Searching for you

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det var ved at være hen på eftermiddagen, og Salvatore følte efterhånden, at han havde søgt det hele igennem. Efter Gabriels besøg i Catalena, havde Denjarna været som sunket i jorden, og han havde ikke haft nogen anelse om hvor han skulle finde hende. Om hans egen rolle i dette var afsløret, var heller ikke noget som han skænkede en tanke, men denne gang var det kun Denjarna.. Hvor pokker var hun blevet af? Indtagelsen af panterskikkelsen, gjorde at han hastigt kunne forflytte sig fra et sted til et andet, og han havde andre sanser at gøre brug af, og denne gang havde hendes duft ført ham til skoven, hvor han uden at tøve, havde søgt ind. Efterhånden, så kendte han disse skove frygtelig, frygtelig godt, og det kunne naturligvis have sine fordele til tider – som i denne stund. Vinden var blid, også selvom det var ved at være godt koldt ude nu, så havde han heldigvis den varme pels, til at hjælpe ham med det. Hvad havde Denjarna egentlig? Han kunne bestemt ikke lide tanken!
Salvatore brummede let, da han endelig nåede bækken, hvor hendes duft var stærkest – med andre ord, så havde hun været her. Han slog let med halen, inden han endnu en gang hævede hovedet, for at se sig omkring. Bækken var lang, og der var forholdsvist mange skjulesteder langs den, da det også var her at buskene og træerne stod stærkest og mest prægtig igennem den varme tid, og derfor kunne de også være gode steder at søge skjul? Let på poterne, så søgte han ned langs bækken, alt imens hendes duft blev stærkere og stærkere. Han vidste, at hun måtte være her et eller andet sted, og derfor ønskede han så brændende at finde hende, for han kunne slet ikke lide, at hun var kommet så galt af sted, og havde søgt bort, uden at tage ham med, for han følte jo lidt, at hun var hans ansvar, når hun befandt sig i den situation, at hendes ekskæreste.. lover.. ting, eller hvad man nu skulle kalde ham, havde afsløret at hun var der, selvom det bestemt ikke havde været meningen! #Denjarna?# kaldte han ganske let, idet han stoppede op igen. Han snuste til jorden. Han vidste, at hun var her et eller andet sted!

[Deleted]

