Not Another Winter

[Deleted]

Det var efterhånen ved at være temmelig sent. Vinteren var kommet til Dvasias og snehvide fnug var begyndt at falde fra den mørke men dog stjerneklare himmel. De lagde sig i et tyndt lag på de åbne overflader, og det var temmelig blidt nu men om bare en uges tid ville det nok blive direkte utåleligt. Gaderne var tomme, folk var søgt ind i varmen hvor de kunne få sig en drik eller to, men den slags havde Mystique slet ikke råd til. For aftenen havde hun fundet sig en gyde i Marvalo City. Rimshia var så larmene i den her tid, så hun havde taget den lange vandring på de nøgne fødder gennem lande til Marvalo. Hendes brors kappe var bredt ud over jorden som var dækket halv af sne og var halvt ryddet på grund af et halvtag som gik ind over. Det var koldt at hvile på men bedre end så meget andet. Hun trak den slidte, blodige skjorte omkring sig og forsøgte at slappe af så hun bedre kunne holde på varmen. Det var meget sjældent Mystique havde været i denne by, så hun vidste ikke hvad det var for en underlig bygning der lå lige ved siden af. Den så slidt ud, men folk vandrede ind og ud af dørene, hun kunne høre den smække.. det var dog primært mand. En enkelt gang havde hun været tvunget til ar krybe lidt i skjul fordi en mand og en kvinde var komme og havde gjort nogle meget.. makabre ting ved hinanden synes hun, men de havde nu begge to været ret tilfredse bagefter. Nu lå hun igen med hænderne foldet under hovedet som støtte og lyttede til de underlige lyde der kom fra væggen bag hende. Til tider irriterende dunk som holdt hende vågen selvom hun egentlig var ved at være ret træt. Hun kvalte et gab og strøg en mørk lok væk fra ansigtet. Hendes mave knurrede beslutsomt, faktisk gjorde det næsten ondt, hun havde ikke fået et måltid i en uges tid efterhånden og det var farligt nu her hvor det var ved at blive vinter, faktisk var hun ikke sikker på at hun ville overleve endnu en.

[Sephiran Acheron]

Det hele var kommet rigtig godt i gang med bordellet. Sephiran havde fået skiftet møblerne ud, så det hele strålede af renhed og luksus, for det skulle være godt nok til kunderne, der kom her. Han havde ligeså fået ansat to nye vagter, der stod og holdt øje med hvilke mennesker der kom ind; som regel dømte de ud fra tøjet, fordi det var ikke noget folk kunne snyde med, eftersom fint tøj krævede penge, og kun folk med pengene i orden kom hertil. Han havde dog også lige nu sin 'elite' bestående af Yelena og Zacharias, der fik lov til at tage sig af ekstra velhavende med titel, fordi han havde godkendt deres arbejde efter en straf de havde gennemgået. Han selv sad for øjeblikket i baglokalet, hvor han regnede med at alt gik ganske udmærket. De havde åbnet for kort tid siden, da han kun holdt åbent fra mørkets frembrud og et bestemt antal timer frem, således at hans kære ansatte også kunne få fri og sove. For at få sådan et sted til at køre rundt, så krævede det jo trods alt raske mennesker. Derfor ville han også snart få sent bud efter Enrico, en mand han vidste, havde fungeret som læge her på stedet førhen, der havde tjekket alle for sygdomme, og det ønskede han skulle ske igen. Han manglede dog endnu nogle ansatte, eftersom der faktisk var kommende større kundemængde siden stedet var blevet sat tilbage på landkortet som det, den havde været førhen. Og nogle blev også afvist, fordi de ikke havde pengepungen i orden, for det var anden ting som vagterne tjekkede før folk blev lukket ind. Han trak vejret roligt, mens han roligt rejste sig op fra sit bord. Han havde også fået kontoret indrettet, så det var mere 'hjemligt' om ikke andet. Alle de nuværende ansatte havde skrevet under på hans kontrakter, så de lå godt låst nede i en stor, tung trækiste der stod op ad den ene væg. Magisk låst selvfølgelig, intet skulle komme ned i den. Han trådte roligt ud fra sit kontor og fulgte en lille gang hen til en bagdør, der førte ud til en gyde lige ved bordellet. Han skævede let omkring og indåndede den friske luft, hvor han nu opdagede at det faktisk var snevejr. Han fik ud af øjenkrogen flygtigt øje på et individ, som tiltrak hans opmærksomhed. Hun så fattig ud, ud som en gadetøs og det hele, men om ikke andet havde hun da et virkelig kønt og ungt ansigt. Han drejede om på hælen og trådte roligt hen mod hende, mens han let rømmede sig på vejen for ikke at forskrække hende. "Undskyld mig... Du ser helt kold ud, vil du ikke... med ind?" spurgte han lokkende og med sit sædvanlige Sephiran smil.

