Dead or alive...? Part 2

[Sephiran Acheron]

Sephiran dukkede op i ankomsthallen med Tiyanna liggende for sine fødder, da hun ikke gjorde den største modstand imod ham når hun lå med en kniv i brystet, et virkelig uheldigt og dødeligt sted, men stadig med stor chance for at hun kunne overleve, når han havde Myia til at heale hende. Han skubbede sig op at stå på benene og løftede hende med magi så han ikke kom til at rykke med kniven i hendes bryst og fik hende svævet med ovenpå og ind på hans værelse. Denne gang blev hun dog slet ikke sat ved væggen, men derimod så lagde han hende faktisk i lagenerne på hans seng, på den side han normalvis ikke sov på. Han sagde ikke et ord, for han ville redde hende, men kun fordi hun ikke skulle dø uden, at han ligesom var den, som tog initiativet til det og dette var ikke en del af hans plan! Han kneb øjnene fast sammen mod hende og lod hende ligge i den stillig hun gjorde, for han turde faktisk ikke rykke på hende i frygt for hvad kniven ville gøre mere af skade. "Bliv liggende," hvislede han til hende. Han trådte hen til sin dør, som han åbnede igen, da den var gledet i efter han var gået ind med Tiyanna. Han tog en dyb vejrtrækning og sukkede dæmpet for sig selv, da han trådte ud på gangen. "Myia?!" kaldte han. Hans stemme bar et præg af frustration og let frygt, hvor han bare håbede hun gad komme hurtigt, for han skulle have helet Tiyanna, ingen tvivl om det. Han fnøs for sig selv og trak sin kappe af, som han lod svæve hen på en knage ved hans kommode, inden han selv bakkede ind på sit værelse igen. Han så mod Tiyanna, lettere tænksomt og foldede hænderne over lænden. Han forstod ikke sin egen handling; han skulle bare have ladet hende dø, men det tillod han ikke.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna kunne ikke gøre noget, som mindede om modstand i den tilstand, som hun nu lå i. Såret blødte, og hver eneste gang, hun skulle trække vejret, skar det igennem krop og sind med en gevaldig smerte, at det næsten føles ulideligt! At hun endnu en gang skulle være tilbage i hans hjem, forundrede hende nu egentlig ikke. Hun skulle vel endnu en gang have lov til at pryde hans væg? Han ville se hende tage sit sidste åndedrag.. Det var den tanke som egentlig kun slog hende. Hun gispede svagt, som hun lå der på det kolde gulv, inden hun igen blev hævet. Hun kunne jo stort set ikke bevæge sig ellers, og det var med en sitren, for det var ubehageligt bare at svæve foran ham! Øjnene lukkede hun kort i, inden hun blev bragt til hans værelse, hvilket kun øgede frygten for, at hun igen skulle dekorere den kolde væg, som hun havde gjort før.. Grotesk behandling i hendes øjne! Det var dog ikke den kolde væg hun mødte, men derimod en.. fantastisk blød seng.. Noget som hun ikke havde ligget i, igennem rigtig mange år. Øjnene tvang hun op og vendte mod ham. ”H-hvad er det du… du g-…” Hun tav igen og bed tænderne kraftigt sammen. Det at bevæge sig, gjorde forbandet ondt! At han så hvislede af hende, gjorde hende et sted sur, for hun var forvirret nok i forvejen, og hun hadede at skulle ligge der for fødderne af ham, og han bare kunne gøre hvad der passede ham! At han forlod værelset for at tilkalde Myia, fik hende kun til at himle med øjnene. Hans kære engel.. hun kunne så sandelig godt huske hende!

Myia havde været irriteret stort set siden Sephiran havde valgt at genåbne bordellet under de rette omstændigheder. Hun vidste, at han nu havde fundet en der, som han holdt utrolig kær og hun følte sig lidt.. tilsidesat. Det havde jo trods alt været hendes rolle alene igennem de sidste mange år. Hun sad i øjeblikket og stirrede ind i pejsen nede i pejsestuen, også fordi, at hun egentlig ikke havde alverdens at lave længere. Jovist nød hun tiden sammen med Samuel, når han havde værdsat bordellet og hans nye kæledække så højt, som han havde, og det havde virkelig været rart, men det var bare ikke alt! Hun hørte godt, at hun blev tilkaldt, hvilket fik hende til at reagere med det samme. Hun hastede ud af pejsestuen og op ovenpå. ”De kaldte, Herre..?” endte hun ydmygt. Frygten for ham, var langt mindre nu, end den havde været efter den behandling, som hun havde været udsat for, men stadig lå det der.. Aldrig havde hun oplevet noget lignende.

