Breaking the rules

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Turen fra Manjarno havde ikke taget dem særlig lang tid. Det var endnu mørket, da de landede midt i Catalena, hvor Salvatore havde Denjarna godt hvilende i sine arme. Han ønskede virkelig at se hende ved godt vel, og det gjorde han bestemt ikke, når hun havde det, som hun havde det, og det var slet ikke noget, som han kunne lide i det hele taget. Folk var venligsindede her, men de var også vant til at se lidt af hvert, så der var nok en hel del, som skulle være til stede, før det ville have nogen betydning for om de ville heale eller ikke. Det var i alle fald, det som Salvatore gik ud fra. Han holdt hende godt i sine arme og så sig omkring. ”Klarer du den?” spurgte han videre, inden han vendte blikket roligt mod hende. Han hævede hånden og strøg en lok af hendes hår væk fra hendes ansigt, inden han roligt søgte mere ind mod Catalena by, og i retningen af de mange hytter som stod oprejst, til ære for dem, som havde brug for hjælpen til det som de nu havde brug for hjælpen, som de kunne få på det her sted.
Adskillige havde allerede vendt sig i retningen af dem, selvom det nu ikke var noget, som Salvatore tog særlig tungt. For nu, så håbede han bare, at dette ikke var noget som ville nå det procianske kongehus, men ikke desto mindre, så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Vi har brug for en hytte, og en healer,” forklarede han en ung og lyshåret kvinde, som hurtigt kom dem i møde. Hun var uden tvivl et lysvæsen. Det var stort set her, de holdt til. ”De kan tage denne,” sagde hun med en rolig stemme, og førte dem i retningen af en af de mere mørkelagte hytter, som lå til grænsen af en samling af træer, som man næsten kunne kalde for en lille skov. Indenfor, var der en seng, der var rullet for vinduerne og atmosfæren bød generelt ind til hygge og afslapning. Det var vigtigt for dem, som havde brug for healing trods alt. ”Læg hende her,” opfordrede hun. Salvatore nikkede og fik roligt bakset Denjarna hen i sengen, hvor han lagde hende ned i den. ”Mange tak,” afsluttede han. Kvinden smilede og forlod dem for nu. Det hele foregik jo på en meget formel måde her på stedet.

[Deleted]

