The former glory

[Deleted]

Yelena var selv vant til modgang, så derfor ønskede hun jo bare at hjælpe alle andre hun kunne komme til, eftersom hun hellere ville ofre sig selv fremfor at andre kom noget til. Hun havde meget lidt at leve for, selvom hun dog holdt sig levende for Jacquelines skyld og sine børn, men meget mere havde hun heller ikke! Dog havde hun nu fundet Caleb og hun vidste, at hun ville have svært ved at give slip på ham igen, så hun håbede han ville med hende når hun havde sparet nok penge sammen. Hun smilede bare let til Caleb, inden hun vendte om for at gå efter Zacharias. De fik også hurtigt klaret det meste af fællesrummet, selvom gulvet klart ville tage længst tid; hun havde jo selv bare taget overfladerne og var nu gået i gang med kanterne af træ rundt om stolene som betrækket var fæstnet til. Det var tydeligt, det var støvet og også slidt og ødelagt, så der skulle jo i hvert fald noget til. Hun stoppede op og rettede sig lidt op, mens hun kiggede hen mod Zacharias der vaskede gulvet fortsat. "Jo... jo det burde jeg nok. Men du kan da nå det nu ikke? Ellers må du kalde, hvis du er under tidspres," sagde hun dæmpet og smilede let til ham. Hun drejede rundt på hælen og gik efter Caleb i stedet, for at hjælpe med at tjekke inventaret, for det kunne jo også tage sin tid og de skulle jo melde tilbage til Sephiran, om der var noget de manglede og skulle købe, eller om det bare var reparationsarbejde. Hun fandt ham endeligt, denne gang inde på et af værelserne. "Så forstår jeg da bedre, du ikke reagerede før, da jeg kaldte," sagde hun med et let grin og så mod ham. Hun smilede, for hun var glad og sig selv omkring ham. "Hvor meget har du fået talt op? Der er et par møbler i fællesrummet," svarede hun og trådte hen imod ham.

[Deleted]

Zacharias var presset i øjeblikket, og han vidste det jo godt. Han var så heller ikke rigtigt i tvivl om, at han var blevet skænket en fuldkommen umulig opgave med vilje, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende, for han kunne nærmest fornemme, at han gik en frygtelig, frygtelig tung tid i møde, selvom det nu heller ikke var nyt for ham. Efter tabet af begge forældre, havde han følt sig alene, for end ikke hans søster havde han haft nemt ved at snakke med. Han havde vel.. klandret hende for meget, til at han kunne gøre noget som helst ved det? Han sendte hende et let smil. Han havde jo ikke rigtigt andet valg, end at underlægge sig Sephiran, hvis han var den nye bestyrer af det her sted, og det var noget som han jo gerne kunne se for sig. Det ville blive en hård tid – for ham specielt, at gå i møde, for ukendt var hans familienavne jo ikke ligefrem. ”Jeg er sikker på, at det her faktisk er noget, som bliver gjort med vilje, Yelena, så det skal du ikke tænke på. Jeg vil bare ikke have, at du skal komme i fedtefadet.. Men tak for hjælpen.” Han kunne ikke få sig selv til at tage imod yderligere, også selvom han allerede nu vidste, at han slet ikke ville nå at blive færdig. Ikke på vilkår! Den tanke i sig selv, var nok til at gøre ham hidsig et eller andet sted, og den tanke, kunne han da slet ikke lide!
Caleb havde været i gang med at tælle møbler de forskellige steder. Han måtte jo huske de ting i hovedet, for han kunne jo ikke ligefrem skrive det ned, når han aldrig havde lært den kunst at skulle skrive, og han havde ikke fundet nogen, som havde haft nogle intentioner om at lade ham lære det. Han sukkede dæmpet. Det var jo faktisk mange møbler som skulle udskiftes og repareres, også selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde sagen meget bedre. Han vendte sig i retningen af Yelena da hun endnu en gang kom ind. ”Jeg prøver jo at huske alle tingene heromkring. Nu hvor man kigger efter, er der virkelig mange møbler som skal udskiftes.. Hvad tror du han siger til det?” Det var ikke fordi at han var bange for at Sephirans pengepung ikke rakte, men tanken om alle de penge, som de skulle ud og bede om.. Det var jo straks en anden sag.

