Searching for you

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det havde været en hård beslutning, men Salvatore stod fast på, at det var den mulighed, som de havde haft på daværende tidspunkt. Han have jo ikke rigtigt været andet end et kæledyr, som havde passet på Eniqa, og det havde han gjort igennem mange år, inden Matthew var dukket op. Han vendte blikket roligt i retningen af hende igen. Visse ting, var bare ikke meningen, at folk skulle have forstand eller forståelse for. Det ville desuden også være direkte kedeligt, om alle skulle vise sig, at være fuldkommen ens, hvilket de heldigvis ikke var i dette tilfælde. Han smilede let. ”De nemme valg, behøver skam ikke altid være de rette. Det var hårdt for mig dengang.. Virkelig hårdt. Hun er nu død og borte nu, og jeg er kommet videre. Jeg har mit liv.. som jeg håber, at hun har sit på den anden side.” Det var ikke en hemmelighed, at han skænkede Eniqa en tanke i ny og næ, selvom det blev sjældnere og sjældnere, at han gjorde dette. Det var ganske enkelt forfærdeligt at leve uden tag over hovedet. Han vendte sig mod hende og med et svagt smil. ”Jeg takker rigtig mange gange, for forståelsen, Denjarna.. Den som du kan give mig. Jeg tog mine valg af en grund.. Og de har været med til at gøre mig til den mand jeg er i dag,” sagde han endeligt. Han smilede tilfredst for sig selv. Det var godt for ham.. Han kunne godt lide, at gøre gode ting for andre. ”Det tager jeg så som en rigtig god ting – for mig,” sagde han morende. Et sted, så havde han skam humor, selvom det nu ikke var det, som kom oftest til syne eller noget i den stil. ”Du har ret.. Alle har brug for en, at underlægge sig fra tid til anden – Når der er grund til det i hvert fald.” Hans ønsker var måske ikke meget anderledes end så mange andres, men han var ikke typen som gik rundt og tænkte på sig selv. Han følte sig.. egoistisk, når han gjorde det. Han så roligt på hende. Hun havde så ret i hendes udtale. ”Det er skam ikke for at fremstille det som noget ringe ønske, for det er det bestemt ikke. Det som bekymrer mig, er jo bare, at jeg ikke finde nogen som tiltaler mig på den måde. Kvinder møder jeg mange af, men de er længe ude af mit liv, inden jeg når at skænke det en tanke,” fortalte han ærligt. Han var bare ikke god til at holde på dem.. Og hvorfor det var så svært, irriterede ham faktisk, for han vidste det ikke.

[Deleted]

Denjarna nikkede til hans ord. ”Det betvivler jeg ej.. Hvad der dog sker hinsides, kan ingen af os vide. Det er en viden, som vi alle vil gøre os før eller siden, men forhåbentligt ej for tidligt,” sagde hun roligt. Hvad hun skulle tro på med det hinsides liv, vidste du ikke, men hun gjorde sig ej heller nogen forhåbninger om, at hun snart ville være der. Nej, hun var bestemt ikke færdig med livet. Det var også derfor, at hun forblev kæmpende, og endnu var at finde på denne jord. Hun sendte ham et let smil, som han komplimenterede hende. Hun havde skam intet imod at sidde således med ham. Faktisk nød hun det. Hun lagde sin hånd over hans. ”Selvfølgelig, min ven.. Alt, hvad vi gør, skaber fundamentet, for den vi er.. Og i dit tilfælde har det lagt til grundlag for den fantastiske mand du er,” sagde hun mildt og strøg ham over håndryggen med sin tommel. Nok forstod hun ikke helt, hvordan han havde kunnet holde sin fortid ud, men hun var ej heller ham, og derfor var det ej hendes sag at dømme. Nu havde hun trods alt ej heller spurgt ind til hans liv for at nedgøre ham, men derimod for at forstå ham bedre, og for at lære ham bedre at kende. Hun gav hans hånd et klem, inden hun valgte at