[Deleted]

Mystique lå og lyttede til de mange lyde og lukkede protesterende øjnene selvom det ikke hjalp særlig meget. Det var for koldt til at sove, og sneen ramte hendes kinder i ny og næ hvilket allerede havde gjort dem helt røde og irriterede. Hun sukkede tungt og følte sin krop skælve på grund af den hårde kulde der var kommet listende gennem de sidste par dage, og det ville kun blive værre fra nu af. Intet mad, intet at jage og ingen varme at finde nogle steder. Det var år siden hendes bror var afgået ved døden og hun var alene nu, hun måtte klare sig selv som hun havde gjort de forgængende år. I samme øjeblik døren ud til gyden blev slået op, farede hun sammen i sit lille hjørne hvor skyggerne faldt. Det var sådan hun havde gemt sig for den mand og kvinde der var kommet ud og havde været voldsomme ved hinanden.. hun forstod ikke hvorfor, men det var nok bare en af de ting hun ikke burde forstå. Desværre lod det allerede til at manden havde set hende. Hun betragtede ham med intense hasselbrune øjne og valgte at træde en smule frem, hun var ikke bange. Fattigdommen og gadelivet havde sat sit tydelige præg på hende. Hun var tynd og udsultet, og stod i en gammel, slidt kjole der var alt for stor og uden over den en endnu større, blodig skjorte som var mindst ligeså mange år. Hans stemme virkede ikke truende og hans ansigt gjorde hende heller ikke som sådan. Uden at svare så hun bag ham og lurede ind af døren.. man kunne nærmest mærke varmen strømme ud derindefra. Måske hun ikke burde, de færreste havde gode intentioner og havde det været sommer ville hun nok heller ikke have takket ja, men vinteren var så kold, og jo længere hun kunne holde sig i live des bedre. ”Jo tak, Sir.. her er lidt koldt,” tilføjede hun respektfuldt. Det var nok ret atypisk sprog for et gadebarn men hun var kommet fra en velhavende familie som havde lært hende om manérer og om hvordan man tiltalte de voksne, hvilket hun som regel kun gjorde brug af når det var til hendes egen fordel som nu. Høfligt foldede hun hænderne foran sig og lagde hovedet let på sned. ”Hvad er det for et sted?” spurgte hun nysgerrigt og så på bygningen bag dem. Hun havde undret sig hele aftenen, desuden var hun slet ikke genert af sig, selvom der var en hvis uskyld over hendes fremtoning.

[Sephiran Acheron]

Sephiran havde i det øjeblik, han havde trådt ud af døren, set noget fare sammen i hjørnet. Han var også vant til mørket, vant til at se hvad der lurede i skyggerne, så han ikke selv ville blive overrasket; det var noget han havde lært for mange år siden, da han engang selv havde været ung og dumdristig. Han betragtede hende roligt og med en fremtoning, der ikke var truende på nogen måde. Han kunne sagtens være rolig og mild, i hvert fald hvis det var noget der kunne gavne ham; han var utroligt dygtig til at manipulere og få sin vilje. Han stoppede op lidt fra hende, da han heller ikke ville gå helt hen til hende. Egentligt havde han først tænkt sig at spørge, hvad hun dog lavede på 'hans' grund, men da han først havde taget hende i blik så var ideerne straks begyndt at dukke op i hans tanker. Han manglede ansatte, så hvorfor ikke tage en ind og se hvad hun duede til? Hans isblå øjne så lettere gennemborende på hende, for han kunne da tydeligt se, at hun var tynd og bar noget tøj, der var virkelig slidt. Han trak på smilebåndet, da hun skævede omkring ham og ind ad den halvåbne dør, hvor der blot var en gang, men en varm gang. Hvis hun vidste hvad stedet var, så havde hun måske ikke så nemt takket ja, men det var jo koldt og hun ville nok ikke overleve hvis hun fortsatte ad samme sti, som hun så ud til at gøre nu; ingen mad, ingen varme og ikke rigtig noget. At hun så alligevel kunne svare så høfligt, var alligevel forundrende, men ikke noget han kommenterede yderligere. "Ja, det kan jeg da mærke," sagde han og skævede kort op til himlen, hvor han stod med hænderne bag ryggen. Han så på hende, da hun spurgte hvad det var for et sted. Hun var nok ikke fra byen af, for alle vidste da stort set hvad det var, medmindre det var småbørn. Han trak vejret dybt, hun var ganske vist ikke genert, men der var noget fuldkommen uskyldigt over hende, som han fandt meget tiltalende. Han gik roligt hen mod hende og rakte hende en hånd, så han kunne hjælpe hende op og føre hende med sig. "Det er et sted, hvor de ansatte underholder kunderne... Et forlystelseshus, kan man næsten sige," forklarede han lidt hemmelighedsfuldt. Han skulle tidsnok få hende sat ind i tingene og lede hende i retning af, at komme til at arbejde her; måske hun kunne blive en del af eliten? En velhavende vand af titel og penge ville garanteret betale kassen for hende, hvis hun var uberørt! "Kom med," bad han og førte hende med sig ind ad døren, som han lukkede efter dem. Han tog hende med ned ad gangen og ind ad en dør; døren ind til hans kontor, som han også lukkede efter dem.

