Breaking the rules

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel havde måske ikke den samme livserfaring som Denjarna gik rundt med, og ja, han havde uden tvivl været knust over det valg, som hun havde taget, uden så meget som at blinke. Hun var gået tilbage til en som slet ikke var god for hende, og hun virkede heller ikke til at fortryde det, hvilket var noget af det værste af det hele. Han havde skænket hende sin uskyld. Skænket hende en ting, som han ikke kunne skænke til andre, og det var slet ikke noget som han kunne have! Han kneb øjnene let sammen. ”Når man står ansigt til ansigt med en kvinde, som har gjort den samme fejl utal af gange, og jeg selv har været en lukket mand, og kun lukket en tæt, som jeg vidste, kunne elske mig som omvendt, så er den verden vi lever i, sort og hvid, Denjarna,” endte han med en kortfattet stemme. Han var virkelig vred og i den grad også skuffet over, at det var sådan hun valgte at behandle ham, for det synes han bestemt heller ikke var retfærdigt! Han fortjente bedre, og han havde været enig. Denjarna var lige til rendestenen i hans øjne! ”Desuden ville du aldrig nogensinde få min tilladelse til at slå dig ned i mit land. Jeg vil have dig ud.. Og det skal være lige nu.” Hun kunne himle med øjnene, alt det som hun ville, og det ville ikke gøre nogen forskel for hans vedkommende, for han ville slet ikke have hende eller se hende på et sted som dette, også fordi at det ville stille ham og hans hustru langt svagere end de var i forvejen, og det var slet ikke en tanke som han kunne have med at gøre i det hele taget! ”Tror du virkelig, at jeg føler for dig? Efter hvad du har gjort mod mig? Efter hvad du tog fra mig, udnyttede og bare søgte tilbage til din kære Derick? Nej, Denjarna.. Du er ikke så elskværdig, som du engang har været, og jeg kan trygt love dig for, at dette bliver det sidste, som du nogensinde ser på denne her side af muren. Jeg skal selv personligt få dig over på den anden side af muren og sikre mig at du bliver væk herfra.” Han troede og stolede virkelig ikke på hendes ord, om han skulle være helt ærlig. Han ønskede bestemt heller ikke stå her og bruge sin tid, for den kunne han bruge på masse andre ting. Han stolede på ingen måder på hendes historie, for hun havde holdt ham for nar en gang før, hvorfor skulle hun ikke gøre det igen så? Han kneb øjnene let sammen. ”Rejs dig… Og forlad mit land, Denjarna,” afsluttede han kortfattet. Om han så selv skulle tage hende over skulderen og fore hende ud, så gjorde hand det!

[Deleted]