lægge begge sine hænder i sit skød. Hun blinkede kækt til ham. ”Selvfølgelig har jeg ret. Det har jeg som ofte, så det er slet ingen skam i at lytte til mig,” sagde hun i en munter tone. Hendes kække mine måtte dog glide over i en tænksom en, som han fortalte hende om sine kvaler. Desværre vidste hun ikke, hvordan det var at sidde i hans sted, for i hendes verden havde mænd altid hængt på træerne. Hun skulle blot støde ind i en, og så var han der som regel. Hvad hun selv ville gøre på den front, nu hvor hun ikke havde Derick længere, vidste hun dog ikke. Hun havde dog også mange andre ting at fokusere på lige nu og her. ”Ingen har sagt, at det skulle være en let jagt. Jeg er dog sikker på, at det nok skal komme før eller siden.. Det er også de færreste som lever alene for evigt, og som du selv har sagt ... så kan det være, at du allerede har mødt vedkommende. Det udtryk kan du trods alt ej heller bruge, hvis ikke du selv tror på, at det kan være sandt,” sagde hun roligt. Nok kendte hun ikke til hans situation, men alligevel følte hun for at give ham et par betryggende ord med på vejen.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore måtte finde det frygtelig befriende, at kunne snakke med Denjarna om tingene.. Få andres syn på tingene, end det som han havde haft til nu, for det var heller ikke ting, som han delte med gud og hvermand. Det var jo stort set kun.. dem, som han ønskede at lære bedre at kende, og bedre, end det som han gjorde til nu, kunne man vel sige. Han smilede let for sig selv. ”Det er nu heller ikke en tur, jeg planlægger at drage på den nærmeste tid, må jeg sige,” sagde han med en rolig, dog ganske ærlig stemme, for det var jo faktisk ord, som han måtte mene. Når det nu endelig var sagt, så var det vigtigt for ham at understrege, at selvom han måske havde taget et valg, som faktisk i hans øjne, havde været hårdt, så var det ikke ligefrem en ting, som var nem at leve med. Han var blevet den mand, som han var blevet ud af det, og det var faktisk en mand, som han kun måtte være forbandet stolt af i længden. ”Jeg er den mand jeg er, på baggrund af de valg, som jeg har taget.. Jeg er kun glad for, at dem som jeg har taget, faktisk har vist sig, at være rette,” fortsatte han. Han smilede let og vendte sin hånd, også for at gengælde hendes tryg, selvom hun havde valgt at trække sig inden, han havde nået at gøre noget som helst. Han lod det nu ikke være et tegn på afvisning eller noget lignende. Hun havde vel bare ikke set det? Han slog ud i en latter. Hvilket faktisk var noget, som han gjorde frygtelig, frygtelig sjældent, hvis han selv skulle sige det. ”Der kan man jo bare se.. Man bliver så dejlig positivt overrasket nu om dage,” påpegede han morende. Det var ikke fordi, at han som sådan gik rundt i troen på det, men det var vel bare.. tanken som et sted var behagelig? At tro på, at der var en derude til alle, men at han bare ikke havde fundet vedkommende endnu. Hvem ved? Måske havde han, men bare ikke havde set det? Selv den tanke lød temmelig pladderromantisk i hans ører. Han vendte sig mod hende, inden han trykkede sin hånd forsigtigt om hendes. Han ville jo heller ikke gøre det ukomfortabelt for hende. ”Der skulle være flere som dig derude, Denjarna.. Den ro, som du formår at sætte i folk, bare de åbner lidt op for dig. Jeg går i troen på, at der er en til alle derude..” sagde han roligt. Han vendte blikket roligt mod puderne i ryggen. ”Jeg ved ikke med dig, men at komme ned og ligge og hvile lidt, vil måske gøre godt?” spurgte han videre. Hun måtte da også være træt efter at være flygtet fra kongen?