[Deleted]

Yelena vidste, at der var meget arbejde for Zach, men om ikke andet havde hun da taget alle borde og halvdelen af møblementet, så han manglede det store gulv og de resterende møbler. Og derefter måtte han vel gå ned i detaljer? Hun syntes ikke det var fair, at han skulle gøre det hele selv, men det var vel fordi Sephiran kørte over ham på grund af hans efternavn? Det var dog slet ikke fair, så hun var bare glad for, at hun slet ikke huskede sine forældre eller noget derfra, hun vidste bare, at hun kom fra fattige kår. Hun smilede forsigtigt mod Zacharias, der blot knoklede videre uden at stoppe op mens han ligesom snakkede, fordi han skulle prøve at nå det. Sephiran ville nok blive sur, hvilket jo slet ikke var fair om ikke andet, men de måtte jo indordne sig hvis han ville give dem den luksus, som Caleb og de andre jo havde været vant til, når dette var deres arbejde. "Du har nok ret, Zach... Det var så lidt. Jeg håber du når nok til, at han kan se igennem fingre med resten," sagde hun forhåbningsfuldt, selvom hun nok vidste, at det ikke gik den vej. Hun trak vejret roligt og så mod Caleb, der gik rundt og talte op. Han lignede en, der hårdt prøvede at huske det hele. Hun ville dog ikke rigtigt kunne hjælpe ham heller, for at skrive var heller ikke noget hun havde lært. "Måske vi burde spørge, om vi ikke må vise ham rundt fordi vi har bemærket, at der faktisk er ret meget, der skal udskiftes?" spurgte hun dæmpet som et forslag. De blev jo nødt til ligesom at lægge beviser frem for, at der skulle så meget til, og så måtte de jo måske bare pynte lidt ekstra op indtil møblerne blev udskiftet?

[Deleted]

Zacharias vidste, at dette var en straf udelukkende på grund af hans navn. Han var stolt af det, som han også ønskede at gøre hans forældre stolte, og han ønskede at leve op til den ære, som engang havde ligget i hans navn, da det også var noget som han agtet at bringe tilbage til livet. Nu som det var sagt, så var det vel heller ikke underligt, at han gjorde sig lidt andre tanker omkring det her, end hvad han plejede at gøre, for han ville vise denne forbandede warlock, at han ikke var en, som man bare kunne koste rundt med! Han vendte sig mod Yelena. Han ønskede heller ikke, at tingene skulle gå udover hende, da det jo faktisk var en tanke, som han slet ikke kunne lide. ”Jeg skal nok tage mig af resten, Yelena.. Vi skal passe på hinanden her, ikke sandt?” Et sted, kunne man næsten sige, at de næsten var som en lille familie, og det var jo det eneste som han havde lige nu, foruden hans kære søster, som han for øvrigt næsten ikke så noget som helst til mere, og det i sig selv, var jo en tanke, som faktisk kunne gøre ham en anelse trist, men det var jo ikke noget, som han som sådan kunne gøre noget ved. Han fortsatte arbejdet. Han ville jo gerne komme så langt som muligt, inden den elendige og skide warlock, endte med at komme retur. Han gjorde gulvet færdigt, inden han begyndte med væggene og efterfølgende de mange små detaljer, som var rundt omkring, inden han søgte ned af gangene, for at færdiggøre de andre ting.
Caleb vendte sig mod hende. Lige hvad han skulle synes om denne mand.. Warlock.. nye bestyrer, vidste han ikke endnu, men det var nok noget, som han skulle finde ud af før eller siden, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han bed tænderne en smule sammen. Han vidste ikke om det var en god idé, men det var den måde, som ville give dem bedst mulighed for dem, at fortælle Sephiran, hvad der skulle laves her omkring. ”Du har sikkert ret… men jeg er mere bange for, at det vil tage mere af hans tid, end hvad vi gør i forvejen.. Han virkede temmelig mobset, da han stod her.. Jeg ved ikke om det var på grund af alt det med Zacharias.. Det bliver ikke nemt for ham nu,” afsluttede han sigende.

[Deleted]

Yelena tog en dyb vejrtrækning. Det var ikke i orden at dømme andre på deres navn, for hun var sikker på, at Zacharias jo faktisk havde noget virkelig godt i sig, for han virkede jo flink og god om ikke andet og havde jo også bare været venlig imod hende, siden hun var kommet hertil. Hun nikkede roligt mod ham. Sephiran virkede til at kunne skænke dem, hvad de ville have, men også som en meget hård mand om ikke andet. Hun frygtede allerede på Zacharias' vegne hvad han ville få af straf for, at han ikke kunne nå hele bordellet. Men fællesrummet var vel vigtigst, ikke? Hun ville gerne hjælpe ham, men ville heller ikke trænge sig på, selvom hun dog gerne ville beskytte ham fra straf. "Jo, det skal vi," svarede hun dæmpet inden hun listede af sted og fandt Caleb inde i et rum, hvor hun sendte ham et forsigtigt smil. Hun var ikke sikker på warlocken, der nu skulle styre stedet, men om ikke andet så måtte de vel også give ham en chance? Måske var det hele bare facade og noget udadtil, det kunne man vel ikke rigtigt vide. Hun trådte hen til ham og nikkede så tavst til ham, som han svarede hende. "Så... så lad os tegne en tegning," foreslog hun og nikkede, før hun kort forsvandt fra rummet de var i for at finde et stykke pergament og et stykke afbrændt og koldt kul. Hun kom tilbage ind i rummet til ham og foldede pergamentet ud på et lille bord, hvor hun knælede ned og gav sig groft til at tegne hele bordellet op med rum i opdeling. "Så sætter vi et kryds for hver ting, der er i stykker. Hvor mange er der herinde?" spurgte hun og så sigende op på ham. Da han svarede, så tegnede hun de krydser der skulle til, før hun skubbede sig op at stå igen.
Hurtigt fik de gennemgået alle rum, hvor hun tegnede krydser i de rum der passede på tegningen og de endte ude i fællesrummet igen. Her vidste hun et par ting og krydsede dem ind på hendes lille tegning med et tilfredst smil. "Så. Nu har vi krydser for alle ting, der skal erstattes. Så kan vi aflevere den til bestyreren, når han kommer, ikke?" sagde hun og vendte sig mod Caleb, mens hun blev stående med papiret i hånden. Tiden måtte efterhånden været gået, ikke?

