alle forventninger havde hun på vejen opfanget en duft af noget menneskeligt, hvilket fristede langt mere end et stakkels kræ! Hun stod lydløst og lyttede til mandens skridt, ganske sikker på at han ikke havde spottet hende endnu. Hun slikkede sig sultent om hendes rosenrøde læber og ventede på at han kom nærmere… hans duft var lækker, det var en mand med en stærk aura, og det var ikke Enricos, det havde ellers ikke været utænkeligt på disse kanter. Det krævede sin tålmodighed at blive stående i mørkets skygger skjult bag det store træ, når hun nærmest ikke kunne vente med at sætte tænderne i hans møre kød, hun måtte blot være sikker på at han ikke ville smutte fra hende, på denne tid og i dette vejr, så ville hun næppe finde noget mennekeligt igen. Idet han skygge endelig viste sig i sneen for hendes fødder, kunne hun ikke lade være med at smile tilfredst for sig selv. Hun trådte ej frem men greb ud efter hans håndled, for i stedet at trække ham ind til sig, så hun endte bag ham med grebet lukket om ham. ”Det lader sandelig til at jeg har heldet med mig i aften,” hviskede hun lokkende i hans ører og lod tungespidsen glide drillende hen over hans hud.

[Matthew Igleéias]

Uden mål og mening, fortsatte Matthew den evige vandring igennem Dvasias. Hvad han egentlig skulle give sig til, havde han ikke nogen anelse om hvad pokker han skulle give sig til, og efter hans aften sammen med Jaqia, selvom hun temmelig hurtigt havde forladt værelset på kroen.. Det havde efterladt ham med rigtig mange tanker siden, og det var noget som han virkelig var irriteret over! Den gamle slidte kappe, som han gik rundt med, trak han tæt om sig. Han havde jo mistet absolut alt.. Og det som han havde haft til sidst, var jo i Procias, også selvom det sikkert var gået mindst lige så meget til grunde som alt det andet som han havde haft og ejet igennem sit liv. Alt var jo mistet.. Og han gik jo hvileløst rundt, uden egentlig nogen mening, eller uden noget mål. Skoven havde nu altid et af de steder, som han altid havde nydt at tilbringe tiden i, og dette var ikke noget undtag.. Han sukkede indædt. Hvad han egentlig skulle forvente af dette, vidste han ikke.. Han havde ikke nogen steder at søge hen, han havde ikke noget som helst, at klamre sig til længere og det var et sted uhyggeligt, at han kunne falde sådan, men det var nu bare sådan at det var.
Hvad der egentlig ventede derude i skyggerne, bed han sig ikke rigtigt fast i, da han endnu en gang færdes rundt omkring i sin egen verden. Han var ved at være godt kold, og det var det, som han bed sig mærke i, som det stærkeste lige nu, hvis han endelig selv skulle sige det. Han blev dog kraftigt og voldsomt revet ud af sine tanker, da han mærkede armene omkring sin egen krop, hvilket fik ham til at stivne med det samme. Den lette hvisken mod hans øre, od det kolde gys gå direkte ned igennem hans krop. Stemmen genkendte han dog allerede med det samme, hvilket næsten fik ham til at slappe af, og med det smørrede smil, som gled direkte over hans læber. ”Vi kan da heller ikke blive ved, med at mødes på denne her måde, Jaqia.. Du kan jo ikke holde snitterne fra mig..” Igen forsøgte han at rive sig fri af hendes greb, for han brød sig faktisk ikke om det.. Han brød sig slet ikke om, at hun skulle komme alt for tæt på ham, og da slet ikke, når det var sådan her!

