You are my thing now

[Sephiran Acheron]

Hesten galoperede i høj fart. Den havde båret Sephiran og hans nye souvenir fra græseområdet mellem Dvasias og Imandra, og hjem til Marvalo City. Pilen i hans ben gjorde ondt, men det var ikke noget han direkte tog sig af, for en af hans ansatte var healer, så hun skulle nok kunne få den ud af hans lår. Kvinden der sad foran ham havde også pilen i skulderen og den skulle han nok få ud af hende, men han skulle have pilen ud af sit ben først, inden han ville lade hans ansatte tage sig af hende. Han var tilfreds med sin fangst, som han ikke direkte havde talt med på vejen hjem, for han skulle ikke vænne hende til at han faktisk gad snakke med hende. Hun var en pæn genstand, der skulle svare hvis hun blev snakket til og sådan måtte det jo være. Hvor han ville placere hende, var han stadig usikker på, men om ikke andet så ville han da nemt kunne finde ud af det. Da de nåede til den store port, der var den eneste indgang ind på Acheron jord. Hele området var omringet af en 3 meter høj mur, hvor porten var den eneste måde at komme ind, medmindre man havde lyst til at udfordre skæbnen og lege ubuden gæst. Han fik hurtigt porten op med et vift fra hånden og portene gled i bag ham, da han i trav red hesten op ad grusstien mod hoveddøren. Han holdt hesten an lidt fra døren og svang sig ned på sit højre ben, som han landede på, for ikke at få stød op igennem det venstre. Han så op på hende og tog fat om hende for at få hende med ned ad hesten. "Bliv stående," sagde han advarende, som også betød 'lad vær med at prøv på noget'. Han så rundt, i det at en knægt kom løbende, som var hans stalddreng og han smilede tilfreds, som drengen tog hesten med sig mod stalden. Han begyndte humpende at gå mod hoveddøren, som blev åbnet før han nåede den af en tjenestepige og han vendte sig om i døren. "Og så kom da," sagde han lidt utålmodigt og afventende på, at nu skulle tøsen se at komme med da. Han fortsatte ind i huset, hvor det første der mødte dem var en indgangshal. I begge sider var der en trappe op til førstesalen og frem for dem, var der en gang som første ud til rummene på stueetagen. Det var et ret stort hus, som altid havde tilhørt Acheron og han var ganske tilfreds, for det var hans hus; han var overhovedet af denne familie. "Tilkald Myia, jeg går ind i stuen" sagde han til tjenestepigen, der havde åbnet døren og hun løb af sted efter at have nikket respektfuldt. "Følg med, bueskytter," beordrede han til tøsen, han havde taget med fra Imandra. Han begav sig ned gennem den lidt smalle og lange gang, der førte ud i et stort rum for enden, som var stuen. Han satte sig ned i sin stol.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna havde det bestemt ikke særlig godt. Hun var kold efter den lange tur på hesteryg, og hun havde slet ikke nogen anelse om hvor pokker hun var henne, for Dvasias var ikke lige det sted, som hun opsøgte mest, hvis hun nu endelig skulle sige det. Hun bed tænderne fast og kraftigt sammen og rystede så på hovedet. Hun ville hjem.. Hun havde mere end rigeligt at tage sig af derhjemme, så hun havde da slet ikke tid til at rende rundt og sidde her! Han ville næppe bryde sig om hende uanset. Det var der jo ikke ligefrem nogen der gjorde! Det store hjem som de red ind til, lignede til en forveksling hendes kære fars slot i Imandra, også selvom hun vidste, at den mand ikke længere var der, så var det slet ikke noget, som gjorde nogen forskel for hendes vedkommende, for hun havde slet ikke nogen intentioner om at skulle sidde der som en slave eller en pyntegenstand, som han kunne gøre hvad han havde lyst til med. Slet ikke, og det var noget, som hun meget gerne ville gøre klart for ham. Han havde slet ikke nogen anelse om hvem han egentlig havde fået fat i! Da han stoppet foran det store hus og hoppet ned, så hoppet hun selv ned, selvom det var noget akavet, for det at bevæge sin ene arm, var noget som virkelig gjorde forbandet ondt! Tænderne bed hun fast og kraftigt sammen. ”Ti’ da stille,” mumlede hun tvært. Hånden støttede hun mod sin skulder. Den pil skulle ud, og hun vidste jo allerede nu, at den bestemt heller ikke sad særlig heldigt for hendes vedkommende. At han så skulle kommandere sådan rundt med hende, var et sted en tanke som gjorde hende direkte rasende, for det var sgu da begrænset hvad hun egentlig fandt sig i. ”Tal pænt til mig..” tilføjede hun med en ganske kortfattet stemme, inden hun roligt søgte efter ham. Det ville om ikke andet, så være rart at komme indenfor og få noget varme, for det havde hun faktisk brug for. Huset var stort.. og ikke mindst flot indvendig. Hun fnøs let. Hvem denne Myia var, havde hun ikke nogen anelse om, men der var bestemt ikke nogen herfra, som skulle røre ved hende! Hun fnøs ganske kortfattet og stoppede i døren ind til stuen. Den var stor, men det var bestemt heller ikke fordi at hun ønskede at slå sig til rette her! Ikke på vilkår! ”Og hvad ønsker du af mig?” spurgte hun tvært.

