Just another day?

[Einar Calder Vali]

Rachel kunne godt fornemme, at Dominic nok ikke mente det helt, men det var jo sådan han reagerede overfor bestemte ting. Fortiden sad i ham på en anden måde end hendes fortid gjorde på hende, men måske var det jo kun positivt, at de ikke kom fra det samme. Hun havde ikke tænkt sig at smutte bagefter, men hvis han altid havde oplevet det før, forstod hun jo godt hans frygt. Hendes største frygt lå i, om det også kunne hænde, at han blev slået ihjel. Det ville hun ikke kunne klare, for så følte hun da først at hun var skyld i det, fordi folk omkring hende altid døde. Folk gik ikke fra hende, de blev taget fra hende og sådan var det jo anderledes fra Dominic. "Du har allerede givet mig en ting jeg ville have… Og jeg er her endnu," sagde hun betryggende til ham. Hun kunne godt mærke det påvirkede ham og hun ville have, at han skulle komme af med de dumme følelser. Hun tænkte stadig på om hun skulle trække det tilbage, for nu kom hun pludseligt i tvivl og han var den første der nogensinde havde formået at så tvivl i hende omkring noget og det var forvirrende. Hun nikkede stille og faldt kort bort i sine tanker. Hvad nu hvis han faktisk ikke ønskede, at hun skulle være rendyrket vampyr? Måske han kunne lide hende som hun var nu. Hvad hvis han skubbede hende fra sig, når han havde omdøbt hende? Det var virkelig forvirrende med alle de tanker. Hun blev dog revet ud af sine tanker, da han sagde det næste igen. "Jeg ved det godt," sagde hun dæmpet. Hun mødte hans blik og bed sig i læben, mens hendes hjerte faktisk slog lidt hårdere nu på grund af de tanker. Hun kravlede over hans skød, hvor hun satte sig med et ben på hver side af ham og fronten mod hans. Det gøs blidt i hende, da han fjernede hendes hår fra halsen. Hun stemte dog hænderne mod hans bryst ganske blidt og så nu tænksomt på ham med fortvivlede øjne. "Nej… Jeg vil gerne vide… Hvad du synes? Hvad ønsker du Domi?" spurgte hun. Hun krævede at få et svar, for hun var ikke altid lige god til at spørge ind til andre, fordi det ikke var noget hun havde gjort i fortiden.

[Deleted]

Dominic var vel bare bange for at hun ville tage af sted, og det var en tanke, som faktisk frustrerede ham, for det lignede ham ikke. Et sted, så var han velbegyndt at holde af hende, og sikkert mere end det som han burde. Hans mage, var hun ikke, men derfor kunne der jo godt være noget af den grund. Hans mage tabte han for mange år siden, så det var et sted et bånd, som han vidste, aldrig nogensinde kunne genetableres. Han undskyldte, fordi at han vidste, at han ikke kunne tillade sig at gøre sig de tanker, men det var ikke fordi, at han kunne gøre det vildeste ved det af den grund, uden at det faktisk ville ende med at gå galt, og det var ikke ligefrem noget, som man kunne sige, at han var synderlig meget interesseret i. ”Det ved jeg jo godt.. Jeg er bare vant til, at når jeg giver folk noget, som de gerne vil have, så.. Jeg beklager virkelig.” Han var ikke direkte i kontakt med sine følelser som sådan, men han var vant til at blive set ned på, også fordi at han var den mand, som man som regel godt kunne undvære, og den som man yderst sjældent skænkede en tanke i det hele taget. Hun ønskede at blive en vampyr, og det var ikke fordi at han ikke ville give hende. Problemet lå ganske andre steder for hans vedkommende. Hvad han ønskede, var noget som folk sjældent tog hensyn til, og det var noget som naturligvis gjorde ham en smule ked af det, men det var jo trods alt noget, som han jo var vant til, kunne man jo sige. ”Hvad jeg ønsker? Jeg vil savne din varme.. Men jeg forstår, hvis det er det som du ønsker, hvis det er noget, som du har været en del af tidligere..” Han vendte blikket i retningen af hende endnu en gang. Han vendte blikket mod hendes hals. Hendes hamrende og bankende hjerte var noget som fik hans tænder til at løbe i vand, og det var et sted ubehageligt, for det var sjældent, at det var sådan at han havde det, og det var.. skræmmende. ”Er det noget, som du ønsker..?” spurgte han videre. Det var jo også hendes velbefindende, som var det vigtigste.

