I will let you see

[Deleted]

Marcell havde efter en del besøg hos Syrena på slottet endelig fået lov til at tage hende med ud, da han havde lovet højt og helligt at passe på hende for alt i verden, for hvordan kunne han da andet. Hun var det mest fantastiske, der nogensinde var sket i hans liv og efter hvert møde, så blev han bare gladere og gladere, hvilket var meget ulig ham. Når han ikke var sammen med hende, så øvede han sig på én bestemt besværgelse som hans lyse magi faktisk rækkede til, fordi den var healende - at kunne se gennem en anden eller give sit syn videre, som var hans plan for dagen. Han holdt hende under armen, sørgede for at hun var med ham hele vejen og tog det i hendes tempo. Han ønskede ikke at forhaste det, men lade hende give en gang, hun kunne følge med til. Han smilede stort og forklarede hende undervejs hvordan hun skulle prøve at snuse ind og så forklarede han, hvad det lugtede af og hvordan det så ud. Han ønskede at forberede hende på skoven som de gik igennem, for hans kommende plan, som han dog ikke havde fortalt hende endnu. Det ville han gøre på et tidspunkt, men han skulle først være sammen med hende og bare nyde tiden. Hun gjorde ham ekstremt glad som aldrig før og det måtte vel være sådan forelskelse føltes om ikke andet? Han smilede stort og stoppede op, da en fugl lettede fra en busk og fløj foran dem, hvor han undslap et lille grin. Han var som forvandlet af hende, og det var jo faktisk ham, der skulle ændre hende. Han håbede bare at han ved at gøre som han gjorde nu, var med til at gøre hendes livskvalitet bedre og gladere. I det mindste havde Azrael da ikke haft fat i ham, så det tydede vel kun godt? De nåede frem til bækken, hvor han stoppede op cirka 5 meter fra bredden, hvor der lå en tyk stamme på jorden, fra et træ der havde lagt der i flere år, så den var som en del af jordbunden nu med græsset let voksende op omkring den. Han satte hende på stammen og satte sig selv ved siden af, mens han smilede. "Okay, prøv at indånde duften her… Friskt, vandigt… Det er forbi bækken løber omtrent fem meter fra os, her hvor vi sidder på en tyk træstamme," forklarede han hende med et smil og lod sin hånd tage hendes, som han let flettede sine fingre ind i, for det var nærmest bare blevet vane at holde hendes hånd.

[Deleted]

Selvom det var Gabriel og ikke hendes far, som havde givet Marcell lov til at tage hende med udenfor, så var hun ligeglad. Hver gang den kære knægt var kommet for at besøge hende, var hun nærmest lyset helt op, og det havde uden tvivl også været forbandet rart for hende. Hun følte faktisk at hun kunne udfolde sig, selvom hun stadig var typen som havde direkte svært ved netop dette. Skoven var ikke ligefrem det sted, som hun søgte mest til, mest af alt, fordi at det var temmelig stort, der var mange ting som hun kunne gå ind i, og jordbunden var frygtelig, frygtelig ujævn, og hun frygtede virkelig for at falde. Næsten automatisk, så knugede hun sig mere ind mod Marcell, som de gik. Hvor de egentlig var på vej hen, havde hun slet ikke nogen anelse om, men derimod, så stolede hun på Marcell, da han heller ikke havde givet hende grunden til noget andet. ”Hvor er vi på vej hen..?” spurgte hun med en dæmpet stemme, for løgn var det jo heller ikke ligefrem.
Fuglen som fløj op foran dem, gav hende et chok, så hun faktisk endte med at skrige, for det var jo heller ikke ligefrem noget, som man kunne sige, at hun havde været forberedt på, på nogen som helst måde i det hele taget. Hun bed tænderne let sammen og vendte blikket ned mod jorden, mens hun forsøgte at falde til ro igen. For hende, så havde det slet ikke været spor sjovt, for den slags ting, kunne hun jo slet ikke forberede sig på i det hele taget! At han førte hende hen mod træstammen og fik hende sat ned, var noget som hun gjorde ganske roligt. ”Det der var virkelig ikke særlig sjovt..” påpegede hun med en rolig og ganske dæmpet stemme. At han tog omkring hendes hånd og sammenflettede deres fingre, fik en rødmen til at stige i hendes kinder, for hun kunne jo heller ikke ligefrem lade være med det, nu hvor hun var der som hun var nu. Næsten forlegent kiggede hun ned i jorden foran sig, selvom det hele var så mørkt for hende, og hun slet intet kunne se. Hun lyttede.. hun indsnusede duftene som var omkring hende, og hun nød af det. ”Er det virkelig sådan jordbunden dufter? Jeg kan lide det..” tilføjede hun med et let og stille smil.

