Searching for you

[Deleted]

…Igennem en hel nat havde Denjarna sovet. Om det var grundet medicinen fra healerne i Catalena, eller trygheden hun følte omkring Salvatore, eller om det måske blot var grundet tidens naturlige forløb, var ikke til at vide. Sovet havde hun dog, og det måtte i det store og hele også være det vigtigste.. Var det ikke? Fuglesang var lavmælt at høre udenfor den ukendte hules indgang, som morgengryet gjorde sin daglige optræden i Procias. Stille var der inde i selve hulen, som den eneste lyd der var, kom fra de to sovendes regelmæssige åndedræt..
Svagt rykkede Denjarna på sig, som et tegn på, at hun langsomt var ved at vågne. Dæmpet slap hun et suk, som hun var ved at genvinde situationsfornemmelsen, og fordi hun, at hun nu mærkede sig af de forskellige fornemmelser. Øjnene slog hun op på klem, skønt det nærmere endte med, at hun måtte forsøge at blinke søvnen ud af de trætte øjne. Frem for sig skimtede hun, alt imens hun langsomt vågnede.. Det var også nu, at hun mærkede, hvordan den stærke arm endnu holdt om hendes slanke skikkelse. Nu at hun mærkede, hvordan den varme og rolige ånde slog mod hendes nakke, og fik hendes nakkehår til at rejse sig. Det hele gav hende et behageligt gys af velvære, og hun kunne ærlig talt ikke huske, hvornår hun sidst havde haft det således. Blidt valgte hun at trykke sin krop ind mod hans, inden hun forsigtigt vendte sig i hans arme. Hun ønskede trods alt ej at vække ham, og det lød endnu som om, at han lå i den søde søvn. Hun mærkede sit hjerte slå hurtigere mod sit bryst. De lå utroligt tæt.. Så tæt, at hun kunne mærke varmen fra hans ånde mod sit ansigt. Så tæt, at deres kroppe lå mod hinanden. Hun bed sig selv i læben. Burde hun krybe bort, mens han endnu var væk i drømmenes verden? Det var måske det mest passende at gøre.. og dog.. hun nød jo at ligge således. Det havde desuden gjort, at hun havde fået sig en fantastisk nattesøvn, og nu gjorde det, at hun lå med en finurlig kriblen i maven. Hun betragtede hans fredfulde ansigt, der bragte et lille smil frem på hendes læber. Han var i sandhed en god mand, og hun var ufatteligt lettet over, at han havde valgt at holde sit ord til hende, om at blive. Det bragte hende nemlig en indre ro. Forsigtigt hævede hun sin ene hånd og kørte den blidt over hans brune lokker. Underligt var det helt at ligge med en mand ved sin side igen.. og især en mand, som ej var Derick. Det var dog også rart, og på det punkt havde hun svært ved at hitte ud af, om det var en god eller en dårlig ting. Blikket vendte hun ned mod deres kroppe, hvilket fik hende til at gribe om tæppet, som hun stille lagde over ham, så han ligeså også var fuldt dækket.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Natten igennem, havde Salvatore stort set ikke rørt en muskel, da han jo faktisk havde ligget i en temmelig tung søvn ved siden af Denjarna. At ligge med en kvinde ved sig, var ikke noget, som han oplevede synderlig ofte, så det at det noget som gjorde ham rolig et eller andet sted, og det var noget som han uden tvivl også rigtig godt kunne lide. Fanget i en betydeligt dybere søvn, end hvad han plejede at ligge i, da han egentlig under normale omstændigheder, var af den type, som faktisk sov utrolig let. Han gryntede let, da hun faktisk vendte sig om, for det berørte jo ham. Han lå uden tæppe eller noget, for det vigtigste for ham, var jo faktisk, at hun havde det godt, og følte sig tryg, så var alt det andet, faktisk fuldstændig lige meget for ham. I øjeblikket, var han dog endnu ikke vågen, og det tydede bestemt heller ikke på, at han ville vågne lige foreløbig. Han rynkede let i panden, men faldt til ro igen. Det var først da hun strøg ham over håret, at han faktisk reagerede en smule på det, og mere, end det som han ville have gjort normalt. Han var jo heller ikke ligefrem vant til, at der var nogen som lå ved siden af ham, når han lå og sov, så for ham, var det jo meget.. unormalt, at der i det hele taget, lå nogen kvinde der. Han missede let med øjnene, idet han næsten automatisk klemte hende mere ind mod sin egen krop. Han var glad for hende.. glad for, at hun lå der, og det var noget, som han gerne ville understrege for hende, nu hvor han endelig havde muligheden for det. Han klemte øjnene let sammen, inden han så endnu en gang måtte tvinge dem op. Han var træt.. Det var sjældent han sov som han gjorde i denne stund, og det var noget som i allerhøjeste grad kunne mærkes! Han trak ganske let på smilebåndet, inden han roligt blev liggende. At hun havde lagt tæppet om ham lige så, vidste han faktisk ikke.. Han havde virkelig ikke bidt sig mærke i det. ”Godmorgen,” hilste han med en rolig, dog tydelig træt stemme, da han på ingen måder, kunne siges, at være vågen endnu, for det var han slet ikke! Han havde i denne omgang, også lovet at blive liggende, for hun skulle ikke have lov til at vågne op alene. Det var slet ikke en tanke, som han kunne klare, hvis han skulle være helt ærlig! Han var en smule kold, men ikke noget, som han som sådan bed sig fast i. At vågne ved siden af en smuk kvinde, var uden tvivl det hele værd.

