Gotta do, what I have to do

[Deleted]

Det havde været en meget ubehagelig samtale med den mand, der tilsyneladende bestemt hvem der måtte arbejde på horehuset eller ej. Manden var en slags substitut for den oprindelige ejer, fordi der ikke rigtigt var andre der tog jobbet. Han var en ulækker mand med vom og fuldskæg og det var noget som virkelig fik det til at løbe koldt ned af ryggen på Yelena. Men ikke desto mindre, så var hun her og han havde netop sagt, at hun kunne få lov til at arbejde for ham og at hun havde ret til at sige op, når hun ville; det var jo altid noget, at hun ikke var tvunget til at være her. Hun blev vist ud af det lille baglokale og ned ad en gang, hvor hun fik forklaret, at alle boede. Hun fik også forklaret, at der ikke var nogle ledige værelser, så enten måtte hun bo på et hotel i byen eller finde en anden ansat, der ville lade hende sove på gulvet. De nåede ned til et andet rum hvor hun fik kastet en kjole hen til sig, der viste langt mere end den hun havde på og hun fik at vide, at hun skulle have den på. Hun havde ondt i sit indre, men med fuld tanke på hvorfor hun gjorde det her, så gik hun da ikke kold om ikke andet. Hun skulle sikre sine børns liv og hun ville få lov til at se dem, så derfor var dette meget vigtigt for hende. "Jeg vil lade en anden sætte dig mere ind i detaljerne…" sagde manden videre og gik hen og bankede på døren ind til Caleb. "Caleb… Jeg har en du skal oplære, hun står herude… Kom i gang," sagde han gennem døren, før han gik forbi Yelena med et 'på gensyn snuske' og efterlod hende stående alene på den smalle gang ude foran en fremmed mands dør. Hun sank en klump i halsen og var næsten på randen til at bryde sammen. Hun rankede dog op i ryggen, tog en dyb vejrtrækning og betryggede sig med, at der ikke var nogen anden vej; for hvordan skulle man ellers tjene mange og hurtige penge end her? Hun knugede kjolen ind i sine hænder, mens hun bare spændt ventede på personen der ville åbne sin dør.

[Deleted]

Det hele havde taget en anden drejning efter Leonardos død, og det var bestemt ikke den tanke som Caleb bifaldt, men han havde jo heller ikke andet liv, end det som han havde på et sted som det her, og det var noget som han måtte leve med. Sorgen over Leonardos bortgang, havde ikke varet længe, da de var tvunget til nogen helt andre ting, af den mand, som havde taget over så grotesk som intet andet, og det gjorde ondt, ingen tvivl om det. Han selv havde lige gjort den sidste kunde tilfreds for aftenen, så han håbede på, at han kunne sige sig færdig for i aften! Selvom den nye chef kiggede ind allerede kort efter, og påpegede for ham, at han stod som den som skulle stå som ansvarlig for den kommende som skulle arbejde på stedet. Det var naturligvis ikke noget osm gjorde ham noget som sådan, selvom det ikke ligefrem var det arbejde, som han ønskede at påtage sig ellers. ”J-javel,” sagde han blot, inden han satte sig op. Værelset var meget eksotisk med flotte møbler og det hele, for det var jo et bordel, og derfor også med en lidt højere standard end på Horehuset, og det var naturligvis også noget som gjorde sit for hans vedkommende.
Caleb rejste sig fra sengen og tog fat om skjorten, som han kastede om sin krop igen. Arret i hans bryst, var stadig synligt, og han vidste, at det var et ar, som han ville gå med for resten af sit liv. Han sukkede indædt og endte med at forlade værelset. Han havde et par løse bukser på ellers, for han havde trukket dem op på forhånd. Hvem det var, vidste han ikke, men en kvinde gik han ud fra, da det også var dem, som man så mest på et sted som dette. At det så skulle være en gammel kending, var slet ikke en tanke som slog ham ind på nogen måde. ”Så lad os få det overstået..” Han kom ud af værelset og vendte sig mod kvinden, hvor han endte med at stoppe op allerede med det samme. Var det..?