[Deleted]

Zacharias var allerede nu opmærksom på at tingene ikke ville gå, som han ville have det, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som kom synderlig meget bag på ham. Han ville ikke have at det eneste familiære bånd, som han nu havde, skulle gå fuldstændig til hundene på grund af disse småting, og det var noget som han stod fuldkommen fast på. Han havde stedet her, og han havde sin søster, og det var nok det nærmeste, som han nogensinde ville komme på en familie. Han nikkede, og fortsatte med sit eget arbejde. Han ville aldrig nå at blive færdig med meget andet end fællesstuen, men det var nu heller ikke noget, som han kunne gøre det største ved, for han kunne jo kun gøre det så godt, som han nu kunne, og så håbe på, at det var godt nok. ”Netop,” sagde han roligt og med et let smil på læben, inden han fortsatte med at gnubbe og gøre ved, for at blive færdig, for stedet skulle skinne ifølge Sephiran, og så måtte han jo lade det skinne, som han nu havde tiden til at lade skinne, også selvom det vel også efterhånden nærmede sig at tiden rendt ud?
Det var frygtelig mange møbler som skulle skiftes ud, og det var noget som et sted foruroligede Caleb, for han vidste slet ikke hvordan den nye bestyrer ville tage det, og det var faktisk det som meget vel kunne gøre ham selv ganske urolig, for det var jo ikke fordi at de ikke passede på deres ting, for det gjorde de godt nok! ”Det lyder som en ganske fin idé,” sagde han med et let smil på læben, for det var noget, som han virkelig godt kunne lide! De fik sat kryds stort set alle de steder, hvor han fik udpeget at der manglede noget, eller tingene var ødelagt, så de kunne gøre noget ved det. Han kunne jo se på tegningen, at det efterhånden var en temmelig lang liste, og han ønskede jo trods alt bare at gøre et godt job. Efterhånden, så var det nærmest noget, som man kunne sige, lå inlogeret ved ham, at det var det som han ville, og dette var ikke ligefrem noget undtag på nogen måde i det hele taget. ”Jeg tror også at han er her meget snart igen..” sagde han roligt, inden han så sig ned mod opholdsstuen, hvor Zacharias stadig knoklede. Han måtte beundre den unge mand for sit gå-på-mod.

[Sephiran Acheron]

Sephiran havde de sidste par timer siddet og nydt lidt stilhed og lyden af, at Yelena og Caleb gik rundt mellem værelserne, for det kunne han fornemme, selvom han dog ikke direkte kunne høre deres ord, for døren ud til 'hans' kontor stod kun meget lidt på klem, da han ville have fred. Han havde fået skrevet alle kontrakterne, til den mængde han havde talt stod tilbage efter han ligesom havde meddelt, at han overtog stedet. Han smilede tilfredst for sig og lod pergamenterne ligge, da han ellers rejste sig op og trådte ud af sit kontor, selvom døren gik i efter ham igen og gik i lås; ingen skulle derind uden, at han også var der! Specielt ikke når han på et tidspunkt fik det lidt bedre indrettet om ikke andet. Han gik roligt igennem rummene for at se, men der var faktisk ikke blevet gjort rent, hvilket næsten kun frydede ham, for han havde jo vidst at Zacharias ikke ville kunne nå det hele, for stedet var jo ret stort om ikke andet. Han endte ude i det store fællesrum igen, hvor manden knoklede endnu og han kneb øjnene fast sammen. "Zachy. Hvad har du at sige til, at du ikke er blevet færdig. Hm?" sagde han og løftede et bryn på det sidste 'hm' ligesom om, han var oprigtig skuffet over det. Han trådte hen mod den unge mand og tog til en start, ikke notits af Yelena og Caleb, der også stod i fællesrummet. De andre havde han mødt på sin rundtur rundt mellem værelserne, selvom nogle af dem jo nu stod tomme og forladte. Han afventede et svar fra Zacharias, om ikke andet. Ud af øjenkrogen, havde han set den anden spand, der stod bag en stol, men kommenterede den ikke endnu.
Yelena bed tænderne sammen og luntede hen med det kølige kul, hvor hun havde taget det fra. Hun gik derefter hen til Sephiran og stillede sig på sidelinjen. "Undskyld, Sir. Her er en oversigt over hvor mangle møbler, der skal erstattes og fra hvilke rum," sagde hun og prøvede klart at tage fokus lidt fra Zacharias, for hun ville jo ikke have, at han skulle have problemer. Sephiran vendte sig mod hende og smilede sødt og strøg hende over kinden, hvilket fik hende til at stivne lidt, men hun tog dog imod. Han tog papiret; hun var virkelig smuk, denne, det så han først rigtigt nu. "Tak, min lille snut," sagde han, hvor tog papiret i hænderne bag sin lænd og viftede hende væk, mens han kiggede på Zacharias. Yelena bakkede tilbage til Caleb og holdt nøje øje med det.