Grueligt galt var Denjarnas liv gået på det seneste. For en stund havde hun været af den overbevisning, at det hele var ovre, men selvfølgelig havde hun taget fejl af det. Det var bestemt ikke ovre! Fryd og gammen havde det hele været, som magikeren Salvatore havde reddet hende fra vampyrfyrsten, samt skænket hende den behøvede hjælp. Ned ad bakke var det dog gået for hende i det sekund, han havde vendt ryggen til hende. Hendes ekskæreste – den nuværende konge af Procias – havde nemlig kommet på uanmeldt besøg hos hende. Vellykket havde gensynet bestemt ikke gået, som det nærmere havde gået op i hat og briller mellem dem. Høje toner og spydige kommentarer var nemlig hurtigt kommet på banen, og til sidst havde det endt med, at Denjarna havde løjet for Gabriel, og dernæst taget flugten. En flugt hun endnu var på, som hun endnu var at finde i Procias.
Et gisp forlod Denjarnas læber, som hun lod et par dråber af det iskolde vand løbe over sit knæ. Lettere forslået var visse af hendes kropsdele blevet, siden hun havde stukket af fra hytten i Catalena. Lidt for optimistisk havde hun nemlig været, da hun havde stukket af, da hendes krop ganske enkelt ikke havde kunnet håndtere den pludselige drift. Det havde mundet ud i, at hun havde taget styrtet et par gange, og derfor sad hun nu med et forslået knæ, røde håndflader, og rifter på armene, efter de gange hun havde taget af. Hun mærkede, hvordan nakkehårene rejste sig af kulde, som hun skyllede sine sår ved bækkens bred. Køligt var det, men heldigt for hende, havde hun stjålet en kappe på sin vej. Gemt sig væk i dets røde stof, havde hun, som hun for det første frøs, og for det andet var hun på flugt. Svagt skælvede hendes krop, og i ny og næ kastede hun nærmest et blik over skulderen. Det gavnede bestemt ikke hendes psyke at være i denne situation! Salvatores kalden endte hun desværre med at overhøre, som hun var for opslugt i sin egen verden. En skam var det dog, for det var trods alt ham hun ledte efter. Hele hendes stunt med at stikke af fra Gabriel havde nemlig fundet sted, fordi hun ikke havde kunnet få sig selv til at forlade Salvatore, uden at hun i det mindste havde set ham. Hvor han var, vidste hun desværre ikke. Allerhelst ville hun have søgt til Banayad, men desværre havde hun ikke turde tage vejen dertil. Det at tage til en stor by, fuld af magikere, anså hun nemlig ikke for at være den bedste plan. Desværre for hende var hun ikke sikker på, at det bar pote at lede efter ham i Procias’ skove.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore havde udmærket godt hørt, at kongen havde lagt sin tur forbi Catalena, og han var slet ikke i tvivl om, at det var på grund af ham, at Denjarna nu var væk, og derfor ønskede han at finde hende! Han havde nemlig ikke hørt noget som helst om, at hun var blevet set ved muren, og hendes duft, førte ham i ganske andre retninger, som han var nødt til at undersøge. Skovene havde han efterhånden tilbragt så frygtelig mange år i, at han kendte den frygtelig godt, så det at lægge turen forbi Bækken, var et sted, som var ham ganske velkendt, og derfor håbede han da også at finde hende her, nu hvor duften af hende, var så stærk og kraftig som den var, så var det vel heller ikke helt utænkeligt? Han slog let med halen. Hvorvidt om den unge konge, vidste at han var indblandet, vidste han ikke, men han håbede så sandelig heller ikke på det. Hovedet hævede han, mens han forsøgte at se om han kunne se hende, selvom der stadig var forholdsvist mange gemmesteder her rundt omkring, men hendes duft var stærk, så han var næsten sikker på, at hun måtte være her et eller andet sted, selvom det bestemt heller ikke ligefrem var nogen nem opgave som sådan. Han brummede let frustreret, for det frustrerede ham da uden tvivl, at han ikke var i stand til at finde hende! Han rystede let på hovedet, inden han satte farten lidt op, og fortsatte i den retning, som hendes duft førte ham. Det var dog ikke altid en hjælp her i vinden, for den bredte sig, og det var virkelig irriterende for ham, for at finde hendes præcise position, var faktisk frygtelig, frygtelig svær! #Denjarna?# Igen forsøgte han at finde hendes auror, og hendes energi, selvom det bestemt heller ikke var nemt for ham, men han vidste, at hun måtte være heromkring. Han rystede på hovedet af sig selv igen, inden han valgte at forvandle sig om. Igen stod han der som den brede og høje mand. Han rullede på skuldrene. Det her gav ham i det mindste en lidt anden højde, end det som han havde haft til nu, og derved en bedre mulighed for oversigt. ”Denjarna, er du her?” Denne gang kaldte han en kende mere forsigtig. Han vidste jo ikke hvor meget indblandet i sagen med Gabriel han var blevet.

[Deleted]

