I will let you see

[Deleted]

Syrena var virkelig blevet betaget af den situation, som hun stod i, for hun kunne jo se… Hun kunne virkelig se, hvordan tingene egentlig så ud, og det var slet ikke noget, som hun havde forestillet sig på nogen som helst måde i det hele taget! Hendes hjerte hamrede som vanvittig mod hendes bryst, som aldrig nogensinde før. Det var ikke noget, som kunne måle sig med noget som helst andet, som hun nogensinde havde oplevet før, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. At han så derimod var blevet lige så blind, som det hun var normalt, var slet ikke en tanke som slog hende ind på nogen som helst måde i det hele taget, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Hun så sig omkring. Der var så meget for hende at se og opleve, at hun næsten ikke tænkte på at få lov til at se på ham. ”Det her overgår alt det, som jeg nogensinde har forestillet mig, Marcell.. Det.. det er virkelig fantastisk.. Jeg ejer ikke ord..” sagde hun tydeligt forbavset. Det var først, da han forklarede hende, at han intet kunne se lige nu, var også noget som gjorde, at hun blev mere påpasselig, for hun vidste jo hvordan det var, når man ikke kunne se noget som helst, og det var naturligvis noget som faktisk gjorde hende.. ked af det et sted. Hun bed tænderne en smule sammen, inden hun denne gang vendte sig mod ham. Det var også først nu, at det gik op for hende, at han jo egentlig var den første som hun faktisk.. så. Den første, som hun kunne se et ansigt på. ”Hvor er du smuk..” Hun tav næsten med det samme, da rødmen for alvor steg i hendes kinder, inden hun igen vendte sig væk fra ham. Det var skræmmende, når man intet kunne se, og det vidste hun jo godt. At han ville give hende hele dagen, var noget som fik hende til at smile, for det var faktisk noget, som betød ekstremt meget for hende, så det var der heller ikke noget, som sagde så lidt igen. ”Jeg.. jeg ved godt, at det er uhyggeligt, ikke at kunne se noget.. Det er der bare ikke så mange som tror.. Jeg.. jeg er virkelig glad for muligheden, Marcell.. Jeg skylder dig virkelig for det her..” sagde hun roligt, inden hun trådte tættere på ham. Hun vovede sig frem, hvor hun varsomt kyssede hans kind. Hun kunne slet ikke beskrive for ham, hvor meget det her virkelig betød for hende.

[Deleted]

Marcell stod med et smil i sin mundvig, for den glæde der kom fra hende gik nærmest igennem ham gennem nogle indre vibrationer, så han blev jo faktisk kun i virkelig godt humør når han var sammen med hende i denne situation. Det var stort for ham at opleve hende se for første gang, bare at høre hendes glæde var jo det hele værd. Det var jo en stor ting for hende at kunne se og derfor var det nok også omgivelserne, der opslugte hendes opmærksomhed fremfor ham, hvilket kun gjorde ham glad for nu. "Det glæder mig virkeligt Syrena, jeg er bare glad for at kunne give dig muligheden," sagde han ærligt, for det betød faktisk meget for ham hun selv var villig til det og så blev så glad og overrasket på en positiv måde. Hvad han så måtte gøre for hende, for at hun kunne se, det var han faktisk ligeglad med, for han var faktisk villig til at gøre alt for hende. Nok kendte de jo ikke hinanden fuldstændigt, men de passede bare sammen på en helt specielt måde, som gjorde, at han ikke kunne andet end holde af hende og føle sådan overfor hende. Han vædede let sine læber og stod bare med et smil, mens hans ansigt vendte sådan mest mod hende men alligevel var lidt skævt, for han var jo vant til at gå efter sit blik ikke sin hørelse. At hun vendte sig, kunne han fornemme på den arm, han holdt hendes hånd i, men hvordan hun vendte sig kunne han ikke helt bedømme. Alt var sort for ham, det var skræmmende, men han ønskede jo også at forstå hende helt! Hendes ord kom noget bag på ham og en rødme steg op i hans kinder med det samme, som var tydelige på den hvide hud og til det sorte hår. Han smilede dumt, dog glad og slog hovedet ned for at gemme smilet for hende. Han anede ikke hvad han skulle svare, for at hun syntes han var smuk, gik jo ud over alle hans forventninger og frygt. "… T-tak, tror jeg…" svarede han hende. Han var jo den første reelle person som hun kunne se, så han dannede jo hendes indblik i hvordan man så ud som menneske, hvor hun vel nok ville blive meget overrasket når hun så andre mennesker, for alle var jo vildt forskellige. Frygten kom igen, for hvis hun kom til at se andre og så ham, satte dem mod hinanden, så stod han jo ud. Han løftede hovedet let, trak vejret dybt og rankede let ryggen, samtidigt med at han trykkede om hendes hånd. "Jeg kan godt lide at finde ud af hvordan du har haft det til nu… Det er lidt skræmmende, men jeg har jo dig. Og du skylder mig ikke noget," svarede han og rystede på hovedet, for han kunne slet intet kræve. Han fornemmede at hun trådte mod ham på armen hvor de holdt i hånd, men at hun lænede sit ansigt frem mod hans, det kunne han ikke rigtigt fornemme, før hendes læber havde kysset hans kind ganske forsigtigt. Igen blev han ildrød i hovedet, for han anede da næsten ikke hvordan han skulle reagere! Den frie hånd kørte han op i håret, som han sank en klump. "Du er fantastisk," sagde han blidt til hende og smilede.

