Gotta do, what I have to do

[Deleted]

Det var uden tvivl svært for Caleb, at skulle oplære Yelena i noget som helst, som foregik på et sted som det her, når det heller ikke ligefrem var noget som man kunne sige, at han selv var stolt af. Nu som det var sagt, så var mange af tingene, som havde været, blevet meget anderledes i forhold til hvad de ville have været normalt, også fordi at Leonardo havde taget 85 % af lønnen, fordi at han sørgede for at de blev tjekket for sygdomme, sørgede for tøj på kroppen, mad på bordet, og selvfølgelig tag over hovedet, og alle de småting, som man også havde brug for, og det var noget som faktisk havde passet ham fint, for dengang følte han da, at de var blevet passet på, men nu..? Ja, det var ikke ligefrem noget at prale af. At det var så galt på hendes hjemmefront, var naturligvis noget, som han var ked af at høre, men.. der var vel andre muligheder end et sted som det her? Han ønskede bestemt ikke at se hende underlægges noget af det som skete på et sted som det her! ”Det gør mig ondt..” sagde han sigende. Det var ikke fordi at han var meget for at disse ting var sket for hende, også fordi at hun uden tvivl fortjente det bedste.
Han var et tiltrækkende væsen, og til tider, så forbandede han virkelig sig selv for det, for det kunne være lige så stor en forbandelse, som det kunne være ham en glæde. Selv stillede han sig bare med siden til hende og vendte blikket bort, for det var slet ikke hans mening, og han hadede virkelig når det skete. Han bed tænderne ganske let sammen. ”Der må da være andre muligheder, end at udstille sig selv og sin krop, Yelena.. Jeg ønsker slet ikke at se dig her.. Det er blevet et forfærdeligt sted..” Han vendte blikket mod hende endnu en gang. Det var blevet mere hen af horehuset, selvom standarden stadig var en kende højere, men det blev mere og mere hen af det andet sted nu, og det var ikke ligefrem en befriende tanke. At hun kom ham i møde og strøg hans kind, satte en sitren i ham. Det var sådan noget, som han i sandhed kunne sige, at han havde savnet. ”Så… så lad mig hjælpe dig. Jeg har sparet lidt op, og.. dem kan du jo få..” Han betragtede sig af hendes ansigt, da hun endelig fik ham vendt mod sig, selvom det var meget imod hans vilje. Han ønskede ikke at tiltrække hende på den måde.

[Deleted]

Yelena forstod godt, at Caleb ikke direkte ønskede at skulle oplære hende til arbejdet her. Han havde altid passet på hende og været omkring hende som en tryg milepæl, hvilket jo havde givet hende en følelse af, at intet ondt kunne ramme hende. Men det var en drøm som aldrig blev virkelig, for meget ondt kunne ramme hende; bare det, at hendes eksmand havde kontaktet hende var jo noget der slog hende lidt ud af kurs, samt hele situationen hos Jacqueline. Hendes hjerte bankede hårdt mod hendes bryst, for manden tog ganske vist lidt af lønnen, men alt andet skulle man vist så også selv betale for. Han virkede virkelig ikke som den rette til stedet her, så hun håbede næsten bare for dem der ikke havde andre muligheder end at være her, ville få en anden ejer af bordellet så det kunne komme tilbage til noget bedre end et horehus. Hun bed sig i læben og nikkede blot lidt til hans ord. Det var en forfærdelig ting, men hun måtte jo gøre hvad hun kunne hen over vinteren for at tjene de nødvendige penge til sin eksmand. Hun så mod ham. Han var ganske vist tiltrækkende, men han var også tryghed for hende. Hun vidste også hvordan han havde det med det, men han kunne jo ikke gøre noget ved det, så derfor måtte han jo leve med den. Hun betragtede ham forsigtigt og rystede på hovedet. Hvis han havde en måde hun kunne få hurtige penge på 2-3 måneder, så ville hun da meget gerne høre det, men hun vidste virkelig ikke hvor hun skulle gå hen! "Hvis du kan se andre muligheder, så sig frem… Jeg kan virkelig ikke se det," sagde hun stille. Nok var dette blevet et ringere sted, men hvis han var her til at passe på hende, så skulle hun nok kunne klare det. Hun lod sin hånd hvile på hans kind og mødte hans blik, da han endelig så på hende igen. Hun spændte lidt i kroppen, for igen var han så pokkers tiltrækkende som noget kunne være. Et øjeblik føltes det næsten som tiden stod fuldstændigt stille. "Det kan jeg ikke tage imod Caleb. Det er penge du skal bruge på dig selv," afviste hun blankt. Det var slet ikke et ansvar han skulle tage, for hun kunne da ikke tillade sig at sætte sådan en gæld mellem venner, for hvordan skulle hun nogensinde kunne betale det tilbage? Hun slog blikket ned og ind i hans bryst, mens hun lod sin hånd fra hans kind lægge sig mod hans bryst som hun forsigtigt strøg. Hun rødmede kraftigt og trak hånden til sig, hvor hun slog armene omkring sig selv igen.

