Where is my family?

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Det lignede at det var ved at være sent, så mørkt, som det var blevet uden døre, selvom det nu heller ikke var noget som Junior rigtigt bed sig mærke i. Fuldmånen havde lige været ovre, og han havde søgt ud, for at få sig noget luft. Han rullede let på skuldrene. Af en eller anden grund, så endte han altid her. Han havde bedt Cayla om at blive hjemme.. Han havde bare mange ting og tanker, som han endnu en gang skylle have under styr og kontrol, og det var bestemt heller ikke altid fordi at det var nemt for ham, men det var jo bare at prøve, så godt, som det nu var en menneskelig muligt. Det gik godt mellem ham og Cayla lige nu, og det var noget, som han naturligvis var frygtelig, frygtelig glad for, ingen tvivl om det, men der var stadig visse ting, som de måtte arbejde på. Han havde for eksempelvis ikke set sin lille pige igennem frygtelig lang tid, og det var noget som næsten automatisk gjorde ham mere urolig, end det som han var i forvejen, og det var faktisk utrolig ubehageligt for ham, at det var sådan at det gik for sig.
Vinden slog ham direkte mod hans ansigt, hvilket tvang hans blik mod jorden. Han kunne ane den næsten fulde måne i den klare vandoverflade, og det var noget som et sted gjorde ham rolig. Han smilede svagt, også selvom det hurtigt faldt igen, inden han roligt bukkede sig ned, for at samle en sten op. Hvad var der sket med den familie, som de havde haft? Kimeya og Faith var tilbage, selvom det ikke rigtigt var noget, som nogen havde haft nogen glæde af. Han sukkede let, inden han kastede den ud i vandet, hvor den slog fire smut, inden den gled ned under vandoverfladen og forsvandt efterfølgende. Han bar den mørke kappe, og med det tydelige velkendte strithår. Han havde for længst opgivet, at gøre noget som helst ved det. Stadig slap og øm i kroppen, så var det alligevel en af de bedre forvandlinger, som han længe havde oplevet, også fordi at det var med Cayla ved sig.. Aldrig kunne han huske, at han havde været så rolig, som han var nu.

[Cressida Marvalo]

Aliyah var efterhånden kommet temmelig vel over fuldmånen, der igen havde været månedens højdepunkt. Det havde taget tid for hende at lære at se på det på den måde, men nu hvor Mattheus og hende kunne dele en celle, så var alting blevet langt nemmere. De blonde lokker var flettet i den halvlange fletning for aftenen, men hun havde ej dragten på, ikke nu hvor hendes herre havde givet hende fri for aftenen så hun havde muligheden for at møde sin kære far. Hun gik med raske, spændte skridt ned mod søen hvor de havde aftalt at han skulle være, det var jo efterhånden ja.. et år siden hun sidst havde set hendes forældre? Vinden kærtegnede hendes lettere røde kinder, det var begyndt at blive koldt hvilket hun hurtigt mærkede sig af, og særligt nu hvor hun ikke var iklædt sin dragt der faktisk gav varme. Hendes blik faldt hurtigt på den velkendte skikkelse ved søen. Hun var opfyldt af både savn og længsel efter den tryghed som hun ikke havde fået igennem flere måneder, og hvem var bedre til at give den end hendes kære far? #Jeg har altid misundt sig for at være god til det der,# påpegede hun for at gøre opmærksom på sin tilstedeværelse. Ja han havde forsøgt at lære hende det et hav af gange men det var ikke lykkes hende uanset hvor mange gange hun så end havde prøvet. Det krævede en del af hende, ikke bare at falde ham om halsen, hun havde virkelig manglet både ham og sin kære mor. Forsigtigt lod hun hånden falde på hans skulder og kunne ikke holde smilet fra sine læber. Uden dragten og omkring sine forældre, så kunne hun bare være sig selv, uden de mange forpligtigelser overfor den kære konge. #Jeg har savnet dig,# erkendte hun stille og slog langt om længe, armene forsigtigt omkring hans liv i en omfavnelse. Enhver havde vel brug for sin fars omsorg i ny og næ, særligt nu hvor hun blev tvunget til at være den store og stærke i og med at hun stod for både sin egen sikkerhed men også en royals liv og sjæl, det var faktisk et stort pres!

