Just another day?

[Deleted]

Det var ved at være et stykke tid siden Dominic havde drevet Rachel med sig fra torvet i byen og til kirkegården i Corvento, hvor han stort set havde klaret at passe på dem begge, selvom det at skulle anskaffe hende føde, faktisk var en opgave, lidt sværere end hvad han havde regnet med, så var det bare sådan at det var. Endnu en gang, var solen gået ned og de kunne søge ud – Han kunne om ikke andet. Han sad i øjeblikket på en af de små bænke udenfor Mausoleet og kiggede op på den store himmel over dem. Den var stjerneklar for en gangs skyld. Jagten havde han indledt aftenen i forvejen, så han behøvede slet ikke at tænke på den i aften, hvilket jo faktisk var ganske befriende, selv for hans eget vedkommende.
Uden at røre så meget som en muskel, så blev han siddende og betragtede sig af himlen. Rachel holdt han ikke mod sin vilje, da hun stort set var fri til at gå som hun ville, men hun virkede da til at være faldt ganske godt til rette i det mausoleum, som han havde, selvom der ikke rigtigt var noget som helst ved det, som man kunne prale af, så var det ikke noget, som just gjorde sagen meget bedre for hans vedkommende. Det forvirrede ham, og han forstod sig ikke rigtigt på den slags ting, og det var jo kun med til at gøre sagen meget værre for hans vedkommende. Endelig slap han himlen med blikket og vendte blikket mod mausoleet i stedet for. Han vidste godt, at hans døgnrytme havde været en lidt anden en end den som hun var vant til, men igen, så tvang han hende heller ikke til noget. Selskabet var derimod meget rart, og det var faktisk en god fornemmelse, som det efterlod ham med. Han trak svagt på smilebåndet, inden han vendte blikket ned mod jorden i stedet for. Han gik ikke for langt væk. Selv et sted som det her, var livsfarligt for hende at bevæge sig på, i og med, at hun var et levende individ. Mange ville jo trods alt se på hende som omvandrende mad, og det ønskede han jo heller ikke ligefrem. Han.. kunne vle lide hende et sted?

[Einar Calder Vali]

Det havde været en rar tid for Rachel, siden Dominic havde 'stjålet' hende fra torvet i byen og ført hende tilbage til Corvento. Det var her, det hele var startet og her hendes hjem var brændt til grunde. Hun havde været ude for at se stedet og der var intet tilbage andet end nye spirer, der var begyndt at gro. Hun hadede den tanke, men måske var det meget godt, hun virkelig ikke havde stedet at vende tilbage til. Selvom hun stadig intet egede af sit eget, så følte hun det befriende at have et sted som hendes tilholdssted og… hjem, som hun faktisk anså det som. Mausoleet var et sted som Dominic havde valgt at dele med hende og det var hun kun glad for. Hun kunne jo faktisk godt lide ham, på en måde hun ikke havde følt i længe. Hun var gladere og hun havde vendt sin rytme tilbage til vampyrens, fordi det var jo den dominerende del af hende stadigvæk, selvom hun jo faktisk kunne gå ude i dagslys. Men hun følte sig ikke tilpas med at være warlock, for det var ikke naturligt for hende og magien var for svær og frustrerende. Hun havde derfor en tanke, som hun ville dele med Dominic i dag. Hun kom stille ud fra mausoleet og satte sig hen på bænken ved siden af ham, hvor hun vendte blikket mod ham og sad et øjeblik i stilhed. Han var en flot mand, han var godt selskab og de kunne snakke sammen og møde hinanden intellektuelt på et plan, hun længe havde savnet. Hun vædede let sine læber og sendte ham et stille smil. "Domi? Jeg har tænkt på noget…" startede hun ud og søgte hans blik, for det var måske lidt meget at spørge om, men hun ønskede det jo faktisk. Hun bed sig i læben og lod sin hånd falde mod hans lår, mens hun rykkede tæt op ad ham og blinkede sødt med øjnene. "V-vil du ikke… omdøbe mig?" spurgte hun så. Hun ville af med warlocken, for det var ikke noget hun var stolt af. Hun savnede sit fulde vampyrvæsen.