Lys gjorde sin optræden i Catalenas midte, som to personer gjorde sin opdukken ud af den blå luft. Ingen syntes at overraskes over dette syn, hvilket måtte betyde, at Catalenas befolkning måtte være vant til en sådan opvisning. For Denjarna var det dog på ingen måde en vant oplevelse! Svimmelhed ramte hende i det sekund, at de igen ramte eksistensen, og derfor den sikre landjord. Hendes hoved syntes at svømme … eller også var landjorden bare begyndt at bølge. Hvad end det var, var det forfærdeligt. Ej heller hjalp det hende, som hun nu var helt varm og lettere fugtig i huden. Heldigt var det, at Salvatore havde fat i hende, da hun ellers havde smidt sig på jorden i sin egen elendighed. Udmattet glippede hendes øjne omkring. Dette var Catalena? Hun havde tidsrejst? Øjnene klemte hun i, som det åbenbart havde været en afsindig dårlig ide at se sig omkring. Kort nikkede hun med hovedet, som Salvatore spurgte ind til hende. Hun klarede sig.. men det føltes også som om, at det kun var på nippet. Hun turde ikke svare ham verbalt, da hun i så fald frygtede, at der ville komme mere end ord ud. Hånden over sit ansigt forekom hende beroligende, men det var også kun for et kort øjeblik, da han derefter begyndte at gå. Det var den værste gang nogensinde! Det føltes som om, at hendes indre væltede rundt, hvilket fik hende til at forsøge at stabilisere sit jeg, ved at trykke sig mere ind til Salvatore. Det kunne i så fald være, at jorden ville stå stille. Det gjorde den dog ikke.. Skjult og rolig forsøgte hun at holde sig, som Salvatore gik over for at tale med en af kvinderne. Dårligt havde hun det, men alligevel var hun frygtsom ved tanken om, at de – eller nærmere hun – blev smidt ud af byen og landet. Det lød dog ikke som om, at hun var uønsket.. Enten fordi, at det ikke var gået op for kvinden, hvad eller hvem Denjarna var, eller også havde hun bare ikke et problem med det. Det måtte vel forblive i det uvisse? Øjenkrogen skimtede hun tavst ud af, som hun blev bragt til en af de fjerne hytter. Rart forekom der her. Trygt og afslappende.. men det var også, hvad en som hende havde brug for. En som hende.. Det lød forfærdeligt. Hun havde det forfærdeligt.. Værre havde hun også kun fået det på den korte gåtur, og derfor var det også kun passende, at hun nu blev lagt på sengen. Desværre hændte det, at hun fornemmede, at der var noget væmmeligt på vej, som hende og Salvatore blev ladt alene. ”S-Salvatore… J-Jeg tror..,” lød det skælvende fra hende, inden hun måtte afbryde sig selv og hurtigt svinge sit hoved ud over sengekanten. Som sure opstød føltes det, som alt hendes indhold forlod hendes mave for at ende på gulvet. Voldsomt dirrede hendes krop, alt imens hun knugede hånd om sengelagnet. Helt slørret var hendes blik, som hun blot lå og kastede op, indtil hun syntes at være komplet tømt. Med en rystende bevægelse førte hun sin håndryg tørrende over sine læber. ”U.. Undskyld.”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore kunne udmærket godt fornemme på Denjarna, at hun ikke havde det bestemt godt, og derfor var det vigtigt at de kom indenfor, så hun kunne få det bedre igen. Det kunne godt være, at han i øjeblikket brød alt det af lov og ret, som han faktisk var blevet underlagt, men det var noget, som han faktisk måtte leve med i den anden ende. Han holdt hende tæt ind mod sin egen krop og søgte i retningen af hytten, som blev udpeget for dem. Foreløbig, så var den hjælp som Denjarna havde brug for, ikke blevet afvist, så det var noget, som han faktisk havde det ganske fint med i den anden ende, og det var der ingen tvivl om, for det lettede ham faktisk. Han takkede den yndige healer og lysvæsen for den hjælp, som hun til nu havde skænket dem, idet han roligt fik hende lagt ned i sengen. At hun så derimod stort set lige efter, skulle tømme maven for dens indhold ud over gulvet, var ikke lige ventet. Med det samme, tog han fat i hendes hår, så det ikke blev fuldstændig fedtet ind i det og holdt det oppe. Det røg udover gulvet, og halvt om halvt på ham, selvom det nu ikke var noget, som han tog særlig tungt. Det var jo trods alt den slags, som skete. Han rystede stille på hovedet. ”Tænk ikke på det, kære Denjarna. Vigtigst er, at du får det godt igen.. Og jeg bliver her, ti det er tilfældet,” lovede han med en rolig stemme. Han fjernede håret bort fra hendes ansigt, da hun igen kunne komme op i sengen og lægge sig igen. Han strøg hendes kind kort og blidt. ”Den måde at rejse på, er ubehagelig de første mange gange. Det var bare den hurtigste måde, at få dig hertil på,” sagde han roligt, inden han roligt tog fat om den tynde dyne, og roligt lagde den omkring hende, så hun ville få muligheden for at finde noget varme igen.
Der varede ikke særlig lang tid efter, så kom den kvindelige healer tilbage til hytten igen. Ved stanken af opkast, rynkede hun let på næsen, men ikke noget som hun tog sig yderligere af. Hun var vant til det. Det var jo trods alt en healende landsby, skulle man jo huske. Hun trådte let og elegant ved siden af, for at komme hen til sengen, hvor Salvatore uden problem, valgte at give plads til hende. ”Det skal vi nok få tørret op. Nu skal vi se på Dem. Er der en historie bag, De ønsker at fortælle?” spurgte hun venligt. For bedst mulig behandling, måtte de jo vide, hvad der var hændt.

[Deleted]

