Time for dessert.

[Deleted]

De mange forhandlinger var endelig endt. Lilith åndede lettet op og nippede til sin rødvin og lod det legesyge blik glide hen over hendes bordmænd. Mattheus sad ved siden af hende og på den anden side af ham sad hendes kære mor. Xavier derimod var blevet placeret overfor hende ved siden af en tyk og nedladen mand med et ret så stort overskæg, hvilket var et billede på halvdelen af landets politikere desværre. Hun endte sin tallerken og forholdt sig tavs, hvilket trods alt var hendes pligt med mindre hun blev bedt om andet, hvilket var en pligt hun sjældent opfyldte men i aften var anderledes. ”Det var dog en nydelig halskæde, Deres Højhed, den klæder deres yndige hals,” endte en yngre mand ved siden af den buttede. Hendes rosenrøde læberne fortrak i et let smil, og lod kort fingrene danse hen over det smukke vedhæng. Det var i sandhed et smukt smykke, det selv samme som Xavier havde hjulpet hende med at udvælge. ”Tusind tak, Sir. Jeg købte det ved en eksklusiv smykkehandler i den mindre del af Rimshia som Mr. Erredy viste mig,” forklarede hun og så kort med Xavier med et let hemmelighedsfuldt glimt i øjet. Mattheus og Jaqia bød selskabet med ned i pejsestuen til en mindre sjus, nogle takkede nej men langt de fleste gik med. En tjener trak stolen ud så hun kunne rejse sig. #Du og jeg har vores egne planer. Mød mig på mit kammer om 5 minutter.. jeg venter,# endte hun i hans hoved så ingen andre ville høre det. Hun blinkede til ham og lod fingrene danse let hen over stoleryggen, inden hun med elegante skridt forlod middagssalen og søgte mod sit eget kammer. Nu ville Xavier trods alt blive en del af familien og ikke nok med det så ville han ganske snart blive hendes mentor, hun så faktisk frem til det. Vagten foran hendes dør hilste med et ydmygt buk og åbnede døren for hende. Hun nikkede som tak og strøg ind ”Mr. Erredy vil være her om et øjeblik, jeg ønsker at du skal lukke ham ind,” informerede hun på vejen hvorefter hun lukkede døren. Hendes værelse var primært malet i smukke, røde nuancer. Sengen var redt med blodrødt silke, gardinerne var samme røde farve, det eneste der brød det lidt var det mørke egetræ og de champagnefarvede lys der stod rundt omkring. Hun tændte nogle af lysene hvorefter hun roligt satte sig på sengen og ventede tålmodigt.

[Deleted]

Det var ikke alle forhandlinger, som var gået helt præcist som Xavier havde forventet, men dog af den grund, så var han tilfreds. Han smilede let for sig selv. Han var placeret overfor prinsesse Lilith, og det var skam ikke noget, som han havde det fjerneste imod. Selv vidste han jo, hvad han havde at se frem til på denne aften. Ikke noget, som han havde haft i sinde at meddele sin kære familie, for noget var han jo trods alt også nødt til at have og gøre for sin egen del, og for sit eget liv, og det gjorde han i denne omgang. Han smilede let, da en mand valgte at kommentere hendes smykke. Det som han selv havde været med til at udvælge for hende. ”Kun det bedste, er godt nok for landets Prinsesse, Deres Højhed,” påpegede han sigende. At Kongen og hans moder valgte at byde folk videre på et glas i det andet lokale, var ikke ligefrem noget nyt, hvor han rejste sig med mængden, velvidende om at hans foretagende ved statsmødet hermed var gjort, og der var ganske andre ting, som ventede ham i stedet for. Næsten automatisk følte han hvordan hans hjerte hamrede fast mod hans bryst. Ja, selv han kunne ikke undgå at være en kende nervøs, da han endelig begav sig i retningen af prinsessens eget kammer.
Vagten mødte ham som det første, hvor han hævede blikket mod ham. Det var jo ikke fordi, at han var ude på noget, men fordi at denne aften og denne dag, var noget som skulle vende op og ned på absolut hele hans liv, og han var ikke den mand, som ønskede at opgive dette på nogen måde. Vagten valgte endelig at åbne døren for ham, da det jo trods alt havde været på ordre, inden han roligt trådte indenfor. Han bukkede for hende. ”De ønskede at se mig, Deres Højhed?” sagde han ærbødigt, da han jo trods alt stadig var kendt med sin plads her i samfundet, og det var noget som han agtet at holde fast i, velvidende om, at hele hans liv ville vende op og ned i denne nat.