[Sephiran Acheron]

Sephiran var nu meget tilfreds med, at Tiyanna ikke gjorde den største modstand for nu, for hvis hun prøvede på det, så ville hendes sår jo sikkert kun blive værre. Han kunne høre på hende, at hendes vejrtrækning var besværet og at hun havde ondt, det kunne han se på hendes ansigt og kropssprog, for det sitrede helt ud i hende. Han havde selv en stram mine, for han kunne slet ikke smile lige i øjeblikket. Nok troede hun, at han ville slå hende ihjel, men det var slet ikke det, som det gik ud på. Hun skulle ikke dø, når han ikke selv have placeret kniven i hendes bryst og han ville da heller aldrig bruge en kniv! Han kneb øjnene sammen og så mod hende, da hun tvang øjnene op, men han bad hende bare blive liggende i stedet. Det kunne irritere hende nok så meget, men hvis hun ville leve, så måtte hun da for pokker jo lystre ham for en gangs skyld.
Han gik let rundt i en cirkel for sig selv, afventende til at Myia skulle komme herop. Hun havde været ret irriteret på det seneste, ligesom om hun faktisk også undgik ham lidt, hvilket irriterede ham. Efterhånden så var han jo meget mere hjemme igen, selvom han i starten efter genåbningen af bordellet havde været meget ude. Han tog kun tilbage til bordellet på bestemte aftener for at få oplært Mystique, for den unge pige var uden tvivl meget interessant for ham. Så naiv og så uvidende, at hun var som en klump ler mellem hans hænder, så kunne han jo præge hende lige som han ville! Han drejede let rundt på hælen, da Myia dukkede op og han så roligt på hende. Der var noget andet over hans ansigt end normalt, for han var faktisk lidt bekymret for Tiyanna, selvom det slet ikke var noget han sagde højt. "Min lille engel," sagde han blidt. Han trådte hen og strøg hendes kind. Han havde måske forsømt hende lidt i det hele? Det skulle han nok få rettet op på om ikke andet. Han smilede skævt og lænede sig hen til hende, hvor han hviskede i hendes øre så Tiyanna ikke hørte det: "Vær venlig at få kniven ud af Tiyannas bryst og hel hende, så hun overlever," beordrede han blidt og rettede sig op. Han trådte til side og lod Myia klare sin magi. Han holdt hånden op og lagde en dvælende besværgelse over Tiyanna, så hun ikke kæmpede imod og hun følte sig træt og dvask.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna havde det bestemt ikke særlig godt. Hun var svimmel, det hele var sløret for hendes blik, og det fik hende alligevel til at slappe af, at skulle ligge i en seng igen, for det have hun ikke gjort igennem rigtig mange år nu. Hun sukkede tungt, også selvom hun virkelig forsøgte at holde sig ved livet. Hun var nu alligevel stadig af den opfattelse, at han nok ville slå hende ihjel, når han var færdig med at lege med hende, for det her, var bestemt ikke nogen retfærdig leg i hendes øjne! Hun klemte øjnene let sammen. At Miya skulle komme og hjælpe hende, var hun bestemt ikke meget for, for den engel var da bare så hjernevasket som intet andet! Hun vendte blikket let væk fra dem, som en afvisning.. Det eneste, som hun kunne gøre brug af i denne stund, og det var noget som virkelig måtte irritere hende! Han svarede hende ikke.. Han gjorde ikke noget, og han stod der bare, hvilket stressede hende, for kunne han ikke bare få det overstået, i stedet for at lade hende ligge der og trække tiden ud?!
Miya kom hastende Sephiran i møde, også selvom det var tydeligt for hende, at der var noget galt. Han havde tilbragt mange tider på bordellet, og hun vidste, at han havde fået en kvinde i hus der.. Som han tilsyneladende brugte meget tid på, selvom det ikke ligefrem var den tanke, som hun brød sig om, så måtte hun jo bare bide det voldsomt i sig i stedet for alt det andet. Strøget mod hendes kind, fik hende til at smile. Hun følte sig forsømt, selvom han ikke havde den form for betydning for hende, som hun vidste, at hun ej heller, havde den for ham.. Så havde hun jo altid været hans lille yndling af den grund, men det følte hun jo heller ikke rigtigt mere. Ordren lød som en hvisken mod hendes øre, også selvom smilet falmet. Det lignede ham slet ikke, at skulle redde en kvinde på den måde, og en som Tiyanna, som faktisk havde gjort ham ondt? Hun nikkede blot og trak sig væk fra ham. ”J-javel.. Herre..” sagde hun endeligt. Hun trådte hen til Tiyanna, som sendte hende et træt, men dog advarende blik. Ikke noget, som hun tog sig videre af i denne omgang. Hun tog varsomt fat om kniven, som hun roligt fjernede i takt med at hun healede såret indefra. Han ville have hende til at overleve? Fint! Så var det hvad han skulle få! Kniven fjernede hun langsomt, selvom hun vidste, at det var en meget smertefuld proces. Tiyanna lå fuldkommen stiv og med kraftige gisp, men for træt til at gøre modstand. Hun fjernede kniven og lagde den fra sig, og lukkede såret, inden hun vendte sig mod Sephiran igen. ”Andet jeg kan gøre for Dem, Herre?” spurgte hun dæmpet. Hun var skuffet.. men forsøgte at skjule det.

