You are my thing now

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna havde slet ikke nogle intentioner om at skulle være samarbejdsvillig, når det hele nu foregik mod hendes vilje, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt. Det faktum at nogen kunne være så hjernevasket, at de bare.. gjorde som de ville, var slet ikke noget, som hun kunne have med at gøre, og det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt. Hun fnøs ganske kortfattet. ”Du har slet ikke nogen anelse om hvem jeg er, har du?” spurgte hun med en tvær stemme.
Den usikkerhed som Myia gav udtryk for, var egentlig fordi at hun frygtede for, hvad denne kvinde kunne finde på at gøre ved hende, hvis hun forsøgte at heale hende – som hun jo havde fået besked på, så det var jo heller ikke ligefrem noget, som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende. Hun var jo en engel, og deraf, også temmelig skrøbelig af sig, så var det ikke noget, som hun kunne gøre noget ved. Det lå bare i hendes natur. ”Herre..” forsøgte hun med en næsten forsigtig stemme. Det var jo heller ikke fordi, at hun havde nogen intentioner om at gøre ham irriteret eller frustreret, nu hvor hun var ’hans lille engel’, som han nu beskrev hende som.
Tiyanna fnøs igen, også selvom hun endte fuldstændig lam, ved den næste besværgelse, som han kastede direkte over hende, og hun røg i gulvet. Denne gang røg hun ned på skulderen og blev liggende på gulvet, selvom hun i det indre, virkelig forsøgte at skrige! Myia nikkede og gik hen for at knæle ved kvindens side. Hun var nødsaget til at klippe stroppen optil den kjole som hun havde på, selvom den var så lasede, at hun sikkert bare kunne rive den op i stedet for. Hun gentog samme handling med kniven, inden hun fik pilen ud, og lukkede såret, ved at heale det. Tiyanna lå fuldkommen stille, selvom hun virkelig bandede og svovlede i det indre. Den kjole, var virkelig det eneste, som hun havde at gå i, og nu var den ødelagt?!

[Sephiran Acheron]

Sephiran nød at gøre ting mod andres vilje, så at hun endeligt begyndte at vise lidt ekstra modstand, gjorde ham kun glad. Så var der bare endnu mere tilfredsstillelse i at pine hende til at gøre hans bud og det var noget af det bedste han vidste. Han hjernevaskede nok mange folk, men sådan fulgte de ham jo bedst; når de var som en slags små marionetter. Han løftede et bryn, for det lød næsten som om hun troede hun var noget specielt fortsat; havde han ikke sagt, hun ikke var noget værd? "Nej. Har du måske tænkt dig, at fortælle mig det?" sagde han med et løftet bryn og måtte igen lade et smil passere hans læber. Han ønskede da selvfølgelig at vide hvem hun var, hvis det skulle vise sig hun havde en god titel på skuldrene, for så blev hun kun det mere interessant. Han