Yderst ubehagelig havde rejsen været for Denjarnas vedkommende, og det udviste hun også ved at kaste op. Frastødende var det, men hun kunne umuligt holde indholdet i maven nede længere. Det gjorde desuden, at hun lå med en dirrende og koldsvende krop. I sit sind forbandede hun Alexander til lang fanden i vold, alt imens alle væmmelighederne røg ud af hendes mund. Hun foragtede dette og den mand! Det eneste positive var, at hun nu fik hjælp. At Salvatore fik en smule opkast på sig, bemærkede hun ikke. Det eneste hun bemærkede var, at noget kom ud, og at hendes fugtige hår blev løftet. Rykkende og det opkommende indhold fortsatte i et par sekunder, indtil det føltes, som var hun helt tom. Udmattet gled hun tilbage i sengen, hvor Salvatore kastede sig omsorgsfuldt over hende, som en engel. Hun var uden tvivl heldig over, at det var ham, som havde fundet hende. ”..O-okay,” sagde hun stille, som hun endnu var ramt af opkasteffekten. Øjnene lod hun for en stund glide hvilende i, som hun tog imod hans kærtegn. Hun var glad for, at det var ham, men hun var mindre glad for, at de var under disse omstændigheder, at de havde fundet hinanden. Desværre kunne man ikke altid selv bestemme, hvordan livet skulle forløbe. De trætte øjne vendte hun imod ham, alt imens hun hævede det ene øjenbryn. ”Det siger du ikke..,” sagde hun, som han sagde, at de første teleporteringsture var hårde. ”Men du har ret.. Vi er her jo nu.”
Denjarnas blik gled bort fra Salvatore, og mod den kvindelige healer, som hun trådte ind i hytten igen. Hun bemærkede, hvordan kvinden vrængede næse ad opkastet, men hvad kunne hun gøre ved det? Det skulle trods alt ud, og ud var det kommet. At hun blev bedt om at genfortælle sin historie til hende, fik hende kort til at betragte Salvatore. Var det mon sikkert at fortælle den? Det var det måske. Hun havde jo ikke gjort noget galt. De sølvgrå øjne vendtes igen mod healeren. ”Er der ikke altid en historie bag?” lød det roligt fra hende. ”Lad mig se.. Jeg blev holdt som gidsel af en psykotisk vampyr for et par måneder. Jeg boede i en kælder på et stengulv og intet andet.. Og så drænede han mig selvfølgelig for blod.” Kort fortalt var historien, men Denjarna følte heller ikke, at den unge healer behøvede at vide andet. Healeren behøvede nemlig kun at vide nok til, at hun kunne diagnosere hende, og derefter helbrede hende. Dog tvivlede hun på, at det ville gå let for sig, da det ikke var lidt hun led af. Hun led af blodmangel, ømhed, diverse sår der muligvis var betændte, forkølelse.. og guderne måtte vide, om der også var andet.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Turen havde tilsyneladende slet ikke været behagelig for Denjarna, og selvom det ikke var noget, som faktisk forundrede ham, så gjorde det ham alligevel en kende urolig, at hun reagerede så voldsomt på det, for det havde bestemt heller ikke været hans hensigt med noget som helst af dette. Han vendte blikket mod hende. Selvom han var blevet ramt af hendes maves indhold, så gjorde det ham intet, da det jo bare kunne vaskes af, og nu var det jo heller ikke fordi, at han ønskede at gøre hende pinligt berørt eller noget i den stil, ikke nu, hvor hun faktisk havde brug for at der var nogen omkring hende. Han smilede let for sig selv. Det var måske ikke ligefrem en behagelig oplevelse, men som hun sagde, så var de jo fremme nu, og det var jo det vigtigste. ”Det er vi nemlig, så jeg synes du skal hvile dig, nu hvor du har muligheden for det,” sagde han med en rolig stemme, for løgn var det jo trods alt heller ikke.
Den kvindelige healer, som kom tilbage til dem, rynkede ganske vidst på næsen, men det var noget, som hun efterhånden var ved at blive vant til at se, så det var i sig selv, heller ikke noget, som hun tog så tungt igen. Hun sendte Denjarna et venligt smil. Det var ikke ofte, at de så nogle af mørket på denne side af muren, hvilket nok beviste, at denne kvinde var noget særligt. Salvatore var jo heller ikke ligefrem nogen ukendt mand. Hun sendte hende et let smil. ”Det er der med største sandsynlighed altid,” medstemte hun med en lys og venlig stemme. Hendes smil falmede i takt med Denjarnas frygtelige fortælling som baggrund til hendes tilstand. Det var da frygteligt! ”Det lyder da frygteligt… Ikke skal De tænke mere på det, frøken. Her skal vi nok sikre Dem, at de får det godt igen,” lovede hun ærligt, inden hun tog fat om dynen og sørgede for, at den blev lagt godt om hende. Det var jo altid rart at vide i udgangspunktet, hvad det var, man havde at arbejde med. ”For nu, så skal De blive liggende her i sengen, og jeg er sikker på at Hr. Salizmira vil sørge godt for Dem,” begyndte hun, inden hun hastigt forlod hytten igen. Salvatore smilede let for sig selv. Han knipsede med fingrene, og opkastet forsvandt lige så hurtigt, som det var dukket op. ”Bare rolig.. De ved hvad de laver her,” lovede han hende. Han havde været forbi her oftere, end hvad han ville være ved.