[Deleted]

Zacharias havde været klar over, at det ville være ham en direkte umulighed at skulle nå det hele til tiden, og derfor forsøgte han bare at gøre det så godt som muligt. Sephiran gjorde det med vilje, og det var den tanke alene, som faktisk måtte gøre ham irriteret! Han sad på knæ og nærmest med knofedt og det hele, for at gøre sig færdig, også selvom stemmen bag ham, var noget som virkelig måtte irritere ham som intet andet. Han bed det i sig for nu, for han vidste, at han ikke havde noget andet valg end at underlægge sig denne mand. Han lagde kluden fra sig, kun for at rejse sig op fra sin knælende stilling, og vendte sig mod ham. ”Jeg har gjort det så effektivt og hurtigt, som det har været mig muligt.. Kun det bedste er jo trods alt godt nok,” forklarede han, inden han vendte blikket mod Yelena. Hun kunne ikke redde ham i denne situation, og det var noget som han vidste i forvejen.. Det hele stod i mandens attitude, at han havde gjort det med vilje, og det var en tanke, som uden tvivl virkelig måtte irritere ham noget så grundigt, det var der heller ikke nogen tvivl om!
Caleb holdt sig bare i baggrunden, da der heller ikke var fordi, at han kunne gøre så meget ved denne situation, som den var lige netop nu. Han bed tænderne sammen, da han så manden stryge Yelenas kind, også fordi at han følte, at det var lidt.. hans ret, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han knyttede næverne og blev ellers bare stående og kigget på dem. Zacharias var en mand, som havde meget i munden, men også meget i handlingen, så meget vidste han, såvel som så mange af de andre, som var og arbejdede på stedet her, for han var deres talsmand, og havde været det siden Leonardos død, og det var også hvad de havde haft brug for.
Zacharias blev stående. Et sted vidste han næsten, at han blev straffet for ikke at være færdig, men den fryd i Sephirans øjne, var nok det, som faktisk irriterede ham mest, for han vidste jo at manden havde gjort det med vilje! ”Jeg yder mit bedste,” afsluttede han tydeligt kortfattet.

[Sephiran Acheron]

Sephiran nød af at stå med denne magt, for det var næsten for nemt at retfærdiggøre, at han kunne få lov til at give umulige ordre og så straffe dem, for hvem skulle de dog gå til? Der var vel forhåbentligt ingen her, der var dumme nok til at gå imod ham, for han kunne dræbe dem med et knipseslag og det ville de hurtigt finde ud af, hvis nogle stykker af dem da ikke allerede vidste og kendte til hans rygte. Han stod rankt med hænderne foldet over ryggen, som han blot sendte Zacharias et sigende blik. Manden gik nu op i det med sjælen måtte man sige, for det var de færreste der gik så langt til at begynde at rense gulvet med fedt, de fleste ville bare have gjort det med vand. Men på grund af mandens navne, så var det ikke noget han kunne belønne på noget tidspunkt, medmindre manden virkelig kune vise sig værdig og det ville nok tage lang tid. "Så ja? I det mindste startede du da det rigtige sted... Det sted kunderne ser først. Men, kunderne skal jo trods alt ende i værelserne ikke? Hvad vil du gøre ved, at der stadig er støvet derinde?" spurgte han sigende og regnede direkte med et svar og endda hurtigt, for der var cirka en halv time til han ville åbne dørene for kunderne, så der skulle virkelig arbejdes hurtigt. Han blev jo nødt til at sætte hver person på deres eget værelse og så aflåse de rum, der ligesom stod tomme for nu. Han løftede et let bryn igen og smilede afventende, mens Zach påpegede, at han ydede sit bedste. "Dit bedste? Dette er middelmådigt," hvislede han køligt, for den mand skulle ikke tro han ydede noget, uden at han fik rosen af Sephiran selv! Han fnøs let og afventede stadig en idé. "Og den spand der... Er det også din? Eller har du fået hjælp?"
Yelena kunne ikke lide det hele og kiggede lidt nervøst op på Caleb, som hun stod ved igen. Hun havde virkelig ikke brugt sig om det strøg over kinden, men hun havde ikke turdet trække sig, for hun var altid den autoritære og mandlige underdanig, det var hendes natur og det meste af hendes liv. Og det at bryde fri, havde jo ikke fået hende til andet end ulykkelighed og et liv uden børn. Hun havde jo hjulpet Zach og hvis han skulle straffes, burde han da ikke tage det hele... Men for nu var hun tavs.

