The former glory

[Sephiran Acheron]

Der var gået noget tid og Sephiran var begyndt at kede sig. Han havde brug for at lette trykket og valgte derfor at besøge byens bordel, hvor han jo altid havde været velkommen, fordi han betalte godt. Han havde været en fast kunde under det tidligere styre og havde faktisk ikke været der i længe, så nu var han spændt på hvordan det hele så ud. Var der mon kaos på stedet, var det ved at forfalde eller hvordan gik det mon der? Det skulle han jo tidsnok finde ud af! Kappen blafrede let efter ham som han stilfærdig kom gående langs gaden med hænderne foldet over lænden. Folk der så ham veg uden om ham, for han gik så bestemt og autoritært, at han bestemt ikke gad flytte sig for andre, for folk vidste jo udmærket hvem han var og kun Kimeya kendte til hans smutter med Tiyanna, heldigvis! Han nåede bordellet og skulle til at betræde stedet, men blev da stoppet af to mænd, der holdt ham hen. De bad ham om navn, hvilket fik ham til at knibe øjnene sammen, for hvad var det for en opførsel? "Sephiran Acheron," sagde han køligt og så advarende på de to, meget tæt på at brænde hovederne af dem allerede. Da han så fik at vide, at han ikke måtte komme ind på grund af bud fra bestyreren, så slog hans øjne direkte gnister. "Må jeg ikke komme ind?" spurgte han foruroligende roligt og fik direkte mordlyst i hans øjne. Hurtigt løftede han begge hænder op foran vagternes ansigt og de faldt om på stedet, paralyseret af hans magi der løb igennem dem. Han åbnede døren ind og blev noget overrasket hvordan stedet så ud; billigt, lidt beskidt og ikke mindst som et gement horehus. Det var da ikke det sted han huskede. "Jeg... finder mig ikke i det," hvæsede han for sig selv. Han fandt hurtigt døren ud til det private og gik bare, som han var berettiget til det. Han stod hurtigt ved en tyk, ældre Herre, der ikke ligende en som arbejdede her. "Hvor vover du at benægte mig adgang her?" hvæsede han og greb bestyreren om halsen og klemte til. Bestyreren så overrasket ud og rømmede sig fast, uden rigtigt at kunne finde ord. "Jeg giver dig nu én enestående mulighed. Du skriver under på et pergament, at du fraviger dig din position. Så forlader du dette sted med de penge du har fået i dag og kommer aldrig igen. Hvis ikke, så slår jeg dig ihjel," hviskede han iskoldt og fremmanede et officielt dokument, som blev lagt foran manden. Bestyreren gryntede og skrev under, bange for sit sølle liv på trods af det og havde hurtigt stukket halen mellem benene. Han fnøs fast, rettede på sit tøj og gik ud i fællesrummet. "Stedet er lukket for de næste 3 timer. Kom glædeligt tilbage," sagde han næsten venligt og viste nogle kunder ud, hvor han smækkede døren i og låste den, mens han vendte sig med front ind i rummet.
"Vil alle ansatte være så venlige at træde ud?" sagde han fast og gav dem ikke mange sekunder til det, mens han nærmest ventede utålmodigt. Dette sted skulle slet ikke se sådan her ud, det skulle være luksuriøst og kun for dem med pengene i orden!

[Deleted]

Det var på ingen måder, som det havde været, da Leonardo havde hersket over stedet her, selvom de få tilbageværende, naturligvis var glade nok for at have et sted at være, og et job, som de var i stand til at passe, så var det bare.. ikke det optimale, og heller ikke i Zacharias’ øjne. Han havde dog betydeligt mindre at sige, end så mange andre. Han havde ikke haft en kunde igennem lange tider. Folk blev jo trods alt væk derfra. Hvis de ikke blev benægtet adgang, så holdt de sig væk, på grund af alt det skidt, som var der, og det var ikke ligefrem noget, som gavnede dem i det store og hele, og det var et sted.. ganske uhyggeligt at tænke på.
Hvad der egentlig skete på den anden side af døren, bed han sig ikke fast i, som noget af det første. NU hvor han endelig havde tiden til det, så havde han selv tiden til at ligge og tænke over hans egen familie.. Hans mor, hans far og alt det, som han burde få gjort, men som han ikke kunne, på grund af de muligheder som de havde. Han vidste, at hans fr ville vende sig i graven, om han vidste, at han var der, men han havde jo trods alt taget et valg, for sin egen skyld, og det var vel også det, som var det vigtigste? Ved ordren som lød ude på gangen.. om at træde ud, så var det også det, som han gjorde med det samme! I takt med at se Caleb på gangen, så stillede han sig derude for sin dør som alle andre, også fordi, at han ikke rigtigt havde noget andet alternativ end det. Noget var han jo trods alt nødt til at gøre. Han bed sig let i læben. Det var.. et sted noget som gjorde ham en kende urolig. Han så ned mod gulvet. Han vidste, at hans procianske rødder nok kunne skaffe ham problemer, også selvom det ikke havde været tilfældet frem til nu, og det var noget, som han naturligvis var frygtelig, frygtelig glad for. Han skævede kort mod Caleb med en direkte.. undrende mine, for hvad pokker var det egentlig der foregik? Han forstod da slet ikke noget som helst!