[Deleted]

Hvordan Salvatore klarede sig igennem transporteringerne, begreb Denjarna ikke. Det var jo en direkte forfærdelig prøvelse! Det havde hun også udtrykt ved at kaste op… og endda halvt over ham. Måske var det virkelig bare en tilvænningssag, men ærlig talt, så havde hun sine tvivl. Det kunne også være, at det kun var behageligt for magikere og warlocks.. Se det fandt hun langt mere logisk og troværdigt! Selv havde hun i hvert fald allerede besluttet, at hun på hjemturen ville bruge sine egne sikre ben. Hun ville jo være i stand til at gå igen, når hun blev helbredt. Derudover var hun heldig omkring, at Catalena lå forholdsvist tæt på grænsen. Det gjorde nemlig, at hun ikke ville have den længste vej igen. Det var dog ikke tanker hun skulle bebyrde sig med lige nu og her, og derfor nikkede hun også blot til hans ord. Hun skulle nok hvile sig. Det var også, hvad hendes krop krævede af hende, og det mærkede hun særligt, nu hvor hun endelig lå ned. Hvile sig, var derfor også hvad hun gjorde, indtil healeren kom ind til dem igen. Selvom kvinden syntes venlig, var Denjarna fortsat en anelse skeptisk. Det kunne trods alt godt være, at det blot var et skuespil. Derfor ventede hun også med at tale højt omkring sin historie, indtil hun havde vendt tanken et par gange i sit hoved. Gennem det nåede hun nemlig frem til den konklusion, at det blot var at gribe chancen og springe ud i det. Det syntes heldigvis også at gå, for det virkede som om, at healeren oprigtigt bekymrede sig for hende. ”Tak.. Jeg sætter pris på Deres hjælp,” endte hun venligt med at sige, som healeren forsikrede hende om, at hun ville komme på benene igen og grundet dette sted. Det var det eneste hun behøvede at høre. Det ville næppe gå så hurtigt, som hun ønskede at det gik, men det måtte hun blot sluge. Som healeren sagde, at hun var sikker på, at Salvatore ville tage sig godt af hende, kunne Denjarna ikke lade være med at smile. Nej, den mand havde allerede gjort mere end nok for hende, og det værdsatte hun ham for. Han var kommet til hende i nødens stund, og eftersom han endnu ikke var gået, stolede hun på ham. Hun lod de sølvgrå øjne strejfe hans ansigt. ”Det ved jeg allerede. Han har allerede vist sig at være vidunderlig,” sagde hun sandfærdigt, inden healeren forlod hytten og lod hendes og Salvatore være tilbage. ”Det håber jeg, at du har ret i,” sagde hun, hvor det denne her gang også var sagt til ham.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Turen havde ikke været særlig behagelig for Denjarna, men at den skulle være så slem, at den vrængede i hele hendes mave, så indholdet kom op, havde han ikke lige forestillet sig, men det havde været den hurtigste og mest effektive måde at få hende til Catalena på, og nu hvor han stod i den situation, at han brød lands lov og ret, så var det ikke noget, som han kunne gøre for! I det store og hele, så var hun en kvinde, som i sandhed havde formået at krybe ind under huden på ham, og det var bestemt ikke fordi, at det var noget, som han brød sig synderlig meget om, hvis han nu endelig skulle være ærlig om tingene, for det gjorde ham.. svag. Han havde tænkt på hende, og da rygtet havde lydt, var han taget af sted, og han havde aldrig fortrudt det. Den unge kvinde ønskede historien, og den var jo også relevant, hvis hun skulle finde ud af, hvad hun skulle behandle Denjarna for. Hun var bekymret, og det var tydeligt. ”Vi skal nok få dig sikkert på benene igen inden lang tid,” lovede hun, idet hun selv valgte at forlade dem.
Det kunne ikke falde Salvatore ind, at gøre andet, end at passe på hende, nu hvor hun var på hans side af grænsen, og i og med, også hans ansvar. ”Meget har jeg oplevet at blive kaldt igennem tiderne, men vidunderlig, er straks noget af det nye,” fortalte han med en ganske ærlig stemme, da han igen vendte blikket i retningen af hende. Han var naturligvis frygtelig glad for, at hun viste ham den tillid ved at lade ham gøre disse ting, men det var også fordi, at det jo faktisk var noget, som betød utrolig meget selv for ham. Han hævede selv hånden og strøg hendes kind. Nu skulle hun bare hvile, som hun havde fået besked på, for her ville hun være sikker. Desuden lå Catalena bogstavelig talt lige ved siden af muren, så at få hende hjem når tiden var, ville ikke blive det største problem. Efter et mindre stykke tid, dukkede kvinden op igen. Hun kom gående med et stort glas af træ med en mærkelig grøn substans i. ”Det her er en bryg på healende og afslappene urter, frøken. Du er nødt til at drikke den,” fortalte hun ærligt. Salvatore smilede let for sig selv. Han genkendte den. Ikke den mest delikate, men derimod frygtelig bitre smag, men det var godt for kroppen.

