The feeling of doing something… right

[Deleted]

Det var ikke ligefrem at påstå, at Marcell havde haft med heste at gøre før. Heste havde han altid set på afstand med en slags æresfrygt, for han havde aldrig været tæt på det dyr før, så derfor blev det ret spændende med at starte arbejdet i stalden. Han havde informeret Gabriel om sit valg af arbejde hvilket var blevet godkendt, som han kun var glad for, for det virkede jo virkelig til, at han gik den rigtige vej. Han trådte roligt ud af sit værelse i tjenestefløjen i hans nye arbejdstøj han havde fået skænket, som passede bedre til arbejdet i stalden. Han bed sig let i læben, for han var faktisk virkelig spændt på det hele. Han skulle møde Dafnir, ham som styrede staldene alene på nuværende tidspunkt og han skulle stå tæt på en hest for første gang. Han sukkede kortfattet før han rankede sig og forlod slottet for at gå ud i stalden. Han stoppede op og tog det hele i blik, hvor han direkte følte, at alle hestene vendte blikket mod ham. Han sank en klump og trådte forsigtigt længere ind, mens han gik hen til den ene boks og kiggede mod hesten, der var flot brun men så dog lidt støvet ud; den havde nok ikke været striglet i en vis mængde tid, således den havde samlet støv fra høet eller noget andet. Han trak vejret dybt igen og kiggede mod hesten, som han regnede ud var en pige eftersom den ikke havde noget mandeligt udstyr tilsluttet. Den vendte sig mod ham og han stivnede i hele kroppen mens han nærmest med frygt kiggede på dyret, da kom hen til ham og stak mulen ud gennem et lille hul i boksen. Han kløede sig i nakken og bakkede væk fra boksen, da han faktisk ikke turde røre den, for den var faktisk meget større når den kom hen til ham fremfor da den havde stået med siden til bagerst i sin boks. Han drejede om på hælen og gik videre ned igennem stalden, mens han overvejede hvordan Dafnir monstro så ud? "Øh… Dafnir?" spurgte han let ud i rummet. Ikke med hævet stemme, for han ville jo ikke skræmme hestene.

[Deleted]

Sveden piblede ned af Dafnirs pande, da han endnu en gang gik i gang med det tunge arbejde med høgaflen. Det var ikke nemt på nogen måde. Det var den kongelige stal, som han var i gang med, så hesten stod tøjlet et andet sted udenfor boksen, til han var færdig med arbejdet. Staldene var store, og det tog han virkelig lang tid at gøre dette arbejde færdigt, og specielt fordi at han havde gjort det hele alene. Han var skam blevet informeret om at han ville få en hjælpende hånd for fremtiden, og det var uden tvivl noget, som lettede hans ellers så unge sind, for så gammel, var han jo heller ikke ligefrem. Hans mor stod ganske vidst som stedets bibliotekar, men det var heller ikke for, at han så hende særlig ofte mere, og det var faktisk noget som vakte ham en bekymring. Hans mor havde ikke rigtigt været til at genkende efter at Amadeus var blevet væk for hende, og det var bestemt ikke noget, som han kunne lide!
Ved lyden af stemmen, så hævede han blikket. Han kunne også se at stort set alle hestene havde reageret på den nye tilstedeværelse i staldene. Han tørrede sveden af panden, inden han stak høgaflen ned i en bunke hø på gulvet. Det ville uden tvivl gøre rigtig godt med en pause, så det gjaldt at udnytte de små stunder, så pausen kunne indgå. ”Du må være Marcell, har jeg ret?” spurgte han faktisk med e ganske stort smil, for han kunne slet ikke lade være, nu hvor han endelig havde noget med dette at gøre. Han ville virkelig være glad for at få noget hjælp her, for arbejdet var tungt. ”Og allerede i arbejdstøjet. Perfekt. Hvor godt kender du til dette fantastiske dyr?” Han trådte roligt ud af båsen, inden han frigjorde den kongelige hest, og stod med tøjlerne i hånden. Hesten betragtede sig nysgerrigt af Marcell. Man sage jo at dyr kunne fornemme det gode og det dårlige i personer, og i og med, at de var så rolige, som de var, så var det faktisk heller ikke fordi at Dafnir antog Marcell som nogen trussel, men derimod en hjælpende hånd igennem et kommende samarbejde i de kongelige stalde. Og det ville gøre rigtig godt.

