A deadly rain

[Noelle Jaceluck]

”Josahf! Jeg sagde bagom din tumpe!” råbte hun højt, og bukkede sig for et sværd der kløvede luften og huggede direkte mod hende. Hurtigt fik hun grebet sit eget. Hvad der skete i Procias var umuligt at sige, men der var kommet soldater at bekæmpe på trods af at Noelle havde forventet at krigen var blevet erklæret slut for lang tid siden, desværre var det ikke tilfældet. Hun stak sværdet i siden på manden som var kommet imod hende og han faldt blødende til jorden. Noelle trådte bogstavelig talt over ham og strøg lokkerne væk fra ansigtet. Slagmarken lignede noget den ikke havde lignet længe.. døde så langt øjet rakte, høje råb og lyden af klingende våben. Hun sukkede. Et pludselig stik af brystet og en pågående kvalme fik hende til at gå i knæ. Hun følte sig selv.. der var ingen våben og kun blod der ikke var hendes eget. ”Kaptajn?”[/color] hørte hun en fjern stemme råbe, også selvom hun følte sig direkte ude af stand til at tale. Det føltes som trak hele hendes mave sig sammen også selvom det kun varede et kort øjeblik inden hun igen kom til sig selv, med et halvkvalt støn. Hun rystede på hovedet og så op. I samme øjeblik skød et helt hav af pile ned over dem som regn. Nogle mænd faldt omkring hende, ikke alle kun dvasianere. De første afværgede hun ved at brænde dem og ved at skjule sig bag sit skjold, dog blev det sparket ud af hånden på hende af en eller anden som løb forbi i flugt fra pileregnen. Derefter måtte hun prioritere. Begge arme gled over hendes hoved og hun krympede sig sammen for at de ikke skulle sætte sig i hjertet. De skarpe spidser borede sig ind i hendes krop, nogle i armene, nogle i siden og langs benene. Selvom hun virkelig forsøgte at lade være, så brød skriget hendes læber til sidst. Det sortnede for hendes blik men hun kunne mærke stærke arme tage omkring hende og slæbe hende med sig. Nogle råbte noget med at hente Enrico, og herefter faldt hun fuldstændigt hen til hun vågnede tilbage i lejren i sit telt uden at vide hvor lang tid der egentlig var gået. Hun gispede efter vejret, og forsøgte at sætte sig op, men nogle stærke arme holdt hende nede for at forhindre hende i at skubbe pilene længere ind.

[Carmine Jordin Marlineo]

Selvom det var ved at være lange tider siden Enrico sidst havde set til Noelle, så holdt han øje på afstand. Selv han vidste, at der var kræfter som nu rørte på sig i Procias, og det bekymrede ham at se hvilken drejning det hele havde taget i det store forløb. Han gik hvileløst rundt på slottet, også selvom han fint kunne passe sit job. Det var jo ikke ligefrem nogen nyhed at ham og Noelle slet ikke var på talefod, og det var nu bare sådan at det var. Han kunne intet stille op med det, og så var det jo bare sådan at det måtte være. Beskeden om at Noelle var kommet til skade, var nået hans ører, og han havde slet ikke tøvet med at skulle tage af sted. Pileregn havde han hørt om tidligere, og det var jo ikke ligefrem første gang, at han var på stedet for at yde behandling til de dvasianske soldater. Nogen naturligvis højere prioriteret end andre.
Lejren slå ganske fredelig ud for denne nat, da han endelig dukkede op på hesteryg. Det var det som var nemmest for ham, selvom han var en vampyr, så var han vant til det tydelige og klare liv i luksus, som slottet ydede ham. Efter Noelle havde pisket og tortureret ham nede i kælderen, så var det faktisk ikke særlig meget, som han havde set til hende, og skulle han være helt ærlig, så brød han sig slet ikke om den tanke, for han savnede hende på en underlig måde, og han kunne ikke rigtigt beskrive helt præcist hvordan det føles, men.. det føles underligt og.. menneskeligt. Langt om længe nåede han lejren og førte hesten ind. Vagter og soldater lod ham uden tøven komme forbi, for de kendte ham jo. Han kom til Noelles telt, som i sig selv, var godt beskyttet af vagter. Han hoppede af med sin taske med eliksirer og andet, som kunne bruges. Han havde stort set taget det hele med. Teltdøren skubbede han let til side, inden han vendte blikket mod hende. Hun kunne jo kun sige sig, at hun havde været heldig.. For det havde hun virkelig. ”Glimrende. Du er vågen.. Forlad os,” endte han kortfattet til dem, som forsøgte at holde hende nede. ”Bliv liggende, Noelle.. De pile sidder uheldigt,” pointerede han kortfattet.