[Sephiran Acheron]

At stedet her var noget forfaldet på det seneste var da tydeligt noget som Sephiran kunne se og det gjorde ham sur, at der ikke blev passet på et så luksuriøst sted, for hvis det var et nærmere horehus så ville han da aldrig sætte sine ben der. Han kneb øjnene fast sammen som han så rundt mens han afventede, at folk ville træde frem; gad vide hvor mange her var tilbage? Det var ikke umiddelbart noget han kunne sige på forhånd, men han måtte jo se hvem og hvor mange der kom frem. Stedet her skulle rengøres de næste tre timer og så skulle der spredes buddet om, at bordellet var tilbage til sin standard. Nogle møbler så lidt forfaldne ud og det var tydeligt, at her måtte gøres noget og det skulle han gøre. Han havde pengene til at spæde i projektet og regnede ikke med, at nogle turde sætte sig imod ham. Og hvad kunne være bedre for ham end at styre stedet her? Nok var det en meget flygtig idé han havde fået om selv at styre stedet her, da han havde sendt den grove nu tidligere bestyrer på gaden med en trussel. Han tog folk i blik, som han så rundt som de kom ud af deres værelser/arbejdsrum. Der var et par mænd, men klart flest kvinder, hvilket dog ikke gjorde ham noget, men i det mindste så lystrede de dog. "Jeg kan se, at stedet her har mistet sin glans. Jeg regner med I er her, fordi I nægter at arbejde på et gement horehus, men fordi I hører under den bedre standard og til at skænke folk noget ordentligt," startede han ud og fornemmede et par nik rundt omkring. Han blev stående på stedet med hænderne foldet over ryggen, mens han kneb øjnene let sammen og blev stående med et autoritært udtryk i øjnene. "Jeg kan give jer det tilbage. Jeg har smidt den, der eftersigende var bestyrer af stedet her og har ladet det forfalde efter Leonardo. Vi skal have ryddet op så stedet skinner, så vi kan byde de gamle kunder velkommen, såvel som tiltrække nye," forklarede han videre. Han så rundt på dem, om det mon overhovedet behagede dem det vidste han ikke. "Hvis der er nogle, som ikke bifalder at stedet her skal blive godt igen, så må I gå nu," endte han fast. Han regnede dog med folk hellere ville have det pæne og gode arbejde tilbage, fremfor at være som et horehus, ikke? Navnet Marvalo skulle i hvert fald ikke lægge navn til dette sted! "Mine vilkår er som følger; I får alt betalt imod, at jeg tager 85 % af jeres løn; mad, drikke, tøj, et sted at bo og eventuelle ønsker I måtte have, kan måske godkendes også. De resterende 15 % er jeres løn," forklarede han roligt, "hvis det ikke behager Jer, ved I hvor døren er," endte han igen, mens han så til om nogle gik eller om alle blev.
Yelena trådte selv ud af Calebs værelse og stillede sig ved hans side. Hun var øm i kroppen, da hun havde haft to kunder i dag, fordi hun havde været ny og spændende. Hun tog det dog i stiv arm så langt. Hun skævede kort over til Zach og dernæst hen på personen, der stod der.

[Deleted]