[Deleted]

Yelena bed sig nervøst i læben og slog blikket flakkende omkring, for det var ret akavet og stå her og ikke direkte ane, hvem det var hun skulle møde. Navnet Caleb vidste hun, at hun kendte fra førhen, men der var vel en masse der hed det navn, så det kunne vel ikke være? Hun kløede sig lidt i nakken, for hun skulle vel egentligt også have den nye kjole på som var ret overskridende af hendes standarder, men så meget i detaljer kunne hun vel ikke tillade sig at tænke over eller brokke sig over. Hun var blevet ansat her på bordellet, godt nok af en ret ubehagelig ældre mand, men sådan måtte det jo være. Hun skulle have de penge til sin eksmand, koste hvad det koste ville og dette var klart hurtigst. Hun kneb øjnene sammen og lukkede let øjnene i. Hun kunne mærke, at det ville begynde at regne: og ganske rigtigt, så kunne man fjernt høre at det nu stod ned i stænger udenfor og hun følte sig straks en smule bedre tilpas, fordi det var jo en del af hende med vandet og det hele. Hun lyttede til stemmen og da døren gik op, så så hun selv op. Hendes mørkebrune øjne søgte søgende hen over ham som hun kort stod som forstenet uden at ane hvad hun skulle sige. Hun havde set ham før, det var hun næsten stensikker på og hvis han hed Caleb, så kunne det jo kun være én person. En ven til hende, efter hun var blevet smidt ud af sin eksmand for virkelig mange år siden, for det havde jo været før Jacquelines førstefødte. Arbejdede han her? Hun fik det pludseligt dårligt over, at han skulle være endt her efter de skiltes tilbage dengang, hvor hun jo havde fået og haft det virkelig godt. "Jeg… øh," sagde hun dæmpet. Hun trådte hen til ham, smuttede forbi ham og ind på hans værelse, hvor hun regnede med han selv kom ind og lukkede døren. Hun ville ikke stå ude på gangen og snakke. Hun tog værelset i blik, for det var da virkelig flot alligevel. Så det var måske forskellen på et bordel og et decideret… snusket horehus? Så var hun vel forhåbentligt gået rigtigt, hvis det kunne være rigtigt hun skulle være her. Hun vendte sig mod ham igen. "Jeg hedder Yelena," sagde hun stille til ham. Stadig lidt usikker på om det nu var ham.

[Deleted]

Man kunne ikke ligefrem sige at livet havde været nemt for Caleb, for det havde det på ingen måde. Som det nu var sagt, så havde han nu fået endnu en ekstra opgave at påtage sig for denne aften, og det var ikke ligefrem det, som han havde mest lyst til, men hvad pokker skulle han da gøre ved det? Han kunne jo ikke ligefrem sige nej! Han rejste sig roligt op, for at gå den nye i møde, for nu var det ham, som skulle til at hjælpe hende i gang. At det så var Yelena, var noget som fik ham til at stoppe op allerede med det samme. Nu hvor han stod og kiggede på hende, så var han slet ikke i tvivl om, at det faktisk var hende, som han stod ansigt til ansigt med. Han havde ikke set hende, siden en kvinde havde taget hende med sig, og efterladt ham på gaden. Ikke fordi at det var noget som gjorde ham det mindste som sådan, for det havde jo bare været hans lod i livet, også selvom det var noget, som virkelig havde gjort ham direkte ked af det, men noget som han længst var kommet over. Han havde nu ikke ligefrem troet, at han skulle stå ansigt til ansigt med hende igen. ”:..” Han tav igen, uden egentlig at have sagt noget, for hvad pokker skulle han da sige? Han lod hende træde indenfor, inden han igen vendte blikket mod hende, da hun trådte ind, så han lukkede døren. Han vendte sig mod hende. Da hun præsenterede sig med navn, var han slet ikke i tvivl om, at det var den kvinde, som han kunne kalde for sin gamle veninde, og som han ikke havde set en skygge af, siden den ædle kvinde havde taget hende med sig, og derved efterladt ham i rendestenen dengang for mange år siden. ”Det, jeg… det er virkelig mange år siden, Yelena,” sagde han dæmpet. Glemt hende, det var ikke ligefrem noget, som man kunne sige sig, at han havde, for han havde tænkt på hende rigtig mange gange.. misundt hende for den mulighed for et liv, som hun have fået, uden at han som sådan, kunne gøre det helt store ved det, og naturligvis, var det en tanke som gjorde ham trist. Han ønskede dog det bedste for hende, og det havde hun fået.. Det gik han da ud fra, men hvorfor stod hun så her?

