Let me take care of you

[Samuel Acheron]

Samuel havde virkelig nydt den sidste uges tid hvor hans 'kære' storebroder, Sephiran, havde været ude af huset. Han havde intet haft med det at gøre og det var kommet bag på ham, da han fandt ud af at hans bror, hans hest og så den kvinde han havde haft med hjem, var væk. Men det havde givet ham en utrolig frihed til at være sammen med Myia, selvom det var risikabelt hvert øjeblik, for hvornår kom Sephiran mon hjem igen? For nu var det dog ikke bekymringen, for det var nat… men det blev hurtigt bekymringen, da han hørte sin brors stemme råbe op efter Myia, hvilket fik ham til at rykke let på sig fordi han var ved at vågne. Han fornemmede, at hun rykkede sig, for hun havde jo haft hovedet mod hans bryst. Da hun forlod sengen, så rullede han selv rundt i sengen og nærmest ledte efter hende med armen. Da det så nåede helt ind, at hun faktisk havde rejst sig og gået ud for at hilse Sephiran, så satte han sig op med et sæt og lyttede efter. Det næste han hørte, var et udbrud nedefra hvor han hørte noget der lød som træ der blev smadret, så hans bror måtte havde fået et vredesudbrud. Han bed tænderne sammen og tvang sig selv til at lægge sig ned igen, selvom han slet ikke kunne falde i søvn igen. Han kiggede op i loftet med et vågent blik, mens han blot lå og lyttede efter hvad der skete. Han vidste ikke om Myia havde mulighed for at snige sig tilbage til ham bagefter, for det var måske lidt mistænkeligt, at hun kom ned ad trappen eftersom tjenestefløjen var på stueplan, men forhåbentligt ikke noget Sephiran tænkte over, siden han havde været væk i en uge. Han trak vejret dybt og afventende, som han rykkede let uroligt rundt inden han fandt en stilling at ligge i, med dynen godt om sig.

[Myia Destiny Flancker]

Myia havde listet tilbage ovenpå i håbet om at Sephiran ikke havde set det, for det at falde i søvn nu i sin egen seng, var slet ikke noget som kom på tale, så skræmt og panisk som hun var. Nej, så søgte hun til det, som faktisk formåede at give hende tryghed her i det her hus. Den sidste uge havde virkelig været fantastisk, for de havde haft mere end rig mulighed for at tilbringe tiden sammen, selvom det var hurtigt overstået, næsten som ventet, og det var næsten det, som gjorde hende mest ked af det. Forsigtigt søgte hun tilbage til Samuels værelse. Hun hulkede svagt, hvor hun hævede hånden, for at skjule den tæskede næse, for selvom den måske sad rigtigt nu, så gjorde det forbandet ondt, og det var svært at skulle lade som ingenting, men hun havde jo ikke rigtigt noget andet valg end at prøve. Forsigtigt åbnede hun døren og trådte indenfor, hvor hun derefter lukkede den i endnu en gang. ”E-er du vågen?” spurgte hun så normalt som muligt, selvom det var tydeligt at høre, at hun var ked af det, og havde grædt. Hun havde aldrig været ude for en lignende behandling, og så fordi at nogen havde gjort det mod ham, som ikke engang var hende?! Hun gik forsigtigt hen til sengen igen og lagde sig ved siden af ham igen. Hun skælvede..Fuldkommen rystet over det, som hun havde været udsat for, for det var uden tvivl noget af det værste som hun havde været udsat for, og end ikke noget, som hun kunne gøre noget som helst med i den anden ende, så det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Hun forblev denne gang fuldkommen tavs, også fordi at hun slet ikke vidste hvad hun skulle sige. Lige nu havde hun bare brug for, at han kunne holde om hende og lade hende vide, at hun var tryg og i sikkerhed.