Hvor Denjarna var, kunne hun end ikke selv sige helt præcist. Videre kendt i Procias var hun nemlig ikke, og derfor havde hun blot søgt til et sted, hvor hun kunne holde sig i skjul, men også et sted, som ikke var særlig langt fra hendes udgangspunkt. Hun kunne nemlig ikke have, at det blev for svært for hende og Salvatore at finde hinanden. Om den mand overhovedet ledte efter hende, kunne hun dog ikke sige, for hvis hun skulle være ærlig, så frygtede hun endnu, at han havde efterladt hende. En ubehagelig tanke var det, men hvad andet skulle hun tro, når han ikke havde været til at finde i hytten. Hvis hun skulle være ærlig, forstod hun ikke, hvorfor at han var gået, for hun havde troet, at han havde ønsket at hjælpe hende, og at han havde nydt at være sammen med hende, men alle kunne vel gå hen og få kolde fødder? Blikket lod hun igen scanne skoven og bækken, inden hun bed sig selv i læben. Kanten af kappens røde stof lod hun nu forsigtigt tørre det våde knæ. Af ren og skært ubehag, måtte hun skære en grimasse, som det uden tvivl sveg. Ondt havde hun det nu igen, som det bestemt ikke havde været ideelt for hendes tilstand at løbe. Nok var hun ikke så skidt til mode, som hun havde været i fyrstens kælder, men hun var bestemt heller ikke i tip top stand endnu! Hvor længe hun kunne blive her i skoven, anede hun dog ikke, og skræmmende var den tanke ligeså. Hun anede nemlig ikke, om Gabriel havde sat en eftersøgning i gang efter hende, og derfor vidste hun ikke, om hun også flygtede fra soldater. Derudover havde hun ikke en ide, om det var håbløst at søge efter Salvatore. Måske ledte han efter hende.. Måske var han ligeglad med hende.. og måske var det bare for svært at finde hinanden. Hun brød sig ikke just om sine ods.. Det gibbede helt i hende, som hun pludselig syntes at høre sit navn blive kaldt ud. Undersøgende og lettere nervøst så hun sig omkring, for lige umiddelbart vidste hun ikke, hvem det var. Hendes hænder søgte til hætten, som hun forsikrende trak godt op, så hun var sikker på, at hendes ansigt var skjult. Hvem var det? Hendes sølvgrå øjne spejdede omkring. Som hun igen hørte sit navn, rejste hun sig denne her gang op, alt imens hun lod sin håndflade støttede imod træet ved hendes side. Hendes hjerte sprang et slag over. Var det? ”..Salvatore?” endte hun prøvende med at kalde ud. Spændt så hun i den retning, at hun mente, at hun havde hørt stemmen, indtil… hvad nu hvis Salvatore havde forrådt hende? Hvad nu, hvis han havde fortrudt, og nu kom imod hende med Gabriel eller en flok soldater? Hun bed sig igen i læben. Usikkert begyndte hun at træde baglæns, som paranoiaen begyndte at gøre sin ankomst.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore havde ganske vidst regnet med, at det ville nå Gabriel for øre før eller siden, men at det var noget, som skulle gå så hurtigt, var slet ikke noget, som han havde anet i sine vildeste fantasier. Derfor havde han også taget ud for at søge efter hende, da han slet ikke ønskede, at hun skulle rende rundt her alene. Der fandtes nemlig ikke nogen spor efter hende langs muren, så han gik nemlig ikke ud fra, at det var der hun måtte befinde sig. Det var en tanke, som faktisk meget hurtigt, kunne gå hen og gøre ham temmelig nervøs, og den tanke i sig selv, var faktisk ikke særlig behagelig. Han bed sig let i læben, efter at han endnu en gang havde forvandlet sig, for at skabe et lidt bedre overblik, end hvad han havde haft til nu. Som det nu var sagt, så var han kun ude på at finde hende, og så måtte han jo tage alt det andet bagefter, for han vidste jo udmærket godt, at hendes tilstedeværelse her i landet, ikke ligefrem havde været det mest velsete, men hvad skulle han da gøre? Han ønskede jo heller ikke, at hun skulle få det mere skidt, når hun ikke fik den hjælp, som hun i princippet havde haft behov for, så det faktum, at hun havde taget denne rigtig lange tur herud fra Catalena, var noget som uden tvivl overraskede ham en hel del, så nu håbede han da bare, at han ville få lov til at se skyggen af hende og helst ved så godt vel som muligt. Han stoppede op, da han hørte en stemme, og så skikkelsen af et andet individ. Han blev ramt af lettelsen næsten med det samme. ”Denjarna..” Næsten med det samme, så satte han farten op, for at komme hende i møde. Soldater eller andet, var slet ikke noget som han havde efter sig, og det var slet ikke noget, som han havde i sinde, at skulle gøre nogensinde, for han ville slet ikke have, at der skulle ske hende noget som helst! At hun faktisk var bange, og forsøgte at gemme sig, var slet ikke en tanke som slog ham ind i det hele taget, for det var jo heller ikke ligefrem fordi, at det havde været hende en nødvendighed, at være bange for ham tidligere.

[Deleted]