[Deleted]

Det var en meget spændende dag for Marcell. Han havde aldrig haft et arbejde eller en ærlig levevej, men det skulle han skabe sig nu hvor det også var ved at blive koldt. Han regnede dog med at få varmen af arbejdet i stalden samt, at han også kunne blive mere fysisk stærk end han var efter en hel sommer i skoven. Det hele var faktisk ret perfekt i hans tanker, for planen var lagt og han fulgte den meget stramt mod målet; Syrena. Når han havde penge, så ville han bygge et hus til dem. Så ville han bede Gabriel om at få lov til, at ægte Syrena og så… hvis han fik grønt lys som håbet, så ville han fri til hende, fordi han havde noget at tilbyde hende. Det var det mest geniale nogensinde i følge ham selv, for han regnede ikke med, at noget kunne gå galt. Alle var så rare her i Procias, så hvem skulle ønske at arbejde ham imod? Tingene blev gjort anderledes her end i Dvasias; der ville han sikkert have mødt kæmpe modstand mod at ægte en pige, der boede på slottet, men her… ja, han følte sig vel inde i varmen?
Han kiggede rundt efter stemmen der svarede, der måtte komme fra en bås, men lige hvilken det vidste han ikke så han stoppede blot lidt forvirret op. Han tog det hele i blik og kiggede op mod loftet, der selv nærmest var dekoreret; det var jo den kongelig stald af en grund om ikke andet. Han bed sig i læben og nikkede tavst, mens han drejede rundt om sig selv endnu engang. "Jo," svarede han dæmpet. Han sank en klump og stoppede op med fronten mod Dafnir, da han så ham træde ud af båsen. Han så en smule bange ud i ansigtet, da Dafnir bare frigjorde den store hest og stod med tøjlerne i hånden. Hans øjne viste mere og mere følelser, jo mere han var sammen med Syrena, så han ikke så ligeså koldt og krystalagtig ud i ansigtet. "Øh… i-intet… Jeg ved hvordan de ser ud på afstand," svarede han og foldede vingerne godt ind på ryggen. Han blinkede let med øjnene. Hestene virkede dog ikke til at ville flygte fra ham, så det var vel altid betryggende? Syrena havde jo også fortalt ham, at heste kunne fornemme godt og ondt. "D-de er faktisk lidt uhyggelige," mumlede han afsluttende.

[Deleted]

Det gjorde bestemt ikke Dafnir noget, at der kom noget hjælp ned i stalden, for ikke at glemme, at en hjælpende hånd med det unge og hårde arbejde, uden tvivl også ville gøre godt for hans vedkommende, for det var lange og ekstremt hårde dage alene. Han hævede hovedet ved lyden af en stemme, hvor han selv bød Marcell velkommen med et smil. Hvem manden egentlig var, vidste han faktisk ikke, og skulle han være ærlig, så var han ligeglad. Han havde jo selv vidnet med sine egne øjne, at der kunne være godt at finde i stort set alle, også selv dem som kom fra det mørkeste mørke, så hvorfor skulle dette være meget anderledes? Han havde ganske vidst set Syrena smile betydeligt mere, siden der var dukket noget op i hendes liv, og det var naturligvis noget som faktisk gjorder ham selv glad, så hvad Marcells bagtanker var, vidste han ikke. Måske manden ikke var direkte kendt med heste som et væsen, men det var noget af det bedste, som han selv overhovedet kunne tænke sig. Den kongelige hingst – Gabriels egen endda, og den var så rolig, som intet andet, så det i sig selv, var slet ikke noget, som han skulle være bange for. Han smilede let for sig selv, men også mest beroligende til Marcell. ”Den gamle her, skal du skam slet ikke være bange for. Det er Gabriels.. God som dagen er lang,” sagde han roligt, inden han førte ham ind i hans bås og lukkede lågen efter sig. Igen tørrede han sveden af sin pande. Marcell skulle måske overvinde en frygt, men det var jo bare at tage det stille og roligt. Han havde jo trods alt arbejdet herude igennem forholdsvis mange år nu, så han kendte dem og deres signaler – når de endelig viste dem det om ikke andet. Han rettede sig op igen. Han kunne skam godt forstå, hvis det var et arbejde, som han lige skulle ind i først og alt muligt, men han var nu temmelig sikker på, at det var noget, som skulle komme temmelig hurtigt og ganske af sig selv. ”Du kan komme herhen.. Vi kan starte med ham,” begyndte han roligt. De kunne jo lige så godt komme i gang, ikke sandt?