[Deleted]

Mystique forsøgte at skjule sig i mørket, men var afsløret temmelig hurtigt. De fleste andre ville have forsøgt at holde vejret og håbet at hvem end denne mand var, så ville han være ligeglad, men sådan var hun ikke. Modigt trådte hun frem i lyset og tog hans skikkelse i betragtning. Han var en flot, tydeligvis velstående mand, det kunne ses på hans beklædning og fremtoning, desuden duftede han godt. Hun nikkede tavst og lagde armene om sig selv i et forsøg på at holde varmen. Det var meget generøst at inviterer hende med ind, bagtankerne var hun mere eller mindre ligeglad med, for alternativet var den kolde, klamme gyde. Hendes krop skælvede. Hun så nysgerrigt ind gennem døren bag ham, hvor der var varme grin og nogle andre lyde som dem hun havde hørt på aftenen men nu blev det højere. Hun nikkede sigende. ”Arh.. så forstår jeg bedre. Hvilken slags underholdning er der?” spurgte hun videre. Det kunne være at hun kunne bidrage med noget, måske tjene en skilling eller to så hun kunne få et lille stykke brød måske. Hun kunne ikke lade være med at håbe. Dog valgte hun at følge ham ind i varmen, hvilket hurtigt fik hendes krop til at slappe mere af, også selvom det hurtigt begyndte at prikke ubehageligt på hendes blege hud. Nysgerrige øjne flakkede fra det ene til det andet, der var så mange varme farver, kvinder i det hun ville kalde smukke kjoler, med varme, smeltende øjne. ”Hold da op,” mumlede hun imponeret for sig selv. Det var længe siden hun havde været på et så fint sted! Hun fulgte ham ind på det ligeså varme kontor, og lod ham lukke døren bag sig. ”Det er virkelig generøst af Dem at inviterer mig ind, Sir, jeg takker af hele mit hjerte,” endte hun med oprigtig taknemmelighed og sendte ham et blidt smil. Hun var opdraget hårdt, hun var hårdfør og kunne sagtens være hård selv, men udadtil var hun præget af en uskyld og en ung piges usikkerhed. Faklernes varme skær, gav hende en hjemlig følelse, en varme og en tryghed som hun havde levet uden i virkelig mange år efterhånden. Hun var nærmest lige meget med hvad det ville kræve, men hun ville blive her så længe hun kunne og derved få mulighed for at overleve lidt længere.. hun ønskede ikke at miste livet selvom hun måske ikke levede værdigt.

[Sephiran Acheron]

Der var ikke mange, der formåede at skjule sig fra Sephiran, så om ikke andet så gjorde hun da blot klog i selv at komme frem i lyset fremfor at lade som om hun ikke var der. Hun var ikke direkte bange, selvom hun udstrålede uskyld, så det gjorde ham nu heller ikke noget. Hun var smuk, ingen tvivl om det og han skulle uden tvivl nok få hende på rette spor hvis hun tog imod hans 'hjælp' om ikke andet, selvom det selvfølgelig ville koste en pris i sidste ende; lydighed og loyalitet fremfor alt, men også at hun skulle arbejde her, hvis hun duede til noget. Han trak vejret roligt og sendte hende et sigende blik, sammen med hans samme velkendte smil. Han kunne høre, hvordan folk morede sig derinde og det var sådan det skulle være om ikke andet, for der var kommet rigtig godt gang i den igen! "Jo, mine medarbejdere... Jeg er chefen her... de tager sig af kundernes ønsker... lyster, lige hvad det kunne være," forklarede han hende nænsomt, for han ville heller ikke smide det i hovedet på hende. Han så på hende med et roligt og dog afmålt blik, mens han fulgte hende med ind i varmen og lukkede og låste døren ud til gyden igen, for ingen skulle trods alt kunne snige sig ind. Han smilede let, som han så en pige trække en ny kunde med sig ind på sit værelse. Han havde fået syet nyt tøj til alle her, som en del af renoveringen af stedet, selvom kjolerne stadig var meget praktiske indrettede, så pigerne var lige til at gå til. "Kan du lide hvad du ser? Jeg har netop fået nye møbler, gjort det hele rent og fået en skrædder til at sy nyt tøj til mine ansatte," sagde han roligt til hende. Det var et fint sted, for det skulle det gerne være; han ville ikke eje et horehus, ikke på vilkår! Derfor manglede han også lige de to sidste detaljer; Enrico og det faktum, at han ikke ville lade nogle blive gravide her. Han så roligt på hende og trådte hen mod kaminen, som han fyrede lidt op for, da flammerne var gået lidt i stå. Han så hen mod hende og trak blot lidt på skuldrene. "Det er min fornøjelse," sagde han og smilede skævt. Han trådte tilbage fra pejsen og vendte sig mod hende igen, mens han tog hende i blik. "Mit navn er Sephiran Acheron, men for nu kan du fortsat kalde mig Sir," sagde han roligt og trådte hen mod hende. Nu i lyset herinde, så var hun jo kun mere smuk. En smule bleg, men med lidt mad i en uges tid så skulle hun nok være på rette spor og se mindre syg ud. "Hvad er dit navn?" spurgte han nysgerrigt og lagde hovedet let på skrå.