[Deleted]

Fantastisk udhvilet følte Denjarna sig efter den lange nattesøvn, og det kunne hun selvfølgelig kun nyde. Guderne måtte vide, at hun havde haft en hård og miserabel periode på det seneste, og derfor var det kun velkomment, at det nu vendte. Det havde det forhåbentligt gjort.. Fredeligt vågnede hun, som det ej var med et ord på læben, og ej med de store kropsbevægelser. Hun var trods alt ikke alene. Salvatore lå nemlig ved hendes side, hvor han trygt holdt om hende. Hvad den mand havde gjort for hende, kunne hun snart ikke opremse længere, men en ting var sikkert.. Han havde hjulpet hende mere end nogen anden havde gjort. Derfor kunne hun ej heller få sig selv til at vække ham. Han havde nemlig ligeså fortjent en god og lang nattesøvn. Som at få taget pusten fra sig, sprang hendes hjerte et slag over, som han trykkede hende om end endnu tættere på sig. Skønt de lå ufatteligt tæt, gjorde hun intet for at rive sig løs, som hun derimod blot bed sig selv let i læben, og rørte forsigtigt ved hans hår. At det skulle vække ham, havde hun ikke just planlagt, men han var vel selv klar til at vågne? Hun smilte mildt til ham, som han ligeså stille begyndte at skimte med øjnene. Hånden fjernede hun fra hans hår, så hun i stedet kunne lægge den på hans hofte. Blidt var hendes greb, så hendes hånd let kunne løftes, hvis den ej var ønsket der. ”Godmorgen,” sagde hun i en dæmpet tone, inden hun selv matte kvæle et gab. Han var skam ikke den eneste, som endnu var en smule søvnig. Hun havde trods alt også lige slået sine øjne op. Blidt begyndte hun at stryge ham ved punktet over hoften. Let prikkede det i hendes finger, som det måtte være hans bare hud, hun berørte. Hans bluse havde nemlig krøbet en anelse op under deres søvn. Hun betragtede ham med et roligt, men også et søvnigt blik. ”Hvordan har du sovet?” spurgte hun ham roligt. Selv havde hun sovet himmelsk – skønt kvaliteten i hulen ikke just var fremragende – og derfor håbede hun kun, at han havde sovet ligedan. Hvad han var vant til, vidste hun dog ikke. Hun var måske også bare hurtig til at nyde tingene, eftersom hun igennem de sidste par måneder havde sovet på et hårdt og fugtigt stengulv. Derfra skulle man ikke gå langt, før man steg i graderne. En ting var dog sikkert.. og det var, at det havde været rart at ligge med en mand ved sin side igen. Især en, som hun rent faktisk holdt af.. Det havde intet med hendes indespærring at gøre.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore var helt væk for natten, og det var noget som han tydeligt kunne mærke, da han tvang øjnene op. Da Denjarna havde valgt at bevæge sig, så havde det tvunget ham lidt ud af den forholdsvist tunge søvn, som han havde ligget i, fordi at han et sted, var klar over, at hun var vågen. De smaragdgrønne øjne tvang han roligt mod hende. Det var ikke fordi, at han tog det som nogen skidt ting, at hun havde ligget og strøget hans hår, for den form for berøring var faktisk noget, som han virkelig godt kunne lide, og det stod han gerne fuldkommen fast på, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Skulle han være helt ærlig, så havde han sovet rigtig, rigtig godt, og det var noget, som han virkelig godt kunne lide. Han smilede let for sig selv. At hans skjorte derimod, havde krøbet en smule op, lagde han ikke rigtigt mærke til, før hun begyndte at stryge ham over hans nøgne og varme hud, hvilket var noget som for alvor satte en voldsom sitren og dirren i ham, for det var ikke ligefrem noget, som man kunne sige, at han var vant til i forvejen. Han vendte kort blikket ned af sig, inden han alligevel lagde sig til rette igen. Skulle han være helt ærlig, så var han virkelig… glad. Han havde sovet bedre end hvad han havde gjort igennem mange år. ”Skal jeg være helt ærlig, så har jeg sovet bedre, end hvad jeg har gjort igennem rigtig mange år,” sagde han med en rolig stemme, for løgn var det jo heller ikke ligefrem noget som sagde så lidt i den anden ende. Han hævede roligt hånden for at lægge den mod hendes kind i stedet for. Han sendte hende et smil. Han kunne jo heller ikke ligefrem lade være. ”Og hvad med dig? Jeg formoder du har sovet bedre, eftersom jeg har ligget ved siden af dig?” spurgte han tydeligt med en drillende, men dog morende mine. Han havde jo lovet hende, at blive liggende ved siden af hende, og det ville han da også påstå, at han havde gjort. Hendes strøg ved hans hofte, gjorde ham rolig et sted.. Han ønskede slet ikke, at hun skulle stoppe med det igen.

