A deadly rain

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico kunne slet ikke drømme om, at søge tilbage til nogen som helst, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Som det nu var sagt, så var han virkelig træt af de mange skænderier, og det var også ved at være på tide at snakke om tingene? Selvom det nok næppe, var tiden for det lige nu, men hvad skulle han da kunne gøre ved det? Han vendte blikket mod hende. ”Jeg har måske ikke givet lyd fra mig igennem de sidste måneder, som du heller ikke har været at spotte på slottet i lige så lang tid.. Jeg har intet set til dig, siden vi sidst sad i et skænderi,” påpegede Enrico med en rolig og ganske kortfattet stemme. Det gjorde ham naturligvis ked af, at de ikke kunne snakke, og faktisk finde en løsning på det hele, i stedet for det her, men det var jo heller ikke ligefrem noget, som han kunne gøre det største ved lige nu. Han vendte blikket ganske sigende, og kortfattet mod hendes skikkelse i sengen. Det var en glæde, at se hende ligge der.. for han vidste da, at hun gjorde hvad kroppen tvang hende til – forsøg på hvile. Han var stolt af den mand Mattheus var ved at blive til, for det var tydeligt, at han var i gang med en større mental udvikling.. man kunne jo kun håbe på, at han kom mere til fornuft, end det som han havde gjort til nu. ”Jeg gør mig ikke rigtigt nogen forhåbninger om det, må jeg erkende. Jeg kan kun håbe på, at fornuften slår ind, inden han drager en forhastet beslutning,” sagde han endeligt.
Enrico vidste at Noelle virkelig havde ondt, og han ønskede naturligvis at lette den så hurtigt, og så meget, som det nu var ham muligt. I det store og hele, så kunne han ikke fordrage at se hende ligge der, selvom det nu ikke var noget som kom nær så meget til udtryk, som det plejede at gøre, for de var ikke et par mere, var de? De agerede i hvert fald ikke under det. Han trykkede let omkring hendes hånd, nu hvor hun heller ikke viste nogen former for ubehag ved det, hvilket skam også var en tanke, som han virkelig godt kunne lide. Han trak vejret dybt og mest for at beholde den beherskelse, som han virkelig havde kæmpet med. ”Du ved, at jeg ikke kan anbefale det..” endte han sigende, inden han slap hende, for at gå i gang med at skære i hende, for at få den anden pil ud. I takt med at han skar, vred han pilen langsomt ud, for at lægge den sammen med den anden – 4 styk så langt.. så godt. En tilbage. ”Vi er ved at være der,” sagde han roligt. Den værste til sidst.

[Noelle Jaceluck]

Noelle var ikke ligefrem typen det indledte en samtale, men lige denne gang havde hun behov for at vide hvad pokker hun skulle forlade sig til, så… point for forsøget vel? ”Jeg har haft travlt herude, Proicas’ tropper er blevet stærkere.. tydeligvis. Du plejer at skrive når jeg er ude,” påpegede hun sammenbidt. Det var noget af det som glædede hende i en dagligdag hvor død og ødelæggelse spillede en stor rolle, men ikke et eneste ord fra ham i lange måneder. Måske Enrico anså hende for at være dumdristig i og med at hun alt for sjældent lod sig slå ud, men hun havde ikke et dødsønske, og at gå derud i denne tilstand ville være det rene selvmord, det kunne selv hun se, så tiden måtte vise hvad det ville blive til. Hun åndede langsomt ud da han fjernede den næste pil som havde siddet frygtelig tæt på lungen. Måske den ikke slog hende ihjel i denne omgang, men det gjorde forbandet ondt! En lille tårer trillede ned over hendes kind, men hun bemærkede den ikke. ”Mattheus er mester i drastiske handlinger, jeg tror det er en god ting at han har Jaqia til at holde ham i ørerne, han er trods alt bare en ung knægt,” påpegede hun sigende. Grebet om hans lår løsnede hun en smule igen også selvom hun blev liggende fuldkommen stille. Enhver lille bevægelse kunne slå hende ihjel hvilket hun trods alt ikke ønskede. ”Det ved jeg udmærket, men stod det til dig så nærmede jeg mig ikke marken igen,” tilføjede hun sigende. Et sted var det rart at nogle bekymrede sig, at der om ikke andet var én person i denne verden som ville sørge ved nyheden om hendes død, hun brød sig ikke om at være alene selvom hun altid havde givet udtryk for at være det mest selvstændige. Hun så op på ham med et træt blik, og kunne ikke lade være med at glædes ved at han var kommet så hurtigt. ”Bare få det skidt ud af mig,” bad hun