[Deleted]

Selskabet var godt for Dominic, og han nød faktisk det faktum, at han ikke længere var alene, selvom der var rigtig mange, som faktisk havde svært ved det. Han blev siddende på bænken. Han havde faktisk forbud mod at gå nogen steder, og den tanke, var til tider frustrerende. Han følte sig.. lænket. Men ikke værre end det som han havde følt før, nu hvor han havde fået et temmelig godt selskab. Han holdt hende ikke der, og han tvang hende bestemt heller ikke til at blive, hvis det ikke var noget som hun ville. Hans mausoleum, var hans hjem, og det var det eneste, som han faktisk var i stand til at tilbyde hende. Han vendte blikket roligt i retningen af Rachel, da hun kom ud af i det åbne. Hun var vel lige vågnet? Det var jo heller ikke ligefrem fordi, at han ønskede at skulle vække hende, når han vidste, at hun måske var lidt vant til en anden form for døgnrytme, end det som han selv var. Nu igennem et helt liv alene, så forsøgte han virkelig at tage hensyn, selvom det faktisk ikke altid var lige nemt for ham. De rødlige øjne hvilede tomt på hende. Han var ikke særlig god til at udtrykke sig på nogen måde. ”… Ja?” begyndte han roligt. Hendes hånd p låret, fulgte han meget nøje med blikket. Det var ikke fordi at han ikke stolede på hende, men også fordi at han slet ikke var vant til at blive berørt på den måde, så det var noget, som han faktisk meget hurtigt lagde mærke til. Hendes forespørgsel, var dog alligevel noget, som overraskede ham. Han blinkede let med øjnene, inden han sank klumpen i halsen. Nu vidste han jo hvordan livet som død faktisk var, og det var jo heler ikke fordi at han ønskede, at skulle udsætte nogle for det, hvis det var noget, som han ellers kunne blive fri for i den anden ende. Han bed tænderne let sammen, inden han vendte blikket frem for sig i stedet for. ”Er du sikker på, at det er noget som du vil have? Det kræver jo at du bliver her,” påpegede han sigende. Han ville jo gerne understrege for hende, at det ikke var fordi at han ville handle mod hendes vilje. Tvært imod.

[Einar Calder Vali]

Rachel var glad for selskabet, for hun havde været ensom i alt for længe. Hun havde ikke kunne finde det rigtige selskab, for siden Castiel, havde hun kun haft et par slaver, der alle var endt i graven fordi de kedede hende og så havde hun derfra haft sig selv, efter hendes hjem var brandt til grunden. Men nu havde hun fundet en, der matchede hende og som hun faktisk følte for at blive ved. Det var jo også derfor hun blev og tog imod det, han kunne dele med hende. Hun var jo bare taknemmelig for, at han ville dele med hende i det hele taget og faktisk havde taget hende med fra torvet. Hun vidste han i princippet ikke kunne gå herfra, så hun var bare glad for at han ikke havde fået ballade, for at tage hende med hertil. Hun vidste der ingen tvang var og hun var her jo af fri vilje, for hun tog glædeligt imod det han kunne give, fremfor at leve på gaden, for det duede hun jo slet ikke til på nogen måde. Hun var næsten lige vågnet, bare glad for at hun kom op i tide til at kunne tilbringe noget af natten sammen med ham, inden han måtte trække sig ind og hun villigt ville følge efter. Hun gjorde ikke direkte noget med sin hånd mod hans lår, lod den bare hvile, for at holde hans opmærksomhed på en måde. Hun smilede til ham. Hun var ikke den samme som hun havde været førhen; hun havde stadig noget af det samme væsen, men gadelivet havde været en kæmpe omvæltning, som jo havde sat sig præg på den ene og anden måde i hende. Hun bed sig let i læben, som han så væk og hun trak derfor hånden til sig. Hun foldede sine hænder mod sine egne lår og vendte blikket ned mod dem. "Jeg har nok ikke fortalt hvordan det hele egentligt er sket… Så lad mig gøre det," sagde hun stille og så frem for sig, ud over området. "Jeg har ikke altid været vampyr, men jeg blev det i en ung alder og var det i meget længe derefter. Jeg havde et hus her i byen, hvor jeg boede alene i meget lang tid. For få år siden, blev det brændt ned og jeg blev taget med. Brugt som forsøgskanin, fordi nogle åbenbart har fundet måden at implantere et magisk center i kroppen således at kroppen jo bliver levende. Det lykkedes dem bare ikke fuldt med mig, så derfor er jeg stadig halvt vampyr, og så også halvt warlock siden dem," forklarede hun og pustede let ud. Hun trak jo kun vejret halvt så mange gange som andre væsner, på grund af hendes halve racer. Hun vendte blikket mod ham. "Warlocken er ikke en del af mig. Det er ikke mit valg og jeg vil have den væk. Jeg vil omdøbes," afsluttede hun fast og så på ham, med et bedende glimt i øjet.