[Deleted]

Det undersøgende blik ned ad sig selv, fik Denjarna til at sløve strøgende af Salvatores hofte en anelse. Var det ej ønsket? Hun ønskede ham jo intet ilde.. Roligt fortsatte hun dog, som hans blik på ny drev til hende, og ingen kommentar blev ytret. Hun betragtede ham med en rolig mine, som hendes krop blot hvilede, men hvad var der også at forhaste? Intet fra hendes side i hvert fald. Det eneste hun havde at nå, var at genvinde sit helbred, og der skadede en smule afslapning i sengen bestemt ikke. Salvatore derimod havde sine pligter som leder, og dem skulle han formentligt også vende tilbage til før eller siden.. men forhåbentligt ikke endnu. Smilet bredte sig stødt på hendes læber, som han beskrev, hvilken god nat han havde haft ved hendes side. Selvom han ej nævnte hende, tænkte hun, at hun måtte have haft en part i det, samt der var det faktum, at det havde været hans bedste søvn i lange tider. Hun smilede til ham. ”Det glæder mig at høre.. Du har ej frosset?” spurgte hun stille. Han havde trods alt sovet uden tæppe, indtil hun havde lagt det over ham, og hun ønskede trods alt kun, at han var komfortabel, præcis som han ønskede for hende. Hun blinkede en enkelt gang med øjnene, som han lagde sin hånd imod hendes kind, inden hun blot nød det. Det var rart at mærke kærtegn som disse igen. Ej dem som Alexander havde foræret hende, som hun havde foragtet noget så grueligt. Han var også en mand vis handlinger, som hun bestemt ikke ville glemme lige foreløbig.. Han var dog ikke den mand, som hun ønskede at tænke på lige nu og her.. Hun så ind i Salvatores blå øjne. Morende trak hun på smilebåndet. ”Jeg tror, at du tager forskud på din egen selvophøjelse,” svarede hun blot drillende igen, og prikkede ham let i siden med den ellers strygende hånd. Sandheden var dog, at hun ligeså havde sovet bedre, end hvad hun længe kunne huske.. og fantastisk var det. Både det, at hun lå i en seng og det, at hun ej lå alene i den. Det havde alt sammen haft en betydelig indflydelse på, hvordan hun havde sovet denne nat. Derfor havde de vel i det store og hele sovet ganske ens.. Det klagede hun dog ikke over, og da slet ikke, når man tog de egentlige forhold i betragtning. Det var trods alt ikke det oplagte sted, at de opholdt sig. Hun havde for eksempel været vant til at bo på overdådige herregårde og slotte, og der kunne man ikke just sige, at jordhulens kvalitet stod ved sit bedste. Hun havde dog nydt hvert et øjeblik alligevel..

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Strøgene over hans side og hofte, var slet ikke noget som Salvatore havde det mindste imod. Faktisk var det virkelig, virkelig rart, at have nogen så tæt på sig, som han kunne skænke disse kærtegn. Han havde virkelig sovet ekstremt godt, og han var bestemt heller ikke bange for at erkende, at det var sådan at det forholdt sig. Det var rart at have nogen omkring sig, og det var rart faktisk at have en liggende i sengen ved siden af sig. Til hendes ord, måtte han let ryste på hovedet. ”Lidt koldt har det måske været, men jeg har ej frosset i nat, min kære,” lovede han roligt. Hun havde desuden lagt tæppet om ham om aftenen, og havde lagt sig tæt ind til ham, så han kunne jo ikke ligefrem sige, at han havde frosset på noget tidspunkt. Han havde desuden lovet at han ville blive liggende der ved siden af hende, og det var jo så også det, som han gjorde i denne stund, for han ønskede jo, at hun skulle have det godt, og det kunne hun jo kun, hvis han lå der – Det var lidt den tanke, som han kunne trøste sig med i øjeblikket. Hans arbejde og pligter, bundet til hans rolle og plads som magikernes leder, måtte han jo også tage sig af, men det hastede heldigvis ikke i denne stund, så han gad faktisk slet ikke skænke det så meget som en eneste tanke. Han smilede let for sig selv, for han kunne jo slet ikke lade være, nu hvor han var tæt på hende, og kendte hende så godt, som han nu følte, at han gjorde efterhånden, så var det også det nemmere for hans vedkommende. Han blev liggende ved siden af hende, hvor han alligevel kuklo da hun prikkede ham i siden. Det var jo ikke just under tæerne, så det kildede jo ikke rigtigt, men han kunne faktisk godt lide at mærke hende på denne måde, hvis han nu skulle være helt ærlig. ”Altså.. sidste nat, der manglede du mig jo trods alt, ikke sandt?” spurgte han med en tydeligt morende stemme, inden han roligt lagde sig ordentlig om på siden, så han kunne vende blikket i hendes retning i stedet for. Han slappede af når han var omkring Denjarna, også fordi at han følte, at han kunne være sig selv, hvilket han ikke rigtigt kunne sige, at han følte særlig ofte ellers. ”Jeg håber da, at du har sovet fint, på trods at omstændighederne i en lille hule,” sagde han med et let smil på læben.

