A new strategy

[Faith Jaceluck Marvalo]

Faith havde svært ved at forstå hvordan Kimeya havde kunnet få sig selv til at gøre de ting han havde gjort, særligt når han stod der med den påstand at han elskede hende, for det kunne han umuligt med de handlinger. Sidste uge havde det været så tæt på, at hun havde følt livet forlade hendes krop, hvilket var højest ubehageligt. ”Jeg h-har styrken, d-det er ikke d-det, men at d-d’ for din h-hånd er ligeså skamfuldt s-som at dø for Jaqias, fordi d-det jeg f-føler for dig, ha-har gjort m-mig naiv alle dage, jeg ha-har været villig t-til at lægge m-mit liv i di-dine hænder, og d-det er den v-værste beslutning jeg n-nogensinde h-har taget,” erkendte hun oprigtigt. Det havde gjort hende afhængig af ham, både fysisk og følelsesmæssigt, og hun var vant til at være fri og fuldkommen uafhængig. ”D-du ved hvad d-der er sandt og hv-hvad der er løgn,” påpegede hun ligegyldigt og stønnede træt da hun lænede hovedet mod hans skulder og så op på ham. For første gang i måneder følte hun en vis tryghed omkring ham, en som han ellers havde slået ihjel med sine handlinger, nu føltes det bare så godt at have de stærke arme omkring sig. På trods af at hun slap ham, så lod hun fingrene forblive begravet i hans lange lokker, trykkede ham ind til sig, duftede til ham bare for at få følelsen af at være ham tæt igen. De var måske ej gode for hinanden, men at holde sig væk fungerede tilsyneladende heller ikke, hun længtes altid efter ham. ”J-jeg ønsker i-ikke at v-være i d-din seng, Kimeya, j-jeg nyder b-blot at vide at du vil ha<ahev mig der. D-det efterlader m-mig trods alt med e-en eller anden f-form f-for ma-magt,” påpegede hun med en triumferende undertone og trak for første gang en smule på smilebåndet idet hun så op på ham. De var måske ikke de bedste venner lige nu, eftersom han sad med magten, det tændte hende hvilket var direkte irriterende og forkasteligt, men når alt kom til alt så havde hun da stadig en lille magt over ham, i og med at han ønskede hende frem for nogen anden.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste, at han havde været hård, og han havde været klar over at Faith ville blive en hård nød at knække, og derfor havde han så sandelig også i sinde at knække hende, for han vidste, at hun havde styrken til det. Det var skamfuldt at miste livet for Jaqias hånd, og derfor så han også på sit eget som en overlevelse, for han havde virkelig selv været tæt på det, rigtig mange gange. Han kyssede let hendes pande. Han kunne jo heller ikke lade være. ”Jeg ved du har styrken til at komme over det, og nu har jeg brug for, at du kan se meningen bag det. Blive stærk, som du aldrig har været før.. Det bliver værre, før det bliver bedre, og tro mig.. Du vil være i stand til at gøre ting, som du kun havde troet i dine vildeste drømme, at du ville opnå. Jeg er ikke ude på at tage dit liv, Faith.. Læg det i mine hænder, og jeg lover, at sørg efor, at du overlever det her,” sagde han med en rolig stemme. Han lod hende lægge sig ind mod ham, med hånden knuget om hans hår, så var det jo tydeligt, at hun selv ikke ønskede at forlade det, og det var det, som han godt kunne lide. Hun viste ham, at hun havde brug for ham.. Og han elskede det virkelig. Han nikkede. ”Det gør jeg,” endte han med en rolig stemme. Han lod hende sidde der, hvor han sørgede for at tæppet lå godt om hende. Der var visse steder, hvor Faith stadig ville have en magt over ham og det var over hans hjerte. De følelser for hende, ville aldrig nogensinde kunne dø ud, og det var det som han vidste, og specielt når hun havde den betydning for ham, som hun havde. Jaqia havde prøvet.. men det var aldrig lykkes hende. ”Jaqia kunne knække rigtig meget af mig.. Men den mand med følelser for dig, har hun aldrig kunne tage fra mig, og det får hun heller aldrig lov til, kan jeg fortælle dig. Jeg vil bare have at du ser mulighederne i det her.. Muligheden for hævn, få frygten tilbage i dit navn.. Igen rejse dig fra askerne, som vi i samarbejde har lagt os begge i,” påpegede han sigende. Han skulle nok vise Malisha, at han ikke var den, som man skulle lege med!