[Noelle Jaceluck]

Noelle blinkede et part gange. Smerten var gennemborende, men hun bed tænderne hårdt sammen og forsøgte at fortrænge den en smule. Blikket faldt på Enrico der tilsyneladende var kommet som kaldet. Hvor mange pile der var, kunne hun ikke umiddelbart se, men hun var blevet lagt på siden og hun kunne føle dem borer sig gennem læderet både i ryggen, siden og langs arme og ben. Hun stønnede hæst. ”Enrico..” hilste hun en smule sammenbidt. De havde ikke set hinanden i måneder, og sidste gang havde deres veje skiltes med lidt af et skænderi, hun var slet ikke sikker på hvor vidt de var et par eller ej mere og ja når sulten havde presset sig på, så havde hun jo uanset været nødt til at gøre noget ved det. ”Hvor slemt er det?” spurgte hun og forvrængede ansigtet i smerte, for det var på ingen måde behageligt. Det var utroligt at man skulle komme til skade for at se ham efterhånden, men det var ikke noget hun ville tage op nu. Vagterne forlod teltet som de fik besked på og efterlod dem alene sammen. Noelle håbede inderligt at kampen bare gik sin gang derude men de forbandede procianere var kommet godt igen efter utrolig lang tids nedgang, det måtte hun give dem. ”Forbandede elvere,” vrissede hun for sig selv. Det var ingen hemmelighed at det nok var de væsner hun hadede mest, primært fordi de aldrig var til at se, de var ikke en i fronten men gemte sig og sendte i ny og næ pile rundt forbi, og halvdelen af tiden overså hun dem, det var en af de få ting som Evan aldrig havde været i stand til at lære hende. Hun så op på ham og rørte ikke så meget som en muskel, udelukkende fordi hun vidste hvor ondt det ville komme til at gøre hvis hun så meget som prøvede. ”Jeg håber ikke at dette forstyrre din aften for meget,” endte hun dæmpet. Det var egentlig ikke fordi det betød noget for hende, hun vidste at han skulle komme når der blev kaldet, men det var mere hendes måde at vise omsorg overfor ham og faktisk fortælle at hun havde savnet ham også selvom det lå godt gemt bag ordene, heldigvis havde han altid været i stand til at læse hende som en åben bog, noget som hun til tider fandt direkte irriterende.

[Carmine Jordin Marlineo]

Det var ikke nogen hemmelighed at Noelle gemte sig i marken, og Enrico vidste det. Lige umiddelbart, betegnede han dem ikke ligefrem som et par længere. De havde ikke set hinanden i måneder, og hun virkede heller ikke ligefrem til at ville vide af ham. Noelle var den kvinde, som han elskede mere end noget andet, og det var han heller ikke bange for at erkende.. Han frygtede dog mere for hvad hun inderst inde faktisk måtte føle, og det var noget som han gik med som sin egen byrde indvendig. Vagterne forlod dem, hvilket var noget som passede hende fint, for det var tydeligt for ham nu, at hun faktisk blev liggende i sengen istedet for. Det var det bedste. Uden tvivl. Han satte tasken tæt ved sengen, inden han igen vendte blikket mod hende. "Det ved jeg endnu ikke," påpegede han sigende. Han kunne jo tælle sig til en håndfuld eller to med pile, som sad i hendes krop, og han erkendte gerne, at det ikke var en tanke, som han fandt behagelig på nogen som helst måde overhovedet. Det gjorde ondt på ham, at hun havde det sådan! Han vendte sig mod hende endnu en gang og med den samme kortfattede mine. Han betragtede sig af pilene som sad i hendes ben, selvom det var uden så meget som at fortrække en mine. Han følte det hele i det indre, men for sin egen skyld, så lod han det ikke komme ud, for det var er, at han vidste, at det for alvor ville gå galt, og sikkert også mere, end hvad det var i forvejen. Han sukkede indædt. ”Elverne har heller ikke ligefrem været din kop the,” sagde han endeligt, inden han åbnede tasken og begyndte at rode rundt i den. Han vidste, at dette var noget, som uden tvivl ville komme til at gøre ondt.. Rigtig ondt. Han sukkede indædt, inden han fiskede den første flaske op af tasken, som han rakte til hende. ”Jeg går lidt rundt i min egen verden nu om dage, Noelle.. Tvært imod..Det er godt at se dig igen. Nu.. drik den.. Den får dig til at slappe af,” sagde han roligt. Han kendte hende godt nok til at vide, at hun pakkede tingene ind, så man stort set ikke kunne se hvor hun ville hen.. Og derfor fik hun den bare direkte fra ham.

