A new strategy

[Kimeya Marvalo]

Måneder havde passeret under den hårde træning af Faith, og det virkede kun til at gå en vej.. En vej som Kimeya slet ikke brød sig om, for selvom han havde opgaven for hovedet, og han aflagde de typiske rapporter til Jaqia, så var han slet ikke i nærheden af det resultat, som han ønskede at være i nærheden af. Han gik hvileløst i seng, også selvom han ikke direkte var påvirket af tingene, før han fik dragten af. Han havde lært det kraftige skille af tingene, og det var næsten det, som faktisk var det værste for hans vedkommende. Denne gang og denne aften, havde han valgt at tage en helt anden strategi i brug.
Det var ved at være sent. Endnu en gang havde han givet Faith et par timer med hvile, inden han ville opsøge hende igen. Som Jaqia havde gjort det med ham, så havde han kun gjort hvad han havde lovet at gøre når det kom til træningen, også for at opbygge den tillid; At hun kunne stole på det, som han faktisk fortalte hende. Dragten havde han ladet ligge oppe på soveværelset til en forveksling. Han var i denne aftens og nats anledning hoppet i det, som han plejede at gå i. En skjorte og et par bukser. I hans hænder havde han en balje faktisk med brændende varmt vand, for han vidste at det var noget som hun efterhånden havde brug for. Hvis hun havde brug for at få bekræftet at han endnu elskede og holdt af hende.. Så var det jo det, som han måtte give hende. Selvom minen stadig var fast og intens, så var der et andet glimt i hans øjne, end det som der ville have været der normalt. Han nåede endelig kælderen, hvor han skubbede døren op til hans torturkammer, hvor hun endnu hang i ingenting. Han havde et varmt tæppe over sin arm, så han havde noget at pakke hende ind i. Hvis det var omsorg, som hun havde brug for, så var det jo det, som han måtte give hende. Han satte skålen med det hede vand på et bord og gik hen mod hende. Han hævede hånden og strøg hendes kind. ”Det er på tide at stå op, kæreste,” endte han ganske sigende. Afventende til at hun ville vågne op.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Hvor længe Faith havde hængt der i kælderen, vidste hun ikke. Dagene var passeret, hun vidste ikke om solen var oppe eller nede. Hun hang slapt i de stramme kæder, fuldkommen blottet og iskold. Blodet var stærknet på hendes fine, blege hud, tydeligt at det var løbet ned af hende i temmelig store mængder efterhånden. Det at være alene, indelukket i den klamme kælder havde gjort hende mere eller mindre paranoid, selv når Kimeya efterlod hende for at sove, så nåede hun som regel aldrig mere end minutter før han igen kom ned, fordi hun ikke var i stand til at finde ro. Træningen havde hun givet op på.. hvorfor skulle hun gennemgå alt den smerte? Hun orkede det ikke, og slet ikke når hun ikke kunne sporer så meget som en følelse i hans kolde blik.