[Sephiran Acheron]

Sephiran forstod udmærket, at Tiyanna ikke havde det særlig godt. Hun havde jo ikke engang kræfter til at svare ham imod, så om ikke andet, så var det jo kun tydeligt for ham, at hun havde ondt. Men snart ville hun få det bedre, for selvom stikket og såret var besværligt nu, var det jo slet ikke noget svært for Myia, for med hendes magi, så forstod hun jo lige at gøre det rette og snart, ville Tiyanna havde det som om, hun aldrig havde haft en kniv i brystet. Han blev stående, for han kunne godt huske hvordan Tiyanna havde været imod Myia og sikkert stadig var det, men hvis hun ville overleve, så var det jo den mulighed de ligesom havde! Han ville ikke lade hende dø... han havde brug for at finde ud af den modstand som Tiyanna gav ham og hvorfor det gav ham de mærkelige tanker, som det gjorde, for det kunne han slet ikke sætte finger på. Han kneb øjnene kort sammen indtil Myia kom frem, hvor han sendte hende et roligt blik. Hun var hans yndling, ingen tvivl om det... selvom Mystique dog også var meget tæt på, for begge havde klart krav på hans mærkværdige måde at holde af. Den måde, han manipulerede med dem han omgik, med et kaldenavn der var som en belønning og med en så 'god' behandling, at de jo lystrede hans mindste vink. Han tog en rolig vejrtrækning, for nok havde han tilbragt meget tid på bordellet, men nu havde han jo faktisk også Tiyanna at skulle se til om ikke andet, så han fik da kun mere og mere om sig han skulle bruge sin tid på. Men det var nok godt nok, for så havde han da masser at give sig til og der var ikke chancer for, at han ødelagde noget. Han nikkede tilfredst til hendes ord og så blot til, som Myia fik helet Tiyanna, hvor han sendte hende et tilfredst blik. Han kunne fornemme der var noget over hende, men var ikke helt sikker på hvad det lige betød på nuværende tidspunkt. Han vinkede hende hen til sig. "Du har været meget god, min lille engel," sagde han og strøg igen hendes kind og hage med en bevægelse, der klart var en del af belønningen for, at hun gjorde det godt. Han holdt hånden frem mod hende, hvor en lille pengepung dukkede op i hans hånd og han rakte den mod hende. "Jeg synes du skal gå til skrædderen og få syet en fin kjole, min lille engel," endte han til hende og lod hende tage pengepungen. "Det var alt for nu," sagde han med et stille nik, inden han lod hende gå ud af døren.
Da hun var gået, gled døren i efter hende og gik i lås. Han trådte hen imod Tiyanna og stillede sig ved sengekanten, hvor han roligt lagde hovedet på skrå. Hun ville stadig være træt, men alt smerte og det hele ville være væk, som hun aldrig havde haft kniven i brystet. Kniven Myia havde lagt på bordet tog han og lod forsvinde, for den skulle Tiyanna ikke have adgang til. "Velkommen tilbage," endte han med et kynisk og hemmelighedsfuldt smil, hvor han let trak på mundvigen.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Myia kiggede på Sephiran med en rolig mine. Selv gengældte hun ikke det glimt i hans øje, for det havde ikke rigtigt været der siden hun havde fundet ud af, at han tilbragte tiden på Bordellet, og omkring en anden kvinde, som også havde fået en ganske særlig betydning for ham. Ja, det kunne godt være, at hun var hjernevasket, men det gjorde ondt et sted.. Hun blev behandlet godt, og nu frygtede hun virkelig, at det var noget, som ville vende, og det var slet ikke noget, som hun ønskede sig i det hele taget. At vide, at hun havde været god, var noget som hun naturligvis var rigtig glad for, men ikke desto mindre, så var det jo bare sådan at det måtte være. At han forsøgte at gøre hende glad igen, ved at købe hende med gaver, var ikke ligefrem noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende. Hun vendte blikket mod ham. En engel alene i Dvasias? Det var da ikke noget som hun skulle udsættes for! ”Jeg takker rigtig mange gange, Herre.. Men måske De skulle overveje at skænke Deres nye mystikke denne prægtige gave, end en engel, som ej kan bevæge sig udenfor alene i mørkets land..” Hun nejede for ham, da han bad hende om at gå, hvor hun tog pungen med sig og gik.
Tiyanna blev liggende i sengen. Hun var træt . Ingen tvivl om det. Hun lagde hånden stille mod hendes bryst, hvor kniven havde siddet, selvom der intet var at mærke, og det var noget som et sted forundrede hende en hel del. Hun hadede at være den svage! Hun vendte blikket direkte mod Sephiran denne gang i stedet for. Hun trak vejret dybt. Denne gang helt.. frit, hvilket uden tvivl var utrolig befriende for hende! ”Og hvad vil du så gøre..? Dolke mig selv, og lade mig dø der?” spurgte hun kortfattet. Selv havde hu ingen intentioner om at sige ’tak for hjælpen’ til ham, for det følte hun slet ikke var fortjent på nogen måde i det hele taget! Hun havde mistet det som hun havde kæmpet for, og hun havde mistet sin søn.. Det var uden tvivl det, som faktisk vægtes mest og tungest ved hende, og var en byrde, som hun virkelig forsøgte at slippe igen. Tårerne meldte sig i hendes øjne. ”Så få det overstået..!” vrissede hun, inden hun vendte blikket væk fra ham. Han skulle slet ikke have den fornøjelse!

