Breaking the rules

[Deleted]

At der var blevet sladret om Denjarnas tilstedeværelse i Procias, anede hun selvfølgelig ikke noget om, da hun for det første kun havde set hytten, og for det andet havde hun næsten kun sovet igennem hele sit ophold. Denjarna strakte mageligt sin udhvilede krop, som hun langsomt kom til sig selv. Utroligt var det helt at vågne uden, at hun følte, at hun skulle falde sammen hvert øjeblik det kunne være. Helt harmonisk var hendes opvågning dog ikke, da der var noget der manglede. Salvatore. Hvor var han? Hun forstod ikke, hvor han var, og derfor kaldte hun også på ham. Desværre var det bare en anden end ham, som svarede.. Øjeblikkeligt søgte hendes sølvgrå øjne til siden, hvor de faldt på manden i døråbningen. Det var ikke som sidste gang hun havde set ham, men det havde for den sags skyld også været for mange år tilbage. Hans træk var langt mere maskuline og markerede end dengang, men dengang hun havde mødt ham, havde han også kun været en ung mand. Faktisk var han kun lige blevet myndig, som hun havde taget hans uskyld. Udseendet var dog ikke det eneste der havde ændret sig, da stemmen havde gjort ligeså. Det kunne dog blot være fordi, at han nu ikke talte til hende med kærlighed i stemmen, men derimod med autoritet. ”Jamen dog.. Jeg har kun været her en nat, og jeg har allerede besøg.. og royalt endda,” sagde hun med en rolig stemmeføring. Uden hun tog blikket fra ham, satte hun sig langsomt op i sengen. ”Det er længe siden.. Har du savnet mig?” Hvordan Gabriel helt præcist havde det med hende, vidste hun faktisk ikke, for sidst de havde set hinanden, havde han erklæret hende sin evige kærlighed, men desværre for ham, havde hun vendt ham ryggen. Desværre spekulerede hun ikke kun over, om han mon havde savnet hende, da hun alt imens også spekulerede over, om Salvatore havde forrådt hende. Han var ikke længere at finde ved hendes side, så havde han mon fortrudt og gået til Gabriel? Var Gabriel derfor kommet for at arrestere hende eller kyle hende tilbage over grænsen? Disse tanker lod hun dog ikke komme til udtryk, da de var ... sårene. Ikke så meget det med Gabriel, men nærmere det med, at Salvatore muligvis havde forrådt hende. Hun havde nemlig stolet på den mand, som hun rent faktisk holdt af ham, og derfor satte det en knude omkring hendes hjerte at tænke disse tanker. Særligt efter at Vladimir allerede havde ladt hende i stikken.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det havde været en overraskelse uden lige, at høre at Denjarna skulle befinde sig på denne side af muren, også fordi, at det slet ikke var noget, som han havde regnet med i det hele taget. Derfor var han taget ud for at undersøge det. Det var skam ikke fordi at Salvatore var en del af dette – af hvad Gabriel vidste om ikke andet, for den mand, var af typen, som han kun nærede en frygtelig stor tillid til, så det i sig selv, var bestemt ikke noget, som måtte sige så lidt i den anden ende. Han kneb øjnene sammen. Han havde faktisk ikke ligefrem regnet med, at det ville være så.. hårdt for ham, at stå overfor hende igen, men det var det faktisk, og det overraskede ham en hel del. Han havde været en ung mand dengang, men selv de ting, var noget som han så tydeligt kunne huske, så det var bestemt ikke noget, som sagde så lidt igen i den anden ende. ”Betragt det som en meget særlig gestus, Denjarna,” sagde han sigende. Han var bestemt ikke tilfreds med at finde hende på denne side af muren, og mest af alt, så var han interesseret i at høre, hvordan hun egentlig var kommet over på denne her side, i stedet for det andet, for det var heller ikke ligefrem noget som gav mening. Det var jo stort set ikke muligt at passere den, og så uden at blive set?
Gabriel lagde armene over kors. Han forstod det virkelig ikke, og hendes tilstedeværelse på denne side af muren, kunne faktisk være utrolig farligt for ham og Silia, og det var slet ikke noget, som han var interesseret i. Han kneb øjnene let sammen. Det var hende, som havde valgt ham fra dengang. Hun havde vel næppe tænkt på ham igennem den tid? ”Skal jeg være helt ærlig? Så vil jeg ikke påstå, at jeg har savnet dig,” sagde han kortfattet. De havde ganske vidst delt noget særligt, men hun havde skrottet ham og til fordel for hvad? Ja, han ville slet ikke tænke på det, for han vidste at Derick havde vundet dengang. Det havde gjort ham ked af det, men i hans øjne nu, så var det kun noget, som fremstillede ham svag, og det ønskede han slet ikke. ”Hvordan er du kommet hertil?” fortsatte han. Det var det spørgsmål som naget ham mest.