[Deleted]

Yelena havde tit tænkt på Caleb. Hun var blevet hentet til Imandra for at skulle hjælpe med Jacquelines første fødsel, regnet med at skulle tilbage til udgangspunktet omkring ham, men hun var blevet tilbudt at blive der og havde gjort det. På daværende tidspunkt havde hun da også luftet tanken om at tilbyde ham et job, men på det tidspunkt med Jacquelines tidligere mand havde det ikke været en mulighed. Det var noget som hun tit havde tænkt på og været ked af, fordi hun følte et sted at have svigtet ham. De havde været venner og været sammen, hvor han havde været en god støtte lige efter, at hun var blevet smidt på gaden af sin eksmand. Hun sank en klump i halsen der havde samlet sig, mens hun bare forlod ham være tavs, eftersom hun vidst havde gjort ham lidt mundlam over at stå der foran ham. Let vædede hun sine læber, mens hun blot gik ind og stod i hans værelse. At han lukkede døren var dog lidt betryggende. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle forvente, at det var han skulle lære hende, men der var vel tricks og idéer måske? Og nogle regler? Uanset, så måtte de jo bare tage tingene som de kom inden hun vel skulle kaste sig ud i tilværelsen her på bordellet. Hun nikkede tavst og lod kjolen falde over ryggen på hans ene fine stol. Hun trak sin kappe af skuldrene og lagde den over armlænet på samme stol, mens hun blot kiggede mod ham med sine mørke øjne. Hun stod nu blot i sin meget enkle og simple kjole, der dog dækkede pænt. Den kjole hun skulle i på et tidspunkt, var klart meget mere afslørende. Da han sagde hendes navn på den måde og i sammenhæng, så vidste hun også, at det var ham. "J..jeg… ja," sagde hun og strøg sit hår om bag øret. Hun slog blikket ned. Hun havde aldrig glemt ham, men hun havde ikke kunnet få sig selv til at forlade Jacqueline da hendes tidligere mand Giovanni var i huset. "S-skal… jeg virkelig have d-den der… på?" spurgte hun og skævede til kjolen, der viste både arme, skuldre, barm og ryg.

[Deleted]

Caleb havde følt sig forladt, men han vidste derimod, at Yelena havde fået et bedre alternativ, og det var da slet ikke noget, som han ønskede at frarøve hende på noget tidspunkt. Han var glad for, at hun i det mindste havde fået en mulighed i livet, som han ikke ligefrem havde været i stand til at få, og det var noget som naturligvis også var.. lettende et sted. Hun havde det godt, så kunne han slappe af, for alt var bedre end det liv, som de havde haft på gaden, også selvom han havde været ladt i rendestenen alene, og havde haft det mildest talt af helvede til. Døren lukkede han roligt i, så han havde hende alene, også fordi at han gik ud fra, at det ville gøre godt med lidt tid alene, nu hvor det forholdt sig som det gjorde? At hun var.. ny her, selvom det ikke var som det havde været. Mange af kunderne blev væk, for det var slet ikke, som det havde været under Leonardos styre, og det var naturligvis en tanke, som faktisk gjorde ham selv ked af det, for den mand havde virkelig taget sig frygtelig godt af dem, og specielt dem, som ikke rigtigt havde muligheden for andet, end dette. Han bed tænderne en smule sammen og nikkede ganske let til hende, da han så at hun fjernede sit ydertøj af. Han endte roligt med at nikke da hun hentydede til, at det var den kjole som hun skulle have på. ”Det er det.. Det er det som de vil kalde for ’arbejdstøj’ til det kvindelige køn her,” forklarede han sigende. Der var vigtigt, at hun gjorde tingene som de skulle gøres, for ellers ville det da først for alvor gå galt. Han rystede let på hovedet. At hun overhovedet var der, var slet ikke noget, som han kunne forstå.. Overhovedet! ”Hvad laver du overhovedet her, Yelena..? Det… det er slet ikke et sted du burde være..” endte han dæmpet. Han strøg sig op over armen. Han var vant til at klare sig selv, men nu skulle han til at tage sig af.. hende igen.. Og han var jo bange for, hvad konsekvenserne ville være af det, for han ønskede jo ikke, at der skulle ske hende noget som helst.