[Deleted]

Marcell havde intet imod at skulle arbejde, for der var noget ærligt over det og det kunne han godt lide. Hans liv i lyset var meget anderledes, end det som det havde været i mørket og derfor var han også blevet meget tæt knyttet med engleracen. Hans vinger var en stor del af ham, selvom han ikke kunne flyve, men han kunne ikke forestille sig at leve uden - det ville jo være det samme som at miste et ben eller noget lignende, hvilket var en skræmmende tanke. Han følte sig allerede velkommen i stalden for Dafnir virkede allerede venlig og accepterende. Syrena havde jo også talt godt om ham, så han havde ikke været så nervøs for at møde ham. Han var langt mere spændt og nervøs omkring det med at skulle være omkring heste, men stald jobbet havde været det, som virkede bedst til ham af muligheder han havde fået af Gabriel. Han mente selv, han var på det rette spor i livet og det var det gode spor. Det onde var gået i døden med ham og han agtede aldrig at vende tilbage og indtil videre, syntes han det gik godt. Han havde lært, at engle der havde ondt i sig nærmest blev syge, så det ønskede han jo slet ikke. Han bed sig nervøst i læben, mens han tog den store hest i blik, der vist tydeligt var en dreng, så nok en hingst. Han sank en klump, for uanset hvor store eller små de var, så syntes han heste var lidt skræmmende. De stod for nogle ting, som var fascinerende og noget han så på med æresfrygt. "Det… kan du da sagtens sige. Hvad nu hvis man vender ryggen til?" spurgte han sigende. Han var vant til at blive slået i ryggen hvis han vendte ryggen til, så hvem sagde heste ikke også kunne det? Men måske var heste faktisk bare så gode og ærlige, men de var jo også kloge dyr på et plan. Han trak vejret dybt og stod med bankende hjerte, mens han betragtede Dafnir føre hesten ind i båsen igen. Han prøvede at berolige sig selv, selvom det var en smule svært for ham. "O-okay," endte han og gik hen til Dafnir. Han sank en klump, der havde samlet sig i halsen og så på ham med sine isblå øjne. "H-hvad… skal vi med ham?"

[Deleted]

Dafnir så slet ikke nogen grund til ikke at skulle være venlig og imødekommende overfor Marcell, nu hvor han selv havde taget initiativet til at komme ned her og få et arbejde, og endda på så reelt et grundlag, at han ønskede at have en indkomst, for det var noget som de alle ønskede i det store og hele, og det vidste han jo udmærket godt. Det var bestemt ikke fordi at man skulle være bange for den kongelige hingst, for han gjorde virkelig ikke noget som helst. Han var virkelig god som dagen var lang, og han gjorde virkelig ikke nogen noget som helst. ”Vende ryggen til en hest? Det eneste du ikke skal gøre, er at gå bagom dem. De kan nemlig godt finde på at sparke, men det sker ikke ofte med ham her,” fortalte han med en rolig stemme, inden han førte den kongelige hingst ind på plads i sin bås, inden han igen vendte blikket i retningen af hesten, so kun vendte sig mod dem igen. Han havde endnu ikke fået sin mad, så det var uden tvivl den, som han stod og ventede på. Dafnir rettede sig en smule op. ”Han skal klargøres til kongens tur ud senere i dag. Han skal have sin mad, og han skal strigles og sadles op,” forklarede han med en rolig stemme, inden han vendte sig i retningen af hylder som stod langs med væggene, hvor der var sat op med diverse udstyr, som skulle bruges overfor hestene. ”Er du bange for heste, Marcell?” spurgte han venligt, inden han roligt vendte blikket mod ham endnu en gang. Han så ikke nogen grund til at være andet end venlig, og specielt, hvis de skulle til at arbejde sammen hernede, så det var ikke noget, som faktisk gjorde ham det mindste, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han rettede sig op endnu en gang, inden han greb efter en strigle. ”Du kan starte nemt ud om du vil. Giv ham en gulerod. De ligger i posen derovre,” fortalte han, inden han pegede i retningen af en pose, som stod længst væk fra båsen. Lige Gabriels hest, var frygtelig glad for dem.