[Jaqia Destiny Angleráx]

Jaqia holdt stramt omkring den kolde skikkelse og trak ham tæt ind mod sin krop. Hun kunne mærke hans hjerte pumpe, høre hvordan blodet flød i hans årer selvom han var kold og hele processen tydeligt sløvet, alligevel det det som lokkende toner i hendes ører.. hun sukkede dæmpet og indåndede hans søde duft som var… uhyggeligt velkendt. Et lille smil spillede om hendes blodrøde læber, tænk sig at de skulle rende ind i hinanden på denne måde. Ja sidste gang havde hun ganske vidst ikke kunnet komme hurtigt nok væk, men han havde fanget hende på sengekanten, nu stod hun atter i den dominerende og bestemmende position, hvilket gjorde dette møde så langt mere… behageligt. ”Matthew.. du forstår dig sandelig på at ødelægge en kvindes aften,” hvislede hun endnu lokkende i hans ører. Selvom han kæmpede imod gav hun ikke slip på ham, men tvang ham tæt ind til sig. ”Men meget vel, jeg æder dig ikke.. på trods af at det er fristende,” endte hun med et næsten dramatisk suk. Lidt legende endte hun med at nappe ham i ørerflippen. Noget omkring ham var uimodståeligt og noget omkring ham var direkte forkasteligt, hun forstod ikke hvorfor hun følte sig draget af ham og samtidig kunne afsky en mand så meget. ”.. og så alligevel. Nu hvor du snyder mig for et måltid jeg faktisk havde glædet mig til, så kunne jeg jo tage en lille.. smagsprøve,” fortsatte hun morende og kyssede hans blege, kolde hals. Pulsen dunkede mod hendes læber, sendte en bølge af varme og længsel gennem hende, det var længe siden hun havde næret af noget levende. Hun blottede hugtænderne og lod den ene spids skære en overfladisk flænge på hans hals, så en lille strøm af blod flød ud. Med et enkelt strøg fra tungespidsen fangede hun dråberne og maste dem mod ganen. ”Mhmm.. lækkert,” konkluderede hun og slap en kold latter inden hun til sidst gav slip på ham. Mand havde kun den sjov man selv lavede, men hun havde under ingen omstændigheder tænkt sig at spise ham, det ar han alligevel stadig for meget værd til.

[Matthew Igleéias]

Matthew var ved at være kold. Han havde ligesom valget der hed, at falde om, blive spist af dyrene og så glide i glemmebogen, frem for at melde sig i Den Mørke Cirkel, og så blive slået ihjel for øjnene af alle der, for det vidste han, at han ville blive, og det var han ikke ligefrem interesseret i. Det stramme greb, kunne han slet ikke komme ud af, og det i sig selv, var virkelig en frustrerende følelse! Det var næsten tankevækkende hvor svækket han egentlig var, også selvom han i denne omgang, faktisk havde tøj på kroppen, så han havde da lidt, at kunne finde og holde varmen i, hvilket også var noget, som passede ham ganske udmærket! Han bed tænderne sammen. Stemmen genkendte han jo stort set med det samme; Det var Jaqia. ”Sjovt, som du kan blusse op i min,” påpegede han ganske sigende. Som hun legede med øreflippen, og stadig nægtet at give slip på ham, så var det med en sitren, som han sjældent havde oplevet noget af tidligere. Han lukkede øjnene kort, som var det i et forsøg på at falde mere til ro med omstændighederne, da han var klar over, at hun ikke var ude på at tage hans liv.. Det kunne hun ikke få sig selv til, og det vidste han. Ganske underholdende faktisk. ”Du har nu aldrig været i stand til at tage mit liv.. Og det kommer du aldrig nogensinde til.” Han stivnede let, da hun legede ved hans hals, og faktisk lavede en lille flænge, så hun havde muligheden, for at få noget at spise. Han lod hende dog.. han kunne ikke rigtigt få sig selv til at gøre andet, hvis han nu endelig skulle sige det. Han sukkede dæmpet.. Hun formåede alligevel at sætte de tanker i ham. Som hun gav slip, rejste han sig hurtigt op og vendte sig direkte mod hende. Han kneb øjnene fast og let sammen. ”Du kan jo heller ikke holde fingrene fra mig,” påpegede han sigende, inden han rettede på sit tøj, som var intet sket. Han var en hjemløs mand, uden arbejde, uden ære og uden noget som helst.. han hadede ganske vidst selv den tanke, men han forsøgte da at lade som ingenting. Det var da mindre pinligt end det andet.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Det var på sit vis imponerende at Matthew overlevcede i denne kulde, han var trods alt kun menneskelig, dog et af de få stærke af slagsen. Den mørke cirkel ville næppe være til større hjælp for hans vedkommende, så det var ikke svært at forestille sig hvordan han havde vandret meningsløst rundt i skoven. Hun slap ham og trådte et skridt tilbage for i stedet at lade de kolde blå øjne falde på hans skikkelse. Den mand formåede virkelig at ødelægge enhver morskab! ”Nogle er heldigere end andre tilsyneladende,” svarede hun ligegyldigt. Matthew morede sig allerede betragteligt mere end hun selv. Armene foldede hun roligt over brystet og lænede sig tilbage mod den tykke stamme, hvis ru bark borede sig ind i hendes ryg. Hun hævede et øjenbryn og nikkede sigende. ”Jeg har endnu ikke slået dig ihjel nej og jeg nærer ej heller intentioner om det.. på stående fod vel og mærke, end ikke du bør vide dig for sikker,” påpegede hun sandfærdigt. Hvis han virkelig krydsede en forkert grænse, så ville hun skille sig af med ham såvel som hun havde gjort med alle andre der var kommet hende i vejen. Hun slikkede de spidse tænder og fangede de sidste dråber af hans blod som de havde fanget. ”Det er svært at lade noget så.. delikat være i fred,” erkendte hun med en morende undertone. Han smagte godt, havde hun kunnet, så havde hun taget mere end bare en smagsprøve på ham, det var helt sikker. Der var ingen dyr i miles omkreds, de fleste var frosset ihjel eller havde søgt skjul, så jagt ville der næppe blive meget af. ”Kunne jeg friste med en byttehandel? Du giver middag og jeg giver husly?” endte hun spørgende og lettere uinteresseret. Han ville næppe give hende lov til at nærer af ham, men idéen var sjov, og uden tvivl forsøget værd, desuden lignede han en der kunne bruge lidt varme ikke at hun bebrejdede ham, desværre var han ikke nær så heldigt stillet som hun selv var.