Zacharias var måske en umådelig flot mand, og med rigtig mange fordele på sin side, men der var alligevel grænser for hvad han kunne rumme. Han selv fortalte yderst sjældent hvem han var, også fordi at han vidste, at hans mor ikke just var den mest populære her i Dvasias, men hans far derimod.. Jared Imaricha.. En meget kendt og frygtet dæmon, også selvom han var afgået ved døden i dag, så følte han sig lidt alene, da han heller aldrig så sin søster mere. Nu hvor de alle sammen var blevet kaldt ud på gangen, så stillede han sig der sammen med dem, også selvom han kort lod blikket fare iretningen af Caleb og Yelena, som stod sammen ikke langt fra ham. Han havde heldigvis sit eget værelse, og muligheden for at tilfredsstille sine egne kunder, selvom det bestemt ikke var mange, som mødte op den dag i dag. Det smukke ved dette sted, havde Leonardo taget med sig i døden. Hvad denne mand fortalte og hvem han var, var alligevel noget som gavc mening, dog selvom navn og det hele, var ukendt. En warlock ikke desto mindre, var hvad han kunne fornemme ud fra ham, så blev han alligevel stående. Han havde fat i rigtig meget af det rette, og det var jo også det, som han selv måtte bide sig fast i, for han selv ønskede jo at stedet her, blev som det havde været før i tiden, så det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han nikkede blot stumt til hans ord, også selvom han endte med at bede dem fortælle hvor meget han ville trække dem i lønnen, også selvom det var jo oppe i det samme som Leonardo havde gjort i sin tid, og det var ikke fordi at det havde været så slemt igen i den anden ende. Han trak vejret ganske dybt. Enkelte endte med at gå, selvom.. han blev stående. Selv dette havde været et liv for ham igennem rigtig mange år, og der havde jo ikke været nogen skam i det tidligere. ”Jeg tænker at de tilbageværende, ønsker at støtte op om Deres projekt, Sir,” sagde han endeligt. Han var og blev en Imaricha og en Maloya, og de var jo talspersoner, og det samme ønskede han så sandelig at være.

[Sephiran Acheron]

Sephiran blev stående med en smule tavshed da han havde sagt sine sidste ord om, at de udmærket vidste hvor døren var, hvis det ikke behagede dem her. Han kunne sagtens finde nogle der ønskede arbejdet her på stedet, for han agtede at få de gamle kunder såvel som nye kunder til stedet. Han lod døren låse op, mens han blot så stilfærdigt til, mens han så, at der var 2 som valgte af gå hvor resten blev stående, hvilket passede ham helt fint, for hvis de ikke kunne godkende hans vilkår så måtte de jo gå. Han så roligt på forsamlingen, hvor resten virkede til at kunne godkende hans arbejdsvilkår og de så også ud til at være fornøjede nok over, at den bestyrer han havde smidt ud herfra, var blevet sat af og at de fik nogle af deres tidligere vilkår tilbage, for han havde kendt til lidt til dem. Han blev stående med armene stilfærdigt foldet over lænden, mens han øjnene de forskellige folk; alle smukke og betagende, men det var jo også hele ideen med stedet her, ikke? Han trådte et let skridt frem, mens døren igen gik i lås bag ham da de var gået og han vendte blikket fast mod den stemme, der snakkede. Der var som regel altid én, der tog ansvaret som talsmanden, men det passede ham nu også fint, for den person havde som regel sine kollegaers interesse i baghovedet, så de andre ikke blev stødt over det. "Udmærket," endte han roligt med et nik. "Mit navn er Sephiran Acheron. Enhver, der kalder mig ved fornavn, vil få med mig at bestille. For jer, vil jeg være Sir Acheron, Sir eller en anden høflig tiltale, eftersom jeg vil tage over stedet her," fortalte han roligt og trådte hen til manden, der havde talt. Han så ham fast ind i øjnene med et skarpt blik, der slet ikke lagde op til julelege, men han ønskede klare og direkte svar! "Hvad er dit navn?" spurgte han så. Han trak vejret roligt.
Yelena mødte kort Zachs blik, før han selv vendte sig mod denne Sephiran, der nu kom hen mod ham. Hun knyttede hænderne og foldede hænderne bag sin ryg, mens hun så hen mod dem uden at sige et ord.

[Deleted]

Zacharias hoppede naturligt ind i rollen som en leder, da det nærmest var noget som faldt ham naturligt igennem de forældre som han havde. Hans mor som afdød dronning og hans far som en af de stærkeste dæmoner som havde levet i nyere tid. Han følte et eller andet sted, at han havde noget at leve op til - for alles skyld. Selv blev han stående, da manden fremlagde sine krav og forventninger til dem og vendte sig mod den nye herre.. den som åbenbart ønskede at yde dem den hjælp som de havde brug for, for at bringe stedet her tilbage til det, som det førhen havde været. Selv bed han sig i læben, da han krævede hans navn, for.. skulle han give ham det? Han valgte nu alligevel at tage chancen, selvom de korte vekslende blikke med Caleb, tydeligt indikerede, at det måske ikke helt var den bedste idé, men havde han egentlig noget andet valg? Hans hjerte begyndte at hamre let mod hans bryst. Han skulle aldrig have åbnet munden! "Mit navn er Zacharias Maloya Imaricha," afsluttede han endeligt, inden han rettede sig op. Folkets interesse var selvfølgelig det vigtigste for ham, også fordi han vidste hvordan det havde været førhen og hvilke muligheder han selv havde haft da han var kommet her. Caleb forblev helt tavs. Han var trods alt ikke talt til endnu. Armen lagde han trøstende om Yelena. Han havde håbet at dette ville være dem til gavn, men.. det fandt de vel ud af?