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico vidste, at det altid havde ligget på hans skulder, at indlede til en samtale, selvom han nu heller ikke ville påstå, at det her, var det korrekte tidspunkt at gøre det på. Han plejede at skrive når hun var ude, men det var også fordi at ham vidste hvor han havde hende.. Det gjorde han jo heller ikke ligefrem mere, hvis man kunne sige det sådan. De var skiltes som brændende uvenner – igen, og det var jo ikke rigtigt fordi, at nogen af dem havde gjort noget for at ordne op. Han gik vel ikke rigtigt ud fra, at hun ville ham i længden? ”Skulle jeg da skrive til dig, når du ikke vil have noget med mig at gøre, Noelle? Jeg ved ikke hvor vi står efterhånden,” pointerede han. Nu valgte hun jo alligevel at give ham en direkte åbning til at bringe det på banen. Det var jo ikke ligefrem noget nyt at de skændes, men sådan som de havde gjort det til sidst, var slet ikke en tanke som han brød sig om, for de havde aldrig fået ordnet op. ”Han er ung, og han skal have lov til at løbe hornene af sig, og så langt tid Jaqia er der til at holde ham i ørene, er jeg sikker på, at det nok skal gå,” sagde han roligt. I det tilfælde og i den sammenhæng, var han jo fuldstændig undværlig, og det var uden tvivl en tanke, som gjorde rigtig ondt et sted. Han lod hendes hånd hvile mod hans lår, også fordi at han godt kunne lide, at hun faktisk rørte ved ham. Det føles virkelig fantastisk godt. Det var godt, at hun faktisk rørte bare lidt ved ham. ”Og du ved godt hvorfor..” sagde han blot. Han vidste jo godt, at det var et ønske, som nok aldrig nogensinde ville blive opfyldt af den grund, om det var noget, som man nu ville det eller ikke, så var det bare sådan, at det nu måtte være i den anden ende. Han vendte blikket mod den sidste. Det var vigtigt, at hun nu kunne ligge helt stille, for det krævede godt nok, at han var lidt fingernem. Han sukkede tungt og vendte blikket mod hende. ”Det her kræver, at du ligger fuldstændig stille..” påpegede han sigende. Han satte sig tættere på hende, kun for at låse hende mere fast ind mod sig med den ene hånd. Den skulle vrides lidt, inden han kunne skubbe den igennem, så tæt på farlige ting, som den nu var, ikke langt fra hendes ribben. Han tog fat i den med sin hånd. I såret, begyndte han at vride med den, inden han fik den i korrekt stilling, og uden at advare, tvang den direkte igennem. Det begyndte at bløde – som han havde forudset. Han rystede på hovedet. Han snittede bevidst sin finger, så den selv begyndte at bløde, med sin tand. Han stak fingeren direkte ind i udgangshullet i hendes sår og lod det hele heale indefra, selvom han vidste, at det gjorde meget ondt.

[Noelle Jaceluck]