[Deleted]

Alt det som Syrena pludselig bevidnede på denne måde, var nok noget af det sidste, som hun nogensinde havde troet, at hun skulle få lov til at se. Tingene var jo på ingen måder, som hun havde forventet sig, at de måtte være, så naturligvis, var det også noget, som gjorde sit for hendes vedkommende. Hendes hjerte hamrede som besat mod hendes bryst, og det var næsten et sted.. ubehageligt. Tingene var slet ikke som hun havde forestillet sig i hendes egen lille verden, og det var næsten skræmmende at endelig få lov til at se, hvordan tingene egentlig så ud, når hun så tingene som noget helt andet. ”Det.. det er jo ikke bare en mulighed, det.. det er jo fantastisk. Jeg troede ikke, at det var en mulighed, som i det hele taget eksisterede,” sagde hun dæmpet. Hun var så travlt optaget med at se alt det som befandt sig omkring hende, for det var noget som faktisk betød en hel del for hende, når det nu endelig skulle være. Hun klamrede godt omkring hans hånd, kun for at se sig omkring, da de endelig nåede ned til bækken. Det var jo også først der, at det for alvor gik op for hende, hvor flot en mand han egentlig var. Det var ganske vidst ikke fordi at hun nogensinde havde fået lov til at lægge blik til andre, da han jo faktisk var den første, som hun nogensinde havde fået lov til at se, og derfor var hun virkelig, virkelig glad for det. At se ham reagere sådan, fik hendes rødmen til at stige i kinderne, selvom hun slet ikke vidste, hvad det betød, for det havde hun jo heller ikke ligefrem oplevet noget af tidligere. Hun vendte blikket forlegent ned mod jorden. Hendes hånd blev svedig, selvom hun slet ikke kunne få sig selv til at give slip på ham i det hele taget. Det hele ville blive sort for hendes blik igen, og det ønskede hun ikke, så lang tid, at han ville give hende muligheden, for at se sig omkring. ”Der er grunde til at jeg kun bevæger mig i det åbne.. Der er der ikke ting jeg kan gå ind i.. eller falde over, eller den slags. Jeg er glad for, at du tager det så pænt,” sagde hun dæmpet. Kysset som hun alligevel valgte at tildele hans kind, var egentlig kun for at understrege, hvor taknemmelig hun egentlig var, når det måtte komme til ham, for det betød virkelig frygtelig meget for hende, at han gjorde det her for hende. ”Jeg mener det virkelig, Marcell.. Rigtig mange tak for alt det, som du gør for mig,” afsluttede hun.

[Deleted]