[Deleted]

Caleb var virkelig bekymret, også fordi at han vidste hvordan det foregik på et sted som det her, og det var slet ikke noget, som han ønskede, at hun skulle udsættes for. At det så var for at redde hendes egne børn, var naturligvis en heltegerning, for han vidste, at hun ikke ligefrem havde haft et særlig godt liv på den kant, men.. hvad skulle man kunne gøre ved det? Han fandt jo bare noget andet at afpresse hende med senere, og den tanke, var noget som gjorde ham vred! Selvom han havde været alene stort set igennem hele sit liv, så var det ikke ligefrem fordi at det var noget, som gjorde den største forskel for hans vedkommende. Han sukkede indædt. Han kunne jo ikke ligefrem gøre noget, så lang tid, at hun ville afvise det lille ,som han kunne gøre for hende, for han vidste jo, at det ikke var særlig meget, men det var jo trods alt bedre end ingenting, ikke sandt? Han bed tænderne let sammen, idet han vendte blikket bort fra hende. Han ville jo bare gøre hvad han kunne! ”Du blev bragt til et sted med en frue og et liv præget af rigtig mange penge.. Jeg er da sikker på, at de vil kunne forstå det, hvis du bare forklarede dem sagen..” forsøgte han. Et mere ærligt og adeligt job måske, var måske også en anden udvej, men det ville nok tage for lang tid, hvis det hastede så meget, som hun gav udtryk for, at det gjorde, og det var slet ikke en tanke som han brød sig om. At hun kom ham i møde igen og berørte hans kind, fik ham automatisk til at kigge på hende, også selvom hun gav slip igen. Han brød sig slet ikke om det. Han kunne jo se, at hun havde forandret sig.. meget endda, og det var noget, som han faktisk godt kunne lide, for hun havde fået de muligheder, som han selv gik og drømte om. Han rystede på hovedet. ”Jeg.. jeg vil gerne have, at du tager dem. Jeg har ikke noget at bruge de penge på alligevel, jeg.. er jo bare mig.. Jeg ved ikke engang hvorfor jeg lægger dem til side..” Han trak let på skuldrene, da han så at hun lagde armene om sig selv. Han trådte i stedet for hen til hende. Han lagde hånden mod hendes kind. ”Som du synes jeg fortjener bedre, så gør du uden tvivl det samme.. Jeg vil ikke have, at du skal være her,” sagde han dæmpet. Han ønskede det virkelig ikke!

[Deleted]

Yelena sukkede dæmpet. Hun ville ikke have, at andre skulle bekymre sig sådan om hende, for hun skulle jo nok klare sig. Fra hendes synspunkt stod hun jo altid i sidste række, så det var vigtigere for hende, at alle andre havde det godt, uanset hvem de var og hvorfor. Hun gjorde intet for sig selv. I denne sammenhæng, så var det klart hendes små børn der stod højest på sedlen, for hun ville få lov til at se dem, selvom det måske var et naivt håb, men hendes eksmand blev nødt til at lade hende se dem når hun kom med pengene… ikke? Nok var han en forfærdelig mand, men han talte altid sandheden, så hun vidste han reelt ville slå hendes yngste ihjel hvis hun ikke hostede op og det var virkelig en frustrerende tanke. Hun glædede sig til, at alle børnene var store nok til at klare sig selv, for så var der ikke noget hendes eksmand kunne presse hende med… forhåbentligt. Hun sukkede indædt, for selvom dette ikke var stedet for hende så måtte hun jo gå igennem det. Hun bed tænderne sammen og så selv ned i gulvet. Det var alt for sødt af ham at tilbyde sine penge, men hvad så hvis der pludseligt kom noget op i hans vej der krævede de penge, som han lagde til side? Så ville hun ikke stå og have brugt dem, for han skulle da slet ikke bekymre sig om hendes børn. "Måske… Men jeg kan jo ikke ligefrem spørge dem! Og jeg tør ikke løbe an på, at Herren vender hjem indenfor de næste 3 måneder," svarede hun. Det måtte han da vel forstå? Hvad hvis Lestat først kom tilbage om 4 måneder eller mere, så ville hun modtage sit barns lig og have fejlet, hvilket var en tanke der direkte satte skræk i hende. Hun sank en klump og kiggede forsigtigt op på ham, mens han igen nævnte, at hun burde tage pengene. "Du lægger dem til side, fordi det er en sikkerhed du tager dig, Caleb. Jeg kan ikke tage de penge, hvis du så står i en suppedas om 1 måned og ikke har nogle penge…" sagde hun og rystede på hovedet. Selvom det ville være dejligt med et startbeløb, så ville det nok alligevel ikke engang være halvt så meget, som det beløb hun skulle rejse. Hun gav slip igen, men mere fordi hun var så pokkers usikker på det hele, så det var overraskende for hende, at hun selv strøg ham. Hun holdt blikket stift ind mod hans bryst et øjeblik, da hun fornemmede hans hånd mod sin kind igen. Men forsigtigt løftede hun blikket flakkende og mødte hans blik igen. En tåre strøg igen ned over hendes kind, pokkers vanddæmon der bare lod det hele løbe løbsk for hende. "Jeg har jo allerede haft det meget bedre… Jeg… jeg kan virkelig ikke se nogen anden udvej…" svarede hun ham og bed tænderne sammen. Hun foldede sine arme ud og lod hænderne snige sig omkring hans liv, hvor hun stille trykkede sig ind til ham i et prøvende kram. Hovedet lod hun falde mod hans skulder. "Du bliver nødt til at fortælle mig hvordan jeg skal gøre… for at jeg får flest penge ud af kunderne," endte hun igen. Hun var besluttet.