[Deleted]

Mens hun ventede gik Lilith roligt rundt og fandt de ting hun skulle bruge. Det ene var en smuk kniv hun havde gemt under hovedpuden, mens hun fandt en lille glasflaske med en grålig substans frem fra sin aflåste natskuffe. I sin flygtige gang gennem værelset, kastede hun et blik på i spejlet, og så sig selv. Halssmykket prydede hendes hals og hun kunne ikke lade være med at smile en kende.. den eneste som ikke havde ladet sig imponerer over det, var den mand som hun havde ønsket skulle huske hende, men hun tog det ikke tungt, for det ville han gøre efter dette. Hun hørte de tunge skridt ude for, hvilket fik hende til at vende sit drilske blik mod døren. Vagten lukkede ham ind som han havde fået besked på. ”Mr. Erredy.. er De ved at være klar?” spurgte hun sigende, mest for at finde ud af om han endnu var med på deres aftale eller ej, det var trods alt et ret stort skridt at tage. De ganske få remedier lagde hun på det glatte silke hvorefter hun foldede hænderne i sit skød. I aftenens anledning var hun klædt i en blodrød temmelig stor kjole med smukke broderier. ”De ved lige hvordan man charmerer en kvinde.. kom nu herhen,” bad hun med en næsten blid latter. Man skulle ikke tage fejl af hende, hun var lidt af en heks om hun selv skulle sige det, men hendes humør og opførsel rettede sig helt ind efter hvilken situation hun stod i. ”Vi må gøre det lidt utraditionelt, er jeg bange for, jeg har jo desværre hverken vampyr eller vareulv i mig,” indledte hun sigende og lod hovedet søge en smule på sned. Han var nervøs, man kunne ikke skjule den slags for en stærk mental dæmon som hende, hun kunne mærke det, lugte det og det gav hende ligeså meget næring som havde det været smerte. Hun lukkede øjnene og duftede til.. intetheden med et næsten nydende suk før hun igen så frem på ham. ”Jeg beklager.. du dufter godt,” komplimenterede hun velvidende om at han endnu ikke ville forstå hvad pokker hun mente, men det ville ganske snart gå op for ham.

[Deleted]

Xavier vidste, at denne aften kunne koste ham livet, mindst lige så meget, som den kunne give ham det liv, som han gik og drømte om. Det kunne gå begge veje herfra, og det var nok også det, som var skyld i hans indre uro, selvom den på ingen måder, var at spore i hans blik. Han rettede næsten ubemærket på tøjet, da han gik sin vej ned mod prinsessens kammer og gemakker, for han vidste, at det var her det hele skulle ske.. Ja, han var nervøs, og der var frygtelig mange tanker, som gik igennem hovedet på ham, som han ikke rigtigt kunne gøre noget ved. Han trådte ind, hvor han bukkede for hende. Som sagt, så kendte han jo sin plads i samfundet. ”Så klar, som jeg nu kan være,” svarede han med en rolig stemme, inden han endnu en gang rettede sig op. Han trak svagt på smilebåndet. ”De smigrer,” sagde han endeligt, da han trådte mod hende. Lige hvad han havde i vente, vidste han ikke.. Det eneste, som han vidste, var at det var alt eller intet fra her af. ”Jeg må erkende, at jeg er nysgerrig på hvordan De har tænkt Dem at ordne det. Jeg værdsætter virkelig denne mulighed,” sagde han med en rolig stemme, inden han igen vendte blikket mod hende. At hun stoppede op, for at snuse ud i luften, forundrede ham lidt, hvor han let hævede det ene bryn. Nej, han forstod sig ikke rigtigt på det dyriske som skete omkring ham, selvom det vel nok var noget, som han ville finde ud af før eller siden? Han gik vel næsten ud fra, at det havde noget med det at gøre, for alt det andet, var ikke rigtigt kendt for ham. Han rullede let på skuldrene, også mest for at finde muligheden for at slappe en smule mere af, for det var heller ikke fordi at det var nemt for ham. Han trak vejret dybt. ”Jeg vælger at tage det som en god ting, Deres Højhed,” sagde han endeligt og med et let smil på læben. Han foldede hænderne roligt over ryggen. Hun var stadig landets prinsesse, og han agtet at behandle hende efter det.