[Sephiran Acheron]

Sephiran fornemmede, at den mand, der havde snakket, var en som tog rollen som leder for de andre. Det var dog en interessant tanke, for det var ikke hvem som helst der tog den rolle, det var som regel noget der nedstammede; det var jo det samme med ham selv, så derfor agtede han også at kende mandens navn og forhåbentligt få afklaret, hvem denne mand var nedkommer efter; mon et kendt navn? Han kneb øjnene let sammen, for han agtede at hjælpe stedet her tilbage til sin ret, for han ville bestemt kunne færdes et sted hvor det var ordentligt og rent, fremfor at det var et snusket sted, hvor folk blev væk fra. Så ville han hellere putte nogle penge i stedet og få det hele gjort til sin ret. Han så utålmodigt på manden, der havde snakket, mens han ventede på vedkommendes navn. Han lignede en, der tøvede omkring at skulle fortælle sit navn, så hvad mon der lå bag? Navnet fik det store, selvtilfredse og kyniske smil på hans læber hvor han næsten måtte slippe en lille latter. En Maloya? Her på stedet? Og så endda en blanding af både Maloya og Imaricha? Han løftede hånden og greb fat om kæben på denne Zacharias og holdt hans blik fast mod sine egne iskolde blå øjne. "Fortæl mig... Er du barn af dem jeg tror? Den kære Elanya og... Jared?" han spyttede nærmest Elanya's navn ud, for den kvinde havde han virkelig aldrig haft noget til overs for. Han holdt et fast greb i Zacharias' kæbe. Han skulle virkelig have det sjovt med denne mand, for med mellemnavn i Dvasias, så var man jo stemplet på forhånd. "Vi skal nok få det... rigtig... sjovt, os to," sagde han og trak på mundvigen. Han gav slip på hans kæbe og foldede hænderne bag sin ryg endnu engang. Han trådte et lille skridt bagud og så over de ansatte... hans ansatte nu. "Godt. Zacharias, du må i gang med spand og kost og rengøre hele stedet her. Du har helt præcist 2 en halv time før stedet kan skinne, så vi kan få kunderne frem igen," sagde han fast med et sidste blik på ham, før han vendte blikket over mod 2 tøser, der stod nær ham og han trådte hen foran dem. "I to... I må tage et par sko på og gå ud og tiltrække folk til gaden, spred rygtet om at vi åbner om 3 timer," sagde han og nikkede, før han viftede dem af sted. Han fortsatte videre rundt og stoppede foran en mand og kvinde, hvor manden stod med armen omkring kvinden. Han løftede et bryn. "Hvor sødt... Kærlighed på et bordel. Hvordan fungerer det, når I konstant er hinanden utro?" spurgte han sigende og morende.
Yelena stillede sig ind til Caleb da han lagde en arm om hende. Hun håbede bare at denne mand kunne være miraklet og få stedet tilbage til det luksus, som Caleb havde forklaret, det havde været førhen. Hun så mod Sephiran, da han pludseligt stod foran hende og Caleb. Hun slog blikket ned. Hun og Caleb var vel ikke sammen på den måde, men ordene gjorde ret ondt alligevel.

[Deleted]

Det lå ganske naturligt til Zacharias at hoppe ind i den ledende rolle og snakke på vegne af dem som nu valgte at blive på stedet, også selvom det var tydeligt en helt anden stemning som havde grebet stedet her efter Leonardos død. Noget følte han bare at han var nødt til at gøre og med den familiebaggrund som han nu havde, så skete det bare lidt automatisk. Nu hvor han havde opmærksomheden, kunne han godt mærke at det måske ikke havde været det mest smarte at gøre, men hvad skulle han da gøre? Lyve? Han troede ikke på at det var et alternativ i denne situation. Han bed tænderne fast sammen. "Elanya er min mor, som Jared er min far, det er sandt." istemte han dæmpet. Manden brød sig ikke om hans rødder, selvom det nu heller ikke ligefrem forekom ham som nogen overraskelse. Grebet om hans kæbe, tvang ham til at se på ham. Hans hjerte slog fast mod hans bryst. "Til tjeneste, Sir.." sagde han dæmpet. At han skulle gøre hele stedet rent på så kort tid, var slet ikke muligt! "Jamen.." forsøgte han. Det kunne han da ikke nå at gøre færdigt!
Caleb vendte blikket mod ham. Yelena var en veninde og ej en kæreste og det gjorde ondt at blive snakket sådan til. "Vi er ej et par... Sir," sagde han dog roligt og uden at sluppet hende. Han var jo trods alt den eneste hun havde, som hun var det eneste han havde.

