Searching for you

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore gik egentlig bare ud fra, hvad han havde oplevet og erfaret, også selvom det var ganske lidt i det store og hele, hvad end om det var noget, som man ville det eller ikke. Hun var slet ikke ude på, at skulle prikke til hende, eller gøre hende utilpas, eller noget lignende hen af det. At hun vendte sig væk fra ham, så var det tydeligt, at han alligevel havde ramt noget. Han betragtede hende dog stadig. ”Jeg har meget muligt ikke oplevet dette på egen krop, sind og sjæl, da jeg vel kan sige, at jeg.. aldrig har haft nogen kvinde, som jeg i mine øjne, kan kalde for noget som har berørt mig af hjerte og krop i den forstand..Om jeg ville bakke ud? Naturligvis ville jeg ikke det.. Der skal være hindringer på vejen, Denjarna. Men min opfattelse af mænd… Dvasias, såvel som i Procias, er at de er gode til at skabe en falsk fornemmelse af tryghed,” fastholdt han ganske sigende. Han havde jo selv set Matthew gøre det samme med Eniqa, uden at han kunne gøre noget som helst ved det. Han trak let på smilebåndet. Det var måske ikke alt, de var enige i.. og tilværelsen ville godt nok også være frygtelig kedelig, om det havde været tilfældet, så det var egentlig noget som passede ham selv ganske udmærket i den anden ende. Han himlede let drillende med øjnene. ”Tror du da, at det vil klæde mig?” spurgte han med en tydeligt morende mine, også fordi at han jo faktisk mente det. Han satte sig roligt op i sengen, selvom han faktisk ikke havde lyst til at forlade den, for han kunne godt lide at ligge der sammen med hende. Hendes liv havde måske ikke været nemt.. det vidste han jo ikke noget af. Det var jo kun nyligt, at han var kommet ind i hendes, som hun var kommet ind i hans, og det var noget, som han faktisk stod ganske fast på, i den anden ende. ”Livet er ikke altid, hvad man kunne ønske af det. Vi lærer af vores erfaringer, såvel som vi også kan lære af andres,” sagde han med en rolig stemme. Naturligvis afviste han, at tage hende med, selvom han slet ikke var ude på at holde hende fængslet og fanget her, til han kom tilbage. Men frygten for, at nogen skulle se hende, var virkelig stor.. Koste hvad det koste ville for hans vedkommende, men han ønskede jo kun det bedste for hende, og for nu, så var det jo at holde hende tryg og sikker. Han lod hovedet søge let på sned. ”Du er ikke tilfreds,” bemærkede han endeligt.

[Deleted]

”Og kan man nogensinde opnå det ægte ud fra din opfattelse? Det lyder som om, at du kun mener, at det kan være galt, skønt du end ikke selv har oplevet det at have en nær. Nok har du følt for en, men det er noget andet at vise det, frem for at stå gemt væk bag en barriere,” sagde Denjarna stilfærdigt. Stædig var hun, og som hun ej følte, at han havde hold i sine ord, lod hun det ikke bare ligge. Hvorfor skulle hun? Det lå ikke til hendes væsen at gøre således. Det var også derfor, at hun var denne stærke kvinde. Selv vidste hun dog også, at det selvfølgelig kunne gå skidt i et forhold. Hendes og Dericks forhold havde trods alt ikke altid været lige sundt. Hun smilte svagt. ”Den teori kan vi jo altid afprøve.. Jeg har en kjole, og derfra er det trods alt ikke særligt svært at finde ud af,” sagde hun, hvor hun afsluttede med at blinke kækt til ham. Morsomt ville det uden tvivl være at se.. men det var dog ikke et billede, som hun behøvede at have af ham. Hun betragtede sig af ham. ”Selvom vi bør lære af vor fejl, er vi bekendt med, at vi begår dem igen. Det er kun menneskeligt, skønt vi sværger på, at det ej kan ske igen,” sagde hun roligt, som hun ikke helt og holdendt var enig med ham. ”Men som du selv siger, kan det også hænde, at vi rent faktisk lærer, og at andre gør sig kloge på det. Det er en todelt vej.” At han derfra skulle opdage, at hun ej var tilfreds med at blive ladt tilbage i hulen, var der ikke noget at gøre så meget ved. Hun skammede sig nemlig ikke over, at det var således hun havde det, for kunne man bebrejde hende? Det var ikke fordi, at hun ønskede at virke utaknemmelig overfor Salvatore, for hun var skam yderst taknemmelig! Hun hadede blot det at blive holdt indespærret, og særligt nu hvor det var sket så meget. ”Hvordan kan man se sig tilfreds med en indespærring, når dem omkring en får lov til at færdes frit omkring? Beskyttelse eller ej.. Jeg har hverken set lyset eller mærket vinden for måneder. Det er klart, at jeg ej ønsker mig et nyt fængsel,” forklarede hun ham. Selv tvivlede hun på, at hendes ord gavnede sagen, men man kunne vel altid forsøge? Desværre så hun også selv logikken i Salvatores ord. For det første var det ikke til at vide, om hun var helt på toppen endnu. Og for det andet var der faren ved, at hun blev opdaget.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