forstod godt Myias usikkerhed og han tog også højde for den, for intet skulle ske hans kære engel. Hun gjorde jo bare som hun blev bedt om og derfor måtte han jo også lamme Tiyanna midlertidig, så han kunne få sin vilje igennem og det var næsten for nemt. Han betragtede Myia gøre sit job og så blot tilfreds ud, som pilen blev taget ud og helet. "Mange tak Myia. Du er færdig her, så nu må du gerne holde fri resten af dagen," sagde han til hende og smilede næsten oprigtigt til hende, selvom det var hans sædvanlige smil. Han holdt besværgelsen over Tiyanna indtil Myia var smuttet fra stuen, så hun ikke fik møgfaldet og så slap han besværgelsen over hende. Han lod hånden falde ned langs siden og så afmålt på hende, for han forventede et svar på om hun faktisk var af en speciel titel. Han vædede let sine læber og blev stående på afstand fra hende, vidste ikke helt hvor meget hun ville flippe ud.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Myia healede såret og fik pilen fjernet, inden hun rejste sig op. Det var først, da Sephiran lod hende gå, at hun nejede for ham – som hun var oplært til at gøre det. Hun var måske hjernevasket, men hun fulgte også hans vilje, så hun havde muligheden for at tilbringe tiden sammen med Samuel. Det var jo heller ikke noget som Sephiran skulle vide noget om, så det at han havde fundet noget nyt legetøj, var egentlig noget som passede hende fint. ”Tak Herre.. Du må have en god aften,” sagde hun med en rolig stemme, inden hun forlod stuen. Dette var noget som hun faktisk gjorde hastigt.
Det var først da magiske kontakt endnu en gang blev brudt, og hun igen kunne røre på sig. Nu som det var sagt, så brød hun sig slet ikke om at have denne form for kontakt, for hun kunne jo ikke rigtigt gøre noget som helst ved det, og det var næsten det, som var det værste for hende. Med det samme, så greb hun omkring stroppen til kjolen, så den ikke ville falde af, for hun havde jo heller ikke rigtigt noget andet at kunne tage på, så det var naturligvis også noget som gjorde sit for hendes vedkommende. ”Hvor vover du, din elendige…!” vrissede hun af ham. Når alt endelig var kommet til alt, så var det heller ikke fordi, at hun havde i sinde, at skulle fortælle ham, at hun rent faktisk var Prinsesse af Imandra, for det var nok slet ikke denne form for liv, man i så fald ville have givet hende, men det var nu og da tilfældet uanset hvad, om det var noget, som man nu ville det eller ikke. Hun holdt stroppen oppe, da hun kæmpede sig op på benene igen. Denne mand kunne hun slet ikke lide, og da specielt ikke fordi, at han var sådan overfor hende, ås var det slet ikke noget, som hun fandt sig i, i det hele taget! ”Lad mig tage hjem.. Også for din egen skyld,” advarede hun med en fast tone.