Siden hendes og Salvatores adskillelse, havde Denjarna søgt efter ham. Hun havde sågar gået så vidt, at hun havde stukket af fra landets regent, blot for at finde ham. Hvad hun dog ikke havde taget højde for var, hvad der ville hænde, når hun fandt ham.
Denjarna mærkede allerførst, hvordan iveren meldte sig i hende, som hun opsnappede Salvatores kalden. Dernæst blev hun opslugt af frygten for, at han havde vendt hende ryggen i mellemtiden, og nu var imod hende sammen med Gabriel. Hun mærkede, hvordan hendes hjerte begyndte at slå hastigere, alt imens hendes fødder bragte hende baglæns. Hun ønskede brændende at stole på ham, og rende ham i møde, men virkeligheden var bare langt mere tvivlsom. Sandheden var nemlig, at han havde forladt hende om natten eller om morgenen, uden at have givet hende besked. Derefter var Gabriel kommet efter hende med det ønske at smide hende ud af landet. Havde Salvatore mon forenet sig med Gabriel og gået imod hende? Eller var han endnu på hendes side … og i så fald, hvor havde han været henne? Mistænksomt så hun hen i hans retning, og som hun spottede, at han satte farten op, trådte hun yderligere nogle skridt baglæns. Alle andre havde forrådt hende, så helt utænkeligt var det vel ikke, at Salvatore var ligesom alle andre? Det gjorde ondt at tænke således, men hun måtte trods alt beskytte sig selv.. ”Hvor har du været henne?” endte hun mistroisk med at spørge ham, som hun antog, at han nu var tæt nok på til, at han kunne høre hende. Hun spejdede kort omkring, inden de nervøse sølvgrå øjne endte på ham igen. ”Er du alene?” Hendes blik flakkede en anelse, og gav hende derfor et nervøst antræk, som hun forsøgte at se, hvad hun skulle reagere efter. Meget var der dog ikke at gøre, hvis Salvatore virkelig havde fortrudt at have hjulpet hende. I så fald var der nemlig intet andet at gøre, end at følge med over grænsen … hvis Gabriel da var mild nok til kun at smide hende ud af landet. Hun havde nemlig en ide om, at han var langt mere indebrændt på hende nu, end hvad han førhen havde været. Nu havde hun jo direkte løbet fra ham. Hun bad dog til, at det med Salvatore ikke var tilfældet.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore havde intet haft med Gabriel at gøre i denne situation, og derfor ønskede han naturligvis også at finde Denjarna, for nu hvor han var klar over de mange svigt, som hun selv havde været igennem, så ville det bestemt heller ikke forundre ham, hvis hun gik og troede noget andet om ham, så var det jo noget, som han naturligvis ønskede at afkræfte hurtigst muligt, for han kunne ikke bruge det andet til noget! Han selv havde været direkte overrasket over, at Gabriel var kommet så hurtigt, men det beviste jo bare, at folk faktisk var effektive, når det gjaldt den slags ting, men det var nu bare sådan at det var.
Blikket gled med det samme til Denjarnas skikkelse. Med det samme som hun fortsatte med at bakke, så stoppede han op allerede med det samme, for.. hun var vel ikke bange for ham? Det var bestemt ikke det, som han var ude på i hvert fald, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han vidste godt, at han havde været væk, også selvom det nu var gået op for ham, at timingen måske ikke ligefrem havde været den bedste, men det var nu bare sådan at det måtte være. Han var ked af, at han ikke lige havde været der til at tage sparket for hende, for det var slet ikke meningen at det var sådan her, at det skulle foregå, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han sukkede indædt og bed sig i læben. Havde han virkelig dummet sig så voldsomt? ”Jeg var kun ude for en kort stund. Jeg beklager virkelig. Jeg regnede ikke med, at han ville komme så hurtigt,” fortalte han. Det var slet ikke fordi, at han havde ment at stikke hende i ryggen eller noget lignende, for det havde aldrig nogensinde været hans intentioner ved dette! Han havde jo bare ønsket at se hende komme til sig selv igen. Han betragtede hende, som hun skævede rundt omkring dem, også selvom det var tydeligt for ham, at hun ikke ligefrem var.. meget for det. ”Jeg kan love dig for, at jeg er helt alene her.. Jeg søgte efter dig, så snart jeg hørte, at kongen havde været i Catalena.. Nu, kom du frem til mig.. Du behøver ikke stå der og gemme dig,” fortsatte han dæmpet, inden han igen søgte hen mod hende. Han var faktisk lettet over at se hende.

[Deleted]