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Kimeya var en hård mand og at se den kulde i hans øjne.. den selvtillid, det vækkede noget i hende som hun ikke havde følt i utrolig mange år. Hvis ingen af dem havde ændret sig, ville tingene have set helt anderledes ud, de havde været stærke engang fordi de havde været sammen, men jo flere problemer der var kommet, des mere splittet var de blevet og des svagere ligeså. Faith sukkede dæmpet og brugte sin kostbare energi på at vende sig i hans arme så hun sad på knæ selvom hver muskel i hende skreg efter den hvile og varme hun lige havde haft. Tæppet gled ned om hendes skuldre og faldt til jorden. Hun strammede grebet om hans lange lokker, for at tvinge hans hoved tilbage så hun kunne se ham i øjnene. ”Jeg v-ved at du taler sandt, j-jeg ved at du ikke ønsker mig d-død og ved du hvordan jeg v-ved det? Fordi hvis j-jeg d-dør, d-dør du… d-du kan ikke leve uden m-mig,” hviskede hun dæmpet uden at give ham mulighed for at besvare hendes spørgsmål selv. Næsetippen lod hun løbe let hen over hans, og kæmpede for at holde sig stående. Til sidst var det en kamp hun måtte opgive og hun faldt direkte tilbage i hans arme og slap grebet omkring ham. Det var pinligt at være så svag og afkræftet, tvunget til at lægge livet i en andens hænder, oven i købet en som havde gjort hende ondt ligeså meget som han havde givet hende et liv værd at kæmpe for. ”Fanden t-tage d-den dag h-hvor jeg for-elskede mig i-i dig,” mumlede hun og kunne dog ikke lade være med at smile lidt for sig selv. Det havde været den bedste såvel som den værste dag i hele hendes liv. Tanken om hævn, styrke og magt fik hende til at lukke øjnene. Det var alt det hun havde drømt om siden han havde fået hende til at bære følelserne uden på tøjet, og hvor ville hun dog give alt for at finde det frem igen. ”J-jeg kan k-kun gøre det p-på en betingelse,” fremstammede hun dæmpet. Det var meget han bad hende om og det var ricisi for dem begge, men de måtte tage deres forholdsregler, særligt fordi hun ikke ønskede at blive gjort til grin blandt sit eget folk.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde forandret sig, men det var jo på tide, at hun lærte forskellen på tingene, når han havde dragten på, og når han ikke havde, selvom han faktisk ikke var særlig meget for at skulle tage den af. Han følte sig faktisk… nøgen uden den på, og den var et helvede at få på oveni, så det var vel heller ikke så underligt igen, var det? At hun så vendte sig ih hans arme, og forsøgte at komme med fronten mod ham, så lod han hende gøre det.. Vise hvilken styrke hun var i besiddelse af, selv i den situation, som hun befandt sig i, for øjeblikket. Hendes hænder knuget om hans hår, hvilket næsten tvang hans ansigt i den retning som hun ville have det, også selvom han vidste, at hun ikke var i stand til at gøre noget som helst ved ham, som det stod lige nu. Han så i hendes øjne, også selvom hun endnu en gang, stort set var endt fuldkommen blottet for øjnene af ham, så var det ikke det, som han sad og så på. Han kunne ikke benægte, at den dag, hun for alvor ville være væk for ham, at det ville gå helt galt for ham.. Han ville ikke kunne undvære hende for noget som helst. ”Det kan jeg ikke. Det erkender jeg skam gerne.. Hvorfor tror du, at jeg vil have dig igennem det her? Jeg vil have, at du skal lægge livet i mine hænder, og stole på, at jeg vil få dig igennem det.” Som hun endnu en gang kollapset ind mod ham, lagde han hende ellers godt til rette i sine arme igen, for det var der, at han ville have hende. Hun ville måske ikke ende i hans seng, selvom det var noget, som han sagtens kunne leve med, det skulle a endelig ikke være for det. Forelskelse var en ting, men det var ikke ensbetydende med, at det ville stille nogen svagere af den grund, selvom det nok lige havde været tilfældet for dem. ”Den dag det skete, var omvældende,” endte han sigende. Han var ærlig overfor sig selv, for det andet, stillet ham bare svagere, end hvad der var behov for i længden. At hun så derimod vovede at stille kriterierne, var noget som fik ham til at rynke utilfredst i panden. ”Nuvel.. Sig frem,” sagde han dog alligevel. Han ville jo trods alt gerne have hende igennem det!