[Deleted]

Mystique havde mere interesse for hvad der skete omkring sig end hun egentligt havde for ham, hun tænkte ikke rigtigt over hvordan hun forsøgte at fange alt hvad der skete inden for og helt glemte at se på ham, selvom hun vidste det var uhøfligt. Det blev lidt nemmere da han bragte hende med inden for, hvor hun kunne se de smukke mænd og kvinder og deres flotte dog temmelig afslørende klæder. Hvis bare hun havde haft sådan en kjole. Hun blev revet lidt væk fra sin drømmeverden ved hans rolige stemme igen og vendte blikket til hans skikkelse. ”Åh på den måde. Jeg er lidt nysgerrig.. der kom en mand og en dame ud i gyden for en times tid siden, og han rev op i hendes kjole. Det så temmelig voldsomt ud, men de virkede begge fornøjet, så hvad lavede de?” spurgte hun og kunne ikke lægge skjul på sin hunger efter viden, hun elskede at lære og den slags var der kun meget ringe mulighed for som et gadebarn. Hun nikkede ivrigt, og så sig omkring på kontoret. De elegante møbler som ikke kunne have været billige og den fantastiske varme som sved på hendes hud. ”Ja det er helt utroligt som det næsten virker.. hjemligt,” påpegede hun og sendte ham et næsten forlegent smil. Der skulle ikke meget til før tingene virkede hjemlige for hende, faktisk var det nærmest sådan når hun var inden døre, også fordi hun jo egentlig kom fra en velstående familie. En smule vovet, trådte hun tættere på pejsen så hun kunne varme hendes frosne, blå fingre. I ildens skær kunne man rigtigt se hendes blege hud, blå læber og yderst udsultede krop, hun havde engang været en køn pige, men det var svært at vedligeholde når hver dag var en kamp om overlevelse og intet andet. Hun nikkede og rakte hænderne frem mod flammerne. ”Javel, Sir,” svarede hun lydigt og gengældte hans smil. Hendes blik var varmt men uskyldigt på grund af den uvidenhed og forvirring der spejlede sig i dem, det var ikke hver dag hun fik denne mulighed. ”Mit navn er Mystique De Drachilya,” præsenterede hun stolt. Hendes slægt var et gammelt, desværre nu udryddet adeligt navn, det vækkede ikke minder hos mange, men dem som var af den ældre kaliber huskede oftest hendes far. ”Har du været chef for stedet længe?” spurgte hun høfligt og fastholdt egentlig kun tonen og de mange spørgsmål i et forsæg på at trække tiden lidt ud, for hun gik ud fra at han ganske snart ville smide hende ud igen, og så hellere få alt den varme hun nu engang kunne.

[Sephiran Acheron]

Sephiran forstod godt, at denne pige ville være meget nysgerrig på varmen, de ansatte og hele stedet, hvis hun havde levet på gaden i en del år og jo faktisk ikke vidste, hvad der foregik på dette sted. Hun fik også lov til at kigge, inden de faktisk gik ind på kontoret. Han ville tilbyde hende kjolen lidt senere om det hele gik den vej han havde i tankerne, imod at hun skulle tage nogle løfter, men om ikke andet, så kom det hele da nok til sin tid. Han så roligt på hende og foldede hænderne over sin lænd igen, hvor han blot stilfærdigt blev stående på gulvet nær pejsen og nær hende, men dog med afstand endnu. Han løftede et bryn til hendes spørgsmål hvor han slet ikke kunne lade vær med at smile morende. Vidste hun virkelig intet om det? Nej det kunne hun jo ikke gøre, når hun spurgte sådan. "De havde en... forening. Kunderne der kommer her, kommer for at stille deres lyster, deres inderste ønsker og sidst men ikke mindst, deres fantasier. Det er op til mine ansatte at stille de fantasier, der indeholder lyster og ønsker. Det er hvad du har været vidne til i gyden. Det foregår på mange måder," forklarede han roligt til hende. Nogle kunne lide det dyriske og voldsomme, hvor andre havde fantasier om noget mere blidt, det var meget forskelligt af hvad han hørte fra sine ansatte. Han så næsten blidt på hende, som hun følte sig hjemme allerede, men det måtte nok skyldes varmen. Han ønskede dog, hun skulle få dette som hjem. "Det er hjem... de som arbejder her for mig, bor her på stedet," forklarede han stilfærdigt med et kortfattet nik. Han fulgte hende med blikket da hun kom nærmere pejsen, for det måtte hun nu gerne om ikke andet. Hun var ganske vist udsultet, men han var sikker på at et bad, tøj og mad, det kunne gøre det hele for hende. Han nikkede roligt mod hende, da hun lydigt accepterede hans lille betingelse om navn og han lyttede til hendes navn. Et fjernt sted ringede det en klokke, men han kunne slet ikke placere det, for han gik mest op i det der foregik lige nu og for fremtiden. "Et yndigt navn," sagde han let komplimenterende. Det var jo et perfekt navn til den plan han havde i hovedet; hun skulle blive en sensation. Han rystede kortfattet på hovedet og så ind i flammerne. "Nej, det har jeg ikke... Jeg har for nyligt overtaget det og trukket det tilbage på rette spor. Den tidligere ejers død sendte det på en dårlig vej, da den midlertidige bestyrer ikke formåede at gøre noget godt. Derfor slog jeg til og det hele kører allerede meget bedre," forklarede han roligt og trådte let skråt hen over gulvet og hen til en kommode, der stod op ad en anden væg. Han åbnede den og løftede en kjole ud, for det var ham som delte tøjet ud. Han foldede den ud foran sig og så sigende hen på hende. "Hvis du vil ligge din tillid i mine hænder. Så kan du modtage denne kjole og være her på samme vilkår som alle andre," tilbød han endeligt.