[Sephiran Acheron]

Sephiran vidste at tøsen havde det værre end han selv, men det behagede ham faktisk kun, nu hvor hun kunne smage sin egen medicin med pilen. Hans i låret ville forhåbentligt hele hurtigt når Myia havde haft fat i ham og ikke give ham nogle men, men han kunne ikke sige med tøsen om det måske ødelagde noget i hendes skulder. Faktisk var han ligeglad, for han regnede med at hun alligevel bare skulle stå til pynt i hans hus, så hun havde ikke brug for hendes skulder alligevel. Han vidste at hun frøs, men han var sådan set lidt ligeglad, for han agtede ikke at tilbyde hende sin varme kappe, så måtte hun da klæde sig bedre på. Han følte sig godt tilpas nu hvor han var hjemme, for her kedede han sig stort set aldrig, eftersom han altid kunne gå i kælderen og torturere sine fanger til underdanighed. Ligeså lystrede alle ham her i huset, hvilket dog til tider kunne være kedeligt, men også rart når han så frygten i nogles ansigt. Han smilede skævt for sig selv, for han kunne godt lide sit hjemsted. Der var noget prægtigt over det store hus og han var herre over det; lige som han bedst kunne lide det. Han vidste ikke om hun var i stand til at kæmpe ordentligt imod ham, men han regnede bestemt ikke med det, så han talte til hende og gjorde med hende som han havde lyst til. Han kunne mærke hendes magiske kerne, men den var ikke stor og kraftig, så hun havde flere racer i sig, men alle havde han ikke gennemskuet direkte endnu. Han grinte, da hun bad ham tie stille, men lige den bemærkning valgte han at overhøre. Da de var kommet ind, så fik han sat sig godt til rette i sin stol, mens han bare lod hende stå i døren, for hun fik ikke lov til at sidde i hans møbler. Han trak vejret roligt, som han strakte det venstre ben der var ramt og bøjede det højre, hvor han holdt foden fladt mod gulvet. Han vendte blikket hen mod hende, da hun spurgte hvad han ønskede af hende. Han løftede et let bryn og sendte hende et smil. "Nu hvor du ikke er sat ind i tingene, så skal jeg nok svare dig. Jeg ønsker af dig, at du skal tie stille og lytte efter hvad jeg siger," svarede han til en start og smilede skævt. Han fnøs let, som han drejede blikket ud af vinduet og tog haven i blik, før han så tilbage på hende igen, som om hun var ligegyldig. "Fortæl mig så. Hvad er dit navn og hvilke racer er du en blanding af?" han krævede i den grad et svar.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna var virkelig kold, men ikke svagelig nok til at spørge, om han ville tilbyde hende kappen, for han virkede bestemt heller ikke som den type mand, som ønskede at gøre noget som helst for at hjælpe en kvinde som hende. Pilen i skulderen, vidste hun allerede nu, ikke sad særlig heldigt, for bare at bevæge fingrene, gjorde forbandet ondt! Hun blev stående, frem til han bad hende om at tage med. Hun kunne ikke slå ham som det stod lige nu. Det vidste hun allerede, og den tanke, var uden tvivl noget, som faktisk frustrerede hende forbandet meget. Ikke at der var nogen tvivl om det, for hvad skulle hun da ellers gøre? Hun havde ikke været i det, som man kunne kalde for et hus, igennem skræmmende mange år. Hun boede jo i et telt i lejren i skoven i Imandra. Det var meningen, at de hvis det blev muligt, skulle kunne pakke hurtigst muligt sammen og komme derfra, så var et hus, da slet ikke optimalt. Varmen i huset, var en helt anden, end en som hun havde oplevet i mange år og et sted, så var det naturligvis meget rart. Selv nu hvor hun blev stående i døren, så vidste hun jo et sted godt, at det ikke var fordi at han ville lade hende sætte sig ned nogen steder, også selvom hendes ben dirrede under hende. ”Hvilken gentleman,” påpegede hun med en tydelig ironi i stemmen, som man ikke ligefrem kunne gøre noget ved. At han direkte beordrede hende til at fortælle ham hendes blanding og hendes navn, så måtte han da godt lige tro om igen, for han skulle bestemt ikke komme her og tro, at han kunne kommandere rundt med hende, for det var da slet ikke noget som ville komme på tale i det hele taget! Hun vendte blikket direkte vredt mod ham. ”Hvis du tror, at jeg vil fortælle det til dig, så tager du så sandelig fejl!” endte hun med en vred stemme, inden hun vendte blikket væk fra ham igen. Hun ville ikke stå der som en pyntedukke, som han kunne koste rundt med på den måde!
En yngre kvinde kom ned af gangen med en form for førstehjælpskasse i hånden. Hun var Sephirans personlige healer her i huset.. Selv kidnappet efter en udflugt fra Procias til Manjarno. Hun var en engel, og turde heller ikke gøre andet, end hvad han bad hende om. ”Herre..” hilste hun ydmygt. Svagt i Tiyannas øjne!