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Det var ikke til at finde ud af noget som helst, når han skiftede fra en ting til en anden på ert kort sekund. Gennem de sidste måneder havde hun kun set en side af ham og det var den hårde og kolde, en side hun elskede.. så lang tid det ikke gik ud over hende, hvilket det jo desværre havde en tendens til. Hun faldt tilbage i hans arme og lod ham igen lægge tæppet omkring hende så hun kunne finde bare en smule varme hvilket i sig selv ikke var nemt. På trods af at hun var i hans fangeskab., så vidste Faith udmærket at han ikke kunne undvære hende, hendes død ville før eller siden medfører hans, og hun nød tanken om at have den følelsesmæssige magt over ham. Det at hun sad blottet skænkede hun virkelig ikke en tanke, der var ike noget han ikke havde set, kysset eller berørt for. ”D-du beder mig o-om at s-stole på en mand som fl-flere gange h-har vist s-sig utroværdig,” påpegede hun kortfattet. Han kunne ikke sige hende imod, han ville få hende igennem det, men hun ønskede ikke at være så afhængig af ham. Hun stirrede ud i den tomme luft på de kedelige blodige vægge, og mindedes for sig selv den aften hun havde mødt ham.. mindedes hvordan hun ikke havde været i stand til at holde sig væk, og alt for hurtigt var endt i hans seng.. det lod til hun altid havde haft den svaghed overfor ham. ”På g-godt og p-på ondt,” medgav hun roligt. Det var rart at være så tæt på ham igen, og tanken om at dele den samme seng som de engang havde gjort var befriende såvel som skræmmende. ”Hv-hvis jeg skal k-komme igennem d-dette uden a-at blive slagtet a-af mine egne efterfølgende, m-må vi stoppe me-med at be-bekrige hinanden. D-dæmonerne og w-warlockerne vil næppe b-bryde sig om det, men f-formålet med dette e-er at vi er s-stærkere sammen, ikke?” spurgte hun fast. Ja en gang politiker, altid politiker og det var da en ting som aldrig ville komme til at ændre sig, det ville være bedt for begge deres racer hvis de kunne lære at samarbejde og enes, det ville give en helt enorm styrke.

[Kimeya Marvalo]

Det var måske en helt anden mand, som Faith havde været vant til at se, end den mand som hun så nu. Til nu måtte han jo alligevel erkende, at han ikke havde gjort noget som helst ved hende, som han ikke havde sagt, at han ville, så utroværdig kunne man vel ikke rigtigt kalde ham, men hun så vel på det hele under et? Og der vidste han jo, at sagen hang sammen på en helt anden måde, hvilket jo faktisk var noget, som han kun måtte sige sig, at være temmelig ked af. Han havde dummet sig, og nu hvor han havde en mulighed for bare at gøre en smule op for det, så agtet han at gøre det. Igen fik han hende møvet ind i favnen, hvor hun kunne lægge sig. ”Vil du da vove at påstå, at jeg har gjort andre ting ved dig, end det som jeg har informeret dig om, igennem de sidste mange måneder, Faith?” spurgte han med en sigende og kortfatte mine, da han igen vendte blikket i retningen af hendes skikkelse. Det var måske på godt og ondt, at de havde mødt hinanden og åbnet op for hinanden. Hun var endt i hans seng frygtelig, frygtelig hurtigt, men det havde været en god tid.. Det var det, som han mindes det hele som, og det var slet ikke noget, som nogen skulle have lov til at ødelægge for ham – End ikke hende. ”Vi har revet det gode, som det værste frem i hinanden. Det må jeg give dig ret i,” endte han ganske kortfattet. Det var måske ikke ligefrem det, som de skulle sidde og snakke om nu. Han ville bare gerne lade hende vide hvilke muligheder hun egentlig.. valgte at se bort fra, for det burde slet ikke være tilfældet, og da slet ikke med den styrke, som han vidste, at hun var i besiddelse af dybest inde, og han vidste, at den var der! ”Formålet ved det hele, er at vi fremstår stærke.. Vi har alle en, som vi ved, at vi kan betro os til.. Når det gælder alt. Vi kan være stærke sammen.. lede vores racer til storhed igen. Ind i den storhed, som de var en del af, før vi mødte hinanden dengang. Vi er en lille gruppe, som skal føre Dvasias frem.. Det er os, folk er bange for.. Os de respekterer.. Os med mulighederne,” afsluttede han sigende. Den politiker i hende, var ikke til at tage fejl af, og derfor var han overbevist om, at hun nok skulle overleve det!