[Sephiran Acheron]

Sephiran var tilfreds med Myia og derfor lod han hende få fri resten af dagen, fordi han skulle bruge resten af aftenen på at sætte Tiyanna ind i tingene. Hun ville gøre modstand og være irriterende, men han skulle nok få tørret den trodsige facade af hendes ansigt, hun skulle bare vente. Han modtog Myias nej, før hun forlod stuen med sine ting, hvilket passede ham godt da hun forstod, at når han gav hende fri så skulle hun også skynde sig væk. Han så ned på Tiyanna, der stadig lå på gulvet. Han forventede ikke et tak af hende på nuværende tidspunkt, for hun var jo ret vred af natur faktisk, men han havde jo faktisk gjort hende en tjeneste; han kunne have ladet pilen side, men det ville ikke være ligeså sjovt. Han strøg tungespidsen over sine læber, som han betragtede hende tage fat om hendes strop, der var klippet op, således at kjolen ikke ville falde ned og vise noget, når hun kom tilbage på benene, som han regnede med hun ville. Hun havde jo kæmpet sig op de andre gange, så hvorfor skulle hun blive liggende nu? Et morende smil passerede hans læber som hun vrissede af ham og han trak bare let på skuldrene, som hans hænder fandt vej over hans lænd. "Er vi ikke ligesom kommet over det punkt?" spurgte han blot med et hævet øjenbryn. Hun burde da have regnet ud, at han gjorde som det passede ham og derfor 'vovede' han jo også. Han anede ikke om hun bar en titel på skuldrene eller om det var noget hun brugte som forsvarsmekanik, men om ikke andet så ville han da gerne høre det, hvis det var. Hun kom op at stå igen; ganske rigtigt som han allerede havde forudset. Han kendte allerede lidt til hende. "For min skyld? Der er ingen, der er en trussel for mig, tøs. Du ved tydeligvis heller ikke hvem jeg er," sagde han roligt og med et selvtilfreds smil hvilende i mundvigen.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna havde blåt blod i årene, selvom det aldrig var noget, som hun havde spillet på. Hun var langt mere værd end det, og det vidste hun. Uden en kongelig titel, så ledet hun allerede et folk på en lidt anden måde, uden at de behøvede at se op til hende på den måde. Hun var stolt af, hvad hun havde opnået, og det var bestemt ikke noget, som denne mand nogensinde skulle få lov til at ødelægge for hende! Hun fnøs let, da hun endelig kom til hægterne Hendes arm var øm, men der var ikke mere i det, end som så, så det var jo egentlig noget, som faktisk passede hende fint. Han troede virkelig, at han kunne koste rundt med hende..Han ville meget hurtigt finde ud af, at det forholdt sig helt anderledes, og det var noget, som hun stod fuldkommen fast på! ”Hvis vi er forbi det punkt, så kan du lige så godt lade mig tage hjem, inden du tvinger mig til at smide al tøjet, ikke sandt?” spurgte hun med en kortfattet stemme. De kunne jo lige så godt! Han var jo i færd med at klippe det eneste tøj i stykker, og det var altså det eneste som hun havde, så det var ikke ligefrem noget som gjorde det meget bedre for hende, for hun havde ikke andet! Hvem og hvad hun var, var egentlig noget, som kunne være ham fuldstændig ligegyldigt, for det var slet ikke noget, som han ville få lov til at bruge til noget som helst. ”Som om, du skulle være noget specielt..” tilføjede hun med en ganske kortfattet mine, for løgn var det vel heller ikke? Det var den overbevisning, som hun måtte være af om ikke andet. At se ham more sig på den måde, var noget som direkte gjorde hende rasende, for hun fandt sig slet ikke i det! Og hun var bestemt ikke den, som lod sig knække af en mand, og slet ikke en, som skulle tro, at han var noget! ”Lad mig gå,” endte hun fast.

