Searching for you

[Deleted]

At Gabriel både havde mistet sin forhenværende kæreste og søn, havde været Denjarna ukendt. Hun blinkede let med øjnene. Grusomt var det at miste dem man holdt af. Selv havde hun prøvet det, som hun i sin tid havde mistet Derick. Han var dog kommet tilbage til hende med tiden, men selvfølgelig vidste hun, at det ikke endte således for de fleste. Dog følte hun ikke, at det tab kunne undskylde for Gabriels handlinger for livet for ham gik tydeligvis videre. Han stod nemlig nu som konge, og med en dronning ved sin side. En som han eftersigende elskede. ”Tab rammer alle hårdt, men med tiden renses alle sår. Gabriel mistede muligvis sin elskede og sit barn engang, men ligeså er han kommet videre. Det lagde han i hvert fald mange kræfter i at fortælle mig,” lød det fra hende. Om han var helt lykkelig, havde hun dog sine tvivl om. Usikker var man nemlig ofte på sig selv, når man havde brug for at tvære sin lykke ud i hovedet på en anden. Hun trak let på skulderen til hans kommentar omkring Mattheus. Ja, det var vel mildt at sige, at hun kendte Dvasias’ konge. Nogen ville måske sige, at hun kendte ham en tand for godt. Det var ikke fordi, at hun havde ’lavet’ noget med ham, men alligevel havde deres forhold vist sig at være heftigt. Eftersigende havde han nemlig været tæt på at ødelægge det dvasianske rige på grund af hende, og derudover havde hun haft sine visits på slottet, samt hun var blevet tilbudt fast bolig der. ”Man stifter vel bekendtskaber, som man kommer omkring,” svarede hun kortfattet. Underligt var bekendtskabet dog ikke fra Denjarnas side, da hun havde en utrolig tendens til at stifte bekendtskab med alle magthavere. At Gabriel ej tænkte rationelt, når det kom til hende, kunne de hurtigt blive enige om. Han havde nemlig udelukket reageret ud fra de gamle følelser. Det var dog ikke Gabriel, som hun ønskede at spekulere på, og derfor ønskede hun faktisk blot at glemme ham. Det ville trods alt alligevel ikke blive bedre mellem dem. Hendes sølvgrå blik dvælede på Salvatores ansigt. ”Er det virkelig den eneste årsag til, at du ej ser dig enig med din konge? Fordi jeg ej er ved mit bedste?” spurgte hun ham i en stille tone, alt imens hun blidt valgte at lade sine fingre stryge over hans kind. Hendes blik endte med at søge ned til hans arm, der nu hvilede om hendes liv, som han sagde, at de skulle se at komme af sted. Intet sagde hun til det, da hun for det første anse hans arm for at være en god støtte, og for det andet.. så fandt hun det rart. ”Lad os,” medgav hun roligt, inden hun måtte følge ham mod, hvad der måtte være hulen. Det var dog ikke med de store forhåbninger, at hun gik fremad, men et skjul var vel et skjul?

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Gabriel havde oplevet rigtig mange ting på rigtig kort tid, så det at han gik lidt med følelserne udenpå tøjet, var ikke ligefrem noget som kunne komme bag på nogen. At hun så ikke var kendt med det tab som kongen havde lidt, forundrede ham ikke, da det var en historie, som var holdt blandt de nærmeste, men det ville nok ikke gøre nogen forskel af den grund. Han lod hovedet søge let på sned. Selv var han ikke i tvivl om, at Silia gjorde manden lykkelig, men at han stadig havde brug for at bekræfte for sig selv, at det var noget som han kunne tillade sig, efter hans kæreste og søn, var afgået ved døden. ”Kongen er lykkelig med hans dronning, kan jeg fortælle dig.. Uanset hvor meget han har brugt af energi, for at bekræfte det, så er det sandt. Tiden healer måske alle sår, men selv visse ting, kan tiden aldrig heale,” sagde han endeligt. Følelsen af savn, var uden tvivl noget af det værste, som man kunne opleve og selv den følelse kunne Salvatore relatere til. Han betragtede hende roligt. Der var mange grunde til at han ikke altid var enig med den kære konge, men det var ikke noget, som han kunne tage sig af lige nu. Lige nu var det Denjarna, som han så, og det var også det, som i hans øjne var det vigtigste. At hun så også var kendt med kongen af mørket, forundrede ham et eller anet sted ikke. Han smilede let for sig selv. ”Jeg må sige, at du er god til at gøre dig uvenner med de højtstående,” sagde han med et let smil på læben. Hånden som hun lagde mod hans kind, var noget som han faktisk godt kunne lide, hvor han lod hovedet søge let mod den, også som tegn, til at hun gerne måtte. Han kunne virkelig godt lide det. Han rystede på hovedet. ”Jeg har mine grunde til at være uenig med min egen konge.. Jeg har oplevet mange ting, som han end ikke vil tør drømme om. Men nu.. fordi du har det som du har det.. Så har jeg al grund til at være uenig med ham.” Armen gled forsigtigt om hende, for han ønskede heller ikke at træde hende over tæerne eller noget lignende. Han førte hende roligt med sig i retningen af det gamle skjul, som han nu håbede, forblev uset og udenfor folks kendskab. Han førte hende roligt op langs bækken, og mere ind mod det tætte. Med en let bevægelse med hånden, fik han træer og buske til at bukke sig i andre retninger, så det var nemt for dem at passere. De kom til det som mest af alt, lignede en jordhule. ”Her.. Kom med,” sagde han endeligt, inden han førte hende med sig derned. Det var et rum, men det var stort, med en seng, gode skind at ligge på og plads til at stå ret, når man kom ned i den. Oprejst med magi, og derfor faldt den ikke bare sammen. Han holdt hånden frem for sig og lod en kugle af ild vise sig, så der var bare lidt lys, så de kunne se.