[Deleted]

Denjarna smilte let over hans ord. ”Det er mig betryggende at høre. Jeg ønsker ej heller at miste flere, som jeg holder kært, end det jeg allerede har gjort,” sagde hun ærligt. Skønt Salvatore relativt set var hendes ’fjende’, var hun kommet til at holde af ham. Derfor ønskede hun selvfølgelig heller ikke, at det skulle ende, ligesom mange af hendes andre forhold og venskaber havde gjort. Denne mand var stort set også den eneste person, som hun havde tilbage nu. Utroligt var det helt at tænke på, når man tænkte på, alt hvad hun havde før. ”Hvorfor skulle du heller ikke være glad over det? Det er en skam for alle at vide, at hvad de troede var rigtigt var forkert, og derfor går det selvfølgelig også den anden vej. Selv har jeg prøvet begge dele, men igen.. Vores valg skaber den person vi er i dag, og hvis ikke vi kan lide, hvad vi bliver, er det op til os selv at lave om på det,” sagde hun roligt. At han i mellemtiden havde ønsket at gengælde hendes klem om hånden, havde hun ikke ænset, og derfor havde hun også blot flyttet sin hånd. Nu lå de derfor pænt samlet i hendes skød, hvor de hvilede. Hun trak på smilebåndet, som hun hørte hans latter. Det var dejligt at høre ham grine og more sig. ”Overrasket? Det er blot hvorvidt man vil se sandheden i øjnene,” sagde hun i en drillende tone, imens hun blødt puffede sin skulder mod hans. Skønt Denjarna ikke personligt kendte til Salvatores kærlighedskvaler, og at hun ej så sig helt enig i hans tankegang, ønskede hun alligevel at hjælpe og berolige ham. At det også virkede, og at han var taknemmelig over det, glædede hende blot, for hun ønskede ham trods alt kun det bedste. Desuden, hun troede trods alt også selv på, at han nok skulle finde en kvinde at dele sit liv med. Hvornår det ville ske, og hvem kvinden ville være, kunne hun dog ikke spå. Hun kunne kun guide og berolige ham. Hun sendte ham et varmt smil, som han forsigtigt greb om hendes hånd. Hun lod blidt sine fingre lukke sig om hans hånd for at vise, at det var i orden. ”Jeg er blot glad for, at jeg kan være til en hjælp. Det glæder mig langt mere at se dig med glædeligt mod, fremfor med triste kvaler,” sagde hun stille. Hendes blik søgte bag sig, som han spurgte ind til, om hun ikke skulle lægge sig. Sandt var det, at hendes krop var udmattet, og derfor var det måske en ganske fornuftig ide. Hun nikkede roligt. ”Du har ret..,” medgav hun, inden hun langsomt slap hans hånd igen. Tæppet tog hun om, som hun valgte at lægge sig i ned i sengen. Helt ind til den ene side rykkede hun sig, så der blev plads til en mere i sengen.. Hun vidste trods alt ikke præcist, hvad Salvatore havde i sine. Hun vendte de sølvgrå øjne op mod ham. ”..og hvad med dig?” spurgte hun ham stille.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore kunne ikke være andet end enig. Selvom de måske i bogstavelig forstand, skulle fremstå som fjender, så var det slet ikke det bånd, som han følte, at han delte med hende, for det var det slet ikke. Det betød faktisk noget for ham at vide, at han havde nogen, som han kunne dele tingene med, og så gjorde han ikke forskel på dvasianer og procianer, for selv han havde gjort opdagelser, såsom at en dvasianer, jo faktisk kunne vise sig, at være langt mere forståelsesfulde på visse ting, end det som en procianer kunne, og med det, som han jo faktisk havde været igennem. Han smilede let. ”Jeg har skam heller ikke i sinde, at søge nogen steder hen, Denjarna. Jeg kan lide at være omkring dig.. og være i dit selskab,” begyndte han med en rolig stemme. Han nikkede. Hun havde ganske ret. Det var tydeligt, at det selv var noget, som hun havde en tydelig erfaring indenfor, og det var noget som helt klart passede ham fint. ”Jeg har skam intet problem med at være den mand, som jeg er i dag, kan jeg fortælle dig. Jeg er stolt over det, som jeg tril nu har formået at præstere, og den mand som jeg er blevet til, på baggrund af de valg, som jeg har gjort igennem mit liv. Jeg er i live, jeg har opnået noget, og.. jeg mangler bare den ene ting, som man vil sige, skal være til, før livet er komplet.” Han var en mand, som selv var ganske ærlig. Nu som det var sagt, så var det vigtigt for ham også at understrege, at han var ligesom alle andre. Han kunne godt være, og var en ensom mand for tiden.. Ikke noget som han bed sig synderlig meget mærke i lige nu, men det var der. Han morede sig virkelig, og han nød at han bare kunne være sig selv, og faktisk bare få det ud! ”Åh ja.. Det er nu ganske morsomt.. Folk tager fejl af dig, kæreste.. Selvom det et sted ikke er underligt.. Kvinder er ikke det mest forstået væsen, kan man jo sige – i et mandsdomineret samfund,” sagde han roligt. Han ville virkelig gerne have klemt om hendes hånd, selvom det var tydeligt for ham, at det ikke lige var noget, som han ville komme til. Længere var den jo så ikke rigtigt. Visse ting, kunne de jo selvfølgelig snakke om fra nu, og til dommedag, og aldrig blive enige om, men der var plads til andres meninger og holdninger, og det var noget, som han genre ville holde fast i. Han nikkede. ”Du får mig til at smile.. Og jeg kan lide det,” sagde han med en ærlig stemme. At hun lagde sig, have han skam ikke noget imod, for selv han kunne bruge noget hvile. Han havde brugt timer på at søge efter hende, og det var trættende at være bange! ”… Må jeg lægge mig ned ved siden af?” spurgte han endeligt. Han ville ikke tage nej som noget negativt.

[Deleted]