[Sephiran Acheron]

Sephiran så godt på Myia, at hun jo faktisk havde en irritabel mine på og det lignede hende da slet ikke. Hvilke tanker hun gjorde sig, det vidste han dog umiddelbart ikke. Han havde ganske vist ikke været ligeså meget hjemme, men han var jo blevet bedre nu hvor bordellet var kommet op at køre ordentligt igen, hvor den ligesom fik sig et godt liv igen. Han trak vejret dybt og roligt, mens han faktisk kort fik tankerne ind på, hvorfor hun mon egentligt var så irriteret? Han forstod det ikke, sådan som kvindelige væsner kunne blive fornærmede over små ting; der var en grund til, at han så sig selv meget højere hævet end kvindelige væsner. Han kneb øjnene sammen ved hendes nærmest spydige kommentar, inden hun nejede og gik. Han tænkte bragende over hvad han skulle svare efter hende på vejen ud og kom kun på en selv halvspydig kommentar tilbage: "Jeg havde nu også tænkt mig, at gå med dig til skrædderen." Det andet gad han da ikke, for hun skulle da ikke tro hun havde ret til at blive sur på ham, bare fordi han nu havde fået lidt travlt med noget andet end hende. Kvindelige væsner var så underlige på det punkt, for var hun virkelig jaloux på Mystique? En pige, hun kun havde hørt om? Han rystede det af sig, inden han vendte sig over til Tiyanna. Hun blev da i det mindste liggende i sengen, men han var klar til at lade lænker gribe hende hvis hun begyndte på noget. Han smilede sit velkendte smil, da hun spurgte ind til om han selv ville dolke hende, for det var da morsomt hun troede det. "Er det det, du tror? Ja det er selvfølgelig også en stor mulighed. Jeg ville ikke lade dig dø, uden jeg selv førte kniven," endte han til hende. Han rynkede dog panden, da hun nærmest fik tårer i øjnene, for det var da noget han slet ikke forstod, hvad mon der var sket? Han fnøs let og puffede lidt til hende, hvor han selv satte sig på sengenkanten ved hende. Han lod hånden gribe fat om hendes kæber og vendte hendes blik mod sig i stedet. "Jeg har helt... andre planer med dig, kære," sagde han med et hemmelighedsfuldt smil. Det var en tanke han havde fået af bordellet... når han nu havde sin politik omkring, at han ikke ville være sammen med nogle på bordellet når han var chefen, så måtte han finde en anden at lege med. Og Tiyanna havde straks strejfet hans tanker, for han havde jo sulten set på hendes krop og den dukkede op i hans drømme endnu sammen med hende, for hun plagede ham. Han slap hendes kæber og strøg flygtigt hånden over hendes kind. "Fortæl mig så... Hvad er sket, siden du lå med en kniv i brystet? Og få mig ikke til at bruge magi for at fremtvinge svaret," afsluttede han.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Man skulle være blind, dum og døv, for ikke at se, at denne engel var jaloux eller misundelig over et eller andet, og hvad dette mystik var for noget, vidste hun ikke, og det var hun uden tvivl fuldstændig ligeglad med. Hun blev liggende i sengen, også fordi at hun vidste, at hun ikke rigtigt havde andet alternativ. Kniven havde siddet temmelig farligt, og havde tømt hende godt for energi, hvilket hun slet ikke kunne lide, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun trak vejret dybt og vendte blikket væk fra ham. Nu hvor hun lå der, kunne hun ligge og tænke over det skete, og igen var det synet af hendes dræbte søn, som plagede hende, og det gjorde ikke ligefrem sagerne meget bedre for hendes vedkommende. Han skulle bestemt ikke have lov til at se hende græde! Ikke på vilkår! At han satte sig på sengekanten ved siden af hende, gjorde det ikke ligefrem bedre. ”Ja, ikke? Hvorfor trække pinen ud, hvis du bare kan få det overstået med det samme..?” At han tog fat i hende og tvang hendes blik mod sig, tvang hende også til at kigge på ham. Hun kneb øjnene fast sammen, også selvom hun valgte at blive liggende. Hun havde jo ikke noget at forsvare sig med, og det var bestemt heller ikke særlig behageligt for hendes del! At han spurgte ind til hvad der var sket, gjorde ikke ligefrem tingene nemmere for hende, for hun havde slet ikke lyst til at snakke om det, og han vidste jo udmærket godt. Hånden over hendes kind, nød hun for et kort øjeblik, inden hun trak hovedet væk fra ham, for han skulle slet ikke have lov til at røre hende på den måde! ”Du så det vel med dine egne øjne, eller er du for dum til at lægge to og to sammen?” endte hun mere sammenbidt og kortfattet. Hun havde slet ikke lyst til at snakke om det som havde kostet hende den eneste søn hun havde, og det eneste, som hun egentlig havde at leve for, og det var noget som faktisk gjorde ondt på hende.. Lige der var hun jo faktisk… menneskelig.