[Sephiran Acheron]

Sephiran var nu fint tilfreds med, at en tog den ledende rolle for de andre ansatte, men at det så skulle vise sig at være en efterkommer af Elanya Maloya, det var alligevel både en morende og ækel tanke. Han skulle nok få det sjovt med den mand om ikke andet, for han kunne få lov til at pukle hårdt for at være værdig her på stedet, for han var allerede stemplet hårdt med Maloya. "Nå? Jeg troede ellers det var omvendt," sagde han morende og nedladende, for han kunne slet ikke dy sig på det punkt når han stod overfor en søn til den tøs. Han kneb øjnene fast sammen og smilede stort og kynisk til ham, hvor han blot holdt det faste greb om kæben, selvom han slap det bagefter. Zacharias skulle selv rengøre det hele og ellers var der straf; ligeså havde han jo kun sagt til ham, at han måtte gøre rent, så hvis andre hjalp, så blev der konsekvenser. De skulle tidsnok finde ud af hvordan hans sind og tanker fungerede på det punkt. "Intet jamen. Du valgte at blive, så du arbejder under mine regler. Alle skal ligeledes skrive kontrakt," sagde han fast "Gå i gang, Zacharias," endte han. Han gik over til 'parret' i stedet. Han kneb øjnene sammen og så fast på manden, der svarede, at de ikke var et par. Han kunne ellers se følelserne i deres øjne, men det var måske ikke gået op for dem endnu. "Om forladelse... Det så sådan ud. Jeres navne?" spurgte han fast, for han agtede klart et svar, for han ville kende sine ansatte så han også sikrede sig, at de rigtige skrev under på de rette kontrakter. Han så nærmest utålmodigt på dem, for de havde jo ikke hele dagen, vel? Han greb fat i kæben på tøsen, der stod og gloede ned i gulvet. Yelena bed tænderne sammen og blev stående ind til Caleb, da han svarede og undlod at sige noget, før hun blev grebet om kæben. Hun stivnede og slog blikket op hvor hun prøvede at stryge det nervøse antræk af sig. "Yelena, Sir," svarede hun dæmpet og så på ham, da hun var tvunget til det. Hendes hjerte hamrede. "Bare... Yelena? Intet efternavn?" spurgte han fast og lettere mistroisk. Han afventede ligeså et svar på det, for det lød da mærkeligt kun at kalde sig ved ét enkelt navn ikke? "Ja, Sir. Jeg har intet efternavn," svarede hun høfligt. Grebet blev sluppet om hendes kæbe, men hun holdt alligevel hovedet rejst. Sephiran så på manden.

[Deleted]

Zacharias følte sig som en talsmand for dem alle sammen, for nogen skulle jo føre ordet, og med den far, som han havde haft, og den mor, som han også havde haft, som alle havde været talsmænd på den ene eller den anden led, og det var jo noget, som han uden tvivl godt kunne mærke i denne stund, hvad end om det var noget, som man nu ville det eller ikke. Blikket gled i retningen af manden som nu stod foran ham. At blive gjort til grin med hans familiære baggrund, var ikke ligefrem nyt for ham, men det gjorde ham vred. Han vidste, at hans mor havde.. ja, været noget for sig selv, men hans far derimod, var en mand, som han kun følte, at han kunne være stolt af, som han var stolt af det. Han kneb øjnene sammen. At folk skulle være nedladende, var efterhånden kun noget, som han var vant til, så det var der jo heller ikke ligefrem noget nyt i. Han vendte blikket væk fra ham. ”Yderst morsomt..” mumlede han med en tydelig irriteret stemme, også selvom han endte med at stå fuldkommen måbende tilbage, da han fik at vide, at det hele skulle skinne, og han kun havde 2½ time til det, for det kunne han da aldrig nogensinde nå! Det var da alt for kort tid! Han vendte sig helt væk fra ham. Nu var det nok et navn, som havde sat sig på hjernen, og et, som han ikke ville glemme, og det var han i princippet fuldkommen ligeglad med, for han skulle nok vise ham, at han kunne en ting eller to, selv på trods af sin baggrund i Procias. ”Fimsede Warlock..” mumlede han irriteret for sig selv, da han søgte ud efter spand og moppe, for han kunne jo lige så godt komme i gang, hvis han skulle have nogen jordisk chance, for at nærme sig det, at blive færdig til tiden!
Caleb vidste godt, at der intet var mellem ham og Yelena, også selvom de delte værelse og delte seng, selvom der nok nu var mulighed for at hun fik sit eget nu, hvor der var nogle stykker, der havde valgt at forlade stedet, og de endnu var nogle trofaste som havde valgt at blive. Tungen strøg han let over sine læber. ”Caleb Limouh Peisélas,” sagde han endeligt. Han stivnede let og låste grebet mere om Yelena da Sephiran valgte at tage fat i hende, for det brød han sig slet ikke om! ”Sir..” endte han sigende, også mest for at trække opmærksomheden væk fra hende. Han ville jo ikke have, at hun kom galt af sted, mere end i forvejen!