[Einar Calder Vali]

Rachel var ikke direkte bange for, at Dominic skulle forlade hende, for han måtte jo i princippet ikke forlade stedet her. Hun var mere bange for at en anden skulle tage ham fra hende, så hvis han ikke syntes, det blev for meget, så ville hun foretrække at være så meget sammen med ham som muligt. Hun kunne godt lide ham og også udover et venskabeligt plan. Hun vidste dog, at hun havde haft sin mage, men hun tænkte tit på om det var muligt at skabe det samme bånd til en anden. Eller et nyt bånd, der var ligeså stærkt. Hun vædede let sine læber og så stille på ham. Han behøvede ikke at snakke udenom, men det var selvfølgelig svært, når han kun havde oplevet modgang førhen. Hun nikkede dæmpet til ham. Hun var klart blevet mere åben for sine følelser siden hun var blevet halvt warlock og det var jo skræmmende i sig selv og noget hun havde svært ved at håndtere selv. "Så kan du godt slippe af med den vane," sagde hun med et skævt smil i mundvigen, som hun holdt sit blik mod ham. Hun følte i sig, at hun ikke kunne undvære ham, for hvad skulle hun så gøre? Så var hun tilbage til gadelivet og det ville hun helst ikke, for han havde jo frelst hende fra bundtilværelsen. Hun ønskede nok at blive vampyr, men alligevel tvivlede hun, fordi måske talte han jo udenom, fordi han ikke ønskede at hun skulle blive det. Hun var det jo halvt, men måske han kunne lide hendes anden halvdel også. Hun blev siddende med hænderne mod hans bryst og så studerende på hans ansigt, nu hun havde spurgt. "Men hvad ønsker du så? Du vil helst have mig som jeg er… ikke?" spurgte hun. Hun var lidt forvirret over hans svar, men han havde sagt, at han ville savne hendes varme. Det måtte vel så betyde, at han faktisk syntes det var en dårlige idé; at der lå mere bag det faktum, at han ikke ville omdøbe hende. "Måske jeg skulle finde de, der satte dette i mig… og få dem til at gøre det helt. Så kan jeg blive mere varm," sagde hun og strøg en hånd igennem hans hår. Hun smilede til ham og var nu virkelig tvivlende omkring hendes ønske. "Jeg ønsker…" sagde hun og sank en klump. Hun lænede sig frem og kyssede hans læber, prøvende og yderst forsigtigt. Hun vidste ikke om hun overgik en grænse.

[Deleted]

Dominic var vant til modgangen, så det var til tider forbandet rart, at man bare kunne skippe følelserne bare en smule, når man var det væsen som man var, og det var virkelig rart. Han vendte blikket mod hende. Det kunne godt være, at det var en vane, som hun ønskede, at han skulle lægge fra sig, men det var lettere sagt end gjort, for det gjorde ondt, når man gang på gang, så at folk vendte ryggen til ham, så snart, at de havde fået tingene, som de ville have dem. Det gjorde ondt. Selvfølgelig gjorde det jo det, men det var ikke fordi, at han kunne gøre det største ved det af den grund. ”Du fremstiller det, som havde det været en enkel sag..” sagde han med en rolig stemme. Det var ikke fordi, at han havde lyst til at fremstille sig svagelig eller noget lignende, men derimod en mand, som var.. ligeglad. Han var bundet af strenge regler, efter han blev taget for overfaldet på Jaqias bror, og det var egentlig ikke noget, som han havde gjort med vilje, så han skulle være glad for at være i live. Hendes ønske om at gøre hende til vampyr, var faktisk ikke noget, som han havde synderlig meget lyst til, hvis han skulle være helt ærlig, men det var jo hendes ønske, og derfor, var det nok også noget, som han var nødt til at efterkomme – som han jo plejede at gøre det. At hun spurgte ind til hvad han ønskede, var slet ikke noget, som man kunne sige, at han var vant til, men det var derimod en tanke som et sted også glædede ham. Han bed tænderne let sammen. ”Jeg kan godt lide dig som du er.. Din varme.. din omtanke.. Alt det, som jeg ikke har,” sagde han med en rolig stemme. Det var ikke løgn, også selvom han jo stadig forventede, at det var noget, som hun ville se bort fra. Det var det, som han var forberedt på i hvert fald. Han vendte blikket mod hendes bryst.. Mod hendes hamrende hjerte, for han ønskede det jo ikke ligefrem. Hånden igennem hans hår, var faktisk rar og behagelig, hvilket fik ham til at sukke næsten lettet. Han vendte blikket mod hende, også selvom han ikke nåede at gøre meget mere, før hun.. kyssede ham? Det var lige før, han selv mærkede den hamrende fornemmelse mod hans bryst. Han blinkede let med øjnene, inden han trak sig. Kyssede hun ham virkelig..?