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Utroværdig var han ikke, han havde gennem hele forløbet advaret og informeret hende om hvad der skulle ske, men for Faith gjorde det bare en ringe forskel, for han burde slet ikke røre hende på den måde han havde gjort! Hun lagde hovedet ind til ham og følte hurtigt at øjnelågene blev tunge. Det var fristende at glide hen i den søvn som hun var blevet nægtet i efterhånden temmelig lang tid, og nu sad han der, varm og med sine stærke arme. ”J-jeg snakker ikke o-om hvad der e-er sket de si-sidste måneder, Kimeya. Jeg s-snakker om hele v-vores fortid sammen,” forklarede hun træt. Han havde løjet for hende frygtelig mange gange, levet et dobbeltliv med en anden familie, holdt hendes søster som elskerinde, lokket hende ind i sit hjem med intentionen om at slå hende ihjel, hvilket han muligvis aldrig havde gjort, men det havde været bagtanken uanset. Hun nikkede. ”N-netop. M-men hvor meget g-godt havde vi efter Y-Yuuki?” spurgte hun direkte. De havde ikke talt om det i mange år, for de var trods alt blevet enige om at det var en glemt tid, og så alligevel. Frem til Yuuki var kommet ind i billedet havde de været så stærke, de havde bare aldrig været i stand til at finde det igen efterfølgende. Hun kvalte et gab og lod øjnene glide i. Fristelsen var simpelthen for stor og hun var alt for træt. Hun sukkede dæmpet og tvang blikket op selvom det ikke helt var med hendes gode vilje. ”V-vi kan ikke v-være stærke s-sammen når v-vores racer bruger deres energi p-på at bekrige h-hinanden frem for de egentlige farer. Jeg e-er træt a-af at bekrige d-dig og de øvrige warlocks,” erkendte hun lettere irritere.t Hvis de ville have en krig, så skulle de nok få en krig, men hvad havde de fået ud af det, ud over døde dæmoner og warlocks? Ja de ville nok ikke kunne fjerne hadet fuldstændigt, men sammen var de stærkere, og det gjaldt jo ikke blot hende og Kimeya men derimod begge deres racer, det var en forkert måde at bruge energien på når den var så tiltrængt andetsteds.

[Kimeya Marvalo]

Igennem forløbet her, havde Kimeya ikke været andet end ærlig overfor hende. Hvad han havde været før, var jo en helt anden sag, for han vidste, at han ikke ligefrem havde været den mest troværdige mand, som man kunne falde over, men det var nu bare sådan at det måtte være. ”Vores fortid sammen, er præget af de gode stunder, som den i den grad også er præget af det negative, det ved jeg godt. Vi holdt dog alligevel, og vi endte jo faktisk med at blive gift, ikke sandt?” Han betragtede sig af hende skikkelse, som hun lagde sig ind mod ham endnu en gang, for han havde bestemt ikke noget imod at skulle sidde der sammen med hende, for selv for ham, så var det befriende på en rigtig god måde, og det kunne han virkelig godt lide. At hun så skule nævne Yuuki, var en tanke som direkte irriterede ham, for det var bare den største fejl, som han havde lavet, nogensinde! ”Yuuki har været mit livs største fejl, og jeg foragter den dag, jeg overhovedet valgte at lade sig åbne for hende,” endte han langt mere sammenbidt. Han vidste at Faith kunne komme igennem det hele, og det var det, som han vidste i forvejen, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han vendte blikket roligt i retningen af hende endnu en gang. De var stærkere sammen, men det var vel også det, som et sted var hans mening med det hele. Han strøg hånden over hendes kind. ”Og med de rette og stærke ledere, så kan det gå hen og blive en realitet, kæreste.. Vi kan blive de ledere som kan lede racerne tilbage til den storhed og netop holde op med at bekrige hinanden.. Der er mange andre krige, som jeg hellere ønsker, at vi tager hånd om, end det andet. En warlock vil jeg dog glædeligt tage livet af, inden det når så vidt.. Jeg leder stadig efter Malisha.. og jeg vil gerne have dig med i det.. Afslutte det, som hun ødelagde, og så bygge det hele op.. sammen hver for sig,” sagde han endeligt, også fordi at det var ord, som han faktisk mente. ”Lad mig færdiggøre det, og give dig den styrke, som du kun har troet på at være i besiddelse af, i dine vildeste drømme,” afsluttede han.