[Deleted]

Yelena bed sig i læben. Hun følte det virkelig skamfuldt, at han var endt her og hun havde haft det godt ved Jacqueline. Men hun havde intet kunne gøre, hun havde bare aldrig haft chancen for at fortælle ham det hele og med tiden, så… levede hun bare med følelsen i det indre og gemte den væk. Hun kunne dog ikke lide tanken om, at dette havde været hans udvej, men alligevel var det jo bedre end rendestenen trods alt, for det ønskede hun da slet ikke for nogen. Nu kravlede hun jo selv ind på bordellet her, fordi hun ikke havde nogen udvej og hun kom jo endda fra et godt arbejde; hun kunne bare ikke kræve den store sum penge af Jacqueline og Lestat, for ét, så ville hun slet ikke og to, så var der ikke mulighed for det med omstændighederne i De Lochér Mansion. Hun sukkede og kløede sig i nakken, mens hun skubbede håret frem over hendes skuldre så det lagde sig i de blide bølger på hendes bryst. Hun smilede forsigtigt og prøvende til ham, for hun havde jo faktisk savnet ham og tænkt på ham så tit, at det føltes virkelig underligt at stå overfor ham igen. Hvordan det stod til her på stedet, vidste hun ikke, hun vidste bare hun ikke brød sig om manden der tilsyneladende styrede det, for han var ulækker. Hun så ned på kjolen igen. Arbejdstøj, ja selvfølgelig, men det var stadig meget visende. Men hun måtte jo tage det sure med det søde for at opnå hendes mål. Et nærmere tvunget mål til hende fra sin eksmand, en sådan måtte det jo være. "Gider du så… vende ryggen til?" spurgte hun dæmpet. Hun var ikke så blufærdig, at han ikke måtte være i rummet, men han kunne da være en gentleman og vende sig om. Hun vendte selv ryggen til og fik bundet sin meget enkle kjole op. Da han havde vendt sig om, så lod hun sin egen kjole falde og fik hurtigt den nye kjole på. Den duftede ny om ikke andet, men derfor kunne hun stadigvæk ikke lide den. Hun snørede snoren ind i livet så man kunne se hendes slanke talje og hun bandt også snoren bag hendes nakke, der ligesom holdt kjolen oppe foran hendes bryst. "Jeg ved ikke hvor jeg ellers skal gå hen, Caleb… Min uduelige eksmand presser mig for… meget store mængder penge," svarede hun med et suk. Hun drejede lidt rundt om sig selv, for kjolen var nu udmærket fra livet og ned, toppen var bare meget bar. Hun slog armene omkring sig selv og vendte blikket hen mod ham igen. Tårerne strøg op i hendes øjne, selvom hun prøvede at holde det inde. "Hvis jeg ikke giver ham dem… Vil han slå mine børn ihjel."

[Deleted]

Det var ved at være frygtelig mange år siden Caleb i det hele taget havde set noget som helst til Yelena, og han gik næsten ud fra, at hun ikke havde skænket ham en tanke så langt, hvis hun havde haft et godt liv, og bare alene hendes beklædning og udstråling tydet jo trods alt også på det. Ikke fordi at han ville have noget imod selv at kunne tage en del af det, men det var bare sådan at det var. Han havde ikke ligefrem haft det særlig godt, men han havde klaret sig.. Han havde klaret sig, og det var vel også det vigtigste, var det ikke? Han var ganske vidst gået fra rendestenen og hertil, så det var jo trods alt et skridt i rigtig retning, selvom det bestemt ikke var det frie liv, som så mange ville ønske, at de kunne tage en del i. Han vendte blikket mod hende. Hun var smuk.. Smuk, som han kunne huske det. Let stod han der og dvælede næsten ved sine egne tanker, frem til at hun valgte at åbne munden igen. ”Åh.. Ja.. Selvfølgelig..” Han vendte sig roligt med ryggen til hende, hvor han blev stående. Han tænkte jo slet ikke over den slags mere, da han var vant til at ligge i ingenting i sengen. Han trak vejret dybt. Hans hjerte begyndte at banke, og det var næsten ubehageligt. At hun havde været gift, vidste han godt, men at den mand stadig plagede hende, havde han virkelig svært ved at forstå, for det var jo frygtelig mange år, som var gået! ”Plager den mand dig stadig, efter alle disse år..?” spurgte han. Han havde jo tænkt på hende rigtig mange gange, men han havde jo ikke vidst, om hun var død, levende, eller hvor hun havde opholdt sig, så derfor var det jo faktisk svært for ham, at gøre noget som helst. At manden afpressede hende for penge, for at hendes børn skulle overleve, var noget som fik ham til at vende blikket mod hende, lidt utænkeligt, om hun var kommet i kjolen eller ikke. ”Det… det er da frygteligt,” endte han næsten chokeret. At nogen kunne true med det, når det kom til børn, forstod han da slet ikke!