[Deleted]

Uanset hvem der nu havde givet Marcell lov, så gjorde det ham ikke spor, for han havde en godkendelse et sted fra, så nu skulle han bare sørge for at holde hende sikker og tryg, og så ville der ikke blive problemer. Gabriel virkede som en god mand og konge i dette land, så det gjorde ham kun sikker på at han turde tage Syrena med sig ud. Han havde jo en lille plan som han skulle føre ud i lyset i dag og han glædede sig faktisk, for han håbede hun ville kunne lide det, for det var jo en gave til hende. Og alt efter udfaldet, så ville han måske tage den videre derfra og måske skænke hende synet fra sit ene øje.. men hvis hun blev alt for usikker, så ville han selvfølgelig lade hende vænne sig til det over nogle gange, hvor han bare lod hende se gennem hans øjne. Han smilede let, for han vidste skoven måtte være uudforsket for hendes vedkommende, fordi den var så stor og farlig for hende som blind, men derfor ville han gerne give hende en masse sanseindtryk før hun skulle se det med hans øjne. "Det får du at se," svarede han på vejen som hun spurgte hvor de var på vej hen, for han ville ikke afsløre for meget, mere give hende indtrykkene og det hele. Han fornemmede at fuglen gav hende et chok og han tog hende ind til sig, mens han bare lod skriget forsvinde i luften, for han forstod hende jo udmærket, hun kunne jo ikke være klar på sådanne uforudsete hændelser her. "Nej… undskyld, det skal nok blive bedre," sagde han, nærmest lovende jo på grund af hans plan hvordan det hele skulle gå i dag. Han smilede selv varmt da de havde flettet fingrene sammen, for det gjorde ham så varm indeni som intet andet. Han så mod hende og nikkede let, som han igen tog sig selv i, at hun ikke kunne se det. "Ja, det er det… Friskt, ikke? Specielt lige her ved bækken fordi jorden er frodig," sagde han med en rolig tone. Sandt var det jo bestemt også, for bækken havde klart sit at sige i skoven og med det healende og det hele, som han jo var ved at sætte sig ind i når han øvede sin magi. Han vendte sig lidt mere mod hende og trykkede let omkring hendes hånd. "Det glæder mig jeg endelig har fået lov til at tage dig med ud… Jeg har længe ønsket at tage dig med i skoven," sagde han til hende og så let genert ud i ansigtet, som hun heldigvis ikke kunne se.

[Deleted]

Syrena vidste at hendes far stolede på Gabriel, så hun tog det faktisk som en god ting, at han havde givet hende lov til at tage med ud. Desuden var det virkelig rart for hende at komme lidt ud, da det uden tvivl også var utrolig tiltrængt. Selvom hendes skridt var yderst varsomme, da hun vidste, at der var mange ting på vejen, som hun kunne falde over, så var det slet ikke noget som hun ønskede sig, for det hele var pinligt nok i forvejen. Det stolte i ikke at kunne se noget, havde hun aldrig rigtigt haft, og det var noget som hun gerne ville stå inde ved. At han direkte påpeget for hende, at hun nok skulle få det at se, var noget som gjorde hende til dels tavs, for hun så jo ikke noget, og det vidste han jo godt. ”Ja.. Gid det var tilfældet,” sagde hun med en dæmpet stemme, for det gjorde hende jo faktisk ked af det, at hun ikke bare kunne få lov til at se verdenen bare lidt som den var, i stedet for, at hun altid skulle forestille sig det, og uden tvivl ramme utrolig forkert, for hun kunne virkelig ikke lide, at det var sådan at det var. ”Jeg blev bange..” sagde hun med en dæmpet stemme. For hende, var det jo faktisk svært at sige den slags, men det var jo bare en sandhed. Overfor Marcell, var det bare nemmere for hende, at være ærlig omkring de ting, så naturligvis var det også noget som gjorde sit for hendes vedkommende. Hun var tryg omkring ham, og det var faktisk sjældent at det var sådan.
Træstammen satte hun sig ved. Hun lyttede til hans ord, og alt det som hun kunne høre omkring dem. Skoven var ny for hende at bevæge sig rundt i, og det var noget som faktisk gjorde hende til dels usikker. De sammenflettede fingre, fik hende til at smile, hvoraf hun slet ikke vidste, om han var genert eller noget, for i hendes verden, så var der ikke rigtigt noget, som indikerede det på nogen måde overhovedet. ”Jeg kan virkelig godt lide det..” sagde hun med et stille smil på læben, for det var faktisk noget som passede hende utrolig fint. Det var noget særligt for hende at komme derud, og det glædede hende kun, at det var noget, som han gerne ville dele med hende. ”Jeg ved det godt. Jeg er bare glad for, at min onkel gav os lov til det. Jeg synes virkelig det er rart at komme ud og.. opleve noget nyt. Jeg har aldrig hørt bækken risle sådan før,” fortalte hun sandfærdigt.