[Matthew Igleéias]

For Matthew var det en kamp, at komme igennem vinteren. Det var koldt, den var mørk, og han havde jo ikke rigtigt nogen steder at søge hen, og det var ham virkelig en frustration, at han ikke kunne gøre noget som helst, for han havde mistet alt det som han havde haft tilbage dengang. Han morede sig virkelig, og det lagde han slet ikke nogen skjul på i det hele taget. ”I aften, må jeg vel sige, at jeg er den heldige af os,” sagde han med en tydeligt morende stemme. Ja, han var iskold efterhånden, og det var noget som automatisk kørte ham træt.. Ja, et sted så regnede han vel heller ikke ligefrem med, at det her, skulle vise sig, at være en vinter, som han ville komme igennem? De var kolde og de var lange her i landet, og når man ikke havde nogen steder at søge hen, for skjul, ly og varme, og bare tanken om en seng at sove i… det var fantastisk! Hovedet lod han søge på sned, da han vendte sig mod hende. ”Tror du jeg er bange for dig, Jaqia? Du har haft alverdens med muligheder allerede til at gøre det her ved mig.. og du har endnu ikke gjort det.. Jeg tror det er den manglende frygt for dig.. der for dig til at frygte for mig,” påpegede han endeligt. Det var noget, som han faktisk stod fuldkommen fast på. Han kneb øjnene let sammen. Det kunne godt være, at det var en smag, som hun havde nydt utrolig godt af, og det var skam ikke fordi, at han havde i sinde at skulle skænke hende noget som helst. ”Jeg er delikat.. Altså.. Jeg er jo mig, ikke?” påpegede han med en tydelig kæk stemme, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Hendes tilbud derimod, var noget som meget hurtigt fangede hans interesse og opmærksomhed, hvor han blev stående og stirrede på hende. Et måltid for husly? Ja, hvis han skulle være helt ærlig, så vidste han jo allerede på forhånd at han havde brug for at komme indenfor og… livet var vel heller ikke noget værd, hvis man ikke løb en risiko fra tid til anden? ”Meget vel,” svarede han kort for hovedet, inden han rev op i den lasede skjorte og blottede håndleddet, som han endeligt valgte at holde ud mod hende.