[Deleted]

Underligt var det måske ikke, at Denjarna stødte på Gabriel nu når hun var på hans side af grænsen, men alligevel formåede det at overraske hende. Sidst hun havde set ham, havde det været i en helt anden tid, men skønt det havde været i en anden tid, huskede hun det alligevel, som var det i går. Hvad der skulle ske nu, vidste hun rent faktisk ikke, for man kunne ikke just sige, at de havde afsluttet deres forhold på den bedste måde. Hvad han var ude efter, var hun derfor nysgerrig efter at vide. Hvad han følte for hende, var hende endvidere ukendt, for engang havde han elsket hende og ønsket hende ved sin side, men efter hendes afvisning … hvem vidste? At hun skulle betragte hans tilstedeværelse for at være særlig, kunne der dog være delte meninger om. Det var nemlig ikke særligt, at konger tilbragte deres tid med hende. Senest havde hun nemlig haft den nuværende konge af Dvasias i sit net, nemlig Mattheus. Hvordan det gik ham, kunne hun dog ikke sige, da de heller ikke just havde afsluttet deres forrige møde helt godt. ”Hmm.. Jeg kunne bedre lide dig før. Dengang var du mere munter,” lød det fra hende, som han sagde, at han ikke havde savnet hende. Når det så var sagt, kom det ikke bag på hende, at han agerede således. Det var dog sandt, at hun bedre havde kunnet lide ham dengang. Dengang havde de nemlig moret sig sammen, og dengang havde hun også elsket ham. Igen havde al det dog hændt i en helt anden tid. At han dernæst spurgte ind til, hvordan hun var kommet over grænsen, mærkede hun, hvordan knuden forsvandt fra hendes hjerte. Gudskelov! Salvatore havde ikke forrådt hende. Det var en afsindig lettelse for hende at vide, skønt hun nu spekulerede over, hvor han dog blev af. Var han blot ude og gå? Måske var han ude fore at finde noget morgenmad til dem.. Dog gjorde den tanke hende en anelse nervøs, for nu kunne han dukke op igen hvornår det skulle være, og hvad ville der ikke ske ham, hvis Gabriel fandt ud af, at det var Salvatore der havde hjulpet hende over grænsen? Nervøs på Salvatores vegne blev hun, for hun ønskede jo ikke, at der skete den mand noget. Dog havde han selv valgt at løbe risikoen med hende. ”Hvordan jeg er kommet hertil? Ja.. Det er vel en interessant historie. Desværre løber en rigtig kvinde ikke med sladder,” sagde hun i en lettere kæk tone. Hendes blik søgte hans ansigt. ”Fortæl mig derimod, hvad du laver her, nu når du åbenbart ikke har savnet mig,” bad hun ham nysgerrigt, som hun ønskede at drive ham væk fra det andet emne.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel havde ærlig talt ikke skænket Denjarna en tanke igennem frygtelig mange år, og nu at høre, at hun befandt sig på denne side af grænsen, var han bare nødt til at undersøge. I hans øjne, så havde hun ikke rigtigt forandret sig. Hun stod endnu på samme sted, dog uden en Derick ved sin side – Den mand som hun selv havde skrottet ham til fordel for, for rigtig mange år siden. Han var kommet videre, og han var faktisk blevet en mand, og han var gift med det bedste, som nogensinde kunne ske for ham, og det var noget som virkelig betød utrolig meget for ham, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen. Han trak vejret dybt. Havde hun virkelig regnet med andet? Hun havde valgt ham fra til fordel for Derick, og selvom det virkelig havde været svært og hårdt for ham i starten, så havde han jo selv set, at det havde været det vigtigste. ”Tiderne skifter vel? Jeg er ikke en ung og naiv knægt, som jeg var dengang, Denjarna,” sagde han kortfattet. Nej, Salvatore havde intet med hans tilstedeværelse at gøre. Faktisk vidste han ikke at den mand var indblandet i dette, og hvis han vidste det, så havde han uden tvivl også taget lidt anderledes på det. At hun så ikke havde i sinde at fortælle ham det, var noget som gjorde ham langt mere sammenbidt, for han skulle så sandelig have en umådelig god grund til at skulle lade hende blive der, til hun var klar til at komme op på benene igen. Han var ligeglad med hvad hun havde været igennem, for det skulle virkelig ikke forundre ham, hvis det var noget, som hun selv var skyld i, for det kunne da ligne hende! ”En rigtig kvinde, løber ikke med sladder? Jeg giver dig chancen til at fortælle mig hvorfor du ulovligt er på denne side af muren, og hvem der har hjulpet dig ind.. Jeg skal nok finde mine ønskede svar,” endte han kortfattet. Han trådte roligt tættere på hende. Nej, han havde ikke savnet hende, men den vrede, som han havde brugt år på at undertrykke efter hun havde droppet ham til fordel for en anden, når det havde været så særlige ting de havde delt, vækkede pludselig til live i ham igen. ”Jeg måtte sikre mig, at hvad jeg havde hørt, var sandt.. At Denjarna Dynithril var tilbage i Procias,” svarede han kortfattet, dog ærligt.