[Sephiran Acheron]

Sephiran var ligeglad med hvor kold denne tøs måtte være, for det var jo ærlig talt ikke hans problem. Han havde det varmt nok, så hun måtte da klæde sig bedre på efter vejret, sommeren var jo ligesom forbi. For ham, gudskelov, for han kunne ikke fordrage den ekstra varme. Han skulle nok få pilen ud af hende, hvis hun da gad samarbejde, ellers måtte han jo paralysere hendes krop mens Myia tog sig af pilen, det var let nok. Men først ville han have sin egen pil ud af venstre ben, for den var virkelig i vejen og havde efterhånden forstenet hele hans venstre ben i krampe. Da han havde sat sig godt til rette, så agtede han ikke at lade hende sidde i sine møbler, det var hun da slet ikke ren nok til. Hun havde gemt sig i en busk og hendes tøj så mere ud til at være af en, der klarede sig ude i vildmarken fremfor i et stort hus, som ham selv. Han elskede sit hus, det var det bedste han kunne tænke sig, for her kunne han gøre alt hvad der passede ham, uden at nogen kom efter ham. Hvis han nu gjorde den samme handling i offentligheden, så kunne han risikere at blive arresteret og det agtede han at undgå. Han løftede et bryn ved hendes ironiske og sarkastiske ord om 'hvilken gentleman', hvor han bare måtte trække på smilebåndet. "Det har jeg ligefrem ikke påstået, vel?" svarede han blot ligegyldigt. Han var ikke kendt som en gentleman, for der var da intet sjovt i at please en kvinde, vel? De skulle kende deres plads ligesom dyr, det var i hvert fald hans mening. Han rullede øjne, da hun sendte ham et vredt blik og svarede ham vredt, men måtte derefter le, for det morede ham betragteligt. Hun skulle nok lære at give efter på et tidspunkt. "Tror? Åh jeg ved det, putte," sagde han og trak skævt på smilebåndet. Han løftede hånden mod hende og skulle til at sende en besværgelse efter hende, men i det samme kom Myia. Hun var altid ydmyg, efter han ligesom havde sat hende på plads og sat hende ind i regler. Hun var ganske nyttig, for hun var en dygtig engel med sine healer kundskaber i orden. "Myia, min lille engel," sagde han tilfredst og vinkede hende ind. "Kom… Den her pil skal ud af mit ben," forklarede han og pegede på pilen, der stak ud af hans venstre ben. Hun måtte gå i gang med det samme, mens han selv vendte opmærksomheden tilbage på tøsen, der stod i døren. Han vendte håndfladen mod hende og krummede fingrene lidt, hvor den intense smerte ville brede sig i hendes indre igen. "Sig til, når du er klar til at fortælle mig dit navn og raceblanding," sagde han ligegyldigt.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna var en leder, og en leder bukkede ikke under for noget som helst. I det store og hele, så tvivlede hun stærkt på at han kunne udsætte hende for noget, som gjorde mere ondt, end det som hendes egen far havde gjort, da han havde fanget hende i Imandra, så det var noget som gjorde hende direkte rasende. Hun blev stående skælvende på sine ben. Hun var kold, men havde slet ikke åbnet munden. Det var ikke ligefrem en gentleman som hun havde stået overfor, og det var for længst gået op for hende, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget værre for hendes vedkommende. ”Det ville være dumt at påstå,” mumlede hun tydeligt og utilfredst. Det var bestemt heller ikke fordi at man kunne sige, at hun var vant til det her. Hun vendte blikket direkte mod ham, også selvom han tydeligt ændrede sig, da den kønne Myia kom ind i lokalet med sin lille æske med førstehjælpsgrej. Hun himlede med øjnene.
Myia knælede roligt ved siden af Sephiran. Hun havde selv lært på den hårde måde, at han ikke var en mand, som man skulle modsætte sig, og derfor gjorde hun egentlig bare som han sagde. ”Selvfølgelig Herre,” sagde hun roligt. At blive kaldt for ’hans lille engel’, så vidste hun godt, at han var tilfreds med hende, og det var noget som passede hende fint. Hun tillod sig at finde det som mest af alt, mindede om en saks, for at klippe buksebenet op, så hun fik en god tilgang til pilen. ”Jeg syr dem bagefter, Herre.. Man vil ikke kunne se det,” sagde hun ydmygt, mens hun gav sig til at undersøge pilen og det hele.
Tiyanna blev stående. Denne engel var svag i hendes øjne. Svag, som hun selv havde været, da hun havde været bosat i Procias, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som hun ønskede at tænke yderligere over. Hun nåede ikke at reagere yderligere, før smerten i hendes indre, tvang hende direkte i jorden i stedet for. Det gjorde ondt! Hun slap et halvvejst skrig, da hun næsten automatisk tog faldet af med den dårlige arm, for det gjorde forbandet ondt! Næsten som hun lå der og krampede, så sagde hun ikke et ord. Han skulle ikke have lov til at vinde!