[Deleted]

Der var temmelig stor sandsynlighed for at dette ville slå fejl og han ville miste livet, men Lilith var overbevist om at en mand som ham nok skulle komme igennem det, om ikke andet med lidt hjælp fra hende. Hun blev roligt siddende med de to små ting foran sig men så op på ham med et intenst blik. Hans nervøsitet gjorde hende næsten sulten efter mere også selvom hun virkelig ikke burde tænke sådan overhovedet. ”Det er jeg glad for,” svarede hun sandfærdigt. Det havde ikke været det nemmeste at udvinde savl af Mattheus, det skulle jo helst ikke blive blandet med noget, men nu var hun spændt på om det i det hele taget ville virke. ”Tværtimod er det dem der smigrer,” afviste hun og rystede blidt på hovedet. Det morede hende lidt at han var så påpasselig og ikke satte sig ned med hende på sengen. Hun klappede blidt. ”Jeg laver et sår og inficerer det med en vareulvs spyt. Du vil muligvis være lidt m i aften, men ud over det sker der ikke det helt store. Med tiden vil såret blive rødt, hævet og betændt, og når fuldmånen kommer om to uger, så skulle De gerne forvandles,” forklarede hun lidt kort for hovedet. Det var ret enkelt. ”Det betyder selvfølgelig også at De ikke vil kunne udfører Deres arbejde den næste måneds tid, ligesom jeg kræver at De bliver boende på slottet for en stund, så jeg er i stand til at holde opsyn med hvordan det udvikler sig, hvilket selvfølgelig ligeså meget er for at sikre Deres overlevelse,” påpegede hun sigende. Nu da den mere alvorlige del var overstået bredte hendes læber sig i et direkte frydende smil. Hun nikkede til hans ord men kommenterede det dog ikke, i stedet tog hun kniven i sin hånd og hævede den. ”Jeg kan gøre det med en kniv, men det vil tage lang tid, eller jeg kan bide dig hvilket muligvis er lidt mere smertefuldt.. du vælger,” påpegede hun og lod sig ligefrem til at morer sig over situationen. ”Slap af, Xavier.. stol på mig. Jeg gør mit bedste for at sikre mig din overlevelse.. vælg et sted,” bad hun og slap lidt af formaliteten. Jo mindre anspændt han var, des bedre ville det blive.

[Deleted]

Alt kunne vende i denne aften, og det var vel heller ikke underligt, at det var en tanke i sig selv, som formåede at gøre Xavier bare en smule usikker på det hele? Det var nok det menneskelige i ham som gjorde det, og det var måske ikke noget som man kunne se, men det lå der dog alligevel i overfladen. ”Jeg ved jo hvad jeg kan forvente mig,” sagde han med en rolig stemme. Løgn var det ikke, og det var et sted næsten ubehageligt for ham, for han var slet ikke den type som normalt ville give kontrollen fra sig, men det var næsten som om, at det var det som skete automatisk i denne stund. Han havde jo ikke rigtigt noget andet valg. Han lyttede til hendes ord, hvor han roligt tog pladsen ved siden af hende på sengen. Et sted mærkværdigt at sætte sig på prinsessens lagner, for det var nok ikke noget, som gud og hvermand fik lov til. Han betragtede dog det hele som en ære, og det var noget som han ønskede at understrege for hende. Han samlede hænderne i sit skød. Det lød lidt.. grotesk, hvad han skulle gå igennem. Han rynkede let på næsen. At det så var noget, som ville afholde ham fra arbejdet igennem den næste lange stykke tid, var næsten det som faktisk irriterede ham mest, så det var ikke noget, som sagde så lidt igen i den anden ende. ”Det lyder grotesk, må jeg erkende, Deres Højhed. Jeg stoler på at De ved, hvad De laver, og jeg lægger mit liv i Deres kyndige hænder,” sagde han med en rolig stemme, inden han igen vendte blikket mod hende. Ja, det gjorde ham en smule nysgerrig, for det gjorde ham faktisk nervøs, at vide, at det i princippet, kunne være hans endelige, at han gik i møde for denne aften og nat, og det var bestemt heller ikke en tanke, som han brød sig om i den anden ende. Han trak vejret dybt. ”Men at det skal gå udover mit arbejde, bifalder jeg ikke.. Det er lang tid, det skal stå uden ledelse,” tilføjede han sigende. Ikke fordi, at han ville belemre hende med et. Hvis det var omstændighederne, så måtte han jo tage det. Han vendte blikket direkte mod hende, da hun hævede kniven. Hvis han skulle være helt ærlig, så… ”Jeg foretrækker biddet.. Det lyder i mine øjne, mindre smertefuldt,” fortalte han med en sigende og respektfuld mine. Han havde gjort sit valg.