[Jaqia Destiny Angleráx]

På trods af at Matthew var en stærk mand, så ville han umuligt komme igennem en hel vinter. Det var en ynkelig måde at dø på, Jaqia kunne næsten ikke få over sig blot at se på det, for skulle han endelig afgå ved døden på ny, så burde det i det mindste være med lidt stil. Hun nikkede medgivende og strakte sine fingre så hun kunne betragte sine negle. ”Heldet kan trods alt ikke være med mig hver gang,” svarede hun ligegyldigt og trak på skuldrene. Hendes blege hud var iskold, men hun følte det ikke ubehageligt som han nok gjorde, til gengæld så havde hun ikke lyst til at tilbringe tiden med ham i den kolde sne, hvor han nærmest ikke kunne hænge sammen, hvor var morskaben i det? Hvis ikke den allerede var forsvundet, så gjorde den det ved hans filosofiske tale. Hun himlede med øjnene og sendte ham et lettere irriteret bli. Det var netop den slags ord der havde fået hende til at trække sig fra sengen sidst uden at fuldfører hvad de havde været på vej til, men han havde ramt hendes kvindelighed, hvilket hun ikke ville give lov til. ”Sagen er den, Matthew.. at du endnu ikke har formået at pisse mig nok af, til at give mig lysten til at tage livet af dig. Jeg ville råde dig til ikke at prøve på det. Desuden frygter jeg dig ikke,” påpegede hun sandfærdigt. Det hun frygtede var de ting han satte i hende både af tanker og følelser, hun frygtede at han kunne give hende følelsen af at være en kvinde. Den kække kommentar kommenterede hun ikke, men trak i stedet kort på smilebåndet. Han var i sandhed delikat og hun var ikke meget for at skulle misse chancen for at smage mere på ham, ikke at hun forventede at han nogensinde ville lade hende nære på ham. Derofr var det selvsagt en lille overraskelse at han gik med til det uden videre. Det morende glimt fandt igen vej til hendes blik. Hun rettede sig op og trådte roligt mod ham idet han holdt håndleddet frem. ”Så travlt du har kæreste.. jeg foretrækker min mad serveret ganske specielt, så før os til slottet først,” hviskede hun beordrende i hans ører. Hun var spændt på hvor længe han kunne klare mosten.

[Matthew Igleéias]

Man kunne ikke være heldig hver gang, så langt var de da i det mindste enig, kunne man jo sige. Når det nu var sagt, så var det slet ikke fordi, at Matthew ønskede at bruge tiden på det her.. Han gik egentlig kun rundt for at holde varmen.. Det ville være den sikre død for ham, at skulle søge til Den Mørke Cirkel, for de ville tage hans liv så snart at han ville vise sig, og lige i øjeblikket, havde han intet at forsvare sig med. Det var måske grusomt nok at tænke på, men det var jo tanker som han så fint kunne gøre sig, af den grund. Han vendte blikket direkte mod hende endnu en gang. ”For en gangs skyld, kan den få lov til at være lidt med mig,” endte han ganske kortfattet. Han vidste at hun frygtede ham.. Eller noget ved ham, men det var jo så derimod det, som han ikke lige havde fundet ud af endnu, kunne man jo sige, og det irriterede ham faktisk. Han lod hovedet søge let på sned endnu en gang. ”Du er bange for noget ved mig, Jaqia.. Jeg er ikke dum, uanset hvor meget jeg bliver fremstillet som det. Du kunne tage mit liv.. og slippe for at tænke mere på mig i fremtiden.. Og tro mig.. Jeg vil ej forlade dine tanker,” påpegede han med en ganske kortfattet mine. Han var jo trods alt hendes far, som han var hendes søns bedstefar, og ville han, så kunne han jo faktisk stemme op på slottet, og gøre krav på tronen, uden at man egentlig kunne gøre noget som helst ved det. At det overraskede hende så meget, at han faktisk rakte håndleddet ud mod hende, forundrede ham så på sit vis slet ikke. Han kneb øjnene let sammen. På det led, ville hun sagtens kunne tage hans liv, hvis det var det som hun ville, men vinteren ville tage hans liv selv før eller siden. Han var gennemkold i forvejen, og han var træt.. Han havde virkelig ikke meget tilbage, men det lille som han havde, var han jo nødt til at bruge. Som hun kom ham i møde, og alligevel levede op til sine ord, glædede ham dog. At hun så ville have ham med til slottet, var nok det, som faktisk forundrede ham mest. ”Og du vælger ganske frivilligt, at lægge liden til mig, og faktisk stole på, at jeg vil bringe dig derop..?” Han kneb øjnene let sammen. Skulle han stole på hende?