[Sephiran Acheron]

Sephiran var i egne øjne selv en leder, som han også havde sin loyalitet lagt i Kimeyas hænder. Den mand var den eneste af alle i hele verden, der nogensinde fik den store ære at få hans tillid og det sagde jo ikke så lidt. Overfor alle andre, så han sig højere stående, men med Kimeya var han dog ligestillet med. De var jo som brødre en del af tiden, så det passede ham jo kun ganske glimrende. Et fornøjet glimt faldt over hans øjne, som hun sagde, at det ville være dumt at påstå. Måske hun egentligt synes, at han burde være en gentleman? Det måtte hun jo selv om, for han skulle slet ikke bukke under for nogen som helst, det var sikkert og vist. "Nu ikke så utilfreds… Du forventede måske en gentleman? Men så kan du jo godt tro om," sagde han morende. Det var klart tilfredsstillende for ham, at hun var utilfreds, for det gjorde kun det hele en smule sjovere. Myia var den eneste engel her i huset og derfor havde hun også en lidt mere speciel plads end andre, fordi hun var meget nyttig og gjorde som hun fik besked på. Han så blot til som hun klippede hans bukser op og han trak bare på skuldrene. "Det skal du ikke tænke på. Vi køber nogle helt nye på markedet næste gang," sagde han roligt. Hun skulle ikke bekymre sit lille hoved med at sy bukser, når hun havde vigtigere sager at tage sig af som de healende aktiviteter hun klarede her omkring. Han drejede blikket hen mod tøsen i døren, da hun knækkede sammen under hans tortur og han så på hende med let sammenknebne øjne. "Du keder mig virkeligt," sagde han og gabte næsten halvt. Han måtte finde på noget sjovere med hende, men for nu så måtte han jo vente til Myia havde fået pilen ud af hans ben, før han rigtigt kunne komme i aktion. Han knyttede hånden for at gøre det ekstra smertefuldt for hende og afventede bare, at hun skreg ud hvad hendes navn og raceblanding var, for han stoppede ikke, før han fik sit svar.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna blev stående, da det var tydeligt for hende, at hun ikke ligefrem ville få tilbudt noget som helst, så det var heller ikke noget, som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende. Hendes ben skælvede under hende, selvom hun virkelig forsøgte at bide det i sig. Hun vendte blikket væk fra ham. Hun var et sted skuffet. Mænd var godt nok ikke, af hvad hun kunne huske dem for, så det var ikke underligt et sted. ”Det er jo tydeligt, at du end ikke er værd det..” mumlede hun kortfattet. Myia gik i gang med at klippe bukserne op. Hun var blevet sat voldsomt på plads frygtelig mange gange af ham, og nu havde hun bare valgt at opgive kampen om sin frihed. Hun var mere fri ved at give ham hvad han ville have, end at kæmpe imod det, for det gjorde kun ondt værre, og der var jo heller ikke ligefrem nogen, som var kommet efter hende, og det var næsten det, som var hende det værste af det hele. Hun bed tænderne let sammen og nikkede til hans ord. ”Javel Herre..”sagde hun ydmygt, inden hun gav sig til at undersøge pilen. Den sad ikke helt uheldigt, så den ville være forholdsvist nem at fjerne. ”Jeg beklager, men det her kommer til at gøre en smule ondt..” sagde hun dæmpet. I kassen fremdrog hun en kniv, som hun yderst forsigtigt lagde mod såret som pilen sad i, for at tvinge såret en anelse mere op. Det begyndte at bløde, men ikke nok til at hun ville reagere hastigt med det. Pilen fik hun roligt fjernet, inden hun lagde hånden for såret, for at få det healet, så han igen kunne bruge benet optimalt. Hvad der skete med kvinden, tog hun sig ikke af. Hun havde igennem sin tid, som Sephirans slave eller tjenerinde, lært at lægge det døve øre til, og ikke reagere på det, selvom det kunne være svært.
Tiyanna knækkede direkte sammen under den smerte som Sephiran satte i hende, og det at hun tog af med den dårlige arm, gjorde det bestemt ikke meget bedre for hende! Tænderne bed hun kraftigt sammen. Han ville have svar, men det var slet ikke svar, som hun havde tænkt sig at give ham! ”S-stop… Stop!” endte hun nærmest halvkvalt, for det var svært at få luft for hende, sådan som hun krampagtigt lå på gulvet foran ham.