[Deleted]

Det var slet ikke underligt at Xavier var nervøs, det ville de fleste menneskelige væsner være. Lilith var ikke særlig bange, for han var en mand i sin bedste alder og første forvandling var den afgørende, de skulle nok få ham igennem det, det var hun opsat på. ”Ser du.. tingen er netop det at jeg ikke tror du ved hvad du går ind til,” erkendte hun med et sigende smil dog uden at kommentere det yderligere for hvordan skulle han dog kunne vide det? At han fandt det hele lidt grotesk fik hende til at bryde i en blid og dog morende latter. Han var tilsyneladende et menneske hvad alt hvad det måtte indebærer, et sted så uvidende på trods af hans intelligens. ”Velkommen til vores verden Sir,” svarede hun lidt kækt. Selvfølgelig var det groteskt! ”Jeg håber sandelig ikke at du forventede en blå himmel og rosenblade,” tilføjede hun sigende. Hun lagde roligt kniven fra sig. ”Jeg vil værne om Deres liv som var det mit eget Xavier, men De må stole på at jeg får dig igennem dette,” endte hun langt mere alvorligt og rakte roligt ud efter hans varme hånd for at trykke den i sin egen. Lilith forstod udmærket at han ikke var meget for at lade arbejdet gå så længe, men der var ikke rigtigt noget at gøre. ”Jeg beklager.. De kan selvfølgelig stadig udfører papirarbejdet herfra, men jeg kan ikke lade Dem rende rundt, om et par dage vil du være ret så syg,” fortalte hun ærligt og nikkede stille til hans ord. Uden at tage blikket fra hans førte hun hans hånd over i hendes skød. Tomlen strøg blidt hen over hans arm som i et forsøg på at berolige ham. ”Stol på mig,” bad hun til sidst inden hun langsomt førte hans arm til sine læber. Den røde læbestift efterlod spor på hans blege hud idet hun ganske blidt kyssede hans underarm blot for at sætte tænderne i ham. Det var sejt at komme gennem kødet og hun måtte bide frygtelig hårdt til for overhovedet at nå nogen effekt. Hendes hjerte pulserede, det var næsten skræmmende så meget hun faktisk nød det.. den salte smag på sin tunge og den tunge smag af blod idet hun endelig kom igennem.

[Deleted]

Xavier var menneskelig med alt hvad det måtte indebære, og det vidste han, og det var han ikke bange for at lægge skjul på. Han var en intelligent mand, men der var stadig frygtelig meget rundt forbi, som han slet ikke vidste noget om, og naturligvis gjorde det også sit for hans vedkommende. Han vendte blikket mod hende. Det var fint, at hun kunne more sig ved det, og det skulle hun naturligvis også få lov til. ”Det gør jeg måske ikke, men jeg stoler på, at De ved hvad De har med at gøre, Deres Højhed, og jeg lægger gerne mit liv i Deres hænder,” sagde han roligt. Det var vel hans måde, at påvise for hende, at han faktisk stolede på hende, for det gjorde han. At hun så måtte le, var noget som han nu bare måtte bide i sig. Godt hun kunne more sig, for han synes ikke ligefrem det var nogen behagelig situation at sidde i, hvis han endelig skulle sige det! ”Jeg siger mange tak,” sagde han stilfærdigt, da han igen vendte blikket mod hende. ”Jeg ved ikke hvad jeg har forventet, men jeg vidste, at det ej ville blive nemt,” fortalte han ærligt. Ja.. hvad havde han egentlig forventet? At det hele ville overstås hurtigst muligt, og han kunne vende hjem, velvidende om at det hele ville ændre sig til noget godt? Han nikkede roligt, hvor han lod hende tage om hans hånd, hvor han glædeligt holdt den i sin egen. Det var.. rart et eller andet sted, men ikke noget, som han direkte kunne gøre det vildeste ved. Han stolede på, at hun ville hjælpe ham trygt igennem det, for ellers ville han bestemt heller ikke have siddet her, som det han gjorde lige nu. Han nikkede. ”Jeg frygtede for en kort stund, at all arbejde skulle ligge stille for den næste tid. Bare jeg kan lave lidt.. selv sygelig fra sengen, så.. så er det udmærket,” sagde han med en rolig stemme. At hun så blottede tænderne, og satte dem direkte i hans arm, fik ham til at spænde voldsomt. Hans hjerte begyndte for alvor at hamre og slå mod hans bryst, som intet andet, i den anden ende. Han knyttede næven, også selvom han ikke trak den til sig. Hans krop sitrede. Det gjorde ondt, men.. det var virkelig behageligt?