[Deleted]

Denjarna løftede skeptisk det ene øjenbryn. Komplet lykkelig? Hun havde nu sine tvivl. ”At man har behov for at insistere stammer ofte fra en vis usikkerhed. Jeg siger ikke, at han ikke kan lide sin nye hustru. Jeg siger blot, at han formentligt ikke er nået det plan, som han selv tror, at han befinder sig på,” kommenterede hun roligt. Ligeglad kunne hun dog være med, om hvorvidt Gabriel var lykkelig eller ej, for han hadede hende jo alligevel. Inderst inde kunne hun dog ikke fuldføre den disciplin, for svært var det at glemme, hvad de engang havde delt sammen. En latter gled over hendes læber. Hun var god til at gøre sig uvenner med de forskellige magtindehavere? Ja det var hun vel. Det skyldtes dog ikke, at hun ikke kunne komme overens med dem, som man formentligt ville tro. Nej, det skyldtes nærmere, at hun ej bar lysten til at være den de ønskede, at hun skulle være for dem. ”Jeg har kendt mange regenter, ledere og adler gennem tiden.. Til fælles har de alle, at de ser sig hadefulde på mig, når jeg ej giver dem, hvad de ønsker af mig,” sagde hun ærligt. Utroligt var det, at det altid forløb således, men hendes beretning passede altså. Som han pressede sin kind mod hendes hånd sendte hun ham et blidt smil, skønt hun ikke blev ved med at stå således. Hun nikkede let til hans ord. ”Meget vel. Du og Gabriel ligner ej heller hinanden.. hvilket også kun er en god ting,” lød det fra hende. Nok havde hun altid fundet unge mænd charmerende, men alligevel havde hun altid foretrukket en rigtig mand, og der var det let at kategorisere Gabriel og Salvatore. Det var meget muligt, at Gabriel var blevet ældre siden deres affære, men alligevel så hun ham kun som en ung knægt. Det fremmede hans handlinger også kun. Som Salvatore begyndte at guide hende fremad langs bækken, fulgte hun nysgerrigt med, skønt det ikke just var den bedste forestilling hun havde i hovedet. Det var trods alt bare en hule. Ikke just videre beboelig. Som de gik, hvilede hendes blik på alt, hvad Salvatore fik til at bøje sig for dem. Magi havde aldrig været den kraft, som hun havde tilbragt mest tid omkring, og derfor måtte hun finde det ganske interessant. Selvfølgelig kunne hun en vis grad indenfor ’magi’, men elvernes magi var bestemt ikke som warlockernes eller magikernes. Opmærksomt gled hendes sølvgrå øjne til det der måtte være indgangen til hulen, som de gjorde holdt. Vurderende betragtede hun den, inden hun måtte give sig og følge med ham. Som de bevægede sig ’indenfor’ forsvandt hendes skepsis dog hurtigt, hvor den blev erstattet af positiv overraskelse. Hulen var jo ikke bare en hule, men rent faktisk et hjem. Et lille hjem selvfølgelig. Med et forbløffet glimt i øjet, og med et smil på læben, vendte hun ansigtet mod Salvatore. ”Jeg tror, at du skal arbejde lidt på dine definitioner,” sagde hun i en kæk tone og med et smil på læben. Ja, hun var skam blevet glædeligt overrasket! ”Det er jo et helt lille hjem.. Ikke bare et funktionelt skjul.”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Gabriel var et emne som de kunne diskutere frygtelig længe, uden egentlig at komme nogen vegne, for de var jo i bund og grund enige. Selvom Salvatore dog ikke var i tvivl om, at den unge konge var lykkelig sammen med hans kære hustru, og de regerede jo trods alt landet godt og efter bedste mening. Nu var det jo en som Denjarna, som kunne sætte det lidt i fare, så et sted kunne han jo godt forstå, at kongen reagerede som han gjorde, selvom det nu ikke rigtigt gjorde den største forskel lige nu. ”Den unge konge skal have tid,” sagde han roligt. Han var nu ikke i tvivl om det, men det var nu heller ikke ligefrem noget, som han havde i sinde, at skulle bruge hele dagen på at snakke eller diskutere med hende, for hun havde vel også set sig sort på ham, efter den behandling? Han smilede let for sig selv. Magtindehaverne, var hun tilsyneladende frygtelig god til at gøre sig uvenner med. Et sted, var det ikke helt underligt, sådan en smuk kvinde som hun var, så var det ikke underligt, at folk gjorde sig tanker eller ønsker som hun nægtede at opfylde for dem, og det var jo egentlig noget, som han selv havde det ganske fint med. ”Det må de jo leve med. Selv er det vigtigst, at man ivaretager sine egne interesser og velbefindende,” fortalte han roligt.
Salvatore førte roligt Denjarna med sig igennem skoven, for at komme til det gamle skjul. I hans øjne, var det et skjul, for det var jo primært det, som man kunne sige, at det var blevet brugt til, tilbage i den tid med Eniqa og Matthew, hvor han ikke havde været andet end et kæledyr for dem. Nu var tiderne skiftet, og de var uden tvivl også anderledes. Magien var hans stærkeste side, og derfor var det ganske nemt at komme frem og tilbage derfra. Grenene trak sig elegant til side, så de nemt kunne passere for det, hvilket også var noget som passede ham selv meget fint. Hulens indgang var temmelig primitiv, men det var jo også kun for at den ikke skulle vække den største opsigt. Han førte hende derned, hvor en kugle af ild meldte sig i hans hånd, inden den svævede ved siden af dem, så de også havde lidt lys. Han kuklo ganske let og rettede sig op. ”For mig var det et skjul i forhold til hvad vi kunne have haft dengang. Vi opholdt os her længe.. Og ingen vidste at vi var her.. Derfor ved jeg, at vi kan være trygge her..” Han søgte roligt hen til sengen, hvor han med en hånd og ved hjælp af magi, fjernede alt der hed støv som måtte være i vejen, samt andet utøj som havde lagt sig med årenes løb. ”Her kan du hvile.. Uden at folk vil finde dig,” afsluttede han sandfærdigt.