Betryggende og glædelige fandt Denjarna Salvatores ord, skønt hun vidste, at man ikke altid kunne regne med, hvad der blev sagt. Ting kunne nemlig falde fra hinanden, samt uventede ting kunne hænde. Derfor tog hun ordene, som man nu engang kunne, og var blot glad for, at det i øjeblikket var således at det foregik. ”Det glæder mig at høre, da det ligeså er en holdning, som jeg deler,” kommenterede hun mildt og ærligt. At han var stolt af den mand, som han var blevet til, forstod hun skam udmærket godt. Det var også en mand, som hun var stolt af at kende, og tilmed have et godt bånd til. Derfor mente hun bestemt ikke, at han behøvede at gå rundt med nogen som helst kvaler. Nok var hun ikke enig i alle de valg, han havde truffet, men ligeså var han vel næppe enig i alle hendes. Det var blot sådan livet var. ”Det er uden tvivl også en mand, som du trygt kan se dig stolt over.. Tvivl ikke på det.. Vores valg har været med til at skabe os begge, og jeg føler selv, at vi begge kan se på os selv med tilfredse miner, skønt ingen af vores liv er komplette. Om en fuldendt tilværelse eksisterer, ved jeg end ikke,” sagde hun roligt. Hun smilte let, som han sagde, at hun var et misforstået individ, og nærmest udtrykte, at det var en skam. Selv var hun udmærket klar over, at der var dem der så sig vrede over det hun repræsenterede, men samtidig vidste hun også, at der var dem, som hun kunne tryllebinde med sin tale og sin person. ”Og hvorledes tager de fejl af mig?” spurgte hun ham nysgerrigt, som hun ønskede hans uddybede forklaring. ”Men du har ret i, at det kan være svært at være kvinde i denne verden, som vi lever i. Der gør det ingen forskel, hvilken nationalitet man kommer fra.. Det er en ganske underlig tanke, når man kommer fra det samfund jeg kommer fra, og når man har stået med den position, som jeg har haft. Verdenen kunne dog i den grad trænge til et nyt og friskt pust..” Ja, hun havde vel sin egen version af, hvordan denne verden kunne være.. Skuffet var hun over, hvordan tingene fungerede, og det gjorde rent faktisk, at hun ikke længere følte sig hjemme noget sted. Hun følte i hvert fald ikke længere, at Dvasias gjorde det for hende, som det skulle, og hvis ikke Dvasias var hendes hjem længere, hvad var så? I Procias vidste hun desuden, at hun ej var velkommen, men det var ligeså ej heller stedet for hende.. Hun smilede. ”Ligesom du får mig til det,” medgav hun stille, og sandt var det, som han op til flere gange havde bragt smilet frem på hendes læber, og brug for det havde hun i sandhed! Alt for længe havde hendes dage kun indeholdt mørke, og derfor var det kun rettidigt, at det nu vendte. Hun betragtede ham med rolige øjne, som hun lå og så op på ham. Hun smilte svagt. Nej, hun havde skam intet imod at lagde sig i sengen med hende.. Faktisk ville hun finde det rart, hvis han gjorde det, da hun havde nydt deres forrige nat sammen.. ”Hvis du har lyst,” sagde hun stille.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det var rigtig mange ting, som Salvatore følte, at han kunne dele med Denjarna, da han oprigtigt følte, at hun faktisk kunne forstå ham, og det var noget, som han uden tvivl havde det ganske fint med, når det endelig skulle komme i den anden ende. Når det nu var sagt, så var han faktisk umådelig komfortabel omkring hende. Han gik bestemt ikke ud fra, at hun var typen som tog tilbage til Dvasias efter alt det som hun havde været igennem, og derfor ønskede han jo trods alt også at hjælpe hende på de måder, som han nu havde for hånden. ”Glædeligt,” sagde han med et roligt smil på læben, da det også var ord, som han jo faktisk måtte mene. Når det endelig var sagt, så var det faktisk vigtigt for ham at understrege, at han gjorde alt dette, fordi at han faktisk havde lyst til det, og ikke på grund af alt mulig andet. Hun var måske ikke enig i alle de valg, som han havde taget, som han bestemt heller ikke var enig i de valg, som hun havde taget, men alle var ikke ens – og gudskelov for det! ”Livet er måske ikke komplet, men jeg er tilfreds.. Jeg er tilfreds med hvad jeg har opnået med de remedier, som jeg har haft.. Du burde det samme. Måske dyrkøbte erfaringer, men de er der og man har lært. Det er det vigtigste. Det er det man klarer sig på,” sagde han med en ærlig stemme. Det kunne godt være, at de stadig var meget forskellige og det hele, men det var slet ikke noget som gjorde nogen forskel på ham. Han vidste, at de kunne lære af hinanden.. de kunne hjælpe hinanden, uden direkte at stå i hæld til nogen som helst, og det var det som han ønskede at vise.. Han så hende ikke som en fjende, og det gik han bestemt heller ikke ud fra, ville blive aktuelt på et tidspunkt. Det ville han ikke. Ikke på vilkår. Folk havde en tendens til at dømme på fortid, valg og alverdens andet, uden egentlig at se på personen som de dømte på forhånd. Det var en skam.. ingen tvivl, i hans øjne. ”Er det da ikke tydeligt?” spurgte han endeligt, som han let lod hovedet søge på sned. Tungen strøg han let over sine læber endnu en gang. Kvinder havde det nok svært i disse tider, og specielt fordi at mænd dominerede det hele.. eller rigtig meget af det. Han trak let på smilebåndet. ”Så vær den er skaber forandringerne,” opfordrede han med en nærmest rolig stemme.
At komme ned at ligge, ville bestemt ikke gøre noget for selv Salvatore. Han var faktisk træt.. ovenpå den søgning efter hende, selvom han virkelig var glad for at have fundet hende. At han så derimod fik lov til at lægge sig ned ved siden af, fik kun smilet til at brede sig mere. Han valgte bevidst at lægge sig tættest på gulvet, så hun ikke ville falde ud. Han møvede sig varsomt på plads, og lod hende ligge med skindtæppet, så hun havde noget at varme sig med. ”Jeg vil bestemt ikke sige nej.. Hvil du blot. Denne gang bliver jeg liggende,” sagde han roligt, inden han lod hånden stryge over hendes kind. Denne gang gik han bestemt ikke nogen steder.

[Deleted]