[Samuel Acheron]

De listende skridt ude på gangen vidste Samuel, at det kun kunne være én; Myia. Det lettede ham en smule, at hun fik muligheden for at snige sig op til ham igen, for det betød at Sephiran så var blevet nedenunder og forhåbentligt gået i stuen, så han ikke kunne holde øje med trapperne op til den private førstesal. Den sidste uge havde været virkelig fantastisk, så det, at det nu var slut, det gjorde ham faktisk frustreret. Han var virkelig glad for Myia, men hun var også ret berørt af Sephirans faste hånd, der havde oplært hende, så det var svært for ham at overtale hende til noget som helst. Let bed han tænderne sammen, som døren forsigtigt gik op og Myia kom ind, hvilket fik ham til at vende hovedet mod hende. Han kunne høre på hendes skælvende stemme at hun var ked af det og også havde grædt, for hun var lidt grødet og rystende. "… Ja," svarede han dæmpet. Han kunne ikke ligefrem falde i søvn, når han vidste, at hans bror var kommet hjem igen og havde kaldt efter hende. Han vendte sig mod hende, da hun lagde sig ved ham igen, så lod han armen falde om hende, som han let trak hende ind til sig. Han lod sit bryst hvile mod hendes, således at han kunne kigge på hendes ansigt. Det var mørkt herinde, så hendes næse kunne han ikke helt se. "Hvad har han gjort?" spurgte han hende sagte. Han kunne jo høre, at hun havde grædt og det plejede hun jo ikke med Sephiran, for hans bror var jo normalt blid ved hende, fordi han på en underlig måde også ønskede at passe på hende. Han trak vejret dybt og så på hendes mørke blik eftersom mørket gjorde det nærmest sort, ligeså vel som hans træk også blev mørkere.

[Myia Destiny Flancker]

Myia var på listetå tilbage til Samuels værelse, også fordi at hun denne gang virkelig følte, at det var hende, som havde brug for at blive trøstet og vide, at hun faktisk var god nok, for det havde hun uden tvivl brug for. Lige i øjeblikket, så var hun glad for at det var mørkt, så han ikke kunne se noget, for hun ville slet ikke have, at han skulle se hende, sådan som hun allerede nu, vidste hvordan hun så ud. Hun bed sig i læben. Han var vågen, hvilket faktisk passede hende fint. ”G-godt..” sagde hun med en dæmpet stemme, inden hun næsten hastigt søgte op i sengen og lagde sig ned. Hun havde grædt, og kroppen rystede og hun havde svært ved at falde til ro. Hun rystede på hovedet og vendte blikket lidt væk, for han skulle slet ikke se det, selvom hun vidste, at han ikke kunne undgå at bide sig mærke i det, når det igen ville blive lyse morgen. Hun rystede stille på hovedet og puttede sig godt ind mod ham. Det kunne godt være, at hun var meget præget af Sephiran i sin egen hverdag, når det kom til arbejdet og den slags og hun var jo tydeligt præget af det. ”Han var bare lidt sur..” bortforklarede hun, velvidende om at han ville kunne gennemskue hendes løgne, for så godt måtte han jo kende hende efterhånden. Hun lagde hånden roligt mod hans bryst, selvom den stadig rystede. Hun havde ondt i det indre, og hun var godt øm, selvom det nu heller ikke var noget som hun kunne gøre det største ved af den grund, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun trak vejret dybt for at få det helt vejen ned i maven i stedet for. ”Vi burde bare sove igen..” fortsatte hun. Hun havde ondt i næsen, og hun havde ondt i maven. Sikkert fordi at hun havde fået bøjet lidt ribben efter hans knytnæve i hendes mave.. Aldrig havde hun været udsat for noget lignende før!