[Deleted]

Det selskab som Rachel kunne tilbyde Dominic, var mere end det, som han havde oplevet igennem mange år. Han havde ganske vidst været tæt på mange andre kvinder, men alle havde de valgt at vende ham ryggen i stedet for. Ikke fordi at det direkte var nogen forskel for ham, for det var det, som han havde været vant til igennem livet. Han måtte i princippet slet ikke tage nogen steder, men med det som han havde fået ud af det, så var det uden tvivl det hele værd, også for hans vedkommende. Han vendte blikket roligt i retningen af hende ved hendes ord. Alene den tanke om, at hun virkelig ønskede at han skulle omdøbe hende, var faktisk ikke hvad han havde regnet med. Han havde hørt folk skamrose hvad det ville være, at være i livet. At hun fjernede hånden, var slet ikke noget som han sagde noget til. Den form for kontakt, kunne man jo heller ikke ligefrem sige, at han var vant til i forvejen, for det var han ikke. Han var vant til at folk så ned på ham på grund af det liv som han havde. Han havde ingen penge, intet stort navn, ikke noget hjem, og han havde kun det som han gik og stod i. Det var nok ikke ligefrem det, som mange ville definere som et reelt liv, og det var jo faktisk noget, som kun formåede at gøre ham direkte ked af det. Han lyttede til hendes fortælling, også selvom han ikke vidste, om hun var klar over, hvad det at omdøbe nogen, faktisk ville indebære. Desuden.. så havde han ikke gjort det før, og han var vel bange for, at hun ville forsvinde, ligesom alle andre? Specielt hvis hun havde haft noget større selv før. Han bed den tanke i sig. ”Det gør mig ondt med det som du har været igennem, og det som du har mistet, Rachel.. Men jeg vil nu alligevel bede dig om at tænke tingene igennem.. Ved du hvad det indebærer? Igen at blive en vampyr? At underlægge sig Fyrsten?” Han blev siddende uden så meget som at røre en muskel ellers. Han var og blev en stor jæger, og det var uden tvivl også noget som gjorde sit for hans vedkommende. Han ville jo ikke miste det eneste selskab, som han havde haft i frygtelig lang tid.

[Einar Calder Vali]