[Jaqia Destiny Angleráx]

Matthew havde ikke ligefrem haft heldet med sig på det sidste, ligesom hun ikke havde det, men for en gangs skyld lod han til at få mere ud af dette end hun selv, og tanken irriterede hende en kende for hun havde virkelig glædet sig til smagen af den søde blod direkte fra åren. Hun sukkede tavst og lod fingrespidserne glide hen over barken inden hun rettede sig en smule op. ”Ikke at jeg er sikker på at fortjener det,” tilføjede hun med ligegyldig tone og fejede en del af sneen væk med sin nøgne fod. Ham i sig selv, frygtede hun ikke, desværre havde han jo nok opfanget sidste gang, at han havde formået at ryste hendes grund en smule, for normalt forlod hun ikke stedet på den måde som hun havde gjort. ”Du kunne ligeså have taget mit liv for lang tid siden, Matthew, jeg har ingen grund til at frygte dig. Desuden… jeg slår ikke ihjel for morskab længere, tro det eller ej, men hvis jeg en dag ville flå struben ud af dig, som jeg har været så fristet til før, så ville du næppe hjemsøge mine tanker længe,” svarede hun og lagde hovedet på sned. Det bånd der var mellem dem forstod hun sig endnu ikke på, et sted håbede hun aldrig på at komme til det. Fingrene lukkede sig roligt om hans håndled, og hun førte den langsomt ned langs hans side, for at understrege at hun ikke havde planer om at spise bare sådan uden videre. Hans skepsis morede hende dog lidt. Hun slap en melodisk og dog underlig kold latter som fyldte natten. ”Jeg lovede dig husly gjorde jeg ikke? Jeg er en kvinde af ord Matthew, og jeg synes vi skal tage det i mere… passende omgivelser,” påpegede hun roligt. Af en eller anden grund stolede hun på at han ligeså ville holde sit ord og fører hende til slottet, uanset hvad så kunne det nok ikke blive mere farligt end skoven, så hvorfor pokker skulle hun have betænkeligheder.? ”Havde du da planer om at snyde mig?” spurgte hun direkte og kneb øjnene let sammen uden at slippe ham det mindste.

[Matthew Igleéias]

Matthew havde stort set aldrig noget held i sprøjten, kunne man sige, men for en gangs skyld, så kunne han få lov til at more sig bare en smule, og det var noget som han uden tvivl ville fortsætte med at gøre! Han vendte blikket direkte mod hendes skikkelse endnu en gang. ”Fortjener? Jeg synes efterhånden det er på tide, at jeg har solen lidt i ryggen,” påpegede han med en ganske sigende mine. Han havde rystet hendes grund sidst.. Det vidste han, og det var noget som han så tydeligt kunne mærke på hende, også i dette øjeblik. Han havde gjort noget ved hende, også selvom han måske ikke selv havde forståelsen for hvad det egentlig var. Han var hendes far.. en tanke, som han endnu ikke havde delt med hende, for det var slet ikke noget, som han havde set grunden til, også fordi at han heller ikke ønskede at ødelægge noget. Han ville ikke ses på som en trussel mod tronen, for han var i princippet slet ikke interesseret i den! Han ville bare gerne have et stille og roligt liv.. Noget at lave.. en mening med det hele, og det kunne man jo heller ikke ligefrem sige, at han havde. ”Du slår måske ikke ihjel for morskab, men jeg ved, Jaqia.. Jeg ved, at der skete noget den aften.. Du er ikke den som stikker halen mellem benene og stikker af.. Du nød det.. Og sikkert mere end hvad du vil tør indrømme overfor mig,” påpegede han med en ganske sigende og kortfattet mine, for det var der jo heller ikke rigtigt nogen grund til i den anden ende.
Grebet omkring hans håndled gjorde ham nu intet, også selvom hun føles.. varm at være omkring. Hvilket kun måtte betyde, at han virkelig var ved at være godt kold! Han kneb øjnene fast sammen og stirrede på hende med den samme ganske kortfattede og intense mine, for det gad han altså slet ikke! ”Jeg troede ikke du var typen der bragte daten med hjem,” påpegede han med en ganske sigende mine. Han stolede skam på hendes ord.. Det var tilsyneladende noget, som gik lidt igen i familien, kunne man jo sige, så det var faktisk ikke noget som gjorde ham noget. Han trådte det sidste skridt hen til hende og slog armen om hendes talje. ”Hold fast,” endte han kortfattet, inden han forsvandt fra stedet og søgte med hende tilbage til Castle of Darkness…