[Deleted]

Der var ingen skam i hans opførsel, man kunne næppe forvente andet af et menneske, men Lilith måtte erkende at hun glædede sig til at se hans mere.. dyriske side. Kort trak hun på smilebåndet for sig selv ogs selvom det svandt bort inden han havde chancen for at se det. ”Det er en stor tillid De viser mig, Sir, jeg værdsætter det utrolig meget,” svarede hun med et ydmygt nik. Hun var en temmelig god alkymist, om ikke andet i forhold til sin bror, Jaqia nåede hun end ikke til hælen men de var trods alt sammen om dette.. lidt kvalitetstid mellem mor og datter. Hun fnøs og rystede på hovedet ved tanken før hun igen vendte opmærksomheden mod Xavier. Hun lagde hurtigt mærke til hvor sammenbidt han var ved hendes latter, så hun lod den forstumme og lagde i stedet hovedet på sned for at betragte ham med et lidt mere indgående blik. ”Så, så, humoren er vi trods alt nødt til at holde fast i,” svarede hun med et blimt i øjet, mærkede sig slet ikke af de.t Han va ren mand med sin stolthed og forfængelighed, som vareulv ville han hurtigt ville ud af at han ville blive tvunget til at give en smule slip. Hans hånd og arm førte hun over i sit eget skød for en kort stund, før hun hævede de sultne, isblå øjne til hans. ”Du kan fortsætte.. bare ikke fysisk,” tilføjede hun sigende, før hun vendte sig mod hans arm og satte tænderne i hende. Hun havde trods alt ikke sylespidse tænder som sin mor og bror, hun måtte bide sig igennem på god gammeldags facon. Blodet begyndte at ramme hendes tunge, hun kunne mærke hans smerte, dufte den.. Selvom hun ikke drak af ham, så lod hun blikket glide i som bundet af den fantastiske følelse der fik hjertet til at slå rytmiske, forførende slag mod hendes bryst. Et støn brød hendes læber, hvilket vækkede hende lidt igen. Hun trak sig med et lidt overrasket blik før hun rømmede sig. ”Det beklager jeg,” endte hun kortfattet før hun tog fat om den lille flaske og hældte dets indhold over såret. ”Det svider nok lidt,” advarede hun før hun gned saften ud i såret med to fingre, for at sikre sig at det ville komme ind i blodbanen. Fokus lå fuldt ud på såret, men hendes kinder var blusset en smule, hun mistede normalt ikke selvkontrol på den måde og tanken skræmte hende lidt.

[Deleted]