[Deleted]

At Salvatore fandt sit bånd til Denjarna ubelejligt, kendte Denjarna ikke selv til. Selv vidste hun, at det ej var normen, at venskab spirede mellem en procianer og en dvasianer, men derudover spekulerede hun ikke yderligere over det. Altid havde hun haft en solid vennekreds omkring sig, og i denne omgang havde hun valgt at inkludere Salvatore i den. Et træk hun bestemt ikke havde fortrudt endnu. Hendes hoved faldt en kende på sned. ”En gang skal jo være den første.. Selvom det er sent,” sagde hun med en rolig stemmeføring. Hun mente skam, at han havde ageret vidunderligt overfor hende, og derfor stod hun skam fast ved sine ord. At ingen anden end hende havde ment dette, kunne hun dog ikke forstå … medmindre de andre ikke havde haft modet til at sige det højt. Blikket holdt hun på ham til healeren valgte at gøre sin tilbagevenden. Det var med et lettere mistænksom mine, at hun betragtede glasset, for hun kunne trods alt aldrig vide sig sikker på, hvad der blev serveret for hende, og da slet ikke nu hvor hun var i Procias. ”Javel,” sagde hun, som hun tog imod træglasset. Blikket gled øjeblikket til den grønne substans der så direkte … frastødende ud. Selv kendte hun til urter, fordi mørkelverne altid selv havde brygget dem, men denne kendte hun ikke lige umiddelbart til. Det kunne også meget vel være fordi, at hun var på en anden kant af verdenen lige nu. Hun snuste til indholdet, skønt det hurtigt gik op for hende, at det havde været en forkert tanke, da væsken stank! Næsen rynkede hun, inden hun skævede op til Salvatore. Salvatore så ud til at stole på healeren og væsken, og derfor havde hun vel ingen grund til at tvivle. Glasset førte hun op til læberne, hvor hun begyndte at drikke til der ikke var mere indhold i. Bittert havde det været, og det var også at aflæse på hendes ansigt. ”Det..,” sagde hun, før hun måtte tie og komme med et host i stedet. ”.. smagte forfærdeligt.”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

At blive kaldt for ’vidunderlig’ havde Salvatore dog ikke ligefrem været udsat for tidligere, og derfor var det faktisk også en varmende tanke, hvis det var sådan, at hun valgte at se på ham. Det kunne godt være, at han var af lyset, men selv han vidste, at man kunne have gode venner på den anden side af grænsen, uden at man behøvede at være fremstillet, som nogen landsforræder eller noget lignende. Han ønskede bare at se hende ved godt vel, og det gjorde han jo ikke, ved at rende rundt og lade som ingenting, så naturligvis ønskede han at hjælpe hende. ”De er ikke kendt med healerne her i Catalena formoder jeg. Jeg kan forsikre Dem om, at vi nok skal få Dem op på benene igen, hurtigere end hvad De kan tænke Dem,” forsikrede den unge kvinde sig, inden hun rakte træglasset frem og bad hende om at bunde det. Selv var det hende, som havde healet og taget sig af Salvatore i de stunder, hvor det havde været en nødvendighed, så han var ganske godt kendt med det, og hun kunne se det på ham.. Hvordan det frydet ham, at det denne gang ikke var ham, som skulle sørge for det. Det var desuden en substans som ville køre hende direkte træt og til sidst lade hende falde hen i søvnen. Igen valgte hun at forlade hende i Salvatores varetægt. Salvatore smilede let for sig selv. For en gangs skyld, så var det ikke hans tur, men han vidste hvor hæsligt det faktisk smagte. Han strøg hende roligt over håret igen. ”Tro mig.. Jeg ved det. Det vil varme og heale inde fra. Procianske urter kan sit kram. Læg dig roligt tilbage og hvil dig lidt.. Må jeg lægge mig ved siden af?” spurgte han med en rolig stemme. Ikke fordi, at han ville trænge sig på eller noget lignende, for det ville han slet ikke, men fordi at han ville ligge og passe på hende, og fordi at han ikke vidste om dette var noget som ville nå kongehuset, eller om de ville være tilbage i Manjarno inden. Det var jo trods alt aldrig til at sige.