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Måske han havde været troværdig gennem de sidste par uger, måneder eller hvor længe Faith nu havde været der, men det gjorde ikke op for de mange år hvor hun ikke havde været i stand til at stole på.. og så alligevel. Blikket gled igen i, hun lå nærmest og halvsov i den trygge, beskyttende favn nu var det jo lang tid siden de havde været tæt på den måde. ”Det g-gjorde vi ef-efter utallige forsøg. Hv-hvor længe t-tror du ægteskabet havde h-holdt?” spurgte hun sigende og tvang blikket op. De havde jo aldrig kunnet være sammen gennem længere tid, og ægteskab havde med største sandsynlighed været en dum beslutning. Faith mærkede hurtigt hvor anspændt han blev ved tanken om Yuuki, hvilket næsten fyldte hende med en følelse af fryd, man lå som man havde redt og hun kunne trods alt bare håbe at han havde lært. ”F-fejl eller e-ej. Vi genfandt a-aldrig hinanden p-på samme måde igen Kimeya, d-det blev aldrig det s-samme som det havde v-været før hende,” svarede hun med et sagt skuldertræk. Hun havde ikke grædt eller været vred over det i mange år, men sandheden var, at en del af det de havde, døde i samme øjeblik han havde givet hende den nyhed. Ved strøget over hendes kind, gled blikket igen i. Hun sukkede dæmpet og vendte sig en smule så hun kunne lægge hovedet på hans bryst. ”D-den kvinde må l-lade livet. S-se det som den endelige f-freds aftale, jeg vil være m-med til at tage l-livet af hende, jeg vil se hendes ø-øjne dø, og j-jeg vil fryde m-mig,” svarede hun med en underlig hæs tone. Hvor hun dog brændende ønskede at flå den kvindes indvolde ud og stege dem på bålet. Hun hævede blikket, og lod fingeren stryge under hans hage en enkelt gang med en kom-til-mig bevægelse. ”F-fint.. men j-jeg skylder dig i-intet og n-når det er slut, er v-vi ligeværdige,” endte hun til sidst.. det var hendes krav, andet ville hun ikke kunne være med til taget i betragtning af den stolthed hun havde, og hun nægtede purer at stå i gæld til ham, det var helt sikkert!

[Kimeya Marvalo]

Man kunne ikke ligefrem påstå at deres forhold havde været noget at prale med, og det vidste Kimeya godt, men dog af den grund, så havde han altid ønsket Faith, og det havde han da også påvist, ved at ende med at ægte hende – for 3. gang vel? Det kunne godt være, at det ikke var den bedste idé, men tanken om, at hun havde været hans, havde været det afgørende for hans vedkommende, og det var det, som han virkelig godt kunne lide ved det. ”Det kommer an på hvor mange gange, du havde tænkt dig at bryde op,” påpegede han sigende. Det var som oftest hende, som havde gjort det, end det havde været omvendt, men hans ønske om at få hende, var stadig det, som faktisk vejede mest for hans vedkommende, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget, som sagde så lidt. Med henblik på Yuuki, så var det en fatal fejl, selvom han havde taget ansvar for hvad han havde gjort, så havde det nok kostet ham den tillid fra Faith, som skulle til, netop for at få det til at fungere optimalt. Han fnøs ganske let. Det var slet ikke hende, som han ønskede at skænke en tanke lige i øjeblikket, for det var noget som faktisk.. frustrerede ham tydeligt og voldsomt. ”Jeg gjorde fejl dengang, og det ved jeg godt. Vi genvandt måske aldrig hinanden efter alt det, men du er nu og da, stadig den, som jeg ønskede og elskede.. Og det er det jeg stadig gør,” endte han ganske kortfattet igen.