Som Salvatore var tilfreds med, hvad han havde opnået, var Denjarna skam ligeså tilfreds. Nok så hendes nuværende situation ej synderligt pæn ud, men hvad kunne hun også gøre ved det? Det var nemlig ikke hendes skyld, at den psykotiske fyrste havde fanget hende, og pint hende i disse måneder. Nej, det var en fejde mellem den mand, og hendes gamle ’ven’, Vladimir. Hun havde blot været så uheldig at være på det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt. At hun så havde ført en forkert dømmekraft, da hun havde valgt Vladimir som sin ven, var en anden sag. Det var ligeså et valg, der måtte smerte hendes hjerte, skønt hun intet havde sagt endnu. Både det, og det at Derick ej havde givet lyd fra sig. Nok havde hun selv valgt ham fra, men stadig… I gamle dage ville han aldrig have ladt noget ondt hænde hende. Sjovt var det, som det hele kunne skride på et øjeblik.. ”Og tilfredshed er en følelse, som vi begge trygt kan stå inde med,” sagde hun roligt og sendte ham et smil. ”Vejen vi begge har gået, har muligvis været hård til tider. Hård nok til, at vi måske har overvejet at vende om.. Det vigtigste er dog, hvad vi begge er blevet til, og det føler jeg bestemt ikke, at nogen af os kan klage over.” Hendes øjne hvilede roligt på ham. Hun sendte ham et smil, inden hun valgte at lade hånden stryge over hans kind. Jo, hun havde vel en god ide for, hvorfor hun var misforstået. Hun var trods alt ikke ny i dette. ”Det er det måske, men jeg ønsker alligevel at høre det fra dine læber..,” sagde hun stille og strøg hans kind en sidste gang, inden hun roligt trak hånden til sig igen. At han dernæst opfordrede hende til at være den person, der skabte forandringerne ud fra de visioner hun havde, blinkede hun let med øjnene. Hun kunne ej benægte, at ideen tiltalte hende, da hun altid havde nydt at have sådanne ting for hånde, men desværre kunne hun ikke just sige, at hendes situation gavnede hende på det punkt. ”Sådanne forandringer kræver ressourcer, Salvatore. Ressourcer jeg ej besidder. Mit helbred er ej ved det bedste.. Jeg ejer kun, hvad jeg bær.. og vampyrernes leder ser mig helst død.. Desuden skal man vælge et sted, hvor man vil begynde. Hele verden er selv en stor bedrift for mig,” kommenterede hun med et skævt smil. Det kunne uden tvivl være et spændende projekt at begive sig ud på – samt det, at der uden tvivl var trang til et sådant tiltag – men desværre tvivlede hun på, at hun sad inde med de rette midler til at påbegynde det. Automatisk greb hun om tæppet, og trak det over Salvatores skikkelse, som han lagde sig ved hendes side. At han denne ger gang forsikrede hende om, at han ej gik nogen steder, fik smilet til at brede sig på hendes læber. Det satte hun skam pris på. ”Du er ikke frisk på flere jagter?” spurgte hun ham drillende, skønt hun ligeså var lettet over, at han denne her gang blev. Sin hånd valgte hun blidt at ligge over hans, som var i færd med at stryge hendes kind. Det var nu utroligt, hvilken ro han formåede at sætte i hende.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

De var vidt forskellige.. var vokset op i hvert deres tider, kom fra hver deres land, og alligevel formåede de at blive enige om tingene. Det var vel bare et bevis på, at de sagtens kunne komme overens, selv på tværs af landets grænser, og derfor synes han, at det var rigtig synd, at de ikke kunne gøre mere ud af det. Han var tilfreds.. og det var en følelse, som han uden tvivl godt kunne stå inde for, og det var noget, som han stod tydeligt fast på, om det var noget, som man nu ville det eller ikke. Han smilede ganske tilfreds til hendes ord. ”Det kan vi,” sagde han med en rolig stemme, for det samme kunne hun uden tvivl. Selvom det måske havde været utrolig hårdt for hende, så var hun alligevel blevet til en kvinde, som havde formået at krybe under huden på ham, og om det var en god eller en skidt ting, måtte han jo stadig finde ud af. ”Til tider, er det bare mest fristende, at vende om og søge af en lettere vej, men det er noget af det dummeste, man kan gøre.. Du har alligevel formået at gå hele vejen, og du står inde for det, og det er især noget, som du kan være stolt af. Igennem mit liv, ser jeg kun flere og flere, vende om på halvvejen.. Det er faktisk skræmmende..” Folk havde en tendens til at vende om.. ikke leve op til deres fulde potentiale, og det var noget, som han virkelig synes, var en forfærdelig skam. Det var da en længere forklaring, hvis han skulle til at fortælle hende, hvad det egentlig var, der gjorde hende misforstået for mange, men derimod.. forståelig overfor ham. Hendes strøg mod hans kind, fik ham til at slappe af. Han kunne virkelig godt lide det. ”Du er stærk, Denjarna.. Du har din egen mening og du giver udtryk for den. Det tiltaler måske ikke mange.. De ønsker dig borte.. de ønsker ej at vide af dit navn. Du får folk til at tænke, og i et mandsdomineret samfund, er det en.. ja, trussel,” sagde han endeligt, for det var jo heller ikke ligefrem fordi, at det var nogen løgn i den anden ende, hvis han nu selv skulle sige det.
Salvatore lagde sig roligt ned ved siden af hende, også selvom han ikke krøb under tæppet, men at hun selv lagde det om ham, var nu heller ikke noget, som han havde noget imod. Han smilede let for sig selv. Denne gang kunne han da trygt love hende for, at han ville blive liggende, i stedet for alt det andet, det var da helt sikkert! ”Jeg er ikke i tvivl om, at du ville være kvinden til jobbet, Denjarna,” sagde han endeligt, også fordi, at det faktisk var ord, som han mente. Han kuklo ganske let og lagde sig godt til rette ved siden af hende. Denne gang ville han blive liggende ved siden af hende, og han lovede det! ”Ikke nu i hvert fald.. Det kan være det kommer, når du slår øjnene op. Noget at spise, skal vi jo have,” sagde han roligt.