Xavier var menneskelig, så visse ting, kunne han ikke ligefrem skjule, også selvom han virkelig gerne ville. Det var vel bare sådan at det var? Han bed tænderne en smule sammen. Han var ikke bange for at udvise hende den tillid, også fordi at han ikke rigtigt havde noget andet valg, og han stolede på hende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig skulle være i den anden ende. ”De har ej skænket mig en grund til andet,” forklarede han med en rolig stemme, da han igen vendte blikket mod hende. Han lod armen ligge hendes greb, inden han igen vendte blikket i retningen af hende. Han var ganske alvorlig i udtrykket, også fordi at han vidste hvor alvorlig denne sag var, og det ikke bare var noget, som man ville gøre normalt. Han trak vejret ganske dybt. ”Jeg er vel bedre til det, i en situation, hvor jeg ved, at jeg ikke står til muligvis at miste livet.. Ikke at jeg tvivler på Deres talent, Deres Højhed, for det gør jeg skam slet ikke.” påpegede han ganske sigende. Det var bare.. svært for ham, at slappe endeligt af, når han vidste hvad han i princippet risikerede i denne situation! Han sukkede let, og bed tænderne sammen, da hun satte tænderne i hans arm. Automatisk så spændte han i absolut hele kroppen, for det gjorde jo ondt af helvede til! ”For satan..!” At hun så endelig slap, sagde han ikke noget til, og fyldte såret med spyt i stedet for. Han spændte kraftigt i armen og halve kroppen, selvom han virkelig forsøgte at slappe af, så var det ikke fordi, at det var nemt i det hele taget. ”Så lang tid jeg kan lave lidt, så er det fint nok for mig,” svarede han endeligt. Selvom han vidste, at dette ville resultere i en tilværelse som varulv, hvis det ville virke, og han kom igennem den første forvandling, for han vidste, at det var den, som ville blive mest kritisk.. Han hadede virkelig den tanke, og den fornemmelse. Han sank klumpen i hans hals. Det brændt i hans krop og specielt i armen, som selv var begyndt at sitre. ”Det er i orden. Hvad vil der ske herfra?” spurgte han videre. Også mest for at vide, hvad han havde i vente.

[Deleted]

Det ligefrem morede Lilith at se det menneskelige så tydeligt. Han var bange og han var forvirret, hvilket var noget hun kunne nærer sig på, hvilket i sig selv var en fantastisk følelse. Han lod dog ikke til at nærer den største tillid til hende selvom han frygtelig gerne ville udvise det. ”Og alligevel udviser De ikke den største tillid,” påpegede hun uden at lyde synderligt bebrejdende, for havde hun været i hans sted så ville hun nok heller ikke have lagt livet i hendes hænder. ”Virkelig? De slår mig ellers som en ret humørsyg mand, Mr. Erredy. De kan trygt stole på mit talent, og hvis De blot følger mine ordre, så vil du komme igennem dette i live, men hvis du trodser mine ord, så kan jeg love dig at du vil ende i en kiste,” svarede hun sandfærdigt og direkte upåvirket af hans angst. Hendes isblå øjne var præget af et glimt, en form for hungrende glimt.. hun havde ikke følt dette i lang tid, det var ikke ofte hun var omgivet af smerte på samme måde som hun var nu. Det at han bandede fik hende direkte til at le et sted bag bidet. En så fattet mand som ham.. hvem skulle have troet det? Tanken tændte hende næsten. Hun lod tungen glide hen over såret for at opfange dråberne af blod der gav en ulækker smag af jern. Hun trak sig for i stedet at smørrer det i Mattheus’ spyt, sørgede for at gnide det godt ind. ”Det var det,” meddelte hun og lagde en mindre bandage rundt om såret, før hun pakkede det sidste ned i sengeskuffen. Hans ord fik hende til at se op på ham med et næsten skuffet blik. ”De lytter ikke til mig Sir, jeg har netop forklaret det hele. Din arm vil muligvis hæve inden for de næste par dage og det bliver forhåbentligt betændt. Men der vil ikke rigtigt ske noget før vi nærmer os månen, du vil muligvis fornemme nogle dyriske instinkter, men i aften.. kan du bare slappe af, smerten burde gå over om en time eller to,” forklarede hun lidt kort for hovedet og rejste sig roligt. Det var den lette del, men det vidste han trods alt allerede, udfordringen lå i forvandlingen om et par uger.