”Jeg vil ikke påstå, at jeg dømmer på forhånd og jeg vil ikke sige, at det hele er galt. Det er den falske tryghed af tilværelsen jeg hentyder til. Jeg har set steder, hvor det er så ægte som intet andet.. Og man bliver misundelig på hvad de har, og hvad man ikke selv, er i stand til at tage til sig.. Jeg ville ønske jeg kunne.. men jeg er påpasselig, og sikkert mere end hvad jeg burde,” fortsatte Salvatore. Det var ikke fordi at han tog en diskussion for at være en skidt ting, for det var altid rart at se hvordan andre oplevede det kontra hvordan man selv oplevede det. Det var slet ikke fordi, at han var særlig bange for, at tage den ’kamp’ op med hende, for det var der slet ikke nogen grund til. Hun virkede ikke sur, men derimod som en som bare ønskede at udveksle tanker og erfaringer, og det var det som han faktisk godt kunne lide. Han endte dog alligevel med at slå ud i en latter. ”Eller du vil bare gerne have mig i kjolen, så du kan se hvor tosset det kommer til at se ud?” påpegede han spørgende, dog med en morende mine. Han nikkede. Det var jo trods alt rigtigt. ”Det kan nemlig hænde, at vi lærer af hinanden, og ikke bare af vores egne erfaringer. Vi lærer jo trods alt hver eneste dag, og der er meget der spiller ind, som du selv siger.. Jeg har valgt en vej, hvor du derimod, har valgt en helt anden,” sagde han roligt.
Det var allerede for længst gået op for Salvatore, at Denjarna ikke ønskede at blive der, og det var skam ikke fordi at han ikke kunne forstå det, for det kunne han skam godt. Det kunne godt vise sig, at være risikabelt for ham, at tage hende med, også selvom det ikke var for ham selv, at han var bange, men de kutteklædte, var som oftest dem, som faktisk blev mistænkt som det første, og det var slet ikke noget, som han kunne lide i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. ”Jeg kan godt forestille mig, at det er en frustrerende tanke for dig, men.. det er mere for din skyld, at jeg gør det. Kongen ved, at du har været her, og jeg har en tendens til at tvivle på, at han har opgivet den søgen efter dig. Jeg vil ikke have, at det skal være et fængsel for dig, at være her.. Så.. .tag med.. Men vær varsom,” afsluttede han sigende. Han ville gøre hvad han kunne, for at passe på hende!

[Deleted]