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior måtte erkende, at han følte sig presset, det var ved at være frygtelig lang tid siden, at han havde set noget som helst til sin elskede datter, og han savnede hende virkelig. Ganske vidst havde han stået der som moralsk støtte, da hun havde været offentligt straffet for det som var sket i Rimshia, men ikke desto mindre, så havde han været der, og det var vel det, som var det vigtigste? Selvom han vidste, at dette var noget som han holdt Cayla ude af, så var det virkelig vigtigt for ham at vide at Aliyah havde det godt, og hvis det var hendes far, som hun havde brug for, så var det også det, som han ønskede at understrege for hende. Han hævede hovedet, da han hørte hendes stemme i hendes hoved. En stemme, som han virkelig havde savnet! Smilet bredte sig inden han roligt vendte blikket i retningen af hende endnu en gang. Det var endda hendes eget tøj, men det var jo aldrig rigtigt til at finde ud af mere. #Jeg har aldrig opgivet at lære dig det.. Hvis du er klar på at prøve igen.# Hånden mod hans skulder, var et sted lettende, for han kunne godt lide at se hende igen, for det var virkelig, virkelig lang tid siden! Armene slog han omkring hendes skikkelse, kun for at holde hende godt og tæt ind mod sin egen krop, for han havde uden tvivl savnet hende! Han kyssede hendes tinding, kun for at holde hende tæt ind mod sig. Det var tydeligt lettende for ham, at have hende der, og det var han bestemt heller ikke bange for at vise for hende. #Jeg har virkelig også savnet dig, min pige,# sagde han med en dæmpet stemme. Han lukkede øjnene for et kort øjeblik, hvor han bare blev stående sammen med hende, inden han roligt løsnede grebet bare en smule, for at kunne tage hende i blik igen. ”Og se dig lige.. Det er fantastisk godt, at se dig igen.# Han lagde hænderne mod hendes kinder, som han strøg ganske let. At hun havde brug for sin gamle far, var noget som faktisk passede ham fint, og det var lettende. Det føles da altid godt, når ens datter kunne bruge en.

[Cressida Marvalo]

Aliyah lod blikket falde på sin fars skikkelse. Det var lang tid siden hun havde set ham, for under den offentlige afstraffelse, havde Mattheus bedt hende om at holde fokus på ham, hvilket hun et sted var taknemmelig for. Når det var sagt, så var hun virkelig glad for at se ham igen, hun havde altid været fars prinsesse. #Det er en ting jeg aldrig har opgivet,# svarede hun og kunne ikke lade være med at smile. Hun slog armene om ham og trykkede sig ind til hans skikkelse. Den velkendte, familiære duft, fyldte hende med tryghed og en velkendthed som hun ikke havde haft længe, der var sket så meget på så kort tid, alt for meget spænding på en gang, lige nu kunne hunbare godt bruge at være hjemme omkring sine forældre, fylde sofaen og se på mor og far lægge foran pejsen som de plejede. #Jeg er ked af at jeg ikke har haft tid til at kigge hjem forbi. Det kræver sin kvinde at passe på kongens ende,# undskyldte hun og slap ham lidt, så hun kunne se op på ham. Selvom han så træt ud, så lod det til at han klarede sig okay, med andre ord måtte mor være blevet lidt nemmere at have med at gøre. Hendes ene side af ansigtet var vansiret og hendes hår var ikke længere flammerødt men havde antaget rødblonde toner i stedet, ud over det så lignede hun sig selv og hun var klædt i sit eget tøj, så hun kunne bare være Aliyah. Et næsten forlegent smil gled over hendes læber. #Ja der er sket en ting eller to.. men jeg vil hellere høre hvordan I har haft det,# tilføjede hun ærligt og lukkede øjnene idet han strøg hænderne over hendes kinder. Det var virkelig rart at vide at han var der på trods af alt det der var hændt på frygtelig kort tid, det kunne de altid snakke om senere, hun var mere interesseret i at høre om ham og hendes mor, for de havde trods alt haft deres problemer gennem længere tid efterhånden.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Selvom det hele havde været stresset og pressende fra hjemmefronten, så havde Junior så sandelig altid tid til sin datter, og nu hvor han endelig kunne se hende, foruden den offentlige straf, som hun var blevet skænket, så kunne han uden tvivl finde den ro og fred frem, som han havde haft dengang for lang tid siden. Han trykkede hende godt ind mod sig og med et smil på læben. #Du siger bare når du er frisk. Så prøver vi igen,# sagde han med et stille smil på læben, for han nød det uden tvivl også, ingen tvivl om det. Nu som det var sagt, så kunne han godt forestille sig, at det var et fuldtidsarbejde, at stå vagt for kongen af landet. Han lod hende trække sig, men ikke mere end at han kunne se hende. Han var virkelig, virkelig glad for at se hende! Han strøg hendes kinder ganske let, for han kunne virkelig ikke dy sig, nu hvor han havde muligheden for at gøre noget ved det. ”Tag det ikke tungt, min kære, men det har givet din mor og jeg, en god mulighed for selv at finde ud af tingene. At det er et fuldtidsarbejde at passe på vores kære konge, forundrer mig nu slet ikke,# påpegede han morende. Han vendte kort blikket over søen. Hvordan det egentlig gik med ham og Cayla, var egentlig meget op og ned, selvom det var hen i den rigtige retning nu, og det var naturligvis det, som han var frygtelig, frygtelig glad for, så det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han havde aldrig opgivet det faktum, at de skulle finde sammen igen, og det var nu også blevet nemmere, men der var stadig sine bump på vejen, som var svære at komme over for dem. Han vendte blikket mod hende igen. ”Det går i rigtig retning i hvert fald. Vi er ved at finde ordentlig ud af det. Vi sover i samme seng nu igen.. som vi gjorde før i tiden og før alt det.. andet som skete med os,# forklarede han ærligt. Han var ærlig overfor sin datter, også fordi at hun var ved at være så gammel, at han ikke kunne fortsætte med at pakke det ind mere, og det vidste han jo godt. Han strøg hende en enkelt gang over håret. #Mor savner dig,# afsluttede han med et smil.