[Samuel Acheron]

Samuel kunne godt lide når Myia kom til ham, eller omvendt når han selv listede ned til hende alt efter omstændighederne, for han elskede at ligge med hende i sine arme og passe på hende. Eftersom hun var ret præget af hans bror, så agtede han også bare at hjælpe hende med plejen af vingerne og de andre små ting, således at hun blev på den gode side af Sephiran. Han holdt virkelig meget af hende, fordi hun var det bedste der var sket ham og han agtede også, at de skulle blive frie en dag; han skulle bare finde den rigtige idé og måde til det, så de ikke endte tilbage for Sephirans fødder i lænker, underlagt hans tortur og metoder, for dem havde han oplevet før. Sephirans metoder gjorde ondt, det kunne man snildt sige, så derfor holdt han sig som regel væk fra sin bror. Han holdt hende ind til sig og kunne godt mærke hun skælvede i kroppen, så han forsøgte bare at trøste hende med varmen under dynen og hans nærhed, som han håbede virkede. Han rynkede panden ved hendes ord, for hun undveg klart hvad der var sket og det betød jo kun, at hans bror havde gjort hende ondt, hvilket direkte gjorde ham vred! Men desværre kunne han jo intet gøre, for det ville afsløre alt og det ville han da slet ikke risikere; det kunne i værste fald koste ham livet. Han trak vejret dybt og vædede sine læber, mens han kyssede hendes kind forsigtigt, eftersom hun kiggede lidt væk fra ham. "Lidt? Jeg hørte ham smadre halve indgangshallen… Hvad har han gjort mod dig?" modargumenterede han. Han agtede at få et svar, for han ville vide det, selvom han stod magtesløs mod det; måske han jo kunne hjælpe hende? Han sukkede let og bed tænderne sammen, for ja, de burde sove, men det kunne han da ikke lige nu. Han strøg forsigtigt tomlen over hendes ryg, da han holdt armen omkring hende.

[Myia Destiny Flancker]

Myia var glad for at Samuel var vågen, og hun var glad for, at han tog sig sådan af hende. Under normale omstændigheder, så ville hun ikke komme listende sådan til ham som hun gjorde nu, men hun havde virkelig brug for det. Sov hun selv, så ville hun da få en elendig nat, og det var hun slet ikke det mindste interesseret i! Hun lagde sig trygt ned ved siden af ham også selvom hun virkelig forsøgte ikke at ryste, så var det da tydeligt, at hun faktisk var i chok over det som var sket, for hun havde aldrig været udsat for noget lignende. Hun havde en særlig betydning for Sephiran, og det vidste hun udmærket godt, selvom det måske ikke ligefrem gjorde sagen meget bedre, så var hun jo vigtig for ham, selvom han måske havde svært ved at vise det. Hans strøg over hendes ryg, var noget som fik hende til at falde en smule til ro, og kysset mod hendes kind, også selvom det i sig selv, fik det til at gøre mere ondt i næsen, for det gjorde virkelig ondt! ”Halve er vidst mildt sat… Han har bare været sur og frustreret, Samuel.. Han.. slog bare lidt på mig..” forklarede hun. En løgn også, selvom han jo faktisk havde slået på hende, så havde han også sparket og udsat hende for tortur af magi, som hun ikke rigtigt kunne gøre noget ved i den anden ende, så var der bestemt heller ikke nogen tvivl om det i denne her situation. Hun lukkede øjnene ganske stille og trak vejret dybt endnu en gang. ”B-bare hold om mig, Samuel..” endte hn med en dæmpet stemme. ”Han.. han gav mig fri i morgen..” fortalte hun videre, inden hun igen vendte blikket mod ham igen. Han kunne intet se, i og med, at det var mørkt og den slags, og det var noget som faktisk passede hende ganske fint, så det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun lagde hovedet tæt ved hans skulder. Han skulle ikke have lov til at se den blå og lilla næse!