Hånd på hendes kind gav et sæt i hende. ”N-nej,” hviskede hun nærmest febrilsk. Kroppen begyndte øjeblikkeligt at skælve, selvom hun ikke var rigtig vågen endnu. Øjnene slog hun op.. frem for det intense blik så hun på ham med en blanding af rædsel og træthed, for bare det at hæve hovedet var næsten for meget. Alligevel tvang hun blikket i hans retning. Om han var i dragten eller ej gjorde ingen forskel, hun kendte ikke det skelne, men hun nægtede at give efter for en mand som engang havde elsket hende, men som var blevet hjernevasket til det modsatte. Næsten automatisk lod hun kinden falde mod hans varme hånd, der skabte en underlig prikken på hendes iskolde hud. Hun havde aldrig følt sig så svag. ”Ik’ r-røre mi-m-mig,” endte hun nærmest bedende. Tårerne havde meldt sig i øjenkrogen, intet af dette lignede hende. Hver gang hun lukkede øjnene var hun i tvivl om hvor vidt hun nogensinde ville vågne igen, hun så næsten frem til endelig at få fred, også selvom der hver gang skete det samme.. Kimeyas gennemtrængende stemme vækkede hende – ligesom nu. Hun kæmpede for at holde sig vågen, det var så fristende bare at lade øjenlågene synke nu hvor han var der og hun ikke længere var alene, men han ville trods aldrig bare lade hende sove.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var udmærket godt klar over, at han havde kørt frygtelig meget på Faith, og der havde været grunde til at han havde handlet, som han havde gjort, og det var noget som han stod fast på, var det rette. Det som faktisk skræmte ham mest, var at hun var i færd med at give op, for det var slet ikke den kvinde som han kendte, og det var det som han ønskede at understrege på den måde, som der nu var. Hånden lod han roligt stryge over hendes kind, også selvom det var tydeligt, at det vækkede hende med det samme. Hun sov dårligt, og det var egentlig ikke fordi at det forundrede ham, for sådan havde det altid været. Han vendte blikket roligt mod hende. Denne gang havde han ikke dragten på, og derfor var han en helt anden mand, og det var noget som han ønskede at understrege for hende. Han hævede blikket, hvor han selv stillede sig let på tå, for at få hende ned af krogen og ned på gulvet i stedet for, hvor han først af alt startede med at slå tæppet omkring hende og satte sig med hende tæt ind mod sin egen favn. Han gled ned i gulvet sammen med hende, hvor han vendte blikket mod hende. ”Hvis det er bekræftelse på den anden mand du ønsker, så er det den som du skal få,” sagde han med en ganske sigende mine. Hun var kold, og det var noget som selv bekymrede ham, men det værste for ham, var jo at hun var så tæt på at give op, også fordi at det slet ikke lignede hende! Han måtte prøve en anden strategi.. Og så håbede han jo at det var noget som hun bed på. Han tog fat om kluden i det hede vand og klemte vandet ud, inden han lagde den mod hendes kind og videre mod hendes pande, for at give hende noget varme, og samtidig give hende en følelse at blive vasket og udsat for en omsorg, som hun så brændende havde brug for.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Faith havde stadig ikke forstået hvorfor han gennem flere måneder, måtte det efterhånden være, havde forsøgt at slå hende ihjel, og til tider havde han gjort det, ind til sidste gang hvor det næsten var gået galt. Hendes blege hud var blevet nærmest gennemsigtig med alt det blod hun havde mistet og hendes blik var mat og mere dødt end levende. For de få øjeblikke hvor hun havde sovet, så havde hun næsten været overbevist om at det havde været døden, så fredfyldt som det havde været.. desværre gik det hurtigt op for hende at det ikke var tilfældet. Hun så op på ham og forsøgte at være vred eftersom det var nemmere, desværre var det forgæves, hun var ganske simpelt for træt. ”H-hvad g-gør du?” spurgte hun idet han fjernede hende fra krogen og bragte hende på gulvet. Armene faldt slapt ned, selvom det var et hårdt og koldt gulv, så havde hun aldrig ligget bedre end hun gjorde nu, hvad hun så derimod var bange for, var at han a han havde tiltænkt endnu en forfærdelig torturmetode. Hun sukkede tungt og lukkede øjnene. Det varme tæppe fik den prikkende fornemmelse på hendes kind til at brede sig i resten af kroppen, men smerten følte hun stort set ikke mere. Hun havde aldrig bedt ham om at bekræfte noget som helst for hende, men hun havde flere gange overvejet om han havde givet slip på hende så hurtigt og så nemt. Faith krympede sig sammen i tæppet og lagde sig helt ind til hans farve krop i desperat søgen efter varme. Hendes håndled var endnu bundet sammen af kæder, men det gjorde ikke rigtigt nogen forskel, ikke i forhold til varmen. Kluden på hendes pande, fik hende næsten til at gnide sig mod den, bare for at nyde godt af fugten der var en helt anden end den der allerede var i kælderen. Hun vidste ikke hvorfor han gjorde det, men det føltes så godt! ”Hv-hvorfor g-gør du det h-her?” spurgte hun og lukkede øjnene så hun næsten faldt hen i de stærke arme som hun huskede. Om omsorgen var oprigtig eller ej, det kunne hun ikke regne ud, hans blik var stadig det samme hvilket ville sige skærmet for følelser, hun forstod sig ikke på det.