[Einar Calder Vali]

Rachel ønskede at hjælpe Dominic og vendte modgangen til medgang. Hun ville gerne være hans medgang og for en gangs skyld sørge for, at han ikke blev vendt ryggen til af hende, for det ønskede hun jo ikke. Følelserne var kommet med warlocken, hvilket også var meget forvirrende for hende, men hun prøvede at håndtere det bedst muligt. Hun ville gerne for Dominic, at han kunne se hende som en, der ikke var som alle andre. Hun rystede på hovedet, det var ikke sådan hun havde ment det; det var umådelig svært, men hun kunne godt tænke sig det for hans skyld. "Det… det var ikke sådan jeg mente det. Jeg mener bare, jeg vil gerne bevise for dig, at jeg ikke vender dig ryggen," svarede hun ham på hans ord. Hvis hun kunne gøre det for ham, så var den ene vane da brudt og så ville han blive nødt til at opgive at tale imod hende i nærmest alting. Hun sad stadig overskrævs ham og kunne faktisk virkelig godt lide at sidde sådan, for det gav hende en dejlig følelse indeni at sidde tæt med ham. Nok var han bundet af regler og hun i princippet var fri; men hun blev hellere her under hans regler fremfor at leve sit miserable liv på gaden. Her kune hun være sig selv, specielt når han jo godt kunne lide den varme hun havde fået. Han havde ikke lyst til at omdøbe hende, det gik da kun mere og mere op for hende. Og hans ord bekræftede det jo kun meget godt; han kunne lide hende som hun var. Det varmede hende indeni og fik hendes hjerte til at slå lidt kraftigere. "Så forbliver jeg som jeg er," sagde hun. Hun var ikke forvirret mere, for hun ville gerne give ham noget han ønskede, siden han virkede til altid at være kørt over af andres behov og ønsker, fremfor at få sine egne dækket og opfyldt. Han så mod hendes bryst, men hun fik hurtigt hans opmærksomhed, ved at stryge hånden gennem hans hår. Hun nåede kun lige at lukke øjnene og placere læberne lidt mere sikkert, før han direkte trak sig. Hun trak selv hovedet væk og vendte det til side i skam, fordi hun følte sig en smule afvist. "U-undskyld… det var forkert," sagde hun og bed sig hårdt i læben, som hun svang sig af ham og ned på bænken igen, hvor hun rykkede lidt væk fra ham. Hun lagde armene omkring sig selv og så væk fra ham. Hvor dum kunne hun være?