[Sephiran Acheron]

Sephiran holdt roligt blikket mod hende. Han kunne se at hendes ben næsten skælvede, for hun dirrede let og det var kun noget som gjorde ham det mere tilfreds. Jo dårligere han lod hende have det, jo mere ville hun nok blive god og ende med at følge hans ord. Det var sådan han altid gjorde, for han styrede alt med hård hånd og magi, så så enkelt var det jo om ikke andet. Han trak vejret roligt, mens hun så væk og han selv blot så ned mod sin lille engel, der sad og arbejdede på pilen i hans ben. Han grinte blot let for sig selv, for der tog hun da ganske enkelt fejl, men han gad ikke diskutere det med hende, det var hun end ikke værd. Hun var en ny undersåt og han agtede at holde hende her i huset, ligesom han havde gjort med alle andre. I sidste ende var det jo loyalitet til ham eller døden, men han plejede nu at kunne knække de fleste. De han ikke kunne, var ikke nogle han snakkede om, for det var næsten et knæk i hans egen stolthed, hvilket han slet ikke ønskede at tage på sig. Han så blot til, at Myia fik blikket hans bukser op så hun kunne komme til, for det skulle jo til om ikke andet. Han havde sat hende godt på plads, men nu var hun også som en lydig og bedårende hundehvalp, som han værnede om, for ingen måtte komme for tæt på hende. Hun var en slags skat for ham og de hvide vinger var et krav fra ham, at hun skulle passe på, fordi dem kunne han godt lide. Han gav hende større frihed end andre i huset, fordi hun var så lydig, så det havde hun da heldigvis lært. Han sendte hende et skævt smil og glemte helt tøsen, der lå og vred sig i smerter. Han lagde hovedet en smule på skrå, som han betragtede Myia undersøge pilen. "Ondt… Tror nærmere det bare er et lille stik," sagde han roligt og reagerede meget lidt på, at hun udvidede såret og fik pilen ud; det gav kun et lille spjæt i hans venstre ben hvor den havde siddet. Det blødte lidt, men det berørte ham ikke det mindste og hurtigt så var han jo helet med hendes fine magi og benet var så godt som om, han ikke havde haft en pil siddende. "Udmærket… Tak skal du have Myia. Vil du finde Helon og bede ham om, at bringe mig et par nye bukser? Og så kom tilbage hertil, tøsen der skal også have pilen ud af skulderen," sagde han roligt og strøg den frie hånd over Myias kind, inden han skubbede sig op at stå. Han så hen på tøsen, der lå og vred sig på gulvet og smilede skævt, for han holdt stadig besværgelsen med den knyttede hånden. Da hun skreg stop og næsten lød kvalt, så slap han besværgelsen og lod hånden falde ned langs siden. "Dit navn. Og racer," sagde han igen. Nu ville han snart ikke gentage det mere!