[Deleted]

Det at få tillid fra andre, var en kæmpe stor ting for Marcell, så derfor gjorde det ham jo også virkeligt glad at han havde fået den og endda med de nærmeste for Syrena, fordi hun jo var så godt passet på. Han tog det som en meget stor og god ting at have fået lov, og noget som et sted også gjorde ham stolt af sig selv for en gangs skyld i hele hans liv, for det var nok aldrig sket for ham at han var stolt af sine egne handlinger som nu. Han smilede let, for et sted var han dog glad for Syrena ikke kunne se ham, fordi han jo vidste hvordan andre så på ham hvis han endeligt bevægede sig nærmere en landsby eller større by her i landet. Han måtte jo bare bide det i sig, når han skulle gøre den tjeneste for hende at lade hende se. Han smilede hemmelighedsfuldt da hun sagde 'gid det var tilfældet', for det blev det jo meget snart og han glædede sig virkeligt. Han ønskede at gøre hende glad og tilfreds med det hele, give hende den gave at få verden at se på en måde. Han så på hende med sine lyse krystalagtige øjne, som hun selv indrømmede at hun blev bange. "Det kunne jeg mærke… Men det gør ikke noget, du skulle vide alle de gange jeg er løbet væk fra en busk og der så kom en kanin ud," sagde han med et skævt smil og grinte let, for det var jo rigtigt. Han havde alle forsvarsparader ude, fordi han jo i starten ikke havde vist, at der ikke direkte var farlige dyr i Procias skove. Det var nemt for ham at sige det til hende, så derfor talte han jo trods alt også bare sandheden. Han bed sig let i læben, hans hjerte bankede, for han skulle jo finde en måde at forklare hende hvad han også var ude på i dag. Han nød dog virkelig tanken om, at hun godt kunne lide skoven. Han ville dele det med hende og kun hende, for skoven for ham var jo blevet speciel, fordi han praktisk talt boede her. "Ja, det lyder skønt ikke? Jeg er virkelig glad for jeg har fået denne tillid," sagde han og nikkede. Det havde han vidst også fortalt Gabriel en million gange inden de var gået fra slottet, men sådan måtte det jo bare være. Han trykkede let omkring hendes hånd og gjorde sig klar til at sige det, han nu ville sige. "Du ved, Syrena, at engle har healende magi… og jeg har de sidste uger eksperimenteret meget med synet og fundet frem til, at jeg vil kunne lave en besværgelse, der gør, at du ser gennem mine øjne," startede han ud og ventede en reaktion fra hende, før han ville tage næste skridt og faktisk udføre den. "H-har du lyst til at jeg g-gør det og prøve at se?" afsluttede han lidt usikkert.

[Deleted]

Syrena stolede på sin onkel, velvidende om at Gabriel jo faktisk var hendes rigtige og biologiske far, så var det slet ikke noget som hun sagde noget til. Hun var glad for Jason, og han passede på hende, men hun havde virkelig haft brug for at komme lidt ud og opleve noget nyt, og derfor var hun virkelig også glad for, at det var noget som Marcell ville lade hende, også selvom det gik temmelig langsomt. Det var mange nye indtryk som hun blev udsat for, for hun havde som regel aldrig nogensinde ønsket at komme ind i skoven, da det var et farligt sted for hende. Mange ting som hun kunne falde over, falde i eller gå ind i, for den sags skyld, og det var slet ikke noget som hun ønskede, så hun havde jo aldrig nogensinde været der. Hun smilede let for sig selv. Marcell var god ved hende og det var noget, som uden tvivl også glædede hende som intet andet i den anden ende, så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Jeg synes bare det er uhyggeligt, så mange ting som der sker på en gang, Marcell.. Skoven er jo.. stor, af hvad jeg har hørt.. Der er jo mange ting, som kan gemme sig.. Er det ikke skræmmende..?” spurgte hun. Hun havde jo ikke ligefrem nogen anelse om, hvordan tingene så ud omkring hende. Hun havde sin egen lille verden, hvor hun havde gjort sig tanker og billeder. Hun havde jo heller aldrig nogensinde set noget som helst i farve eller noget lignende. ”Det skal du også være glad for. De er virkelig meget over mig.. Det er til tider yderst frustrerende,” fortalte hun med en dæmpet stemme, for løgn var det bestemt heller ikke for hendes vedkommende. Hun sænkede blikket, mens hun sad og lyttede til hans ord. For hendes vedkommende, var det tydeligt, at han hentydede til noget. ”Hvad… hvad er det du mener? Du… jeg kan komme til at se..?” spurgte hun, idet at hun vendte blikket i retningen af ham igen. Kunne han virkelig gøre det for hende? Hun blinkede med øjnene, hvor hun efter en længere pause, endte med at nikke. Hun ville jo gerne se hvad der var omkring hende, selvom hun frygtede lidt for hvordan hun ville tage det, når det nu endelig skulle være i den anden ende. ”Det.. det vil jeg gerne,” afsluttede hun med en dæmpet stemme.