Rachel sendte Dominic et forsigtigt smil, for nu havde hun jo delt hendes ønske med ham. Om hun kunne få ham til det, var jo så en helt anden ting; måske ønskede han slet ikke at omdøbe hende og være hendes omdøber. Hun håbede dog bare, for hun savnede mørket og det som hun havde haft som vampyr. Hun manglede at finde noget mere af sig selv, som hun følte var blevet taget fra hende. Hun vendte blikket væk igen, mens hun begyndte at fortælle om det hele. Det var en meget overfladisk version af det hele, for det hele havde nok været mere voldsomt end som så, men hun ønskede jo bare at komme videre. Det var jo også en grund til, at hun greb chancen når Dominic tilbød at hun kunne blive her med ham. Dele mausoleet med ham, hvilket var bedre end livet på gaden i byen. Hun var slet ikke skabt til det, men hun vidste også, hun ikke kunne tillade sig at sammenligne med hendes tidligere luksuriøse liv. Så det lod hun også vær med, for hun havde det hun havde, det havde hun da lært. Og nu, havde hun mere end hun havde haft på gaden, så det gik jo den rigtige vej om ikke andet. Hun bed sig let i læben, som hun flettet sine fingre ind i hinanden og lod blikket falde ned til jorden. Hun kørte let fødderne rundt på grusstien, men holdt dog op, da hun var færdig med at fortælle. Hun så mod ham og han talte. "Jeg var også under Fyrsten, da jeg var vampyr. Jeg ved da udmærket godt hvad det indebærer, dette vil være anden gang, jeg bliver omdøbt. Hvad er der mere at tænke igennem? Jeg skal jo bare være her… sammen med dig," sagde hun og så på ham med et indgående blik, for at virke mere overtalende.

[Deleted]

At nogle direkte ønskede det evige liv på den måde, var faktisk noget som Dominic havde svært ved at forestille sig, men det var nu heller ikke fordi, at det var noget som han havde lyst til at blande sig i. Nu som det var sagt, så var det jo heller ikke fordi, at han kunne tilbyde Rachel noget stort og prægtigt, som det hun havde haft tidligere, og et sted, så var han vel også bange for, at det lille som han havde, slet ikke var godt nok. Det var jo trods alt det, som han også var vant til, når det nu endelig skulle være i den anden ende, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Tanken i sig selv, var noget som gjorde ondt, for han ønskede jo – ligesom alle andre, at finde noget af et liv at leve, og noget som han kunne være tilfreds med i den anden ende, men så heldig, kunne man heller ikke ligefrem vove at påstå, at han var, for det var han slet ikke. Han vendte blikket væk fra hende endnu en gang og ned mod jorden. Han havde virkelig svært ved at hun faktisk sad ved hans side og bad ham om at tage hendes liv, var virkelig underligt for ham. ”Du har måske været underlagt ham før, men jeg ved virkelig ikke, om det her, er noget som jeg kan styre, Rachel.. Jeg har aldrig gjort den slags før. Desuden er der ikke noget spændende herude, som jeg kan tilbyde dig, selvom jeg virkelig gerne ville, for det vil jeg! Jeg.. nyder virkelig dit selskab. Inderligt meget endda.” Igen vendte han blikket i retningen af hendes skikkelse. Det var ikke fordi, at han havde nogen intentioner om at skulle gøre hende noget som helst, men derimod forsøge at få hende til at indse hvordan tingene egentlig forholdt sig. Han var naturligvis glad for, at hun gerne ville blive der, men han vidste virkelig ikke, om det var en chance som han turde løbe. Hans eget liv, havde jo heller ikke ligefrem været noget at prale af, om det var noget, som man nu ville det eller ikke, så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Ønsker du virkelig at blive her sammen med mig..?” tilføjede han til sidst. Den tanke gjorde ham faktisk glad.

[Einar Calder Vali]

