Lost control...

[Deleted]

Det frydede og morede i sandhed Alexander at se, at nogen kunne være så usikre på tingene, som det Marcianus var, for han havde jo slet ikke nogen anelse o, hvad det egentlig ville sige, at være vampyr. Nu måtte han jo så til gengæld lære det på den hårde måde, og så den som havde omdøbt ham, måtte jo tage konsekvenserne af det. Det var vidst en mand, som han skulle ud for at finde. Navnet kunne man jo ikke ligefrem sige, var ham ukendt, for enhver vampyr, vidste at Nimanhra-familien havde slået sig til ro i Procias, hvoraf familieoverhovedet faktisk stod som rådgiver for landet. I hans øjne, så var det svagt som intet andet, men derimod ikke noget, som han ikke kunne sige noget til bare sådan uden videre. Han nikkede blot for sig selv. Det navn var da et som han skulle huske, for den mand havde faktisk også brudt sig med love og regler, som man slet ikke burde bryde sig med!
Turen gik ganske vidst ned i kælderen, men det var egentlig kun for at sikre sig, at han havde den unge mand hvor han var, og så bange som han var, så virkede han heller ikke ligefrem til at være den slags, som turde stille sig op mod ham. Han vendte blikket mod ham ved han ord. ”Udmærket. Jeg sender en vampyr efter ham. Han skulle eftersigende, være bortvist fra Procias,” påpegede han ganske sigende. Det kunne godt være, at han selv ikke var den mest aktive mand når det kom til at vise sig uden døre, men han vidste skam mangt om rigtig mange ting, og det var uden tvivl også noget af den slags, som i sandhed måtte komme ham umådelig godt til gode i en stund som denne. Han nåede bunden af kælderen, hvor der var lange rækker med celler. Han gik hen til en af de fjerneste og tvang den op. ”Ind med dig,” endte han ganske kortfattet. Hvorfor ville han ikke sige.. Det var jo nu, at han kunne se om han kunne lokke den kære Marius til Dvasias og for alvor gøre det mod ham, som ville forhindre ham i at gavne Procias i længden. Det var jo.. næsten helt perfekt i hans øjne.

[Marcianus Darcy]

Marcianus ville lige nu ønske, han faktisk vidste hvad det indebar at være vampyr, for han følte sig jo helt på bar bund, hvor han ikke vidste hvordan han skulle gøre fra eller til. Han vidste han havde skarpe tænder, kun kunne leve på blod og at han ikke kunne gå ude i sollys; og nu havde han lært, at han blev til en bunke aske ved døden. Men alt andet var jo fuldstændig ukendt for ham; måder at dø på, lovene i vampyrernes verden, vigtige navne han burde kende, hvor meget styrke han egentligt havde, hvilken hurtighed han besad og hvordan alle instinkter og det hele spillede sammen. Tingene var dog noget, han ønskede at lære, så han for fremtiden - hvis han da fik en fremtid nu - kunne begå sig langt bedre i situationer som denne. Han vidste ikke om Nimanhra-navnet også var kendt i Dvasias, for som det var bekendt, havde han jo aldrig rigtig omgået andre mennesker end sin mor, morfar eller andre der var kommet forbi Herregården i tidens løb. Han sukkede lydløst for sig selv og fulgte bare med der hvor han blev ført hen, for han ville ikke modsætte sig, når han jo faktisk havde set den styrke som fyrsten besad, specielt overfor den vampyr han der var blevet slået ihjel tidligere, som han jo havde set på som et muskelbundt - men det var da blevet modbevist om noget. Han nikkede bare stille, selvom han ikke helt vidste hvad han skulle sige til det, for han var selvfølgelig sur på Jacques, men han ønskede jo heller ikke at være skyld i at noget skulle ske manden. Han kunne jo håbe, at vampyrerne ikke ville finde ham, for han var jo bange for at han så faktisk også skulle… dø, og det ville han da ikke have på sin samvittighed! Han betragtede cellerne og som han havde troet, så blev han låst inde, som da kun var bedre end at få revet hovedet af. Han vendte de hasselbrune øjne mod fyrsten, da han sagde, at han skulle gå ind og sendte ham bare et fast blik med lidt mere mod i, som han gik ind ad cellens dør og stillede sig ind, så fyrsten kunne lukke cellen igen. Han holdt sit blik på fyrsten med et fast blik, både respektfuldt men også for ikke at vise sig mere svag end højest nødvendigt.