[Deleted]

Hvordan familieforholdene var for Syrena, det var Marcell ikke helt sat ind i, men han vidste bare at hun i hvert fald var elsket og passet på af dem hun havde, hvor han jo selv håbede at kunne få en vigtigere plads hos hende… for hun havde faktisk en vigtig plads hos ham allerede. Han smilede skævt for sig selv, for han var glad i det indre, som han aldrig havde prøvet, før han havde mødt hende. Det var også derfor han tog hende med, fordi han ville jo gerne gøre hende lykkelig, lade hende føle livet på sig og faktisk også føle hun kunne udrette noget udover at sidde på sit værelse. Han ville gerne åbne mulighederne for hende, så hun følte sig mere fri, også selvom skoven var farlig, men han skulle jo nok passe på hende. "Der er mange indtryk… men jeg har vænnet mig til det, fordi jeg holder til her og har gjort det lige siden jeg genopstod," svarede han hende som det første og smilede skævt, for han kunne ikke skjule glæden når han var sammen med hende. Han trykkede let omkring hendes hånd, hvor hun spurgte om det ikke var skræmmende, men det syntes han jo faktisk ikke. "Jeg har fundet ud af, at der ikke direkte er farlige dyr her i Procias skove, så for mig er det ikke så skræmmende mere," svarede han hende med en rolig tone, for sandt var det jo trods alt også. Han vidste jo, at det så måtte være skræmmende for hende, fordi hun jo ikke kunne forudse hvad der ville ske som han bedre kunne. Han nikkede let til hendes ord, for han kunne jo godt fornemme at de nærmest vogtede over hende, men det gjorde jo også kun det hele bedre. "Jeg har aldrig fået den tillid af andre… jeg er virkelig glad for det," sagde han med en let stolthed i stemmen, for løgn var det heller ikke ligefrem! Han bed tænderne let sammen som hun vendte ansigtet mod ham sådan næsten og selv spurgte ind til hvad han mente, fordi det måtte jo nok være forvirrende for hende at få sådan et tilbud. Han vidste, at han bare skulle holde ved hende hele tiden ellers så ville besværgelsen brydes, men det var jo ikke så svært endda. "Ja, gennem mine øjne til en start… Besværgelsen er således, at når vi holder i hånd som nu, så holder besværgelsen ved… Men hvis du giver slip eller jeg giver slip, så brydes den og dit blik vil sortne igen," forklarede han hende. Det var den nemme udgave for dem, for det at han også gerne ville give hende sit syn på det ene øjne, det var noget mere besværgeligt fordi det var meget dybere healende magi. Den ville han vente med. "Det glæder mig!" sagde han glad og smilede stort, som han trykkede sin hånd helt fast i hendes. "Bliv siddende… Holdt fast i min hånd som du allerede gør," forklarede han, som han selv let rejste sig op og stillede sig bag hende. Han gav ikke slip på hendes hånd overhovedet. Hans frie hånd lod han falde mod hendes skulder, som han let tog en dyb vejrtrækning og koncentrerede sig. Et lyst bredte sig let omkring hans hænder, som det blev overført til hende og hendes blik ville stille sløre, se lys og farver og efterhånden faktisk se omgivelserne. Hans syn var blevet hendes ligeså, hvor hans egne øjne nu gik i sort, fordi han lånte sit syn til hende. Kiggede hun på ham, så ville hun også se ham; Den tanke slog ham først nu og hans hjerte begyndte at hamre… hvad ville hun ikke sige til hans udseende? Han knugede let omkring hendes hånd med sin egen. "I-ikke vend dig om," mumlede han så, frygtsomt for hendes reaktion på ham.

[Deleted]

Syrena var virkelig glad for muligheden, når det kom til Marcell. Når Gabriel udviste den form for tillid, så var det fordi, at der var noget om sagen, og det var noget som han faktisk skulle være glad for, for det var bestemt ikke noget, som alt og alle blev mødt af, kunne hun jo så til gengæld sige. Hun vendte blikket mod ham. Hans ordvalg, var måske ikke lige heldigt, når det kom til hende, for han vidste jo godt, at hun absolut intet kunne se, selvom hun nu ikke gravede mere i den, end det som var gjort til nu, for det var slet ikke noget, som hun havde nogen grund til. Det gik langsomt for sig, men indtrykkene for hende, var jo trods alt også mange, for hun havde aldrig nogensinde været derude før. Bækken rislede i hendes øre, fuglene sang over dem. Det duftede fantastisk af skov, og hun elskede det faktisk. Hun havde virkelig snydt sig selv, for en fantastisk oplevelse, havde hun fundet ud af. ”Jeg synes det er et fantastisk sted.. Jeg kan virkelig godt lide det,” sagde hun med en rolig stemme, også selvom det var noget som hun faktisk havde det ganske fint med, for hun kunne virkelig godt lide det. Hun smilede let for sig selv. ”Derfor kan det jo stadig være skræmmende når.. ja, en kanin hopper ud af buskene,” sagde hun med et let grin, for løgn var det jo trods alt heller ikke ligefrem. Hun lod hovedet søge let på sned. Den tillid som han havde fået, var ikke noget som alle andre fik. ”Gabriel er mere åben for den slags, end hvad min far er, kan man vel sige.. Han har nok for vane, ved at være lidt.. overbeskyttende overfor mig.. på grund af åbenlyse ting,” sagde hun roligt. Hun var naturligvis glad for det, men selv hun kunne få nok af bare at sidde hjemme, når der ikke rigtigt var nogen steder som hun kunne gå – uden at der var nogen med selvfølgelig, som nu. Lige hvad det var, at han kunne gøre, var svært for hende at forstå, men.. det lød næsten, som om at han havde muligheden til at give hende synet, ved at være i kontakt med hende? Længe havde hun drømt om at få lov til at se hvordan verdenen omkring hende så ud, for det havde hun bare ingen anelse om! ”Jamen.. jeg.. det er jo fantastisk..” Selv vidste hun slet ikke hvordan hun skulle reagere!
Hånden hvilede i hans, selvom hun uden tvivl kun var ved at blive temmelig.. nervøs af sig, for hun havde slet ikke nogen anelse om, hvad hun kunne forberede sig på. Langsomt som lyset begyndte at vise sig for hende, så sved det i hendes øjne, for det var jo slet ikke noget som hun var vant til at se. Automatisk lukkede hun øjnene og vendte blikket ned mod jorden i stedet for, hvor hun hævede den frie hånd og gned sig i dem. Hånden lukkede sig mere fast om hans. ”Lyset skærer i øjnene..” sagde hun med en dæmpet stemme. Ikke fordi at det generede hende som sådan, for det gjorde det ikke. Langsomt hævede hun hovedet igen, hvor hun forsøgte at misse med øjnene, så hun kunne se noget. Bækken ikke langt derfra, kunne hun høre, og var noget af det første, som hun forsøgte at se. Det var bare.. svært for hende, når lyset var så skarpt.