[Noelle Jaceluck]

Selvom mange forbandt slagmarken med død og ødelæggelse, så var det gennem årene blevet Noelles lille fristed. Det var her hun kunne være i fuld kontrol, hun kunne tænke og få udløb for sit ret så store temperament frem for at brænde hovedet af alle der kom tæt på hende. Hun elskede Enrico, men de havde aldrig ligefrem været gode til at være sammen, og det var noget som aldrig havde ændret sig, end ikke efter havde fundet sammen.. hvis de overhovedet var det endnu. Hun havde hverken hørt fra ham eller set til ham i måneder, ikke at hun havde gjort synderligt meget for kontakten efter deres tidligere skænderi. Hun stønnede hæst og forsøgte at ligge fuldstændig stille, det andet vidste hun ville blive en smertefuld affære, desuden ønskede hun ikke at risikerer at pilespidsene skulle knække inde i hende, så ville det først blive farligt. ”De har aldrig og bliver aldrig min kop the. Forbandede være dem” vrissede hun og lukkede øjnene i et forsøg på at samle sig lidt. Han skulle ikke have lov til at se hende i et svagt øjeblik, hvad pokker ville han ikke tænke? Hun tog imod flasken han gav hende med lettere skælvende hånd, men tvang det ned i svælget hvorefter hun slugte det.. ikke at det smagte særlig godt. Hun forvrængede ansigtet i en mindre grimasse, inden hun igen lod hovedet falde slapt ned på puden. Måske Noelle ikke var god til at sige tingene som de var, men det var Enrico derimod.. for et øjeblik stod hun imod fristelsen til at smile ved hans ord, også selvom det uanset havde været kortvarigt, for hun havde faktisk en kende dårlig samvittighed pludselig. De havde jo ikke set hinanden i måneder, og når sulten blev for stor, ja så kunne hun ikke ignorere det på et sted som dette, og hun havde ikke rigtigt vidst hvordan hun skulle tage deres relation. Som han havde sagt så blev hendes krop hurtigt dvask og træt. ”Det er også godt at se dig.. men jeg ved at de river og slider i dig på slottet, du havde ikke behøvet at komme den lange vej,” mumlede hun mere sløv, hvilket afslørede at eliksiren om ikke andet havde gjort sit job og gjort hende langt mere døsig end hun havde været for bare et øjeblik siden.