[Deleted]

Denjarna kunne bestemt ikke blære sig med sin viden om Catalenas healere. Jovist hun vidste, at Catalena var en prociansk by fuld af healere, men meget mere end det vidste hun ej heller. Det var trods alt ej heller i procianske anliggender, at hun gjorde sig. Hun var nemlig dvasiansk statsborger, og derfor kunne det umuligt være en overraskelse, at hun ikke havde den mest detaljerede kendskab til Procias. Det eneste hun vidste, var hvad hun havde læst og hørt, samt hvad Gabriel havde vist hende. Det sidstnævnte havde dog fundet sted for adskillige år tilbage, og derfor var det ikke længere en pålidelig kilde. Hun trak svagt på skuldrende. ”Jeg må indrømme, at det ej er her, at jeg mest har sat min fod.. Men jeg sætter pris på Jeres hjælp nu,” sagde hun ærligt, inden hun drak den yderst bitre væske. Godt smagte den bestemt ikke, men hvornår gjorde medicin også det? Det eneste hun tænkte var, at den formentlig var nødvendig, og derfor slubrede hun den også i sig, uden større omtanke. Hvis hun tog sig tid, ville det nemlig ikke undre hende, hvis den røg ud igen. Ansigtet skar hun også, som hun tømte glasset. Blikket vendte hun dernæst mod Salvatore, som han svarede hende og strøg hende over håret. At urterne ville være med til at helbrede hende, håbede hun skam på. Hun troede vel også på, at de havde en positiv effekt, siden hun havde drukket af væsken. At han spurgte hende, om han måtte ligge med hende, overraskede hende derimod. Og dog … de havde trods alt ligget sammen før, så det var muligvis ikke så underligt igen. ”Læg dig bare,” sagde hun stille, som hun ikke havde noget imod, at han gjorde hende selskab. Glasset valgte hun at sætte fra sig på sengebordet ved hendes side. ”Hvad gør denne væske helt præcist?” spurgte hun ham, inden hun måtte kvæle et gab. Han havde sagt, at den varmede og helbredte, men det i sig selv var et ganske vidt omfang. De sølvgrå øjne lod hun igen falde på ham, som hun ventede på, at han lagde sig hos hende. Sengen hun lå i var ikke just den største, da den kun var henvendt til én såret eller syg person, men mon ikke de klarede den alligevel. Denjarna selv var i hvert fald ikke skræmt af tanken.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore havde slet ikke noget imod at taget il Catalena, for det var faktisk et ganske udmærket sted. Desuden var folk så venligsindede her, at man næsten skulle tro, at de ikke havde nogen holdning til tingene i det hele taget, selvom det vel næppe var tilfældet. De var bare mere.. åbne og modtagelige for tingene, end det som de måske ville have været ellers, og det var noget som passede ham fint, for hvis de havde nogen anelse om hvem hun var, så havde de nok næppe behandlet hende ellers. Han sendte hende et smil og så til at den unge kvinde forlod dem igen. Søvnen ville komme til Denjarna inden alt for lang tid, og det var vigtigt, at det blev en rolig og behagelig søvn, og derfor ønskede han at understrege for hende, at han var der til at passe på hende, da det også var noget, som faktisk var utrolig vigtigt for ham. Ingen tvivl om det. ”Magen til venligt folkefærd, skal man i sandhed søge længe efter,” sagde han med en rolig stemme, for det var jo heller ikke ligefrem fordi at det var en løgn i det. Han smilede let for sig selv. At han dog gerne måtte lægge sig ved siden af hende, var noget som faktisk passede ham selv ganske fint, for han ønskede jo, at hun skulle have det godt, og ikke have det skidt, og det var jo en måde at gøre det på. Desuden var det jo ikke første gang, at han lagde sig ned ved siden af hende. Han lagde intet i det. For hans vedkommende, så var det vigtigt for ham at have nogen tæt på. Desuden kunne han virkelig godt lide det, selvom han vidste at pladsen var ganske trang. ”Jeg kan ikke benægte, at det ikke er første gang, jeg selv har skulle drikke den. Den får dig til at slappe af, gør dig træt og døsig, og før eller siden, så vil du falde i søvn. Du skal ikke betragte det som bedøvende, for det er slet ikke tilfældet. Du vil føle en varme.. og når du engang vågner ordentlig op igen, så vil du føle dig fuld af energi igen,” forklarede han sandfærdigt. Selv efter angrebet på Procias, så havde han selv tilbragt en dag eller to her, og der havde han været tvunget til at drikke den selv samme, så han vidste hvor gyselig den var!

[Deleted]