Det hele syntes at køre i Denjarna, som hendes blik nu hvilede på Salvatores skikkelse, og yderst forvirrende var det så sandelig! På den ene side ønskede hun nemlig blot at nærme sig ham, men på den anden side vidste hun ikke, om hun kunne stole på ham. Nok havde han hjulpet hende til Procias, og skaffet hende medicinsk hjælp, men han havde også ført hende i armene på hendes ekskæreste, samt ’stukket’ af selv. De mistænksomme øjne faldt til hans ansigt, som han skulle til at afgive sin forklaring til hende. Han havde bare været ude? Han beklagede? Vagt lød det næsten i hendes ører, når man holdt det op ved siden af, at hun havde været alene med Gabriel, og flygtet ud af et vindue. Svært var det dog… for det kunne trods alt være ærlig snak, at han blot havde været ude for at strække benene lidt. Hendes og Gabriels møde havde trods alt heller ikke varet i evigheder. ”Men det gjorde han! ..Hvad var desuden så vigtigt, at det ikke kunne vente?” spurgte hun ham, som hun ønskede at nå til bunds i sagen. Det var måske ikke helt venligt at bide af ham, men når hun ikke vidste, om han var på hendes side, var der ikke meget at sige til det. Selv forstod hun ikke, hvorfor det hele altid skulle gå så evigt galt. Nok havde hun vidst, at det ej havde været ideelt at tage til Procias, men alligevel havde hun regnet med, at hun kunne regne med Salvatore. Hun holdt trods alt af manden, og derfor håbede hun selvfølgelig, at det var gengældt. Hun bed sig selv nervøst i læben, som han fortsatte med, at hun kunne stole på ham. Kunne hun virkelig det? Hendes hjerne arbejdede på højtryk, som hun samtidig så, hvordan han nu nærmede sig hende. Selv rykkede hun sig ikke ud af stedet. Brændende ønskede hun at gå ham i møde, men hun vidste blot ikke, hvilket plan de befandt sig på. Derfor forblev hun usikkert stående. ”..Og Gabriel? Du er endnu uenig med ham?” endte hun stille med at spørge ham. Gabriel havde bestemt ikke haft høje tanker om hende, som han blot havde talt ned til hende, samt ønsket hende ud af landet. Hun vidste selvfølgelig, at Salvatore ej var Gabriel, men Gabriel var trods alt Salvatores konge, når alt kom til alt. Gabriel havde dog ikke en ide om, at Salvatore var indblandet i dette spil.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

I Salvatores øjne, var Denjarna da tydeligt blevet paranoid, selvom det ikke var underligt på denne side af grænsen, hvor han jo samtidig vidste, at hendes tilstedeværelse i landet, var uønsket og forbudt, så havde han gjort det alligevel, og det havde været for hendes skyld, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han stoppede op igen, da hun ej vidste nogen glæde ved at se ham, men mere.. modvilje, vrede, skuffelse og frygt, for det var slet ikke de tanker, som han ønskede, at hun skulle gøre sig, når han var omkring hende. Han havde bare været ude, for at strække benene, finde noget at spise, og for at bringe hende noget, så hun kunne komme til kræfterne, efter at healerne havde været i gang med hende, så det hele kunne ordne sig endnu en gang, for det var jo det, som han ville have, og det var det, som han var interesseret i, og ikke alt det andet, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han strøg en hånd igennem håret og rystede på hovedet. Hun troede ikke på ham, og det stod så tydeligt ud af hende, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde sagerne meget bedre. ”En mands mave, venter ikke, når den først melder sulten. Jeg var ude for at finde noget at spise, og for at bringe noget tilbage til dig,” forklarede han roligt. Så lang tid, havde han da heller ikke været væk, havde han? Han fortsatte igen en rolig gang mod hende. Han var med Gabriel på mange områder, men kongen besad ej den længste erfaring indenfor politik og det at skulle lede et land, og det var tydeligt og synligt i mange henseender, for der var mange steder, hvor han ej var enig med ham. ”På visse punkter, er jeg enig med landets konge, og på andre vil jeg påstå, at jeg har en større erfaring, end hvad han besidder. Jeg er ej enig i alt kongen foretager sig.” Hans stemme var præget af ærlighed frem for alt det andet, og det var det som han ønskede at bevise for hende. Han var jo trods alt også kommet alene, og havde ingen intentioner om at skulle føre hende i retningen af slottet, for at yde hende en straf eller noget lignende.

[Deleted]