[Sephiran Acheron]

Sephiran kunne godt gennemskue, at det var noget misundelse som Myia gik rundt med, men det var da slet ikke noget han kunne tage sig af. Der var jo ikke grund til at være irriteret over, at han havde Mystique. Han havde ganske vist ikke givet Myia den nødvendige opmærksomhed, som han plejede, men hun måtte jo lære at passe sig selv lidt også, nu hvor han havde mere travlt med bordellet, selvom han dog allerede var ved at nedsætte arbejdstiden, for han havde andre vigtige ting. Han morede sig en smule over, at hun bare kiggede væk og ikke rigtigt forsvarede sig ellers, men hun havde jo heller ikke rigtigt noget forsvar. Han trak vejret roligt og gled ned at sidde på sengekanten, for han ville klart irritere hende ved at komme tæt på. Han havde jo selv set hendes blikke på ham, da han havde siddet nøgen i hendes telt, så derfor skulle han jo bare have lokket hende. Han havde jo lyst til hende, selvom det virkelig var en tanke, der måtte irritere ham. Men hun plagede også hans tanker i andre baner, hvilket han slet ikke forstod sig på. "Jeg har ikke tænkt mig at slå dig ihjel... ikke lige nu i hvert fald," endte han sagte til hende, som om det aldrig havde været på tale, at han ønskede at slå hende ihjel. Hun var for dyrebar. Nu vidste han jo også, at hun var af kongeligt blod og det gjorde hende jo kun så langt mere spændende som noget kunne være. Han så hende fast ind i øjnene og så godt på hende, at hun kunne lide det, selvom hun trak hovedet væk også. Han satte hånden ned i sengen på tværs af hende ud for hendes hofte, så han sad lænet ind over hende, for han sad også cirka omkring hendes hofte. Han løftede et bryn og rystede let på hovedet til hende, for han havde faktisk ikke set det. "Jeg så ikke det hele... Jeg red en stor bue udenom, da jeg nærmede mig... Men jeg kan regne ud, at det var dem, som du var i krig med? Du tabte jo tilsyneladende..." sagde han blot lige ud af posen til hende, for han gad ikke pakke det ind bare fordi hun var lidt ekstra sårbar lige et øjeblik. "Men... Dine tårer. Du har mistet noget udover din stolthed... Kniven kan ikke give dig de tårer. Så hvem?" endte han fast og krævende for et svar.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna havde ikke noget at forsvare sig med, og hun havde slet ikke energien til det i øjeblikket. At hun var af kongelig æt, var slet ikke noget, som hun tænkte yderligere over mere, for det var bestemt heller ikke noget som hun var stolt af på nogen måde, og det var en tanke som faktisk gjorde hende hidsig. Hun hadede virkelig at føle sig svag på denne her måde! At det jo så var noget, som han kunne fryde sig ved, var ikke ligefrem noget som gjorde det nemmere for hendes vedkommende. At han havde gjort sig tanken at skulle ende hendes liv, forundrede hende ikke. Ikke efter den behandling som hun havde udsat ham for, også selvom hun var klar over, at han havde nydt det.. Og sikkert mere end det som han følte, at han burde, så gjorde det jo ikke ligefrem nogen forskel for hendes vedkommende. ”Hvorfor ikke bare få det overstået?” spurgte hun kortfattet. At trække det sådan ud, var ikke ligefrem noget som gjorde sagerne meget bedre for hendes del, for hun havde det skidt nok som det var i forvejen. At han lænede sig over hende, låste hende nærmest fast i sengen. Hun vendte blikket direkte væk fra ham, for hun havde slet ikke lyst til at han skulle se hende på den måde, men derimod huske hende for at være den, som havde fået skovlen under ham. ”Vi var ikke blevet advaret! Vi har slået dem hver eneste gang til nu, skal du så vide..” Hun vendte blikket mod ham. At han havde bidt sig fast i hendes tåre, brød hun sig slet ikke om, for hun ville slet ikke have, at han skulle se den menneskelige side af hende, go da slet ikke på denne her måde. At skulle snakke om tabet af hendes egen søn, ville hun slet ikke gøre med ham, for han ville bare håne hende endnu mere for det, og det ønskede hun da slet ikke på nogen måde i det hele taget! Bare måden han sagde det på, var mere end nok til at gøre hende direkte tosset. ”Hvad kommer det dig ved..” Hun forsøgte at sætte sig op, ved at skubbe ham til side, selvom han var i vejen, så forsøgte hun alligevel. Hun ville slet ikke have ham i nærheden af sig, og da slet ikke ny!