[Kimeya Marvalo]

Det var for længst gået op for Kimeya, at Faith ikke var i stand til at rumme lige præcis den form for træning, også selvom han vidste, at hun sagtens kunne, hvis det var det som hun ville. Selvom Jaqia havde knækket frygtelig meget af den gamle mand, så var der stadig ting af ham, som slet ikke kunne knækkes, og så var det den mand, som følte for hende, og det var sådan, at han ønskede, at det skulle fortsætte med. Han fik hende roligt ned på gulvet, hvor han satte sig ned ved siden af hende og fik hende ind i favnen. Hun var kold, og han vidste, at det var noget, som hun ville være i stand til at mærke. ”Sch…” hviskede han med en rolig stemme. Hun skulle spare på energien, også fordi at han vidste, hvor krævende det var overhovedet at skulle holde det ud. Han tog om kluden, lod hende hvile ind mod ham, inden han tog om kluden, som han strøg den over hendes ansigt, og med tæppet, for at give hende en følelse af omsorg, for han ønskede jo at passe på hende, og det var den eneste grund til, at han gjorde som han gjorde, for han vidste hvor stærk hun var, og hvad hun kunne klare, hvis hun dog bare kunne overbevises om, at han også gjorde det, for at være sammen med hende, og for at fortsætte de mange kampe – sammen med hende. Han var måske knækket af Jaqia, men besad stadig sin fornuft og sin tankegang. Han kunne bare se mere fornuftigt på tingene nu. ”Det kan godt være, at jeg er en anderledes mand at kigge på, men jeg er stadig den samme indeni. Du ved hvor meget vi gik igennem for hinanden og med hinanden, Faith.. Betragt det her som endnu en ting,” sagde han roligt. Han lod for nu hendes lænker forblive på. Han vidste nemlig godt, hvad der ville ske, hvis han fjernede dem.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Det lignede slet ikke Faith at give op på den måde, hun havde før modstået selv de værste situationer, kommet igennem dem med vilje men dengang havde hun haft noget at gøre det for. Jovist så var hun stadig stærk og havde endnu dæmoner der skulle ledes, men personligt havde hun ingen grund til at begynde at kæmpe. Hun faldt ind til Kimeyas varme krop med et dæmpet suk. Hun huskede ham som kold, men den prikkende fornemmelse på hendes hud fortalte hende kun at han var behagelig lun. Duften ramte hendes næsebor.. det var rart at have andet i næsen end den tunge lugt af blod. Hun kunne mærke at hun skælvede, også selvom hun virkelig forsøgte at tvinge kroppen i ro, hvilket slet ikke var det nemmeste. Den pludselige forandring forvirrede hende en kende, for gennem de sidste par måneder havde hun ikke været i stand til at sporer så meget som en enkel kærlig følelse i hans blik, og nu bekræftede han direkte for hende at han faktisk.. ønskede hende for fremtiden? ”F-før i ti-tiden forsøgte a-alle at skille o-os ad Kimeya, d-de gjorde o-os ondt med alle m-midler, jeg ha-havde aldrig t-troet at d-du skulle være d-den som ville tvinge m-mig gennem d-d-dette,” erkendte hun med skælvende stemme. Det krævede enorme mængder energi at få ordene over læberne, men hun forsøgte da om ikke andet. Øjnene var dog stadig lukket, hun nød godt af den varme klud og den rene følelse, for hun var ikke blevet vasket igennem flere måneder, hvilket var højst ubehageligt. ”J-jeg acce-accepterer at d-du ikke lngere fø-føler hvad d-du følte engang, men v-vis mig i d-d-det mindste d-den respekt a-at sætte m-ig f-fri,” forsøgte hun igen og stønnede hæst. Hendes hjerte slog hårde slag, det kæmpede ligeså hårdt som hun gjorde for overlevelse, dog velvidende om at hun næppe ville komme igennem dette og i virkeligheden stod hun bare og ventede på at flammen ville dø ud, hvilket var direkte ydmygende, hun ville ikke give op uden kamp, men at kæmpe mod ham..