[Sephiran Acheron]

Sephiran var måske af blod, ikke direkte adelig, men hans navn var landskendt i hele Dvasias og hans navn havde eksisteret i virkelig mange årtusinder, så det var næsten svært at udtalte det lange talord, der fulgte med. Han havde ingen titel, men han var berygtet og han var den eneste troldmand, der nogensinde havde kæmpet på niveau med Kimeya Marvalo, hvilket jo også sagde ret meget. Han var Kimeyas højre hånd og deraf også en leder på mange punkter, selvom hans overordnede selvfølgelig var Kimeya. Han var jo selv stolt af alt han havde opnået, specielt at have fået sin families navn på landkortet for alvor. Han trak vejret roligt. Han var fast besluttet på, at hun skulle ødelægges og blive hans; så var han ligeglad med hvad han rev hende væk fra. I hans øjne udgjorde hun ikke en reel trussel mod ham, hun gav ham blot noget modspil som han skulle tørre af hendes ansigt. Måske hun ville blive en af dem, der tog lang tid, men han havde jo også alverdens tid… det var mere om hun havde det? Hun var en speciel race, så hvis hun bukkede under for ham og lagde sin loyalitet i hans hænder, så skulle han nok holde hende oppe og gøre hende af de mere specielle ansatte. "Det var ellers et yderst interessant forslag… Måske jeg faktisk skulle få dig til at smide alt tøjet?" svarede han med et provokerende blik til hende, som han smilede lumsk. Det ville være ydmygende for hende at stå nøgen, men det ville være sjovere i et andet rum end lige her i stuen. Måske hun burde blive pyntegenstand på hans værelse? Tanken var morende om at kunne ydmyge hende ved at tage hendes tøj, for hun havde jo ikke andet her og hun skulle ikke herfra foreløbig, faktisk aldrig når det stod til ham. Han løftede et let bryn da hun tilføjede, om han skulle være noget specielt. "Jeg kan jo kun sige det samme til dig, tøs, så lad vær med at være så kæphøj," sagde han bestemt, for det var en ordre. Han tog det ikke nært på nogen måde, men hun skulle ikke have lov til at tale sådan til ham ret længe hvis det stod til ham. Han smilede skævt og tilfredst til hende, for jo mere han morede sig, jo mere rasende blev hun. "Aldrig. Se i øjnene, at du skal være her, indtil jeg bliver træt af dig. Og så sprænger jeg dig nok i luften," sagde han roligt og trak på skuldrene. Det var jo hverdag for ham at slå ihjel, ikke noget af betydning for ham. Han trådte roligt hen til hende og forbi hende. "Kom med, hvis du har dit liv kært," sagde han bestemt. Han gik ned ad gangen og mod trappen, forventende til at hun fulgte med.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Sephiran skulle tidsnok finde ud af, at Tiyanna ikke bare var en kvinde, som man knækkede som havde hun været et stykke legetøj, eller et svageligt individ, for det var noget af det sidste hun var. Med det liv, som hun havde haft, kunne man jo kun sige, at hun havde haft et hårdt liv.. Et ekstremt hårdt liv, og hun havde været udsat for rigtig mange ting, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Tøjet var jo klippet op, og kjolen var derfor også gået i stykker nu, selvom det bestemt heller ikke var noget, som gjorde det meget bedre for hende, for det var virkelig det eneste som hun havde. Når man levede udendørs, så var det bestemt heller ikke fordi, at det var nemt at finde tøj altså! Hun endte langt mere bleg ved hans ord. Den eneste som havde set hende uden en trævl på kroppen, var jo Jason. Hendes eksforlovede. ”Du er død, inden du overhovedet kommer så tæt på mig!” hvæsede hun direkte af ham. Hun var ikke kæphøj, men forsvarede derfor den ære, som hun havde, og det var bestemt heller ikke noget, som hun havde i sinde at stoppe med. Hun var ikke bange for at åbne munden eller noget lignende, og det var noget, som han jo bare måtte lære at acceptere! ”Hvem af os to, er lige den kæphøje, hva’?” spurgte hun med den ganske kortfattede stemme, for løgn var det jo trods alt heller ikke. At han så passerede hende og gik forbi, og direkte beordrede hende til at tage med, hvis hun havde livet kært.. Det havde hun jo, men at skulle gøre, som han ville have det, var slet ikke noget, som hun havde lyst til! Hun blev stående for en kort stund, inden hun alligevel valgte at søge efter. Som det stod lige nu, så var det heller ikke fordi, at hun havde meget andet valg, for hun kunne på nuværende tidspunkt, ikke rigtigt stille noget som helst op mod ham. Hun fulgte ham mod trappen. ”Du vil springe mig i luften.. Jeg springer dig i luften først.. tro mig,” endte hun med en ganske kortfattet og bestemt tone.