[Samuel Acheron]

Samuel var glad for at Myia søgte til ham, men han vidste også, at den var gal med hende når hun kom herop selvom Sephiran lige var hjemvendt, for det ville hun jo normalt ikke og derfor havde hun jo brug for ham, så han ville jo også vide hvad der var sket! Det lettede ham dog, at hun var kommet, for han ville have fået en dårlig nat hvis han lå og grublede over hende hele natten, hvis hun var gået ind til sig selv fremfor at komme op til ham. Han holdt armen godt om hende, for han ville gerne sørge for at hun var tryg, nu hvor Sephiran tydeligvis havde givet hende en slags chok-tilstand hvor hun skælvede og havde grædt også, hvilket jo heller ikke lignede ham, for Sephiran holdt af Myia på en mærkelig måde. En måde han ikke ville blande sig i, for han vidste, at han havde retten til Myias kærlighed og for Sephiran, var hun jo blot speciel fordi hun lystrede ham og nærmest var begejstret for ham. Han strøg hende fortsat over ryggen, for han fornemmede, at det gav hende en smule ro. Han rynkede panden da hun sagde, at Sephiran havde slået 'lidt' på ham, hvilket virkelig lød som en underdrivelse så det gjorde noget! "Stop med at sige lidt… og fortæl mig det, som det er," bad han. Hvis hun var blevet slået lidt, så kunne det højeste have været en lussing, men det ville jo ikke ryste hende sådan? Så der måtte være mere under, som hun bare ikke ville sige og det var en frustrerende tanke, for han ville vide det selvom han stod magtesløs overfor sin egen bror. Han lukkede let øjnene i og blev liggende, så hun kunne møve sig ind til ham hvis hun syntes. "Jeg holder allerede om dig," svarede han blidt mod hendes øre. Han vidste ikke hvordan hendes næse så ud, men hvis han gjorde, ville det være foruroligende. "Gjorde han? Fantastisk," hviskede han blidt med et stille smil. Men så var det jo bare om de kunne ses i morgen, hvis Sephiran var i huset?

[Myia Destiny Flancker]

Der lå ingen kærlighed mellem Myia og Sephiran, og det var noget som hun havde gjort meget ud af, for at understrege for Samuel, for der var virkelig intet der. Hun søgte i øjeblikket til Samuel, hvilket var noget som hun slet ikke ville have gjort under normale omstændigheder når Sephiran havde det på den måde, men lige nu, så var det jo det, som hun havde brug for. Hun forsøgte virkelig at falde til ro, selvom det ikke var nemt, så gjorde hun virkelig hvad hun kunne. Øjnene lukkede hun let i, hvor hun igen trak vejret meget dybt. Han var sur.. Og et sted, så kunne hun udmærket godt forstå ham. Hun undlod måske at give ham den fuldendte sandhed, men hun vidste jo at Sephiran ikke havde ment det, selvom det uden tvivl havde rystet hende, at det var den behandling som hun skulle underkastes. At Samuel så derimod også kendte hende så godt, var ikke ligefrem noget som gjorde tingene meget bedre for hendes vedkommende. Hun bed sig let i læben. ”Han blev bare lidt sur, okay? Det.. det er ikke så slemt som det lyder. Han.. brækkede min næse ved et uheld..” sagde hun dæmpet. Hvorvidt om han overhovedet havde gjort det med vilje, fordi at han havde været overbevist om at det var hende, som havde gjort det, eller om det var fordi, at han bare havde ramt helt rigtigt, det vidste hun slet ikke, og hun ønskede ikke at tro, at han faktisk havde gjort det med vilje, men at det var de opbyggede frustrationer igennem den sidste uge, for hun havde virkelig været glad for at se, at han var kommet hjem igen! Hun nikkede. ”Det ved jeg..” sagde hun med en dæmpet stemme, inden hun igen vendte blikket i retningen af hans skikkelse. Hun vidste at han ikke kunne se hendes næse, og hun ville ikke have, at han skulle hidse sig op på grund af det! Hun endte med at vende sig mod ham, hvor hun kyssede hans kæbe. ”Han er virkelig frustreret dernede.. Jeg tror også, at vi kan have hele dagen i morgen sammen,” sagde hun roligt.