[Deleted]

Det var virkelig svært for Caleb at stå i denne situation, for han havde virkelig ikke regnet med, at skulle se hende igen, og det var.. uvirkeligt, at han nu skulle sidde der og hjælpe hende i gang med et arbejde, som han end ikke følte, at han kunne være stolt af længere. Det var naturligvis noget som gjorde han selv ked af det. At der så ikke var nogen til at yde hende den hjælp på hjemmefronten, var virkelig svært for ham at forestille, men det var ikke underligt, hvis det var sådan at det forholdt sig. Han bed tænderne ganske let sammen, inden han kort vendte blikket en smule væk fra hende, for han forsøgte da kun at hjælpe hende, selvom hun slet ikke gjorde det nemt for ham i det hele taget! ”Det kunne jo være, at der var andre muligheder, selvom.. ja.. Jeg ved jo ikke hvem de er, eller hvordan det kører hjemme ved Jer,” sagde han roligt, og et sted nærmest også undskyldende, for han var slet ikke klar over hvordan det var at .. have et hjem, hvor der var andre omkring en, for han var vant til livet på gaden eller her, hvor man stort set også bare skulle klare sig selv. ”Jeg har virkelig ikke noget at lægge til side til. Jeg.. gør det bare, fordi at.. ja.. Jeg ved ikke.. Du har da brug for dem.. Jeg vil gerne have, at du tager dem. Hvis det betyder, at du skal væk herfra..” Det irriterede ham et sted, at hun var så stålfast, som det hun virkede til at være, for han ville slet ikke se hende på et sted som dette, og det var noget som faktisk gjorde ham selv direkte ked af det. At hun søgte hen til ham og slog armene let om hans mave, så lagde han armene omkring hende i stedet for, hvor han bød hende glædeligt tættere på sin egen favn. Han sukkede indædt. Der var sikkert ikke nogen anden udvej, selvom han virkelig forsøgte at finde den, så var det bare ikke særlig nemt! ”Jeg synes bare ikke du skal være her..” sagde han med en dæmpet stemme, inden han igen vendte blikket mod hende. Hun ville lære det? Han bed tænderne sammen. ”Det er.. egentlig ganske simpelt..” begyndte han dæmpet.

[Deleted]