At Catalenas befolkning var et venligsindet folkefærd, kunne Denjarna ikke just argumentere imod. De havde trods alt medvilliget til at helbrede hende. En dvasianer. Om de vidste, hvem og hvad hun helt præcist var, vidste hun dog ikke, og det var vel også irrelevant så længe hun blev rask? Det var i hvert fald hendes umiddelbare tanke. ”Det er de.. men ved hun, hvem hun har med at gøre?” spurgte hun stille. Hvis healeren ubetinget ville hjælpe hende, besad hun en afsindig god sjæl. Denjarna vidste bare ikke, om dette virkelig var tilfældet. Der var nemlig også folk fra Dvasias, der kunne hjælpe hende, men de ville blot gøre det til gengæld for en tjeneste. Der kom intet nemlig gratis. De sølvgrå øjne lod hun følge ham, som han gled ned i sengen til hende. Selvom de altid blot havde været venner, satte hun pris på at have ham der. Det var nemlig rart at føle, at der var en omkring sig, skønt hun savnede, at der var en hos hende, som Derick havde været. Hun fortrød dog ikke, at hun selv havde puttet sig i denne situation, da det var blevet hende klart, at hende og Derick ikke var gode sammen. Ulempen ved dette var dog, at det efterlod hende i en vis ensomhed. Helt alene var hun dog ikke, da hun da havde Salvatore. Hun smilede svagt ved hans ord. ”Du er ej heller synderligt heldig.. Jeg..” Hun gabte. ”..vil se frem til dets virkning.” Brugbar lød drikken, og derfor håbede hun, at den virkede som han sagde. Den ville formentligt ikke helbrede alle hendes sår, men energien havde hun i den grad brug for. Den var nemlig ikke eksisterende lige pt. Blikket lod hun kort søge hans ansigt, inden hun forsigtigt rykkede tættere på ham. Hovedet valgte hun at placere på hans brystkasse, mens hun lagde sin ene hånd på hans mave. Rart fandt hun det at ligge således, da hun fandt det betryggende, samtidig med, at hun blot nød at ligge op ad hans krop. Øjnene blinkede hun let med, som hun mærkede, hvordan de blev tungere. Det måtte være grundet drikken, som Salvatore så pænt havde fortalt hende om.. I tavshed lå hun blot og lyttede til hans rolige hjertebanken. Hvor var det egentligt fantastisk at være hos en mand igen, som både besad hjertebanken og kropsvarme. Hun havde vel ikke været så tæt på en levende mand siden Gabriel.. Blidt trykkede hun sig ind til ham, alt imens hendes øjenlåg denne her gang gled helt i. Langsomt og roligt blev hendes åndedrat, samtidig med, at hendes krop blev mere slap, som hun gled ind i søvnens verden..

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det var virkelig vigtigt for Salvatore, at Denjarna havde det fint. Hvorvidt om denne kvinde var klar over, hvem hun faktisk havde indvilget i at heale, så var det ikke noget som gjorde ham noget. Hun havde indvilget i det, og det var faktisk det vigtigste i hans øjne, og det var noget som han ønskede at understrege. Han trak let på skuldrene. ”Skal jeg være helt ærlig, så ved jeg det ikke. Det vigtigste for mig lige nu, er at du kommer dig godt til kræfterne igen. Det andet skal jeg nok tage mig af,” sagde han med en rolig stemme, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Han blev liggende ved siden af hende, nu hvor hun selv havde givet ham lov til det. Han kunne aldrig finde på at gøre hende noget ondt, og det ønskede han naturligvis også at understrege for hende. Han smilede let for sig selv. Den bryg havde han selv indtaget lidt for mange gange, men visse ting lærte man vel aldrig nogensinde af? At hun så lagde sig helt til rette ved at lægge hovedet ved hans bryst og hånden mod hans mave, var ganske vidst lidt mere end det som man kunne sige, at han havde regnet med, men det var bestemt ikke fordi, at det var noget som gjorde ham noget i længden. Han lagde forsigtigt armen om hende, mens han blev liggende ude på kanten af sengen. Det var vigtigt for ham, at hun lå rigtig godt. ”Jeg har måske ikke været den heldigste, men jeg er da nu alligevel i live, kan man sige,” sagde han roligt. Han så jo blot til, at hun faldt i søvn ind mod ham, hvilket var en tanke som kun fik ham til at smile. Hun var tryg ved ham, og det var noget som faktisk betød meget for ham at vide. Han selv lagde sig ganske godt til rette, og faldt selv i søvn inden alt for lang tid…

…Det var tidligt om morgenen, at Salvatore endnu en gang slog øjnene op. Han kunne ikke lade være med at smile, hvor han roligt trak sig ud af hendes greb, selvom det faktisk ikke var så nemt igen. Hun havde sovet godt.. Det var faktisk en rigtig god fornemmelse, at ligge der sammen med en kvinde, for det var ikke noget, som han havde oplevet særlig meget af igennem de sidste mange år. Han satte sig roligt op. Hun så ud til stadig at have brug for noget søvn, så han valgte at søge udenfor, bare for at få lidt luft selv. Så langt, så godt vel?