[Samuel Acheron]

Samuel syntes, at forholdet mellem Sephiran og Myia var lidt mærkeligt, men han forsikrede sig selv om, at det ikke var noget specielt; bare hans broders særheder, der gav ham en mærkværdig måde at holde af Myia, men ikke i de baner som Samuel holdt af hende. Han kunne derfor godt lide, at hun sneg sig ind til ham, for han elskede tiden med hende. Faktisk elskede han jo hende, selvom det altid var med hjertebanken når de mødtes, fordi han frygtede for udfaldet hvis Sephiran skulle mistænke det og finde ud af det. Han vædede let sine læber, som han lå med lukkede øjne, for det var jo mørkt alligevel og han nød at slappe fuldstændigt af sammen med hende. Han kunne mærke, at Myia kæmpede med at falde til ro, men han var sikker på, at hun nok skulle falde ned igen, hun skulle bare lige have tid nok til at ligge og falde til ro. Han havde fået med sig, at Sephiran var sur, eftersom han havde ødelagt indgangshallen… ja gad vide, hvordan den så ud? I det mindste var deres moder vel ikke vågnet om ikke andet, men det ville nu heller ikke gøre noget, for Sephiran lyttede jo ikke til hende. Det var kun ham, der havde en fordel i sin moder, fordi han elskede sin mor højt og hun elskede ham. Han smilede for sig selv, for han kendte Myia og det måtte hun jo se i øjnene. Ordene fik ham til at rynke panden, hvor han ligeså måtte åbne øjnene og skubbe sig lidt op, hvor han nu kiggede på hendes næse. Han tændte et lille lys i sin hånd med magien og så hvordan næsen så ud, hvilket fik ham til at lade det magiske ild gå ud i hans hånd så alt blev mørkt igen. Han rynkede panden. "D-det… er da ikke lidt sur, det der, Myia! Og slet ikke et uheld!" protesterede han lavmælt og lagde sig ned igen med en sur mine. Han kunne ikke lide, at hans bror havde været så ond mod hende, for det var jo slet ikke normalt… gad vide hvad der lige var sket ham i den seneste uge? Han sukkede dæmpet og trak hende ind til sig, mens han rettede lidt på dynen omkring dem. Han strøg sine fingerspidser over hendes ryg, der hvor hånden hvilede. Det sidste muntrede ham dog lidt op, for han ville gerne have hele dagen sammen med hende i morgen. "Det lyder godt til gengæld," hviskede han blødt til hende og modtog kysset mod hans kæbe.

[Myia Destiny Flancker]

Myia elskede Samuel, selvom det ikke var ord, som hun nogensinde havde sagt, for hun var virkelig bange for, hvordan Sephiran ville tage det, hvis han fandt ud af det, og det var næsten det, som faktisk var det mest ubehagelige for hende. Det var faktisk.. uhyggeligt, men hun var ikke den som brød love og regler, som hun var underlagt her i huset, så naturligvis, var det noget som gjorde også en voldsom stor forskel for hendes vedkommende. Hun vendte blikket stille mod ham igen. Nu hvor hun havde fortalt ham at hendes næse var brækket, så stod hun fast på, at det faktisk havde været et uheld. At han også havde slået hende i maven, så hun ikke nogen grund til at fortælle, for han var en mand, som brændt inde med rigtig mange frustrationer, og det var noget som hun faktisk forstod sig på, hvis han havde været udsat for en forfærdelig behandling, for hun vidste det virkelig ikke.. Hun vidste ikke hvad han havde været igennem til nu. At han satte sig lidt op, for hende til at følge ham, hvor hun vendte blikket mod ham, da næsen trådte i syn for ham, så han kunne se hvordan hun så ud. Tårerne meldte sig endnu en gang, også selvom hun stod fast på, at han slet ikke havde ment at gøre sådan noget ved hende! ”Jeg.. jeg mener det, Samuel. Han mente slet ikke at gøre det. Det.. det var bare noget der skete.. Han ramte bare rigtigt.. Det.. det var slet ikke meningen, at det skulle være gået udover mig..” forklarede hun med en dæmpet stemme, inden hun igen lagde sig ind mod ham. Hun havde brug for at han passede på hende lige nu, og det gjorde han.. så meget vidste hun om ikke andet. ”Det gør det.. Jeg kunne virkelig godt bruge en dag alene, bare sammen med dig,” sagde hun dæmpet. Hun lod ham stryge hende over ryggen, hvor hun bredte vingerne lidt, så han kunne komme ordentlig til. Hun kunne virkelig godt lide fornemmelsen af det, når han var så tæt på hende, som det han var lige nu. Kysset fik hende til at smile, hvor hun igen stille lagde hånden mod hans bryst. Hun faldt mere og mere til ro nu.