Som sædvanlig var de skiltes som uvenner, det var blevet en hel vane for dem, desværre så tog det hårdt på deres forhold og det havde faktisk også taget lidt på hende selvom hun ikke ville erkende det. Noelle bed tænderne kraftigt sammen og slog hovedet tilbage. Det skræmte hende lidt direkte at høre ham sige det, selvom hun ligeså ikke vidste hvor pokker de faktisk stod. ”Jeg vil gerne vide af d-dig Enrico det er ikke det. Men du har ret.. jeg v-ved ikke hvor vi står,” erkendte hun med et halvt støn. Det var hårdt at snakke og samtidig holde sig stille. Måske de burde finde ud af det? Hun var træt af forvirringen også fordi det var distraherende ude på marken og det kunne meget vel gå hen og blive en farefuld færd. ”Sikkert. Men han må stadig ikke glemme at tage s-sig s-sammen,” tilføjede hun skælvende. Det gjorde pokkers ondt at han ham til at rode der, hvilket også var grunden til hun havde hånden mod hans lår, eller.. hun brugte det nok mere som en undskyldning til at berøre ham, det føltes som evigheder siden og det ville være løgn at sige at hun ikke længtes efter ham. ”Jeg er ikke d-død.. endnu,” tilføjede hun roligt. Det var et job med stor risiko, og alligevel så frygtede Noelle mere den dag hun blev tvunget på pension mere end hun frygtede døden. Hun nikkede bare og lod neglene igen borer sig ned i låret for at holde fast i noget. Den forsigtige vriden var ren tortur. Hun stønnede hæst. Hendes pupiller trak sig sammen da han endelig skubbede pilen igennem, og såret begyndte at bløde. Det hele blev bløret, nok til at det ikke rigtigt gik op for hende hvad der skete før Enrico stak fingeren ind i hullet. Et skrig brød denne gang hendes læber hun kunne ikke lade være, samtidig forsøgte hun at vride sig fri hvilket slet ikke gjorde det bedre, men det var umuligt at forhindre. Sved dækkede hurtigt hendes krop, megen til smerte skulle man lede længe efter, de forbandede elvere!

[Carmine Jordin Marlineo]

At de var uvenner, var ikke nyt for Enrico, men denne gang føles det bare langt mere anderledes end det plejede. Lige hvad det var, som gjorde det, kunne han ikke sætte en finger på, men hun plejede heller aldrig at gemme sig herude for så lang tid, selv uden at give lyd fra sig. Han havde nok ikke meget at se til for tiden, men når man selv kom i tvivl.. så ville end ikke han, begynde at sende brev og derved lade som ingenting. At hun så heller ikke ligefrem vidste det, gjorde så heller ikke sagen meget bedre for dem, kunne man jo sige. ”Du er dobbeltmoralsk, Noelle.. Du ønsker at vide af mig, men flygter, så snart der er det mindste.. Denne gang er det anderledes.. Jeg ved ikke om jeg skal betegne os som et par længere.” Det var lige ud af posen, hvilket han jo også var kendt for i forvejen, for han pakkede ikke tingene ind. Det var bare spild af tid og ressourcer, som man burde bruge andre steder. Dette var noget som gjorde ondt, og derfor vidste han, at det var vigtigt, at det hele blev gjort korrekt, og det var uden tvivl også det, som han var ude på. ”For den unge mand, er det nok meget at kræve og forvente af ham lige nu,” sagde han roligt. Den unge konge havde desværre mange personlige ting at slås med lige nu, og derfor var det jo også vigtigt, at tronen blev passet, så det var jo ikke nogen undskyldning. Noelle havde jo ret.. Manden måtte tage sig sammen, i stedet for at ligne sin far personligt så meget!
Det kunne godt være, at Noelle ej var død endnu, men det ændrede skam slet ikke på det faktum, at hun kunne have været død i dag, og den tanke kunne han slet ikke fordrage! Den måde han var nødt til at gøre tingene på, var nok langt mere smertefuld, end det som han plejede, men det sår, var han nødt til at lukke! Pilen fik han ud, mens han selv bevidst rykkede tættere på. Den blodige finger, stak han bogstavelig talt ned i hullet, og begyndte at lukke såret indefra. Hendes smertende skrig, fik det nærmest til at vende sig i hans mave, for han hadede at høre hende på den måde, også fordi at det skete så sjældent i det hele taget! ”Jeg er nødt til det,” svarede han toneløst, inden han roligt trak fingeren ud.. Blodet fyldte såret, og fik det langsomt til at heale, og til sidst lukke.. Og smerten ville langsomt ophøre.