Rachel savnede livet. Det at kunne være ude om dagen, tiltalte hende ikke, for hun ville hellere være vågen i det samme tidsrum som Dominic. Hun kunne vel lide ham et eller andet sted, selvom det var alt for svært for hende at indrømme på nuværende tidspunkt. Men det var jo sandheden og hendes inderste følelser, når hun tjekkede efter hos sig. Hun ville gerne blive sammen med ham. Der var jo også flere grunde til, at hun ønskede, at han skulle gøre det. De ville blive forbundet på en måde og den tanke var hun fascineret af. Hun bed sig let i læben og så på ham med et fast blik, for hun var jo fast besluttet om hvad hun ønskede. Hun havde jo tænkt det igennem i længe og hun kunne jo ikke finde noget der talte imod, som han tilsyneladende kunne. "Du har allerede givet mig mere, end jeg selv kunne opnå som en fattig på gaden. Du har redet mig fra den skæbne, at blive trampet på i byen. Og så… kan jeg også virkelig godt lide dit selskab," sagde hun stille og med blide øjne, mens hun sendte ham et stille smil. Hun tog sine hænder fra hinanden og lod den ene hånd, fald mod hans lår igen. Hun blinkede let med øjnene og så på hans fine ansigt, for hun syntes han var en flot mand. Hun mødte hans blik og følte sig et kort øjeblik åndelås. Hun var fascineret af ham og savnede den samme vampyriske skønhed og ynde, som han havde. Hun havde mistet den i det hele og hun ønskede den tilbage. At han så ikke vidste om han kunne, det syntes hun ikke han skulle bekymre sig om. Det var noget enhver vampyr besad i sine instinkter; at tømme offeret indtil den sidste bloddråbe, og så vælge at omdøbe vedkommende eller lade offeret dø. Det var vel ikke så svært for ham at bide hul på sig selv og lade hende få lidt, så hun kunne blive fuldt af natten igen. Hun nikkede til ham. "Jeg ønsker at blive her sammen med dig," sagde hun ærligt, for det mente hun jo også!

[Deleted]

Det smukke ved tilværelsen, havde Dominic som sådan aldrig rigtigt set eller følt, da han altid havde været set ned på, trampet på, og udgjort en del af det laveste rang i hierarkiet, så var det ikke fordi, at han kunne gøre meget mere ved det, end som så, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Nu som det var sagt, så ville han virkelig gerne hjælpe hende, selvom det var svært for ham, når han ikke rigtigt vidste, om det var noget, som han i det hele taget var i stand til. Han ønskede jo heller ikke ligefrem at ende med at tage hendes liv, fordi at han gjorde en ting forkert, selvom det nok heller ikke ligefrem, var noget som man kunne benægte, faktisk kunne gå hen og ske. Han bed tænderne en smule sammen og vendte blikket ned mod jorden i stedet for. Han sukkede tungt. Han var naturligvis glad for, at hun var blevet glad for at være der, for han var også rigtig glad for at hun faktisk gerne ville blive der sammen med ham, for han kunne virkelig godt lide det. ”Jeg har måske reddet dig fra en tilværelse på gaden, men der er jo stadig… alt det andet. Du har haft et stort hjem, og sikkert haft folk omkring dig. Jeg har en kiste i et mausoleum. Det er ikke engang fint nok til en kvinde som dig..” Det var måske mere et dis til ham selv, end det som det var til nogen anden, men det var jo heller ikke ligefrem fordi at han kunne gøre det største ved det uanset hvad. Nu som det var sagt, så var han glad for, at hun snakket åbent med ham, men han frygtede jo stadig, at han ikke var god nok. Det var jo sådan at det altid var. Hånden mod hans lår, fangede igen hans interesse, inden han vendte blikket mod hendes eget igen. Smuk var hun nu i hans øjne, og det havde hun været i den tid, som han havde kendt hende. ”Mener du virkelig det..?” spurgte han. Det var slet ikke noget, som han havde forventet at høre hende sige!

[Einar Calder Vali]