[Deleted]

Marcell var glad for, at Dafnir mødte ham med en venlighed uden lige, selvom det for ham også kunne blive lidt for meget, men det var nu ikke han sagde noget til. Efterhånden havde han fundet ud af hvordan tingene hang sammen i Procias, og jo nærmere han gik mod Procias jo mere forsvandt Dvasias og mørket for ham, hvilket faktisk var så lettende som noget kunne være. Når han tænkte fordybet fra tid til anden, så forstod han aldrig hvordan han kunne have været sådan i mørket, når han jo sagtens kunne gøre noget rigtigt i lyset. Han kløede sig i nakken da Dafnir spurgte ind til det med at vende ryggen til og han nikkede bare til ordene som han fik fortalt, for det skulle han bestemt huske; ikke gå bagom en hest, for han ville da slet ikke sparkes! "Forstået. Det må jeg huske," sagde han og skævede til Gabriels hest, der efter sigende skulle være rigtig rolig og være en af de heste, som ikke sparkede fra sig særlig tit. Hesten vendte sig mod dem igen og han betragtede sig af den, stadig med den afstand de nu havde. Da Dafnir snakkede, så så han mod ham igen. "Selvfølgelig…" sagde han stille. Det var vel logisk nok, at hesten skulle have mad inden den skulle ud. Og den blev nødt til at blive sadlet op, for at Gabriel kunne sidde ordentligt til hest, selvom han vidste, at man godt kunne ride uden sadel. Han fulgte Dafnirs blik og fik set alt udstyret der var. Spørgsmålet kom lidt som et stik, selvom det jo var nemt at gennemskue på ham. Han mødte Dafnirs blik. "Ja… Jeg har aldrig omgået dem. Jeg ved ikke noget om dem. Jeg har kun set dem på afstand," forklarede han stille. Det gav vel meget god mening at være bange for noget, som man ikke kendte til? Han trak vejret dybt. Han glædede sig nu til at skulle arbejde med Dafnir, for det virkede til, at han var en han selv kunne finde ud af at være sammen med. "Mh.. okay," sagde han dæmpet. Han gik hen til posen og trak en gulerod op. Hvad nu hvis hesten bed hans fingre af, i stedet for at bide i guleroden? Han rystede tanken væk, for sådan kunne han da ikke tænke! Han trådte hen til hesten da fulgte meget interesseret med i, at han kom med en gulerød. Han foldede hånden ud med guleroden i og hesten nappede den fra ham da han kom tæt nok på, hvilket fik ham til at udbryde et forskrækket gisp i det han trak sig tilbage. Han kiggede ned på sin hånd; den var der endnu, hvilket da var heldigt. Han sukkede og trådte hen til hesten igen, der hurtigt fik spist guleroden. Han stak hånden ud prøvende og klappede den lidt på mulen. Da det føltes okay, så aede han den nærmere med sin håndflade over mulen og han smilede skævt over sin sejr, at han aede en hest.