[Deleted]

Modgangen var det eneste som Dominic havde mødt igennem sit liv. I og med, at han havde tilbragt hele livet på et børnehjem, og kastet ud den dag, han var blevet for gammel til at blive der, så var gaden blevet han hjem, for han havde jo ikke været rustet til noget bedre, selvom det naturligvis var en tanke som i dag, kun formåede at gøre ham trist til mode, så var det noget, som han virkelig forsøgte ikke at tænke over, så var det faktisk svært. Han var vant til at folk gjorde grin med ham, trampede på ham og vendte ham ryggen, når de havde fået hvad de ville have, og nu forsøgte han virkelig at lære af det, også selvom han naturligvis gerne ville opfylde de drømme for sig, som andre individer gik rundt med, og specielt, hvis det var noget, som han faktisk godt kunne. ”Jeg stoler på dig, når du siger det. Selvom jeg måske ikke har kendt dig særlig længe, så.. har du jo kun bekræftet for mig, hvad du har sagt,” påpegede han sigende. Han forstod jo godt ønsket om at blive hvad man var, hvis det var noget, som man havde været tidligere, så var det naturligvis også noget som gjorde sit for hans vedkommende. At hun derimod faktisk ønskede at efterkomme hvad han ønskede, var slet ikke noget, som man kunne sige, at han var meget forberedt på, men.. det var en behagelig fornemmelse faktisk. Han vendte blikket mod hende. ”Du skal naturligvis gøre, hvad du selv føler er det bedste for dig, Rachel.. Og ikke tænke på mig..” bad han med en rolig stemme. Strøgene mod hans hår, kunne han godt lide, også fordi at det var noget som faktisk var behageligt for ham. Han var slet ikke vant til at blive berørt på den måde. Kysset derimod, var noget som satte ham fuldstændig ud af kurs, for det var slet ikke noget, som han var forberedt på i det hele taget! Han blinkede med øjnene, idet at han trak sig, selvom det et sted var ham.. imod, men han måtte jo gøre noget ved det alligevel. At hun vendte sig væk først, og efterfølgende trak sig, efterlod ham med følelsen af at være afvist. Han bed tænderne let sammen og rystede efterfølgende på hovedet. Hun havde slet ikke nogen grund til at undskylde. Det havde jo været.. rart et sted. Et sted han ikke havde været berørt igennem frygtelig mange år nu. ”… Hvorfor undskylde? Og.. hvorfor.. Hvorfor gjorde du det?” Han var ikke sur. Han var bare.. lidt forvirret.

[Einar Calder Vali]

Rachel ønskede at se fremad med Dominic, for han fortjente uden tvivl noget medgang i sit liv fremfor alt den modgang. Han kom fra noget helt andet end hun selv gjorde. Hvor han havde oplevet at folk vendte ham ryg, havde hun oplevet at andre folk tog folk fra hende og hun hadede virkelig den tanke. Som barn hendes forældre, senere hendes første mage og Castiel. Hun vidste ikke om Castiel levede, men han var også fjern i hendes tanker. Hun havde ganske vist haft et stort hus, men det havde været alt for stort til hende som ene person, og selvom hun havde prøvet at fylde tomrummet, var det aldrig rigtig lykkedes hende. Nu havde hun det bedre i sig selv, sammen med Dominic, fordi han fyldte tomrummet og så var hun ligeglad med hvor de boede. Hun trak vejret dybt og nikkede til hans ord, bare glad for at han faktisk stolede på hende. "Godt… Det er jeg glad for," sagde hun med et stille smil på læben. Han stolede på hende; hun var ikke vant til at blive stolet på, men det gav hende jo bare endnu mere grund til at opfylde det. Hun rystede på hovedet til hans næste ord, for der var hun ikke enig. Hun skulle tænke på ham, for han skulle inddrages, hvis de skulle have dette til at fungere. "Du skal inddrages i det Domi, jeg har handlet alt for meget på enehånd førhen… Det er rart med en anden holdning," sagde hun sandfærdigt til ham og sank let en klump. Kysset var en ting hun havde kastet sig ud i, fordi hun jo faktisk følte for at mærke ham tæt på sig. Hans hår var dejligt under hendes fingre og derfor havde hun følt for at mærke hvordan hans læber matchede hendes. Det havde føltes rigtigt indtil han trak sig og det gav hende selv en stærk tvivl, om det nu også var rigtigt alligevel. Hun sukkede let og satte sig yderst på bænken, med armene omkring sig selv, fordi hun følte sig så dum. "Du trak dig… Jeg gik bare ud fra… Undskyld," sagde hun og rystede forvirret på hovedet. Alt det følelsespjat var jo ikke til at finde ud af! Hun drejede hovedet mod ham igen og bed sig let i læben igen. Hun lod sine arme falde ned langs siderne og hun rykkede sig hen til ham igen, som hun tog hans hånd i sin hånd. "Fordi jeg godt kan lide dig," forklarede hun ham på, hvorfor hun havde gjort det.