Rachel var ikke god til at blive trampet på, for det var ikke noget hun kunne sige sig, at hun ønskede at vænne sig til. Hun var jo faktisk vant til at være den, der stak foden i andres ansigt og gjorde som det passede hende. Hun havde været en dominerende kvinde, det vidste hun godt. Men lige den del, vidste hun at hun havde mistet for evigt, for hun havde slet ikke lyst til at sparke til Dominic og blive en sæk igen. Det var ikke det væsen hun søgte med ønsket om at blive vampyr igen. Nej, det var mere hendes stædighed og fastbeslutsomhed. At hun ikke direkte fandt sig i noget fra andre. Og at hun faktisk skulle åbne sit hjerte for en anden. Hun kunne godt lide Dominic, meget endda og hun nød at være sammen med ham. Når hun var sammen med ham, tænkte hun ikke på rigdomme eller noget i den dur, for det var ikke det hun savnede. Hun havde savnet tag over hovedet og det havde hun jo på sin vis også fået i mausoleet, som han gerne ville dele med hende. "Alt andet? Jeg havde ganske vist et stort hjem. Men jeg boede alene… pånær i en periode, hvor jeg havde en enkelt ved mig. Men han forlod mig," sagde hun dæmpet. Ikke noget hun som sådan ønskede at tænke på nu, for Castiel var fortiden hvor hun syntes, at Dominic var fremtiden. "Og hvad snakker du om? Jeg kunne da ikke bede om mere end hvad du har givet mig. Jeg har ikke forhåbninger om mit gamle hjem længere, så længe jeg deler dit," sagde hun dæmpet og med en sød tone. Hun mente dog sine ord, for hendes prioriteringer var lavet om igennem de sidste år. Han var bedre end nogen anden, hvis hun selv skulle sige det og det sagde jo ikke så lidt, når det kom fra hende. "Det mener jeg virkeligt," sagde hun til ham og så ham ind i øjnene, som han vendte blikket mod hendes øjne. Hun sendte ham et smil og strøg tomlen let over hans lår, hvor hendes ene hånd lå.

[Deleted]

At blive trampet på, blive hånet og nedgjort og det hele, var alt sammen noget, som man kunne sige, at Dominic var blevet så vant til igennem de sidste rigtig mange år af hans liv. Siden han var blevet smidt ud af børnehjemmet, da han havde nået det som man kunne sige, var en myndig alder, så var det jo gået galt for dem. Han bed tænderne sammen. Han vidste jo ikke, om det som han kunne tilbyde hende, var noget som var.. godt nok, og specielt, hvis hun var vant til lidt andre ting i sit liv, og det var det som jo gjorde ham usikker. Han blev som regel vendt ryggen til, når folk egentlig fandt ud af hvor lidt han havde, og hvor lidt han kunne stille op med de midler, som han nu havde fået sat til sin rådighed. ”Men du havde stadig et stort hjem, du havde noget som folk kunne se op til, og dem som har haft det en gang tidligere, plejer uden de største problemer, at kunne få det retur igen,” påpegede han ganske sigende. Ja, det var måske en vane for ham at skubbe folk fra sig, når han vidste at chancen for at miste dem, var forholdsvist store, for han ønskede jo ikke at stå som den skuffede tilbage igen, hvis det var noget, som han ellers kunne blive fri for i den anden ende. Tungen strøg han let over sine læber, inden han igen vendte blikket mod hende. Han ville virkelig gerne have at hun blev. Han blev bogstavelig talt sindssyg af at rende rundt alene, og han kunne jo ikke ligefrem gøre det største ved det uanset hvad, og det var næsten det, som var ham det værste af det hele. Han vendte blikket mod jorden igen. Han vidste jo slet ikke om han faktisk kunne gøre det for hende, som hun gerne ville have ham til. ”Jeg… jeg vil ikke have noget imod det, hvis du valgte at blive,” begyndte han roligt. Han sukkede endnu en gang temmelig tungt, inden han vendte blikket mod hendes smukke ansigt igen. Denne gang lod han hånden varsomt tage om hendes. Den var varm.. Og han kunne jo lide det. ”Jeg… ved bare ikke om jeg er den rette til at gøre det..” tilføjede han en kende usikkert.

[Einar Calder Vali]