[Sephiran Acheron]

Sephiran kunne godt lide, at Tiyanna var forsvarsløs. Helon var her ikke mere, han var flygtet fra ham, da hun havde taget ham med sig til Imandra, og han havde efter sin hjemkomst, slået den mand ihjel. Ingen slap godt fra at trodse ham! Han så mod hende, for han kunne mærke på hende, at han allerede kom under huden på hende. Han så indgående på hende, for hun var faktisk smuk i hans øjne på en måde, han ikke engang selv forstod; det var måske en del af grunden til at hun plagede ham. Men det meste af grunden til det var klart hendes væremåde, det modspil hun gav ham og det faktum, at hun havde fået skovlen under ham. Hun hadede at være svag, men sådan måtte det jo være, det var i hvert fald bedst, at hun var den svageste og ikke ham. "Det er jo ikke sjovt," svarede han sigende til hende med et smil til følge. Han trak det ikke ud, for faktisk planlage han ikke længere, at hun skulle dø. Der var nogle helt andre planer med hende. Han vidste dog ikke helt, hvordan han skulle få hende med på det, men det måtte han jo finde ud af. Han kneb øjnene let i da hun så væk, men derfor låste han hende lidt fast i stedet for ved at sætte sig som han gjorde. "Nå? Men så kom det beskidte arbejde da fra mine hænder, de fik vist lejret ryddet," sagde han med et skævt smil på sine læber. Han var jo kommet for at brænde stedet ned og tage hende med, men det havde han jo slet ikke behøvet om ikke andet. Han mødte hendes blik, selvom han tydeligt kunne fornemme, at hun ikke ville snakke om det. Det var sårbart på hende åbenbart. "Jeg vil da gerne vide, hvad der plager dig," svarede han til hende og faktisk nærmest med en sandhed over sig, for han var da pokkers nysgerrige over hvad der kunne få hende til at græde; han troede hun var anderledes end det. Han fnøs og rykkede sig lidt tilbage på sengen, samt rettede sig op og fjernede hånden fra sengen, så hun kunne sætte sig op. Han blev dog siddende på sengekanten, hvor hun nu var kommet tættere på hans ansigt da hun sad op. Han smilede sit eget velkendte smil og lod en arm falde omkring hendes talje, hvor han trak hende lidt mod sig, så deres ansigter var tættere. "Du kommer til at være her... rigtig længe denne gang," sagde han til hende med en lavmælt tone til hende, nærmest som en blød hvisken, der dog var tydelig for hende at høre.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna havde slet ikke nogle intentioner om at blive liggende her meget længere, for Sephiran prikkede til hende, på en måde, som han slet ikke burde, og det var en tanke som faktisk gjorde hende direkte vred et eller andet sted, og det var slet ikke noget, som hun kunne have med at gøre i det hele taget! Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst. Hun havde fået skovlen under ham den ene gang, men det havde ikke været nemt. Det havde krævet list, og det havde krævet opfindsomhed – Noget som hun vidste, at hun havde, og det havde jo virket! ”Død er vel bare en leg for dig, er det ikke?” endte hun med en kortfattet stemme. At han satte sig på den måde, låste hende lidt fast i sengen, selvom det ikke altid var noget som gjorde sagerne meget bedre af den grund. Hans ord gjorde hende direkte hidsig, hvor hun satte sig op. ”Den dag jeg kommer ud herfra, så skal jeg nok brænde dit hjem til grunden! Med alle de væsner der befinder sig her!” endte hun med en fast tone. Hun var bestemt ikke bange for at sige ham imod, og det ville han nok snart finde ud af, for han kunne gøre hvad han ville med hende nu, og det ville intet ændre for hende! Hun var knust.. knust over tabet af hendes eneste søn, og det eneste, som hun egentlig havde haft et ansvar for, og det var mistet for altid nu! ”Du vil kun bruge det mod mig.. Jeg er ikke dum, Sephiran.. Jeg kan gennemskue din slags..” nærmest hvislede hun. At han tog fat om hende og omkring hendes talje, så de endte fuldstændig tætte, var noget som automatisk satte i gang i en kraftig hjertebanken mod hendes bryst. Det var lang tid siden, at hun havde været nogen så tætte som dette, og et sted, så var det næsten ubehageligt, og så alligevel ikke.. Det var forvirrende for hende. Hun havde slet ikke nogen intentioner om at fortælle ham noget som helst! Det gjorde ondt.. bare at tænke på! At han ikke havde nogen intentioner om at slippe hende, var næsten det værste.. Hun vidste jo ikke hvor længe hun kunne bide den slags i sig! Hånden endte halvvejs mod hans bryst og overarm i en halvvejs afvisning. Hun ville ikke have det! ”Slip mig…!” endte hun bestemt. Hun ville ikke tæt på ham!