[Sephiran Acheron]

Sephiran glædede sig til at være ond mod Zacharias, for det var uden tvivl en morsom tanke for ham, at efterkommeren af Elanya Maloya skulle stå her på bordellet, der nu skulle være hans. Men at han så også var efterkommer af Jared, det var jo næsten endnu bedre, for det blev jo kun endnu sjovere, at Jareds søn prostituerede sig selv. Men begge hans forældre var vel også bortkomne, så derfor var det jo logisk nok, at man søgte til dette hvis der ikke var ressourcer til at forsørge ham. Han smilede for sig selv og kunne fornemme, at Zacharias ikke syntes det var morsomt, da han vendte blikket væk. Hans familiære baggrund var selvfølgelig grunden til, at han nu kom til at skulle gøre det hele rent, men om ikke andet, så var det jo hans eget problem. Han fornemmede, at Zach vendte om for at forlade stedet og hørte dog godt de sidste ord. "Jeg hørte dig godt, Zachy," sagde han og tydeligt nedladende på øgenavnet han netop havde tænkt over, hvor han kort vendte fokus fra 'parret' og til Zach igen, mens han fulgte ham med øjnene ud for at finde en spand og moppe.
Han vendte igen blikket tilbage på Yelena og Caleb og nikkede kortfattet over navnet han fik præsenteret. Caleb, udmærket navn om ikke andet, men efternavnet sagde ham ikke noget, så den mand ville han ikke være efter. Han slap Yelena og foldede hænderne bag ryggen, mens han blot nikkede fast mod dem. "I kan sørge lidt for indretningen, hvor noget stof er revet i stykker eller andet. Sørg for det hele står pænt og ser indbydende ud. Hvis I syntes der mangler dekorationer, så kom og spørger mig efter lidt penge I kan gå i byen med," endte han fast og nikkede mod dem, inden han vendte om og så lidt på de tilbageværende, da han nu ville henvende sig mere til alle. "Udmærket alle. Jeg vil være ude på kontoret og ordne lidt papirarbejde. Inden vi åbner, skal I alle have været ude forbi og skrive kontrakt. Kontakt mig hvis det er nødvendigt. Jeg kommer tilbage og tjekker om alt er i orden om 2 timer cirka, så vi forhåbentligt kan åbne stedet," afsluttede han, før han vendte om på hælen og gik ud til det rum, hvor han havde fundet den tidligere bestyrer. Nu ville han lave kontrakterne og ellers bare lade folk arbejde med de opgaver han havde givet.

//Midlertidig out.

[Deleted]