[Deleted]

Smilet bredte sig langsomt på Denjarnas læber, som han roste hendes handlinger. Sagde ham imod, gjorde hun skam ikke, for hvis hun skulle være ærlig, følte hun, at han havde ret. Hun havde altid været en utrolig selvbevidst og målrettet kvinde, og derfor havde hun det med at fuldføre, hvad hun gik i kast med. Og dog.. Der var en ting, som hun havde droppet.. Derick.. Hun havde givet op, da hun havde følt, at hun havde givet ham alt, hvad hun havde, og derefter havde hun følt, at det stadigvæk ikke var nok. Havde det været forkert? Men så igen.. Hendes mål havde altid været at sikre sig selv, og det havde hun også gjort ved at forlade et ulykkeligt forhold. ”Siger man ikke også, at det skal gøre ondt, før det gør godt? Der er kun en vej, og det er fremad. Hvis man alligevel har i sinde at vige bort, kan man ligeså godt lade være med at gøre sig forsøget. Det vil blot være til en større pine.. At der er mange, som vender om på halvvejen er blot, hvordan verdenen altid vil være. Verdenen kan ej heller rumme, at vi alle er succesrige,” sagde hun roligt. Som han indvilgede i at afgive hende en forklaring, betragtede hun ham med et nysgerrigt blik. Hun lyttede til hans mening, og ja.. hun kunne ikke tale sig udenom det. Hun vidste, at det var således det forholdte sig. Det var så sent som blevet bevist med Mattheus. Han havde været forført af hendes ideologi og hendes væsen, men i det sekund, som hun havde vist, at han ikke havde hende solidt bag sig, havde han øjeblikkeligt kastet hende fra sig. Han havde dog ikke været den eneste, som havde kunnet lide hendes hoved, som der faktisk var og havde været mange, som kunne og havde kunnet lide hendes tankestrøm. ”Og hvad med dig? Vil du – ligesom de fleste andre – vende mig ryggen, når det kommer så vidt? Det lyder næsten som fantasi, hvis denne her gang skulle være anderledes,” sagde hun stille, skønt hun vidste, at det ikke var til at sige lige nu og her. I starten sagde de nemlig en ting, men senere sagde de pludselig en anden. Hun smilede let til ham. ”Jeg sætter pris på din tiltro til mig,” sagde hun mildt og dog ærligt. Det var nemlig en glæde for hende at vide, at han troede på hende. Hun strøg blidt den hånd, som han havde lagt imod hendes kind. Det var nu rart at ligge således.. Meget mere kunne hun vel heller ikke bede om lige nu. Hun lå nemlig i en blød seng, og med en god mand ved sin side. ”Mad kan jeg ej benægte min mave,” medgav hun. ”Men vent denne her gang. Bliv hos mig gennem hele natten denne her gang, og så drager vi først konklusioner til den tid.”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore så ikke andet end grund til at skulle rose Denjarna for hendes handlinger, for han kunne jo virkelig godt lide det, som hun faktisk havde formået at få præsteret til nu. Frygtelig mange, vendte om inden de nåede så langt, og det var bestemt heller ikke noget, som rigtigt gavnede nogen af dem. En skam var det uden tvivl, men ikke noget, som man kunne gøre ved nogen af dem. Han nikkede mod hende endnu en gang og med et smil på læben. Han var til nu, frygtelig glad for, at hun havde formået at gå den lange vej, uanset hvor hård den havde været. ”Vi er alle født med vores rolle at spille her i livet.. Nogen med en større rolle, end andre. Vejen skal være hård.. det skal være hårdt at opnå noget her i livet, som man kan være stolt af, og stå inde for. Der er en mening med alt hvad vi foretager os, og alle de valg som vi vælger. Jeg valgte at søge til Dvasias, da jeg hørte rygtet.. Jeg valgte at vende mit eget land ryggen.. Og jeg har ikke fortrudt det.” Hans stemme var fuldkommen rolig, da han vendte blikket mod hende endnu en gang. Det var faktisk vigtigt for ham, at understrege for hende, at han mente det. Vejen havde været hård for dem alle, men de kunne o også se, hvad de havde fået ud af det, i den anden ende. Hendes følgende ord, var dog mere en tanke, som faktisk fik ham til at smile. Han havde set hvilken stærk person hun var, og det var noget som selv han måtte finde meget tiltalende.. på en måde, som han ikke ligefrem havde regnet med, men det var der nu om ikke andet. Han trak let på smilebåndet og vendte blikket roligt mod hende igen. Hånden lod han stadig roligt hvile mod hendes kind, som han fortsatte med at stryge. Så lang tid, at hun ikke afviste ham, så havde han det faktisk ganske fint med det. ”Jeg har lige sat hele mit ry på spil, for at hente dig ind på denne side af mit lands grænser, velvidende om at du slet ikke er velkommen her.. Jeg vener ikke ryggen til dig, min kære,” lovede han roligt. Han havde en tiltro til hende, som han ikke havde til synderlig mange, så det var bestemt heller ikke noget, som sagde så lidt igen i den anden ende. ”Du har ej skænket mig en grund til andet,” sagde han endeligt. Nu som det var sagt, så betød det faktisk rigtig meget for ham, at lade hende vide det. Mad skulle de jo uanset have, kunne man jo sige. Det var jo ikke nogen nyhed. Han tog fat om tæppet, for at lægge det godt om hende i stedet for. ”Jeg bliver liggende til solen igen vil stå op. Du har brug for hvilen.. og jeg kunne også godt selv bruge den. Her kan jeg love dig, at du er i sikkerhed,” sagde han med en dæmpet stemme.