[Kimeya Marvalo]

Det skræmte et sted at se Faith give op på den måde, for det var slet ikke sådan, at han kendte hende, og det var det, som faktisk fik ham til at reagere på den måde, som han nu reagerede på, og det var det som nu måtte være sit. Denne gang ønskede han at forsøge med en lidt anden strategi, også for at understrege for hende, at han altså slet ikke var ligeglad med hende, for det var han altså slet ikke. Han hævede hånden, som han strøg den mod hendes kind med den klud som han havde medbragt. Han ville gerne se hende klare det og komme igennem det, og blive en del af det sammen med ham. Ja, han var på ingen måder færdig med hende, og nu hvor hun endnu en gang var i stand til at huske det hele, så.. kunne det jo også være, at det var noget som ville hjælpe lidt på tingene? ”Jeg slog dig ihjel for vores skyld, tog imod pisk for din skyld.. vi har kæmpet mod alle odds, og her sidder vi endnu.. Jeg gør det, fordi jeg ved at du kan, og fordi at jeg ved, at du vil finde styrken i det,” sagde han med en rolig stemme, også fordi at han mente det. Han tog kluden til sig, hvor han dyppede den i vandet igen, hvor han denne gang lagde den mod hendes hals, for at give hende følelsen af at blive vasket og bare med lidt omsorg. Hun modsagde sig den i hvert fald ikke, også selvom han kunne tænke sig til at hun var for træt til det. At hun så igen bad om at blive sat fri, var noget som fik ham til at bide tænderne sammen, for det kunne han ikke.. Det ville han ikke. Det ville ødelægge absolut det hele! Han rystede på hovedet. ”Du har bedt mig om det samme i måneder, og du ved udmærket godt, at jeg ikke kan. Du.. skal lære skillet, Faith.. Når jeg går med dragten, og.. når jeg er mig.. Lad mig fjerne lænkerne.. Få bugt med frustrationerne, sid her lidt sammen med mig og genvind noget energi.. Jeg ved at du kan..” Han kyssede let hendes fugtige pande, inden han lod hånden søge under tæppet, for at gribe fat om lænkerne. Det tog ham ikke lang tid at få dem fjernet og få dem af hende.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Faith lod sig forvirre en smule af at han skiftede så hurtigt fra en ting til den anden. Hun kunne virkelig ikke følge med i hvad han ønskede af hende og havde ikke overskuddet til at kæmpe bare sådan.. uden videre. Hun lukkede øjnene og lå slapt ind til ham hvor hun kunne finde hvile og han kunne vaske hende med den varme klud. Hun kunne ikke beslutte sig for om følelsen af renhed eller varmen var det bedste ved det, hun trængte efterhånden til begge dele. Hun tvang blikket op og så på ham med matte, trætte øjne, uden samme glimt eller intensitet som normalt hvilede deri. ”Den-dengang var v-vi villige t-til hvad s-som helst på grund a-af det vi følte. Jeg k-kan måske huske n-nu Ki-Kimeya men jeg m-mener endnu a-at vi ødelagde hi-hinanden,” påpegede hun hæst, og nærmest gned sig mod den varme klud. Bare det at få en smule varme igen gav hende mere energi end hun havde gjort længe. Hun himlede med øjnene og sukkede tungt. Et kort øjeblik forsøgte hun sågar at rive sig fri af hans arme også selvom hun hurtigt opgav den kamp, hun var ganske enkelt for træt til overhovedet at prøve. ”D-du kan godt, d-du vil ikke, og det v-ved vi begge, je-jeg ved ba-bare ikke hvorfor. Engang s-så jeg en m-mand som ville lå indv-voldende ud på enhver s-som forsøgte a-at røre mig, o-og nu slår du mig se-selv i-ihjel aften p-på aften?” spurgte hun og stønnede halvkvalt. Hun ville hellere end gerne have fjernet lænkerne, de strammede om hendes trætte arme og desuden så gjorde det ligefrem ondt at rumme alt den varme som var opstået af frustrationen. ”D-du må hellere b-bakke,” advarede hun velvidende om hvad der ville ske i samme øjeblik lænkerne blev fjernet. Ganske rigtigt.. i samme øjeblik hun var løsladt brød hendes krop i flammer som et levende bål, der oplyste hele kælderen. Faith følte ilden varme hende, den gjorde ikke ondt, men den varmede hende indefra og ud ligesom den tog alle de frustrationer hun havde båret på. Efter lange sekunder falmede ilden igen. Tæppet var brændt, tilbage lå hun igen på det hårde gulv og trak vejret i små stød. Det havde været noget så befriende!