… Det første som mødte dem, da de endelig nåede frem til slottet, var den store slotshave. Det var der Matthew gik mere eller mindre tom for energi, kunne man sige. Han slap hende, idet hans egne ben gav efter. Hans krop rystede og skælvede. Det kostede ham virkelig al den energi, som han havde gået og sparet på, men hvis det betød en seng at sove i.. så fred være med det!

[Jaqia Destiny Angleráx]

”Ironisk ordvalg,” påpegede hun roligt men kommenterede det ikke yderligere. Hans held var hendes uheld, og egoistisk som hun var, så ønskede hun selvfølgelig ikke at opgive sit eget ehld til fordel for ham, men måske hun ville overleve en enkelt aften. Hun bed tænderne en anelse sammen ved hans ord, men virkede ellers komplet uanfægtet, der var heller ikke nogen grund til at give ham yderligere mistanke. Ganske rigtigt havde hun været desperat efter at forlade ham sidste gang, for han havde tvunget hende i en kvindelig rolle, og det nægtede hun at påtage sig, særligt overfor en mand som ham! ”Du spillede ikke efter mine regler og jeg er en dårlig taber går jeg du fra,” svarede hun tonløst. Det var til dels sandt, han havde opfundet sine egne regler og det skræmte hende hvor meget hun nød det. ”Jeg er ikke bange for at erkende hvor meget jeg nød det Matthew, du har nogle utrolige evner med dine fingre.. og tunge,” tilføjede hun med et intenst glimt i øjet og et selvtilfredst smil, for løgn var det heller ikke. Roligt trak hun sig tættere på ham, så deres kroppe mødtes og hun kunne kysse hans kind. ”Du er en ikke en date men min aftensmad kære, så du har ganske ret,” hviskede hun i hans ører og lod den frie hånd hæves så hun kunne stryge ham drilsk under hagen med pegefingeren. Hånden faldt igen slapt ned langs siden, så han havde mulighed for at trække hende ind til sig. Hun kommenterede ikke hans ord, men lod sig blot fører med væk fra skoven på få øjeblikke.

.. som havde hun prøvet det millioner af gange før, så stod Jaqia elegant på benene idet de nåede slottet også selvom Matthew endte med at falde om. Hun sendte ham et nedladende og opgivende blik. Der ville ikke komme meget morskab ud af ham, før han havde fået noget opkvikkende. Hun vendte sig mod en vagt, der hurtigt tog hintet og kom dem i møde. ”Jeg ønsker denne mand tilberedt i min seng. I ved hvordan, og giv ham denne,” bad hun og rakte vagten en eliksir. Han nikkede og bukkede for hende som tegn på at han havde forstået og gjorde som besked givet mens Jaqia blot strøg inden for.

[Matthew Igleéias]