[Deleted]

Denjarna mærkede sit hjerte slå et slag over. Han havde valgt at søge til Dvasias efter hende. Han havde vendt sit land ryggen for hende. Han havde ej fortrudt det. Det var de ord, som gav genlyd i Denjarnas hoved. Hun lyttede til hans rolige stemme, der indgød ingen tvivl. Hun så ind i hans betagende blå øjne. Hun mærkede, hvordan hans hånd strøg hendes kind. Det var alt sammen ord og handlinger hun havde ventet på. En mand der var villig til at smide alt, hvad han havde i hænderne for at redde hende. Derick var ganske rigtigt kommet hende til undsætning en gang før i kamp, men hvor havde han været, da hun var blevet holdt indespærret og var blevet tortureret af dæmonerne? Hvor havde han været, da Alexander havde haft hende? Der var det kun Salvatore her, som var kommet. Hun endte med at slå blikket ned, som hun blev bevidst over sine egne tanker. Nej.. Hun tænkte vel bare for meget over det.. Hånden trak hun tøvende til sig igen, som hun blev opmærksom på deres tæthed. ”Og for det kan jeg ikke takke dig nok gange.. Du var den eneste som kom, skønt du havde mest at tabe. Du skulle nemlig ikke kun tænke på fyrstens vrede, men også på dit folks og lands,” sagde hun stille. Blikket hævede hun igen langsomt op mod hans. At han fortsatte sine sødmefulde ord til hende, hjalp ikke just på hendes tanker, men alligevel kunne hun ikke lade være med at nyde dem. Hvem ville ikke også det? Sandt var det, at hun ej var velkommen her i Procias. Faktisk havde kongen direkte sagt kort forinden, at han ville have hende ud af landet. Derfor satte hun pris på, at han havde sat alt på spil for hende, og at han derfra ej ville vende om, skønt det formentligt var det bedste for ham at gøre. ”Selvom jeg altid har haft mange omkring mig, er det de færreste som ville have gjort, hvad du gjorde for mig.. Jeg håber derfor ikke, at tingene nogensinde vil ændre sig mellem os. Det er et tab, som jeg ej ønsker at lide.” Hendes fingrespidser strøg flygtigt over hans brystkasse. Han forstod vitterligt at sige alle de rigtige ord til hende. Hun håbede derfor også blot, at han mente dem alle. Hun smilede svagt til ham, som han på ny puttede hende ind under tæppet. Det var ikke just fordi, at det blev lagt bedre om hende, men alligevel lod hun ham blot. Han mente det trods alt godt. ”Nu fryser du vel ikke selv?” spurgte hun ham med et smil på læben. Det skulle dog ikke undre hende, hvis han var villig til at tilsidesætte sig selv for hendes skyld. Det var trods alt den person han var. I hvert fald overfor hende.. Hun lyttede til hans ord, inden hun nikkede svagt med hovedet. Ja, de trængte vel begge til en god omgang nattesøvn. Hun gjorde i hvert fald, som hun endnu ikke var ved sine fulde fem. ”I så fald så lad os sove..”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore mente sine ord, når han sagde, at han havde ofret det hele, og han ikke fortrød, at han havde gjort noget af det, for det var der bestemt heller ikke nogen grund til i hans øjne. Som det nu var sagt, så var det ord, som han gerne ville stå inde for, selvom han vidste, at det var meget store ord, at skulle give nogen i det hele taget. Hovedet lod han søge let på sned. Han ville stå inde for dem, og hun havde endnu ikke givet ham en grund til at skulle sætte sig imod det på nogen som helst måde i det hele taget. Han sendte hende et roligt smil. ”Jeg har måske meget at tabe, men derimod også meget at finde. Jeg vægter et venskab højere end.. den succes man får igennem et arbejde eller en karriere. Selv den rigeste mand, kan være frygtelig ensom,” sagde han ærligt. Det var en meget dyr erfaring, som han havde erfaret sig, men det var jo trods alt rigtigt. Han var omringet af en masse folk måske, men der var jo ikke rigtigt nogen, som han kunne sige, at han holdt nær eller tæt af den grund. At hun trak hånden til sig, var nu heller ikke noget, som han sagde noget til, for han lå jo stadig tæt på hende.. Og han kunne lide det. Han kunne virkelig godt lide det. ”Dem jeg først vælger at åbne mig for.. tage tæt til mig, og kalde for nære, venner og bekendte, er folk, som er særdeles vigtige for mig.. Du er en af dem, Denjarna.. Ej skal du frygte for, at det er noget, som vil ændre sig nogensinde, for det vil det ikke,” lovede han med en rolig stemme, for det var jo heller ikke ligefrem fordi at det var en løgn i den anden ende. Han åbnede sig ikke op for alt og alle, også selvom han var meget glad for at snakke.. specielt om de gode gamle dage, som især var noget, som han brugte meget af sin tid på at tænke over. Tæppet pakket han om hende, da han heller ikke ønskede, at hun skulle ligge der og fryse. Tvært imod, så var det slet ikke en tanke, som han kunne have med at gøre i den anden ende, hvis han nu endelig skulle være helt ærlig. Ham selv, ønskede han ikke rigtigt at skænke en tanke. ”Overhovedet ikke.” En lille løgn var det måske, men igen, så var det hendes velbefindende, som han satte som noget af det første, og det gjorde han hellere end gerne! Lige nu var det søvnen, som de vidst begge to kunne bruge. Det var trættende, at være bange og bekymret på den måde! ”Sov du.. Jeg ligger og holder øje,” afsluttede han.