[Deleted]

”Javel ja,” sagde Denjarna kortfattet, som et tegn på, at den sag nu var lukket. Selvom hun havde endt i tumult med kongen, var der egentlig ikke en grund til at diskutere sagen til det uendelige. Hun havde allerede sagt, hvad der var at sige om sagen, og derfor var den ikke længere. Desuden … hun var ikke videre interesseret i at diskutere sin tidligere elsker med Salvatore, og slet ikke nu, hvor hun rent faktisk var indebrændt på ham. Heldigvis lignede det dog, at Salvatore ligeledes var villig til at lade sagen ligge. Hun smilede stille til ham, som han rent faktisk så sig enig i hendes holdning og ej mændenes.. eller det var måske bare fordi, at han ikke selv havde fået brændt fingrene på hende? ”Lige mine ord.. Det forstår de skuffede mænd sig dog ikke på, når det ikke er gået, som de egentligt havde ønsket sig.” Nej, de skuffede mænd håndterede aldrig sagen vel. Hvad der var hændt med Derick, efter at hun havde fravalgt ham, vidste hun oprigtigt ikke. Mænd som Gabriel og Mattheus var dog pragteksemplarer på, at de ej havde kunnet klare afvisningen. Begge mænd havde nemlig haft en mindre nedsmeltning efter hendes afslag.
Selvom Denjarna ikke just var ung, og at verdenen ikke var ny for hende, så hun sig alligevel fascineret af den magi, som Salvatore udviste. Simpelt var det, men når man ikke var vant til at se sådanne bedrifter, var det alligevel betagende at opleve. Ind i, hvad der allermest lignede en primitiv jordhule, fulgte Denjarna ham. Videre positiv var hun ikke omkring den, før hun kom helt ind til dens midte. Hvad der udefra blot havde været en jordhule, var indvendigt et funktionelt mindre hjem. Hun behøvede end ikke at sove på jorden, som først antaget, da der rent faktisk var en seng. En beskidt en af slagsen muligvis.. Stedet mindede hende egentligt til dels om den efterladte herregård, som hende og Derick havde tilbragt en romantisk stund sammen, efter at de havde genfundet hinanden. Forskellen var dog, at herregården havde været et hus, hvor dette blot var en jordhule, samt det, at Salvatore ej linede op til romantik mellem dem. ”Et skjul i forhold til, hvad I kunne have haft?” gentog hun nysgerrigt, som et tegn på, at hun ønskede, at han uddybede det for hende. Hun kendte selvfølgelig lidt til hans fortid, men det var selvfølgelig ikke et videre detaljeret kendskab. Hun havde dog selvfølgelig hørt om Eniqa, der havde været hans hemmelige forelskelse, samt hvordan kvinden havde valgt manden, Matthew. Let smilede hun, som hun så, hvordan han fjernede skidtet fra sengen. ”Tak for det hele, Salvatore.. Du må undskylde, at jeg tvivlede på dig her tidligere. I disse tider er det dog svært at vide, hvem man kan stole på, og hvem man ikke kan,” sagde hun stille. Det var i hvert fald sådan hendes liv var. Han gik muligvis ikke rundt med de samme problemer som hende. Hun så sig nysgerrigt omkring. ”Men jeg er sikker på, at dette sted vil fungere.”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det passede faktisk Salvatore fint, at de kunne lade sagen ligge for nu, for det var bestemt heller ikke fordi, at han havde tænkt sig, at stå der og fortsætte med at diskutere den kære konge og hvordan han havde tacklet situationen, for han vidste jo heller ikke alt om sagen, kunne man vel sige, og så var det jo bare sådan at det var. Han kunne jo i det store og hele, have en grund til at reagere sådan, men han ønskede nu heller ikke, at hun skulle blive sur eller noget lignende på ham, nu hvor han endelig havde fundet hende. Han trak let på skuldrene. Nu kendte han jo heller ikke ligefrem til hendes liv med den kære konge af mørket, eller om det var noget, som nogenlunde handlede om det samme. ”Det ligger til de unge, vil jeg gå ud fra,” sagde han endeligt, da han førte hende ned i hulen. Ja, i hans øjne var det en hule eller et skjul, sideliggnede med det som han havde i Lysets Cirkel, så det var jo egentlig noget som passede ham selv ganske fint. Han smilede let for sig selv. At hun i det mindste blev positivt overrasket over det, var naturligvis en tanke som glædede ham, for det var meningen, at de i hvert fald kunne være her, til hun ville få det bedre igen. Han nikkede. ”Det er vel en måde at se det på. I forhold til de remedier som Igleéias har været i besiddelse af, er dette frygtelig primitivt, men de levede i ro og upåvirket af hvad der skete i Procias ellers,” fortalte han roligt. Han havde levet som et pelset dyr dengang, så det var egentlig ikke rigtigt en tid, som han ønskede at skænke alt for mange tanker, for det gjorde faktisk ondt at tænke tilbage på. At hun derimod valgte at undskylde, fik ham til at vende sig mod hende. Han forstod så sandelig godt, at hun havde været utryg omkring ham, hvis hun havde troet, at han havde noget med det at gøre. Han sendte hende blot et smil og vinkede hende hen til sig. ”Du skal ikke undskylde for at tage dine forholdsregler og for at passe på dig selv, Denjarna. Du handlede som du burde. Jeg er blot glad for, at du stoler på mig,” sagde han roligt. Dette var en situation, som kunne sætte ham i en langt værre, men det var jo en anden side af sagen. Han trak tæpperne af, og afslørede en forholdsvis fin madras, som hun kunne ligge på. Ildkuglen lagde sig svævende over det gamle natbord som var lige ved siden af. ”Hvis en af verdens mest berygtede mænd, kunne leve her upåvirket af noget, så burde du også kunne skjule dig her.. Læg dig.. Slap af, og få dig noget hvile, min kære,” opfordrede han.