[Deleted]

Dafnir ønskede at få det optimale samarbejde op at stå, og det gjorde man jo kun ved at udvise en venlighed. Hvem denne Marcell var, og hvor han kom fra, var nu heller ikke noget, som han var videre kendt med, så det var faktisk ikke noget som han tog særlig tungt, for han fandt vel tidsnok ud af disse ting? At gå bagom en hest, kunne sagtens og uden tvivl vise sig at blive en rigtig, rigtig dum ting, men ikke desto mindre, så var det ikke fordi, at han kunne gøre det helt store ved det. Heste var et smukt og ædelt væsen, for dem som forstod sig på dem om ikke andet, og det var jo også der, at hovedforskellene lå. Han smilede venligt og dog varmt til ham. ”Det er nok en meget god idé,” sagde han roligt. At denne mand, så skulle vise sig at være bange for det væsen, som de skulle arbejde med, var noget, som de var nødt til at få gjort noget ved, for ellers ville det bestemt heller ikke blive nogen nem opgave, at skulle stå for staldene, hvis han ikke turde, at bevæge sig i nærheden af hestene, som var her. Han nikkede roligt til ham. ”Hestene som er her, skal du ikke være bange for, for de ved hvad der er godt for dem alle sammen. Jeg har efterhånden været her i rigtig mange år, og jeg er aldrig kommet galt af sted med dem. Jo.. de har måske trådt mig over tæerne en gang eller tusind, men hvad..” Han grinede let, inden han selv trådte ind i båsen, for at give sig til at strigle ham. At Marcell fandt guleroden frem og gav ham dem, fik ham kun til at smile. Han forsøgte i det mindste, og mere end det forlangte han godt nok heller ikke. At han gispede helt, da han tog guleroden, så måtte smilet brede sig på hans læber. Han var faktisk en meget glad person, og han ønskede jo bare at alle havde det godt, så det var jo ikke nogen skidt ting i den anden ende. At han så vovede sig tættere på og strøg ham over mulen, så var det tydeligt noget som han ikke havde noget imod. Dafnir smilede let. ”Se.. Det skal du nok klare helt fint.. Ikke sandt, Brego?” Han klappede hesten let på halsen. Han var og blev et godt væsen.

[Deleted]

Marcell var faktisk opsat på at skulle arbejde sammen med Dafnir, for han virkede uden tvivl som en, der ikke dømte eller noget på forhånd, så det glædede ham jo altid. Han vidste dog, at alle dømte på et eller andet tidspunkt, men for nu så gik det jo godt. Han havde været vant til at være enspænder, men efter han havde mødt Syrena, så synes han bestemt det var rart at have nogle, han kunne være sammen med. Han skulle jo også se hende senere når han fik fri af Dafnir, for han havde lovet at komme op til hende og han så jo allerede frem til det, for han agtede at holde sit løfte; de skulle være sammen hver dag. Nu hvor de boede det samme sted, så viste det sig jo også noget nemmere end det havde været i starten.
Hestene kunne ganske vist godt sparke hvis man gik bagom, som han lige havde lært, og derfor agtede han at holde sig foran mulen på hesten eller måske på siden, men så hellere ikke andre steder, for han ville ikke sparkes! Han nikkede tavst til ham. Det var en naturlig skræk, der nok ikke blev svær at overvinde, men om muligt skulle han bare lige over de første bump; som at røre hesten og kunne give den mad samt strigle den og sadle den op. Og senere hen, agtede han at kunne forstå sig på dem, for han ville gerne være tæt med de ædle væsner. Han nikkede til Dafnirs ord, som han fortalt dem for at vise, at han jo faktisk lyttede og var interesseret. Han skævede ned til sine fødder, da Dafnir nævnte at blive trådt over tæerne, for det måtte da gøre ondt… eller hvad? "Jeg skal… vel bare lige lære det hele at kende, når jeg aldrig har set en hest tæt på før nu. Jeg stoler på, du kan lære mig det med din erfaring…" endte han. Også for ligesom at sige højt, at han jo gik ind for det her. Han fulgte ham med blikket da han gik ind i båsen og begyndte at strigle hesten, mens han jo selv fik givet hesten guleroden. Han så godt Dafnirs smil og blev lidt rød i hovedet, for det var da pinligt at være forskrækket over sådan en lille ting, når han havde stået i magikamp så mange gange i sit tidligere liv. Han strøg hesten over mulen, der tydeligt så tilfreds ud alligevel og det kunne han godt lide. Han smilede skævt og trak sin hånd til sig, selvom han dog blev stående hvor han havde stået. Han så forbi hesten og ind på Dafnir. "Hvad kan jeg gøre nu?" spurgte han. Han stivnede let da noget puffede til ham og det var Brego, hesten som han lige havde givet en gulerod, der nussede sin mule mod hans bryst. Han blinkede let med øjnene og strøg hesten over halsen.