[Deleted]

Marcell kunne ikke holde sig smil tilbage når han var sammen med Syrena. Alt var meget stort for ham, når det kom til hende; at få lov til at tage hende med ud, at åbne sig op for hende og fortælle hende om sine dybere følelser og det hele… det var meget uvant, men også meget befriende. Han havde aldrig følt sig så fri, som med hende, så det var jo ikke kun ham der gjorde hende gladere, men bestemt også omvendt. Gabriel havde udvist ham tillid ved at tage hende med ud og det var ham jo direkte en ære, fordi hun var så beskyttet, og så fik han… ham selv, endda lov til det, for det var jo helt utroligt for ham. Nok var hans ordvalg ikke altid det bedste ved hende, men han var jo stadig den han var, selvom han også følte sig forandret, for han prøvede jo virkelig at gøre det godt med hende. Han tog mere end gerne tingene i hendes tempo, gav hende chancen or at opleve og sanse, fordi det krævede det jo for at få hende på den rette vej om ikke andet. Han smilede virkeligt da hun sagde, at hun kunne lide skoven, for det var jo selv fantastisk for ham. "Det glæder mig virkeligt… fordi jeg også kan lide det her," sagde han til hende med en glad tone, for det var jo hans hjem et sted, så han var kun glad for tanken om at hun kunne lide hans hjem og tilholdssted. Han lo, da han selv hørte hendes grin og hans øjne glimtede let med glæden han følte. "Jo det er det også," svarede han morende, for han var da blevet overrasket af kaniner et par gange, men havde efterhånden vænnet sig til det nu, så han blev ikke så nemt overrasket mere. Han smilede let til hendes ord, for hun var jo dyrebar og derfor blev hun jo passet på. "Du er yderst værdifuld for dem, Syrena, derfor passer de sådan på dig," komplimenterede han med et skævt smil. Han kunne dog godt se det måtte være frustrerende at blive holdt så meget hjemme, men det ville han gerne ændre på, så hun kunne få et godt, oplevelses- og indflydelsesrigt liv.
Det måtte nok være svært for hende at forstå magien, når hun vel aldrig have prøvet at udføre magien selv, fordi det jo var farligt, men det ville han lære hende når hun kunne se! Han var glad for hendes reaktion på det, for hun fortjente virkeligt at se hvor fantastisk verden egentligt var. Hun havde nogle fantastiske værdier, så det at komme til at se, var jo bare en gave han ville skænke hende. Han koncentrerede sig om at udføre det rigtigt. Synet blev lånt til hende, hvor hans eget slørede til og sortnes, da hendes eget måtte lysne op. Det ville være skarpt for hende, for øjnene ville jo se det som at have sovet og så vågne op for første gang, så lyset måtte jo være ekstra skarpt. "Det går over om et øjeblik… Du skal bare vænne dig til det. Dyb vejrtrækning, se væk fra solen og så kommer det af sig selv," forklarede han hende, mens han holdt sin hånd fast i hendes. Han blev stående bag hende og endnu, havde hun da i det mindste ikke set ham, ville han ikke mene… lige nu kunne han selvfølgelig ikke se det. Hun ville dog se tydeligt om et øjeblik, kunne se bækken, skoven og… ham.