[Deleted]

Tiderne havde helt bestemt ændret Gabriel. Han lignede nemlig ikke lige umiddelbart den unge mand, som Denjarna engang havde bragt med hjem til sig. Mærkværdigt var det dog ikke, da det var adskillige år siden, og de år havde også ændret hende. Han syntes det måske ikke, men hun var ej heller den Denjarna, som hun havde været dengang.. Men selvfølgelig var der også de få ting, som aldrig ville ændre sig. ”Ung, ja.. Naiv, måske..,” sagde hun roligt. ”Jeg holder dog fast i, at vi i det mindste morede os dengang. Du kan muligvis benægte det overfor alle andre, men ikke overfor mig.” Yderst mærkværdigt fandt hun det at stå overfor sin tidligere elsker igen, men alligevel følte hun sig ganske roligt. Måske var det fordi, at hun ikke troede på, at han et sted ikke kunne gøre hende ondt, selvom hun havde gjort ham det? Desuden … hvis han havde været helt ligeglad med hende, var han ikke dukket personligt og enemand op, som han derimod ville have sendt nogle vagter. Det havde dog ikke været tilfældet, og derfor var hun ikke så nervøs, som han formentligt ønskede, at hun var. Hendes hoved faldt en kende på sned, som han nærmest beordrede hende til at fortælle ham, hvordan hun var kommet over muren. Desværre for ham var det nyttesløst.. Hun havde ikke i sinde at udlevere Salvatore. ”Og hvordan kan det være, at du ikke har overvejet, at jeg kunne være kommet over muren på egen hånd? Du har muligvis vagter, men jeg har snilde, samt selv du ved, hvor charmerende jeg kan være,” lød det fra hende med et smil på læben, for helt ved siden af lød det da ikke? Hun besad det man ville kalde for karisma, og det havde fået mange til at give efter for hende gennem tiden. Hun fik i hvert fald for det meste tingene, som hun ville have dem. Hun betragtede ham med et roligt blik. ”Du ønskede at vide dig sikker på min tilstedeværelse her i Procias, og her er jeg.. Jeg må desværre erkende, at jeg har set bedre dage,” sagde hun stilfærdigt og så ned ad sig. Ja, hun havde i sandhed set bedre dage. Nok var hun blevet mere frisk, men stadig bar hun en beskidt kjole, samt hun stadig bar diverse sår og skrammer. De sølvgrå vendte hun igen mod ham. Der var nemlig noget der undrede hende, og det var, hvordan han havde hørt om hende.. Hvem havde sladret til kongen? ”Hvordan kan det egentligt være, at du hørte om mig? Jeg kom så sent som i går aftes, og du er her allerede i dag morgen.”

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Tiden havde uden tvivl ændret Gabriel. Det ganske særlige, som han havde delt med Denjarna dengang, var slet ikke noget, som han ønskede at tænke over eller tænke tilbage på. Hun havde droppet ham til fordel for Derick. En mand, som han vidste var død og borte, og havde været det i en række å. Han have i alle fald ikke hørt om andet i hvert fald. Han kneb øjnene let sammen. Det var bestemt ikke fordi at han brød sig om tanken om at hun skulle være på denne her side af muren, for det gik kun mere ud over Silia, og det var slet ikke noget, som man kunne sige, at han var det mindste interesseret i på nogen måde. Han trak vejret dybt. ”Jeg var en ung knægt, og det valgte du at udnytte,” sagde han kortfattet. Det var ikke noget hemmelighed, at efter det som Denjarna havde gjort ved ham, så havde hans syn på dvasianere tydeligt forandret sig, og det var bestemt ikke altid til det bedre. Tvært imod. Han ønskede at vide hvordan hun var kommet over muren, for det var tydeligt, at det ikke var noget som hun havde i sinde at fortælle ham, så var det noget som faktisk gjorde ham langt mere frustreret, for han skulle skam nok finde ud af det! Det var slet ikke det! ”Jeg ved at det er stort set umuligt at komme over muren i disse tider, Denjarna. Desuden er dit navn ej ukendt på disse kanter, så vagterne vil næppe lukke dig ind, og derfor ved jeg, at du har fået hjælp.. Uanset hvor sød og charmerende som du kan spille..” Han var faldet for det hele dengang, og det var slet ikke noget som han brød sig om i dag! Han trak let på skuldrene. Han ville slet ikke have hende der, og han ville have hende ud hurtigst muligt! ”Jeg fik at vide du var her.. og her er du… Nu er det mit job at smide dig ud,” fortsatte han. I hans øjne, så havde hun slet ikke fortjent at blive healet af hans healere her i Catalena! Smilet bredte sig let på hans læber. Det var ikke fordi, at han kunne gøre det vilde ved det af den grund. ”Som sagt.. du er ikke ukendt her i landet, og de sendte mig besked. Nu.. Fortæl mig hvem der bragte dig hertil,” tilføjede han denne gang langt mere fast i tonen. Han ville vide det!