Yelena syntes det var virkelig godt at se Caleb igen, selvom det var svært for hende at synke, at dette havde været hans skæbne, når hun selv havde fået så meget af Jacqueline. Hun ville jo gerne have delt det med ham, men det havde bare ikke været muligt… Men måske det kunne blive det nu, hvor Lestat var Herren i huset i stedet for? Han havde jo også taget Joshua og Mirry til huset, så han håbede næsten bare, at Caleb ville med hende når hun havde rejst pengene. Hun kunne godt bruge hans tryghed som dengang. Nu havde hun dog også brug for, at han ville acceptere hvorfor hun var her og så tage sig lidt af hende og hjælpe hende på den måde, for hvis han gik imod hende så ville hun da først føle sig helt alene i verden. Og med den viden, at han var her, så… blev han da nødt til at være der lidt for hende ikke? Eller var det for meget at kræve? Han måtte da også gerne bare være sig selv hvis han helst ville det, for hun ville ikke stå i vejen for ham så, for hun skulle nok stille sig bagerst i køen. Jacqueline og Lestat kunne ikke hjælpe hende lige nu, så hun havde ingen adgang til ekstra penge; Lestat var strøget af sted i en sådan fart, at de nok først ville blive betalt når han kom tilbage, for kun han havde nøglen. Stjæle? Det nægtede hun! "Med sådan en kaos situation, så må de jo gøre hvad de skal… De har deres egne børn at tænke på før mine," endte hun stille til ham. Hun sukkede dæmpet, for han forstod ganske vist ikke hvad et hjem bestod af, men det ville hun håbe han kom til engang. "Men når stedet her er blevet som du siger, så… Så har du selv brug for dem, Caleb. Uanset skal jeg stadig tjene mange penge, så selvom dit ville være en start ville det nok ikke være nok," sagde hun dæmpet. Også for ikke at afvise ham fuldstændigt, hun ville bare ikke tage hans penge hvis han stod og skulle bruge dem om 1 måned… eller 2 måneder. Så ville hun hellere ofre sig selv, for han kom før hende. Det var jo ikke hans børn, så han burde ikke betale til dem. At han slog armene om hende fik hende til at sukke af behag, for det føltes godt at stå i hans arme, specielt når han gladelig lod hende komme ind i hans favn. Der var ingen anden udvej, uanset hvor meget hun tænkte… og hun havde virkelig tænkt meget! "Tro mig når jeg siger Caleb; hvis der var andre muligheder, så var jeg her heller ikke," svarede hun stille til ham og løftede hovedet let fra hans bryst. Hun havde dog stadig armene omkring ham og stod tæt op ad ham. Hun mødte hans blik igen og tog en dyb vejrtrækning. "Er det?" spurgte hun dæmpet. Hun tænkte lidt det ville være som de gange hun havde været sammen med sin mand; ren pligt eller for hans morskab.

[Deleted]

Caleb kunne da allerede så tydeligt se, at hun havde opnået frygtelig, frygtelig meget, og det var slet ikke noget, som han havde i sinde, at skulle ødelægge for hende, også selvom han vidste, at hun havde fået helt andre muligheder, end dem, som han selv havde været i besiddelse af. Blikket gled mod hendes skikkelse. Hun havde måske ret i, at hendes nye herrer, ikke kunne hjælpe hende med den situation, som de selv befandt sig i, men han kunne slet ikke lide, at det var noget, som skulle gå sådan ud over hende, for dette sted var der bestemt ikke så meget prestige i, som der havde været før i tiden, da Leonardo – den store konge af Dvasias, havde styret det. Nu hvor han var død og alt, så var det som om, at det hele var blevet så.. mørkt og dystert, og selv omkring kongehuset, var det noget, som til tider også kunne mærkes. Han betragtede sig af hendes skikkelse. ”Det… det har du nok ret i… men alligevel… Du burde slet ikke være her..” sagde han med en betydeligt mere frustreret stemme, end det som han havde gjort brug af til nu, men det var heller ikke fordi, at det var noget, som gjorde den største forskel for hans vedkommende. Han rystede let på hovedet. Han havde længe accepteret, at det hele skulle være imod ham. Han måtte jo bare klare sig bedst muligt, selvom det på ingen måder havde vist sig at være en nem opgave. ”Jeg får ikke brug for dem, så lang tid, at jeg har et sted at være, og.. det har jeg jo trods alt her, ikke? Det vil i det mindste være en start, og jeg vil virkelig gerne have, at du tager dem..” sagde han med en dæmpet stemme, for det var sådan, at han havde det med tingene. Armene lukkede han fast omkring hendes skikkelse, kun for at holde hende tæt ind mod sig. Han bed tænderne let sammen. Det var måske ikke hans børn, men hun havde været vigtig for ham dengang, go det var ikke underligt nu, var det? ”Tænk det bedre igennem.. Der må da være andre muligheder..” sagde han dæmpet. Låne af dem hvis hus hun boede i måske? Han var sikker på og.. håbede selvfølgelig, at de ville forstå. Han nikkede. ”Det.. det er det.. men er du virkelig sikker på at du vil være her? Man.. bliver ikke behandlet særlig godt. Man er jo bare deres legetøj,” fortalte han. Han var jo heller ikke ligefrem selv stolt af det.