[Deleted]

Den tillid som Marcell var blevet mødt af, var uden tvivl også noget, som han skulle tage til sig, da det bestemt heller ikke forekom ofte. Hun var beskyttet, og hun vidste det godt, men det havde jo også noget at gøre med, at det var begrænset hvor hun selv kunne bevæge sig, udenfor områder, som hun slet ikke kendte – som skovene her. Så lang tid at hun følte, at hun kunne føle det komfortabelt omkring ham, så var hun ganske rolig, også fordi at hun havde en fornemmelse af, at han virkelig gerne ville passe på hende, og naturligvis, var det noget, som hun ønskede at lade ham, hvis det var noget, som hun ville få muligheden for. Hun smilede let for sig selv. ”Det er virkelig også rart,” medstemte hun. Hun var fuldstændig betaget af lyden af den rendende bæk, som løb ikke forbandet langt væk fra hende, og det var noget, som faktisk også fik hende til at smile, for det var virkelig, virkelig rart. Ingen tvivl om det. At høre ham sige, at hun var værdifuld, var noget som virkelig glædede hende, for det var noget, som han stort set havde sagt, alle de gange, at de havde tilbragt tiden sammen, og det var noget, som uden tvivl betød utrolig meget for hende, så det i sig selv, var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun vidste jo godt, at hun var vigtig for dem, men det var alligevel svært for hende at tage imod, for hun følte jo ikke som sådan, at der var noget specielt eller spændende ved hende, som skulle gøre hende så.. unik. ”Så lang tid, at der er nogen, der kan se det, så… så er det vel fint,” sagde hun med et stille smil. Hun havde svært ved at tage imod det, men det blev nemmere og nemmere for hende.
Lige hvad der skete, var svært for Syrena at tage hensyn til, for bare det mindste lys, var noget som uden tvivl generede hendes øjne, noget så frygtelig voldsomt! Hun gned sig i øjnene og rystede på hovedet. Hun lyttede til hans ord. For hende, så var de meget beroligende, og hun stolede jo på, at han ikke var ude på at gøre hende noget ondt. At det så sortnede for hans blik, som det lysnede for hendes, var ikke noget, som hun var klar over. ”O… okay,” sagde hun med en varsom stemme. Hendes øjne løb kraftigt i vand, da hun igen åbnede øjnene og hævede blikket en anelse. Hun så sig omkring, også selvom det næsten var.. overvældende, alt det som hun så, for intet var jo som det hun havde forestillet sig. Hendes hjerte begyndte for alvor, at hamre mod hendes bryst som intet andet. ”Jamen… jamen jeg…” Hun vidste slet ikke hvordan hun skulle reagere!

[Deleted]

Marcell var glad og lettet indeni, fordi han følte hans liv endeligt var ved at falde på plads for en gangs skyld, at han havde styr på tingene som han aldrig havde haft før. På den måde følte han også, at han kunne give sig hen til Syrena på en ny og anderledes måde. For ham var det jo en meget stor ting, alle ting med hende, fordi det var et slags nyt jeg for ham at åbne op på sådan vis. Det at tilliden ikke blev skænket ofte af Gabriel, gjorde kun at han følte sig ekstra stolt og følte det som en slags drivkraft for ham til at gøre det han ville. Han blev modig overfor hende, fordi han jo havde nogle mål, han ville opnå med hende, nogle ting han ville føre ud i livet for hende og med hende. Han ville gøre hende glad og sikre at hendes fremtidige liv ville blive oplevelsesrigt og farverigt. Han smilede til hende og nikkede, selvom han for nu lod emnet ligge i luften, fordi de kunne jo ikke blive ved med at sige de var glade. Han lyttede let til skoven, for der var faktisk mange beroligende lyde såsom vindene i græsset og rislen i bækken, samt de svajende trætoppe og det hele. Dyrelydene kunne også være hyggelige, men de kunne også være det der vækkede ham i et chok, også selvom han vidste, at der ikke var fare.
Hvis det tog at sige hun var værdifuld og unik hver dag, så ville han også fortælle hende det, for han mente det faktisk helt og ærligt, hvilket da også måtte bevise han mente sine ord. Det var ikke noget han fortalte enhver, ja faktisk havde han aldrig sagt det til nogen, så derfor var hun jo bare virkelig speciel som ingen anden. "Jeg kan ikke bare se det, jeg kan mærke det… høre det, fornemme det… Du er virkelig værdifuld," sagde han igen, for løgn var det jo heller ikke hvis man spurgte ham. Han smilede let for sig selv, som han bare lukkede øjnene, eftersom han jo alligevel ikke kunne se noget nu hvor hans syn var lånt til hende. Han trak vejret dybt og holdt fast i hendes hånd, så besværgelsen ligesom holdt ved mellem dem, fordi han ville lade hende låne hans syn indtil hun havde slugt det første indtryk og vænnet sig til skoven, sunket ind hvordan det ligesom så ud. Han pustede let ud og blev stående bag hende, som han fornemmede på hendes ord at hun nu kiggede. "Det du ser, er skoven. Når du kigger ned, så er der jordbunden med græs og nedfaldne blade fra træerne. Når du kigger ligeud så ser du bækken, det klare vand, samt træerne som står på sine stammer med trækronerne… Og kigger du op mellem træerne, så har vi himlen," forklarede han hende, med en rolig stemme, der skulle berolige hende.