[Deleted]

Alexander var på ingen måder nogen dum mand, og det var noget som han meget gerne ville understrege. Han vidste skam godt hvem denne Nimanhra familie var, og det faktum, at det var en familie, som havde valgt at forlade Dvasias for frygtelig mange år siden. Af hvad han vidste, så var det lyset som havde drevet dem i den retning frem for den anden, og det i sig selv, var slet ikke noget, som han havde den forståelse for, for det var der slet ikke nogen grund til i den anden ende. Kælderen var frygtelig kold, selvom det var noget som han var fuldstændig ligeglad med. Så lang tid at knægten var efter ham, så var han heller ikke den som skulle brokke sig. Han lod knægten træde roligt ind i cellen. At nogen gjorde det så meget af sig selv, og endda uden brok, var næsten noget som morede ham, selvom det måtte være det procianske hjerte, som gjorde det, og det var noget som han faktisk fandt utrolig underholdende! Han lukkede lågen, som automatisk gled i lås. Han vendte blikket direkte mod ham og med den ganske sigende og kortfattede mine. Det kyniske smil måtte dog alligevel bredte sig på hans læber, for han kunne virkelig ikke lade være. ”Inden længe gør din kære morfar dig nok selskab her i buret, min kære dreng.. Inden længe..” påpegede han ganske sigende. Nu hvor han heller ikke ligefrem havde Cassie til at holde det menneskelige i ham, for det var der slet ikke noget som var tilbage af mere.
Alexander vendte ryggen til ham, og efterlod ham derefter i kælderen i stedet for. Han smilede let for sig selv. Et brev som skulle sendes af sted og en sikkert kommende greve som ville komme hastende sit barnebarn til redning.. Det kunne jo ikke blive bedre for hans vedkommende. En latter brød hans læber alene ved den tanke, da han roligt begyndte sin stigning op af trappen, for at komme ovenpå igen. Det hele var virkelig gået lettere for sig, end det som han egentlig havde troet at det ville.

//Out

[Marcianus Darcy]

Marcianus kunne fornemme, at fyrsten var en med hjerne, men det måtte han jo også være, ellers kunne han jo ikke stå med den titel som han havde. Han var sikker på, at fyrsten faktisk kendte til langt flere folk end det som han selv kunne forestille og det sagde jo heller ikke så lidt, når vampyrer jo kun havde natten til at finde ud af tingene. Kælderen var ganske vist kold men det berørte ham faktisk ikke, for han var jo selv fuldstændig kold og kulde berørte ham jo ikke på nogen måde. Han gik selv ind i cellen, for han ville vel alligevel blive skubbet ind, for han kunne ikke se vejen ud herfra nu, så nu måtte tingene jo bare gå så vidt. Han var vel bare for godhjertet fordi han kom fra Procias og ikke Dvasias, men det kunne han jo ikke gøre for, det var jo bare hans natur i forhold til fyrstens natur i det hele taget. Han bed tænderne sammen da lågen gled i og låste, for det kunne han jo tydeligt høre og det måtte da kun irritere ham. Nu kunne han sidde her på gulvet i en celle i, ja han vidste ikke hvor lang, tid. Han sukkede og vædede let sine læber, hvor han let kneb øjnene sammen, da fyrstens kyniske smil kom til syne, for den kunne han da se. Han spærrede øjnene let op og strøg hen til cellen og greb fat om tremmerne. "Nej… Han gør ikke… Nej, De skal ikke lokke ham hertil. Og… jeg er ikke Deres dreng!" råbte han efter fyrsten, der havde vendt ryggen til og nu bare forlod kælderen. Han slog hånden mod tremmerne og dumpede ned at sidde, hvor han trak sine to tasker af, som havde siddet på kryds af hans bryst. Han kunne høre den irriterende latter fra fyrsten og nu fik han da kun bange anelser. Han brugte sine tasker som støtte for natten, idet han lagde sig på ryggen på gulvet.

//Out.