Paranoid var Denjarna ganske rigtigt blevet med tiden, men det kunne man umuligt bebrejde hende for. Mærkværdigt var det nemlig ikke, når man kendte til hendes fortid og nuværende situation. Hele to gange havde nu nemlig været holdt indespærret nu, og begge gange med tortur i billedet. Det var så sandelig handlinger der var med til at nedbryde en persons psyke. Derudover hjalp det ikke på det at støde på sin arrige tidligere elsker, der ønskede at smide en ud af landet.. Og på grund af alt det, gjorde det hende nervøs at stå overfor Salvatore igen, skønt han indtil nu ikke havde gjort hende noget ondt. Hun bed sig selv i læben. Han havde været sulten? Ja, det lød jo logisk nok.. Ingen mand eller kvinde kunne trods alt leve uden føde. Hvor længe han havde været væk, vidste hun trods alt heller ikke, som han muligvis først kunne være gået kort tid efter, at hun havde vågnet. I et øjeblik så hun sig omkring, inden hun igen skævede mod Salvatore. Ja, hun ønskede uden tvivl at stole på ham.. Hun endte med at nikke svagt med hovedet. ”..Meget vel,” sagde hun stille og som et tegn på, at hun rent faktisk godtog hans forklaring. Hun betragtede ham, som han endnu nærmede sig hende, og næsten var ovre ved hende. Mindre anspændt så hun desuden ud nu, men nu havde hun trods alt også godtaget ham. Befriende var det desuden, for i udgangspunktet var hun trods alt draget ud for at søge ham. Hun fnøs dæmpet ved lyden af hans ord. Ikke på grund af ham, men nærmere på grund af Gabriel. ”Gabriel er blændet af sit had til mig.. Jeg tror dog også, at jeg har gjort ham vredere, end hvad han hidtil har været på mig,” lød det fra hende. Nej, hun tvivlede gevaldigt på, at han var glad for, at hun havde stukket af fra ham. Om Salvatore kendte til den historie, vidste hun dog ikke. Prøvende forsøgte hun at sende ham et lille smil. ”Men bare rolig.. Han kender ikke til din deltagelse i alt dette, så du har intet at frygte,” oplyste hun ham, som hun skam havde været ham loyal. Faktisk troede kongen, at hun var blevet hjulpet af en ung mand kaldet Aaron. Om han i øjeblikket søgte efter en sådan mand i håb om at finde hende, kunne han meget vel gøre, og det ville kun fryde hende.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det frustrerede virkelig Salvatore, at Denjarna ikke nærede den tro på ham, når han jo aldrig nogensinde havde gjort hende noget, så var det jo kun et tegn på at han ikke havde gjort arbejdet godt nok. Ikke desto mindre, så tog han det nu ikke så tungt. Han havde vitterligt kun været ude for at anskaffe sig noget at spise, og intet andet, og det var bestemt ikke fordi, at han havde haft noget at gøre med kongens besøg, for han havde virkelig forsøgt at gøre hvad han kunne for at dysse det bare en smule ned, og det var noget som han selv stod fuldkommen fast på, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han trådte roligt hen til hende. Han var slet ikke enig i mange af de ting som Gabriel gjorde, og specielt fordi at han tydeligt, var påvirket af det gamle had som han tydeligvis måtte nære for hende, for det var slet ikke noget som Salvatore delte med ham, og så var han egentlig fuldkommen ligeglad med om det var hans konge eller ikke, for det gjorde virkelig ikke nogen forskel for ham. Han stoppede roligt op, da han endelig nåede hendes skikkelse. ”Jeg vidste at manden ikke brød sig om dig, men at han skulle reagere på den måde, havde jeg ikke lige set komme. Det er jeg oprigtigt ked af,” sagde han endeligt. Hånden hævede han roligt, inden han lod den stryge let mod hendes kind, også mest for at bekræfte for hende, at han var på hendes side, og derfor i denne omgang, valgte at gå imod hans egen konge, velvidende om hvad straffen for det, faktisk kunne ende med at blive, og det var næsten det, som faktisk var det mest uhyggelige ved det hele. Han betragtede hende roligt. Han var jo slet ikke ude på at gøre hende ondt på nogen måde i det hele taget! ”Han er tydeligt indebrændt på dig, Denjarna.. Jeg er med ham på mange punkter, men jeg er ej enig i at Dvasianere skal holdes ude på den måde, som han har valgt at gøre det.” forsikrede han. At hun havde formået at holde ham ude af det, var naturligvis noget, som han var rigtig, rigtig glad for, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget som gjorde ham det mindste. Han nikkede med et mildt smil. ”Det værdsætter jeg.. Nu skal vi bare finde et andet sted, vi kan være i stedet for i Catalena,” sagde han roligt.

[Deleted]