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico vidste ikke hvad de var efterhånden, og det var noget som et sted forvirrede ham, selvom han ikke lod nogen se det, for det var slet ikke noget, som han kunne bruge til noget som helst. Han vendte blikket direkte mod Noelle, som hun lå der på sengen. Hun havde det ikke godt, og de pile sad bestemt heller ikke helt heldigt, og derfor, var det vigtigt at de kom ud. Elvere havde aldrig været hendes kop the, og det vidste han udmærket godt. Hans blik gled mod hendes skikkelse og med den samme iskolde mine. At give udtryk for sine følelser, var han bestemt ikke særlig god til, go det havde han aldrig nogensinde været. ”Hvis jeg fik en guldmønt for hver gang du gav udtryk for dit had til elverne igennem tiden, så havde jeg slet ikke haft brug for det job på slottet,” påpegede han tonløst, inden han lod hende bælde den drik som han havde med til hende. Han kunne jo se allerede nu, at hun ikke havde det særlig godt, og det var ikke fordi at han ikke kendte hende, for det gjorde han så sandelig, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Som hun fortsatte med at snakke, var det tydeligt, at drikken allerede havde fået sin virkning, og det var noget som selvfølgelig passede ham selv ganske fint, for jo hurtigere, de kunne få det her overstået, jo hurtigere kunne han tage derfra igen. Han pakkede ikke tingene ind. Nej, han sagde dem som de var, og det var noget som hun efterhånden burde være vant til. Han rystede på hovedet. Skulle han være helt ærlig, så frygtede han, at han inden længe, ville gå arbejdsløs rundt, for han blev virkelig ikke brugt til noget længere. ”Skal jeg være helt ærlig, så går jeg i min egen verden og laver stort set ingenting. Jeg bliver slet ikke brugt af kongen af landet,” begyndte han roligt. Det var ikke fordi at det havde gjort ham noget, at der faktisk var kommet noget, som han kunne tage sig af. Han tog den ene pil i blik, som han endte med at udpege som den første, han ville tage sig af. Hun skulle virkelig være glad for at være i live, for hun havde været heldig. ”Jeg frygter at jeg inden længe kommer til at stå uden job, Noelle.. Men nu får vi se.. Nu skal du ligge helt stille..” Han tog fat om en af de pile, som sad lidt udenfor farezonen, men var i vejen for at hun kunne ligge godt og optimalt. Han pressede den direkte igennem i en hurtig bevægelse og fjernede den fra hendes krop.

[Noelle Jaceluck]

Noelle prustede tungt og forsøgte at bide smerten i sig. De forbandede elvere burde udryddes! Det var ikke første gang det var sket, men selv hun vidste hvornår pilene sad dumt, desuden så var det ikke kun en men flere. Hun så op på ham og forsøgte ikke at udvise den smerte hun følte, han skulle ikke se hende som svag. ”Hvad kan jeg s-sige? De fortjener det,” svarede hun i en sammenbidt smørre. Hun var glad for at han var kommet selvom hun ikke anede om de overhovedet var sammen eller ej. Hun savnede ham dog. Koldsveden havde meldt sig, dækket hendes hud af en tyndt lag sved som fik hende til at glinse i det svage lys fra faklerne. Det var ikke de mest heldige omstændigheder at ses under. Drikken hjalp lidt på det hele, den tog i hvert fald toppen af smerterne og gjorde hende både døsig og svimmel. ”jeg hader det stads,” mumlede hun og tabte flasken på gulvet, pludselig var hun virkelig afkræftet. Hun trak vejret i små stød og forsøgte at få luften helt ned i lungerne men der skar hver gang hun bevægede sig bare det mindste.”D-det er da kun en g-god ting Enrcio. Det betyder at den lille mide, langt om længe er begyndt at få styr på det,” påpegede hun sigende. Hendes forhold til Mattheus var lidt ambivalent, han var en møgunge på alle punkter, men på den anden side havde hun jo mere eller mindre opdraget ham sammen med Enrico, hun havde været med til at forme ham. Hun lukkede øjnene. ”Nonsens. Han kan ikke undvære dig,” sagde hun lettere beslutsomt og forsøgte at ligge fuldkommen stille. Næven lukkede hun om puden under hende, for hun vidste hvad der ville komme. Hver muskel spændte i hendes krop da han skubbede den første pil igennem, hun forsøgte af alt magt ikke at komme til at skrige. ”For satan!” udbrød hun og slappede af idet pilen var ude. Hun stønnede hæst. ”Hvor mange er der endnu?” spurgte hun og frygtede svaret lidt. Nu vidste hun i hvert fald hvem hun skulle slagte i første omgang!