[Deleted]

Mystique huskede virkelig ikke hvornår hun sidst havde stået foran en varm pejs, eller været på et sted med andre mennesker. Som regel var de eneste hun mødte, andre hjemløse som forsøgte at tage hendes gyder, derfor var hun altid på farten. Efterhånden havde hun fået varmen, den blå nuance om hendes læber og fingrer var allerede forsvundet og var blevet til en mere varm glød. Hun havde ingen idé om hvad manden og kvinden havde lavet, den slags var hun aldrig blevet introduceret for, selvom det var ret atypisk, gadepiger var som oftest særligt udsatte. Hun rynkede på panden og var ikke sikker på at hun forstod hans forklaring, men det lød ret ufarligt, hvilket om ikke andet lettede hende lidt. Så havde hun ikke været vidne til et mordforsøg. ”Jeg var bange for hun kom til skade. Men hvordan kan dine ansatte vide hvilke.. ønsker og fantasier kunderne har?” spurgte hun og rødmede lidt over sin egen uvidenhed. Hun ville gerne stille sin nysgerrighed, men var bange for at hun stillede for mange spørgsmål, de færreste brød sig om den slags her til lands. Et sted var hun lidt misundelig på hans arbejdere som alle havde et hjem og ikke behøvede at sove i gyden. ”De bor her? Gratis?” spurgte hun forundret. Det lød næsten for godt til at være sandt. Her var så lunt og varmt, og han lod til at være en god chef når han gav dem flotte kjoler og indrettede et så fint hjem. ”Tak, Sir,” svarede hun med et smigret glimt i øjet. For ham lød navnet nok mere som et kunstnernavn, det var ikke et navn man ofte hørte, men hun havde nu altid været glad for det, hvor hun derimod hadede sit mellemnavn. ”Det ser ud til at gå meget godt. De må være en god chef taget i betragtning af alt det De har gjort for Deres ansatte og dette sted. Her hyggeligt… her de deres egne værelser?” spurgte hun og vendte sig mere mod ham med hænderne høfligt foldet foran sig igen. Hovedet gled hurtigt på sned og hun betragtede ham lidt nysgerrigt da han vendte sig mod kommoden og fandt den smukke kjole frem. Hun kunne ikke lade være med at måbe. Den var virkelig smuk! Mystique så ned af sig selv.. hun havde ikke ejet andet tøj i virkelig mange år, og det var mere praktisk end kønt. ”Jamen.. jeg.. jeg kan ikke læse eller skrive særlig godt, og jeg ved ærlig talt ikke hvad arbejdet præcist går ud på,” endte hun en smule sørgmodigt. Der var aldrig nogen som ville ansætte hende nogle steder, men hvor ville hun dog gerne have et hjem!

[Sephiran Acheron]