[Kimeya Marvalo]

Det var ikke underligt at Faith var forvirret, selvom det var en forvirring, som han meget gerne ville hjælpe hende med, for det var slet ikke meningen, at det var sådan at hun skulle have det. Han vendte blikket sigende mod hende, som hun lå der i hans arme. Han ville hjælpe hende på den måde, som han nu kunne, uden at skulle gå imod den ordre, som han havde fået, og det var faktisk en tanke som glædede ham et sted. Han kunne jo ikke andet end at give hende ret. ”Døden er hvad jeg ved, du altid har været bange for.. Og alligevel, så valgte du at gå i døden med mig. Vi gjorde engang det hele for og med hinanden og altid med en grund.. Denne gang, er det på ingen måder anderledes. Tro mig.. Mine følelser for dig, har aldrig ændret sig.” Uanset hvor meget hun ville påstå, at de slet ikke følte for hinanden, eller der var noget, så ville han bestemt mene anderledes, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Han vendte blikket ganske sigende i retningen af hende endnu en gang. Han ville slet ikke høre tale om, at der slet ikke var noget! Uanset hvor meget hun kæmpede, så ville hun ikke kunne komme fri. Han hævede hånden, som han lagde mod hendes kæbe, kun for at vende hendes blik stille op mod sig. ”Se meningen bag, Faith.. Jeg er den samme mand, som du kendte dengang.. Den mand som elskede dig.. og som stadig gør det.. Du skal bare se det. Dragten er mit arbejde.. Et tegn på hvad jeg opnåede, da jeg befandt mig i dit sted. Jeg var selv sikker på, at det skulle blive mit endelige.. Og jeg ved, at du kan klare dig igennem det.. Først fjerner vi de lænker..” Han havde ikke i sinde at slippe hende fri, for han vidste, at hvis der var nogle, som kunne bære dette, så var det uden tvivl hende. Han trak sig en anelse væk fra hende, da han løsnede kæderne, og fjernede dem. Flammerne som indfangede hendes krop allerede med det samme, fik ham til at knibe øjnene sammen, for det var et lys, som direkte skar i hans øjne! Først da varmen forduftede og hun lå der på gulvet, fik han sig til at trække mod hende igen. Han lavede en let bevægelse med hånden, hvor et nyt, og varmere tæppe dukket op – Det som de havde liggende oppe i deres fælles soveværelse. Igen lod han hende nærmest rulle ind i det, og tilbage i hans favn igen. ”Hjalp det?”