[Noelle Jaceluck]

Noelle huskede ikke hvad der havde bragt dem til dette punkt, men hovedsagen var at hun i måneder havde gemt sig herude hvor hun følte sig tilpas, hvor hun havde kontrol. Hun havde altid haft svært ved at binde sig, man kunne jo se hvor mange år det havde taget dem at komme så tæt på hinanden i udgangspunktet. Selvom hun havde tænkt tanken, så gjorde hans ord pludselig mere ondt end pilene. Hun udnyttede smerten til at bide tænderne sammen så hun kunne tænke sig om et øjeblik. ”Det g-gør jeg heller ikke. Ønsker du det?” spurgte hun direkte. Det var vel et godt udgangspunkt, hvis ikke det var tilfældet, var der næppe meget at gøre. Hun prustede tungt og kneb øjnene fast sammen i et forsøg på at tøjle smerten, hun havde gjort det før og hun kunne gøre det igen. ”D-det kommer,” fastholdt hun træt. Hun var for udmattet og træt til at diskutere Mattheus med ham lige nu, den knægt havde frustreret hende siden han havde narret hende til at piske Enrico og næsten havde slået hende ihjel for flere år siden, hun havde ikke stolet på kongen siden, selvom det var ord som forblev usagte. Hver dag var en kamp for overlevelse, hver dag risikerede hun at lade livet, men det gjorde hende nu intet som sådan, hun var vant til at leve med tanken. Fingeren i det åbne sår, fik et halvkvalt skrig til at bryde hendes læber, det gjorde virkelig ondt! Hun prustede tungt selv efter han fjernede den, selvom smerten ret hurtigt begyndte at foretage sig i takt med at såret også helede. ”For helvede,” vrissede hun hæst og var lidt lettet over at hun igen kunne trække vejret nu hvor smerten havde lettet sig en hel del. Hun huskede at hun engang havde indtaget hans blod, hvilket havde bundet dem sammen selv når de var adskilt, dette var ikke ligesådan – desværre, lige nu ville hun gerne vide hvad han følte og endnu mere hvad han tænkte. Hun slog hovedet tilbage og sukkede stille. Det var allerede begyndt at blive meget bedre!

[Carmine Jordin Marlineo]

At Noelle flygtede, og hans manglende forståelse for følelser, gjorde det ikke bedre. Selvom han naturligvis havde et forspring i forhold til så mange andre af sin slags, så var det ikke altid noget, som gavnede ham i det store løb.. Ikke når hun ikke lod det komme til hans fordel. Han vendte blikket roligt mod hendes skikkelse, og alligevel med en tydelig alvorlig og fast mine. Det var en vigtig og personlig ting, som de nu var kommet ind på, og det glædede ham jo faktisk, at hun ikke bare lukkede af, som hun plejede at gøre, og det var faktisk rart, selv for ham. Han vendte blikket mod hende. Om han ønskede det? ”Du er min mage, Noelle.. Uanset hvad det bliver, så vil jeg ikke kunne give slip.. Jeg har ikke lyst til det, og jeg kan heller ikke,” svarede han ærligt. At heale hende på denne måde, vidste han udmærket godt, var en ekstremt smertefuld, men den var effektiv, og han ønskede jo heller ikke at miste hende til en blødning eller noget lignende, da det var en tanke, som han slet ikke kunne have med at gøre i det hele taget! Han sukkede dæmpet. De havde delt blod før, men det var som om at Noelle bare ikke kunne se meningen eller holdningen i det, hvilket uden tvivl frustrerede ham en hel del, for han ønskede jo at være sammen med hende, men hun gjorde det for pokker da heller ikke nemt for ham! ”Jeg ved det gør ondt, men det vil meget snart gå over igen,” sagde han sandfærdigt, da han igen vendte blikket i retningen af hende. Han kunne ikke lide, at hun var herude i forvejen, og det var jo noget, som hun selv valgte at se bort fra.. hver eneste gang. Kort lod han hånden stryge hendes kind. ”Jeg kan anbefale hvile… Og jeg vil på det kraftigste anbefale dig, at gøre som jeg anbefaler dig,” sagde han med en mere bestemt mine. Mattheus ønskede han ikke at diskutere, da den knægt ikke tog meget af hans tid i forvejen, og mere eller mindre, lod ham gå arbejdsløs. Tanken frygtede han.. Han frygtede for den dag, hvor han intet ville have at lave.