[Deleted]

For Syrenas vedkommende, betød det virkelig meget, at hun nu havde en, som hun kunne udvise den valgte tillid til, og komme lidt udenfor og faktisk opleve nogle ting, for det var jo ikke ligefrem det, som man kunne sige, at hendes liv var mest præget af, for det var det da slet ikke, og det var noget, som faktisk gjorde hende trist. Ikke at det var noget som hun behøvede at tænke på, efter at Marcell, var kommet ind, og var blevet en meget aktiv del af hendes liv. Hun savnede ham, når han ikke var omkring hende, og glædede sig altid, til at han ville komme igen, for at besøge hende, for hun havde jo heller ikke ligefrem muligheden for at søge efter ham, da hun jo ikke kunne se noget som helst. For nu lod hun den bare ligge, da der ikke var nogen grund, til at diskutere den yderligere.
At Marcell kunne låne hende hans synet for en stund, så hun faktisk kunne se lidt, var noget som hun gjorde selv med den største glæde, for hun ville jo virkelig gerne se hvordan tingene så ud, selvom tanken faktisk frustrerede hende en hel del, så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun bed sig let i læben. Det sved i hendes øjne. At hun så stadig var så unik i hans øjne, var en tanke, som hun faktisk godt kunne lide. ”Så lang tid, at nogle har det sådan, så.. så er jeg lad og tilfreds,” endte hun med en rolig stemme. Hun gned sig endnu en gang i øjnene og rystede let på hovedet. Marcells stemme beroligede hende uden tvivl, så det var i sig selv, heller ikke noget, som sagde så lidt igen. Hun trak vejret dybt og tydeligt. De mange indtryk var yderst mange, og de var ikke mindst hårdt for hende, for hun vidste jo slet ikke hvad hun skulle forvente sig af noget som helst, og det var noget som hun uden tvivl kunne lide. Smut var det virkelig. Hun så sig omkring i takt med at han fortalte, kun for at få det hele ind, så hurtigt. Farverne var overvældende i sig selv, for det var slet ikke noget, som hun havde overvejet i sine vildeste fantasier. ”A-alle de farver… Det.. det er smukt..” Hun vidste ikke, at Marcell stort set intet kunne se, for hun regnede da med at han kunne. Hun rejste sig roligt op fra træstammen og vendte blikket ned mod sine fødder. Hun bevægede sig over de faldende blade. De knaste under hendes fødder, og fornemmelsen var sjov. Hun grinede. Hun grinede stort set aldrig. ”Hvor er det smukt..” Hun begyndte roligt at gå ned mod bækken, dog uden at slippe hans hånd. Hun ville se den tæt på!

[Deleted]

Marcell smilede, for han kunne jo kun fornemme at det betød meget for dem begge, hvilket kun gjorde det hele så meget bedre. De udviste tillid til hinanden, som de jo faktisk havde gjort den dag de mødtes og det fik næsten hans hjerte til at briste af glæde. Det var jo derfor han ville give hende de oplevelser han havde i tankerne, hvor dette jo kun var starten på en række ting han ville opleve med hende og give hende chancen for at få ind med indtryk og det hele. Han kunne fornemme at det måtte svie i hendes øjne, for det sved jo i hans øjne bare han havde sovet og vågnede op med solen i ansigtet, så det måtte da virkelig svie i hendes. Han smilede ad hendes ord, for sådan havde han det virkeligt og det ville han gentage for hende hver gang de var sammen. Han savnede hende jo faktisk når de ikke var sammen og glædede sig altid vildt til at skulle opsøge hende igen… han kunne være sammen med hende hele tiden følte han, men han ville jo ikke blive påtrængende. Indtrykkene måtte være mange for hende og ikke mindst overvældende, så hun ville nok sove godt i nat, efter denne oplevelsesrige dag i skoven. Smilet på læberne falmede ikke på noget tidspunkt, for det var jo bare fantastisk det hele. Han var sikker på, at hun jo godt vidste hvordan mange ting føltes og duftede, men hvordan det jo så ud og hvilke farver det havde, det var jo nyt for hende, så det ville han tage hende igennem, så hun kunne være rolig omkring det. "Græsset er grønt… vandet er blåt, jorden er brun… træernes stammer er også brune," forklarede han hende roligt, for at prøve at få hende til at forstå hvordan det hele jo hang sammen om ikke andet, fordi hun skulle jo kunne nyde det og se det for sit indre, når de brød besværgelsen. "Men ja… farver er meget smukke," medgav han hende med et smil. Da hun rejste sig, så møvede han sig udenom stammen og uden at give slip på hende, så fandt han tilbage på den rigtige side af hende, hvor de holdt i hånd. At hun gik roligt var da altid noget, eftersom han jo faktisk intet kunne se, så det var faktisk lige skræmmende for ham at gå. "Husk at stoppe i tide… Jeg kan intet se lige nu, for vi har byttet syn," svarede han hende roligt og trykkede omkring hendes hånd. Hun kunne jo ligeså godt vide hvordan det stod til.