[Samuel Acheron]

Samuel havde endnu ikke sagt de store ord til Myia, for han frygtede lidt om hun også mente det så dybt som han gjorde, eftersom han jo faktisk var lidt påvirket af forholdet mellem hende og hans bror, for han forstod sig ikke på den. Han vidste det ikke var kærlighed som sådan, men noget var det og hvad det var, det anede han ikke. Han trak vejret roligt og ønskede lige nu ikke tænke på det, for Myia var jo hans og det var også den tanke han forsikrede sig med. Men han var jo også bange for hvis hans bror skulle finde ud af, at han var forelsket i Myia, så derfor blev det holdt meget hemmeligt, hvilket til tider også var frustrerende. Han trak vejret dybt og pustede roligt ud ved siden af hende. Hendes næse var brækket, det var jo tydeligt for ham, men om ikke andet så var den sat på plads og nu bare ekstremt misfarvet på grund af slaget. Han måtte give hende noget lindrende i morgen i form af nogle urter eller noget andet, men nu var der ikke så meget at gøre, da det vel havde bedst af at hæve lidt ned. Han bed tænderne let sammen og nåede godt at se hendes tårer, selvom det jo ikke var hans mening, så derfor slukkede han også hurtigt lyset og lagde sig ned igen. "Tænk på hvordan han er til hverdag… Og nu han 1 uge bagud," sagde han eftertænksomt. Han ville ikke blive ved med at modsige hende, for det kom der ikke noget ud af, når han ikke kunne gøre Sephiran noget, så han ville hellere være sammen med Myia på god vis fremfor at skændtes. "Så gemmer vi os sammen i morgen," sagde han dæmpet. Han mærkede hendes hånd på hans bryst og blev selv mere rolig. Han mærkede at hun bredte vingerne lidt, hvor han lod hænderne stryge hende lige omkring det ene vingeled. Hun var smuk med hendes vinger, som han jo også hjalp hende med at pleje. Han kyssede forsigtigt hendes kind, dog så langt væk fra hendes næse som muligt uden at kysse hendes øre.

[Myia Destiny Flancker]