Rachel vidste godt at Dominic kom fra andre ting end hun selv gjorde, men på en måde, synes hun at de stod lige. Selvom hun havde haft et kæmpe hus, så var det jo ikke fordi der var noget specielt ved det end størrelsen; hun havde været ensom, indelukket og en dårlig person. Han havde bare et lille sted, men hans havde jo været ligeså ensomt, indtil hun vel var kommet. Nu delte de det jo og hun kunne godt lide, at han var der. Han var tryghed på en måde hun ikke kendte til, men derfor havde hun også virkelig lyst til at blive ved ham. Det han kunne tilbyde af sig som person og væsen, det havde faktisk større betydning end det materielle. Før i tiden havde hun nok valgt anderledes, men livet på gaden havde vendt op og ned på det hele og nu lå hendes prioriteringer andre steder. "Det var ikke et hjem. Det var bare et hus, jeg gik rundt i. Jeg har ikke lyst til at få det retur, når jeg kan være her med dig," svarede hun ham modsigende. Hun ville ikke høre om alt det pjat, at han ikke troede han var god nok. Han var bedre end alt andet, eftersom hun jo faktisk havde lyst til at blive sammen med ham. Hun gjorde sig for, at han ikke fik lov til at skubbe hende væk, for det fandt hun sig faktisk ikke i. Hun mødte hans blik igen og sendte ham et smil; når han ønskede at hun blev, så måtte det jo være sådan og så måtte han jo droppe alt det andet pjat. Hun ville ikke tilbage til at være alene, for den tanke var næsten ubærlig. "Så er det jo en aftale," sagde hun og udstødte et blødt grin, som selv måtte overraske hende en smule, så hun genert vendte hovedet væk. Hun blinkede let med øjnene og bed sig i læben. Han tog hendes hånd og hun lukkede sin om hans, der var koldere end hun selv var og det var beroligende. "Jeg vil hellere have dig til det… end finde en tilfældig vampyr, der måske bare lader mig ligge," sagde hun og så op på ham igen med de let dyriske øjne, som hun endnu besad. Hun trykkede let omkring hans hånd for at forsikre, at han var den helt rette.

[Deleted]

Dominic var kommet til verden, som noget uønsket, og hele hans liv, havde han følt det lige sådan. Dem som han havde haft tæt ind på livet, var alt sammen noget, som han havde mistet på enten den ene eller den anden måde, og det var ikke ligefrem gjorde det meget bedre, når han sad med en kvinde tæt ved sig, som havde haft meget bedre, end det som han kunne tilbyde hende i et koldt, trist og ensomt Mausoleum, men det var jo heller ikke ligefrem fordi at han kunne gøre det største ved det af den grund, om det var noget, som man nu ville det eller ikke. Han bed tænderne let sammen. Han var naturligvis glad for, at hun sagde at hun gerne ville blive der. ”Men dog stadig et stort hjem, med rig mulighed for andet og andre ting, end det som jeg kan tilbyde dig her, ikke sandt?” påpegede han med en ganske sigende mine. Han var faktisk bange for at gøre tingene forkert, hvis det endelig skulle være, og det var slet ikke noget, som han var det mindste interesseret i, i det hele taget. ”Det.. det er det vel..” Han vendte blikket mod himlen i stedet for. Han ønskede jo heller ikke ligefrem at gøre hende noget ondt. Han kunne godt se, at hun hellere ville have ham til det, end at hun ville have en helt tilfældig forbipasserende til det, for de ville med største sandsynlighed hellere slå hende ihjel. ”De ville med største sandsynlighed ende med at slå dig ihjel i stedet for, og det ville være en skam. Jeg kan næsten love dig, at folk som ikke kender dig, bare vil lade dig ligge her et eller andet sted,” sagde han med en rolig stemme. Ikke fordi at det var noget som han brød sig om, for den tanke gjorde ham et sted vred. Han trykkede let om hendes hånd, inden han igen vendte blikket i retningen af hende igen. ”Men.. jeg ved stadig ikke om jeg kan gøre det..” tilføjede han endeligt. Han havde jo aldrig rigtigt omdøbt nogen før, og han var jo faktisk bange for at gøre det helt forkert.