[Faith Jaceluck Marvalo]

Jo mere han sagde des mere begyndte hendes hjerte at banke, det gjorde næsten ondt så øm som hun var over det hele. Han elskede hende stadig? Det var ord hun virkelig ikke havde regnet med at skulle høre fra hans side. Nu hvor hun igen huskede, så havde følelserne jo i virkeligheden ikke ændret sig men tanken skræmte hende stadig. Hun lagde sig tæt ind til ham, indåndede hans velkendte, varme duft. Hun hævde træt en hånd og lod fingerspidserne glide hen over hans kind og de ru skægstubbe. ”J-eg ville g-gerne tr-tro dig, m-men gennem de s-sidste t-tid har d-du slået mig i-ihjel uden t-tøven, uden f-følelse i d-dit blik. Hvad m-med den dag j-jeg ikke vågner?” spurgte hun og kommenterede end ikke det at hun var bange for døden, for det var slet ingen hemmelighed. Blikket vendte hun mod ham idet han hævede det og så på ham med direkte livløse øjne. Tårerne pressede sig på, og hun hadede sig selv for at lade dem komme til udtryk, aldrig havde hun følt sig så svag. Han skulle ikke elske hende. ”D-du må i-ikke e-elske m-mig,” hviskede hun anstrengt og følte hjertet banke mod sit bryst. Hvis han elskede hende, så ville de ende et sted som ikke var godt for nogle af dem, de havde virkelig ikke været gode for hinanden! Flammerne tog hendes krop, hvilket var virkelig befriende. Faith stønnede hæst og så op på ham igen, lod ham rulle ind i det varme tæppe som hun genkendte fra soveværelset.. pludselig savnede hun den bløde seng deroppe og sin frihed. ”Ja-ja tak.. d-det du-dufter a-af mig,” konkluderede hun lidt overraskende og gned hovedet mod det bløde tæppe som hun som regel havde sovet på for at finde lidt mere varme end den som han havde haft brug for. Det vidnede vle lidt om at der ikke havde været en anden kvinde i hans seng, hvilket om ikke andet lettede hende en kende, hun kendte Kimeya og hans svaghed for det kvindelige køn og de havde været adskilt i længere tid.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var i det mindste ærlig. Det var også noget som Jaqia havde lært ham. I stedet for at benægte tingene, så hellere få det ud, også selvom det var noget, som han stod fast på, ingen tvivl om det. Han vendte blikket roligt mod hende. Uanset hvor kold han kunne virke til at være, så var det slet ikke fordi, at det var noget som han ønskede at være overfor hende, men fordi at.. han have lært at holde det hele på afstand. Han smilede svagt for sig selv. Han vidste, at det var noget som havde sat en stor tvivl i hende, og det var den, som han skulle arbejde med. ”Tror du virkelig, at jeg vil lade den dag komme? Hvis den kommer, så er det fordi at vi alle har taget fejl af den styrke, som du er i besiddelse af, kæreste.. Hvis der er nogen, som kan komme igennem det her, så er det dig.. Og jeg ved, at du kan,” påpegede han med en sigende mine. Efter at branden var endt, og hun igen var faldt til ro, så pakkede han det nye tæppe omkring hende, kun for at tage hende tilbage i favnen. Nej, han havde ikke delt nogen seng med nogen anden igennem det sidste lange stykke tid. Han havde lært at være tro mod sig selv, og det som han ønskede, også selvom han vidste, at det ikke var noget som hun ville have. ”Det ligger der, og jeg kan ikke gøre noget ved det.. Jeg elsker dig.” Han vendte blikket mod hende. Selv for ham, kunne det i sandhed formå at vække en frustration, og specielt når det var der der var ting i det, som hun slet ikke ønskede. Den stædighed, havde hun da om ikke andet, så stadig. Han nikkede. ”Det er dig, som lå i det sidst.. Oppe i sengen,” sagde han roligt. Det var ved at være rigtig lang tid siden, at de havde delt den, men det havde været en stund, som han ikke havde glemt. Og han nægtede at tro på, at hun var så fuld, som hun gav udtryk for dengang. Han lagde armen om hende, inden han igen dyppede kluden og strøg den over hendes ansigt. Han vidste, at hun kunne præstere bedre, end hvad hun havde gjort.