Malisha skulle lade livet, og der var ikke nogen anden vej udenom. Han ville gerne dele den stund med Faith, når kvinden endelig blev fundet. Om han så selv skulle gøre det, så var det jo sådan det skulle være, for hun skulle ikke have lov til at rende rundt på denne jord længere! ”Det skal blive mig den største fornøjelse, at se dig ende hendes liv, som hun endte vores.” Hendes krav derimod var lidt svære at leve op til. Han var næstkommanderende, og det var den rolle, som han havde fået skænket af Jaqia, og det var ikke ligefrem en, som han havde i sinde, at dele med nogen som helst! ”Elitegruppen er ligeværdige, foruden når opgaverne uddelegeres. Det er mit bord, skænket af Jaqia selv.. Men ude og blandt andre.. Der er vi lige.. Vi er afhængig af hinanden og skal stole på hinanden.. Det er der hovedopgaven ligger,” endte han sigende. Ude var de lige.. når opgaven skulle skænkes, var han højerehævet. Ellers kunne han godt leve med det.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Deres forhold havde været et kaos fra den dag hun havde fået kendskab til Yuuki. De første år havde været perfekte, og hun havde brugt alle de øvrige år på at ønske sig tilbage til de første, en det var aldrig blevet det samme og hun var ikke sikker på at det nogensinde ville blive det. Hun sukkede træt og fugtede de tørre læber. ”Det kommer a-an på hvor m-mange gange du havde tænkt dig at g-give mig grund t-til at bryde op,” påpegede hun sandfærdigt. Faith kunne udmærket mærke på ham at hele samtaleemnet omkring Yuuki irriterede ham, hvilket et sted frydede hende lidt og så alligevel.. hun ville ønske at den tøs aldrig havde været i deres liv, så hun havde kunnet give sig hen til ham som hun havde gjort i sine unge dage. ”D-du forlod mig Kimeya.. d-det var ikke mig du ville have i en tid. Jeg elsker dig, d-et kan intet i verden ændre p-på, men vi to… vi skal ikke være sammen,” hviskede hun stille og strøg blidt hånden hen over hans kind. Det var måske hårdt sagt, men han formåede altid at få hende til at føle sig svag, det ville hun ikke mere! Før eller siden måtte de indse hvad alt i verden havde forsøgt at fortælle dem - at de nok bare ikke var ment for hinanden.
Tanken om Malisha fik hende til at bide tænderne sammen. Hvis der var én kvinde hun ønskede at gøre skade på så var det hende, og hun så det næsten som en ære at Kimeya ville lade hende tage del i hævnen. ”Jeg vil med g-glæde tage d-del i den hævn,” hviskede hun nærmest med længsel. Det ville blive en sand fornøjelse at se lyset slukkes i hendes blik! Træt lod hun hånden falde ned over hans bryst og slapt hen i hendes skød. Hun kunne snart ikke præstere at holde sig vågen længere. ”Se der har vi e-et problem” påpegede hun og tvang sig en smule op at sidde selvom alt i hende skreg efter at ligge sig ned igen. ”Jeg s-stoler ikke p-på dig,” hviskede hun næsten hæst i hans ører. Ikke desto mindre var det sandt, hun havde ikke stolet på ham i mange år, hvorfor skulle hun gøre det nu?

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var udmærket godt klar over, at tingene ikke var, som de måske burde være, og det var en tanke, som han naturligvis var træt af. Han havde selv ødelagt meget af det, som Faith også havde været med til at gøre det samme. Han gik ikke ud fra, at de nogensinde ville finde sammen igen. Uanset hvor hårdt det var at tænke på, så var det en tanke, som han efterhånden bare var.. begyndt at acceptere. Det var langt nemmere, nu hvor han havde den tankegang og den tilgang til sine følelser, i forhold til hvad han havde før. ”Du tror jo ikke på en fælles fremtid,” påpegede han tonløst igen. Hånden mod hans kind, nød han virkelig, også selvom han ikke rigtigt tillod sig at vise hende det, for det ville kun gøre ondt værre.. Meget værre. Hun ønskede ikke at de skulle være sammen, og han vidste, at det kun var i frygten for hvad hun ville føle… hvor hun ville føle sig, og hvile tanker hun ville gøre sig omkring dem, og det var det, som han var klar over i forvejen. ”Jeg går ikke med troen på, at vi får tilbage, hvad vi havde, og jeg går heller ikke ud fra, at det er noget, som du er synderlig interesseret i, kæreste. Men jeg ved, at vi kan få noget stablet på benene.. uden at det behøver at være sådan.”