Nu hvor Samuel så tydeligt kunne se den brækkede næse, så bed Myia tænderne sammen, for hun vidste, at hun konstant ville komme til at tage Sephiran i forsvar, for hun stolede på, at det slet ikke havde været hans mening, at det var hende, som det skulle gå udover, om han havde vidst, hvordan tingene hang sammen. Det gjorde hende faktisk ked af det, for hun vidste, at dette havde sat en følelse i hende, som hun ville få utrolig svært ved at komme af med igen. Hun vendte blikket stille ned. Sephiran havde været væk i en uge, og hun turde faktisk godt påstå, at det havde været den bedste uge i hendes liv, for hun vidste, at Samuel havde været der til at passe på hende, og det var noget af det bedste, som hun længe havde oplevet. Hun lagde sig stille ved ham igen. Lige hvad der var sket som sådan, vidste hun ikke, men den frustration, den ring som han havde haft om halsen og.. den beklædning, så kunne det jo næppe, have været nogen god ting i den anden ende. ”Han har været væk i en uge.. Han havde en.. underlig ring om halsen, som han bad mig om at fjerne.. og han troede, at jeg var skyld i at Tiyanna fik ham med.. Jeg forstår det ikke..” sagde hun dæmpet. Det var faktisk noget, som havde formået at sætte en skræk i livet på hende, og det var slet ikke noget, som hun kunne have med at gøre i den anden ende. Lige nu ville hun bare gerne være sammen med Samuel. Selvom der var rigtig mange følelser, som var forblevet usagt, så var det faktisk en tanke som skræmte hende mere, for hun vidste slet ikke hvor meget af det, Samuel faktisk lagde i det i forhold til hende selv. Hun nikkede stille. Det var vel hendes.. underlige måde, at sige til ham på, at hun faktisk holdt af ham, og elskede at tilbringe tiden sammen med ham? For det gjorde hun virkelig! ”Det vil jeg se frem til. Jeg tror også Sephiran kommer til at være travlt optaget med Helon,” fortalte hun stille. Hun lukkede øjnene ganske let, inden hun vendte sig mod ham. Varsomt kyssede hun ham tæt ved mundvigen. Hun kunne ikke dy sig.

[Samuel Acheron]

Samuel ville gerne se hvad der var sket, for selvom han intet kunne gøre, så ville han ikke vågne op i morgen og få et chok men hellere kunne lægge sig til at sove med en forholdsvis ro i kroppen, med tanke på, at han passede på hende som han nu kunne. Overfor hans bror, kunne han ikke tage hende i forsvar, men om ikke andet kunne han da altid trøste hende bagefter, for hun måtte altid snige sig til ham hvis det var hende muligt! Myia tog nogle gange Sephiran i forsvar, men Sephiran havde jo også sat hende på plads, da hun var blevet bragt hertil og lige det var svært at komme igennem, for der mødte han bare en mur. Indgangsvinklen måtte være en anden. Han var nervøs for at fortælle hende sine inderste følelser, for der sad endnu en frygt i ham for, at hun måske bare brugte ham som trøste-træ? Han vidste, at hans bror måtte have haft en ret hård uge eftersom han havde skejet sådan ud, men sådan måtte det jo være, for det var jo ret utroligt. Den tøs, som han havde taget hertil, måtte jo være den, som også havde taget Sephiran med sig og den tanke morede ham en smule, selvom det jo også gav konsekvenser her i huset. Da hun fortalte om ringen, så vidste han dog udmærket godt hvad det var og han bed sig let i læben. "Ringen har låst hans magi fast… Så det derfor, han har været så frustreret; han har ikke kunne bruge magi hele den sidste uge," forklarede han hende. Det kunne jo måske også forklare hvorfor Sephiran havde været så opfarende lige ved ankomsten og havde ladet det gå ud over hende. At han så troede Myia stod bag, måtte være en løgn som denne Tiyanna havde plantet i ham. Han strøg hende trøstende og også kærligt ved hendes vingeled, alt i mens han bare lå og nød tiden med hende. Han trak vejret dybt og smilede skævt for sig selv. "Så skal han da ud og lede… Jeg så Helon stikke af for et par dage siden," sagde han tænksomt. Han rødmede nærmest da hun kyssede hans mundvig; hurtigt fangede han i stedet hendes læber og skænkede hende et blødt og kærligt kys.