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Når det kom til ærlighed så havde Faith altid sat sin stolthed først og det at erkende sine følelser for en mand som ikke følte det mindste for hende, var direkte ydmygende, uanset hvordan hun ville forsøge at dreje den, så nærede hun endnu følelser for den forbandede mand! Hun sukkede dæmpet.. hun havde udmærket været i stand til at kæmpe mere, men hun havde end ikke prøvet at komme uden om det, også selvom hun sagtens kunne overleve dette, det havde han ret i.. hun var stærk. ”D-du har allerede l-ladet d-den dag ko-komme,” påpegede hun lidt sigende. Han havde slået hende ihjel et utal af gange allerede og det skræmte hende lige meget hver gang. ”Selvfølgelig kan jeg det,” påpegede hun bare. Efter kroppen var gået op i flammer så skælvede hun ikke nær så meget, også selvom hun stadig var mere eller mindre kold. Hun lod ham tage kontrollen, lod ham passe hende og vaske hende, noget som hun umiddelbart slet ikke ville have tilladt, men hun var stadig for træt til at stå imod. ”D-du elsker m-mig ikke K-Kimeya, du føler a-at du ejer m-mig, deri er f-forskellen,” endte hun dæmpet og trykkede sig ind til ham. Det var ikke meningen men hun forsøgte virkelig at benægte alt der var mellem dem også selvom hun et sted godt vidste at intet var slut mellem dem og det ville det aldrig blive. Deres sidste aften havde været ret sigende, hun mindedes udmærket at have brugt alkoholen som en undskyldning, men hvert eneste sekund stod stærkt i hendes sind. ”V-vover d-du at påstå a-at der ik-ikke har v-været en kvinde s-siden?” spurgte hun og lagde ikke skjul på at hun slet ikke var overbevist. Han kunne næppe holde fingrene fra kagedåsen. Selvom det krævede alt den energi hun nu engang havde så hævede hun hovedet en smule og kyssede hans hals med varme læber, før hun igen sank sammen. Han havde kørt hende hårdere end hun nogensinde var blevet før, på den anden side kunne hun jo faktisk føle en forandring.

[Kimeya Marvalo]

Stolthed frem for ærlighed, havde været deres begges veje igennem livet igennem rigtig lang tid, og han havde lært, at det var der at det hele var gået galt for alvor. Han blev denne gang siddende med hende, nu hvor hun havde fået bugt med de frustrationer, som hun igennem de sidste mange måneder havde siddet inde med, og det var naturligvis også noget som gjorde sit for hans del. Han ønskede at hjælpe hende til at få det bedre, og opnå det, som han selv nær havde mistet livet for at opnå så frygtelig mange gange, og derved også lære hende skillet, når han havde dragten på, og når han ikke havde, for der lå faktisk en massiv forskel i det, når han bar den ene frem for det andet, og det var sådan noget, som han ønskede at understrege tydeligt for hende. Han smilede let. ”Og dog, så sidder du her endnu med et bankende hjerte, og i stand til at tale til mig.. Tror du virkelig, at jeg vil lade den dag komme, hvor du ej vil vågne igen?” gentog han. Det var slet ikke noget, som han kunne finde på! Han strøg kluden over hendes ansigt, inden han lagde den fra sig, hvor han så bare lod hende sidde ind mod sig, for det var bestemt ikke noget, som han havde det mindste imod i den anden ende. Tvært imod. ”Benægter du da, at du føler for mig..?” spurgte han sigende. Det var faktisk ikke fordi, at han tog det så tungt igen, for han havde oplevet det, som var værre end det her, så det var slet ikke noget, som han havde lyst til at blande sig i. ”Det er vidst sådan du forsøger at holde mig på afstand… Jeg elsker dig, Faith, og det er grunden til at jeg gør som jeg gør..” Denne gang lod han hånden søge ind under hendes hage, for at hæve blikket mod sig. Han skænkede hendes læber et let kys. Han kunne ikke dy sig, også fordi at han vidste, at hun befandt sig i en situation, hvor hun ikke kunne gøre det vildeste ved det. Han smilede svagt. Det var noget som stort set ikke skete mere. ”Der har ikke været en kvinde siden dig i sengen,” fastholdt han ganske sigende.