[Deleted]

Situationen i De Lochér mansion var ganske vist en, der gik ud over alle og det vidste Yelena jo også godt. Inden fik udbetaling før Herren kom hjem, men hun vidste også, at de som var i huset var ham loyal, fordi de var jo ansat af ham. Hun var ham også loyal, men han og Jacqueline var bare ikke en mulighed for hende i denne situation, så derfor måtte hun jo ty til andre steder. Hvis hun skulle tjene sine penge ærligt på at være jordmoder, så skulle der virkelig fødes mange børn indenfor de næste 3 måneder og det var jo helt umuligt med den sum penge hun skulle hoste op med til sin eksmand. Hun håbede for Calebs skyld, at der faktisk ville ske noget på dette sted eftersom det efter hans ord var forfaldet og det hele efter den tidligere ejer jo åbenbart ikke var her og var blevet erstattet af den grove mand, hun havde mødt tidligere. Hun håbede en anden kunne vælte ham af pinden og gøre dette sted mere luksuriøst, for det skulle jo ikke være et snusket horehus, så meget vidste hun da... selvom det man lavede, vel i princippet gik ud på det samme. Her var der måske bare bedre vilkår for de ansatte. Hun vædede let sine læber og så mod ham, som han sagde at hun nok havde ret og at hun ikke burde være her; det burde hun måske ikke, men hun måtte med det hun skulle opnå. Et mål en slags, men også et påtvunget et, selvom hun smed alt på gulvet for at sikre sig sine børns ve og vel. Hun hørte godt hans frustration, men han kunne jo ikke ændre på det, medmindre han kunne stille med det fulde beløb... og det kunne hun aldrig tage imod alligevel! "Mmm... okay," endte hun dæmpet. Hvis han insisterede så meget, så skulle hun nok tage dem. Let sukkede hun, som hun blev stående ind i hans favn. Hun genvandt trygheden hun havde fået hos ham dengang og den sænkede en ro i hendes krop. "Jeg har lagt søvnløs for at tænke over det Caleb... jeg kan virkelig ikke komme på andet, uden at det vil tage for lang tid at spare op," sagde hun stille og sukkede. Hvis Lestat var hjemme eller Jacqueline vågen, så ville hun have tyet til dem, men det var de jo ikke. Hun så på ham. "Jeg har været et legetøj, Caleb. Min mand synes bare jeg var pæn at se på og kunne lave ham flotte børn. Her kan de umuligt behandle mig værre end ham," sagde hun forklarende. Hendes øjne flakkede let over hans ansigt, for ikke at blive helt fanget af hans sensuelle dæmon. "Men... hvad gør man så? Hvad vil kunderne... have?" spurgte hun stille. Hun var sikker.

[Deleted]

Caleb havde svært ved at sætte sig ind i situationen som Yelena befandt sig i, og det var han heller ikke ligefrem bange for at erkende, for han var jo ikke vant til at der var andre omkring ham, som også lod sig påvirke af de forskellige situationer. I det store go hele, så var han jo ved at være godt vant til at klare tingene på egen hånd, også selvom det virkelig var forbandet svært, og specielt nu hvor hun pludselig også skulle til at være der, og at han skulle lære hende op, for det var slet ikke noget, som han havde lyst til! Hvor mange penge hun skulle hoste op med til sin eksmand, vidste han ikke, men hvis det var så meget, at hun var nødt til at tage en beslutning om et sted som det her, så var det da tydeligt, at det måtte være et stort beløb det drejede sig om. ”Du må i sandhed elske dine børn, hvis du er villig til at gøre det her,” påpegede han med en dæmpet og sigende mine, da han endnu en gang vendte blikket i retningen af hende. Han hævede hånden, som han strøg ganske let over hendes kind. Han kunne slet ikke lade være, og da slet ikke nu hvor han vidste, at hun havde brug for ham, og selvfølgelig ville han gøre alt det som han kunne, for at sørge for, at hun havde det godt, også selvom han vidste, at det ville blive noget af en prøvelse for hende de første rigtig mange gange, og specielt fordi at han vidste, at de nu stod i den situation, at stedet her ikke var meget bedre end Horehuset, efter at Leonardo var gået bort, for han var gået rigtig meget op i, at de skulle have det godt.. Det var gået lidt meget i sig selv igen, og den tanke, kunne han bestemt heller ikke lide. ”Jeg er da ked af, at der ikke er andre alternativer, Yelena.. Det.. det er virkelig ikke et liv, som jeg ønsker du skal blive en del af..” Han vendte blikket ganske roligt mod hende, også selvom han virkelig forsøgte ikke at etablere nogen øjenkontakt. Han vendte blikket frem i stedet for. Hvad kunderne ville have? Det var jo trods alt hvad de kom og hvad de bad om. ”Du bliver nok den nye attraktion, da du er ny. Jeg ved ikke helt præcist hvordan det var mellem din eksmand og dig, men jeg kan love dig, at dette bliver værre.. Langt værre..” sagde han med en rolig stemme. ”De giver udtryk for hvad de vil have. Det er dit job, at give dem det, og det lille ekstra,” afsluttede han dæmpet.