[Deleted]

Yelena vidste det var virkelig mange år siden, at hun overhovedet havde set Caleb, men hun drømte jo stadig om ham og tænkte på ham i løbet af dagen. Små ting mindede hende om ham, for de havde jo haft det godt i den tid de havde været sammen. Selvom det var så længe siden, så stod det nu stadig tydeligt hos hende, hvilket faktisk var et kompliment; hun glemte som regel ubetydelige ting, det blev kun slørede minder, lidt ligesom hendes forældre og barndom. Hun så på ham med sit naturlige blik, som hun havde når hun følt sig tilpas og det gjorde hun faktisk i hans nærvær, selvom det var så mange år siden. Han var ligeså flot som hun huskede og smilede lidt genert til ham, da han dog gladeligt vendte ryggen til hende og lod hende skifte. "Tak." Hun tænkte over det endnu, men ville vel nok skille sig af med det efter en periode på et sted som dette, hvor hun måtte være indtil hun havde pengene. Hun bed tænderne sammen og så ned ad sig selv i kjolen, som hun havde fået i, da han drejede rundt igen. Hun mødte hans blik, der var chokeret og det hele. Hun var jo selv chokeret, for den lille var jo stadig ikke nået sine teenage år og det skræmte hende om ikke andet. Hun vidste dog at hendes ældste var fri et andet sted og ikke boede hjemme længere, så det var da altid befriende for hende. Men de to andre måtte hun jo ofre sig nu med dette og intet kunne få hende til at ændre mening. "Ja, det gør han. Eller… han var stoppet i en periode, men for nyligt har han taget kontakt," sagde hun stille og holdt armene omkring sig selv, hvor hun nærmest strøg hånden over hendes egen overarm, eftersom hun havde det ubehageligt med sin eksmand. Hun nikkede stille og lod en tåre stryge ned over hendes kind. Let sænkede hun blikket. Hun vidste, han også havde en dæmonrace i sig og også hvilken, selvom hun dog ikke sagde så meget til det; de kom godt overens racerne imellem. "Så… ja, nu er jeg her," afsluttede hun og løftede blikket mod ham igen. Hun følte hun burde sige noget mere, forklare om det hele og sådan, men hun vidste ikke hvor hun skulle starte. Hun sukkede og dumpede ned i stolen, hvor hun havde lagt sin kappe og kjole og gemte sit ansigt i sine hænder.

[Deleted]

Caleb havde faktisk savnet Yelena, selvom det i sig selv, var en følelse, som han ikke var meget for at lade komme frem, da han var fremstillet som svag, hvis han gjorde. Han var nødt til at forholde sig meget professionelt i en situation som denne, og det var slet ikke fordi at han ønskede at gøre det mere ukomfortabelt for hende, end hvad det var i forvejen. Med den som styrede det hele, så var det virkelig ubehageligt for dem alle sammen, og eftersom kunderne forsvandt, så gjorde dem, som arbejdede på stedet det samme. De havde virkelig brug for en, som kunne styre det hele ordentligt, men der var ikke rigtigt nogen, som havde været i stand til at leve op til det, som Leonardo havde skænket dem. At han skulle vende ryggen til, var slet ikke en tanke, som havde slået ham på noget tidspunkt, for her var han jo vant til at se en nøgen kvinde, så det var ikke fordi, at han gjorde sig et hav af tanker om alt muligt. ”Det var ikke noget..” endte han med en rolig stemme, inden han hævede armene og lagde dem over kors, mens han blev stående med ryggen til hende, og specielt, hvis det var det her, at hun havde det mest og bedst komfortabelt med. At hendes mand havde været så meget efter hende, var faktisk en tanke som gjorde ham selv ked af det, for han vidste, at det havde været hårdt for hende på alle måder, også fordi at manden havde smidt hende på gaden, hvor han havde fundet hende.. Og nu sad de her, også selvom det ikke ligefrem var det sted, som han havde håbet på at skulle se hende. Ikke her i hvert fald! ”Uanset hvad, så er det ikke måden man burde gøre det på..” Han søgte stille hen til hende, hvor han roligt hævede hånden, som han strøg roligt mod hendes kind. Han kunne ikke lade være. Han kunne ikke lide at se hende græde sådan. ”Hvad med.. hende som tog dig med dig? Kan hun ikke hjælpe dig, i stedet for det her?” spurgte han videre. Han ville slet ikke se hende på et sted som dette, for det var virkelig ikke et sted for hende!