[Deleted]

”Muligvis,” svarede Denjarna roligt. Selv vidste hun ikke, hvad der gik igennem mændenes hoveder, men det var vel muligt? Det var hende dog irrelevant nu, da ingen af mændene var i hendes liv længere. Faktisk var Salvatore her den eneste mand, som hun havde i sit liv lige nu, og det sagde vel også lidt om ham, og dem der engang havde været der. Han var ligeså også den eneste, som havde forsøgt at redde hende fra fyrsten, og nu var han også den person, som havde bragt hende i beskyttelse i denne jordhule. Meget havde han derfor gjort for hende, som han for det første havde vovet pelsen og bevæget sig ind på farligt fjendeterritorium. For det andet havde han egentligt gjort landsforræderi, ved at bringe hende ind i Procias, samt det, at han særligt havde gået imod sin konge. Og for det tredje havde han bragt hende hjælp, både i form af medicin og et skjul, og derfor stod det klart for Denjarna, hvad hun følte for ham, og hvad han var for hende. ”Jeg har hørt om Matthew Igleéias før, men hvad hans handlinger helt præcist var, er gået mig forbi. Hvad gjorde, at I måtte bosætte Jer her? I Procias i en hule? Meget bekendt tilhørte han ikke dette land..,” spurgte hun ham. Hvor meget hun havde kendt til denne mand, vidste hun faktisk ikke. Måske havde hun kendt til en del af hans historie i sin tid, men måske var den viden gået bort med hendes hukommelsestab. Måske havde hun aldrig vidst meget om ham, og derfor var det hende måske naturligt, at hun ej kunne erindre noget. Hun kunne faktisk kun huske, hvad Salvatore havde fortalt hende. At han havde været en ond mand. Det var dog ikke Matthew specifikt, som hun ønskede at lære mere om, som det nærmere var Salvatores liv, som hun ønskede et større kendskab til. Hun nærmede sig ham roligt, som han vinkede hende over til sig. ”Jeg tog mine forholdsregler, ja, men du er den eneste, som har vist mig oprigtig godhed. Hvem vil jeg ikke være, hvis jeg vender det ryggen?” sagde hun stille. Hendes blik gled roligt til sengen, som han nu trak sengetæppet af og derfor blottede selve madrassen. Rart var det, at hun igen kunne slappe af, uden at skulle kigge sig over skulderen. Træt i benene var hun også efter, at hun havde været på flugt, og derfor var sengen hende utroligt kærkommen. Hun smilte let til ham, inden hun som en start valgte at tage plads på sengekanten. ”I så fald burde jeg ikke have noget at frygte,” svarede hun, skønt hun selvfølgelig ikke fuldstændigt kunne fjerne den nagende følelse fra sig. Paranoid ville man nemlig altid være, efter at man havde været spærret inde for måneder, og når ens gerningsmand endnu var på fri fod. Hun kiggede på ham. ”Og hvad med dig? Hvad har du brug for?” spurgte hun ham, som han indtil nu kun havde tænkt på hende.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore var udmærket godt kendt med den risiko, som han løb ved at gøre som han gjorde, og det var jo heller ikke ligefrem fordi at det som han gjorde, var helt uden risiko, kunne man da sige. Lige nu var det Denjarnas velbefindende, som han tænkte på, og ikke alt det andet, som han egentlig burde. Han burde ikke gøre, hvad han gjorde, og det var han udmærket godt klar over, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde nogen anden forskel for hans vedkommende. De øvrige mænd, som havde været i billedet ved hende, ville han nu heller ikke stå og tænke på. Lige nu var det ham som var der, og det var vel også det, som var det vigtigste, var det ikke? Som hun spurgte ind til handlingerne som Matthew havde forårsaget, måtte han næsten overrasket vende sig mod hende. Matthew var ikke ligefrem en ukendt mand på nogen måde, så det faktum, at hun spurgte ind til det, måtte han sige sig, overraskede ham en hel del, så det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen. Han betragtede hende med en ganske sigende mine. ”Mandens handlinger er kendt verdenen over, kan man jo sige. Han var en stærk leder for warlockerne.. gjorde frygtelige ting.. mod sine egne, mod sit eget land, såvel som han gjord det mod de andre. Han blev en meget enerådig mand.. Og det havde rigtig mange problemer og vanskeligheder med. Han tilhørte ej Procias nej, men hans udkårne ønskede at være her. Han valgte at imødekomme dette ønske.” Hans stemme var rolig, men det var også forklarende, for det var jo stadig en del af hans eget liv, for han havde jo valgt at følge med. Nu som det var sagt, så ønskede han jo ikke at snakke om Matthew, men derimod.. lade hende vide, at han var på hendes side. Han tog roligt om sengetæppet og lagde det om hende, så han kunne pakke hende godt og beskyttet ind. Han vendte blikket mod hende. Hvad han kunne tænke sig? Det var ikke fordi, at det som sådan, gjorde den største forskel for hans vedkommende, om der skete noget eller ikke. ”Hvad jeg har brug for? I hvilket henseende..?” spurgte han med en rolig stemme, inden han let hævede det ene bryn. I det store og hele, så tænkte han jo.. aldrig på sig selv, og hvad han egentlig ønskede.

[Deleted]