”I så fald er det dit eget valg at tænke således. Dit eget triste valg om end,” svarede Denjarna blot. At Gabriel havde haft det svært efter hende, kunne hun ærlig talt ikke gøre meget ved. Han var ikke den overlever, som hun var, og derfor var de kommet forskelligt fra deres problemer. Svært var det desuden at have ondt af ham, når han alligevel kun ønskede at håne hende. Det havde hun intet til overs for. Opgivende sukkede hun af ham. ”Er du døv? Jeg ønsker ikke at blive i dit gudsforsømte land. Nærmere oversættelse: Jeg bliver … ikke. Så du kan sagtens pakke din tale væk omkring, at jeg skal ud, for bare rolig. Jeg har ikke i sinde at slå mig ned her,” lød det fra hende, hvor hun snakkede, som talte hun til et uforstående lille barn. Det var dog også tydeligvis det han var. Hun havde nemlig aldrig tænkt, at hun ville bosætte sig i Procias. Hun havde blot ønsket sig landets hjælp til at heale sig.. Ikke andet end det. Det var skam ikke alle der elskede hans land. ”Jeg ved da ikke, om det stadig er tilfældet. Kærlighed kan trods alt eksistere på barske grundlag. Og jeg er ikke så elskværdig, som jeg engang har været? Du kender mig end ikke nu, kæreste,” sagde hun i en rolig tone. Hendes hoved faldt på sned. ”Lad nu være med at være så mørk og muggen. Det klæder dig som sagt ikke.. Ej heller dit lands ry. Jeg troede, at Procias bestod af lys og ego, men der er tydeligvis ikke så langt mellem de forskellige lande.” Ned ad bakke kunne Denjarna skam godt se, at hendes situation gik. Gabriel ønskede nemlig ikke, at hun var her et sekund længere, og personligt ønskede hun ikke at gå, før hun havde fundet Salvatore. Hun kunne dog umuligt sige til Gabriel, at hun lige skulle tale med magikernes leder, inden hun gik nogle steder.. Det ville nemlig ødelægge hendes løgnehistorie. Hun spekulerede over sine muligheder, for dette gik bestemt ikke! Hun spekulerede over sine muligheder. Hvad var det bedste at gøre? Hun vendte de sølvgrå øjne mod hans ansigt. ”Giv mig et øjebliks privatliv, og så vil jeg komme med dig,” endte hun med at sige. En forfriskning af sig selv var vel meget passende, inden hun ville forlade landet? Hun regnede desuden med, at Gabriel ville følge hende til grænsen, da han næppe turde lade hende gå på egen hånd. Det var nemlig blevet klargjort for dem begge, at de ikke længere kunne regne med hinanden.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel ønskede bestemt ikke at lade Denjarna gå frit i hans land, og specielt ikke med tanke på den fælles fortid, som de nu havde. Han brød sig ikke om at han havde lukket hende så tæt på, i det hele taget! Han kneb øjnene fast sammen. Den måde, som han så på hende på, var udelukkende hendes egen skyld. ”Du kan vælge at farve din tilværelse i alle de farver, som du ønsker og lyster, kæreste.. Men det vil aldrig beskrive tingene ret,” påpegede han sigende, inden han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Nej, han ville slet ikke have hende her i Procias, og stod det til ham, så var hun væk hurtigst muligt! Silia og ham selv, havde nok at slås med i forvejen, og de havde bestemt ikke behov for mere end det her! ”Jeg vil ikke ser dig bosat her, eller værende her, da jeg heller ikke har givet dig den midlertidige opholdstilladelse, som det kræver, og det er bestemt ikke noget, som jeg har i sinde at give dig,” endte han ganske kortfattet. Om han skulle finde hende bosat her, så skulle han nok kyle hende ud i hoved og røv, det var der ikke nogen tvivl om overhovedet! Kærlighed kunne overleve på trods af rigtig mange ting, og det var han klar over. ”Den kvinde, jeg troede jeg kendte, har aldrig eksisteret,” påpegede han med et kort skuldertræk, inden han igen vendte blikket i retningen af hende. Han kneb øjnene let og fast sammen. Det var ikke fordi at han var særlig samarbejdsvillig, men han så heller ikke, hvorfor han skulle skænke det til hende, når hun i princippet og i hans øjne, slet ikke havde fortjent det. Procias kunne ikke eksistere uden Dvasias, og det vidste han udmærket godt, men det gjorde heller ikke ligefrem nogen forskel for ham. ”Sjovt, at folk kan tage så meget fejl af det,” sagde han kortfattet. Han stolede ganske vidst ikke på den historie, som hun havde skænket ham, for han havde slet ikke nogen grund til at skulle stole på Denjarna. Han nikkede blot mod hende. Et øjeblik med privatliv, kunne han vel godt give hende? ”Ud fra mit gode hjerte, Denjarna.. Så giver jeg dig et øjeblik, men ikke så meget som et sekund mere,” afsluttede han endeligt, inden han selv forlod hytten igen. Han var virkelig, virkelig vred over at hun overhovedet kunne finde på at melde sin ankomst i hans land!

[Deleted]