Overrasket var Denjarna over … hvor rolig Salvatore var. Selv var hun vant til, at mænd hidsede sig op, når hun svarede igen og imod deres holdning. Salvatore derimod, afgav blot rolige svar igen, som et tegn på, at han vel … godtog hendes mening, men muligvis ikke var tilstrækkelig enig med hende. Hun kunne faktisk lide det, selvom hun var vant til, at hun vandt de diskussioner, hvor stemmen blev hævet. Salvatores ro gjorde dog, at hun ikke så nogen grund til at bide af ham, og derfor forblev hun ligeså rolig. Hendes hoved gled en kende på skrå, samtidig med, at hun lod hånden stryge over hans kind. Hun smilte let til ham. ”Din tid skal nok komme.. Der vil komme en dag, hvor en kvinde vil bløde dig op.. ligge din påpasselighed til siden.. Når den tid kommer, vil du danne dig din egen erfaring, fremfor alt hvad du har set og hørt,” sagde hun roligt. Jo, hans tid skulle nok komme. Om hun skulle opleve det hele igen, var hun derimod langt mere i tvivl om. Var det hende muligt at finde en ny Derick? Måske endda en der var bedre end Derick? Hun trak på smilebåndet, som han slog ud i latter. Skønt var det at høre, og særligt fordi, at hun vidste, at hun stod til grundlag for det. Hun lo dæmpet. ”Nu ikke noget med at røbe mine ønsker,” svarede hun drillende igen. Roligt betragtede hun ham. Han var nu meget for at lære af andres fejl. Ikke at der var noget galt i det, men det var nu engang sjovt at høre. Det indgød trods alt også til mere viden om, hvilken person han var, og mere og mere fandt hun skam ud af. ”Det tør siges,” endte hun blot roligt med at sige, som han sagde, at de havde valgt hver sin vej.
Selv vidste Denjarna godt, at han ønskede, at hun blev i hulen for sin egen sikkerhedsskyld. Det behøvede han skam ikke at påpege over hende.. men på den anden side, måske tog han fejl? Sidste gang han havde ladt hende alene tilbage, havde det trods alt vist sig, at det bestemt ikke var sikkert. Måske ville historien derfor blot gentage sig? Tavst lyttede hun til, hvad han havde at sige, og som han afsluttede sine ord, måtte hun næsten tabe mælet! Forbløffet blinkede hun med øjnene. Han lod hende gå med? Den havde hun bestemt ikke ventet! Der gik dog ikke lang tid, før hun brød ud i et bredt smil. ”Du vil ikke fortryde det!” I sin begejstring lænede hun frem mod ham, hvor hun placerede et kys på hans kind, inden hun satte sig helt op. ”Jeg skam nok passe på.. Os mørkelvere er desuden kendt for, hvordan vi let kan bevæge os omkring, som en fjer. Ingen behøver at fatte mistanke til mig.”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore havde slet ikke nogen grund til at hæve stemmen, eller gøre det til et halvvejs skænderi. Det var en udveksling af tanker, erfaringer, og meninger, og det var slet ikke fordi at han tog det som en skidt ting. Hendes strøg mod hans kind, fik ham til at smile let. Det var sandt nok, at han aldrig selv havde oplevet noget lignende, og det nok var derfor, at han gjorde sig de tanker. Han så hvor mange der havde været forkerte på baggrund af det her. Han så hvor mange der blev knuste på baggrund af hvad deres partner havde gjort og havde sagt, og det var slet ikke noget som han brød sig om. Det gjorde ham faktisk.. vred et eller andet sted, men hendes strøg over hans kind, gjorde ham faktisk fuldkommen rolig. ”En dag kommer det nok,” sagde han endeligt. Han mente dog, at der måtte være nogen, for alle og enhver derude.. Ganske vidst holdt han af Denjarna, og endda frygtelig, frygtelig meget, og ja.. han kunne ikke ligefrem benægte, at han havde gjort sig tanken om, at det kunne være hende, men… en mørkelver? Han vidste det ikke helt. Han rystede smilende på hovedet, for han fandt det egentlig ganske morsomt, og det var rart at de kunne more sig med hinanden, ingen tvivl om det! ”Jeg vidste det… Du vil bare have, at jeg skal se dum ud,” påpegede han med en drillende stemme. Det var jo trods alt det underholdende hvad angik det menneskelige væsen.. De lærte hele livet, og selv den ældste mand, gjorde sig nye opdagelser næsten dagligt, og det var jo trods alt, alt sammen af en grund, om det var noget, som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det måtte være. Han vendte blikket mod hende. Han nikkede. At lære af hinanden, var noget som han gik meget op i, også fordi at han gik utrolig meget op i det faktum, at de var nødt til at lære af hinanden, så de samme fejl ikke blev begået igennem flere generationer. De kunne jo lige så godt lære af den ældre. At tage hende med, var bestemt heller ikke med hans gode vilje, men han ville jo heller ikke holde hende fanget her, når det var frisk luft og frihed, som hun havde brug for, og noget som han derimod faktisk godt kunne forstå, var noget som hun havde brug for. At se hende nærmest springe op på den måde, forundrede ham uden tvivl, for det havde han ikke ligefrem forestillet sig! Han smilede let. ”Jeg så det smil.. Så kan jeg ikke fortryde.” Han var ærlig overfor hende, inden han roligt rejste sig op og vendte sig mod hende. Det var nu, han måtte se den mørkelviske list lidt i praksis. Kysset mod hans kind, havde sat en varme i ham. Han kunne jo faktisk godt lide det. ”Jeg vil anbefale dig at være yderst forsigtig. Folk i Procias er dømmende.. Specielt på kutteklædte.. Og jeg ønsker ikke at noget skal ske dig..” Han strøg hendes kind ganske roligt. ”Så find kappen, så tager vi af sted,” afsluttede han smilende.