Sephiran kunne fornemme, at Mystique havde brug for varmen, så det var da om ikke andet bare noget han lod hende få. Hvis hun var tilfreds, så kunne han vel også blive det, for hun virkede virkelig samarbejdsvillig. Varmen gav hende også den glød, han havde forventet, at hun havde. Han morede sig med tanke om, at hun ikke havde den fjerneste anelse om hvad der foregik mellem mænd og kvinder på et sted som dette. Hun var alligevel heldig af en gadepige, at hun aldrig var blevet taget med tvang. Men kun desto bedre for ham! Han rystede på hovedet, da hun nævnte 'komme til skade', for det var slet ikke det, som det gik ud på! "Slet ikke... Kunderne fortæller som regel mine ansatte hvad de lyster, og mine ansatte opfylder det," prøvede han at forklare, for så svært var det jo heller ikke. Kunderne kom og bad om noget, og hvis de fik det, så betalte de som regel også en skilling mere, fordi folk var meget medgørlige når deres lyster netop var blevet stillet. Han så på hende og nikkede så tavst, for på en måde boede de her vel gratis? "Alle mine ansatte har deres eget værelse, hvor de kan tage sig af kunderne. Jeg giver alle mad, sundhedstjek, tøj, bad, et sted at bo... og eventuelle individuelle ønsker, kan også opfyldes med god begrundelse, i mod at jeg får 85 % af den løn, de tjener i løbet af en uge. De resterende 15 % er deres egen," endte han forklarende. Der var ikke så meget hemmelighedsfuldt om det, for det var sådan det fungerede på hans primisser. Han nikkede blot let, som hun takkede for komplimentet. Han lagde hovedet let på skrå til hendes ord, da hun selv vendte sig mod ham som han gik til kommoden. "Ja, alle har deres eget værelse," endte han igen, blot for at understrege, at hun jo også kunne få det. Han holdt lokkende kjolen op for hende, for nok var de meget bare, men smukke var de. Han slog ud i en nærmest blød latter over hendes ord. "Åh min pige... Det kræver hverken evner indenfor at kunne læse eller skrive," sagde han og trådte hen mod hende. Han holdt kjolen ud mod hende og sendte hende et afmålt blik. "Og jeg kan oplære dig og vise dig, hvad du skal gøre for jobbet her. Det du så i gyden, er en del af jobbet... Du skal blot lære at forstå, at det slet ikke har noget med smerte at gøre... Men derimod noget meget... dejligt," forklarede han hende. Hun var så uskyldig, at han næsten havde lyst til at tage hende på stedet, men det gik ikke. Hun var meget kostbar. "Hvis du tager kjolen... Så siger du ja, til at jeg må vise dig hvad det betyder at arbejde her. Du får et værelse som dit eget. Får de samme vilkår som alle andre her. Men du får også den ekstra gode, at jeg viser dig det hele. Og det betyder, at du skal stole på mig," sagde han med en næsten sød stemme. Han havde hende i sin hule hånd!

[Deleted]

Varmen fra pejsen havde givet hendes kinder en mild rød glød, og selvom hun stadig var bleg så var det tydeligt at hendes hud ville tage vel imod varmen og den farve hun ville få af det. Hendes blik lyste livligt op nu hvor hun kunne bevæge sig, og selvom hun stadig var beskidt og snavset, så følte hun sig allerede bedre tilpas. Hun nikkede mere forstående. Så lang tid ingen var komet til skade, så havde hun det fint med det. ”Det giver mening,” svarede hun med et sagte smil og vovede at træde et skridt tættere på ham. Alt det han remsede op fik kun hendes hjerte til at banke hurtigere og hurtigere. Det lød jo som det rene paradis! Fri mad, bolig, klæder og et eget værelse i varmen væk fra vinteren og så endda med penge ekstra.. hun havde aldrig tjent en ærlig skilling. ”Deres ansatte er virkelig heldige, Sir. Det er frygtelig gavmildt, De skåner dem for vinterens hårde kulde,” kommenterede hun ærligt. I hendes øjne var det jo frygtelig meget selvom det måske var af egoistiske grunde for ham. Uvidende var hun, for hun havde klaret sig alene i mange år, uden nogle voksne individer til at lære hende om det virkelig liv, hun havde levet lidt i sit eget for at overleve. Det var stadig ikke til at fatte at alt dette faktisk var noget han tilbød hende.. han kendte hende jo ikke engang, men tanken om en varm seng.. et bad og faste måltider om dagen gjorde hende mere eller mindre ligeglad med hvad arbejdet egentligt betød. Hans grin fik hendes nærmest til at ånde lttet op. Hun kunne læse og skrive men ikke særlig godt. ”Det er jeg glad for,” svarede hun næsten forlegen, for han lod til at finde hendes uvidenhed direkte morende. Hun strøg de mørke lokker bag øret og så på kjolen kun for at kaste blikket mod væggen bag hende, som opvejede hun fordelene mod ulemperne. Hun tog en dyb indånding. ”De ved ikke hvilken chance De giver mig, Sir men jeg… kan ikke takke nej. Jeg ville tage mod kjolen men mine hænder er så beskidte, jeg ønsker ikke at ødelægge den allerede,” påpegede hun sigende. Lettelsen var så stor at hun næsten var fristet til at falde sammen og græde af glæde, dog stod hun fattet med oplyste øjne. ”Min tillid har De, Sir og jeg vil glædeligt tage imod alt hvad De har tænkt Dem at lære mig og vise mig. Alt er bedre end at fryse ihjel i sneen,” erkendte hun ydmygt. Sådan her ville hun da kunne bruges til noget!