//Out

[Deleted]

… Dyb og rolig var den søvn Denjarna dvælede ved. Det var også de to stikord, hun havde brug for. Længe havde hendes nætter nemlig været præget af smerte og uro, men ikke længere.. og dog. Det var endnu ikke til at sige, hvordan hendes krop havde det, når hun engang vågnede op igen. Årsagen til, at hun kunne sove i ro og mag lige nu var fordi, at hun for det første var milesvis fra Dvasias. Det betød, at hun ikke behøvede at spekulere over, om Alexander ville fange hende eller ej. Selv havde hun nemlig sine tvivl om, at han ville søge helt til Procias for at finde hende. Desuden, selv hvis han søgte hende, ville han næppe komme over grænsen, som hende og Salvatore havde. Størstedelen af hendes ro skyldtes dog ikke, at hun var langt fra Dvasias, men nærmere fordi, at hun dagen inden havde indtaget en healende bryg. Hæslig havde den været, og dog også virkningsfuld. Den havde nemlig tvunget hendes krop i dvale, hvor den derefter i søvnen havde gennemstrømmet hende med varme og ny energi. Al dette var ganske nødvendigt for Denjarnas vedkommende, da hun havde været skræmmende medtaget, da Salvatore havde bragt hende til hytten. Træt og øm havde hun været, men som hun nu havde sovet, ville udmattelsen formentligt være forsvundet.
Søvnigt blinkede Denjarna med øjnene, som hun var på nippet til at vågne. Behagende strakte hun den ene arm frem for at trykke sig tættere på Salvatore, men … hendes arm syntes ikke at kunne finde en krop. Forstyrret rynkede hun let på næsen. I hendes søvnige sind gav det bestemt ikke mening, at hun ikke kunne finde Salvatore. Hun var jo faldet i søvn hvilende op ad ham.. Måske bevægede han sig omkring i hytten? Kroppen strakte hun, samtidig med, at et gab forlod hendes læber. Øjnene blinkede hun på ny med, alt imens hun drejede sit hoved omkring. ”..S-Salvatore? endte hun med at kalde ud, som hendes blik ikke fangede hans skikkelse, selvom hun så sig omkring. Hun gabte på ny, inden hun let strøg håndryggen over sine søvnige øjne. Noget var anderledes.. Noget var bedre.. Hun følte sig ikke nær så omtumlet, som hun plejede at gøre. Var det mon miksturen, som hun kunne mærke? Hun havde endnu ondt i kroppen, men forhåbentligt ville hun slippe af med det, så snart der kom en og tilså hendes sår.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det var aftenen forinden, Gabriel havde fået den chokerende nyhed om at Denjarna var blevet set på denne side af muren, og det selv, havde efterladt ham med en temmelig urolig søvn. Ikke fordi at det var Denjarna, men fordi at det var en dvasianer på denne side af muren. Skulle han være helt ærlig, så var han for længst kommet over hende, og han havde ikke skænket hende en tanke igennem rigtig lange tider.
Allerede fra tidligt om morgenen, havde han efterladt hele ansvaret på slottet til Silia, for at tage af sted mod Catalena for at undersøge sagen. Han havde taget hesten, også mest for at se til, hvordan det så ud ellers i landet. Efter at der havde været mere sikkerhed og fokus på de store murer, så var der kommet en helt anden ro på landet, og derfor var det naturligvis en frygt og skræk uden lige, at det var sådan her, at det hele skulle gå for sig, og han brød sig slet ikke om det! Catalena var det næste, som han endelig kom frem til, hvor en mandlig healer kom ham i møde. Han hoppede roligt af den høje hest. ”Hvor er hun?” spurgte han, da den unge mand tog fat om tøjlerne. ”Det er godt De kunne komme så hastigt, Deres Majestæt. Hun er blevet healet efter at have været på kollisionskurs med en vampyr. Hun befinder sig i hytten derovre,” forklarede manden med en rolig stemme, inden han vendte blikket mod hytten som han vidste Denjarna befandt sig i, og som Salvatore netop var kommet ud af. Gabriel nikkede. ”Jeg takker og tager over herfra. Lad ham græsse. Han vil have godt af det,” sagde han endeligt, da han kort strøg hesten over den kraftige hals.
Gabriel søgte roligt i retningen af hytten, hvor han stillede sig foran. Det var som at rive op i hans unge og vilde liv, selvom det var ved at være så mange år siden efterhånden. Han bed tænderne sammen. Hvordan pokker var hun kommet over muren? Der var ingen som havde set hende! Han trak vejret dybt. Han kunne godt! Han kunne altså godt! Han endte med at træde indenfor, da lyden af Denjarnas stemme lød. Han kunne næsten genkende den. ”Jeg vil ikke påstå at jeg er Salvatore. Men derimod en anden mand, som netop fik høre, at du skulle befinde dig på min side af muren.” Hans stemme var autoritær. Han brød sig ikke om, at hun var der.