[Deleted]

Yelena forstod godt hvis det var svært for Caleb at sætte sig ind i hendes situation, fordi de kom var så vidt forskellige ting, men om ikke andet så havde hun jo ham her og så håbede hun bare, at han kunne se forbi det faktum og så tage sig lidt af hende, hvis det gik galt for hende, for hun ville uden tvivl få brug for hans trøstende arme, det var hun næsten sikker på. Men det var en risiko hun måtte løbe, for med den situation hun var sat i af hendes eksmand, så endte det hele jo bare her. Det var som et gå i en stærk modstrøm og altid blive skubbet tilbage til det ene sted, man prøvede at slippe væk fra. Hun nikkede, selvfølgelig elskede hun sine børn, også selvom de var blevet meget større end da hun sidst havde set dem, hvilket jo var den største sorg for hende. "Jeg kan da ikke andet end elske mine børn... Jeg har fået valget mellem at betale eller få liget af min yngste søn tilsendt," sagde hun sammenbidt og blev helt ked af det ved tanken, for det skræmte hende at hendes mand alligevel gik så langt bare for at få penge, fordi det sikkert gik ham dårligt. Det gøs i hende af behag, da hun mærkede hans strygende kind over sin kind, for det var så rart som noget kunne være. Ikke en følelse hun nogensinde havde følt medmindre hun var sammen med ham, og den var derfor stadig ukendt, for hvad betød det? Den tryghedsfølelse? Den varme? Hun vidste det faktisk ikke helt. Hun bed tænderne let sammen og skabte ikke øjenkontakt, men lod blikket falde op til hans hår og dernæst ned til hans bryst igen, hvor hun igen lagde kinden mod hans skulder. "Det ved jeg godt du ikke ønsker, Caleb. Men... i det mindste, så har jeg fundet dig igen," sagde hun dæmpet. De sidste ord var nærmest bare en hvisken, for det var nok en tanke hun havde tænkt lidt for højt, selvom den jo var sand. Hun var glad for at se ham igen og skyldfølelsen mod ham, svandt også bort efterhånden som de bare stod sammen. Hun sukkede indædt og trykkede armene let omkring ham, så hun følte hun var tættere på ham. Hun bed tænderne sammen; attraktion. Ja den kendte hun da lidt for godt, for for hendes eksmand havde hun ikke været andet i starten af deres ægteskab. At han så direkte lovede hende, at det ville blive værre, satte en knude i hendes bryst; hun havde ikke troet noget kunne være værre end ham. Men hun ville dog ikke tage sorgerne på forskud, for måske det faktisk var næsten det samme, Caleb kendte jo ikke hendes eksmand. "Det var ikke så svært at huske," endte hun, til det sidste. Der var slet ikke så meget i det, så hun måtte jo bare tage det, som det ville komme, ikke? Hun ville nok føle sig skidt og syndig, men forhåbentligt ville hun kunne nå at samle pengene ind! Hun løftede så hovedet og så op på ham. "V..vil... du... vil du have mig på.. dit værelse? Jeg har ikke andre steder at tage hen," endte hun så. Den grove mand, der havde ansat hende, havde jo givet alle værelser ud på stedet.

[Deleted]