[Sephiran Acheron]

Sephiran nød sig af den magt, han havde. Han ejede nu dette sted og bestemte over alle, for hvis de ikke direkte lystrede ham, så røg de på gaden, hvilket de jo slet ikke ville. Og på den anden side, behandlede han dem jo ikke dårligt, for han gav dem de samme vilkår som Leonardo havde i sin tid, for han havde selv været fast kunde her i mange år, så han vidste hvad folk ville have. Han nikkede roligt og betragtede hendes yndige smil, hvor det dog slet ikke berørte ham, at hun kom tættere. Han så roligt på hende, for hun så begejstret ud over de ting han nævnte. Var han gavmild? Det vidste han nu ikke om de ansatte selv syntes, men ja, ifølge ham selv var han da, for han kunne jo have tvunget dem betale selv, men det førte dem jo ingen vegne. Han nikkede. "Du er ikke den eneste, der er her for vinterens kulde... Sådan er mange endt her," svarede han roligt, for det var jo trods alt en ærlighed. De ansatte var vel heldige, i forhold til at bo på gaden, men de havde også et beskidt arbejde, selvom det bare fornøjede ham. Han tilbød hende gerne det samme, for han ville kunne få en umådelig høj pris for hende og hvis hun var dygtig, kunne hun jo blive en del af hans elite, for så skulle han nok lære hende alle de små tricks. Han smilede tilfredst over hendes yndige forlegenhed, for hun var nu kær og lige sådan en uskyldig sjæl, som en fremtidig kunde ville betale kassen for. Han så overvejende mod hende, da hun selv ligesom stod og tænkte igennem om hun burde sige ja til ham eller ej. "Så et ja. Fantastisk. Jeg holder kjolen, til du har fået et bad," sagde han roligt. Han vendte sig mod hende og så roligt på hende, for nu var hun hans og hvor han nød tanken om det. "Det er den rette indstilling," svarede han roligt. Han havde ikke brug for at kende hende, hun skulle bare lystre og være en god pige, så ville hun også snarest finde ud af hvordan han virkede. Var man god, så fik man, var man ikke god, så fik man ikke. Han åbnede døren ud fra kontoret og viste hende med sig igen, mens han bar kjolen med sig i sin ene hånd. "Kom med," sagde han roligt og lod døren lukke i efter hende og gå i lås. Han førte hende med ned ad gangen og ud af en dør, hvor de kortvarigt kom udenfor igen i en lukket går hvor der stod en brønd i midten.
Han førte hende over den og ind ad en anden dør, hvor de nu stod i et stort badeværelse. "Dette er de ansattes, men da alle arbejder lige nu, har vi det for os selv," svarede han roligt og lod hende komme ind, før han skubbede døren i. Han trådte hen til et stort kar, som han med et knips af fingrene fik fyldt op med vand der dampede helt lunt. "Badet er dit... Kjolen har jeg til dig når du er ren," sagde han og gjorde en rolig gestus. Han trak sig lidt tilbage og hængte kjolen op på en knage.

[Deleted]

Stedet var om ikke andet bedre end ingenting og for folk som hende, så var det jo et paradis og han en reddende engel når han sådan hentede folk ind fra gaden som han havde gjort med hende. Hun kunne slet ikke få øjnene fra den utrolig, smukke kjole, hun glædede sig til at komme ud af de slidte klæder hun havde været klædt i, i årevis, og hun var faktisk en temmelig forfængelig pige, det havde hun været siden hun havde været lille. Det kom ikke ligefrem som en overraskelse at hun ikke var det eneste tidligere gadebarn til stede, for vintrene var virkelig hårde, og uden et sted at være så ville den tage livet af dem, det var bare et spørgsmål om hvor mange år der skulle gå før det ville ende med at ske. ”Det kan jeg forestille mig. Kun en tåbe ville takke nej til husly og arbejde,” påpegede hun roligt. Ingen handelsmænd ville have folk som var veløvede tyve, for de havde trods alt ikke et valg hvis de ønskede at overleve. ”Tak, Sir,” svarede hun og slog blikket ned i ren og skær respekt. Hun kendte ikke ham eller stedet endnu og hun havde ikke den mest fjerne idé om at hun mere eller mindre lige have solgt sig selv til djævlen, men det var bedre end døden uanset. Hun nikkede og snublede nærmest over sine egne ben i iveren efter at følge ham, men fik hurtigt rettet sig op igen. Mange øjne stirrede på hende, sendte hende varme og velkommende smil, det var som om de allerede havde æagt to og to sammen men ingen satte et ord. Nu hvor hun havde varmen var det ekstra køligt at komme uden for, men Mystique bed tænderne sammen og fulgte ham til det store badeværelse hvor han fyldte karet. Hun så længselsfuldt på vandet, og begyndte lidt grådigt at klæde sig af. Hun var ikke genert, kendte ikke til den forlegenhed de fleste kvinder ville have ved at stå nøgen overfor en fremmede mand, det eneste hun kunne tænke på var at blive ren. Skjorten faldt og den alt for store kjole fulgte hurtigt efter og lå bare på hendes fødder. Hænerne holdt hun op for sit bryst uden egentlig at tænke over det, før hun roligt steg op i karret med det varme vand. Et dæmpet suk forlod hende da hun gled ned i det og sank så langt så selv hendes ansigt blev dækket af det varme vand. Hun dukkede igen op ved overfladen og brød ud i en lettet latter. ”Jeg havde glemt hvor skønt det er,” mumlede hun og samlede vandet i en skål hun formede af sine hænder, kun for at hælde det ud over sig selv.