[Deleted]

Xavier var menneskelig, og det var slet ikke noget, som nogen kunne tage fra ham, selvom han virkelig forsøgte at bide tingene i sig, og lade som ingenting, hvilket var noget, som under normale omstændigheder, lykkes ham ganske udmærket, så det var der ikke rigtigt nogen tvivler om i den anden ende. Han selv vendte blikket mod hende. Han frygtede lidt for tingene, men han lod hende jo gøre det, uden modstand. Han stolede på, at hun var i stand til at hjælpe ham igennem det. Bidet satte en direkte sitren i ham, for det gjorde jo faktisk forbandet ondt! Han prustede ganske let. At han bandede, var ikke noget som skete særlig ofte, men det her var jo ligesom også en situation, som han ikke havde nogen kontrol over. ”Det er skam ikke fordi at ikke stoler på Dem, Deres Højhed. En handelsmand i en situation uden kontrol.. Det kan bringe selv det værste frem i mig,” sagde han næsten, som han faktisk beklagede det. Det sved virkelig i hans arm, som selv sitrede og rystede under ham, uden at han egentlig kunne gøre synderlig meget ved det, og han kunne slet ikke have med den følelse at gøre, for han hadede det virkelig! Alt kunne ske herfra, og det vidste han, og derfor var der ikke plads til at skulle fortryde noget som helst. ”Jeg skal følge Deres instrukser efter bedste vilje og mening, Deres Højhed. Betragt det som et løfte,” sagde han endeligt. Det var skam ikke fordi at han ikke havde hørt efter, men fordi at han ønskede at sikre sig. Når man levede et menneskeligt liv, så man måske verdenen fra et lidt andet synspunkt, end hvad hun gjorde, og det var noget som han stod fast på, måtte være hans fulde ret, selvom det var tydeligt, at det havde skuffet hende, hvilket ikke ligefrem havde været hans mening. Han tog stille armen til sig, som han selv tog om med sin anden hånd. Det spændte og det sved virkelig! ”Meget vel,” sagde han roligt, inden han så ned på det sår fyldt med varulvens spyt. Det var.. makabert, at han overhovedet havde ladet hende gøre det, men han kunne virkelig ikke lade være! Han sad og stirrede på det i et stykke tid, inden han roligt rejste sig op. ”Men jeg sætter stor pris på det. Virkelig,” afsluttede han.

[Deleted]

Det kunne godt være at han var menneskelig, men det skulle de nok ganske snart få gjort noget ved, Lilith vidste at det var et spørgsmål om tid før han ville begynde at føle de dyriske instinkter, opfatte lugte og smage helt forskelligt fra det han gjorde nu, desværre var det ikke noget hun selv oplevede, for hun var trods alt menneskelig modsat resten af familien. Hun så op på ham efter at have forbundet såret så det ikke ville blive mere betændt end det var meningen det skulle blive, han skulle trods alt gerne komme igennem med livet i behold. ”Det bringer måske det værste frem i Dem, men selv jeg må erkende at det klæder Dem godt at miste kontrollen lidt,” svarede hun med et legesygt glimt i øjet. Hun mente det skam, der var så mange sider af ham, som for hende var spændende og lokkende på samme tid. Fingrene lod hun glide hen over sit smukke vedhæng, før hun slap og i stedet skubbede sig tilbage i sengen, så hun sad op af de millioner af puder der var redt op med. ”Jeg ved at De lægger meget i Deres ord, Sir, så det er jeg glad for at De siger,” svarede hun med et sigende nik og lod fingrene danse hen over en pudes glatte stof. Det interesserede hende ikke rigtigt at snakke mere om forvandlingen, det eneste de kunne gøre var trods alt at vente og det gik ikke hurtigere af at gennemgå forløbet om og om igen. ”Det samme gør vi,” svarede hun muligvis lidt kortfattet. Hun hævede det isblå blik til hans, og foldede hænderne i sit skød nærmest som en uskyldig lille pige. ”Som sagt ser jeg helst at du bliver her på slottet hvor jeg har mulighed at holde et øje på Dem. Jeg har fået et værelse gjort klar til Dem nedenunder,” informerede hun roligt og nærmest kedsommelig. Hendes ansigt lyste dog hurtigt op i den morende mine og et kækt glimt i øjet. ”Men De skal selvfølgelig også være hjertens velkommen til at blive her.. min seng er stor nok..” hun fugtede læberne med tungespidsen og gled en smule mere ned i den bløde madras og de mange puder for at lokke ham lidt. Der blev altid så sørgeligt tomt når hun ikke havde selskab!