[Sephiran Acheron]

Sephiran var enig med sig selv om, at Tiyanna forhåbentligt ville lære med tiden, for han agtede ikke at give op med hende. Men hvis hun selvfølgelig blev umulig, så måtte han jo være nødt til at slå hende ihjel. I værste tilfælde, hvis han alligevel ønskede at beholde hende af en mærkelig grund, så kunne han jo bare holde hende aflåst og ude af alles viden. Han ville ikke påstå han havde haft et benhårdt liv, eftersom han ikke direkte havde gennemgået mange forskellige ting, for han klarede sig som regel nemt igennem de fleste ting fordi han var en så mægtig magiker. Men han havde været hårdt kørt af sin far; så hårdt, at de blev lige dygtige og han var nødsaget til at slå ham ihjel, fordi de mindede for meget om hinanden og han ville være på toppen. Så han var jo blevet familiens overhoved, eftersom han havde arvet retten efter sin far. Alle vidste han havde slået ham ihjel, men det var ikke unormalt i Dvasias jo. Han grinte af hende som hun påstod, at han ville være død inden han kom tæt på hende. "Hvem siger jeg behøver komme tæt på, tøs? Jeg kan næsten bare blinke med øjnene og så står du nøgen," sagde han frydende og overlegent. Han var nok en smule kæphøj, men han havde også alt ret til det med hans person, fordi han vidste han var bedre end alle andre, med undtagelse af Kimeya, så hvorfor ikke også være stolt af det? "Mig. Berettiget, selvfølgelig. Hvad er din begrundelse?" svarede han hende med et skævt smil og blinkede let til hende, som det smørrede smil gled over hans læber. Hun fulgte dog med, så det var da altid noget. Da de nåede trappen, stoppede han kort op og så på hende med et morende smil. "Med hvad?" svarede han bare sagte. Hun havde jo ingen våben her og han agtede også, at holde hende i skak om ikke andet. I starten ville han se om hun passede ind i hans soveværelse, hvis ikke, så kunne hun måske pynte på gangen… eller måske trappen her? Han gik op ad trappen og op til en dør, som han låste op med magi. Han gik ind og regnede med hun fulgte endnu. Så snart hun var inde, så lukkede og låste døren efter hende. Lokalet var flot og klassisk indrettet, for han havde jo stil trods alt. "Du skal have en plads herinde. Om det skal være nøgen eller ej, det har jeg ikke bestemt mig for endnu," sagde han tænksomt og så efter et passende sted til hende.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna havde været igennem frygtelig meget igennem hendes liv, så hun vidste hvordan det var at skulle kæmpe, bare for at have noget, som man kunne kalde for en værdig tilværelse, for det var noget som hun faktisk havde haft ekstreme problemer med, så det i sig selv, var ikke noget som sagde så lidt. Stroppen holdt hun oppe, og han skulle bare lige vove på, at komme tæt på hende, for det ville han slet ikke få lov til! Og det var noget som hun trygt kunne love ham! Hun vidste, at hans magiske kunnen, var ham en kæmpe fordel, men når det kom til livet i marken, så ville det uden tvivl være ham, som ville have de største problemer, og ej hende, og det var noget, som hun kunne stå fast på, for der havde hun en stor fordel i hendes arbejde som leder for en hel lejr af rebeller, som havde sat sig det mål, at skulle gå imod kongen af landet. Nu var han forsvundet og nærmest som sunket i jorden, så opgaven var jo så at sige fuldført. ”Bangebuks,” påpegede hun med en kortfattet stemme, for det var jo heller ikke ligefrem en løgn, var det? Han turde ikke komme tæt på hende, når han selv vidste, at hun ikke havde nogen fysiske våben, at forsvare sig med. ”Du kender slet ikke noget som helst til mig, pjok!” hvæsede hun. Hun kunne slet ikke have noget med folk at gøre, når de troede, at de var noget! Hun havde været en lukket skal, siden Jason valgte at forlade hende. Det havde slået hårdt på hende, og hun havde ikke haft nogen følelsesmæssigt tæt på sig siden dengang. Hun fulgte blot efter ham. For nu, var det jo heller ikke fordi, at hun havde meget andet valg, også selvom det slet ikke var noget, som hun havde synderlig meget lyst til! Hun så sig omkring. Her var faktisk hyggeligt, hvis hun selv skulle sige det, men nu havde hun heller ikke oplevet det, at være inde i et hus igennem frygtelig mange år. Hun levede jo i et telt og uden tjenere, til at gøre noget for hende, da hun gjorde tingene selv. Hun fulgte ham op ovenpå og ind på det værelse, også selvom han lukkede og låste døren efter dem. Hun vendte sig direkte mod ham igen. ”Jeg er ikke bare en pyntegenstand!” Denne gang kom det en kende for tæt på. Det var jo også det eneste, som hun havde været for Jason.

[Sephiran Acheron]