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico tog det nu ganske roligt. Selvom mange af pilene sad meget uheldigt, så var han ikke i tvivl om at Noelle, var typen, som nok skulle komme igennem det. Det andet var uanset ikke noget, som han var villig til at acceptere. Elverne havde altid været et af de meget få væsner som kunne få ram på Noelle, så det at hun havde det forhold til dem, forundrede ham nu heller ikke. Han vendte blikket mod hende. ”Fordi det er et væsen, som du har svært ved at slå?” spurgte han. De kunne angribe på afstand.. Det var nok lidt sværere for en som hende på slagmarken, selvom han vidste, at hun var en af de bedste soldater som de havde derude, så naturligvis var det også noget, som gjorde sit for hans vedkommende. Han lod hende sluge den eliksir, som ville gøre hende træt og døsig, samt tage det meste af smerten, så han kunne komme i gang med arbejdet. Det ville uanset gøre ondt, for hun var ramt af mange.. skræmmende mange i forhold til hvad han egentlig havde set komme ,og det var uden tvivl også noget af det, som gjorde sit for hans vedkommende. Han nikkede blot. ”Han vokser på opgaven, kan man vel sige. Han skal nok blive en god konge, når erfaringen og tankegangen vil komme til ham,” sagde han roligt. Et sted, så kunne han ikke rigtigt undgå, at se på knægten som sin egen søn, da han havde været med til at stå for mesteparten af hans opvækst, sammen med Noelle. Hvor han for øvrigt stod med hende, vidste han faktisk ikke helt med sikkerhed, og det var uden tvivl en tanke, som gjorde ham lidt.. forvirret. Han tog fat om den ene pil, og skubbede den direkte igennem, for han derefter fjernede den og lagde den ved siden af sig. At hun bandede tog han sig så slet ikke af. ”Jeg går dagene igennem, uden synligt arbejde at tage mig til, Noelle.. Det er kun et spørgsmål om tid, inden jeg står uden en stilling,” sagde han sigende. Mattheus var ikke meget for at bruge ham, måske fordi at han satte tronen først.. Men det var jo det vigtigste. ”Pile nok, kan vi nok blive enige om.. Du må hellere lægge dig og slappe af.. Det kommer til at tage dig,” sagde han sigende. Han tog fat i den næste, mærkede efter, inden han med vampyrens hurtighed også skubbede den igennem, og dermed fjernede den fra hendes side. Endnu en af de ufarlige hun var ramt af.

[Noelle Jaceluck]

Havde det været livsturende så ville Enrico ikke have været så urolig, dermed stolede Noelle på at han kunne gøre noget ved det og faktisk hjælpe hende igennem det. Hun sendte ham et advarende blik, mest fordi hun hadede at han havde ret, elverne var svære at komme til og dermed svære at slå. ”Ja du har desværre ret, det er aldrig til at vide hvor tæt på de er,” mumlede hun sammenbidt. Det gjorde ondt at trække vejret, så hun gjorde det med yderste påpasselig hvilket nærmest kun gjorde hende mere svimmel. Hun lagde hovedet i puden og lå så stille som det var hende overhovedet muligt, havde det ikke været for smerten så var hun faldet i søvn med det samme hvilket nok skyldtes eliksiren. ”Havde han ikke vokset med opgaven, så ville jeg anse alle de år som spild af tid. Han er muligvis ikke den skarpeste ske i skuffen men han lære,” medgav hun så roligt som det nu var hende muligt. Hun rettede det anstrengte blik mod hans skikkelse.. selvom hun aldrig ville erkende det så havde hun virkelig savnet ham, og af en eller anden grund blev hun ramt af en dårlig samvittighed, mest over at have været sammen med andre, men det var trods alt en nødvendighed. ”Før eller siden får knægten brug for kyndigt råd, så ville det være dumdristigt at afsætte dig,” påpegede hun bare. Det var meget lidt de havde snakket på det sidste, faktisk var det meget lidt hun overhovedet havde været på slottet og det lod trods alt til at hun var gået glip af en del. Noelle sukkede opgivende, det lod til at der stadig var en del pile at tage sig af. Hun bed sig hårdt i læben og brød ud i et mindre skrig ved den næste pil eftersom hun ikke havde været ligeså forberedt som ved den første. ”Er der nogle jeg bør være urolig for?” spurgte hun videre. Hellere få sandhederne på bordet med det samme i hendes øjne, frem for at det først ville gå op for hende når det hele gik galt og hun ville begynde at bløde eller ville være ude af stand til at bevæge en arm eller noget.