[Deleted]

At Gabriel udelukket mente, at Denjarna havde udnyttet ham, måtte på sin vis gøre ondt. Det var ikke fordi, at hun havde følelser for ham længere, men det havde hun haft dengang, og derfor havde hendes dilemma skam også været oprigtigt. Kold gjorde det hende indvendigt, skønt hun kun kunne sige, at hun havde valgt rigtigt dengang, selvom hende og Derick ikke var endt lykkelige. Det ene øjenbryn hævede hun, uden hun tog blikket fra hans ansigt. Nej, der var bestemt ikke noget mellem dem længere. ”Jeg tror, at du er bange for at se sandheden i øjnene. Intet andet end det..,” svarede hun blot, inden hun ligegyldigt vendte blikket bort fra ham, så hun i stedet kunne betragte vinduet og dets udsigt. Hvor var Salvatore henne? Hvad ville der ske, hvis han kom tilbage mens Gabriel stadig var der? … og gud, hvor var Gabriel blevet irriterende med årene. Hun fandt i hvert fald ikke behag ved deres møde, som hun ellers engang havde gjort. Som han gav sig til at plapre løs omkring, at hun var et kendt navn, og at det var umuligt for en dvasianer at komme alene over grænsen, gav hun sig roligt til at stryge folderne af dynen. Dette gjorde hun udelukket for at irritere ham, da hun med vilje trak tiden ud, da hun på ingen måde skulle danse efter hans pibe! ”Selv hvis jeg er blevet fulgt ind af en, hvad er så problemet? Jeg husker endnu dengang, hvor det var dig, som var den, som hjalp mig. Jeg husker, hvordan du bar mig og fløj os begge ind over grænsen. Jeg husker endda, hvordan du bragte mig helt til slottet. Så ærlig talt, Gabriel.. Hvorfor smide mig ud nu, når du engang selv har ønsket mig her?” spurgte hun ham roligt, mens et svagt smil var dukket op på hendes læber. Hendes hoved faldt en kende på sned, som han nu sagde, at han havde i sinde at smide hende ud. Det overraskede hende nu ikke.. Ærgerligt for ham, mente hun ikke selv, at hendes visit var ovre endnu. ”Så du har altså i sinde at bære mig tilbage over grænsen denne her gang?” spurgte hun ham kækt, som hun ikke havde i sinde at gå. Hun ønskede endnu at vente på Salvatore, skønt hun nærede en lille frygt for, at han ikke ville vende tilbage til hende. Gennem det sidste, var der nemlig en del der havde gået om ryggen på hende, så hendes frygt var vel heller ikke helt utænkelig? Til hans ord valgte hun at trække let på skulderen, inden hun gled helt ned i sengen igen. Hænderne foldede hun roligt på sin mave, mens hun gav sig til at betragte loftet. ”Ingen,” svarede hun roligt. Dum var han, hvis han troede, at hun så let som ingenting ville udlevere Salvatore.. men igen, Gabriel var også til dels naiv. Det kunne dog rage hende en høstak, da det vigtigste var, at hun vidste, at hun ej ville bryde sammen. Hun havde prøvet det der var langt værre end denne udspørgning.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var blevet en mand af holdninger, og det var jo kun gået op for ham, som hans mor havde sagt dengang, at Denjarna ikke havde været en kvinde, som man kunne eller burde stole på. Han havde alligevel gjort det, og det havde kostet ham frygtelig dyrt. Han vendte blikket direkte mod hende, som hun lå der. Hvordan pokker hun var kommet over muren, var ham endnu uvis, og han brød sig slet ikke om at se hende på den måde. Han havde uden tvivl følt for Denjarna, ellers ville han ikke så ihærdigt have givet sig i kamp med en ældre mand i forhold til ham, og det var sådan at det var. Han knyttede næverne ganske let. ”Jeg ved udmærket godt, hvad der var sket, og jeg ved udmærket godt, hvad der foregik. Jeg lod mit hjerte udnyttes af en kvinde, som ikke havde i sinde at ønske mig alligevel,” sagde han ærligt. Var der da nogen løgn i det? Han havde jo set hvordan hun havde udnyttet det.. Udnyttet det gode i ham, kun for at skrotte ham og tage tilbage til Derick igen. Selv den mand, som han vidste, havde været frygtelig glad for hans egen mor. Det var uden tvivl et forfærdeligt billede af familien, men dette var ikke ligefrem noget, som gjorde tingene meget nemmere af den grund. Han kneb øjnene let sammen. Hun kunne jo sige tingene som de var, eller hun kunne lade være. At hun så skulle bringe deres fælles fortid op, var ikke just noget som gjorde det meget bedre. Han havde virkelig været ung, dum og direkte naiv. Han havde uden tvivl lært sin lektie. ”Jeg.. som konge af Procias, blev udnyttet i min unge alder af en kvinde, som nu ønsker landets hjælp. Giv mig en god grund til at skulle lade dig blive? Ud af mit gode hjerte? Det hjerte, som du dengang valgte at knuse?” spurgte han direkte. Det var en tanke som gjorde ham direkte arrig et sted, for hvad pokker gik hun da og troede?! At hun ikke ville give ham klart svar, var noget som irriterede ham, selvom han skam nok skulle finde ud af, hvem der havde hjulpet hende over den mur, for han tvivlede stærkt på, at hun havde gjort det alene. Han smilede næsten køligt.. Hvilket slet ikke var noget som lå naturligt til ham. ”Og det skal være mig den største fornøjelse at kyle dig ud over muren igen – Personligt,” afsluttede han kortfattet. Det trippede helt i ham efter at få lov!