[Deleted]

Zacharias havde ikke haft en jordisk chance for at blive færdig med hele stedet på så kort tid, men det var vel ikke noget som berørte denne mand? Det var vel mere muligheden for at håne ham for hans navn? Selvom han selv vidste, at man ikke kunne dømme bogen på omslaget eller forfatteren, men læse indholdet, og finde ud af, hvad der egentlig gemte sig af hemmeligheder. Leonardo havde taget vel imod ham, og han havde virkelig forsøgt at leve op til forventningerne, og han ville da stadig mene, at det var noget, som han faktisk havde gjort ganske godt. Han rettede sig op. Han havde forsøgt at være taktisk, selvom det naturligvis ikke var godt nok i hans øjne. Hvad andet havde han da været i stand til at forvente egentlig? ”Jeg ønskede at starte ud med det som folk kom til at se først.. .Sir. Hvordan værelserne ser ud, burde i princippet være op til de boende der,” påpegede han sigende. Sådan havde det altid været, så det kunne godt være, at det var derfor, at han havde tænkt i de baner, som han nu havde gjort det. Han vendte blikket væk fra ham. Middelmådigt? Han havde for pokker da været nede på alle fire for at gnubbe tingene rent for alverdens fedt og snavs, og så var det middelmådigt?! ”Jeg beklager, at det ikke lever op til chefens ønske eller standard,” endte han med en mere kortfattet tone, for det andet begyndte da kun for alvor at irritere ham, og han synes bestemt heller ikke at det var retfærdigt for hans vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! At han spurgte ind til, om han havde fået hjælp, fik ham igen til at vende blikket mod ham. Der var vel ikke nogen skam i at hjælpe hinanden, så det kunne blive hurtigt fint og flot igen? Han knyttede næverne let. Et sted så gjorde det ham faktisk en smule.. nervøs, for han ønskede slet ikke at det skulle gå udover Yelena. Hun havde allerede været igennem mere end rigeligt i hans øjne. ”Vi hjælper hinanden her på stedet. Det har vi altid gjort,” svarede han endeligt, da han havde en sjov tendens til at tro, at det var dumt at lyve for denne mand.
Caleb anede ugler i mosen, og han anede, at det ikke ville komme til at gå særlig godt. Han selv valgte at træde en anelse mod Yelena, kun for at lade armen glide om hende igen. Han havde jo på forhånd sagt, at det havde været en dum idé!

[Sephiran Acheron]