[Deleted]

Det var underligt, men dog rart i Dominics øjne, at der var andre til, at tage sig lidt af ham, og det var faktisk noget som lettede ham. Han følte sig som havde han været en del af noget, men ikke desto mindre, så var det ikke noget, som han ville sige noget til. Han vendte blikket roligt i hendes retning. Modgangen var noget som han havde oplevet lidt for meget af, kunne man vel snildt sige, uden at der egentlig var nogen løgne i det, for det var der ikke. alle havde de arbejdet imod ham, så det var vel heller ikke underligt, at han bare begyndte at passe sig selv, og være ligeglad med alle andre? Det var ikke ligefrem noget, som han kunne gøre noget ved. Det var bare en ny indlært vane. ”Det samme er jeg..” sagde han roligt. Han stolede på hende, og det var ikke fordi at det var noget som han havde gjort med nogen, siden han havde mistet sin mage. Det var det nok største tab, som man kunne udsætte ham for, og han kunne jo intet gøre ved det. At blive inddraget i noget som helst, var slet ikke noget som han var vant til i det hele taget, og han brød sig faktisk ikke helt om det. Han vidste slet ikke hvad han skulle stille op med sig selv! ”Du skal ikke tænke så meget på mig, Rachel.. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal stille op med mig selv..” Hun var langt mere i kontakt med sine følelser, end det, som man kunne sige, at han var, og det var noget som sagtens kunne forvolde dem problemer på den ene eller den anden måde, og det var skam også noget, som han var forberedt på nu. Kysset var noget som uden tvivl slog ham ud, for han vidste slet ikke hvordan han skulle tage tingene! ”Det.. nej, det var bare… Ikke ventet. Du skal ikke sige undskyld,” bad han med en dæmpet stemme, idet han roligt vendte blikket i retningen af hende endnu en gang. At hun igen rykkede tættere på ham, kunne han nu bedre lide, end at hun sad der på afstand og væk fra ham, for det var derimod noget, som han rigtig godt kunne lide. Han smilede svagt, som hun tog hans hånd. Han trykkede let om hendes i gengæld. ”Jeg kan virkelig også lide dig, Rachel, men det var bare.. ikke lige, hvad jeg havde ventet mig,” forsikrede han hende.

[Einar Calder Vali]

Rachel synes det var rart at være sammen med Dominic her, for hun havde en at bruge tiden sammen med og en til at fylde tomrummet. Det var lettende for hende at vide, at han var der når hun vågnede og når hun skulle sove igen. Ligeså var han der hele natten og faktisk var de jo virkelig meget sammen. Der var jo grunde til at følelserne kom frem i hende, fordi hun jo godt kunne lide ham og hvordan han fik hende til at have det. Hun ville give ham medgang og give ham noget igen, for det som hun følte, at han gav hende. Hun smilede til ham, da han sagde, at han også var glad for det. Det gjorde hende da om muligt bare mere glad og sikker på det hele. "Jeg stoler også på dig," sagde hun så. Hun mente det, for hun havde ikke stolet på nogle siden hendes første mage. Det havde også været hendes største tab i livet, men hun følte, at hun kunne komme videre efterhånden. Hun håbede hun kunne tage det skridt med Dominic og håbede ikke det var for tidligt at tænke tanken. Hun løftede et bryn ad ham, da han påpegede hun ikke skulle tænke på ham. "Nu hvor vi er enige om, at jeg skal blive her. Så skal du også være halvdelen af det hele, Domi, så derfor skal jeg da tænke på dig. Det føles måske som meget, men det er jo bare… almindeligt," sagde hun eftertænksomt til ham og nikkede, for hun var da ret sikker i sin sag. At han så ikke vidste hvad han skulle stille op med sig selv, det vidste hun ikke rigtigt hvordan hun skulle hjælpe med. "Og du skal nok finde ud af hvor du skal gøre af dig selv," sagde hun med et drilsk smil. Hun måtte vel godt drille ham lidt, ikke? Hun mente jo ikke noget dybere med det om ikke andet. Hun havde stadig smagen af hans læber på sine og hun ønskede at kysse ham igen, men ville jo ikke trænge sig på. Hun tog en dyb vejrtrækning og satte sig overskrævs ham igen, da han havde taget hendes hånd også. "Okay," sagde hun dæmpet og strøg sin frie hånd igennem hans hår, mens hun kiggede på hans ansigt. Hun kunne godt lide at sidde tæt på ham, for det varmede hendes indre. "Det er jeg glad for… Jeg vil nu gerne undskylde for at overrumple dig," sagde hun til ham og sendte ham et smil, mens hun så ham ind i øjnene. Hun vædede let sine læber og så undersøgende på hans ansigt.