[Deleted]

Sikker var Denjarna i sin sag om, at Salvatore ej ville være alene i al evighed. Påpasselig var han måske, men selv var hun sikker på, at der nok skulle komme en kvinde, der turde tage chancen med ham, og om end tage det første skridt. Det skulle nemlig ikke undre hende, hvis han ikke selv kunne. Ikke fordi, at han ikke havde lyst, men fordi, at han ikke tænkte videre over det. Roligt smilte hun til ham, inden hun trak sin hånd til sig igen. Det skulle skam nok gå.. Det var hun sikker på. Muntert var skæret i hendes øjne, som de fortsatte drilleriet. Det var rart, at det kunne forholde sig således. Længe havde hendes dage nemlig været plaget af mørke, og intet håb, men nu var det tydeligvis vendt. Berigende var det i sandhed. Det viste også blot, at hun endnu kunne omgås verdenen. Hun var måske ikke så vanvittig, som hun til tider havde følt sig i cellens klamme greb. Hun smilede morende til ham. ”Så, så.. Ikke alle disse dårlige forudsætninger,” sagde hun morende, selvom det var sikkert, at han ville se dum ud. Hun troede desuden ikke på, at dette syn nogensinde ville blive virkeligt, og det havde hun nu ikke et problem med.
Ventet havde det ikke været, at Salvatore ville tage Denjarna med sig ud, og derfor var hendes begejstring så tydelig, som den nu engang var. Hun havde nærmere ventet at høre; at det var for farligt, og at han derfor ikke turde løbe risikoen. At han så i stedet havde sagt; at hun skulle være varsom, men at hun derfra godt måtte komme med, havde fået en lykkebombe til at springe i hende. Derfor havde hun også kysset ham af ren og skær glæde.. ”Du vil heller ikke fortryde!” lovede hun ham, skønt hun selvfølgelig ikke kunne sige, hvordan andre folk ville reagere på hende, eller hvordan livet var omkring lige nu. Hun nikkede let med hovedet til hans ord, inden hendes hoved automatisk søgte tættere på hans hånd, som han strøg hendes kind. ”Kan jeg gå med dig, eller skal jeg forholde mig på afstand?” endte hun med at spørge ham. Hun vidste trods alt ikke præcist, hvad han mente med forsigtig. Tæppet skubbede hun til siden, så hun kunne rykke sig tættere fodenden. Det var også her, at kappen lå. Det var ej en hun havde haft, da Salvatore havde fundet hende i fyrstens kælder, og derfor var det bedst, at han ikke tænkte nærmere over det. Hun tvivlede nemlig på, at han støttede op omkring tyveri. ”Jeg er klar, hvis du er,” sagde hun, som hun svang kappen over skulderen, og bandt båndet ved hendes kraveben. Hånden valgte hun let at køre over de ravnsorte lokker, så håret lagde sig efter søvnen, inden hun valgte at trække den røde hætte op.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore havde virkelig ikke tænkt over, hvordan han selv var overfor andre, og at han egentlig var indelukket. Nu ledte han jo heller ikke efter en ledsager for livet, men forsøgte at leve livet så godt, som det nu var ham muligt med de forudsætninger som han havde. Han vidste, at det nok skulle gå.. Selvfølgelig ville det da det, hvilket der heller ikke rigtigt var nogen tvivl om. Derudover, så var det virkelig rart for ham, at han havde hende ved sig, som kunne sætte det hele i lidt af et perspektiv, og faktisk give ham ting som han kunne tænke over, for det var noget, som han faktisk havde det ganske fint med. At de så derimod kunne have det sjovt med hinanden, gjorde det jo kun mange gange bedre, også for hans vedkommende. Smilet bredte sig på hans læber. ”Du er afsløret,” sagde han morende, idet han let blinkede til hende, for han kunne jo heller ikke lade være, nu hvor de var i gang. Stemningen var god, selv på trods af de ting, som de faktisk havde snakket igennem, og nu hvor de havde sovet favn i favn, var noget, som han faktisk godt kunne lide.
At Denjarna skulle eksplodere på den måde, var ikke lige hvad Salvatore havde ventet sig, og den tanke var noget som faktisk morede ham ganske betragteligt. For mange var det så lille en ting, men for hende, så var det tydeligvis noget større.. langt større, og det var det so han godt kunne lide. Igen kunne han godt lide, at være den, som fik hende til at smile. ”Det håber jeg så sandelig ikke,” sagde han med et smil på læben, da han så hende gribe efter kappen og det hele. Det var skam ikke fordi at han ville have, at hun skulle gå bag ham, eller holde afstand til ham.. Han var nødt til at kunne holde øje med hende, selvom det nu heller ikke var hende, som han var bange for, men snarere hvordan alle andre ville tage det. ”Jeg vil have dig tæt ved mig. Ikke fordi at jeg ikke stoler på dig, men fordi at jeg ikke stoler på alle de andre,” fortalte han ganske sigende. Han kunne jo bare forestille sig hvad folk ville sige, hvis hun gik efter ham igennem hele byen. Det var jo nærmest en forfølger jo! Han tillod sig, at lade den ene arm slynge sig om hendes liv, idet han førte hende med sig ud i den friske luft.

//Out