Matthew vidste udmærket godt, at Jaqia havde været påvirket af hvad der var sket sidst de havde stået ansigt til ansigt, og skulle han være helt ærlig, så var det jo selv en aften, som han havde tænkt rigtig meget over igennem den sidste tid. Ja, generelt tænkte han faktisk rigtig meget over tingene, for han havde jo ikke rigtigt noget andet at give sig til. En dårlig taber? Det var vidst noget, som man kunne sige, måtte ligge til familien et eller andet sted, og selvom det ikke var noget som gjorde ham noget, så var det noget som naturligvis kun gjorde det hele langt sjovere i længden. ”Kæreste Jaqia.. Jeg kender dig, og visse ting, ligger bare som de gør.. Du vil uanset aldrig kunne komme til at glemme mig.. og det bånd, som jeg ved, at vi har til hinanden..” endte han med en fast tone. Det var ikke fordi, at det var noget som stod til diskussion. Det var ikke første gang, at han havde sat børn til verden, og ikke var i stand til at være der for dem.. Han havde jo været en del af Jaqias liv dengang hun havde været helt lille, og så var det jo bare.. gået lidt i sig selv. Han trak tilfredst på smilebåndet. ”Du har kun set en lille brøkdel af, hvad jeg er i stand til at gøre,” påpegede han med en ganske sigende mine. Han kunne meget mere, end hvad han havde vist hende, men blot valgt at give hende en lille smagsprøve på det, også fordi, at han følte, at det var fortjent, i stedet for alt det andet. Daten skulle med hjem.. Ikke at det gjorde ham det mindste, for tanken om at få en seng at ligge i, var noget som faktisk passede ham helt fint, og så måtte han jo løbe risikoen. ”Hvis det er det du forsøger at overbevise dig selv om..” endte han kortfattet i det øjeblik, de faktisk forsvandt.

At komme frem til slottet, var ikke lige set på den måde, som Matthew brød sig om. Han havde ikke nogen energi, og den som han havde, havde han brugt på transporten hertil. Det gjorde ondt.. Det gjorde virkelig ondt at tænke på. Han bed tænderne kraftigt sammen, og vendte blikket frem for sig, idet han gjorde et forsøg på at rejse sig op. Vagten som om dem i møde, var ikke ligefrem en, som han ønskede at have noget med. Han blev samlet op og bragt med indenfor i stedet for. Temmelig brutalt faktisk. ”Slip mig..!” endte han med en bestemt og mere fast tone. Vagten ignorerede ham og bragte ham til Jaqias kammer. Næsten med det samme, blev han placeret på sengen, hvor eliksiren blev tvunget i ham. Han sukkede dæmpet og lagde sig i sengen.. Han lod sig mere eller mindre.. falde direkte ned i den!

[Jaqia Destiny Angleráx]

Om hun ville være ved det eller ej, så havde Jaqia mere end en gang husket tilbage på den aften.. normalt drømte hun ikke, men flere nætter i træk havde den aften afspillet sig som en scene om og om igen, og hun havde drømt om alle de ting hun ønskede at gøre med og ved ham, men det var aldrig blevet til noget yderligere, for det skræmte hende at han havde den kontrol over hende. Hans ord fik hende igen til at le. Det bånd der var mellem dem? Der var intet bånd imellem dem! ”Gør det nu ikke til mere end hvad det er,” svarede hun og rystede morende på hovedet. Nej der var intet mellem dem andet end den ene gode aften de havde tilbragt sammen, som var blevet ødelagt af hans evige mission om at gøre hende til en kvinde, andre før ham havde forsøgt og de lå alle begravet, hvilket hun mente var værd at huske på. ”Det er hvad du er for mig,” svarede hun koldt før hun overlod ham til vagterne og i stedet tog en anden vej gennem slottet. Mattheus skulle ikke få nys om at hun sov sammen med selveste Matthew Igleéias, det var pinligt nok at hun faktisk havde lyst til det. For vagterne skyld håbede hun at de gjorde som sagt og huskede at give ham eliksiren, ellers ville han være væk inden hun overhovedet nåede sit kammer. Med en intetsigende mine strøg hun op til sit kapper og slog den tunge dør op. Synet af Matthew på sengen fik hende til at fryde sig en kende. ”Se det er det jeg kalder gourmet,” kommenterede hun og skubbede døren i med foden og et legende glimt. Hun glædede sig til at nærer af ham, de fleste regnede med smerte, men der fandtes to bid. Det der var ment til at være smertefuldt og et mere forsigtigt der kunne være det stikmodsatte. ”Der mangler dog en ting… klæd dig af. Jeg fortrækker min mad uden.. meningsløst stof,” påpegede hun med en kluklatter.