[Deleted]

Glæden ved et ærligt arbejde, var uden tvivl noget som selv Dafnir måtte sætte frygtelig, frygtelig højt, og han skjulte det så sandelig heller ikke. Med et venligt og varmt smil og et indbydende hjerte, så ønskede han da at hjælpe Marcell så godt i gang med dette, som det var ham menneskelig muligt, og det var noget som han meget gerne ville understrege for ham. At han så frygtede for heste, var ikke underligt, hvis man ikke havde haft andet kendskab til heste, end det som man havde set på afstand, så det var noget som han uden tvivl gerne ville hjælpe ham med, og derfor kunne de jo starte med Gabriels hest, Brego, som ikke gjorde noget som helst mod nogen som helst, men fandt sig i stort set alt hvad han blev udsat for, så lang tid, at det ikke var nogle skidte ting. Han smilede ganske let, da han så at guleroden var væk stort set med det samme. ”Jeg skal give dig alt det som jeg kan, Marcell, det kan jeg trygt love dig. Det er derfor, at jeg gerne vil have, at vi starter med Brego her.. Han er dejlig nem at arbejde med, og han finder sig i stort set hvad som helst,” sagde han med en rolig stemme, inden han igen vendte blikket mod ham. Brego var stadig sulten, for en gulerod ville på ingen måder mætte ham og det var det som han fiskede efter. Dafnir smilede og brød ud i en let latter. ”Prøv at give ham en gulerod mere.. Hvis du er mere komfortabel med det, så kan du også prøve at komme herind og forsøge at strigle ham. Han kan nu godt lide det,” fortalte han roligt. Det var måske hastige små skridt, men det var i den rigtige retning, og det var uden tvivl også det, som var det vigtigste af det hele for deres vedkommende. For ham, så var det at få sat manden ind i tingene hurtigst muligt, så det ville køre som det skulle i stedet for alt det andet. Han rettede sig op, kun for at stå afventende til hvad han ville. Klar til det næste skridt?

[Deleted]

Marcell smilede forsigtigt til Dafnir, for der var uden tvivl meget godhed og glæde i den mand, hvilket næsten fik hans indre til at briste, fordi det var ham uvant at være omkring så imødekommende personer. Nok havde han mødt nogle stykker, men det overraskede ham stadig hver gang han mødt en ny, at der 'fandtes' endu en af så glade, hjertelige mennesker. Han trak vejret roligt, glad for han selv blev hjulpet i gang med det hele, for Dafnir virkede uden tvivl som en der kunne hjælpe ham godt i gang med det og lære ham alt hvad der var at vide om heste. Han vædede flygtigt sine læber, mens han endnu stod med Brego i blik, for den hest var uden tvivl stor og flot, men om ikke andet så også god i følge Dafnir, så der var vel ikke andet end bare... at stole på det? Han nikkede stille til Dafnir og lyttede til hans ord. "Det er jeg glad for. Det virker også som om han er god," sagde han. Med god mente han selvfølgelig, at hesten ikke slog fra sig, var stille og rolig og lod ham komme ordentligt i gang med sit arbejde, så han ikke beholdt sin frygt for heste. Han blev en smule rød i kinderne over at Dafnir grinte af, at Brego prikkede til ham og fiskede efter mere mad, for det var normalt slet ikke noget man hørte i Dvasias; ikke et let, hjerteligt et om ikke andet. Der var det det kolde og kyniske og hånende, så det var jo stadig en omvæltning for ham hver gang alt han havde kendt, blev vendt fuldstændig på vrangen. "Jeg... vil godt strigle ham," sagde han og tog en dyb vejrtrækning, som han pustede roligt ud bagefter igen. Han gik ind i båsen til Dafnir og kiggede mod ham, for han vidste ikke hvordan man striglede en hest. "Hvordan gør man?" spurgte han og klappede forsigtigt Brego på siden af sin krop og aede den blidt.