Tanken om hævnen, vidste han udmærket godt, var noget som Faith ønskede at tage del i. Desuden var det et sted også en bekræftelse for ham. At hun virkelig var vred over det, som var sket, og med andre ord, så havde han jo alligevel den betydning for hende. ”Og det får du lov til.. så snart du er færdig her,” sagde han endeligt. Han vidste udmærket godt at hun slet ikke stolede på ham, men det var slet ikke noget, som gjorde nogen forskel for hans vedkommende. Som det nu var sagt, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han smilede let for sig selv. Et koldt, men tilfredst smil. ”Jeg ved udmærket godt, du ikke stoler på mig, Faith… Derfor er det første skridt på vejen, at lære det..” Med de ord, så hævede han hånden og førte hende tilbage i lænkerne igen, som låste sig om hendes slanke håndled igen, og førte hende op på plads igen. Han rejste sig roligt. Så langt, så godt.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Faith troede ikke længere på en fælles fremtid og hun lagde slet ikke skjul på det. Måske det ere var frygten for hvad han fik hende til at føle, men hun havde efterhånden affundet sig med at de to ikke skulle være sammen selvom tanken gjorde ondt. Måske ikke meget lige i øjeblikket når hun vidste at han stadig elskede hende, men mere når han ville forsøge at komme videre.. hvis han overhovedet ville forsøge det. ”Det gør jeg ikke,” erkendte hun ærligt. De havde været der så mange gange før og de var aldrig kommet længere end hvor de stod nu. ”U-uden at det skal være hv-hvordan?” spurgte hun roligt. De kunne ikke få tilbage hvad var tabt, men hun havde ikke lyst til at give slip på ham, i så fald var hun ikke gået i seng med ham.. mere end én gang efterfølgende og guderne måtte vide hvor meget hun havde lyst til at gøre det igen. Hovedet lagde hun tæt ind mod hans bryst kun for at lukke øjnene… bare for en stund vel og mærke også selvom hele kroppen øjeblikkeligt gav efter for den tiltrænkte hvile. Hans varme hvisken fik hende til at skælve for et øjeblik, der var noget underligt.. selvtilfreds i hans tone hvilket aldrig var et godt tegn. Hun nærede ingen tillid til ham og hvis han troede at det var noget han ville opnå ved at torturere hende, så tog han i allerhøjeste grad fejl! Hun orkede ikke mere, hun ønskede blot en hvile, bare et par timer, og hun ønskede at komme hjem til sin søn, hun frygtede lidt for hvor meget han forsømte sin træning nu hvor Evan forhåbentligt havde overtaget hendes arbejde i mellemtiden. Hun beklagede sig kun en smule da han igen hævede hende, hvilket gjorde forfærdeligt ondt i armene, men hun sagde intet mest fordi hun simpelthen var for udmattet til det. De kolde lænker lod lyn skyde gennem hendes krop, hun kunne mærke flammernes bindes i hendes indre, hvilket gav hende lyst til at skrige i smerte og frustration. Hun prustede tungt og tvang øjnene op selvom det på ingen måde var nemt. ”J-jeg kan ikke dette u-uden hvile,” hviskede hun dæmpet. Hendes krop var direkte udmattet efter hendes forsøg på at stå iod, bare det at snakke var hådt!