Sephiran tog en rolig vejrtrækning for han havde virkelig ingen grund til at være ophidset eller lignende lige nu, for hendes små fornærmelser og oprør morede ham jo betragteligt, eftersom det var en naturlig reaktion på at modvirke ham, sådan havde de jo alle næsten været. Og hvor mange havde han ikke fået til at knække under ham som grene på jorden? Han havde fået mange til at stoppe med at støtte Malisha til fordel for den retmæssige Kimeya, som han jo selv havde viet sin loyalitet til og det var han virkelig tilfreds med. Sidste skridt var, at han ønskede at finde den forbandede Malisha for Kimeya og bringe hende til ham, for det ville gøre Kimeya overordentligt tilfreds. Han lod hende bare holde stroppen oppe, for han kunne ikke finde ud af om han ønskede at tage hendes tøj af eller lade hende beholde det på. Han kunne kun klare sig med sin magi, men han følte jo heller ikke, at han behøvede andre våben, når han mestrede det så godt? "Bangebuks? Nu lyder du som et barn, Tiyanna," sagde han påpegende og tydeligt nedladende. Det var da et barnligt ord at bruge i den sammenhæng, men det frydede ham kun at hun ikke havde andre ord at ty til. Han vædede let sine læber, for han var jo ikke bange for at komme tæt på hende, han havde jo taget ved hende for at få hende op på hesten, ikke? Han så tankefuldt på hende og løftede blot et bryn ved hendes hvæseende ord. "Og du kender intet til mig, så vi står jo lige, ikke? Eller vent, faktisk ved jeg mere om dig end du gør om mig," sagde han tilfredst. Hun kendte jo ikke hans navn, hvor han kendte hendes, så det var da en lille ting. Hun ville dog nok kendte hans race, så det var kun et lille skridt foran, men et om ikke andet. Og hvis han nu måske fik hende til at tro at han vidste noget om hende, så kunne han måske få noget ud af hende? Han så mod hende som de nu stod i hans soveværelse, mens han fandt ud af hvor han ville have hende. Hun ville passe perfekt ind på den ene væg, der egentligt var bar. Han greb uden varsel fat i hendes arm for at skubbe hende op ad væggen, derefter knipse med en finger og lade to lænker gribe om en af hver af hendes arme. "Er du ikke? Det synes jeg da ellers," sagde han og smilede. Nu kunne hun ikke holde stroppen oppe, så kjolen hang kun i en og han smilede skævt. "Nu kan du jo stå her og vænne dig til det hele…" sagde han og forlod hende uden videre. Han ville komme tilbage når han skulle sove.

//Out.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna vidste, at hun for nu, bare måtte gøre hvad han ville have hende til, for hun havde jo ikke muligheder for at gøre andet. Hun var nødt til at undersøge mulighederne for at alliere sig med nogen af hans tjenestefolk. Der måtte da være nogen, som kunne tage hendes parti! Hun kneb øjnene let sammen. Det var måske ikke voksent, men det var jo ikke engang en løgn. ”Du siger mig ikke imod,” påpegede hun med en ganske kortfattet og sandfærdig mine. Han turde jo ikke direkte røre ved hende, så måtte det jo være hans problem, for hun var bestemt ikke bange for ham, og det ville hun bestemt heller ikke blive, ingen tvivl om det! Selvom hun nu stod der midt på gulvet i hans værelse, så frygtede hun nu alligevel, hvad han kunne finde på at gøre ved hende, for hun var bestemt ikke nogen pyntegenstand, og det var sådan hun agtet at holde det! Det kunne godt være, at hun end ikke kendte til hans navn, men det var vel noget, som tidsnok skulle komme? Hun knyttede næverne ganske let, også selvom hun ikke slap stroppen. ”Før end du ved af det, så ved jeg mere om dig, end hvad der gør sig gældende omvendt,” sagde hun med en kortfattet stemme. Hun stivnede kraftigt, da han tog fat i hende og førte hende op mod væggen, for det var ikke just noget, som hun var forberedt på. Lænkerne som greb omkring hendes håndled, førte hendes hænder væk fra hendes krop, hvor stroppen gled ned, og nærmest blottede det ene bryst. Ikke det mest fyldige, men der var da noget at tage fat i. Hun knyttede næverne fast. Hun var virkelig, virkelig vred! Hun var ikke bare en pyntegenstand, som han kunne kaste op på væggen, som havde hun været et maleri, for det var slet ikke tilfældet. ”Det her slipper du ikke godt fra!” hvæsede hun, da han bare valgte at forlade hende og lade hende hænge der. Fast og uden at stoppe, så forsøgte hun at rive sig væk og ned, selvom det ikke helt gik som hun ville. Det frustrerede hende! Hun havde slet ikke lyst til bare at hænge der!

//Out