[Deleted]

Yelena var som regel svag, fordi hun var så usikker på sig selv om ikke andet. Hun indrømmede dog gerne hun havde savnet ham selvom det ikke blev sagt højt, men hvis det rette tidspunkt kom, så fortalte hun ham da gerne hvordan hun følte. Hun var kun professionel indenfor hendes erhverv med spædbørn og nyfødte, for ellers kunne hun ikke opretholde det dygtige sammenfattede væsen i sig selv. Dog kom det også frem hvis hun var i hendes rette element, men det var jo kun korte stunder hvis det regnede eller blæste udenfor. Manden hun var blevet ansat af var tydeligt ubehagelig og hun håbede næsten på et mirakel til, at en anden ville tage over, for hun kunne ikke forestille sig det var en sådan mand der kunne styre det godt på nogen måde; mest virkede det til, at han kun kunne køre det i sænk. Hun sukkede dæmpet for sig selv, mens han svarede det ikke var noget at vende ryggen til; han var vel vant til at se piger nøgne hele tiden på dette sted? Kort tænkte hun på hvor mange og hvem han mon havde været sammen med, men slog det hurtigt bort, for det var næsten foruroligende at tænke på. Hendes mand var ganske vist meget efter hende og hun hadede det som intet andet, for det var så frustrerende for hende at skulle døje med ham og specielt nu, hvor hun ikke kunne få hjælp af Jacqueline. "Der er ikke andre måder," sagde hun stille. Tårerne løb stadig, men gråden var ikke så stærk i hendes hals. Det gibbede lidt i hende, da hun mærkede hans hånd over sin kind, for hun havde slet ikke set ham komme hen til hende. Hun fjernede hænderne fra sit ansigt og så på ham med våde øjne, mens hun tog en dyb vejrtrækning. Hun så flygtigt over hans ansigt med et lidt fortryllet blik i sine øjne, for hun havde altid syntes han var flot og han havde jo også passet på hende, da hun lige var blevet smidt ud. "Hun ligger i magisk dvale… Hendes nye mand er ude at lede efter deres spædbørn, der er blevet kidnappet… Hendes dæmon blev så urolig, det kunne have slået hende ihjel…" svarede hun stille med et lille ryst på hovedet. "Dette er den eneste måde jeg kan tjene så mange penge," endte hun. Hun bed tænderne sammen og tørrede sine tårer væk. Hun sank en klump.

[Deleted]