[Deleted]

At miste kontrollen på den måde, kunne man ikke ligefrem vove at påstå, at Xavier var vant til, for han var vant til at styre det hele, og altid! At hun så derimod fandt det morende, forundrede ham dog ikke, for det var vel bare den ’sindssyge’, som man vidste, lå til Anglerax-familien? Selv han måtte jo erkende, at det var en familie, selv havde fanget hans interesse for frygtelig mange år siden, og nu vide, at han var kommet tættere på dem, var ikke noget som gjorde ham det mindste. ”Jeg må erkende, at følelsen er ubehagelig,” erkendte han med en rolig stemme. Han lod hende binde armen ind, inden han tog den til sig, for det sved virkelig! Og det gjorde ondt af helvede til! Han nikkede roligt til hende og med et let smil. ”Jeg stoler på Dem, Deres Højhed og jeg vælger at lægge mit liv i Deres hænder, såvel som pleje og alt som vil følge med,” sagde han roligt. Han rejste sig roligt op og så sig om. Hun ville have, at han skulle blive på slotte? Det var skam ikke fordi, at den tanke som sådan gjorde ham noget, men der var stadig rigtig mange ting, som han var nødt til at tage højde for, og ikke altid var lige nemt, for han havde jo stadig sin forretning, at skulle tage sig af, og det var noget, som han jo var nødt til at passe! At hun allerede havde fået arrangeret det med værelse og det hele, forundrede ham ikke. Han smilede let for sig selv. ”Hvis jeg skal være her over længere tid, så kan man jo lige så godt gøre det komfortabelt. Jeg takker mange gange, Deres Højhed. Det skulle De ikke have gjort,” sagde han stilfærdigt. At hun efterfølgende indirekte ad ham om at tage plads i hendes seng i stedet for, forundrede ham dog ikke. Han smilede let for sig selv. ”Sig mig.. Ønsker De at jeg indtager Deres seng, Deres Højhed?” spurgte han med en sigende mine. Han blev stående. Et sted så.. ønskede han jo bare at vide sig selv tryg og sikker, selvom han forsøgte at skjule det lidt bag alt det andet, som hun indirekte bad ham om; At indtage pladsen i hendes seng.

[Deleted]

Lillith betragtede ham roligt. Hans uro vækkede noget uforklarligt i hende, hun kunne mærke hans frygt smage den og det fik hende til at føle sig om muligt mere magtfuld end hun allerede var, og hun kunne mærke den smerte han sad med i armen og vidste at hun havde været den som havde forsaget den. Hun lænede sig tilbage i de bløde puder og lod fingrene lege en drillende leg med deres glatte stof et sted også for at lokke ham en smule. ”I så fald er jeg glad for den tillid De nærer til mig, er det sandt hvad du siger, så vil du overleve dette,” svarede hun bare igen. Det var ikke engang løgn. Hvis han talte sandt om at nærer tillid til hende og fulgte det, så skulle det alt sammen nok gå glat. Værelset var gjort i stand til ham, i og med at hun krævede hans tilstedeværelse gennem den næste tid,s å skulle han selvfølgelig også have et sted at være, og det sted skulle selvfølgelig også være en mand som ham værdigt, så det var et af de bedre. ”Det var slet ikke for meget, kære Xavier, jeg påkræver at du bliver her og det kræver selvfølgelig også et sted du kan trække dig til,” svarede hun lettere afvisende. Han var næsten for høflig, hun havde nu værdsat de få bandeord det var lykkedes hende at få af ham. Hendes blik blev lynhurtigt forvandlet til et legesygt, nu var det alvorlige overstået, og hun ville trods alt også have sin sjov, desuden kunne han ligeså godt lære at følge sine instinkter, for snart ville han ikke have noget valg, og man kunne vel se dette som en.. første lektion? ”Jeg vil ikke mene at jeg nogensinde har lagt skjul på mit ønske om at dele seng med Dem, Sir,” svarede hun ret ligefrem og rykkede en kende ud til siden, så hun sad i en let sidelæns stilling, med en arm straks hen over havet af puder og en anden som hun klappede lokkende på sengen med. ”Hvis du tør..” lokkede hun med en blød stemme og glat, køligt smil hvor man uden tvivl så lidt af hendes mor i hende, hvilket ikke skete særlig ofte. Ja hun udfordrede ham lidt, pressede ham kun for sin egen morskab og så fordi den fantastiske følelse af hans smerte gjorde hende kuldret.