[Myia Destiny Flancker]

De inderste følelser var tydelige for Myia, men hun var bange for, at de ikke var gengældt, så det hele gjaldt om at nyde tiden, mens den var der og det var noget, som hun virkelig følte, at hun kunne gøre sammen med Samuel. Hun sukkede dæmpet. Hun vidste udmærket godt, at hun så direkte forfærdelig ud, men noget, var hun jo trods alt nødt til at gøre. Hun lagde sig igen stille ned ved hans side, nu hvor han havde set hendes næse.. Hun vidste at den så hæslig ud, og det dunkede i den, når hun bare trak vejret. Han gjorde hende rolig, og han gjorde hende tryg, og det var virkelig det bedste af det hele. Ringen som Sephiran havde haft om halsen, havde hun slet ikke haft nogen anelse om hvad var for noget, for det lå langt udenfor hendes fatteevne, at nogen i det hele taget havde lavet noget lignende af det. Hun lyttede til hans ord.. Hvis det var det som var sket, så var det ikke fordi at det var så underligt igen, at det havde været en hård omgang for ham, og det var faktisk noget, som gjorde hende ked af det et sted, for hun holdt af ham som chef. Han passede jo normalt rigtig godt på hende. ”Så er det jo ikke underligt, at han var så præget af frustration og vrede, da han brølede efter mig,” sagde hun med en dæmpet stemme, inden hun lagde sig godt til rette endnu en gang, da hun havde fået muligheden for at gøre det. Hun lukkede øjnene ganske let. Hvis Sephiran skulle til at søge land og rige rundt efter Helon, så var det måske en dag, som de kunne nyde med hinanden? Nu hvor hun også havde fået fri for den kommende dag, hvilket uden tvivl var noget, som hun ville nyde! At han kyssede hendes læber i stedet for, fik den direkte rødmen til at stige i hendes kinder for alvor. Hun kunne jo lide det. Hun smilede let for sig selv. ”Så.. lad os håbe, at han skal søge land og rige rundt for at finde ham.. så vi kan få dagen sammen..” hånden hævede hun stille, kun for at lade den stryge mod hans kind. ”Det der.. det.. det føles godt,” Igen steg rødmen i hendes kinder.

[Samuel Acheron]

Samuel vidste, at han en dag inden længe ville fortælle Myia hvordan han følte, for han var jo ærlig overfor sine følelser og skjulte dem ikke. Dog sagde han dem heller ikke højt i frygt for, at Myia jo ikke gengældte det helt på samme måde. Han følte hun var hans og ønskede ikke at dele hende med Sephiran, men for nu måtte det jo være lidt sådan, når hun jo faktisk ikke havde noget imod ham som sådan. Han elskede alle tidspunkter sammen med hende og nød at ligge her med hende, for det gjorde ham rolig og godt tilpas. Han smilede svagt for sig selv, for selvom han havde set hendes næse, så ville han ikke hidse sig op. Han ville være rolig så hun også kunne blive det da han ikke ønskede at gøre hende mere urolig end hun var. Han kunne dog mærke, at det hjalp på hende, så det var kun en lettende tanke som intet andet. I og med hun var engel, så forstod han godt hvis hun ikke forstod hvad ringen gjorde, for den var jo mest kendt indenfor warlock racen. Det var faktisk en ældgammel genstand, sikkert lavet og skabt af alkymister og smede, således at de ville have en chance mod warlocks. "Nej, faktisk ikke. Han må have været helt i ubalance efter en uge," svarede han hende roligt. Han lod hende møffe sig på plads ved ham, før han selv lagde sig ordentligt sammen med hende, for det var klart hans første prioritet lige nu, at hun skulle have det rart og behageligt. Han håbede næsten, at Sephiran skulle land og rige rundt efter Helon eller skulle noget andet i morgen, så han kunne få tid med hende en dag endnu før Sephiran var tilbage i huset og ødelagde deres chancer for at mødes. Han var varm i det indre ved at ligge med hende, som han kunne fornemme smilet på hendes læber. "Ja… Eller skal noget andet, så han er ude af huset," svarede han selv. Det gøs i hans kind, da hun strøg den og han smilede dumt ved hendes ord, som også fik hans hjerte til at hamre hårdere. "Så… så må jeg hellere… prøve igen," svarede han forsigtigt. Han rykkede hovedet mod hendes og fang hendes læber i endnu et kys, holdt det blødt og kærligt.