[Deleted]

Det gode var uden tvivl stadig at finde i Procias, og det var vel også det som gik op for Marcell? Hvorvidt om han var vant til det eller ikke, så var det noget, som han var nødt til at blive vant til, for ellers ville det slet ikke gå for deres vedkommende. Han vendte blikket mod ham. Han regnede med at hjælpe manden med han frygt for heste, for det var bestemt ikke et væsen som man skulle være bange for, og derfor var det måske også fint, at starte med dette og med Brego, som var så god som dagen var lang, og fandt sig i stort set alt som foregik omkring ham. Dafnir smilede let for sig selv. ”Hvis man ser bort fra hvad Brego er kommet af, så er det utroligt, at han er så god og så mild, som det han er. Han er en gammel krigshest. Brugt i feltet på slagmarken. Det var her Gabriel fandt ham og bragte ham hertil,” fortalte han. Det kunne godt være at Dafnir ikke var så gammel igen, men der var visse ting, som han var sat ind i, satte sig selv ind i, og havde lært om, og så var der selvfølgelig alle de ting, som han var blevet sparet for, som krig og alt det, for han havde stort set aldrig set andet af Procias end slottet her. Det var ikke meget galt i hvert fald, og ikke underligt med den mor, som han havde. Han lod Marcell give ham mere mad, og selv med ønsket om at lære at strigle, så bredte smilet sig endnu mere. Dette skulle nok vise sig at blive et rigtig godt samarbejde. ”Godt! Du tager børsten her.. Og børster ham med hårene.. Han bliver så glat og fin, når man gør det, og han elsker det,” fortalte han, da han rakte ham den ene børste. Brego stod stadig stille, og selv ganske tilfreds med munden fuld af gulerødder, så det i sig selv, var slet ikke så underligt igen. Dafnir trak sig kun en anelse, også fordi at han ville lade Marcell prøve det af. Han skulle jo også lære det.

[Deleted]

Marcell skulle nok en dag komme af med, at han blev overrasket hver gang han mødte noget godt. Procias var lysets land og her herskede jo meget godt, lyst og 'solrigt'. Han var vandt til mørket og lyset var stadig en omvæltning, selvom han for hver dag der gik glemte Dvasias og så frem mod Procias i stedet, fordi det var her han var, her han ville bo og ligeså her han ville skabe det liv, han ikke havde taget sig sammen til førhen. Han mødte Dafnirs blik. Det var rart, at han faktisk var en han følte han kunne arbejde sammen med, for det lettede ham uden tvivl og gav ham langt mere mod på jobbet, når han både blev taget godt i mod og ligesom mødte det venlige ansigt. Han smilede skævt og lyttede til den lille fortælling om Brego, for det var faktisk en ret god historie. "Måske heste glemmer ligesom mennesker... Altså bevidst, glemmer det som de ikke vil huske. Derfor er han vel bare mild og god, som han måske var før han blev tvunget ud i krig," endte han logisk. Det var jo sådan det var med ham, for der var også dele af hans fortid han glemte med tiden og andre ting, der jo stod fuldkommen klart for ham. Han trak vejret roligt og vidste ikke hvor gammel Dafnir ville være, men de virkede til at være lige 'unge' så at sige. Han ville have været mere voksen, hvis han ikke havde været død i mange år hvor han jo ligesom nu startede op fra den alder, hvor han tidligere var gået i døden. Han fik givet Brego nogle gulerødder i truget, hvor den kunne guffe i sig fra. "Okay... jeg prøver." Han tog børsten i sin hånd og fandt en god måde at holde den på, inden han forstod lagde sin frie hånd mod siden af Brego og børstede med hårene hvor han kunne se støvet blive børstet ud af hårene. Han smilede for sig selv og børstede bare, hvor han for et kort øjeblik helt glemte alt omkring sig og bare koncentrede sig om, at hesten kunne lide at blive børstet af ham og det kunne den! Han blev hurtigt færdig med den ene side og striglede så Bregos hals ligeså og ned over benene. Den hest skulle skinne som aldrig før!