[Carmine Jordin Marlineo]

Foreløbig var Enrico ganske rolig, selvom han vidste, at med så mange pile, at det meget hurtigt kunne vende for hende. Han kunne desuden godt lugte, at hun havde været omkring andre. Selvom meget af det var skjult af stanken af blod, og sved fra rustninger og læderbeklædninger, så var det alligevel til at skille ud, og specielt fordi, at han kendte hende og havde været tæt på hende så mange gange. Han måtte bide sig i det.. Det var vel bare en ting mere, som indikerede for ham, at hun ikke ville have ham? ”De er vel gode til at gemme sig?” Han kunne forestille sig, at selv på en åben slagmark, at de fandt steder hvor de kunne gemme sig. Ikke at det var noget som rørte ham som sådan, men han frygtede virkelig for den dag, han ville få nyheden om hendes bortgang.. For han vidste at det var herude det ville ske. Mattheus voksede uden tvivl med opgaven, og det var noget som selvfølgelig lettede ham at se. ”Det spørges jo. Hvad jeg kan rådføre ham om, er også noget som hans moder er i stand til at gøre. Jeg er overflødig i overblikket.. Jeg har takket ja til den samme opgave, som Leonardo skænkede mig i live,” forklarede han roligt. Bare for at have noget at lave, så var man jo nødt til at gøre et eller andet. Knægten lærte, og han var bange for, at det var en erfaring, som ville komme til ham hurtigt. Han vendte blikket mod hende. Kyndige råd? Ja, dem kunne han jo igen få ved sin kære moder, som for øvrigt, ville kunne lægge en lidt anden forståelse til, end det som han selv var i stand til. Han vendte blikket mod hende igen. Selvom hans blik ikke udstrålede nogen uro, så følte han den jo alligevel i det indre.. Der var rigtig, rigtig mange ting, som han var nødt til at være bare lidt opmærksom på, når alt endelig skulle komme til alt. ”Du har 2-3 stykker som sidder temmelig uheldigt tæt ved lunger og hjerte.. Disse fjerner jeg som de sidste.. Det kræver at du ligger fuldstændig stille.. Og det gør du bedst fuldstændig afkræftet. Jeg skal nok sørge for noget styrkende efterfølgende,” afsluttede han. Han tjekkede den næste pil efter, inden han selv valgte at finde kniven frem. Han begyndte at skære ved indgangshullet, så han kunne trække den ud. Den sad uheldigt ved ribbenene.

[Noelle Jaceluck]

Det intime var nødvendigt for hendes overlevelse, og hende og Enrico havde ikke set hinanden siden deres sidste skænderi, hun havde så vidt muligt forsøgt at undgå det, for officielt havde ingen af dem gjort det slut, men sulten havde været så stærk og herude kunne hun ikke ignorere det, for det ville kun slå hende ihjel. Hun nikkede. ”Man har aldrig en idé o hvor de er, hvor langt eller hvordan de er fordelt, desværre, i aften var jeg bare uheldig,” erkendte hun og forsøgte at kontrollere sin vejrtrækning selvom det ikke var nemt. Det var næsten mere ubehageligt at føle sig så afkræftet og svimmel af eliksiren men hun havde intet andet valg. Noelle sank en klump. ”J-jeg hørte godt at du listede omkring på bordellet, men om ikke andet har Dvasias da så et horehus som er sikkert, det er heller ikke ringe,” sagde hun træt. Hun havde jo selv været afhængig af det, men hun havde været tvunget til at tage det gode, gamle horehus for det var før bordellets tid og det havde været med livet som indsats hver gang.
At nogle af pilene sad uheldigt og hurtigt kunne gøre skade hvis hun bevægede sig, forundrede hende ikke. Jo hun blev bange hver gang hun modtog sådan en nyhed, men hun levede hver dag med risikoen for at afgå ved døden, til nu var det bare ikke sket. ”Det er fint, jeg regner ikke med at vende tilbage til marken i aften, det ville være det rene selvmord. Gør hvad du må gøre, jeg skal forsøge at ligge stille,” lovede hun selvom det var en smule irriterende. Hun bed tænderne fast sammen da han fandt kniven frme og i det øjeblik han begyndte at skære, greb hun ud efter hans lår som det nærmeste og knugede om det med alt kræft. Enhver muskel i halsen var spændt og der var lange sekunder hvor hun glemte at trække vejret, kun for at pruste tungt da han fjernede kniven igen.