Yelena håbede virkeligt, at denne Sephiran kunne vise sig at blive det mirakel hun havde bedt om for bordellets vegne. Det virkede da til, at han ville få stedet tilbage til sin anstændighed og ligesom sørge for, at de faktisk havde det godt og fik den nødvendige 'omsorg' samt også fik penge til at kunne lægge til side, så det gjorde hende ikke så meget. Hvis hun bare fik kunder nok, skulle hun nok kunne nå at spare den høje sum penge sammen hun skulle give til hendes eksmand. Hun kunne ikke lide den måde Zacharias blev udstillet dog, for man burde ikke dømme nogle for deres fortid og slet ikke for deres forældre, for nok var han efterkommer, men han behøvede jo ikke være ligesådan vel? Hun var dog selv overrasket over den onde ordre, for Zacharias kunne da ikke nå at få hele stedet til at skinne selv, der var jo mere end 2 timers arbejde i det, ja måske endda 4 timer eller derover, for her var jo nærmest ikke blevet gjort ordentligt ren siden Leonardos død, som Caleb havde fortalt hende om. Hun bed tænderne let sammen og så efter ham, før hun så på Sephiran der nu kom hen til hende og greb fat i hendes kæbe. Hun så fast på ham og tog en dyb vejrtrækning, mens hun mærkede at Caleb låste grebet lidt beskyttende om hende; hun var virkelig glad for, at han var her på stedet, for han var en god støtte og stor tryghed for hende. Hun nikkede blot og så efter Sephiran også, da han valgte at gå fra fællesrummet og ud til kontoret, for så havde de da fred indtil han ville komme frem igen. At hun og Caleb så fik til opgave at lappe ødelagte stof, samt indretningen, hvorledes de måtte gå ud og handle hvis de syntes der manglede noget. Hun vendte sig mod Caleb og strøg hans kind blidt. "Vil du tjekke op på hvor meget, der er i stykker?" spurgte hun stille og smilede forsigtigt til ham, for hun ville gerne hjælpe Zacharias så han jo nåede det til tiden, så han ikke fik en overhaling. "Så vil jeg lige hjælpe Zach," endte hun og smilede, før hun stille gav slip på Caleb og vendte om for at følge efter Zach ud til et lille depot, hvor der var nogle redskaber til at gøre rent. Hun tog en spand mere og en klud, hvor hun fik øje på Zach. "Jeg skal nok give dig en hånd... Skal vi hente vand ude i gården?" spurgte hun. Hun vidste, der var en lille brønd ude i gården, der var en lukket gård. Hun løb hurtigt ud af en dør, der førte derud og gik hen og hægtede sin spand på, inden hun sænkede den ned og fik den trukket op igen, inden hun hurtigt vendte ind i fællesrummet og gik i gang med at tørre overflader af på bordene.

[Deleted]

Zacharias var efterhånden ved at blive vant til at blive hånet og stemplet for sit navn, selvom det selvfølgelig ikke var noget som gjorde sagerne meget bedre for hans vedkommende. Som det nu var sagt, så var han faktisk ked af til tider, at han havde de rødder som han havde, for han havde aldrig bedt om de forældre som han havde. Uanset hvad, så ville han da alligevel mene, at han havde gjort hvad han kunne, for at bryde det mønster som havde præget hans familie. Hans søster derimod, var en helt anden sag, og det var noget som uden tvivl også gjorde ham bange. Han vendte blikket væk fra Sephiran. Hvem den mand var, og hvad han troede at han var, var han et sted fuldstændig ligeglad med, for det var slet ikke noget, som han ville tage højde for bare sådan uden videre, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Zachy? Det fik ham næsten til at lyde som et barn, og det var han altså ikke længere! ”Javel.. Sir..” mumlede han irriteret for sig selv, inden han søgte hen for at finde de ting, som han skulle bruge, for han kunne jo lige så godt komme i gang, selvom han vidste, at han aldrig nogensinde ville blive færdig med stedet her, og derfor kunne han ikke rigtig t lade være med at.. frygte lidt for hvad der ville ske løbende.
Caleb strammede grebet en anelse om Yelena. Hun var det eneste, som han havde, og derfor også det eneste, som han havde at klamre sig til. Opgaven for deres vedkommende, lød nu ganske.. overskuelig, så det var noget som faktisk passede ham selv ganske fint. Han pustede næsten lettet ud, da Sephiran forlod dem, også selvom han uden tvivl virkede til at være en mand, der mente tingene alvorligt. Han vendte blikket mod hende, da hun strøg ham over kinden. De burde hjælpe hinanden, men selv så tvivlede han stærkt på, at denne mand faktisk lod dem gøre det. ”Er du nu sikker på, at det er en god idé, Yelena..?” spurgte han dæmpet, også selvom hun allerede var videre og henne ved Zacharias, som selv så direkte fortabt ud. Det var virkelig ikke fordi at han ikke ydede manden den hjælp, for det kunne og var uden tvivl noget som han kunne og havde brug for.
Zacharias sukkede opgivende, inden han nåede skabet, hvor han vidste at kost, mop og spand stod. Han vendte sig i retningen af Yelena. Han sendte hende et venligt smil. Ja, visse ting, havde han tydeligt fra sin kære moder, også selvom det var meget lidt tid han egentlig havde tilbragt sammen med hende igennem sit liv før hendes død – Hans far lige så. Han nikkede. ”Jeg vil ikke sige nej, Yelena.. Jo.. ude i gården.. Kom,” afsluttede han roligt, inden han hævede den ene spand.