[Deleted]

Selv forstod Denjarna udmærket, hvorfor Gabriel var vred på hende, men alligevel kunne hun ikke acceptere at høre ham sige, at hun udelukket havde udnyttet ham. For det havde hun ikke! Hun vidste, at hun ikke havde været helt god ved ham, men alligevel … hendes følelser for ham havde været oprigtige dengang. Derfor gjorde det ondt på hende at høre ham sige, at hun havde været ligeglad, når hendes dilemma havde været virkeligt. Blikket vendte hun flygtigt mod ham. ”Er det, hvad du fortæller dig selv, fordi du er bange for at erkende, at du glippede din chance?” spurgte hun ham i stedet. Jo, Gabriel havde haft en chance hos hende, men desværre for ham, var han ikke kommet ind på hende på den rigtige tid. Hende og Gabriel havde nemlig mødt hinanden i en stund, hvor hun havde følt sig sårbar. Hun havde endnu elsket Derick, men da hun ikke havde følt hans nærvær, havde hun forelsket sig i Gabriel, og i hans rene kærlighed til hende. Du hun havde skullet vælge imellem de to mænd, havde hun egentligt set Gabriel som vinderen af sit hjerte, men da Derick havde tilbudt hende sin evige kærlighed, havde hun desværre bakket ud, og det havde været enden på hendes og Gabriels kærlighedshistorie. Ligegyldigt kunne det dog være at diskutere, da fortid var fortid.. ”Jeg føler, at du er ufatteligt god til at bruge termen udnytte, skønt du tydeligvis ikke har en ide om, hvordan det hele har hængt sammen. Og om jeg ønsker Catalenas healeres hjælp, kan vel være irrelevant for dig.. Det var trods alt ikke på dit dørtrin, jeg dukkede op. Nej, det var på healernes, og de indviede i at hjælpe mig,” sagde hun stilfærdigt. Nej, hun ville ikke lade Gabriel ræse på denne måde! Konge eller ej, så havde hun altid haft det sidste ord i deres forhold. Dæmpet fnøs hun, som han udtalte, at han med den største glæde ville smide hende ud af landet igen. Det fik hende dog også til at tænke, for hvor rask var hun mon efter miksturen? Hun følte sig ganske rigtigt mere frisk, men hvad med sårene også videre? Kunne hun klare at blive sat af i Manjarno, eller havde hun endnu brug for Salvatores hjælp? …Hvor ville det også have været lettere, hvis hun havde nået at tale med ham, inden han havde forladt hytten! Gad vide, hvordan det ville være, hvis han var til stede med hende og Gabriel. Ville det bløde Gabriel op, eller gøre ham mere gal i skralden? ”Det er desværre en fornøjelse du må vente med, for jeg er endnu ikke færdig her.”

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var skuffet.. Han havde åbnet sit hjerte og sit hjem for Denjarna, men var blevet droppet. Ja, i dag, kunne han selvfølgelig være frygtelig glad for det, det var slet ikke det, men det havde virkelig været et slag for den unge dreng dengang. Han havde virkelig været luffet i eftertiden, måtte tilkendegive at hans mor havde ret, også selvom det virkelig ikke havde været nemt. ”Jeg glippede min chance? Jeg åbnede mit hjerte for dig, Denjarna.. Men du fik vad du ville, af manden, som du tilsyneladende elskede i frygten for at miste dig til en anden,” endte han med en fast og kortfattet mine, for det var jo heller ikke ligefrem fordi at det var en løgn. Det var den overbevisning som han måtte være af. Uanset hvor retfærdigt hendes dilemma havde været, så havde hun taget et valg, selvom han stod fast på, at han kunne give hende hvad der havde været langt bedre, og et sikkert liv.. Noget som hun tilsyneladende ikke havde fundet sammen med Derick et andet sted. Det kunne godt være, at healerne havde indvilget i at hjælpe hende, men de var også forpligtet til at hjælpe alle, som var på denne side af muren.. I og med, at hun var det, så gjorde de jo trods alt kun hvad de skulle, og det var det som faktisk kunne irritere ham et eller andet sted, for han kunne jo ikke ligefrem gøre noget ved det. Han knyttede næverne, så knoerne endte med at blive helt hvide. ”Healerne her gør hvad de har fået besked på. Jeg ved så sandelig, at du ej ønsker min tilstedeværelse her.. Og det gjorde healerne også tydeligt for mig, da de sendte bud. Jeg ved ikke hvad du forventer af mig eller mit land, når du tror, at du kan komme vandrende over muren, og forvente at du er velkommen.. For det er du ikke,” sagde han kortfattet. Hun havde udnyttet ham i den periode, hvor hun havde været sårbar, og det var noget, som han bestemt heller ikke havde nogen intentioner om at tilgive hende for, det var helt sikkert. At hun havde den frækhed at svare flabet igen, var noget som tydeligt måtte irritere ham grusomt, for det synes han bestemt ikke at han havde fortjent! ”Og når du befinder dig i mit land, forventer jeg at blive tiltalt respektfuldt! Enten fortæller du mig, hvordan du er kommet her, ellers finder jeg selv ud af det,” afsluttede han advarende. Han var ved at blive vred.