Denjarna fnøs dæmpet af ham. ”Og det skulle din måde at beskrive tingene måske være? Næppe..,” fastholdt hun stædigt. Gabriel havde på ingen måde ret. Han tog faktisk grueligt fejl af verdenen, men det kunne ikke just komme bag på hende. Han var nemlig procianer, og de havde en dum tendens til at være ufatteligt indsnævret, angående den verden de levede i. Dvasianere var bestemt heller ikke hellige, men hun var næppe en rendyrket dvasianer. Nok kom hun derfra, men hendes standpunkt havde rykket sig med tiden. Hun havde udviklet sig. Igen måtte hun rulle med øjnene ad ham. ”Gabriel, jeg tror, at jeg allerede fattede, at du ikke ønsker mig her, da du sagde det den første gang! Jeg er ikke fatsvag, så du behøver ikke gentage det hundred og sytten gange, og på hundred og sytten forskellige måder,” endte hun med at bide af ham, da hun skam havde forstået hans pointe! Blind af sit had var han blevet, og derfor ønskede han hende ud af sit land.. og det var lige nu og her. Den del havde hun skam forstået for længst. Hun hævede det ene øjenbryn, som han fortsatte med, at hun havde løjet for ham. ”Det siger du jo.. For dig er jeg en hjerteløs skabning, men for at være ærlig, kan jeg være ligeglad med, hvad du tror om mig. Jeg har nemlig ikke i sinde at beskæftige dig længere end højst nødvendigt.” At han derfra indvilligede i at give hende et øjebliks alenetid, så hun kunne nå at friske sig op, inden sin afgang, fik hende til at nikke ganske let. Det var venligt af ham, at han gav hende et øjeblik, og derfor burde hun muligvis ikke tage røven på ham.. ”Tak, Gabriel,” sagde hun stille, alt imens hun betragtede ham forlade hytten. Det etisk korrekte overfor Gabriel ville klart være at gøre som lovet og følge med ham.. men det etisk korrekte overfor Salvatore ville være, at hun var ham loyal og ikke bare forlod ham. Så hvem skulle hun vælge? Gabriel eller Salvatore? Hun betragtede i et øjeblik den aflukkede dør, inden hendes blik faldt på vinduet. Det skulle gå hurtigt herfra.. På knæ satte hun sig, inden hun yderst forsigtigt gav sig til at lirke vinduet op. Dette måtte ikke kunne høres udefra.. I tide og utide skævede hun mod døren for at sikre sig, at Gabriel ikke braste ind, og som vinduet endelig gled op, gled et lille vindende smil over hendes læber. ”Farvel Gabriel,” mimede hun mod døren, inden hun langsomt svang benet ud over vindueskarmen. Øjeblikkeligt mærkede hun sit hjerte pumpe hurtigere, som adrenalinen og det at bruge kroppen, summede i hende. Spændt var hun på, om dette rent faktisk ville virke for hende, og derfor lod hun sig ikke dvæle ved øjeblikket. Som hendes fødder blødt landede på græsset på den anden side, mærkede hun, hvordan hendes ben helt måtte skælve. Dette var måske at være en tand for optimistisk.. Hun kunne dog ikke give op! Usikker på om det ville gå, valgte hun at give slip på vindueskarmen, hvor hun dernæst satte i løb mod skoven og derfor væk fra sin aftale med Gabriel. Tilbage så hun ikke, og til sidst måtte skoven omslutte hun og fjerne hende fra healernes landsby.

// Out

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var på ingen måder den åbne mand, som han ville have været under normale omstændigheder. Bare alene den nyhed om at Denjarna skulle befærdes i hans land, var noget som fik ham til at reagere med det samme, for han ville have hende ud, og det var bestemt ikke noget, som kunne gå hurtigt nok for hans vedkommende! Han knyttede næverne tydeligt, idet han vendte blikket mod hendes skikkelse endnu en gang. At hun overhovedet tillod sig at være flabet, og tage imod den hjælp, som hans land kunne yde på samme tid, var noget som gjorde ham direkte tosset! ”Jeg vælger i det mindste, ikke at lyve for mig selv,” påpegede han sigende. Hun havde måske droppet ham, men i dag, var han faktisk utrolig glad for det, og han var bestemt heller ikke bleg for at understrege det for hende. Han kneb øjnene fast og direkte sammen endnu en gang. At hans besked så endelig var ved at fise ind, var noget som han uden tvivl havde det ganske fint med. Han vendte blikket spidst i retningen af hende. Nej, han var ikke blid, og det kunne godt være, at hun på ingen måder var klar til at tage ud af landet, men han ville slet ikke have hende der, og han var slet ikke interesseret i hendes tilstedeværelse i det land, som han selv skulle lede! ”Det minde jeg har, er en hjerteløs kvinde, som udnyttede en ung knægt til at få hvad hun ville have,” endte han kortfattet, idet han selv forlod hytten, som hun lå i.
At dette var en del af Denjarnas plan, om at komme væk fra ham, var slet ikke noget som Gabriel havde i tankerne. Han ville da gerne have hende ud, men også give hende et øjeblik, inden han ville rive hende med sig tilbage over muren, for det var hvad han havde i sinde at gøre! At hun så derimod ikke kom ud af hytten og kom ham i møde, var noget som et sted gjorde ham irriteret! ”Og hvorfor er det så, du ikke kommer ud?” Han trådte hen til hytten igen, inden han skubbede døren op – Hun var væk. Raseriet meldte sig med det samme ved synet af det åbne vindue. Hun havde vel ikke…? ”DENJARNA!” nærmest brølede han, da han forlod hytten igen. Han skulle nok finde hende! Hun skulle ud!

//Out