Det var ej fordi, at Salvatore havde gjort det dårligt omkring Denjarna, men nærmere fordi, at hun var den kvinde, hun var. Det kunne selvfølgelig være frustrerende til tider, men meget var der ikke at gøre ved det. Hendes liv, hendes valg og personerne omkring hende, havde nemlig været med til at skabe den kvinde, som hun var i dag. Hendes hoved søgte imødekommende mod hans hånd, som han blidt strøg hendes kind. Rart var det at mærke hans omsorg igen, samt det at se et venligt ansigt. Hun kunne måske have fået alt dette et par minutter før, men hun var bare nødt til at udvise agtpågivenhed. Kære havde nemlig før vendt hende ryggen. ”Det kunne ingen vel forudse,” sagde hun stilfærdigt. ”Selv efter alle disse år, ligger det ham tydeligvis stadig tæt.” Indebrændt var Gabriel i den grad på hende, og det var tydeligvis en følelse, som han aldrig ville give slip på. At han havde været såret over hendes valg i sin tid, forstod hun skam udmærket godt, men alligevel følte hun, at han var gået over grænsen ved deres møde. Det var dog intet hun ville græde over nu, som hun skam blot havde tænkt sig at leve videre.. og langt væk fra den mand. Hvor hun helt præcist skulle tage hen, vidste hun dog ikke, for hvis hun skulle være ærlig, vidste hun ikke, hvor hun hørte til. Det havde altid været Dvasias, men nu? ..Det vidste hun ikke. ”Indebrændt må være kodeordet her.. Jeg sætter pris på, at du er af en anden mening end ham, men du har også en hvis mere … erfaring end ham,” sagde hun roligt. Ja, Salvatore var en mand, hvor Gabriel endnu var en, ja … dreng. Mærkværdigt ville det derfor også være, hvis de var komplet ens i holdninger. Salvatore havde nu også prøvet en hel del mere end Gabriel, hvor Gabriels største prøvelse tydeligvis blot var en afvisning. Den afvisning tacklede han dog ej heller helt godt. Hun så sig for en stund omkring, imens hun trak kappen omkring sig. ”Vi kan vel næppe blive her.. Her i landet i det hele taget,” sagde hun tænksomt. ”Det skulle ej bringe mig undren, hvis Gabriel i øjeblikket søger mig. Han tog det næppe pænt, at jeg stak af fra ham.” Hendes spørgende øjne søgte tilbage til Salvatores ansigt. De eneste muligheder hun så var; at slå lejr her, at drage til Salvatores hjem eller at drage tilbage over grænsen. Hvilken en af de tre muligheder der var den bedste, havde hun dog ingen ide om. Hun så nemlig risici ved alle valgmulighederne.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore var virkelig glad for, at han havde fundet hende, og at hun endnu en gang lod ham komme tæt på hende igen, for det var lettende for ham, at hun nu tog hans ord for gode vare, for han havde aldrig været ude på at dolke hende i ryggen! I så fald, så havde han ladet hende være i Fyrstens hænder, frem for at risikere sit eget liv, for at komme til Dvasias, for at hente hende. Han nikkede roligt til hende, inden han lod hånden stryge over hendes kind ganske roligt, og ganske blidt. ”Kongen er en yderst følsom mand,” sagde han roligt. Det var dog uden tvivl overraskende for ham, at han ville reagere sådan på en gammel kending, også fordi at det var mange år siden, og det var noget som naturligvis også gjorde sit for hans vedkommende. Kongen havde uden tvivl været yderst indebrændt, og det var gået hurtigt.. frygtelig hurtigt, også selvom han nu alligevel måtte stå fast på, at det måske ikke havde været det mest smarte, at flygte fra kongen, når han havde det på den måde, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Jeg har set og oplevet langt mere end Gabriel har oplevet, kan man vel sige. Jeg frygter dog mest for hvordan han vil lede et land, når han ikke skaber sig den erfaring eller relationer igennem det at mænge sig med de øvrige lande. Han gør det af god mening, og det håber jeg naturligvis, at du forstår,” sagde han roligt. Det var ikke fordi, at han ønskede at tage kongen i forsvar, for det havde på ingen måder været den rette måde at handle eller reagere på, men det var jo heller ikke fordi, at han kunne gøre noget som helst ved det lige nu. Han slap hende roligt, men blev stadig stående. Det var svært.. virkelig svært, men noget var de jo trods alt nødt til at gøre, for at blive her, kunne være farligt, som det var farligt at forlade landet, selvom det naturligvis ville gavne bedre end alt det andet, og så ville Gabriel nok også få ro.. men alligevel. ”Selv muren kan være farlig at bevæge sig mod lige nu.. Den er som sagt, yderst godt bevogtet. Jeg har et skjul herude i skoven.. fra jeg levede livet på fire ben.. Der er ingen der kender det, og der kan du komme til kræfterne først.. hvis det er,” sagde han med en rolig stemme.