Det var svært for Caleb at vide, hvordan han skulle forholde sig i denne situation, for han havde ærlig talt slet ikke regnet med, at han skulle se hende igen. Det gjorde ondt at tænke på, da det ikke var mange, som han havde i sit liv og da slet ikke på denne her måde, men noget var han jo trods alt nødt til at gøre nu. Han havde ikke noget andet valg, og han var nu alligevel glad for, at det var ham, som skulle hjælpe hende i gang, i stedet for så mange andre, som kunne have gjort det i stedet for, for det var slet ikke noget, som han ønskede sig. Bare.. tanken om, hvad de ville introducere hende til, var slet ikke noget som han kunne have med at gøre i den anden ende. Han sukkede dæmpet. Det var virkelig en grusom skæbne, som havde mødt hende, og det var slet ikke en tanke som han brød sig om, det var der ingen tvivl om. Andre måder måtte der da være, da det slet ikke kunne passe, at den kvinde, som havde taget hende med dengang, ville gøre noget som helst ved det. De havde ganske vidst ladet ham ligge i rendestenen, men havde taget sig godt af hende, det kunne han da tydeligt se! Hånden lod han roligt stryge over hendes kind, også for at få fjernet de tårer som tydeligt strøg ned af hendes kinder. Han kunne slet ikke lide at se hende sådan, men hvad gjorde man ikke for sin familie? At hun havde børn og det hele, var noget som han selv måtte bide i sig, for han kunne jo ikke rigtigt gøre noget ved det, om det var noget som han ville det eller ikke. At hun lå i en magisk dvale, var noget som fik ham til at rynke på næsen. ”Det.. lyder da til at der er sket frygtelig meget der hvor du har været, må jeg sige.. Magisk dvale? Forsvundne børn?” Han rystede på hovedet. Han kunne slet ikke forstå alle de ting, som pludselig skete, og det var noget som et sted også gjorde ham.. bekymret. Hvor placerede det hende i det? Han ønskede jo ikke, at der skulle ske hende noget. ”Jeg.. jeg ved at det er mange år siden, men.. kan jeg hjælpe, så sig til.. Ikke?” fortsatte han. Han ville gerne hjælpe hende.

[Deleted]

Yelena dirrede let i kroppen på grund af tårerne der var kommet til, fordi det var ubehageligt for hende faktisk at bryde sammen. Hun følte sig svag, men usikkerheden gjorde det svært for hende at bekæmpe gråden. Det var rart for hende, at hun alligevel tilfældigt var røget ind til Caleb fremfor enhver anden her, for han kendte hende jo trods alt. Hun var mere tryg ved ham og ved at skulle have ham til at fortælle hende de nærmere detaljer, fremfor enhver anden, der måske ville have en anderledes indgangsvinkel, fordi de sikkert ikke tog hensyn til hende. Hun så på ham, nu hvor han stod tæt ved hende og trøstede hende lidt med hans bløde strøg over hendes kinder. Det føltes rart, for hun havde savnet ham; han havde jo formået at gøre hende tryg da hendes eksmand havde smidt hende ud. Den evne havde hun været betaget af, fordi tryghed ikke var noget hun havde kendt særlig meget til før ham. Hun vædede sine læber stille og sank en klump, som hun skubbede sig op at stå og stod nu foran ham. Hun kiggede stadigvæk op, men nu var der da ikke så langt. Hun lod sine hænder falde mod hans skulder, som hun stod tæt på ham og så op på ham med sine mørke øjne. Tårerne stoppede efterhånden som han strøg hendes kind. "Ja… Den ene nat var alt kaos… Herren, Lestat, kom susende nedenunder og sagde at Jacqueline lå i dvale på grund af uro i hendes dæmoniske sind på grund af, at deres børn var væk… og at han ville finde dem," svarede hun ham stille og blinkede let med de mørke øjne. Hun bed sig i læben og så på ham med et indgående blik som han tilbød at hjælpe. "Fortæl mig hvad jeg skal gøre… for at få flest penge ud af… kunderne," sagde hun dæmpet. Hentydende til at hun stadig ville gennemføre at arbejde her, for hun skulle bruge det penge. Hun trak vejret dybt og slap ham forsigtigt, som hun trådte et skridt fra ham. Hun blev draget af ham når hun stod så tæt på ham og hun blev let rød i hovedet af tanken. Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst. Hun sænkede blikket. "Undskyld jeg aldrig kom tilbage efter dig… Jacquelines første mand… ville ikke lade dig arbejde hos sig… jeg prøvede at sikre dig en stilling, så jeg kunne have hentet dig, men det skete bare ikke… og så var jeg lidt fanget, fordi jeg skulle hjælpe hende med alle fødsler," prøvede hun undskyldende.