[Carmine Jordin Marlineo]

Ingen havde gjort det slut, så et sted, så betegnede Enrico sig dem stadig, som havde de været et par.. Han ønskede ikke at gøre det slut, selvom han efterhånden bare havde forsøgt at acceptere, at hun hellere ønskede sig herude, og være væk fra ham, end hun ønskede at tilbringe tiden sammen med ham på denne her måde, så det var ikke noget som sagde så lidt igen i den anden ende. Som det nu var sagt, så gjorde det faktisk ondt på ham, selvom han virkelig forsøgte at bide det godt og grundigt i sig! ”Det forekommer jo trods alt. Så er det jo fint, at de giver mig besked.. Som jeg truet dem til,” sagde han med en ganske sigende mine. Han vendte blikket mod hendes krop.. Præget af ar, og lige nu også pile, som havde hun været en nålepude.. Han vidste, at han ville miste hende herude på et tidspunkt, og det var slet ikke en tanke som han kunne lide! Tvært imod! At hun havde hørt om ham omkring bordellet, forundrede ham ikke.. Det lignede ham jo heller ikke ligefrem at bevæge sig omkring de steder der. ”Ren og skær arbejde.. Det er noget for mig at lave, og jeg hader virkelig ikke at have noget at lave.” Et sted, så var det med frustration i undertonen, for han hadede virkelig at rende løst rundt og intet have at lave!
Nogen af pilene sad virkelig, virkelig uheldige og Enrico var faktisk bange for, hvad det kunne gøre, og derfor var det virkelig vigtigt, at hun lå fuldstændig stille! Det ville blive det rene selvmord at søge derud igen i aften, så det faktum, at hun var fornuftig nok til at vente, var noget som faktisk passede ham selv særdeles fint, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt igen i den anden ende. Han vendte blikket mod hende. ”Nok ikke det jeg siger ofte, men det lyder faktisk fornuftigt. Jeg vil nødigt have besked om din bortgang på et sted som det her,” sagde han ærligt. Han var ikke den som passede tingene ind, og det havde han heller aldrig gjort. Han færdiggjorde arbejdet med kniven, også selvom han kunne mærke, at hun havde fat i hans lår.. Det var en intens berøring som han ikke var vant til.. ikke siden hun havde valgt at gemme sig herude. Den ene hånd gled kort over hendes, inden han tog fat om kniven og langsomt fik den vredet ud af indgangshullet, og roligt lagde den roligt ved siden af sig ved de andre.

[Noelle Jaceluck]

Noelle vidste… intet om forhold. Tanken om at være bundet af en enkelt mand havde altid skræmt hende, selvom hun aldrig havde fortalt Enrico det. Hun ønskede ikke at miste ham, men forvirringen havde til tider været stor, og når sulten så meldte sig, havde hun intet andet valg, men nu ramte den dårlige samvittighed hende. Hun rynkede på panden, ikke at det forundrede hende at han havde truet dem til at hente ham med det samme. ”Nej de kunne heller ikke sende besked efter dig hurtigere,” medgav hun en kende opgivende. Ingen turde komme på tværs af ham men endnu mindre på tværs af hende. ”Jeg ved godt at du ikke hore rundt med de tøser Enrico, hvis det giver dig lidt at lave så er det fint,” svarede hun næsten som var hun berrettiget til at gøre sig tanker. Hun sukkede stille. ”Det er uanset op til dig,” tilføjede hun hastigt, det skulle ikke lyde som forsøgte hun at kontrollere ham, selvom hun virkelig gerne ville, han havde ingen idé om hvor meget hun faktisk gik og savnede ham,.
Idet han begyndte at skære greb hun fast omkring omkring hans lår og strammede til uden egentlig at tænke over det. Først da pilen var væk slappede hun af også selvom hun ikke fjernede hånden. Underlaget under hende blev malet i hendes blod efter kniven, det var ikke nok til at være farligt, men nok til at hun kunne mærke det og at det kunne se forkert ud. ”Jeg kan måske være stædig, men jeg er ikke ude på at slå mig selv ihjel Enrico. Kan jeg være på benene i morgen?” spurgte hun direkte. Normalt lyttede hun ikke lige frem til hans råd, men lige denne gang kunne hun mærke at hendes fysik var påvirket og hvis dette skete igen i morgen ville hun vide at hun kunne slippe fra det med livet i behold frem for det andet.