Marcell følte det faktisk selv som en oplevelse at være blind for et øjeblik, for han ville jo gerne kunne sætte sig 100 procent ind i Syrenas situation og det følte han, at han meget bedre kunne nu. Det var jo ikke kun ham som gav hende, for han følte også at han fik ekstremt meget tilbage af hende, om hun så selv syntes det eller ej. Det var jo også derfor han mente, at hun ikke skyldte ham noget, for det ville han da slet ikke høre tale om. Han havde intet at kræve af hende og ville heller intet kræve, for han følte jo de faktisk stod lige i det hele. Han stod bare med et smil på læben, for han var glad for at hun syntes det hele var så fantastisk, for så havde han da kun gjort ret med at vise hende 'hans' verden. Hans eget hjerte bankede selv lidt mere spændt, både fordi alt var sort for hans blik og det var spændende, men også at hun lige havde set ham, hvilket havde fået hans hjerte til nærmest at hoppe at slag over. "Så er det jo godt, du har lært mig at kende… Så jeg kunne give dig muligheden," svarede han hende med et skævt smil, hvor han jo selv spillede lidt op til hende, for han var jo en dreng om noget, men med Syrena følte han bare alt anderledes fra tidligere erfaringer. Det var skræmmende for ham, at hun nu kunne se ham, men det var så bare lettende at hun faktisk syntes han var pæn. Han lagde dog ikke for meget i det, for han var jo den første hun så om ikke andet. Han glædede sig bare til senere hen, når hun kom til at se sig selv for første gang, for var der nogen som var smuk, så var det hende! Med hendes lyse smukke hår og lyse hud, samt de smukke hvide vinger. Han rødmede let over tankerne, som også holdt ved overfor sådan som hun agerede lige nu, for han kunne da ikke reagere anderledes end at føle sig lidt genert. Han havde aldrig haft det sådan overfor en anden, så det var jo faktisk rart at følge sig så fri… fri som fuglen, på trods af at han ikke kunne flyve, men det ønskede han at lære! Han drejede sig let rundt og tog en dyb vejrtrækning, mens han holdt fast i hendes hånd, selvom det var varmt, men han ville ikke slippe. "Jeg kan godt forstå dig nu… det er skræmmende, for nu kan jeg jo ikke se hvad der er i skovbunden… eller hvor bækken starter," svarede han som eksempler og smilede dog bare, for han tog det ikke så tungt, for hans korte øjeblik som blind var intet imod hele hendes liv som det. Han modtog kysset som en tak for det han gjorde for hende, men det gjorde ham stadigvæk meget forlegen. "Jamen det er virkelig så lidt, Syrena," svarede han hende, "du gør ligeså meget for mig… selvom du måske ikke ser det," afsluttede han let.

[Deleted]

Man skulle næsten tro, at dette var noget, som faktisk ville skræmme Syrena, men det gjorde det slet ikke. Hendes nysgerrighed var for storslået til, at det ville forholde sig anderledes. Hun ville naturligvis gerne udnytte situationen bedst muligt, så hun kunne få lov til at se det hele, da det jo også var noget, som faktisk betød utrolig meget også for hende, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Hun vendte sig mod ham. At denne mulighed i det hele taget havde eksisteret, havde hun slet ikke været kendt med, og derfor var hun virkelig glad for at, at han havde vist hende det. Hun nikkede til hans ord. Alle de ting, som de var omringet af, var pludselig slet ikke noget, som hun kunne få nok af, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. ”Jeg tror.. jeg tror slet ikke du ved hvor stor en betydning, det virkelig har for mig,” påpegede hun med en ærlig stemme, for det var jo heller ikke ligefrem fordi at det var en løgn for den sags skyld. Hun vendte sig denne gang helt mod ham. Hun fandt ham smuk. Muligheden for, at hun nu kunne se sig selv, var slet ikke en tanke som faldt hende ind på nogen måde, for hvorfor skulle det? Bare det at se lyset, var en fantastisk fornemmelse, og hun følte sig.. fri et sted. Det befriede hende, da hun pludselig følte sig som en af alle andre. Det var faktisk rart for en gangs skyld. Nu som det var sagt, så kunne hun ikke lade være med at give udtryk for sin taknemmelighed overfor ham, da det var fortjent. Det betød ekstremt meget for hende, at han gjorde det her for hende, og det var slet ikke noget, som hun ønskede at lægge det mindste skjul på, hvis det var noget som hun ellers kunne blive fri for i den anden ende. Hun nikkede. ”Det er skræmmende, ikke..? Jeg.. jeg er virkelig glad for, at du gør det her for mig..” sagde hun igen. Hun kunne slet ikke lade være! Lige hvad hun gjorde for ham, havde hun dog svært ved at se, men det kunne da ikke være helt forkert, det som hun havde gang i, var det? Hun smilede let for sig selv, inden hun bed sig i læben. Det brød måske kontakten med ham, men.. hun ville gerne. Hun slap hans hånd, inden hun lod dem hæves mod hans kinder, som hun strøg varsomt. Det sortnede langsomt for hende igen, men det var vant. Hun var vant til det. ”Jeg er virkelig taknemmelig for muligheden, Marcell.. Derfor vil.. vil jeg gerne have, at du følger mig. Jeg stoler på dig,” sagde hun ærligt.