[Deleted]

Denjarna nikkede roligt med hovedet. Det var ikke just fordi, at hun var helt tilfreds med hans svar, men fortiden kunne hun ej rette op på. Selv ville hun nemlig ønske, at han i det hele taget ikke havde følt kulden, men det at føle kulden var selvfølgelig også bedre end direkte at have frosset. Det kunne ingen benægte. Det der trak kegler måtte desuden også være det faktum, at han personligt følte, at natten med hende havde været den bedste i lange tider. ”Godt.. ellers er der ingen skam i at dele tæppet med mig. Det ønske kan jeg sagtens efterkomme,” sagde hun med et lille smil på læben. Grænseoverskridende fandt hun det bestemt ikke at skulle dele tæppe med ham. Allerede nu havde de nemlig ligget tæt, skønt man selvfølgelig sagtens kunne blive tættere, end hvad de to indtil nu havde været. Hun trak glædeligt på smilet ved lyden af hans kluklatter. Berigende fandt hun det at mærke hans morskab, som hun holdt af ham, og følte varmen gennem hans gode humør. Behageligt var det desuden, at hun igen kunne føle den lette stemning i sit liv. Nok havde hun altid bearbejdet alvorlige emner, men ligesom alle andre nød også hun en smule fritid, og især efter de lidelser hun havde været plaget af. Hun smilte drillende. ”Brugte jeg virkelig de ord? At jeg manglede dig? Det må jeg vidst hellere tænke nærmere over..,” kommenterede hun drillende. Hendes hånd flugtede let over hans mave, som han vendte sig i sengen, inden hun helt valgte at trække hånden til sig igen. Roligt valgte hun selv at hæve sin krop en anelse, som hun lod albuen støtte mod madrassen. Hun så nu ned på ham med øjne der nu glinsede. Betagende var de sølvgrå øjne, og som de nu begyndte at stråle af liv og styrke igen, var det bestemt ikke til at tage fejl af. Hendes hoved faldt en anelse på sned til hans ord. Jo, hun havde sovet godt. Fantastisk nærmere. ”Hulen er bedre, end hvad jeg længe har drømt om.. Det er måske ikke et palæ, men det er tryghed.. en seng.. og dig,” sagde hun stille. Fint under omstændighederne var det, og derfor så hun ingen grund til at klage. Hun havde dog ikke i sinde at blive for evig. Nej, hun havde skam andre planer.. Større tanker end som så. Hun betragtede ham. ”Og hvad er du vant til? Hvor holder magikernes leder til?” Hvad han ejede, vidste hun faktisk ikke. Hun følte nemlig, at det kunne gå flere veje med ham. Enten boede han ganske ydmygt, alene i et lille hyggeligt hus, eller også havde han sin races rigdomme, der kunne føre ham ind i en herregård.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore havde været en smule kold, men han plejede jo så til gengæld også at sove i sin pelsede skikkelse, som derimod var langt mere varm, end hans menneskelige, men det var jo en lille småting. Han sendte hende et let og stille smil. Han kunne jo heller ikke ligefrem lade være. Det havde uden tvivl været den bedste nat igennem tider, for hans vedkommende, for det var.. utrolig rart, at skulle vågne op ved siden af en anden, og specielt en kvinde, som man faktisk holdt utrolig meget af. ”Det er slet ikke fordi, at jeg ser nogen skam i at dele tæppet med dig, Denjarna, men jeg ønsker heller ikke, at udstråle det forkerte.. Vi er jo trods alt ikke et par,” kommenterede han med en rolig stemme, også selvom det sidstnævnte, var sagt en smule varsomt, for han ønskede jo igen, ikke at sige det forkerte overfor hende. Han overdrev måske sine ord en smule, men ikke desto mindre, så mente han det jo faktisk, for hun havde jo direkte siddet og givet udtryk overfor ham, at hun faktisk havde manglet ham, og det var slet ikke fordi, at det var en tanke, som havde gjort ham noget, for det kunne han jo et sted.. godt lide. Han smilede let for sig selv. ”Pas på med hvad du siger, min kære.. Jeg hører alt..” endte han advarende mod hendes øre, også fordi, at han slet ikke kunne lade være. Han blev dog liggende, også selvom hans mave direkte trak sig sammen, da hun strøg over den. Det var ikke lige en berøring, som han havde været forberedt på! At hun havde sovet godt, var noget som et sted kun fik ham til at smile, for det var selvfølgelig også noget, som hun havde fortjent, hvilket der heller ikke var nogen tvivl om. Han nikkede til hendes ord. ”Et palæ, kan man ikke ligefrem kalde det, men det er uden tvivl bedre end ingenting.. Og det er trygt.. Der er ingen som ved hvor hulen her er, og den er sikker i den forstand.. Og jeg passer jo på dig,” tilføjede han efterfølgende. At hun trak hånden til sig, var en tanke som han bed i sig, for det var slet ikke noget, som han ønskede, men noget, som han derimod bare måtte lære at acceptere, om det var noget, som han ville det eller ikke. Han trak vejret dybt, hvor han slap det i et næsten suk.. En protest et eller andet sted. Han lod hovedet søge let på sned. At hun spurgte ind til ham, var nyt.. Han var ikke vant til at fortælle om sig selv. ”Hvad jeg er vant til? Tja..” Han lagde sig om på ryggen og så tænksomt op i loftet ”Jeg er en leder ja.. Men jeg lever ikke stort og prægtigt.. Det ønsker jeg ikke.. Den Magiske Cirkel lever op til sit navn. Den skjuler en magisk by på denne jord, hvor kun magikyndige kan komme ind, og dem som de bringer med sig, naturligvis. Jeg selv har et lille hus i midten af denne ’landsby’, kan man vel kalde det. Det skiller sig ikke ud fra resten,” forklarede han. Lille, hjemligt og landligt, som han kunne lide det.