[Sephiran Acheron]

Sephiran vidste, at han ville få en kamp med Tiyanna, men han søgte den jo også af hende. Hun var et modspil han slet ikke var vant til og derfor blev han også nødt til at opleve den og forstå den, for det andet var klart frustrerende. Hun ramte noget i ham, som han slet ikke var vant til og som hun slet ikke burde, men han kunne jo ikke gøre noget ved det. Hun plagede ham om natten i hans drømme, i hans tanker om dagen. Hendes ord fik ham til at trække på skuldrene. "Jo, det er det vel," endte han kortfattet. Han så på hendes ansigt, for hun var køn og tiltrækkende på en anden måde, end alle han havde lagt i med førhen af de rene nærmest dyriske lyster. Hans ansatte på bordellet gav ham lyster, men ikke for dem selv, der tænkte han også på hende og den tanke var klart frustrerende. Men hun havde en anderledes krop end mange andre kvinder, hun var hårdfør, fast og trænet på en måde, som han faktisk virkelig godt kunne lide. Hendes næste ord morede ham dog klart, hvor et kæmpe tilfredst smil spillede over hans læber. "Det tror jeg næppe, kære... En sølle ild kan ikke brænde dette prægtige hus," hvislede han i hendes øre. Hans far havde ikke været dum og huset var jo trods alt beskyttet med diverse magiske besværgelser og formularer, der beskyttede mod simple ting; der skulle meget til at jævne stedet til grunden. Han vidste udmærket, at hun ikke var bange for at sige ham imod, men det var jo også det han kunne lide, uanset hvor forbandet det så var. Han ville slet ikke have det, men... ønskede det alligevel, hvor forvirrende var det ikke? "Du forstår mig tydeligvis ikke rundt i alle hjørner, Tiyanna. Nok forstår jeg mig ikke på tårer og det hele, det er noget I kvinder har for jer selv, men jeg ved det betyder noget dybt for jeres slags," endte han og trak på skuldrene. Det var den bedste måde, han kunne forklare det på om ikke andet. Han smilede skævt til hende, da hun direkte satte hænderne mod hans bryst som en afvisning, men han holdt bare godt fast omkring hende med sin arm og trykkede hende ind mod sig. Det satte en sitren i ham og gav ham lettere hjertebanken, for han havde virkelig et inderligt ønske om hende. "Ikke på vilkår," hviskede han blidt til hende. Han så hende ind i øjnene og løftede sin frie arm, hvor hånden blev lagt mod hendes kind. Han strøg tomlen blidt over hendes bløde kind.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna følte sig skræmmende blotlagt for øjeblikket, og det var slet ikke behageligt for hende. Alene det faktum at Sephiran kunne holde hende ved sig på den måde, også fordi at hun ikke rigtigt havde noget at forsvare sig med, og det som hun sikkert havde, var hun alt for træt til at bruge. Hun ville slet ikke have, at han skulle se hvor svag han egentlig gjorde hende, og hvordan han prikkede til hende, for det var jo faktisk noget, som kun måtte irritere hende som intet andet i den anden ende. ”Og det er ikke en leg, som jeg vil tage del i.. Så lad mig gå..!” nærmest hvæsede hun. Hun havde brug for at græde, og det ville hun slet ikke omkring ham! Hun havde lige mistet alt det som hun havde kæmpet og arbejdet for.. Sit liv.. sin søn.. den familie som hun havde, og nu var hun alene, og hendes egne troede, at hun var død. Det var virkelig ubehageligt som intet andet i den anden ende! Hun kneb øjnene fast sammen. ”Jeg har mange alternativer.. Du ved jeg kan være meget opfindsom,” påpegede hun kortfattet, inden hun vendte blikket væk. At sidde så tæt på ham, var tættere end hun havde siddet på nogen mand, igennem rigtig mange år, og hun vidste ikke om hun burde nyde det, eller om hun skulle lade være, og det var slet ikke en følelse som hun kunne lide. Den var uvant, og det fik hende til at føle sig som en kvinde.. Og det var hun slet ikke vant til. Hun bed tænderne kraftigt sammen. Han skulle jo bare fortsætte med at prikke til hende, og det var virkelig dumt, for det gjorde hende kun langt mere sur! At han ikke bare lod den være nu, men fortsatte med at spørge ind til det, så vidste hun på forhånd, at det ikke var fordi at han havde nogen interesse for det. Hun fnøs. ”Du skal ikke forsøge at bilde mig ind, at det faktisk er noget, som du oprigtigt interesserer dig for, Sephiran..” afviste hun. Det var yderst sjældent, at hun havde det på denne måde.. Den sidste som havde set hende græde, var Jason, da han igen havde afvist hende, da hun havde forsøgt sig med ham igen. Og det havde gjort ondt.. hun hadede at være så menneskelig nogle gange! Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst, hvor hun kort tog sig selv i at stirre på hans læber.. Næsten fristet til at.. kysse dem. En sidste tåre trillede ned af hendes ind. ”Slip mig..” fortsatte hun, denne gang langt mere halvhjertet.