Det var stort set umuligt for Caleb at sætte sig ind i noget som helst, og det var bestemt heller ikke behageligt for ham. Han stod her med sin gamle veninde og vidste hvilket liv, hun pludselig gik ind til, også selvom det naturligvis var frygteligt, at hvis hun ikke fandt muligheden for at indsamle de penge, at det ville koste hende sin søn, for det var på ingen måder i orden i hans øjne! Selvom han aldrig havde stået i den situation, at være elsket af nogle som sådan, så var han jo trods alt vant til ydmygelsen, vant til at blive set ned på, og vidste, at hans lod i livet var fundet, og at det sikkert var her han skulle være for resten af sit liv, selvom det ikke ligefrem var noget, som han kunne sige sig, at være stolt af på nogen som helst måde overhovedet, men.. hvad skulle han da kunne gøre ved det? ”Jeg forstår ikke, at nogen kan finde på at true med den slags,” sagde han med en rolig stemme, inden han vendte blikket mod hende. Han lod hånden stryge hende ganske let over kinden, også fordi, at det var noget, som han slet ikke kunne lade være med. Han smilede let for sig selv. Han smilede ganske svagt. Hun havde fundet ham? Havde hun faktisk været ude for at lede efter ham? Den tanke i sig selv, var noget som faktisk lettede ham et sted. Han nikkede. ”Måske ikke ligefrem under de ventede omstændigheder. Jeg har.. været her i rigtig mange år nu. Det blev min redning fra livet på gaden, og jeg tog den.. Også selvom jeg ved, at jeg ikke er bedrestillet, end hvad jeg var før,” påpegede han med en rolig stemme. Han trak vejret dybt. Hvilken behandling som hun var vant til før, vidste han jo heller ikke ligefrem, men det var frygteligt, at nogle i det hele taget kunne få sig til at behandle andre på den måde. Han vendte blikket stille mod hende igen, da hun trykkede mere om ham. ”Det er det ikke.. Og det er egentlig der hele hemmeligheden ligger.. Giv dem hvad de vil have og mere til.. Så kommer de altid retur til dig,” forklarede han roligt. Sengen var stor, så de kunne sagtens ligge to i den, og det var lettende også for ham, for han ville jo helst ikke se hende andre steder. Han smilede let. ”Selvfølgelig.. Kom hen og læg dig,” bad han dæmpet, inden han bød hende med hen i sengen i stedet for.

[Deleted]

Nok kunne Caleb ikke rigtigt sætte sig ind i Yelenas situation lige nu, men hun havde et håb om at kunne tage ham med når hun havde sparet de nødvendige penge sammen, for hun ville gerne vise ham hvad et liv jo egentligt betød. Hun stod med sin gamle ven, en god ven endda og ønskede bare at kunne skænke ham hvad hun selv havde fået, men de måtte jo se tiden an om ikke andet, for der var jo ikke andet at gøre. Hun håbede bare, at hvis hun spurgte ham om han ville med, at han så ville gøre det og turde bryde fri af sine rammer. Hun vidste Lestat ville ansætte ham, for han var en god Herre i huset og hun kendte jo Caleb. Hun bed tænderne kort sammen, for hun ønskede ikke, at han skulle tage sig til takke med, at bordellet var hans lod i livet, for der var muligheder! "Jeg troede også jeg havde fred," endte hun forsigtigt til ham. Det sitrede i hende da han strøg hendes kind; hun kunne virkelig godt lide det, for det var en rar følelse som kun han kunne sætte i hende. Hun smilede genert for sig selv, slet ikke vant til at føle sådan, for det var længe siden hun havde mærket hans tryghed omkring sig, men den var virkelig rar. Det var næsten som den ene varme i kulden. Hun havde fundet ham, det mente hun bestemt, for hun havde jo tænkt på ham længe. Hun rystede på hovedet, det var ganske vist ikke under de ventede omstændigheder. "Nej, ikke... her. Men uanset hvad, så er jeg glad for, at det er dig jeg har mødt her," svarede hun ham dæmpet og trak vejret dybt og roligt. Hendes eksmand havde altid været en hård nyser og behandlet hende som en dukke uden følelser, hvilket jo kun havde gjort hende så usikker som hun var i dag. Det måtte hun virkelig vende sig af med hvis hun ikke skulle blive spist levende af kunderne her på stedet. Hun nikkede og så let flakkende over hans ansigt, for ikke at blive helt fanget i hans sensuelle spind. "Udmærket," endte hun stilfærdigt. Det skulle hun huske; for de kunder hun ikke kunne lide, skulle hun blot lade vær med at tilfredsstille og så kom de forhåbentligt ikke igen. Men måske det også var en dårlig plan, hvis de spredte rygtet. "Tak..." endte hun dæmpet og løsnede sig lidt fra ham, så hun kunne gå hen mod sengen. Hun havde jo faktisk kun to ting at sove i; hendes 'arbejdstøj' eller den anden kjole, medmindre hun havde lyst til at ligge nøgen. Hun var bare glad for, at han lod hende være her. Hun satte sig stille ned på sengen og strøg fingrene over sengetøjet, inden hun bed sig i læben. Hun havde en knude i maven omkring næste dag, når arbejdet skulle i gang.