[Deleted]

Salvatores uskyldsrene tankegang, fik Denjarnas hoved til at falde på sned. Hans ord kom rent faktisk bag på hende.. Hun var nemlig ej vant til at møde mænd, som tænkte som ham. Måske var det også derfor, at hun følte, at han var noget særligt? Hun tog blikket fra ham, så hun i stedet blot stirrede frem for sig. Hans ord havde alligevel sat en tankerække i gang i hende, skønt han formentligt ikke havde tiltænkt det. Enhver anden mand end ham, ville uden tvivl havde delt tæppet med hende, uden at blinke. Mænd havde altid ønsket sig tættere på hende, uden at blinke, og nu var der Salvatore. Gjorde han det, fordi han oprigtigt fandt det anstændigt, fordi de blot var venner, eller skønt han fandt hendes væsen tiltrækkende? Hun så frem for sig.. Denne her situation var hende faktisk utroligt uvant. Hans tanke omkring tæppet og dem, var dog ikke til at klage over. Hendes sølvgrå øjne gled igen ned til hans. ”Hvad ser du, når du ser mig?” endte hun med at spørge ham. Ude af kontekst var det formentligt for hans vedkommende, men ej, når man havde fulgt tankerækken i hendes hoved. Hvis man så nærmere ind i hendes øjne, var der også et glimt af forvirring at spotte i dem. Det kunne selvfølgelig godt være, at hun tænkte for meget over det hele, men hun kunne simpelthen ikke lade være. Hun trak svagt på smilet til hans lille ’advarsel’. ”Uha, jeg ryster helt i bukserne af skræk,” lød det drillende fra hende. Nej, hun frygtede skam intet omkring Salvatore. Nok var han, hvad han var, men han var også hendes ven, og derfor udviste hun ham både loyalitet og tillid. Nok havde mange dolket hende i ryggen, men alligevel var hun, den hun var, når det kom til hendes nære. Hendes blik gled kort omkring, som han beskrev hulen. Nej, det var bestemt intet palæ, men det var ganske rigtigt en tryghedsbase. Andet kunne man ej heller forlange af stedet her. Derfor tog Denjarna også stedet for, hvad det var. ”Det er bestemt bedre end gaden, for det havde været den eneste anden mulighed.. Det eller et indbrud, men et indbrud har heller aldrig været ideelt.. Jeg har derfor intet at klage over,” sagde hun ærligt, mens hun roligt trak hånden til sig. At han nærmest higede efter hendes berøring, som hun endte den, var hende selv ukendt. Han havde trods alt selv rykket sig, og derfor havde det været hende svært at fortsætte berøringen af ham. Hun betragtede ham, som han skulle fortælle om sin egen bopæl. Nysgerrig var hun omkring om, og som han talte, blev hun både overrasket og bekræftet. At der fandtes en hemmelig by, fandt hun utroligt fascinerende, samt varmende, da det var en stor hemmelighed, som han betroede sig til hende. Derudover kom det bestemt ikke bag på hende, at han boede i et simpelt lille hus. Et hus der blot mindede om enhver andens. Faktisk fik tanken hende helt til at smile. ”Det er utroligt, at selv bekræftelser kan berige en, og at det derfor ikke kun er overraskelser, som kan..,” sagde hun med et smil på læben, inden hendes mine blev drillende. ”Jeg er dog skuffet over, at du ej viste mig dit hjem, men denne hule i stedet.”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det kunne godt være, at det var ord, som selv Denjarna ikke var vant at høre, og det var slet ikke fordi at han ønskede at skubbe hende fra sig, men han var af den generation, hvor man måske tænkte en smule mere over, hvad man udstrålede, end det som hun lige kunne sige, at være vant til at se på. Tanker kørte rundt i hendes hoved, og han kunne ikke rigtig finde ud af, om det var godt eller om det var skidt. Hendes spørgsmål derimod, var stillet i undring.. En undring, som han så tydeligt kunne læse i hendes øjne, da hun igen vendte blikket mod ham. Smilet bredte sig på hans læber. For ham, var det jo et nemt spørgsmål at besvare. ”Hvad jeg ser, når jeg ser dig? Jeg ser en smuk kvinde.. en stærk kvinde, som fortjener det bedste af det bedste, og som endnu ikke har fået lov til at opleve det. En som fortjener et sted at holde til, og holde sig tryg.. en mand hvis favn hun kan søge til, hvor hun kan føle sig beskyttet, og en mand, som formår at beskytte hende. Jeg ser en styrke ved dig, Denjarna, som jeg ikke ser ved særlig mange kvinder.. Og det er en styrke, som du er nødt til at holde fast i.. En kvinde som jeg holder af.. frygtelig meget af,” sagde han ærligt. Hun fortjente at vide og kende til sandheden, i stedet for alt det andet. Det var ikke fordi, at han ikke ville dele tæppet, men frygten for, hvad det kunne udstråle, var det som fik ham til at takke nej.. Og det var ikke fordi, at han ikke ville. Han rystede smilende på hovedet, for han kunne slet ikke lade være! ”Hvilke bukser, om jeg må spørge?” spurgte han med en tydeligt morende stemme, idet han let blinkede i retningen af hende. Han lagde sig selv roligt om på siden igen, så han igen kunne ligge der med fronten i retningen af hende. Han rystede let på hovedet. Det var skam slet ikke fordi, at hun havde noget at klage over.. Her var der i det mindste et forholdsvist trygt sted, hvor hun kunne opholde sig, og for ham, var det noget af det vigtigste. ”Man behøver ikke altid det store og prægtige, for at leve et godt liv.. For mange, er det nok bare at have et sted, hvor de kan føle sig tryg,” sagde han med en rolig stemme. Det i sig selv, var jo også en af grundene til, at han valgte at ikke vise hende, hvor han holdt til. En mørkelver der? Det ville desværre nå kongehuset frygtelig hurtigt, og det var slet ikke noget som han varm eget for i det hele taget! Han lænede sig frem, kun for at skænke hendes pande et harmløst kys. ”Betragt det, som et forsøg på at holde dig sikker, min kære,” sagde han endeligt. Det var måske hemmeligheder at skænke hende, men han var nu temmelig sikker på, at de var trygge hos hende.