[Sephiran Acheron]

Sephiran følte nærmest, at overtræde sin egen grænse ved at tage hende tæt, fordi hun havde den påvirkning hun havde på ham. Men eftersom det slet ikke var noget han ville fortælle højt, så måtte han jo virkelig bare ranke lidt op i nakken og føre den igennem, med at det hele var en leg. Det var det også, men det var også noget mere, han ikke kunne sætte sin finger på. Hun var den mest irriterende kvinde han nogensinde havde mødt på sin vej og det uden tvivl frustrerende at blive nærmest forfulgt af hende både dag og nat. Han kneb øjnene sammen med hendes hvæsende tone, for nu hvor de sad så tæt og nærmest blotlagt for hinandens ansigter, så hørte han det jo kun tydeligt fra hende. "Hvem siger, du bestemmer om du vil være med eller ej?" hvislede han intenst tilbage, selvom det kun fik smilet til at spille over hans læber igen. Han elskede at irritere hende, fordi hun reagerede som hun gjorde og gav ham det stærke intellektuelle modspil, som han slet ikke var vant til fra nogle kvindelige væsner. Han rullede med øjnene og så blot på hendes ansigt med et fast blik, selvom hun vendte blikket væk fra ham. "Hvem siger, at du overhovedet kommer herfra? Helon er her sjovt nok ikke mere... og ingen af de andre tør sætte sig mod mig efter den død han led," svarede han stilfærdigt. Hun var sikkert ligeglad med Helon, det var han jo også selv, manden var nu blot blevet et eksempel på hvor ondt det gjorde, når man trodsede ham. Han så mod hende. Han følte sig både mere magtfuld og mere eller mindre magtesløs omkring hende og den blanding, var virkelig uforståelig for ham. Men han ville blive ved med at prikke til hende, for når hun var sur, var hun jo kun mere sjov. Han løftede et let bryn af hendes afvisende ord, for han var nok ligeglad, men hvis hun græd... så var hun jo bare oprigtigt kvinde, ikke? Havde den sårbare side? "Så lad som om jeg gør... Kom ud med din frustration," opfordrede han nærmest. Han ville gerne se hende græde, for der kunne han for alvor ramme hende, hvis han faktisk viste omsorg for hende, for hun skulle også forvirres når han selv var det! Han holdt fortsat sin arm omkring hende og strøg hende over kinden med den anden, hvor han fornemmede, at hendes blik ikke var på hans øjne. "Nej, kære... ikke lige nu," endte han igen, med en faktisk næsten blød stemme til hende. Han trak skævt på smilebåndet, lod hånden mod hendes kind føre hendes ansigt nærmere hans. Slutteligt, så placerede han direkte sine læber på hendes og kyssede hende både prøvende og krævende.