[Deleted]

Yelena blev altid i meget bedre humør over at hjælpe andre, så derfor valgte hun jo også at ville tilbyde Zacharias sin hjælp, så han ikke ville få en overhaling af Sephiran senere. Han virkede umiddelbart som en konsekvent mand, men hvor hård straf der ville være, det vidste hun ikke, men hun ønskede jo heller ikke at finde ud af det. Hun regnede ikke med, at han ikke måtte få hjælp, for det havde Sephiran ikke sagt noget om. Hun tænkte det slet ikke omvendt lige i øjeblikket, hvor hun bare ville have stedet rent og pænt, for hun var vel en kvinde om ikke andet. Desuden ville hun nemt kunne gøre stedet rent, for hun skulle bare dreje sit vandelement en smule nu hvor hun havde en spand vand og så skinnede stedet jo på ingen tid. Hun kunne ikke lide, at Sephiran skulle køre på Zacharias på grund af hans rødder, så hun ville jo også gerne være der lidt for ham om ikke andet. Hun smilede forsigtigt til Caleb, glad for at han passede på hende, for han var den eneste hun havde. Hun løftede et bryn til hans ord og smilede blot med et nik. "Hvorfor skulle det ikke være det?" spurgte hun med et skævt smil nu hvor hun fik chancen for at hjælpe et andet og putte andre foran hende selv. Hun så roligt på Zacharias, da hun nåede til ham og så venligt mod ham, da de sammen fik hentet en spand vand hver. "Så lad os komme i gang," sagde hun og gøs let over kulden der midlertidigt ramte hende fra gårdens kolde sten, før hun nåede ind i varmen igen i fællesrummet. Hun satte spanden ned, startede let ud med kluden før hun blot stod og førte hænderne foran sig i elegante og afmålte bevægelser, således at vandet løftede sig fra spanden som en rund blød kugle og når hun fejede den hen over overfladerne, så blev de også rene og støvede af. Hun smilede tilfredst og lod det resterende vand falde tilbage i spanden, som hun bar over til noget af møblementet. Hun rullede kluden op og gav sig til at tørre kanterne af, der jo var af træ hvor de ikke var betrukket med stof. "Caleb? Den her stols betræk er ødelagt," pointerede hun da hun tørrede og pegede ned på den.

[Deleted]

Zacharias var efterhånden vant til den modgang, som hans rødder skænkede ham, men gang på gang, så havde han da om ikke andet, så påvist, at han kunne klare sig, selv på trods af det, og det var jo også det som var det vigtigste. Modstand i den forstand som Caleb havde mødt den, havde han ikke just gået i møde, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han begyndte ellers bare at finde tingene frem, for lige den straf som kunne tilfalde dem fra Sephirans side, vidste han ikke, men det var bare fornemmelsen af, at det ikke var noget, som han ønskede at møde i den anden ende, og det var naturligvis noget som han stod fuldkommen fast på i den anden ende. Han bed tænderne sammen og rystede på hovedet. Det var da virkelig en træls warlock, som havde valgt at tage over stedet her, og det var da noget som virkelig måtte irritere ham som intet andet!
Caleb blev stående og så på hende. Yelena var det eneste som havde på et sted som det her, og derfor ønskede han naturligvis også at passe på hende. Han nikkede blot. Hvis hun var så sikker, så.. skulle hun naturligvis få lov til det, men det var bare fornemmelsen om at Sephiran var en dum mand at sige imod. ”Jeg ved det ikke.. Du har sikkert ret..” sagde han endeligt og med et kort træk på skuldrene, inden han selv gik i gang med at undersøge husets inventar for ødelagte genstande, for det var vel meningen, at han ville have det hele til at skinne? Og det var noget som de vel var nødt til at give ham, inden det for alvor ville ende med at gå galt, og det var slet ikke noget som han var interesseret i! Måske der kom andre boller på suppen nu, og de faktisk fik det bedre igen, end det som de havde haft tidligere? Han kunne håbe på det!
Zacharias hentede vandet og begyndte ellers bare at gøre stedet rent. Han selv gjorde brug af sin magi, så det gik en kende hurtigere, selvom det bestemt ikke gjorde det muligt for ham, at være færdig i løbet af en time eller to, for det gjorde det slet ikke. Han sukkede indædt. Han skulle bare have tiet stille, også selvom han vidste, at det var gået galt, uanset hvad han havde gjort, og det var en tanke, som faktisk irriterede ham, for selvom han måske havde rødder i Procias, så kunne man da snildt sige, at hans liv havde været i Dvasias, for han havde ikke været særlig gammel, da han var kommet hertil! ”Jeg værdsætter virkelig din hjælp, Yelena, men.. burde du ikke tage dig af din egen opgave? Han virker til at være en barsk en..” påpegede han dæmpet, da han førte moppen over gulvet. Det skulle jo skinne!