[Einar Calder Vali]

Rachel huskede ikke tilbage på sin fortid særlig tit, så derfor blev detaljerne også mere og mere slørede, jo længere tid der gik. Hendes fortid bød på at folk var blevet taget fra hende ved døden og at hun altid havde været den der overlevede. Og så situationen med Castiel, der vel havde forladt hende, fordi hun havde opført sig som hun havde. Hvor han var, det anede hun ikke og i dag var hun også ligeglad, for hun havde fundet en ny. Dominic var anderledes fra alt hun havde kendt, men det tiltalte hende meget og gjorde, at hun jo rigtig godt kunne lide ham. Nok havde hun haft et bedre og større hus, men hun følte ikke hun egentligt havde haft det bedre. På ydersiden havde hun nok udstrålet det, men inderst inde havde hun altid bare været ensom og ulykkelig. "Gider du… lade vær med at køre i det?" sagde hun dæmpet til ham. Hun havde jo sagt som hun synes, men han blev ved med at ønske at få en bekræftelse i at han havde ret. Det synes hun jo ikke han havde, for her kunne hun gøre ligeså meget som hun havde kunnet i sit gamle hus. Dette var hjem, det andet var bare en massiv bygning hun havde haft efter sin afdøde første mage. Hun smilede forsigtigt da det virkede til, at de havde fået på plads at hun måtte blive her og at hun derfor ville blive her. Hun nikkede let og drejede blikket væk, som han selv gjorde det. "Det er det," sagde hun bestemt. Hun holdt stadig fast i hans hånd, for hun kunne godt lide den følelse; den var intim på et plan hun ikke huskede at have haft nogensinde. Hun nikkede til ham, for hun vidste jo trods alt godt at andre bare ville slå hende ihjel hvis hun lod dem bide hende frivilligt. "Derfor bliver du nødt til at gøre det," sagde hun og så på ham igen. Hendes dyriske øjne sendte ham et nærmest bedende blik. Hun kom til at tænke på, om det mon var for meget at bede om, at han skulle omdøbe hende. Det var det da ikke, var det? "Du er vampyr ikke? Det… ligger instinktivt," prøvede hun forklarende. Hun havde omdøbt en før, men derefter slået vedkommende ihjel.

[Deleted]

Dominic gjorde det ikke med vilje, men han frygtede virkelig, at hun ville vende ham ryggen, så snart at han havde givet hende det, som hun ville have, også fordi at det var noget som man vel næsten kunne sige, at han var vant til? Alle andre havde jo gjort det samme, så det var nok bare et forsøg på at gardere sig, men han løb virkelig ikke chancen. Tanken i det store og hele, var noget som gjorde ham direkte ked af det, og det var noget som faktisk gjorde.. ondt et sted? Det var ikke fordi at han var vant til at føle i det hele taget, så det var et sted også skræmmende for ham, at gøre sig de tanker om tingene. Han bed tænderne let sammen, inden han lod blikket søge ned mod jorden igen. ”Undskyld. Jeg er bare vant til at folk vender mig ryggen, når de har fået, hvad de vil have..” påpegede han med en ganske sigende mine. Det var jo faktisk noget, som gjorder ham direkte ked af det, men for ham, så var det jo trods alt bare en vane, som han ikke direkte kunne gøre det største med uanset om det var noget, som han nu ville det eller ikke. For ham, var det virkelig en stor ting at bede om, men han kunne jo godt se det, hvis det var noget, som hun havde været en del af før. Han ville i alle fald savne at blive berørt af den varme hånd mod det kolde kind, for et sted, så var det noget som gjorde ham rolig. Selvom han nu var vant til, at folk ikke rigtigt tænkte på hvad han ønskede sig, men derimod, hvad de selv ville have. Han vendte blikket i retningen af hende endnu en gang. ”Det er bare en stor ting at bede mig om.. Jeg.. har aldrig gjort noget lignende før..” fortalte han med en dæmpet stemme. Han sukkede tungt, inden han kun vendte blikket mod hende igen. Hvis hun var så sikker på, at lade ham sidde med hendes liv i sin varetægt, så… måtte det vel være sådan? ”Okay.. kom her..” Han tog roligt fat i hende, for at føre hende op i sit skød, så han kunne få hende tæt på i stedet for. Håret fjernede han roligt fra hendes hals, så den derved endte blottet. ”Og.. du er helt sikker..?” spurgte han med en dæmpet stemme.