[Cressida Marvalo]

Aliyah havde ikke været god til at kigge hjemover i disse tider. Hun havde savnet sine forældre ingen tvivl om det! Blikket faldt på ham. Der var så meget hun gerne ville fortælle om hende og den nye position og om Mattheus. #Jeg er altid frisk,# svarede hun morende. Hun sagde bestemt ikke nej til en udfordring. Igen trak hun sig lidt fra ham. Det var virkelig hårdt at passe på Kongen konstant og fritiderne var forbandet sjældne, noget som hun bare havde vænnet sig til, det betød trods alt også mere tid sammen med ham. Hendes ansigt blev indrammet af hans kølige hænder da han lagde dem mod hendes kinder og strøg dem. Alliyah smilede for sig selv, det var virkelig alt for lang tid siden hun havde set sin familie særligt efter alle de måneder bag tremmer. #Jeg er glad for at I har fundet ro til at finde hinanden. Jeg har aldrig prøvet noget værre end at se jer hver for sig, og det ønsker jeg ikke,# svarede hun sandfærdigt. Det betød at hun langt om længe kunne begynde at komme hjem igen, hvis de havde fundet hinanden igen. #Det er virkelig et fuldtidsarbejde,# medgav hun sigende, dog uden tegn til at være generet af det – tværtimod. Hun nikkede forstående, et sted lettet over at høre det. #Jeg ved at jeg ikke har gjort det nemt for jer jeg mener.. jeg ved at I har bekymret jer, men jeg er glad for at det ikke har stoppet jer. I har altid været perfekte sammen, selv i mine øjne, og hvis I gik fra hinanden så tror jeg hele mit billede af kærlighed til at smuldre,# endte hun roligt. En lille rødmen fandt vej i hendes kinder, det var tydeligt at der var noget under opsejling også for hendes vedkommende, men hvordan fortalte hun sin far efter alt den tid at Mattheus havde friet til hende? En lille dårlig samvittighed ramte hende ved hendes ord. #Jeg savner også hende.. jeg ville besøge jer men.. men det er sket så meget og jeg er ikke sikker på at I vil bryde jer om der,# hun slog blikket ned og trak sig forsigtigt.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Det havde uden tvivl været en massiv kamp for hele familien på hver deres måde. Aliyah havde været fanget i midten mellem fejden af Junior og Cayla, hvilket Junior faktisk var ked af. Det eneste, som han havde været ude for, var at passe på og beskytte sin familie, selvom andre magter havde valgt at blande sig, og det havde næsten kostet dem det hele. Han smilede let. At få lov til at se sin datter igen, bragte ham en ro.. Men okay, han havde jo altid haft et særdeles godt forhold til hende, og det havde han aldrig ønsket at skulle miste. #Så vil jeg da elske at tilbringe noget kvalitetstid med min kære datter, og lære hende at slå smut,# påpegede han morende. At hun var døv, havde aldrig været et problem for nogen af dem, og det var vel tydeligt? Aldrig havde de gjort noget som helst for at forandre på hende, selv på trods af hvad de alle havde været igennem. Ham og Cayla arbejdede stadig på det, og det var med små babyskridt, men de arbejdede da hårdt for det! #Vi kan hvad vi vil, og vi ønsker det jo begge to. Du skal i hvert fald ikke tænke på det mere.. Vi finder ud af det,# lovede han. Han kunne heller ikke forestille sig selv sammen med andre end Cayla, og han ønskede jo heller ikke andre! Selvom det som var sket, måske havde været helt hen i vejret, og noget, som slet ikke gav nogen mening, så kunne han altså ikke gøre for det! At det var et fuldtidsarbejde at passe på den kære konge, havde Junior ærlig talt ikke svært ved at forestille sig. #Du fremstiller dine gamle forældre, som noget specielt for det billede, min pige.. Alle har sine ting at slås med.. Som dine kære bedsteforældre og så mange andre for den sags skyld, og det samme har vi.. Vi arbejder på det.. Men begge har vi nu også savnet vores elskede lille prinsesse.# Han smilede let, også selvom det faldt en kende, da hun valgte at trække sig. Der var noget som plagede hende, og det kunne han da tydeligt mærke på hende. Han slap hende. #Hvad har hændt?# endte han mere direkte. Ham kunne hun da sagtens snakke med.