[Sephiran Acheron]

Sephiran var sikker på, at alle ville tage godt imod Mystique her, for de var som en lille familie her, det kunne han tydeligt se når den sidste kunde var færdig og han låste hoveddøren. Så samlede de sig alle sammen og var sammen som en familie, hvilket dog var noget han holdt sig ude af, men han troede, at Mystique vel nok ville finde det rart at have en slags familie her, eftersom han regnede med, at hun var forældreløs. Han så roligt på hende, for hun var så uskyldig, at han virkelig fik løst til at tage hende selv, men det ville han jo ikke tjene noget på og han havde brug for penge efter alt det, han havde lagt ud for til nye møbler og det hele. Han sendte hende sit velkendte smil og nikkede let. "Det har du absolut ret i. Så er det jo godt, du ikke er en tåbe," sagde han morende og med et mærkværdigt glimt i øjet. Han kunne allerede meget godt lide hende på sin egen måde, fordi hun var noget han kunne give sig til og bruge sin tid på, så for den næste tid ville han da ikke komme til at kede sig og ødelægge noget. Han nikkede blot roligt mod hende, for hun nærede da respekt og det hele, så det var jo godt. Hun havde ganske vist lige taget imod et tilbud fra en, de fleste ikke ville, men når hun ikke vidste bedre, måtte hun jo tage det med. Og hvis hun var god, så ville der jo ikke være noget. Han lod hende bare komme med sig over gården og ind i badeværelset, hvor han fyldte karret til hende. Han holdt øje med hende, hvor hun nu faktisk bare smed tøjet uden at tænke videre over det; hun vidste jo trods alt heller ikke hvad det betød. Han trak vejret roligt og fandt en stol, som han løftede fra gulvet og fik hen til sig med magi, og han satte sig ved karrets kant for at se på hende. Han holdt sig ikke tilbage. Han så på hende, som hun nærmest brød ud i latter som et barn. "Der er bad 2 gange om ugen," svarede han hende roligt og betragtede hende roligt igennem vandet. Han knipsede med fingrene og lod faklerne tænde herinde, så der var lidt mere lys. "Lad mig fortælle dig lidt om... dig selv. Før din hånd, de steder jeg siger," svarede han og så mod hende. Han ville lade hende udforske sig selv, før hun skulle jo kende til det. "Dine bryster... Er stedet, som mænd godt kan lide. Og hvis en kunde har lyst til at røre dem, skal du lade kunden," endte han roligt. "Kunder kan også godt lide maven... din ryg, dine lår og dine ben..." forklarede han videre. "Og det mest hellige sted for dig... er mellem benene. Meget intimt sted, som er hvad kunderne kommer for," endte han.

[Deleted]

Selvom hun netop var kommet så kunne Mystique allerede godt lide dette sted, det betød at hun ikke længere skulle kæmpe vinteren igennem for sin egen overlevelse men at der faktisk ville blive taget sig godt af hende, og der var andre som havde stået hvor hun stod og som hun kunne snakke med.. selskab.. det havde hun ikke haft siden hendes bror var død for efterhånden mange år siden. Hun sank ned i det fyldte kar og nød følelsen af den varme vand mod sin hud. ”Det er jeg ikke,” medgav hun og smilte lidt af hans ord. Hun var glad for at han ikke anså hende for at være tåbe, hun gjorde jo bare hvad hun kunne for at leve og han havde netop givet hendes muligheden. Hun sank godt ned i karet og hvilede op af kanten så det dækkede hende til halsen og gav hende varmen. Vandet endte ret hurtigt snavset, for hun havde levet i mange år uden noget der lignede et bad, dog blev hun ren. Hendes hår dryppede ned på hendes skuldre, mens spidserne flød på vandet overfalde. De mørke øjne faldt på hans skikkelse da han satte sig umiddelbart ved kanten og så på hende. Hun skammede sig ikke over noget, mest fordi hun ikke havde nogen anelse om hvilke tanker han gjorde sig, eller hvad noget af det betød. Hun lo en silkeblød latter og møvede sig let rundt i karet som havde det været en blød seng. ”Det lyder virkelig dejligt,” svarede hun og vendte igen blikket mod hans skikkelse. Det vat tydeligt at han nu gik til det lidt mere alvorligt. Hun rømmede sig og satte sig en smule op så halvdelen af hendes bryst gled op over overfladen. Hun nikkede for at understrege at hun havde forstået beskeden. Hendes hjerte slog lidt nervøse slag da hun lidt tøvende lod hånden stryge mellem brysterne, mest fordi det føltes.. underligt at røre ved sig selv på den måde. ”Skal jeg røre mig selv alle de steder?” spurgte hun lettere nervøst og strøg hånden ned over sin egen måde.. det var underligt.. intimt. Hun rømmede sig. ”Hvorfor kan mænd godt lide de steder?” spurgte hun lidt uforstående.. hun forsøgte om ikke andet at forstå det hele og hun ville gerne lære af ham, hvilket hun også forsøgte at bevise. Hånden på hendes mave stoppede sin færd der, af en eller anden grund virkede det grænseoverskridende at skulle berøre sig selv og særligt foran ham, desuden vidste hun ikke om det i det hele taget var det han ville have hende til.