[Deleted]

Umiddelbart, så gjorde Caleb sig ikke nogle forhåbninger om at komme fra et sted som det her, da det havde været hans lod igennem.. ja, stort set hele hans liv, og han kunne jo ikke ligefrem gøre noget som helst ved det. Det gjorde ham naturligvis trist, at det var sådan, men det var nu noget, som han efterhånden var vant til at det var, så hvorfor gøre noget ekstraordinært ud af det? Hans liv var firkantet… tvunget til at stille de lyster, som så mange andre ønskede at få stillet, og blive behandlet, som havde han været noget skidt og et stykke legetøj, som man kunne finde frem, når man igen ønskede at lege, for det var jo sådan at det var nu. Han bed tænderne tydeligt sammen, da han vendte blikket mod hende igen. Hånden fortsatte de rolige strøg over hendes kind, for han kunne slet ikke lade være. ”Ja.. Fred kan man ikke ligefrem sige, at du vil få her,” sagde han dæmpet, for han ønskede da om ikke andet, at finde ud af, om der var andre muligheder for hende. De penge som han havde fået sparet sammen til nu, ville han om ikke andet, så gerne give hende, for det var da i det mindste en start. Det var måske ikke ligefrem her, at hun havde tænkt sig, at skulle støde på ham, men det var nu og da hans liv, som det havde været det igennem de sidste rigtig mange år, og han havde jo heller ikke selv kunne se en vej ud af det, og han havde virkelig forsøgt med det! ”Jeg fandt noget af et liv, som jeg faktisk kunne finde ud af, og som jeg var dygtig til. Det var… anderledes under kongens styre før hans død. Nu er det bare et Horehus..” Det var nu at det var et helvede at være her, og specielt under det nye styre, også selvom de fik flere penge i hænderne, så var det slet ikke det værd i hans øjne, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han lod hende søge hen til sengen, hvor han lod hende sætte sig, inden han selv krøb op i sengen ved siden af. Han lagde sig bare til rette igen. ”Ikke noget at takke for. Jeg vil anbefale dig, at få noget søvn, inden du skal i gang i morgen. Den første dag, er altid den hårdeste,” sagde han endeligt, idet han igen vendte blikket op mod hende.

[Deleted]

Yelena forstod godt hvis Caleb ikke troede på at slippe herfra, men hun ville gerne slå væggene ned ind i hans ensformige liv og tage ham ud af sin kasse og med sig, hvis han lod hende. Hun regnede ikke med, at hun ville ændre mening, så nu skulle hun bare have sparet pengene op og så tilbyde ham at tage med. Hun ønskede at lade ham føle den frihed, hun selv følte hos Jacqueline og Lestat og få ham ud af de vandte rammer fremfor det andet. Hun fugtede forsigtigt sine læber og mødte kort hans blik, selvom hun hurtigt lod sine øjne flakke ned over hans kinder i stedet. "Men forhåbentligt vil jeg få det, når jeg har tjent det jeg skal," endte hun til ham. Hvis der bød sig andre muligheder, så tog hun dem gerne, men for nu måtte hun jo i gang når hun skulle rejse sådan en pengesum. Strøgene der fortsatte over hendes kind gjorde virkelig godt, for det, at han nærmest ikke kunne lade vær, satte blot en varme i hende uden lige. Hun skulle nok tage imod hans sammensparede penge, for så var hun da et skridt på vejen, når han nu så gerne ville give hende dem. Nok havde hun ikke regent med at møde ham her, men hun var virkelig glad for, at hun havde gjort det, for han kunne om ikke andet så søge til ham for trøst, hvis det gik galt for hende. Hun bed sig i læben og så ned, da han sagde det var noget han var god til. Var alle ikke det? Eller måske var han bedre end de fleste, fordi han havde den sensuelle dæmon i sig. "Så... lad os håbe, der snart er en som bliver sur over måden det bliver styret på og selv tager over, og gør det bedre," sagde hun stille. Om ikke andet et lille håb, for hvis hun skulle være her, ønskede hun da også, at der skulle være noget godt for de ansatte fremfor, at de bare var et horehus. Hun trak vejret dybt og blev siddende, mens hun fulgte ham med blikket da han lagde sig ned. Hun bed tænderne sammen og mødte hans blik, selvom hun hurtigt så væk igen. Hun trak sine støvler af og stillede dem ved sengen, inden hun løftede i dynen og krøb ind under den. Hun lagde sig med lidt afstand til ham, ikke sikker på om hun var berettiget til at lægge i hans favn så tæt, som de havde været på gaden sammen. "Mhm... okay," svarede hun dæmpet. Hun gabte let og vendte fronten mod ham, hvor hun diskret lod sin hånd falde mod hans overarm, tættest på hende selv. "Godnat," sagde hun stille. Hun sov ikke så let, men faldt da efterhånden i søvn da trætheden overmandede hende.

//Out.