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste allerede nu, at det var umuligt for ham, at komme over tabet af Faith, og at det var noget, som han af hjertet ,aldrig ville være i stand til at acceptere i længden. Hvorfor skulle det da være anderledes? Alle de år, og al den tid, som de havde brugt sammen, for og med hinanden, gjorde det vel heller ikke helt underligt? Han vendte blikket direkte mod hende endnu en gang. Det var hårde ord måske, men hun gav ham jo heller ikke rigtigt noget andet valg, end at forsøge at gøre det således. Hans mine forblev kold og intetsigende, selvom han var langt mere hen af den mand, som hun kendte nu, end hvad han havde været i forvejen. ”Er det ikke oplagt?” spurgte han ganske sigende. Han elskede hende, og det ville han for altid gøre. Den plads, som hun havde indtaget ved ham, var virkelig fantastisk, og mere end det, som han kunne sige, at han havde oplevet nogensinde før, og det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Som det nu var sagt, så var det vigtigt for ham at understrege, hvilken chance, hun ville få ved det her. Hun ville ikke være sammen med ham.. også selvom han netop havde blotlagt sin sjæl, siddet og holdt om hende, passet på hende, som han havde gjort dengang, de faktisk havde været sammen, og nu fik han slet ikke lov til at gøre noget som helst af det. Han hang hende roligt op i lænkerne igen, også selvom han vidste, at det sved voldsomt i håndleddene. Han var som sagt, slet ikke ude på at tage hendes liv eller noget hen af den dur, og det var noget, som han selv gerne ville understrege for hende. Hvile ville hun få, men ikke for meget. Det ville ødelægge det hele. Han trådte roligt hen til hende, hvor han lod hånden stryge mod hendes kind. Hans blik søgte hendes. Han smilede let for sig selv. Han vidste, at han nok skulle få det, som han ville have det.. Det gjorde han.. Det var et mål for ham i denne situation. ”En time.. Mere vil du ikke få.. Jeg kommer ned igen. Og denne gang, har jeg dragten på,” sagde han endeligt. Han lod hånden søge til hendes kæbe, for at tvinge hendes blik op mod sig. Hun var jo stadig ganske lille, også selvom det ikke var noget, som gjorde ham det mindste. Han lænede sig frem, og mødte hendes læber i et dybt og nærmest krævende kys. Han havde jo selv manglet hende, som han havde manglet det. Han trak sig efterfølgende, kun for at lade hende hænge i kælderen. Denne gang lod han døren stå åben.. Ligesom Jaqia havde gjort det med ham.

//Out

[Faith Jaceluck Marvalo]

Faith vidste at hun kunne sige hvad hun ville, få det til at lyde troværdigt, men intet ville nogensinde ændre på at hun elskede ham ligesom intet ville ændre de ting de havde været igennem med hinanden genne årene. Hun så på ham med trætte øjne og følte sit hjerte slå kraftige slag. Hun troede ikke på at de nogensinde ville kunne få det til at fungerer, det havde de aldrig, men det betød næppe at hun ville holde sig fra ham, hun havde trods alt ikke formået at gøre det til nu, hvilket et sted var et slag på stoltheden, for hun var vel på sit vis blevet afhængig af ham? ”Ikke for m-mig,” påpegede hun og rynkede på panden. Hun var ikke i stand til at se hvor han ville hen med sine ord, men det lød ikke ligefrem til at han havde tænkt sig at give hende svaret. Det var utrolig smertefuldt igen at blive hængt op i lænkerne, hun længtes inderligt efter at få lov til at flamberer noget.. eller nogen, bare give efter for frustrationer som kun var vokset i takt med at tiden var gået. Af en eller anden grund stolede hun på at han ikke ville tage hendes liv. Hun lænede kinden od hans hånd og gned den forsigtigt, selvom tanken om at han ville komme iklædt dragten gjorde hende direkte dårlig.. hun orkede ikke tanken om det han havde tænkt sig at gøre ved hende, dog nikkede hun på sit vist lydigt for hun orkede virkelig ikke at diskutere der med ham mere. En time? Det var alt hvad hun ville få? Tårerne pressede sig en smule på men blev tvunget tilbage af ren og skær stædighed. De grønne øjne faldt i hans med en hvis form for vrede idet han greb om hendes kæbe. Hun var i øjenhøjde med ham nu hvor hun var hængt op. Selvom hun ikke lystede kunne hun ikke lade være med at gengælde hans kys, faktisk lettede det hende næsten at han skænkede hende det, selvom det var over før hun brød sig om. Hun fulgte ham med blikket til han forlod hende hængende der alene dog med den åbne dør, hvilket skabte et håb i hende.. hun nåede dog ikke langt i sine tanker om hvordan hun kunne bryde fri og finde sin frihed, søvnen endte med at tage hende blot få inutter senere.

//Out