[Deleted]

”Ak ja. Rigdom og ensomhed har det med at gå hånd i hånd. Den lille mand har måske ikke meget at gøre godt med, men hvad han i så fald har, er ægte.. Det er derfor en svær balance at indordne sig under,” sagde Denjarna roligt. Hendes håndflade gled til hans hjerte, hvor hendes hånd roligt hvilede for et øjeblik. ”Jeg ved dog, at du i dit hjerte tilhører Procias, og derfor skal du være opmærksom.. Jeg har ikke længere noget at miste i forhold til Dvasias, men det har du..” Hun trak sin hånd til sig igen. Det var bestemt ikke fordi, at hun ønskede, at han trak sin beslutning tilbage. Hun ønskede blot, at han vidste, at dette rent faktisk gik under termen landsforræderi. Hun holdt trods alt af ham, også derfor ønskede hun naturligvis ikke, at han sårede sig selv på vejen til at hjælpe hende. Smilet gled over hendes læber ved lyden af hans ord. Han var i særdeleshed en mand, som hun kunne lide. Han var også en mand, som hurtigt kunne bringe hende til ro, og det gjorde han ligeså med sine ord. ”Jeg vil lægge min frygt til siden, hvis det virkelig er tilfældet.. Jeg ønsker at tro på dig,” sagde hun ærligt. En loyal person i sit liv var i sandhed, hvad hun manglede. Indtil nu havde folk nemlig hoppet fra, som stien var blevet en anelse stejl. Derfor håbede hun brændende, at Salvatore var den mand, som han gav udtryk for, at han var. Hun smilte til ham. ”Godt,” svarede hun stille. Hvis ej han frøs, var der selvfølgelig intet galt. Hun håbede blot, at han ej løj for hende. Det behøvede han nemlig ikke at gøre. Hun kunne trods alt godt dele tæppet med ham. Hun lagde hånden mod hans kind. ”Og dig med.. Du sagde selv, at intet ondt ville kunne røre os her,” sagde hun stille, inden hun langsomt valgte at læne sig frem mod ham. For et kort øjeblik betragtede hun sig blot af hans ansigt, indtil hun blidt valgte at skænke hans kind et kys. ”Sov godt, kæreste,” hviskede hun, inden hun igen trak sig tilbage. Et sidste smil valgte hun at sende ham, inden hun roligt lagde sig om på den anden side, så hun nu lå med ryggen til ham. Tryg var hun omkring det faktum, at han ej ville forlade hende i nattens mulm, og derfor mærkede hun allerede nu, hvordan hendes krop måtte blive tynget af træthed. Øjnene lod hun søge i, som hun gjorde klar til søvnens indtrængen. Kroppen lagde hun i en behagelig stilling, som hun valgte at folde begge hænder ved sit hoved. Derfra varede det ikke længe, før hendes bevidsthed drog bort, og hendes vejrtrækning blev tungere, som hun gled ind i drømmenes verden…

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore vidste godt, at han i øjeblikket gi under termen, for at være en landsforræder, men han var stadig sine venner loyal, og det var faktisk noget af det, som han satte som det vigtigste. Det var ikke noget, som han ønskede, at hun skulle rende rundt og bruge sin tid på, for det ville da kun gøre ondt værre for hans vedkommende, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. Nu som det var sagt, så var han faktisk en ganske fattet mand. Han betragtede hende med en rolig mine og med det samme lette smil på læben. ”Det gør det nemlig. Jeg ville hellere foretrække et liv på gaden, men med folk omkring mig, end et mægtigt palæ, uden nogen som helst,” sagde han med en ærlig stemme, for det var ikke en løgn. Det var faktisk ord, som han mente. Hånden mod hans hjerte, fangede hurtigt hans opmærksomhed. Det begyndte jo at banke hårdere og mere fast, end hvad det havde gjort til nu. ”Hvad er livet, uden en smule risiko?” spurgte ham med et let smil på læben. Han tog det nu ikke så tungt igen. Han vidste jo også, at han var svær for landet at undvære med det ansvar, som han havde, og med et som han faktisk var i stand til. Han lod hende lægge sig godt til rette. ”Godt.. Jeg ønsker ikke, at noget ondt skal ske dig,” sagde han roligt. Han lagde sig godt til rette ved siden af hende. Det var en smule halvkoldt, men det var ikke værre, end at han faktisk godt kunne klare det. Han ønskede denne gang, bare at passe på hende, og det kunne han så sandelig heller ikke se noget forkert i. ”Jeg skal nok få sovet,” lovede han. Det var i det mindste ord, som han kunne stå inde for. At blive kaldt for ’kæreste’, var noget som han hurtigt bed sig mærke i, hvor han vendte blikket mod hendes skikkelse. Han smilede let for sig selv. Hun gjorde ham glad.. Og det kunne han virkelig godt lide. At hun vendte sig med ryggen til ham, sagde han ikke noget til, hvor han selv lagde sig til rette ved hende. Varsomt lod han armen glide omkring hendes skikkelse, så de kunne ligge der begge to, og så han var i stand til at passe på hende. Han indåndede let hendes søde duft.. Selv en duft, som fik ham til at slappe helt af. Han sukkede dæmpet, inden han selv måtte give efter for søvnen, og gled ind i drømmeland…