[Tiyanna Direshade Acheron]

Myia havde lært på den hårde måde, hvordan hun skulle komme ud af denne situation på bedst mulig måde, og det var jo ikke fordi at Sephiran behandlede hendes skidt. Mange ville nok sige, at hun var fuldkommen bims, men hun var vel også hjernevasket et sted? Hun forsøgte om ikke andet, kun at leve op til hans strenge forventninger og krav til hende, og hun gjorde det jo også, og det var vel også derfor, at hun havde den form for frihed, som hun nu havde? Bukserne fik hun klippet optil låret, så hun kunne komme til, hvor hun ved hjælp af kniven, fik pilen ud. Selvom det begyndte at bløde, så var det noget, som hun meget hurtigt fik stoppet med sin lyse magi, og derved fik såret healet. Hænderne trak hun til sig, og lagde ned i skødet. ”Jeg håber det er bedre nu, Herre..” sagde hun med en dæmpet stemme. Strøget mod hendes kind, satte en sitren i hende, men dog af den grund, så tog hun imod det. Blikket gled roligt mod ham endnu en gang, som han bad hende om at hente Helon og bede ham bringe ham et par bukser, så nikkede hun. Det var først der, at hun faktisk valgte at rejse sig op. ”Jeg henter ham med det samme..” sagde hun roligt, inden hun blot passerede Tiyanna, som lå og krampede på gulvet. Hun havde lært at se bort fra det. Om ikke andet, så burde kvinden lære, at hun lige så godt kunne gøre hvad Sephiran sagde.. så blev man faktisk behandlet godt. Det havde hun fundet ud af.
Tiyanna stoppede først med at krampe, da han brød den forbindelse af magi. Hun gispede kraftigt efter vejret og tog sig til armen, for det gjorde virkelig ondt. Hun bed tænderne kraftigt sammen, inden hun vendte blikket mod ham endnu en gang. ”Mit navn er Tiyanna,”begyndte hun let gispende. Hun vendte sig om, for at gøre et forsøg på at komme op, selvom han havde taget alle hendes kræfter og hendes energi, og det var uden tvivl ubehageligt! ”Nymfe.. Elver.. Warlock og Necromancer..” tilføjede hun. Hun hadede, når nogle havde den magt over hende!

[Sephiran Acheron]