[Deleted]

Det var virkelig svært for Caleb, for det var en situation, som han slet ikke havde været forberedt på, og han hadede virkelig at stå der, for nu kunne hun jo for alvor se, hvad det var han havde lavet, foruden det liv på gaden, som hun havde efterladt, da muligheden endelig var kommet til hende. Han havde ikke regnet med, at han ville få en mulighed for andet, da han havde den race som han havde, og den automatisk fastlåste ham til en situation, som han slet ikke kunne have med at gøre, for han kunne jo ikke ligefrem gøre noget som helst ved det uanset hvad. Han bed tænderne en smule sammen. Han brød sig slet ikke om at se hende så ked af det. At der var sket så mange ting på hjemmefronten for hende, var noget som virkelig gjorde ham selv ked af det, for det var slet ikke noget, som han synes at hun havde fortjent, og da slet ikke med alt det, som hun havde haft at slås med ved siden af, for det var jo heller ikke ligefrem fordi at det var småting. ”Det.. det gør mig ondt. Hvor længe har hun ligget i den her… magiske koma nu..?” spurgte han. Han havde jo svært ved at forholde sig til det liv, da han slet ikke havde haft noget, som kunne minde om det i det hele taget, så det var noget som alligevel far ganske gribende for ham. Han lod hende tage om hans overarme. Han vidste at hans væsen var dragende og i mange situationer, så forbandede han det virkelig langt væk! At hun var så fast besluttet på at skulle fuldføre det, fik ham til at sukke let. Hun var virkelig bedre værd, end det og det vidste hun vel godt? ”Jeg har slet ikke lyst til at se dig på et sted som det her.. Der må virkelig være andre udveje end det.. Yelena..” Han så stille på hende. Han var bestemt ikke særlig meget for det, og han kunne bestemt ikke lide, at skulle se hende på denne her måde! Han lod hende trække sig, hvor han selv stillede sig med siden til. Hans væsen drog i hende, og han hadede det for det! ”Jeg har accepteret min plads i livet.. Jeg ved, at jeg har yderst få andre alternativer, og der er ingen som vil ansætte en.. sensuel dæmon. Det er og bliver en del af mig. Det er jo derfor jeg endte her.. Tænk ikke på det,” bad han. Den medlidenhed kunne han slet ikke rumme!

[Deleted]

Yelena kunne godt forstå hvis han fandt det svært at skulle oplære hende til noget her på stedet, men hun vidste ikke hvad hun ellers skulle gøre. Det var det eneste job hun kunne tænke på, der hurtigt og nemt kunne skaffe hende penge. Andre jobs tog jo lang tid at spare sammen med, fordi at man kun fik en minimal betaling. Her havde den uvorne mand, da i det mindste sagt at han bare skulle have 10 % af hendes løn og så kunne hun beholde resten, så hun skulle jo bare tjene nok. Hun dømte ham ikke på hvad han lavede, for nu var det jo selv den eneste udvej hun kunne se. Hun bed sig stille i læben som var en del af det usikre antræk hun havde for det meste. Hjemme var alt gået galt, det var jo derfor hun ligesom stod her nu på bar bund og ikke vidste hvilken vej hun skulle gå eller hvordan hun skulle gribe det an og hun hadede det! Men hun satte alle andre før sig selv, specielt sine børn, så sådan måtte det jo være. "I 2 uger må det være… Hendes mand vil vække hende når han kommer tilbage, men det gør han først når han har fundet børnene… og hvem ved hvor lang tid det kan tage?" endte hun sigende.
Han var et forbandet tiltrækkende væsen, men det gjorde hende intet for hun kunne godt lide det. Nok var det en forkert måde at blive tiltrukket på, men hun vidste han bestod af så meget andet end det. Hendes dæmoner reagerede blot ret positivt overfor hans. "Hvilke andre udveje? Han har kun givet mig over vinteren," sagde hun og bed tænderne sammen. Til foråret skulle hun hoste op ellers så ville hun modtage et lig af sit ene barn, hvilket var en virkelig skrækindjagende tanke. Hun sank en klump, hvis han havde noget andet hun kunne lave, så måtte han da sige frem… hun kunne bare ikke se det. Hun slog armene om sig selv igen, da han selv nærmest vendte siden til efter hun havde trukket sig. "Jeg kan ikke lade vær med at tænke på det… Du har været i mine tanker så tit," endte hun. Hun forstod dog godt, at han ikke ville have hun skulle tage det op, for han følte sig vel også forladt? Hun så op på ham og trådte hen til ham igen, denne gang med et mere trodsigt blik i sine øjne. Hun løftede en hånd og strøg den over hans kind for at tvinge hans blik mod sig. "Du fortjener noget bedre," hviskede hun med en stemme blød som vand. Hun kunne også være charmerende af det ydre, selvom hun slet ikke var ligeså tiltrækkende som en sensuel dæmon.