[Matthew Igleéias]

Matthew og Jaqia havde dem imellem et kraftigere bånd, end det som hun måske lige gik og troede, og det var jo heller ikke fordi, at det var noget, som han havde tænkt sig at dele med hende bare sådan uden videre. Også fordi at han vidste, at det ville ødelægge alt det som de havde delt til nu, for han have jo nydt at give hende det, og uanset hvordan man vendte eller drejede den, så kunne han ikke se på hende, som sin datter, for sådan kendte han hende jo trods alt heller ikke, så det havde uden tvivl rigtig meget med sagerne at gøre. At hun så trådte ind på værelset og så ham ligge der på sengen, var nu heller ikke noget, som han havde noget imod. Han havde måske fået noget mere kvikkende, end det som han havde haft til nu, men det ville jo stadig tage tid for ham at vågne ordentlig, og han var jo trods alt heller ikke helt væk. ”Og se.. Daten er på soveværelset,” påpegede han sigende. Hvorfor hun ikke selv havde bragt ham derop, men at der skulle en vagt til det, var noget som han i princippet var ligeglad, for tanken og fornemmelsen af, at ligge der i en seng, var virkelig fantastisk, at han slet ikke kunne huske, at han havde været udsat for noget lignende før! Tungen strøg han let over sine læber og himlede med øjnene. Hun vidste lige hvordan man skulle ødelægge det hele. At hun derimod ville have, at han skulle klæde sig af, så han ville ligge der i ingenting i stedet for, forundrede ham så til gengæld heller ikke. Han var en mand, som selv var flot af sin alder og han var en mand, som kunne være stolt af den krop, som han var i besiddelse af. Han satte sig endeligt op, også selvom det var så voldsomt imod ham, for han ønskede virkelig at blive liggende. ”Du ønsker at se på mig, mens du nærer af mig? Indrøm det.. Du kan lide hvad du ser..” Han valgte at knipse, hvilket næsten fik tøjet til at springe af hans krop og glide over gulvet og lagde sig i en mindre dynge. Det var jo ikke fordi at det var noget at råbe hurra for. Han lagde sig igen ned i sengen igen. Han nød virkelig af fornemmelsen, at have en seng at ligge i! Han rakte armen ud mod hende. ”Som betaling..” sagde han endeligt.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Jaqia havde ikke den fjerneste idé om hvilket bånd der i virkeligheden lå mellem dem og mistanken havde ej heller været der. Matthew og hende var blodsbeslægtet, så deres fælles karaktertræk var trods alt heller ikke mistænkelige. Hun trådte ind på værelset og fik hurtigt øje på hans skikkelse i sengen. Det ville tage nogle minutter før eliksiren ville begynde at virke. ”Maden,” rettede hun sigende. Han var bestemt ikke en date, hun ville aldrig gå ud med hm, men aftensmad var langt mere fristende. Døren bag hende gled i. Hun trådte nogle langsomme men dog selvsikre skridt hen til sengen og lænede sig op af sengestolpen. Med et frydende glimt i øjet ved hans reaktion over at hun bad ham klæde sig af. Hun fortrak sin mad serveret uden ligegyldige stoffer til et forhindre hende i at bide de helt rigtige steder. Han havde lovet hende middagen som hun havde lovet ham husly, og nu ville hun meget gerne have sin del af aftalen opfyldt. ”Jeg har aldrig fornægtet at jeg synes du er en flot mand,” påpegede hun bare og betragtede ham klæde sig af på mindre end sekunder. Magi havde visse fordele. De blå øjne gled ned over hans nu nøgne skikkelse. Hun blottede sine tænder og slikkede sig om de rosenrøde læber, han var ulideligt fristende som han lå der. Hun nikkede anerkendende og kravlede op over ham og lod tungespidsen løbe hen over hans kolde, salte hud. ”Slap af og nyd det,” hviskede hun lokkende og lod den spidse tand lave endnu en flænge hen over hans bryst, så hun kunne slikke striben af blod ved. Hun sukkede hæst og tog imod hans håndled, som hun langsomt førte til sine læber, stadig siddende over ham. Duften sad i næsen, hun kunne mærke hans hjerte slå de kraftige slag, hvilket alt sammen lokkede hende til at tage fat. Som havde han været lavet af smør, gled tænderne ned i hans kød og hun hægtede sig fast med et støn. Blodet løb over hendes tunge fyldte hende med varme og behag hun kun oplevede ved at nærer sig eller ved intimt sammenvær.