[Deleted]

Dominic måtte jo selv finde sin plads i det hele, og det var bestemt heller ikke fordi, at det var helt nemt altid, men det var vel bare, at gøre det så godt, som det man nu kunne og med de midler som man nu havde? Det var ikke fordi at han var en mand som var særlig tilpasningsdygtig hvad angik de ting, for det kom frygtelig tæt på ham på en måde, som han slet ikke brød sig om altid. Han stolede på hende, og det var ikke ord, som han havde sagt eller gjort, siden han havde haft sin mage, men denne kvinde var gået tabt for ham, allerede for mange år siden, så det i sig selv, var egentlig ikke noget, som han kunne gøre det største ved, som det var lige netop nu. Han trak let på smilebåndet, men det var der om ikke andet, og det var slet ikke noget, som han kunne gøre for. Det var bare en effekt på ham, som hun havde, og han kunne faktisk rigtig godt lide det. Han ville gerne have, at hun skulle blive, men det skulle naturligvis være fordi, at det var noget, som hun selv havde lyst til, og ikke noget, som hun ville føle sig tvunget til, for det var til gengæld slet ikke meningen! Han vendte blikket roligt i retningen af hende endnu en gang. ”Du skal virkelig ikke tænke på, hvad jeg kunne ønske mig eller tænke mig, eller ikke, for den sags skyld, kære Rachel. Jeg vil ikke have noget imod, at du er her, men hvis der er noget, som du virkelig gerne vil have, så vil jeg også gerne have, at det er noget, som du giver udtryk for. Det er jo også dit velbefindende, ikke sandt?” Med det hårde liv, som han havde haft, så var det faktisk ikke fordi, at han var blevet en hård mand af det, men han havde faktisk lært sig kunsten at tage hensyn.. Han vidste jo hvordan det var at skulle undvære det i den anden ende, og det i sig selv, var jo faktisk forbandet ubehageligt. Det var ikke fordi, at han havde lyst til at afvise hende på nogen måde, men det var bare en overraskelse. At hun så tog pladsen i hans skød igen, sagde han ikke noget til, hvor hånden igennem hans hår, fik ham til at smile svagt. ”Du skal også gøre, hvad du har lyst til,” opfordrede han. Det viste jo også lidt af, hvad han selv kunne tillade sig. ”Undskyldning accepteret, og du er tilgivet,” sagde han roligt. Han lagde roligt den ene arm om hendes talje. Vel også for at byde hende lidt velkommen.

[Einar Calder Vali]