At Matthew Igleéias ej havde stået som en ukendt eller en mild mand, kunne Denjarna tydeligt høre på Salvatore. Det betød også, at hun gik ud fra, at navnet engang havde været hende kendt, og at hun blot havde glemt det med tiden … Det kunne dog også være, at han havde stået som leder i den periode, som hun selv havde været borte. Meget havde dog forduftet fra hendes sind gennem tiden, som de første årtier med tortur havde frarøvet hende meget. Derfor stod det af størst betydning for hende, klarest i hendes sind, og denne Matthew havde næppe haft noget med hende at gøre. ”Det lyder som om, at han var et problem for mange magtindehavere, og til frygt for mange laverestående. En mand som ham er dog ikke ukendt for denne verden. Der vil nemlig altid være en person i denne verden, der er, som han var. Forfærdelig og utilregnelig..,” sagde hun roligt. ”Det er dog morsomt, at han valgte en lys kvinde. Det kan dog være, at det var således fordi, at han havde brug for hende til at opveje for sit eget onde. Det er trods alt før set.” Hendes blik gled fra ham og ned ad sig selv, som han valgte at pakke hende ind i sengetæppet. Det var præcist, som det havde været i hytten i Catalena. Hun sendte ham et lille smil. Han var god ved hende. ”Tak,” sagde hun stille. Hvor mange gange hun efterhånden havde takket den mand, havde hun ikke længere styr på. Hun kunne dog ikke lade vær’, for hver gang de mødtes, gjorde han noget utroligt for hende, og det på det punkt ville hun gerne forblive taknemmelig. Hun anså det nemlig ikke for at være en sædvane, selvom det næsten var blevet det … han var der nemlig altid for hende. Hendes hænder strøg let hen over tæppet for at glatte det ud, alt imens hun tænkte over livet. Blikket vendte hun igen op mod Salvatore, som hun spurgte ind til, om han ligeså havde brug for noget. Det følte hun kun, at det var det mindste hun kunne gøre, når nu han var så god ved hende. Helt utænkeligt var det vel heller ikke, at der også var noget, som han ønskede sig? Han var trods alt et individ ligeså vel, som hun var. ”Behøver der at være et henseende? De seneste par dage har du kun tænkt på mig.. hvilket jeg skam også sætter pris på.., men du må ligeså også have brug for noget. Muligvis ikke pleje, men måske noget andet,” lød det roligt fra hende. Hun kendte ham dog godt nok til at vide, at han formentligt ville afslå hendes tankegang. Han var nemlig denne gode mand, som man ikke ville tro, kunne eksistere. Hun mente dog stadig, at han kunne tillade sig at være en smule egoistisk i ny og næ.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Mathew havde uden tvivl været en hård mand tilbage i sin tid, men havde selv fundet Eniqa af lyset, og havde faktisk gjort sig en stor indsats, for at slå sig ned med hende. Hvad han havde gjort, var ikke rigtigt noget, som Salvatore ønskede at stå og snakke om, for det var jo ikke småting, den kære mand havde kostet ham. Hvorvidt om det var godt eller skift, vidste han ikke endnu. ”Jeg tror snildt, man kan fremstille ham som et problem for magtindehaverne. Han havde dødsdommen hængende over hovedet i Dvasias,” forklarede han med en rolig stemme. Han smilede svagt for sig selv. Hun havde jo ret. Det var jo ikke ligefrem første gang, at man så det i praksis. ”Man ser det faktisk oftere og oftere.. Den rette kvinde, kan få en mand til at vende i løbet af ingen tid.” Hans ord var stadig rolige. Det var ikke ligefrem det mest indbydende samtaleemne, men det var nu og da den mand, og hans egen udkårne, som havde boet her, og det var det som han ikke ligefrem kunne gøre noget ved, om det var noget, som han nu ville det eller ikke, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Lige nu var det bare hende, som han ønskede at tænke på, og det var bestemt heller ikke fordi, at han ønskede at lave det meget anderledes. Tæppet lagde han om hende, så hun havde muligheden for at finde varmen igen. Han smilede let til hende, også selvom det forundrede ham lidt, at hun spurgte ind til hans ønsker. Skulle han være helt ærlig, så var det ikke det, som han gik og tænkte mest over i løbet af en dag, for det havde han jo ikke rigtigt nogen grund til. Han var vant til at være den, som bare gik rundt og passede sig selv. Han trak let på skuldrene. ”Alle har ganske vidst sine ønsker, det er rigtigt, men.. ja.. Jeg er vel bare af den generation, at jeg tænker mere på andre, end hvad jeg gør på mig selv. Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg ønsker mig, foruden noget, som vil komme så mange andre til gode,” sagde han ærligt. Det lå slet ikke til ham, at være egoistisk, og ønske sig noget, som kun var. .til ham. Det var bare underligt for ham, at skulle gøre det.

[Deleted]