[Deleted]

Sandt var det, at Denjarna ikke havde været helt god i fortiden, men helt let havde det ej heller været for hende. Hun havde været i forhold med Derick, men da han havde slækket på sin opmærksomhed til hende, samt gjort hende jaloux, var hun gået hen og været ham utro … flere gange om end. Hun havde frygtet at blive såret, og derfor havde hun taget skridtet videre og søgt bekræftelse andetsteds. At det havde endt ud i forelskelse i den unge procianske kronprins, havde hun ikke kunnet degradere sig imod, men det var om end, hvad der var sket. Og da Derick havde givet hende den bekræftelse, som hun havde længtes efter, havde hun desværre smidt Gabriel for porten. Helt venligt havde det ikke været af hende, men forblændet i Derick havde hun været. En forblindelse der nu var gået over. ”Hvad kan jeg sige … Derick og jeg har et kompliceret forhold, ” sagde hun kortfattet, og sandt var det i den grad! Det var vel umuligt at blive klog på hende og Dericks forhold, men slut var det dog nu, som hun havde valgt at kaste håndklædet i ringen. Hvad han gik og lavede nu, vidste hun faktisk end ikke. Hendes hoved faldt på sned, som hun betragtede Gabriel. ”Det var dog aldrig min mening, at du skulle rives med ind i det på den måde, som du blev,” tilføjede hun stille, og sandt var også det, selvom han næppe så således på det. At han derefter valgte at fortsætte sit vredesudbrud, måtte gøre hende til dels … flabet. Det ville formentligt ikke glæde ham, men han irriterede hende altså. Hvis han virkelig havde så stort et problem med hende, kunne han bare have ladt vær med at dukke op. På den måde var der ikke blevet gravet op i personlige sår. ”Hvis du er utilfreds med reglerne.. Faktisk utilfreds med dine egne regler, burde du muligvis tænke på, om det var på tide at ændre dem. Derfor burde du slet ikke være arrig på mig, men på dig selv. Du er selv skyld i, at dette kunne lade sig gøre.. og jeg sætter ærlig talt pris på det,” sagde hun i en rolig tone, som var det det simpleste i denne verden. Hun gad ærlig talt ikke have denne diskussion med ham, og da slet ikke efter al det hun havde været ude for! Men det var han tydeligvis ligeglad med.. Hun ønskede derfor blot, at Salvatore ville komme tilbage til hende. Med et lille demonstrativt smil på læben, vendte hun igen blikket bort fra ham. ”Og hvordan har den almægtige konge tænkt sig at komme til bunds i denne sag,” lød det fra hende med et snert af kølighed. Hvis han måtte tale således til hende, måtte hun bestemt give igen! Det var ikke just fordi, at hun brød sig om, at det skulle være således mellem dem, men anderledes kunne det tydeligvis ikke være. Han var endnu for bitter på hende, og igen... kunne hun bebrejde ham, skønt det gjorde ondt på hende?

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel havde åbnet op for Denjarna, skænket hende et sted at være, åbnet hans hjerte for hende, og da Derick var kommet krybende tilbage, så havde hun valgt at skrotte ham som havde det været intet problem. Ja, den tanke gjorde faktisk ondt på ham, for han kunne jo kun tænke tilbage på det, og virkelig føle sig udnyttet, for det var jo trods alt hvad hun havde gjort, var det ikke? det var en tanke, som gjorde ham vred at tænke på, for det var også derfor, at han havde haft svært ved at åbne sig op i eftertiden. ”Kompliceret forhold? Det er sådan du vælger at forsvare det?” spurgte han med en mere kortfattet stemme. Hun havde skrottet ham uden at skænke ham så meget som en eneste tanke siden! Det havde aldrig været hendes mening at rive ham ind i det? Hun skulle have holdt ham på afstand fra starten af, om hun havde vidst det var Derick hun ville have, i stedet for alt det andet? Et sted så.. bar han vel nag? Noget som han endelig kunne give udtryk for efter alle disse år. ”Vi delte noget særligt i den tid, Denjarna.. Og du valgte mig fra, som havde jeg været gammel mad fundet på jorden.. Du skænkede mig ikke så meget som en tanke, da du meddelte mig, at det var slut.. Jeg kom videre.. Jeg er lykkelig gift.. Og se dig nu..” Ja, et sted, så var der noget hånligt over hans ord, og det var bestemt ikke noget, som han havde i sinde, at skjule det mindste på nogen måde! Han var skam ikke utilfreds med sine regler, men det var bestemt ikke meningen at folk udefra, skulle kunne gøre brug af det! De var ikke procianere, og derfor var han naturligvis glad for, at havde modtaget besked om en muligvis gammel kending på denne side af muren. ”Enhver som passere byen her, har retten til hjælpen, som mine elskede healere, kan skænke.. Og er selv glad for muligheden, men det er ikke meningen at folk udefra skal udnytte det tilbud, som tilfalder procianere med deres eneret. Du er hjulpet over muren, så meget ved jeg, og jeg skal nok finde ud af, hvem der har gjort dette. Du er glad for det? Naturligvis.. Du er et egoistisk væsen, Denjarna.. Udnytter ting, som slet ikke tilfalder dig din ret,” endte han fast. Det var det, som han havde lært efter hans tid med hende, og hvad der var sket efterfølgende. Han rettede sig op. Det gjorde ham vred, at hun overhovedet tillod sig at blive flabet! ”Enkelt.. Jeg spørger dem, hvem der kom med dig, mens jeg får dig eskorteret tilbage på den anden side af muren, hvor du hører til..” svarede han.. Og han kunne finde på det!