Rachel synes hun sad godt ovenpå Dominic og blev derfor siddende uden at rykke sig denne gang. Hun kunne godt lide det intime ved at sidde sammen med ham, når hun jo faktisk godt kunne lide ham. Han lod hende sidde der, så det gjorde hende ikke specielt meget, for hun kunne godt lide det. Tanken om ham var betryggende og det var ikke noget hun var vant til, når hun var vant til at være selv. Hun vædede let sine læber, for efter at have boet på gaden så følte hun, at hun kunne bo hvor som helst og når som helst. Hun havde prøvet det meste og oplevet mange ting på gaden, så her følte hun sig bare fri, fordi de kun var dem to. Hun foretrak ikke at være i store menneskemængder, men hellere bare at være sammen med én anden, for sådan kunne hun bedst lide det. De kom fra hver deres og de skulle finde ud af det sammen, for selvom hun kunne lide det her, skulle hun jo også finde sig til rette så hun ikke trådte Dominic over tæerne på nogen måde, for hun ville bevise for ham, at hun ikke var alle andre. Hun sendte ham et smil, da han trak på smilebåndet, for det kunne hun godt lide. Hun havde virkelig lyst til at blive, for hun vidste ikke hvad hun ellers ville gøre, hvis hun ikke blev her. "Jo jeg skal. Det er lige præcis det du skal, nu skal du ikke bakke ud, Mester. Jeg vil være her med dig og jeg vil ikke omdøbes, for hvis du kan lide min varme så får du lov til at beholde den," sagde hun og nikkede bestemt. Det ville hun gerne give ham, for så meget ændrede det vel heller ikke? Hun kunne jo faktisk danne en sort kugle i hendes hånd. Hun ville tage hensyn til ham, fordi det var noget hun selv havde været frygtelig dårlig til i fortiden. Hun var glad for, at han ikke havde afvist hende, for det var jo ikke den vej hun ønskede det skulle gå. Hun smilede skævt og løftede et bryn, som hun fik et glimt i øjet af hans ord. Hun skulle bare gøre hvad hun havde lyst til. Hun var nu ikke helt enig, for der var mange ting der kom op i hendes drømme, som hun vidste hun slet ikke var berettiget til hos ham. "Godt," sagde hun dæmpet og smilede. At han lagde armen omkring hende, det gjorde hende nu ikke noget, for hun følte sig mere velkommen. Resten af natten tilbragte hun sammen med ham, for nu var de jo kommet over bumpet, så nu gik det glat resten af tiden. Hun følte, at hun kune lide ham endnu bedre, da hun lagde sig til ro ved daggry hvor de lukkede sig inde i mausoleet og ude af solen.

//Out.

[Deleted]

At sidde der sammen med Rachel, var noget som gav Dominic en følelse af at være holdt af, og det var ikke noget, som man kunne sige, at han var vant til at føle i det hele taget, så naturligvis, var det også noget, som gjorde sit, også for hans vedkommende. Som det nu var sagt, så kunne han jo også godt lide, at blive inkluderet i tingene, selvom det nu heller ikke var noget som han sagde noget til. Han var jo trods alt også vant til det andet, kunne man jo sige. Han vendte blikket mod hende. Han ønskede ikke at bakke ud, men hendes velbefindende, var jo trods alt også vigtig for ham. Han løj ikke, når han sagde, at han godt kunne lide hendes varme, og hendes hjerteslag, også selvom det måske var noget, som han også forbandt med føde og den slags, så var det ikke noget, som han tog sig af lige nu. Han var god til at tilvænne sig, og så lang tid, at det var føde omkring ham, så var det ikke så svært. ”Du fremstiller det, som var det så nemt en ting,” påpegede han sigende. Det glædede ham naturligvis, at hun valgte at tage hensyn til hans ønsker også, for som hun var, kunne han jo rigtig godt lide hende. Han kunne slet ikke forestille sig, hvordan hun ville være, hvis hun var helt vampyr, for hun var smuk.. Ikke mindst skøn også af personlighed, så det gjorde også meget for ham. At sidde med hende i favnen, var noget som et sted, også gjorde ham rolig. Han trykkede hende godt ind mod sig, hvor han også blev siddende og nød tiden med hende, inden solopgangen nærmede sig og de var tvunget til at søge ned i det lille mausoleum, som de nu havde til deres rådighed. Selv kisten rummede ikke særlig meget plads, men skænkede om ikke andet ham den nødvendige ro og mulighed for mørke, frem til at solen endnu en gang ville gå ned, og tillade ham at komme frem. Hvor dette ville føre dem hen, vidste han ikke, men det var vel også noget, som han ville finde ud af med tiden?

//Out