”Hvordan kunne du udstå det? Hvordan kunne du udstå at leve med sådan en mand, samt det at se ham dagligt med den kvinde, som du begærede? Jeg ville være blevet sindssyg, hvis det var mig,” lød det stille fra Denjarna. Selv forstod hun nemlig vitterligt ikke, hvordan han var kommet igennem den tid af sit liv. Han forekom hende nemlig ikke som manden, der blot ville vende det blinde øje til, når han så ondskab indenfor sin rækkevidde. Han ville muligvis forsøge at hjælpe til det bedre, men hvis ikke det gik? Derudover forstod hun ikke, hvordan han var kommet igennem hjertesorgen. Selv ville hun nemlig være blevet syg af jalousi, hvis hun havde set sin elskede med en anden. Det havde også kommet til udtryk i hende med henblik på Derick og Elanya. Selv var hun dog exceptionel dårlig til at tackle sådanne situationer, og derfor var Salvatore måske blot lidt bedre til det end hende? Hun vidste det ikke, men det var nu også derfor, at hun spurgte ind til det.. Så hun kunne lære ham bedre at kende. Det lignede desuden også, at hun havde tiden til at gøre det nu. Det lignede nemlig, at de ville hænge på hunanden gennem det næste stykke tid. Svagt smilede hun ved lyden af hans ord, samtidig med, at hun strakte hånden op mod ham, så hun let kunne stryge ham over kinden. Hans svar var præcist, som hun havde tænkt sig, at det ville være. Selv forstod hun ikke, hvordan han ingen ønsker kunne have, men det var måske rigtigt nok, at det var fordi, at de kom fra hver sin verden. ”Du er her virkelig for at sætte alle os andre i dårligt lys,” sagde hun med et smil på læben, som et tegn på, at han ej skulle tage hendes ord seriøst. Hun trak hånden til sig igen, så hun kunne placere begge håndflader på madrassen på hver sin side af sig. ”Jeg er dog sikker på, at du en dag vil finde på et ønske kun for dig. Stort eller lille, så skal det nok komme,” sagde hun roligt. Hun så imod huleudgangen. Selv ville hun ønske, at hun ej skulle ligge herinde. Det var nemlig som at være spærret inde på ny igen. Der var nemlig intet udsyn til den åbne himmel, og ej heller et pust fra den friske luft. Desværre vidste hun, at hun intet havde at sige til det. Hun var nemlig på flugt, og dette var tydeligvis den eneste udvej for hende. Skjulet her var dog også bedre end hendes fængsel, da dette i det mindste lignede et hjem.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore trak ganske let på skuldrene. Hvad var der at sige til den sags? ”Jeg så hvor glad hun var for ham.. så hvor meget hun nød at være sammen med ham, og med alle de ofringer, som han gjorde for hende, så er det ikke underligt. Jeg passede på hende.. Var omkring hende, når stunderne var hårde,” fortalte han roligt. Selv var han vel bare vant til at skulle holde igen, i stedet for alt det andet. Ikke fordi, at det var noget som måske gjorde sagen bedre for hans vedkommende, men han kunne jo ikke rigtigt gøre det store ved det nu. Hun var død og borte, og ville aldrig nogensinde komme retur, så at dvæle ved fortiden, kunne han da slet ikke bruge til noget. At hun valgte at stryge ham over kinden, satte en mindre sitren i hans krop. Det var for det første, utrolig behageligt, men også fordi, at det ikke rigtigt var noget som skete synderlig ofte. Han var som regel aldrig berørt af nogle. Det var skam slet ikke fordi, at han var ude på at sætte andre i et dårligt lys, for det var da slet ikke hans intentioner omkring noget som helst af dette! Han vendte blikket mod hende og med et smil. ”Det er vidst hvad man kan kalde for en bivirkning,” sagde han tydeligt morende, inden han let blinkede til hende. Han kunne jo slet ikke lade være, nu hvor det endelig var sagt. Han lod hende sætte ig godt til rette og under dynen. Det kunne godt være, at det ville komme.. Det kunne han ikke ligefrem benægte. Han trak vejret dybt. Han var ikke den egoistiske type, og han kunne bare godt lide, at gøre noget godt for andre, da det også var noget, der skete forholdsvis sjældent, så var det jo bare sådan at det måtte være. Han vendte blikket mod hende. Ja, hvad ønskede han sig egentlig? Han ønskede sig ikke meget andet, end det som alle andre ville; Et sted at være, tøj på kroppen, tag over hovedet.. en kvinde at dele tilværelsen med? Selvom han til nu, ikke havde fundet en, som kunne overtage den plads i hans hjerte, som Eniqa havde haft, men det kom vel også alt sammen med tiden? ”Det ligger vel bare ikke til mig, at være egoistisk..” Han tog roligt pladsen ved siden af hende, men sikrede sig, at hun var den som var dækket til. Hun havde brug for varmen.

[Deleted]