[Deleted]

Det var virkelig overvældende for Syrena, at der faktisk var en omkring hende, som ønskede at vise hende denne interesse, for det var slet ikke noget, som hun kunne sige sig, at være vant til. For hende, betød det faktisk utrolig meget, at der var nogen omkring hende, som ikke tænkte på hendes familieformue, for hun vidste at den efterhånden ikke måtte være helt lille, og specielt ikke med en far, som havde det arbejde og det ansvar som hun havde. Hun var stolt af ham.. Naturligvis var hun det, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt igen i den anden ende, og det var noget som faktisk betød utrolig meget for hende, så det var heller ikke noget, som man skulle tage fejl af i den anden ende. NU hvor hun endelig fik muligheden for at se bare lidt til hvordan hendes omgivelser egentlig så ud, så ville hun bestemt heller ikke takke nej til det, for den tanke i sig selv, var virkelig fantastisk! De mange farver, var slet ikke som hun havde forestillet det, og det var noget som uden tvivl betød ekstremt meget for hende at se. Selvom det var overvældende, og hun slet ikke vidste hvad hun skulle gøre, eller stille op, så var det ikke fordi at tanken skræmte hende.. hun kunne bare ikke få nok af det som hun kunne se omkring sig. Hun bed tænderne sammen. ”Det.. det er slet ikke som jeg forestillede mig.. Det er virkelig smukt..” endte hun stille. Det var først da han fortalte hende, at han nu ikke kunne se noget, at hun endnu en gang stoppede op. Han fik et indblik i hendes verden, som hun nu måtte få et indblik i hans.. Og hun kunne virkelig godt se, hvad det var hun var gået glip af.. Hun kunne faktisk se det! Hun bed sig let i læben. Hun vidste jo hvordan det var ikke at kunne se noget som helst, så naturligvis var det også noget som gjorde sit for hendes vedkommende. ”Ja.. så ved du hvordan det har været for mig siden den dag jeg kom til.. Jeg.. jeg kan nu godt lide, at jeg kan se lidt om hvordan din verden er.. Den er smuk.. virkelig smuk..” Hun fortsatte ned til bækken, hvor hun stoppede op. At se solens lys skinne i den, se vandet risle forbi hende.. Det var virkelig et smukt syn.. Hun elskede det virkelig! ”Jeg vil bare nyde øjeblikket.. Inden mit syn igen vil blive mørkt,” sagde hun dæmpet – mest for sig selv.

[Deleted]

Marcell viste stor interesse i Syrena, men det var jo også fordi, at det ligesom bare havde været skæbnen, at de skulle mødes den dag de gjorde vel? At der var gået så længe hvor han ikke havde fundet hende, fordi de skulle 'falde' for hinanden den dag på kirkegården. Det var vildt for ham, at hun jo faktisk selv ønskede at være sammen med ham og tilbringe tid med ham, for han havde altid følt sig som en belastning for sin mor og søster, og var jo så derfor endt med at forlade dem… fordi de jo også havde givet udtryk for ikke at ønske ham, fordi han jo havde handlet som han havde med hans søster. Men han angrede det virkelig i dag, følte at han var kommet bedre på vej og bare virkelig glad for Syrena, der faktisk ønskede at være sammen med ham. Det var en stor glæde for ham som intet i verden. Han tænkte slet ikke på at hun var en pige med penge, for han havde aldrig haft penge, vidste ikke rigtigt hvad penge kunne bruges til andet end at købe mad for, og det kunne han jo finde selv, så derfor ville han slet ikke have penge, for han anede ikke hvordan han skulle håndtere det.
At hun kunne se det hele var kun en glæde for ham, for det viste jo bare besværgelsen i hvert fald virkede om ikke andet, også selvom han var blind når hun kunne se, men det var noget han gerne gjorde for hende. "Det glæder mig virkelig, at du synes det er smukt… Altså jeg mener, at det overgår dine forestillinger," svarede han hende, for sandt var det jo, at det kun var godt at det var bedre end hun havde tænkt og troet for sig selv. Han fornemmede lidt sent at hun stoppede, så han endte med at stå et skridt længere mod bækken end hende. Han stod selv stille, hendes hånd i sin, lidt mere rolig i kroppen nu hvor de stod stille. At hun endnu ikke havde kommenteret ham, var han dog kun glad for, for han turde slet ikke høre hendes mening om ham nu hvor hun kunne se ham. "Jeg har aldrig kunne forestille mig… hvordan det ville være, men jeg må indrømme… det er ret skræmmende," bemærkede han dæmpet, ikke for som sådan at sige noget til hende, men for at være ærlig. Han gik på stive ben det sidste stykke, hvor hun igen stoppede op. Han smilede skævt, for han var glad for at hun elskede det hele og synes det var smukt. Hans hjerte hamrede let, fordi det var ret uhyggeligt at være blind, hvilket han aldrig havde forestillet sig. "Nyd det så længe du vil… vi har hele dagen," bemærkede han. Han ville ikke fremlægge sin nye idé for hende endnu, hun skulle lige tilvænnes lidt mere til 'hans' verden. Han bed tænderne sammen og kløede sig let i nakken med sin frie hånd, mens han havde et spørgsmål lige på tungen, men fik det ikke sagt.