Sephiran var en hård mand og han gav ikke nåde til nogen, uanset race, alder eller hvad pokker det kunne være. Han var ikke direkte hensynsfuld på nogen måde og han ville have det hele på sine primisser, han gik ikke på kompromis med noget. Han behandlede sine folk godt her i huset, hvis de bare lystrede ham og det gjorde de fleste jo. Nogle var mere hjernevaskede end andre, men efter tortur og nok manipulation, så lystrede alle ham faktisk. Nogle tog bare længere tid end andre, men han knækkede altid folk. De som han ikke knækkede, dem slog han som regel ihjel og så undlod han at tælle dem med i beregningerne. Myia var en af dem, som dog også var virkelig påvirket af ham og derfor var han også ekstra tilfreds med hende, for hun gjorde hans mindste befaling og det behagede ham om ikke andet. Han satte hende dog ikke til hårde, ubetydelig ting; hun fik lidt vigtigere og hun healede ham altid, når han var kommet lidt eller meget til skade. Når hun også levede op til de forventninger han satte for hende, så blev hun jo også belønnet for alt det gode hun gjorde og hun havde faktisk aldrig skuffet ham. Hun fik ham hurtigt healet, så det var kun godt i hans øjne og han nikkede. "Det er det, min lille engel," sagde han med et frydende smil på læben. Strøget mod hendes kind var en slags belønning for hende. Han var ikke grusom, når folk først var loyale overfor ham. Han så efter hende, da hun sagde hun ville hente Helon. Hun ville komme tilbage straks efter, det vidste han jo, for hun lystrede jo altid. Han vendte blikket mod tøsen, der nu lå på jorden og trådte hen til hende. Nok manglede han næsten et helt bukseben, men der ville komme et par nye bukser om et øjeblik og det kom jo ikke an på det. Han så ned på hende og foldede let armene, da hun endeligt kom med sit navn og race. Hun var faktisk ekstra speciel. Varyler var han imod, fordi det var jo bare bastarder og urenheder. Det var en holy grail jo også, men det var alligevel lidt noget andet syntes han, fordi holy grails var som regel meget stærke, hvis de da mestrede deres racers styrker. Han trak skævt på smilebåndet. "Sikke et blanding… Men Tiyanna, nu skal du høre. Du er i mit hus nu. Reglerne er simple: Gør du som jeg siger, bliver du belønnet og gør du ikke som jeg siger, så bliver du straffet. Simplere kan det vist ikke blive," forklarede han hende. Han så på hende, mens hun bare lå der og afventede næsten en reaktion.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Hvordan den forbandede engel, kunne få sig selv til at lystre en mand som denne mand. Hvem han var, var hun egentlig ganske ligeglad med, og slet ikke noget, som hun ønskede at blande sig i, for hun var slet ikke interesseret i den slags i det hele taget! Tænderne bed hun fast sammen. Smerten var virkelig ulidelig, og noget som hurtigt frarøvede hende fokusset på den kære engel, som havde hjulpet ham, og bare ladet hende ligge, for hun havde ikke fået besked på andet. ”Forbandet..!” mumlede hun vredt, inden hun tog sig til skulderen og kom halvt om halvt om på siden. Normalt var hun ikke pivet eller noget lignende af det, men det gjorde ondt, og hun var kold og træt i forvejen, så det var ikke noget som gjorde det meget bedre af den grund.
Nu hvor han var kendt med hendes navn og hendes racer, så forventede hun nærmest at han ville gøre grin med hende eller noget lignende, for det ville hun slet ikke have. Hun vidste godt, at hun måske ikke var så renracet, som hun ellers gerne ville være, men det var nu ikke ligefrem noget, som hun kunne gøre det største ved af den grund. Hun fnøs let, inden hun endelig kom op på benene, selvom det var tydeligt og vaklende, så var det ikke noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende. ”Hvis du tror, at jeg vil rette mig ind efter dig, og hvad du ønsker, kræver og forlanger af mig, så kan du godt tro om igen. Jeg er ikke den, som du får lov til at koste sådan rundt med, det kan jeg love dig!” endte hun med en trodsig mine.

Myia kom ind, ikke lang tid efter med Helon efter sig, som havde et par mørke bukser hængende over sin arm. ”Herre,” hilste han lige så ydmygt som Myia havde gjort det. Myia trådte bare ind, og afventede at få lov til at tilse kvinden som kæmpede sig op at stå på gulvet. Hun sagde ikke så meget som et ord, men foldede i stedet for vingerne tæt ind mod sin egen krop. Han var måske hård, men gjorde man bare som han bad om, så var det faktisk ikke så slemt igen.

[Sephiran Acheron]