Sephiran var klar over, at Zacharias aldrig ville være blevet færdig uanset hvad, for så skulle alle jo hjælp og han havde jo sendt nogle ud. Han havde brug for at håne denne mand for hans navn, fordi det fik ham til at føle sig ovenpå og tilpas. Men hvis Zacharias så en dag formåede at brænde igennem for alvor, så skulle han nok også belønne det meget stort, ingen tvivl om det, for han vidste også godt der var mere end bare et navn til alle mennesker, men et navn fungerede som et stempel som alle holdt fast ved. Han satte nok forventningerne højere end den tidligere oprindelige ejer, men han ville jo gerne have de bedste medarbejdere, for dette skulle slet ikke minde om et horehus på nogen måde! Han måtte give Zacharias, at han havde startet taktisk rigtigt og hans ord var jo rigtige, hvilket faktisk irriterede ham. "Også udmærket. Ja, du kan nok have ret. Men nu bad jeg dig om det, ikke?" spurgte han nærmest sigende og bebrejdende, mens han hævede et let bryn. Middelmådigt var der han startede, for han kunne jo ikke give for meget ros allerede, hvordan ville det ikke stille ham som leder? Han vidste af erfaring, at man skulle køre folk så langt ud, at de nåede deres ypperste og så først begynde at blive mildere. Han kneb blot øjnene sammen. "Så må vi jo se, om du kan gøre det bedre næste gang," sagde han sigende. Det var klart i hans ord, at Zacharias kom til det igen, for det kunne jo blive hans lille side-job om ikke andet. Han så meget bestemt mod ham, da han så en kende nervøs ud, for det var tydeligt han havde fået hjælp. Han nikkede afmålt, for i det mindste så havde han da vist regnet ud, at han ikke skulle lyve. "Nu bad jeg kun dig om det, ikke? Det betyder, at du ved at få hjælp har gået imod min ordre," sagde han fast og vendte sig ud mod alle, da et par stykker var kommet frem igen. De to piger han havde sendt ud efter kunder, var også vent tilbage. "Alle, lyt til dette; hvad jeg siger, er hvad I må. Jeg har ikke tænkt mig at udpensle, hvad I ikke må, I skal jo blot holde jer indenfor hvad jeg sætter jer til, så har I ikke brudt noget," forklarede han fast og de fleste nikkede genkendende, det var jo til at forstå. Han så rundt på forsamlingen. "Hvem har hjulpet Zacharias?" sagde han fast og løftede let en hånd, og da han bøjede fingrene, så sendte han en smerte igennem Zacharias krop. Kun et enkelt, så sænkede han hånden, for det var en advarsel.
Yelena bed tænderne nervøst sammen og rykkede over til Caleb, da han lagde armen om hende. Hun kunne godt lide ham, for han gav hende tryghed hun slet ikke havde normalt. Nu vidste hun da, det var en dum idé at hjælpe, men hvordan kunne hun vide det. Hun mimede et undskyld i retningen af Zach, før hun nikkede til Sephirans ord om det, de alle skulle lytte til. Da Sephiran gjorde et eller andet ved Zach, så stivnede hun i kroppen og trådte et skridt frem. Det var hende, der havde gjort det, så ingen skulle have skylden for det. "Sir... Jeg hjalp ham," sagde hun. Hun undskyldte ikke, for det ville vist ikke føre til noget godt med den mand. Sephiran vinkede hende hen uden ord og hun gik hen til ham.
Sephiran tog fat i hendes kæbe og så på hende. "Du skuffer mig, Yelena," sagde han hvislende og kylede hende i gulvet så hårdt, at hun endte med at falde ned. Hun knyttede hænderne let og blev liggende, for hun havde ikke fået besked på at rejse sig. Det var tydeligt, hun var vant til en dominant mand fra sit ægteskab.

[Deleted]

Zacharias havde sin fars skarpe hjerne, og det var nok også derfor at han havde valgt at starte med opholdsstuen frem for noget af det andet, for det var denne stue, at folk blev mødt af, når de trådte ind af døren. Han stod dog stædig fast på, at det var op til de hver enkelt boende, at sørge og sikre sig, at der så ordentlig ud, når det jo var deres værelse. De havde aldrig haft rengøring på, men noget som de havde ordnet hen af vejen. Allerede nu vidste Zacharias, at denne mand, ikke var af den type, som han brød sig synderlig meget om, for han kunne faktisk slet ikke lide ham! Han knyttede næverne ganske let. ”Det ved jeg du gjorde.. Sir, men du ved lige såvel, som jeg, at jeg aldrig har haft nogen jordisk mulighed for at færdiggøre arbejdet her,” påpegede han sigende. Han valgte at løbe risikoen ved at sige ham imod, velvidende om, at det måske kunne gå hen og blive en frygtelig, frygtelig dum idé, men ikke noget, som han sagde noget synderligt til, for det kunne han ikke..det ville han ikke, og det var noget, som han faktisk stod fuldkommen fast på i den anden ende. Han bed tænderne sammen. Altid havde hans familie sat høje krav til ham, men det var ikke ofte, at det forekom, at han ikke kunne leve op til dem, og det var noget som et sted gjorde ham vred.. Han synes slet ikke at den opførsel eller behandling var fortjent på nogen som helst måde i det hele taget! ”Det må vi vel.. Er det en fast opgave, jeg skal påtage mig nu?” fortsatte han. At det var så tydeligt, at han havde fået hjælp, var ikke ligefrem en tanke, som han brød sig om. Faktisk måtte han erkende, at han slet ikke kunne lide, at det havde været så tydeligt, at se som det havde været. Han trak vejret dybt, og lettere prustende. Blikket faldt.. næsten, som havde det været i skam, men kun fordi, at han ikke følte, at det som han havde gjort, var tilstrækkeligt, og det var en tanke, som faktisk gik hen og gjorde ham.. ked af det et sted.
Yelena trådte frem, selvom Caleb ikke var synderlig meget for det. At se hende blive kylet ned i gulvet, og blive liggende, gjorde selv ham sammenbidt, også selvom han vidste, at han intet forkert havde gjort, og derfor valgte at blive stående. Det ville ikke gavne nogle af dem, hvis flere gik mod den nye bestyrer, som jo faktisk forsøgte at gøre det godt for dem, ikke? Det var den tanke som Caleb trøstede sig med.
Zacharias blev dog ikke stående og gloede. Han var en leder.. han var en født leder, og derfor søgte han i retningen af Yelena, hvor han tog fat i hende, i et forsøg på at hjælpe hende op at stå. ”Det er min skyld, Sir,” afsluttede han. Han ønskede slet ikke, at det skulle gå udover hende!