[Deleted]

Blikket slog Denjarna ned ved Salvatores ord, alt imens hun let fingrede med tæppet. Hans ord rummede meget indre styrke fra hendes side af, samt, hvad hun fortjente og manglede i sit liv. Det var venlige og komplimenterende ord, skønt de også rummede, at hendes liv ej var fuldendt endnu. Om det nogensinde ville blive det, måtte tiden vise. Hvor hendes sti ville pejle hende hen, vidste hun end ikke, men et nyt syn på livet, samt en kraftigere ideologi, havde hun fået. Blikket faldt på Salvatore igen. Blidt lod hun sine fingre stryge en enkelt gang over hans kind. ”Du er anerledes end de dvasianske mænd, som jeg har færdedes omkring.. Sågar de manjanske og procianske. Det er rart, selvom det også betyder, at jeg ikke altid ved, hvor det stiller mig,” sagde hun i en rolig tone. Sandt var det, at hun ikke anså ham for ’at være en del af mængden’. Negativt var det bestemt ikke, som hun fandt det positivt, at han skilte sig ud. Det var jo i en form af, hvor hun nød at omgås ham. Hun rystede smilende på hovedet ham. Nej, hun rystede ikke i bukserne over ham, men nærmere i skørterne, hvis det var. Det var dog slet ikke tilfældet, at han skræmte hende. Det ville han næppe komme til i det hele taget. ”I skørterne i så fald.. medmindre det er dine bukser, som der er tale om,” sagde hun med en drillende mine. Hun betragtede ham roligt, som han igen lagde sig med fronten mod hende. Det var rart at ligge sådan her, skønt hun vidste, at det snart løb mod sin ende. Sulten nærmede sig nemlig, som hun mærkede, hvordan hendes mave svagt begyndte at rumle. Om hun måtte følge ham med ud, tvivlede hun desuden på. Hun nikkede svagt med hovedet. ”Og for nu er det skam også nok. Jeg er en gemen flygtning i dette land.. formenligt også i mit eget.. og derfor ved jeg, at jeg ej kan stille de største krav. Tryghed må også være det vigtigste i denne stund,” sagde hun. Hun kendte skam til sit nuværende lod, og derfor vidste hun, at hun ej kunne gå fremad med sine egentlige drømme.. En jordhule var nemlig ikke just drømmen for hendes vedkommende.. Hun te med, som hun anede, hvordan han nærmede sig hende. Hendes øjne søgte let i, som hans læber blidt blev trykket imod hendes pande. Stille var hun, og selvom han trak sig bort igen, mærkede hun endnu, hvordan det svagt måtte prikke i hendes hud, efter hans berøring. Hun slog øjnene op igen. ”Og jeg sætter pris på, hvad du tilbyder mig,” sagde hun stille. Hun fandt måske tanken interessant, om at se hans hjem, men hun vidste derimod også, at en mørkelver på flugt ikke just var ideel i en magikerfuld landsby. Hvis hun også skulle blive fundet i Salvatores hjem, ville det ej heller se lyst ud for ham.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore så en stor styrke i Denjarna.. En styrke, som hun endnu ikke havde valgt at gøre brug af, hvilket han jo faktisk anså som en skam, men det var jo heller ikke så underligt igen, når det var denne modstand, som hun konstant skulle ramle ind i, og det synes han virkelig var utrolig synd. Han betragtede hende med rolige øjne, også for at understrege, at det ikke var ord som han sagde, bare for at sige dem, men at han rent faktisk mente dem. Han mente det, som han lå og fortalte hende. ”Mange er fantastiske til at placere i bås, og placere en følelse af tryghed i modparten. En falsk følelse.. Du har stået model til så meget, og det kan godt være, at jeg er anderledes end så mange andre.. Men jeg har gjort mig de meninger. Du skal endelig ikke misforstå mig, kære.. Men du er mere værd, end hvad mænd til nu, har valgt at give dig,” sagde han ærligt. Det kunne godt være, at hun var vant til en helt anden form for behandling, hvilket jo faktisk var noget, som han var utrolig ked af, for det var slet ikke sådan her, at det skulle være. Han kunne ikke lide at hun havde været alt det igennem, og stadig måtte stå med det hele alene.. hun fortjente bedre. Meget bedre. De kunne lave sjov med hinanden, og han måtte i sandhed erkende, at han virkelig, virkelig nød, at de kunne gøre det, og det var bestemt heller ikke noget, som han havde i sinde, at skulle lægge det mindste skjul på i den anden ende. Han rystede let på hovedet af sig selv, og med et smil på læben. ”Mine bukser? Jeg tror bare du skal holde dig til skørterne,” sagde han tydeligt med en morende stemme. Han vendte blikket roligt mod hendes smukke øjne. Mad var noget, som de var nødsaget til at skaffe sig, selvom det måske ikke altid var det mest spændende, men det var jo desværre noget, som skulle gøres uanset hvad, kunne man jo sige. ”Et palæ kan meget vel vise sig at blive for offentlig og for åbent, for en ’flygtninge’,” startede han ganske roligt ud. Der var vel også noget om det, var der ikke? Det var jo ikke en løgn. ”Du stiller dig ikke mange krav, men visse er man bare nødt til at stille sig.. Også med henblik på partner,” sagde han med en rolig stemme, idet han let lod hovedet søge på sned. Han plantede kysset mod hendes pande. Det var jo heller ikke fordi, at han kunne lade være, for han holdt virkelig meget af hende. ”Godt.. Og jeg ved ikke med dig.. men jeg er ved at være sulten.. Jeg vil tage ud og finde noget.. Du bliver bare her.. Jeg vil ikke have, at noget ondt skal ske dig,” sagde han endeligt, og alligevel med en yderst alvorlig stemme. Det ville gå galt, om Gabriel fandt hende!