Selvom Salvatore forklarede Denjarna, hvorfor han var blevet ved Matthew og Eniqa i sin tid, og hvordan han havde kunnet holde det ud, forstod Denjarna det stadigvæk ikke. For selvom han havde ønsket det bedste for denne kvinde, måtte det vel stadig have gjort ondt i hans hjerte at holde igen på den måde, som han havde gjort. Hun kunne dog se på det hele, at det næppe hjalp at videre diskutere sagen. For det første var sagen fortid, og for det andet så de vidt forskelligt på livet. I hvert fald når det kom til sager som denne. ”Nuvel.. Jeg kan ikke just sige, at jeg forstår dig.. men så længe du ser fornuft i sagen, er alt forhåbentligt vel. Det er ej heller op til andre, hvordan du bør leve dit liv. Der er trods alt mange forskellige veje, som man kan tage, og det at ønske en det bedste er ikke just det værste,” sagde hun, skønt hun havde sine tvivl om, at han også gjorde, hvad der var bedst for ham selv, og det kunne bekymre hende en anelse. Nok var han god, men det var en større skam, hvis han tabte sig selv på vejen. I dette tilfælde kunne hun dog ikke klage over, at han havde gjort noget godt for en anden. Denne her gang var hans godhed nemlig gået til hende, som han havde hjulpet hende ud af elendighed, og bragt hende i sikkerhed. Hun smilede morende. ”Men det gavner tydeligvis dig,” kommenterede hun drillende., inden hun roligt betragtede, hvordan han tog plads i sengen ved hendes side. Det havde hun nu intet imod. For det første var det nemlig rart, at de kunne føle sig så komfortable omkring hinanden. For det andet var det rart med den selskab nærheden afgav. Og for det tredje og det sidste, var de nødt til at give plads til hinanden, da de begge skulle være der. Hun så på ham med et roligt blik. ”Det er ikke lig med egoisme at ønske visse ting for sig selv. Det er desuden også sådan, at vi sætter mål for os selv her i livet, og hvad er livet i så fald uden mål og ønsker? Jeg ved dog, at du også har haft dine ønsker.. Du står for eksempel som leder af din race, og det ved jeg, at man ej kommer sovende til. Nok har det stor betydning for andre, men det gør også en forskel på dig som person.”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore havde set en mening i det. Han havde set hvor glad Eniqa havde været for Matthew, som han havde set hvor ked af det hun var, når han ikke havde været der – Det var de stunder, hvor han havde været god nok, og det var det, som også var vigtigt for ham. Han havde ikke været i stand til at styre sin forvandling dengang, som han var nu. Nu kunne han forvandle sig som det passede ham, og han havde jo heller ikke ønsket at skræmme hende væk. Det var han da bange for, ville være sket, om han havde gjort det. ”Den enes mening for en sag, er blind for en anden, så det skal du ikke tage så tungt. Jeg så ikke andre udveje. Jeg var fanget i skikkelsen som en panter, Denjarna.. Jeg havde ikke andre steder at tage hen dengang.” Han vendte sig roligt mod hende. Det var blot en del af hans liv. En del af hans liv, som han nu var nødt til at lære at leve med, selvom det bestemt heller ikke ligefrem var noget som gjorde sagerne mere enkle af den grund. Han var en mand med mange historier på hjertet.. mange erfaringer af sind, og det var dem der som regel afgjorde, hvilke handlinger han gjorde eller