[Deleted]

Kompliceret var den bedste måde man kunne beskrive Denjarnas og Dericks forhold. Skønt de ikke længere var sammen, ville de altid have noget sammen. De havde nemlig en utrolig historie, og det ville ingen kunne komme udenom. Folk som Gabriel bifaldt muligvis ikke det forhold, de havde haft til hinanden, men det kunne Denjarna ikke gøre noget ved. Hun fortrød nemlig ikke, at hun havde elsket Derick og levet med ham. De havde nemlig hørt sammen dengang. At det var anderledes nu, viste blot, at man ændrede sig med tiden. Derfor tog Gabriel også fejl af hende, når han troede, at hun fortsat sad fast i fortiden. Hun havde skam ændret sig, og til det bedre. ”Hvad vil du da have, at jeg skal sige, Gabriel?” spurgte hun. Hun tvivlede dog på, at hun kunne sige noget som helst tilfredsstilende til ham. Øjnene måtte hun knibe sammen, som han direkte valgte at gå hen og blive grov, som han vovede at håne hende. Hvor var han dog blevet provokerende! Ærlig talt havde hun lyst til at gå over og stikke ham en, men desværre vidste hun ikke, om hun kunne gå. Hun følte sig godt nok friskere, men hvor omfattende det var, vidste hun ærlig talt ikke. Derfor tænkte hun blot, hvor korrekt det havde været af hende at gå fra ham. ”Vil du have, at jeg gratulere over, at du har formået at gifte dig? At der var en, som var i stand til at ønske dig, og som du også ønskede igen? Desværre for dig, må jeg skuffe dig med at sige, at jeg klarer mig. Derick og jeg formåede muligvis ikke at klare den sammen, men det er ikke ens betydning med, at jeg er ulykkelig. Livet er på ingen måde så sort og hvidt, som du går og tror, men selvfølgelig.. Du er endnu ikke vokset op, så du ved desværre ikke bedre.” Kølig var hun overfor ham, men andet kunne tydeligvis ej heller betale sig. Ærlig talt opførte han sig som et barn, der ikke fik sin vilje, og det kunne hun ikke bruge til noget. Svært var det dog, at være komplet ligeglad, for engang havde hun trods alt elsket ham – skønt det ikke ligefrem var følelser der spirrede i hende længere. ”Du kan snakke og klage på livet løs, så længe som du vil, Gabriel, men det ændrer ikke på, at det stadig er dig, som har gjort dette muligt. Jeg fortryder stadig ikke, at jeg er kommet her, selvom jeg godt kunne have undværet dit … fine besøg,” svarede hun nedladende igen. Hun mærkede dog, hvordan hun tabte overblikket en anelse, som han sagde, at han ville adspørge healerne, hvem der havde bragt hende ind. Hendes hjerte bankede en kende hurtigere. Hun ønskede ikke, Gabriel vendte sin vrede mod Salvatore, men hvad kunne hun gøre? Hun kiggede kort ned i dynen, som hun tænkte på livet løs. ”Nuvel..,” endte hun med at sige med en opgivende stemme, imens hun vendte de sølvgrå øjne mod Gabriel. Hendes blik flakkede kort, som skulle hun til at fortælle ham noget, som hun ikke ønskede. ”Hans navn er Aaron.. Jeg mødte ham, efter at jeg havde forladt Derick. Han var ung og charmerende, og … han fik mig til at smile. En dag gik det ham for øre, at jeg var blevet bortført, og derfor valgte han at søge mig.. For to dage tilbage fandt han mig så, og i går tog han den beslutning, at den bedste hjælp ville være at finde i hans hjemland. Her i Procias. Han bragte mig over grænsen.” Sand var historien på ingen måde, men alligevel leverede hun den, som havde det faktisk fundet sted. Nok havde Salvatore sagt, at han ville klare det, hvis de løb i problemer, men eftersom hun holdt af ham, frygtede hun, hvad der kunne ske ham, hvis han blev nævnt.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel gik med en masse indebrændte følelser fra dengang, som han pludselig følte, at han kunne komme ud med, og den tanke i sig selv, var faktisk direkte.. beroligende for ham. Uanset hvordan det fremstillede ham, så kunne han jo i princippet være fuldkommen ligeglad, for hvordan man vendte og drejede den, for det var slet ikke meningen at hun burde være her, for det var slet ikke meningen, at det var noget, som folk fra den anden side af muren, skulle kunne bruge! ”Jeg forventer absolut ikke, at du skal sige noget som helst til mig, Denjarna. Hvad jeg forventer, er at du pakker sammen, og tager tilbage til den verden du kommer fra,” endte han med en ganske kortfattet stemme. Var det så svært at forstå? Han havde måske ikke den samme livserfaring, som den hun var i besiddelse af, men han var da om ikke andet, så ikke gået tilbage til en fuser. ”Jeg er i det mindste ikke gået tilbage til en som ikke fandt ud af at værdsætte mig for den person som jeg er.. Uanset hvordan du vender og drejer den, Denjarna, så gjorde du fejl.. Den samme op til flere gange, af hvad jeg har ladet mig fortælle. Du er ikke ulykkelig? Du valgte at skrotte mig til fordel for en mand, som du skulle elske så frygtelig højt.. Jeg var bare en trøst, var jeg ikke? Du gik tilbage til ham.. Og jeg ser ham ikke her,” endte han ganske kortfattet. Han var nu blevet en gift mand.. Konge af et land, selvom han vidste, at det var en temmelig stor opgave og et stort ansvar at tage på sine skuldre, og han kunne jo kun være glad for, at det ikke var noget som han delte med kvinden som lå foran ham i denne stund. Han stod der bestemt heller ikke, fordi at han havde lyst, men fordi, at han var nødt til at undersøge sagen. I det store og hele, så ville det ikke kræve alverdens fra hans side af, når det kom til at finde ud af, om hun skænkede ham den rigtige historie eller ikke. ”Jeg står her bestemt heller ikke med min gode vilje,” påpegede han med en kortfattet stemme. Han kneb øjnene let sammen. En Aaaron? Han kunne jo nemt tjekke op på det. ”Jeg håber virkelig, at du kan vise mig den respekt, jeg fortjener, og giver mig sandheden, Denjarna.. Ellers kan jeg trygt love dig for, at du kommer ud af landet her, hurtigere end du kan nå at tælle til ti,” advarede han med en fast tone. Han havde en.. sjov tendens til at tro at hendes ord var løgne.. hun havde jo aldrig skænket ham andet.