[Sephiran Acheron]

Sephiran vidste, at Zacharias måtte bestå af den del fra sin far, men det var heller ikke en mand han tænkte særlig højt om, eftersom vedkommende havde valgt at være sammen med Elanya og den kvinde var snart bundskraberen på hans liste! Han ville dog fremover sætte hvert enkelt på deres eget værelse, for så kunne han straffe flere mennesker. Han var sikker på, at han kunne få sjov ud af Zacharias på mange flere måder; han havde allerede planlagt, at den unge mand skulle klare oprydningen i næste uge også, for det ville blive et krav, at der blev rengjort en gang om ugen, så kunderne følte de kom til et rent og luksuriøst sted. Han kneb øjnene sammen, men straffede ham ikke direkte for at sige ham lidt imod, for det hele skulle nok ramle sammen på et tidspunkt. "Det skal jeg ikke kunne sige, nu har det aldrig ligget til mig at rydde op eller gøre rent, så jeg har ingen idé om hvor lang tid den slags tager," sagde han overlegent. Selvfølgelig vidste han, at Zacharias ikke ville kunne have nået et så stor rum når han krævede det så rent, som han gjorde, men om ikke andet, så kunne han faktisk heller ikke direkte sige hvor længe det egentligt tog. Han så sigende på ham og nikkede til ham, for det var klart den opgave Zacharias skulle have fra nu af. "Ja. Du står for stuen her en gang om ugen, samt dit eget værelse," startede han, før han drejede sig ud mod dem alle og så rundt, og fortsatte: "Og ellers tager hver mand sig af deres eget værelse." Han trak vejret roligt. At Yelena så havde hjulpet, det undrede ham slet ikke, men om ikke andet så skulle hun jo straffes med det. Zacharias skulle ligeså, for både at have sagt ham imod og for ikke at nå det hele, samt at have fået hjælp, for så havde han jo faktisk nået endnu mindre endnu end det vel så ud til. De andre gjorde bestemt klogt i at holde sig ude af det, hvor han så vendte sig mod Yelena og Zacharias, da han hastede hende til undsætning, hvilket fik ham til at rulle øjne. Han blev stående stilfærdigt. "Når du nu så fint påtager dig den ledende rolle over de andre, Zachy, så er det vel på sin plads at du uddeler straffen," startede han og smilede allerede sit velkendte kyniske smil, for han havde den perfekte straf i sinde og det skulle nok blive godt; specielt når Caleb var så beskyttende for Yelena og Yelena jo også holdt til Caleb. "Straffen er som følger; Jeg vil gerne se hvordan I gør her og hvad I dur til. Når dele af det finere borgersskab er her, så skal de bedste også sendes på opgaven. Så værs'go Zachy," sagde han tilfredst. Det var vel ikke svært at forstå hvad Sephiran ville have dem til? At have et samleje midt på gulvet, hvilket var en passende straf mente han selv.
Yelena knugede hænderne sammen og så på Zach, da han kom hen til hende og hjalp hende op. Hun kom op at stå og pustede let ud, mens hun så mod Sephiran og blegnede ved hans ord. Det var jo... meget værre end at være med en fremmed, for nu kendte hun jo Zach og han var en ven her på stedet! Hvad ville Caleb ikke sige. Hun så mod Zach, men sendte ham blot et blik, der accepterede det, for hun turde ikke gå imod Sephiran. Hun sendte dog Sephiran et trodsigt blik, før hun hev fat i sin kjole og begyndte at hive den op.

[Deleted]