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Kimeya havde muligvis lagt sin sti om, men det havde Faith bestemt ikke. Hendes stolthed kom som altid før alt andet, og han havde formået at nedbryde den langsomt. Det var lettende at have fået frit løb for de mange følelser og for ilden i hendes indre som havde hobet sig op og fyldt hende gennem måneder efterhånden. Hun lå ind til ham strøg næsetippen n langs hans hals hvor duften var stærkest. Det var hypnotiserende og hun hadede sig selv for stadig at reagere sådan på ham nu hvor hun ellers stædigt stod fast på at der ikke skulle være noget mellem dem. ”D-du er ikke h-herre over l-liv og død m-min kære, den d-dag det går g-galt som det var t-tæt på sidste uge,” påpegede hun sigende. Det havde været så tæt på at hun havde kunnet mærk sig selv drive længere væk, han havde ganske vidst heller ikke gjort det siden. For et øjeblik sad hun i fuldkommen stilhed og lod ham vaske hendes ansigt. Hun overvejede hans ord, og følte hendes hænder blive varme.. det var uhyggeligt så lidt kontrol hun havde over den slags nu om dage. ”D-det kan jeg ik-ikke benægte o-og det v-ved du,” svarede hun med et opgivende suk. Deres historie gik så langt forud for hendes liv, han ville altid havde den særlige plads ved hende. ”K-kan du ikke s-se at det e-er til det b-bedste?” spurgte hun stille. Det lignede hende ikke at være så rolig, men hun var for træt til andet, det var hendes svageste øjeblik i mange, mange år, det var ydmygende og særligt fordi det var overfor ham, hun vidste at han fortrak stærke kvinder. Hans kys satte en voldsom sitren i hende, og selvom hun virkelig kæmpede for ikke at komme til at gengælde det, så kunne hun ikke lade være. Blidt kyssede hun ham tilbage og lod blikket glide i bag de tunge øjenlåg. Med alt den anstrengelse det nu krævede hævede hun hånden og gbegravede fingrene i hans mørke lokker for at holde ham tættere til sig. Hun brød det stille dog uden at slippe ham. ”Den tanke kan jeg lide,” hviskede hun i hans ører og kyssede stille hans tinding.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya havde fundet ud af, igennem den træning som Jaqia havde udsat ham for, at han havde grebet tingene fuldstændig forkert an, og det var noget som tydeligt var gået op for ham. Nu havde han lagt hele stien om, og så håbede han naturligvis, at det var noget, som fortsat ville have den form for effekt når det nu endelig skulle komme til stykket. Han betragtede hende sigende. Stoltheden kom først når det kom til hende.. Og sådan havde det jo været igennem rigtig mange år. Hun havde ret.. Sidste uge, havde det været tæt på at gå galt, og han havde jo heller ikke ligefrem gjort det siden. ”Og derfor har jeg ikke gjort det siden. Jeg ved at du besidder styrken til at komme igennem det.. Det spørges bare, hvor meget du ønsker at beholde dit liv.” Han havde aldrig nogensinde været ligeglad med hende, og det ville han bestemt heller ikke blive, men selv han vidste, at der var visse ting, som han var nødt til at sætte først; I dette tilfælde, så hans arbejde, og den opgave, som han havde fået. ”Det er det jeg ved.. Du skal bare lære, at det kun gør ondt værre, at fortsætte med at benægte det,” påpegede han med en ganske kortfattet og sigende mine. Han sukkede indædt. Hun var da heller ikke den som gjorde det meget nemmere, men det forundrede ham ikke. Det var jo typisk Faith! ”Kommer an på hvordan man ser det.. Jeg lærte meget i den tid, jeg hang i dit sted..” Kysset som han skænkede hende, var egentlig fordi at han ikke kunne lade være, og det som faktisk overraskede ham mest, var at hun.. gik med til det. Ikke at det gjorde ham noget, for det passede ham faktisk ganske fint! Armen om hans nakke og i hans hår, var noget som kun bragte ham en form for lettelse, og det var genkendeligt.. Det var næsten det bedste ved det hele. ”Det tænkte jeg nok.. Hvis der skal være nogen i min seng, så skal det være dig.. Men det kræver også, at du kommer vel igennem det her,” påpegede han sigende, og med en ærlig stemme. Kysset mod hans tinding, tog han bare vel imod. Det føles virkelig godt, at sidde med hende.