Sephiran smilede. Det var ikke et typisk varmt smil, mens det var dog et smil af tilfredshed og overlegenhed, som oftest var på hans læber. Men dog, så kunne det godt ændre sig, men lige havde han det godt og var selvtilfreds, så derfor havde han sin vante attitude fremvist. Han kunne godt se at Tiyanna led, men det berørte ham ikke, for hun kunne jo bare lære det om ikke andet. Han vidste, at hun ville være trodsig her i starten, men han agtede bestemt at skulle knække hende så hun ville adlyde ham. Om ikke andet så kunne han jo altid tvinge hende og så ville det måske blive frivillig tvang, men bare hun lystrede, så ville han jo belønne ind. Han så bare ned på hende som hun lå og kæmpede med at komme op, for han agtede ikke at hjælpe hende op med den opførsel, for hun fortjente yderligere straf. Han løftede et let bryn da hun trodsigt svarede ham igen og han grinte bare af hende, for hun morede ham nu alligevel lidt alligevel. Men hun kunne også nemt kede ham, fordi hun var lidt irriterende, eftersom hun ikke reagerede så meget på hans tortur som andre gjorde. Hun kom dog op at stå og han foldede blot let hænderne bag lænden. "Det siger du nu, tøs, men snart vil du lære at sætte pris på belønningerne og bebrejde dig selv for de straffe du må modtage, fordi du ved, du har gjort noget forkert," forklarede han stilfærdigt. Sådan var det med de andre her i huset, så det var han altid godt tilfreds med. Myia kom igen og med Helon efter sig. De nye bukser øjnede han hurtigt og han ignorerede for nu Tiyanna, da han vinkede Helon ind til sig. "Helon. Kom hid med bukserne," sagde han. Han drejede let rundt, hvor hans lange kappe jo dækkede for ham og han smed bukserne. Han tog imod de nye bukser, tog dem på og fik dem lukket, hvorefter han igen vendte sig om mod Tiyanna, nu hvor han var klar igen. "Tak Helon, du må gerne gå," sagde han og nikkede mod ham, før han så mod Tiyanna. "Myia, du må gerne heale Tiyanna," sagde han og så advarende på Tiyanna, for gjorde hun noget mod Myia, så varslede der problemer.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna ville ikke blive så samarbejdsvillig, som det denne mand måske gik ud fra at hun ville blive, for han ville meget hurtigt erfare, at det slet ikke var nogen god ting i den anden ende. Hun havde været igennem meget i hendes liv, og det var noget som havde gjort hende hårdfør. Hun var slet ikke så sårbar, som en kvinde normalt ville have været. Jo, et sted inderst inde så var hun vel, eftersom hun ikke havde nogen at støtte sig op af, og det var noget som enhver vel også havde brug for? ”Hvis du tror, du kan koste rundt med mig, og hjernevaske mig som du har gjort med den tøs, så tager du fejl. Jeg er langt mere værd end det!” nærmest hvæsede hun. Som han gav Myia lov til at heale hende, vendte hun blikket trodsigt mod hende. ”Du skal slet ikke tæt på mig, er det forstået?!” nærmest hvæsede hun af hende. Hun ville slet ikke have det!
Myia havde hentet Helon, som fik bukserne afleveret og hurtigt forsvandt igen. Hun nåede selv kun lige at vende sig mod sin kasse med førstehjælp, inden hun direkte blev hvæset af. Den form for opførsel og behandling, var ikke noget, som man kunne sige, at hun havde været vant til igennem det sidste lange stykke tid. Blikket gled kort, men usikkert i retningen af Sephiran, for hun ønskede jo heller ikke ligefrem at komme til skade med det, fordi at denne kvinde, skulle vise sig at være sådan en hidsigprop. Hun vendte blikket mod kassen, som hun gik hen og samlede op fra gulvet, inden hun vendte blikket i retningen af Tiyanna igen. Hendes sad derimod langt mere uheldigt end det som man kunne sige, at Sephirans havde gjort, og det var noget, som hun var nødt til at gøre noget ved. ”Jeg er nødt til at fjerne den,” forsøgte hun. Tiyanna arbejdede hende allerede voldsomt imod. Hun fnøs. ”Du skal under ingen omstændigheder røre ved mig..” advarede hun med en fast tone.

[Sephiran Acheron]

Sephiran regnede ikke med, at Tiyanna ville blive samarbejdsvillig lige med det samme, men om ikke andet så måtte hun da snart lære, at han så nemt som ingenting kunne lægge hende på gulvet med et knips fra sine fingre. Han havde intet blødt inderst inde, for han var fra inderst til yderst den person han var og det kunne man virkelig ikke ændre på så nemt. Han havde kun brug for sig selv, det var helt klart den mening han stod lænet op ad under alle omstændigheder. "Du er ingenting værd, tøs. Og du skal ikke kalde Myia tøs, er det forstået?" sagde han nærmest tordnende. Hans lille engel var ikke en simpel tøs som Tiyanna, hun var så meget mere end det og det ønskede han også at understrege for hende på alle måder. Han knyttede let hænderne men greb ikke ind allerede, for han ville lige se om tøsen da ikke bare kunne tage imod hjælpen fra Myia. Han så roligt mod Myia da han mødte hendes usikre mine, som han klart forstod fra hende, for han ønskede jo heller ikke at hun skulle komme til skade og Tiyanna havde vist noget af et temperament. Men det ville så bare blive så meget sjovere at slå hende til jorden og sætte hende på plads, når hun var så stædig og hidsig som det. Han løftede hånden mod Tiyanna og udførte en besværgelse, der ville lamme hendes krop og derved få hende til at falde i gulvet igen. Når han holdt hende under besværgelsen, så kunne hun ikke røre sig på nogen måde, men bare ligge og stirre op i loftet og blive vred i det indre. "Vær så god, min lille engel. Nu kan hun ikke røre sig. Få pilen ud og hel hende," sagde han til hende. Han regnede med, at der ville komme et vredesudbrud når besværgelsen slap hende, men han gjorde da noget godt for hende ikke? Han kunne jo også bare lade pilen sidde, men så ville han ikke kunne torturere hende med alle metoder han ønskede og så ville han ende med at kede sig lidt.