ikke. Han smilede let for sig selv. Så lang tid, at folk bed sig mærke i hans arbejde, så.. var han egentlig tilfreds, for han ønskede jo at gøre noget for og med folk, frem for at han ville alt det andet. ”Tror du virkelig?” spurgte han morende. Det var ikke fordi, at han kunne gøre meget andet end at åbne op for hende, men han følte jo så derimod, at det også var noget, som han kunne tillade sig. Det kunne godt være, at han bare var en mand, af en anden generation end alle andre, og det måske var derfor, at han gjorde sig de tanker, som han nu gjorde, men ikke desto mindre, så var det ikke noget som han ville gøre noget ved bare sådan uden videre. ”Jeg er blevet leder på mit talent, og fordi at jeg ønsker at gøre noget for den race, som jeg nu er en del af. For længe, har de stået uden en ledelse, som de ellers har fortjent. Kald det udnyttelse et sted, men det er det som jeg også kan bruge det til. Jeg ønsker mig ikke rigtigt mere end hvad så mange andre gerne vil. Et trygt og sikkert liv.. en kvinde ved min side..” fortsatte han med et let træk på skuldrene.

[Deleted]

Denjarna betragtede Salvatore med et roligt blik. Ja, den enes sag kunne i sandhed være blind for en anden. Det vidste hun udmærket godt. Sådan var det i hvert fald med denne sag, som hun bestemt ikke kunne se, hvordan han havde kunnet klare sig igennem den tid af sit liv. Hårdt måtte det i sandhed have været. Det var det i hvert fald i hendes øjne. ”Selvom jeg hører dig sige, at mine tanker ej er bekymringen værd, kan jeg alligevel ikke lade være med at tænke dem. Din fortid er mig nemlig en gåde, som jeg ved, at den ville være umulig for mig at håndtere,” fortalte hun. Ens var de bestemt ikke på det punkt, og det var måske også kun godt. Selv vidste hun nemlig, at hendes frygt ikke altid var helt god. Dog var det ej til at styre, og de forskellige tankegange gjorde trods alt også kun, at der kunne eksistere forskellige individer. ”..men på den anden side.. Hvis det var din eneste chance for at have et tag over hovedet, er det mig mere forståeligt. Det andet er knap så morsomt.. Det har jeg skam prøvet,” tilføjede hun med et skævt smil på læben. Selv havde hun ganske rigtigt prøvet det at stå uden bolig. Faktisk prøvede hun det også nu, som hun stod uden en mønt på lommen. Hvad hun skulle gøre, når hun ikke længere kunne blive hos Salvatore, var hende derfor også lidt af et spørgsmål.. men forhåbentligt behøvede hun ikke at tænke på det lige foreløbigt. Hun måtte trække en anelse på smilet, som hun opfangede hans morende tone. Det var nu engang rart, at hun igen kunne fornemme en smule glæde i det rum, hun befandt sig i. ”Åh ja,” svarede hun drillende. Hendes hoved faldt en kende på sned ved hans ord. ”Det er ej udnyttelse at stå som leder af et folk. Alle har behov for, at der står en, som er hævet over en selv. Man tænker det måske ikke i dagligdagen, men når man ser dybere på sagen, vil man også kunne se det.” Hun smilte mildt til ham over hans ønske. Han anså det måske for at være simpelt, men det var om end et ønske, og ikke et, som var videre let at opnå. ”At mange andre ønsker det, gør det ikke til et ringere ønske.. Det gør nærmere, at det er det værd at opnå. Simpelt er det ej heller, for som du selv kan se, har du endnu ikke opnået det,” sagde hun roligt.