[Deleted]

Der var noget godt at finde i Procias, og specielt, hvis man vidste hvad man søgte, og det var naturligvis også noget som gjorde sit for hans vedkommende. Han selv sendte manden sit typiske varme smil, for han ville jo gerne, og han kunne godt lide, at give ham fornemmelsen af, at være velkommen, for det var skam også hans hensigt. De var jo trods alt nødt til at hjælpe hinanden i tilværelsen. Det var i hvert fald det, som så mange andre, forsøgte at lære dem. En god tjeneste, var den anden værd, ikke sandt? Nu hvor han havde taget det første skridt med en hest og faktisk madet den med sine hænder, så kunne han også se hvor forsigtig Brego egentlig var overfor ham. ”Man siger at heste og dyr kan se og spore frygt.. Jeg tror godt, at han ved, at du er bange for ham, men ej ønsker at gøre dig noget ondt. Se på det, som den første gode oplevelse du får med dette prægtige væsen,” sagde han roligt, inden han strøg Brego let over hovedet, da han bevægede sig en anelse foran. Det smukke væsen skulle jo trods alt gøres klar til endnu en af kongens frygtelig mange ture ud i landet, blot for at lade folket se ham, for det var jo også en nødvendighed i den anden ende. Nu som det var sagt, så kunne han jo godt se, at Marcell virkelig ønskede at forsøge, og virkelig ønskede at prøve at lære det, og derfor ville han også gerne hjælpe ham, så han kunne blive en god staldknægt, og måske en som kongen havde i sinde, at beholde? ” Mere forlanger ingen af os,” fortalte han med et roligt smil på læben, for han ville jo rigtig gerne give ham en god fornemmelse og en god oplevelse med det hele. Han smilede, da det nærmest så ud som om at Marcell voksede på det han gjorde rigtigt, og Brego blev jo trods alt også bare stående og lod ham, for han elskede at blive striglet, og elskede at blive gjort klar på denne måde! Han grinede igen. ”Synes du sagde, du var bange for heste,” påpegede han morende. Han gik hen foran, hvor han fik Brego til at løfte den ene hov, så den også kunne ordnes, og gøres helt klar.

[Deleted]

Marcell tog en dyb vejrtrækning, for nu hvor han allerede stod så tæt på hesten var det som om frygten forsvandt. Dyret var jo slet ikke så farligt som han havde troet, det beviste Brego da kun for ham ved at stå så pænt mens han striglede den. Han bed tænderne sammen og havde et smil liggende på læben, for han blev virkelig nødt til at vænne sig til alt den varme, glæde og godhed her. Det var noget som faktisk påvirkede ham og åbnede ham, hvor Syrena også gjorde en virkelig stor del for ham i det, fordi hun fik følelser frem i ham, han aldrig havde troet han ejede. Han ville gerne gøre dette godt, for han kunne faktisk fornemme en slags ven og kammerat i Dafnir om ikke andet og en fælles interesse i det med heste, hvor Dafnir nu ville finde ud af om han kunne lære alt sin erfaring fra sig. "Virkelig? De er kloge væsner..." sagde han til ham og nikkede, mens han klappede Brego på halsen mens han fortsatte med at strigle hans krop. Da han var færdig med den ene side, så bakkede Brego heldigvis af sig selv fordi alle gulerødderne var væk og han kunne gå foran hesten og om på den anden side, hvor han gik i gang med den side også og fik støvet ud af pelsen på den. Han ville gerne lære dette, for jo bedre han kunne det, jo nemmere var jobbet og jo mere... glæde ville han vel finde i det. Han nikkede stille og smilede, fordi Brego bare stod så pænt stille og det hele. Han hørte Dafnirs grin og kiggede omkring hesten på ham. "Det er jeg... var jeg..." sagde han dæmpet.
Da hele hesten var striglet, så kiggede han mod Dafnir med et sigende blik og gik om på den anden side, hvor han var startet. "Hvad så nu?" spurgte han dæmpet.