[Deleted]

Denjarna fnøs ad ham, inden hun roligt strøg de ravnsorte lokker bort fra sit ansigt. ”Det er meget fint, at du ønsker mig borte, men den handling ville være langt lettere at udføre, hvis du ikke blev stående her og spildte begge vores tid. Jeg har ikke i sinde at bosætte mig i dit højtelskede land, så bare rolig.. Hvis du går, skal du nok se, at jeg forsvinder før eller siden,” svarede hun køligt igen, som hun bestemt ikke brød sig om at blive hundset med! Faktisk brød hun sig slet ikke om at befinde sig i hans nærvær. Han var nemlig ikke længere den mand, som hun holdt af, og derudover havde hun også selv ændret stil med tiden. Irriteret endte hun med at himle med øjnene ad ham. Dette var bestemt ikke et møde hun nød! ”I selvretfærdige procianere..,” mumlede hun irriteret, for det var da, hvad han var! Han sad på sin høje hest og hoverede, skønt han ikke havde noget at have det i. Nok havde de delt noget særligt engang, men alligevel kendte han hende ikke, som hendes nærmeste gjorde. Han var blevet såret af hende, og derfra havde han draget en konklusion. At hun var en dum heks. ”Du har aldrig forstået noget, Gabriel, og det vil du tydeligvis heller aldrig! Hvad forstår du ved, at verdenen ikke er sort og hvid? Tydeligvis intet! Man skulle dog næsten tro, at du stadig nærede følelser for mig, siden du fortsat kan hive op i Derick og jeg.. Er det tilfældet, min kære elsker? Eller skal jeg kalde dig affald? Det var trods alt det ord, som du så fint selv valgte at beskrive dig med,” lød det hånligt fra hende. Selv vidste hun, at hun var gået tilbage til en fuser, men for at være ærlig, så kunne hun ikke fortryde det. Nok var hende og Derick ikke endt lykkelige sammen, men alligevel havde de delt et par fantastiske stunder sammen, og derfor kunne hun ikke anse deres forhold for at være et stort bump. I hendes hoved, følte hun desuden, at den tankegang måtte gøre hende langt mere moden, end den Gabriel kørte løs med. Øjnene kneb hun let sammen, inden hun valgte at ryste på hovedet af ham. ”Jamen du skal da være velkommen til at gå,” endte hun stilfærdigt. Hun holdt i hvert fald ikke på ham! Langt fra! Han var på ingen måde den mand, som hun ønskede i sit værelse. Nej, hun ønskede langt hellere, at der var en anden procianer her.. Det var også den procianer hun tænkte på, som hun stak Gabriel sin løgnehistorie. Sand var historien ikke, da hun for det første ikke havde været sammen med nogen anden mand end Derick, efter at hun havde valgt Gabriel fra. Og for det andet, var manden ikke en Aaron, men Salvatore, og deres historie var en smule anderledes. Hun havde dog ikke i sinde at udpege den rigtige mand, da hun faktisk ønskede at vise ham sin loyalitet, selvom han havde udtalt, at den ej havde været behøvet. Gabriel derimod skyldte hun intet, samt hun intet følte for ham. Derfor havde hun ingen problemer med at lyve, og med hensyn til respekten? Hun havde mest af alt lyst til at le ham op i hovedet, da han sagde det. i hvert fald efter den opførsel, som han havde udvist overfor hende. ”Gabriel.. Jeg er blevet drænet psykisk og fysisk i måneder nu.. Jeg har hverken humøret eller energien til at finde på historie. Desuden.. jeg ønsker ikke, at han bliver udstillet eller set forkert på, fordi han ønskede at redde en, som han holdt af,” sagde hun nu i et stille og næsten udmattet tonefald. Hendes hoved faldt en anelse på sned. ”Du ville måske ikke gøre det for mig, men hvad med for din hustru? For din dronning? Kan du i så fald bebrejde ham?”