Zacharias var virkelig ved at være hidsig, og han vidste, at han ikke rigtigt kunne gøre det vilde ved det, om det var noget, som man nu ville det eller ikke. Det var en tanke som et sted gjorde ham ked af det, men samtidig også mere opmærksom på at skulle opnå alle de ting som han ikke kunne opnå med den tilfredsstillelse ved modparten som han heller ikke gjorde i denne stund, og det var noget som virkelig var ved at irritere ham som bare pokker! At han nu fast skulle stå for rengøringen af opholdsstuen og hans eget værelse, var uden tvivl en tanke, som virkelig måtte irritere ham som bare pokker! Han bed tænderne tydeligt sammen. ”Javel,” svarede han blot, selvom det var tydeligt, at han på ingen måder var tilfreds med omstændighederne. Nu hvor han så at Yelena blev skubbet direkte i jorden, så var han hurtigt henne ved hende, for at hjælpe hende op at stå igen. At han ikke skulle stå for rengøringen af hele huset, var han skam ganske tilfreds med, det var der ikke nogen tvivl om, for det var faktisk rigtig meget, og han måtte erkende, at han selv var ganske godt tilfreds med hans indsats for at gøre det rent her. Han hjalp hende op at stå. Han var måske den som stod som den ledende her i huset – foruden Sephiran selvfølgelig, men det skulle ikke komme ud på det, i hvert fald. Straffen som blev dem skænket, gjorde ham fast i blikket, for.. han kendte Yelena på en lidt anden måde, end det at dele de specielle stunder med hende, for det var slet ikke noget som han havde lyst til! Han bed tænderne sammen. ”Hvis De ønsker at finde ud af hvordan vi behandler det finere herskab, kunne De måske gøre Dem overvejelsen, at prøve selv…? Sir?” Det var måske den sidste protest, men noget var han jo trods alt nødt til at gøre, for han ønskede slet ikke at gøre den slags med Yelena, også fordi at de var her på samme vilkår. Ikke bare som kollegaer, men nærmest som en lille familie, for de havde jo ikke rigtigt andre end hinanden. Han blev for nu stående, selvom hun rev op i kjole og det hele. Han ville ikke!
Caleb var nærmest blevet ligbleg i ansigtet, også selvom han vidste at det ej var fordi at Yelena ønskede at gøre dette, og det var noget som han var klar over. Han bed tænderne kraftigt sammen og vendte blikket væk. Han forblev tavs, selvom han virkelig havde lyst til at bryde ind og stoppe det hele, så kunne han slet ikke få sig selv til at gøre det. Han ønskede ikke selv at ende i problemer, for dem havde de da nok af i forvejen!

[Sephiran Acheron]

Sephiran kunne fornemme, at Zacharias var ved at blive sur og den tanke var jo faktisk bare en, han kunne more sig på. Han så mod ham, for den unge mand kunne ikke gøre noget ved det, så det måtte jo trods alt bare være frustrerende for ham. Han trak vejret roligt og kiggede mod ham med et fast blik. Han skulle stå fast for en del af rengøringen, så det, at han accepterede, det passede ham bare helt fint, for sådan burde det også være. Måske var han ikke tilfreds, men det måtte han jo lære at blive, for han fik ligesom hvad han selv valgte, ikke? Han fulgte blot Zacharias med blikket, for han vidste at ansatte på sådan et sted her altid stod sammen som en lille familie, derfor var de jo aldrig sammen, medmindre 2 af dem selvfølgelig skilte sig ud og var et par fremfor en del af familien, men uanset. Han kneb øjnene i, for det var jo bare et samleje, ikke noget specielt ved det vel, han skulle jo bare lade som om hun var en fremmed trods alt. Smilet krusede over hans læber, mens han blot så til at Yelena faktisk lystrede langt mere end Zacharias lige for øjeblikket. Han sendte ham et skarpt blik. Havde Zacharias faktisk lige bedt om, at han selv skulle tage sig af Yelena? Zacharias kunne jo trods alt bestemme hvor let eller hårdt, men han selv ville jo faktisk blot være ret ondskabsfuld ved tøsen, eftersom hun jo var ansat her på bordellet. Men han var deres chef og han ville stå fuldkommen udenfor fra nu af og så finde en anden måde at stille sin lyst på, for han havde allerede en idé i bagtanken. Han ville være chefen, der ikke direkte mængede sig med dem. "Ikke på vilkår. Jeg er jeres chef, ikke en kunde," svarede han stilfærdigt og blev stående med rank ryg og hænderne bag ryggen. Hvis Zacharias stod som lederen af flokken, så måtte det også være ham der delte de fleste straf ud, hvor han selv blot ville stå som den befalende. "Kom i gang, Zachy, vi har ikke hele dagen. Jeg vil gerne kunne åbne om en halv time, hvilket allerede gør åbningen lidt forsinket," sagde han og hævede blikket rundt til de andre. "I andre må blive og se på. Ellers må I gerne rydde op på jeres eget respektive værelse og ellers blive klar til åbningen," endte han, hvor de fleste valgte at rydde op på deres værelse. Han så tilbage på Zacharias med et utålmodigt blik.
Yelena bed tænderne sammen. Hun kunne ikke lide dette. For nu, så løftede hun dog kun kjolen så bunden af kjolen nåede hende til knæene. Hun sænkede blikket. Hun turde ikke kigge hen på Caleb, for hvis hun endelig skulle straffes, så ville hun bare gerne have det gjort. Hun havde dog håbet, at det, at hun var her, var straf nok... men åbenbart ikke.