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico var efterhånden ved at være en ensom mand, selvom det ikke var noget som han gik ud og reklamerede med. Et sted, så var de små ting som han havde i sit liv, det som holdt ham oppe, og selvom Noelle måske ikke ville vedkendes ham lige for tiden, så var det uden tvivl noget som gjorde sit for hans vedkommende. Han var ikke den, som man ønskede eller turde sætte sig op imod, selvom han var forholdsvis rolig normalt, men gik man ham på tværs, så var sagen uden tvivl en hel anden! ”Næppe.. Og det passer mig ganske udmærket,” sagde han roligt. I det store og hele, så var bordellet og det arbejde, som han havde der, det eneste, som han havde at tage sig af. Det var ikke det samme, som det havde været, da det kun foregik hver fjortende dag, så det var jo stadig kun to dage om måneden han faktisk havde noget decideret at lave.. Det var egentlig en trist tilværelse, men ikke noget, som han direkte kunne gøre noget ved som sådan lige nu. ”Det er det jeg har at give mig til.. Mattheus afholder mig fra at blande mig i noget som helst af hvad der foregår om tronen nu om dage.. Så jeg nyder det. Jeg kan ikke bare sidde og lave ingenting,” sagde han ærligt. Det var op til ham måske, men når hun heller ikke ønskede at tilbringe bare lidt tid med ham, hvad skulle han så lave?
Pilene brød han sig ikke om, også fordi at han jo kunne se, at hun havde ondt.. Meget ondt. At hun så klemte omkring hans lår, sagde han ikke noget til, for han kunne faktisk godt lide det faktum, at hun.. rørte ved ham. Han vendte blikket roligt mod hendes skikkelse og med et let smil på læben, for han kunne jo lide det. Han strøg hendes hånd kort, inden han fjernede pilen med sin ene hånd og lagde den væk. ”Med noget styrkende, vil jeg sige, at du kan være nogenlunde klar.. Men jeg vil ikke anbefale det. Du har brug for naturlig hvile,” sagde han med en alligevel alvorlig stemme. Han kendte hende jo godt nok til at vide, at hun ej ville lytte til ham uanset, men han kunne vel alligevel prøve? Han vendte sig mod en af de værre pile. ”Nu skal du ligge helt stille,” sagde han alvorligt. Den sad ved ribbenene.. Temmelig tæt ved lungen. Han fandt endnu en gang kniven frem og begyndte at skære.. yderst forsigtigt.

[Noelle Jaceluck]

Nu om dage kunne Noelle ikke engang huske hvad der havde startet skænderiet, der var så mange små ting. Hun ønskede ikke at miste ham, men efterhånden vidste hun end ikke om det var for sent. Han plejede at skrive breve til hende ude i marken, det var evigheder siden hun sidst havde modtaget det mindste. Før eller siden måtte de snakke om det, men lige nu var måske bare ikke det rette tidspunkt. ”Ja det er jeg ikke i tvivl om, jeg forstår dog næppe hvorfor. Jeg har ikke hørt fra dig i måneder, jeg begyndte næsten at frygte at jeg var glemt,” påpegede hun sigende. Ordene var ret sårbarer men hun udviste ingen svaghed i blikket, dels på grund af den voldsomme smerte pilene havde forsaget. Enrico havde i mange år ydet arbejd for bordellet, hvilket Noelle udmærket var klar over, og af en eller anden grund havde hun aldrig været bange for at han lod sig friste af dets godter. ”I så fald håber jeg snart at knægten kommer til fornuft, det er ærgerligt at have en mand som dig rendende arbejdsløs, end ikke Jaqia er i stand til at gøre sig de samme tanker,” fastholdt hun i en lang sammenbidt smørre, mest fordi det var anstrengende overhovedet at snakke.
Det stille strøg over hendes hånd fik hende til at falde en smule til ro også selvom hun ikke løsnedes grebet særlig meget om ham, det var bedre og nemmere at holde fast i når han skar i hende. ”Selvfølgelig har jeg det, men kan jeg gå og stå på benene, så er jeg nødt til at deltage igen i morgen,” svarede hun træt. Hun lukkede øjnene, normalt var hun ikke sart, men at se ham sidde og skære i hende, det havde hun alligevel ikke mave til. Idet han gik i gang igen måtte hun virkelig tage sig i skindet og modstå fristelsen til at vride sig af smerte, det gjorde virkelig ulideligt ondt! Hendes pande var blevet en smule svedig af ren og skær anstrengelse, hun ville ikke skrige, for hendes soldater ville blot fryde sig ved tanken. ”Det her.. er tortur,” gispede hun og satte neglene i hans kød, for pokker hvor gjorde det ondt!