[Deleted]

At kongen var en følsom mand, kunne man let sige. Lidt for følsom, hvis man spurgte Denjarna. Ligeglad ville hun dog have været med det under andre omstændigheder, men nu når manden havde set sig vred på hende, var det umuligt for hende at vende det blinde øje til. Hun håbede dog, at hende og Gabriel var et overstået kapital, og at hun ikke ville få ham at se igen.. Desværre var det umuligt at degradere sig imod, når hun i øjeblikket tilbragte tiden i hans land. Værre blev det også kun fordi, at han kendte til hendes tilværelse her i landet. ”Det er ej at benægte,” medgav hun. Overrasket var hun selv over, hvor hurtigt Gabriel havde ankommet, men det var der intet at gøre ved nu. Hun var sluppet ud af hans klør, og det var det vigtigste. Derfor mente hun også, at hun havde gjort det korrekte ved at stikke af fra ham. Hun tvivlede dog ikke på, at Gabriel var vred på hende på ny over, at hun igen havde fravalgt ham. Denne her gang havde hun nemlig vægtet Salvatore højest, skønt hun havde lovet Gabriel at følge ham. Hendes hoved søgte en kende på sned, som hun lyttede til hans ord. ”En føderet gør ikke en til en konge eller sågar en dronning. Det gør ens ideologi, ens udførelser, og folkets kærlighed til en. Både kongen af Procias og Dvasias halter indenfor disse punkter,” sagde hun stilfærdigt. Ja, verdenen trængte i den grad til en ægte regent. En der ikke blot sad der af pligt, men som oprigtigt havde en drift. Derudover var der også et generelt problem med selve Procias og Dvasias, men det kunne man formentligt ikke gøre noget ved. Blikket vendte hun ud mod skoven. ”Det var ej af hans gode mening, men af had, at han ville smide mig ud af landet.” Hun ønskede ej at tale om Gabriel, da han nu engang var gået hen og blevet anstrengende at tænke på. Blikket lod hun igen søge hans, som han nu slap hende. De skulle i sandhed finde ud af, hvad de gjorde, og det eneste hun vidste sig sikker på var, at hun ønskede Salvatore med sig. Det i sig selv var dog også altid en start. Hans forslag om et skjul i skoven, nikkede hun langsomt til. Nok bar det ej roen og komforten ved et hjem, men et skjul var det samme som sikkerhed, og det var, hvad hun havde brug for lige nu og her. Især nu når kongen søgte hende. ”Dit skjul vil det vil blive. Jeg forstår situationens sværhed, og derfor er jeg med på, at visse ting må ofres i opløbet.. Lad os søge dertil.”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det havde ganske vidst overrasket Salvatore, at Gabriel var ankommet stedet så hurtigt, som han havde, men det var nu ikke noget, som han kunne gøre noget som helst ved. Han betragtede hende med en rolig mine. Lige nu måtte han erkende, at det ikke ligefrem var hans kære konge, som han ønskede at tænke på. Hun havde taget flugten, og selvom det måske ikke var noget som han burde være glad for, så var han det jo alligevel. ”Efter tabet af hans kæreste og søn, gik det lidt galt for ham, kan man vel sige,” sagde han med en rolig stemme. Han selv måtte erkende, at Denjarna havde fat i noget, når det kom til hendes udtale, også selvom han ej vidste hvordan kongen af Dvasias styrede sit land, så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han trak ganske let på skuldrene. Det virkede til at hun havde kendskab til den mørke konge? ”Du kender Dvasias’ konge? Siden du tør gøre dig de udtalelser?” spurgte han med en rolig stemme, inden han let slap hende. Han ville ikke bare tvinge hende over muren, og specielt ikke før, hun havde det godt igen, for det var faktisk noget, som han måtte anse som direkte vigtigt, også mest for sin egen del. Han vidste at Eniqa og Matthews gamle hule ikke var forbandet langt væk, o det var jo et sted, som ingen vidste, hvor lå, så der kunne de nok være alene, og det ville han meget gerne. ”Hvis det er en sag, som har ligget kongen nært til hjerte, så tænker han ej rationelt i situationer, hvori han kommer i kontakt med de gamle følelser, Denjarna. Det er ikke fordi, at jeg ønsker at tage ham i forsvar, for jeg er ej enig i hans ønske og ordre om at sende dig ud af landet.. Ikke i din tilstand,” sagde han endeligt. Hulen lød måske temmelig primitivt, selvom det ikke ligefrem var tilfældet. Hun ville blive godt overrasket. Han nikkede til hende og med et let smil på læben. Han kunne jo heller ikke ligefrem lade være. ”Udmærket… Kom.. Det er ikke langt herfra,” sagde han endeligt. Han lod roligt armen søge omkring hendes liv, for at føre hende tættere på sig, og videre igennem skoven, så de kunne komme frem. Det lå lidt længere oppe af bækken og godt skjult. Indgangen var primitiv, men indvendig, ville man meget hurtigt blive overrasket. Det var flot, og faktisk forholdsvist stort, med tanke på, at det var lavet under jorden i skjul og varme som kun naturen kunne give det.