[Deleted]

En anelse hårde måtte Salvatores ord rent faktisk være. De indgød nemlig, at Denjarna havde fejlvurderet alle de mænd, som hun havde færdedes omkring gennem tiden. En lille ting var det derfor ikke at sluge, hvis det var sandt. Svært var det dog at sige, for som visse af tingene havde været dårlige, havde visse af tingene også været gode. Det var jo bare at tage hende og Derick som et eksempel. Hårdt havde det måske været mellem dem, men elsket hinanden havde de dog gjort. Hendes hoved faldt på sned, så hendes ravnsorte hår lagde sig over hendes ene skulder. ”Og hvem siger, at du er så meget anerledes end dem? Måske siger og gør du blot alt dette, for at frempromovere din bedste side. Jeg af alle kvinder må vide, hvordan mænd kan vende på en tallerken.. I siger alle, hvordan I er anderledes.. Hvilken fantastisk kvinde jeg er.. og hvordan I til hver en tid vil hjælpe mig,” sagde hun i en rolig tone. Selv vidste hun udmærket godt, at Salvatore ej kunne forsvare sig mod dette, uden at gentage alt, hvad hun allerede havde hørt før. Derfor vidste hun også, at det hele kom an på, om hun havde tillid til ham eller ej.. og det havde hun. Han var den eneste, som hun stolede på lige pt. Han var også den eneste, som endnu ikke havde vendt hende ryggen. Hun smilte let til ham. ”Mit skørt så,” medgav hun morende. Yderst tilpas følte hun sig, og det betød måske også, at hun hurtigere end forventet ville komme ud af sengen? En hård omgang havde det måske været for hende, men i forhold til den forrige gang, var der hurtigere blevet taget hånd om hende. Sidst havde hun nemlig udelukket klaret sig på egen hånd, hvor hun denne her gang både var blevet tilbudt fantastisk støtte, samt medicinsk hjælp. Al det gjorde skam en hel del. ”Et palæ er ofte for kendt for en, som ønsker at skjule sig,” medgav hun roligt. At han derfra konkluderede, at hun generelt ikke stillede mange krav, fik hende til at betragte ham. Klart var det, at hun ikke stillede mange krav lige nu og her. Lige nu havde hun nemlig ikke meget at tilbyde igen, og derfor følte hun ej, at hun kunne kræve det største af det største, skønt hun selvfølgelig ønskede, at hun fik en retfærdig behandling. Hun havde dog i sinde at vende stærkt tilbage.. ”Og hvad burde mine krav i så fald være?” spurgte hun ham. Hendes blik søgte mod huleindgangen, som han sagde, at han ville gå. Han ville gå, og hun ville være her.. Tanken brød hun sig ikke just om, som hun hadede at være indespærret. Hun ønskede at være i det fri, hvor ingen vægge holdt på hende, og hvor hun kunne mærke brisen mod sit ansigt. Hun så på ham igen. ”Lad mig gå med dig,” begyndte hun. ”Jeg har brug for at færdes i det fri. En elver kan ej være låst bort for evigt.. Hvis du er nervøs for mig, kan jeg forsøge at holde mig skjult. Jeg har en kappe, hvori jeg kan skjule mit ansigt.”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det kunne godt være at Salvatores ord var hårde, men det var den erfaring, som han havde gjort sig af rigtig mange. Nu hvor han selv ikke havde haft en at værne om, havde han jo på afstand, lagt syn til hvordan mange behandlede deres udkårne.. I mange tilfælde, var det så falsk, som det overhovedet kunne blive. Han betragtede sig af hende. Ordene påvirkede hende.. Og det var frygtelig tydeligt, selv for ham at se. ”Jeg vil ikke fremstå som den perfekte selv, for det er jeg ikke.. Det er der ingen der er. Jeg snakker kun ud fra hvad jeg har set, og hvad jeg har erfaret.. Ikke for at fremstille mig selv som noget bedre,” sagde han med en ganske sandfærdig stemme. Han smilede let for sig selv. Det var virkelig rart, at han kunne ligge der og bare slappe af med hende, for det var det, som han følte, at han kunne. Han lagde sig godt til rette. ”Det skulle meget gerne være dig, med skørterne på.. Det ville nok ikke klæde en mand som mig,” sagde han med en tydeligt drillende stemme, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Palæet ville være lige så falsk, som alt det andet, og det kunne han slet ikke have med at gøre. ”Jeg kan kun give dig ret,” sagde han roligt til hendes ord. Det var ved at være på tide, at finde noget at spise, og nu hvor de var to munde at mætte, så kunne han altså heller ikke trække den alt for lang, hvilket han allerede nu, var klar over. ”Du burde sætte flere krav til dem som du er omkring.. Du har været så meget igennem.. Det er ikke alt, som du skal finde dig i.. Og i mine øjne, så har du fundet dig i mere end rigeligt, allerede,” sagde han endeligt. Med alt fra Dericks side og det, selvom det nu heller ikke var et forhold, som han ønskede at blande sig i, for han kendte ikke manden han kunne jo bare dømme det på det, som han jo hørte og det som hun fortalte. At hun så derimod ville med ham ud, var noget som tydeligt ikke gik i hans gode bog, for det var farligt, og specielt for hende, at rende rundt derude! ”En kutteklædt skikkelse, vækker hurtigt megen opsigt her til lands.. Desværre. Og jeg ønsker ikke, at der skal ske dig noget, Denjarna.. Jeg vil bare gerne passe på dig..” Han strøg hendes kind kort, inden han satte sig op. Han ønskede jo ikke, at nogen skulle komme og rive hende fra ham!