[Deleted]

Marcell var glad for, at Syrena faktisk kunne rumme hele indtrykket med at skulle se, for så gjorde det jo bare at muligheden var der for, at han faktisk kunne give hende den fulde pakke, med at give hende fuldt syn på det ene øje, således de begge ville have et fuldt seende øje og et blindt øje. Han ville dog ikke fremlægge sagen i dag, men næste gang de mødtes, så ville han spørge hende om hun ikke havde lyst til det… som en gave fra ham til hende, fordi han virkelig godt kunne lide hende. Han smilede bredt, for han var virkelig glad og kunne slet ikke lade vær med at føle sig så fyldt op indeni af glæden, fordi det faktisk var mættende at være sammen med hende. "Jeg tror jeg har den samme følelse, selvom den kommer af andre ting," bemærkede han stille og smilede, for nej, han vidste nok ikke helt hvor stor betydning det havde præcis på det punkt, men hun vidste jo heller ikke hvordan betydningen var for ham omkring alt med hende. Han var glad for hun dog fandt ham smuk, for det betød jo kun at hun forhåbentligt også ville syntes om sig selv når det kom til det, hvilket han faktisk glædede sig til, for hun skulle jo lære at holde af sig selv også, samt kunne se hvordan hendes ansigt og hår gjorde hende så smuk. Han trak vejret dybt og pustede let ud, mens han nikkede til hendes ord. "Jo det er skræmmende… Jeg gør det gerne for dig Syrena, også igen… Der er ingen andre jeg hellere ville gøre dette for end dig," svarede han hende med et smil, for det mente han jo virkeligt og ærligt. Han stod med et smil på læben, som han blot kiggede mod hende så godt han kunne, for det var jo stadig sort for hans blik. Han fornemmede dog da hun slap ham og han lod hænderne falde ned langs siderne, mens han mærkede hendes hænder på hans kinder. Det dirrede direkte af det rene behag i ham, da hun strøg hans kinder. Han åbnede øjnene, det sløredes lidt og igen fandt lyset tilbage, hvor han kort missede med øjnene. Han var bare glad for, hun var mættet med oplevelsen for i dag. "Jeg er virkelig glad for du stoler på mig… det betyder meget for mig, ja du aner slet ikke hvor meget," sagde han og lod hænderne falde omkring hendes ryg, for at give hende et kram ganske kort. Derfra tog han hende videre rundt i skoven, forklarede og fortalte, indtil han ikke kunne trække den mere og måtte føre hende hjem. Det havde været en fantastisk dag.

//Out.

[Deleted]

Det var faktisk svært for Syrena at rumme de mange indtryk, for det var et sted også skræmmende, at alle de ting, som hun havde forestillet sig igennem sit liv, slet ikke var noget som hamlede op med det, som hun lige havde set, så naturligvis, var det også noget, som gjorde sit for hende. Hendes hjerte hamrede let mod hendes bryst, mens hun så sig omkring. At han var der for hende, og de havde byttet syn for en stund, så ville hun da gerne nyde det så lang tid, at hun havde muligheden for det. Nu havde han jo desuden også oplevet lidt af, hvordan hun oplevede tingene, og vidste hvordan hun havde det med det. ”Det er slet ikke som jeg har forestillet mig, Marcell.. Det.. det er virkelig.. skræmmende.. Og dog så smukt..” Hun var ladt uden ord, så naturligvis, var det også noget, som gjorde sit for hans vedkommende. Som det nu var sagt, så gjorde det hende et sted trist, at det ikke var en mulighed, som hun havde fået før. Han var en smuk mand, som passede på hende, og det var uden tvivl også sådan noget, som hun virkelig godt kunne lide, og det var slet ikke noget, som gjorde noget for hende. Det var derimod noget, som virkelig betød en hel verden for hende. Hun vendte blikket mod ham, nu hvor hun havde muligheden for det. At se ham stå sådan og se sig omkring, velvidende om at han intet kunne se.. Var det også sådan hun stod? Så var det jo ikke underligt, at folk kiggede underligt efter hende, for det vidste hun jo at de gjorde, for hvorfor skulle de da ikke gøre det? ”Igen fremstiller du mig som noget specielt.. Der er ikke noget specielt i, ikke at kunne se noget..” hun slap hans hænder, kun for at stryge ham over kinderne. Det blev igen stille og roligt mørkt for hendes blik, og hun gled tilbage i sin egen verden igen – der hvor hun igen ville være afhængig af ham. Hun smilede let. Hendes øjne var blanke, og det var ikke ofte, at hun havde det på den måde, og det var bestemt heller ikke ofte, at hun havde det sådan, med nogen som helst i det hele taget. Hun lod ham tage hendes hånd, hvor hun heller ikke kunne lade være med at smile. Det var virkelig vigtigt for hende. Hun smilede bredt. ”Jeg begynder at have en vis fornemmelse,” sagde hun med et stille smil på læben, inden hun lod ham føre hende videre. Det havde uden tvivl været en rigtig god dag, for dem begge.

//Out