[Deleted]

Påvirket var Denjarna skam af Salvatores ord, for følelseskold var hun ikke, og store havde hans ord været. Derfor gik hun også til dels i selvforsvar ved at sige, at han måske heller ikke var godheden selv. At han i så fald blot holdt den rolige tone overfor hende, gjorde det svært for hende at fortsætte således. Blikket drev hun bort fra ham. Hvordan kunne han tillade sig at sige således, når han aldrig havde oplevet det på egen sjæl? Det kunne han ikke.. Hun holdt skam af ham, men eftersom han altid havde holdt sig for sig selv, kunne han umuligt begribe, hvordan det var. ”Synets erfaring kan ej måle sig med kroppen og sjælens.. Du har kun opnået synets erfaring, og med det har du kun set det halve billede. Ej den store helhed. Der er mere til det, end hvad du tror.. Ville du måske bakke væk i det sekund det blev hårdt?” lød det sigende fra hende, alt imens hun vendte blikket mod ham igen. Slået ud af hans ord, var hun skam ikke blevet. Der skulle nu engang meget til at slå hende ud af kurs. Det var ej heller fordi, at hun ønskede at skændes med ham. Hun ønskede bare at redegøre sin holdning overfor ham, da hun mente, at han var på afveje. Hun smilte let ved tanken af hans ord. ”Har du nogensinde gjort dig den prøvelse, siden du kan danne dig den mening? Hvem ved.. måske vil det klæde dig,” sagde hun i en drillende tone, for nej, hun troede bestemt ikke på sine egne ord. Han skulle uden tvivl holde sig til det, som han brugte nu. Ingen tvivl om det! At han igen udtalte, at hun havde været for god af sig, fik hendes hoved til at falde på sned. Selv vidste hun godt, at hun havde givet visse personer for meget af sig, men det kunne hun ikke gøre noget ved nu. Desuden.. nogen gange var man blot nødt til at give folk en chance. ”Hvis blot du var i mine sko for en dag, Salvatore, ville du vide, at det slet ikke er så simpelt igen. Om det vil blive anderledes for mig nu, kan jeg dog ikke sige. Jeg er på en anden sti nu, end hvad jeg var før, og min omgangskreds er ej heller den samme længere,” lød det roligt fra hende. Ja, det ville i sandhed blive interessant at se, hvad der ville ske fra nu af. En større omvæltning havde fangeskaben nemlig vist sig at være. Hun bed sig selv i læben, som han lodret afviste hendes forslag. Hun havde selvfølgelig vidst, at hun ej havde haft den største chance, men alligevel.. ”I så fald må du hellere se at komme af sted,” endte hun med at sige.