Center of the universe

[Deleted]

Mørket var ved at falde på og den sorte sø så om muligt mørkere ud end normalt. Solen var længere synlig men himlen var stadig farvet i smukke orange røde farver mod vest. Nitka sad ved bredden med fødderne i det kolde vand. Hun stirrede mod farverne og de lysende former der dansede ved hendes blik. Hun grinede fornøjet og lænede sig lidt tilbage. Hun så hvordan solen dedikerede sine sidste stråler til hende og var tilfreds med følelsen. Nitka – eller Nika som hun præsenterede sig for tiden, var verdens midtpunkt hvis hun selv skulle sige det. Det var ikke svært at finde opmærksomhed når selve solen omfavnede hende med sine blide stråler før den forsvandt til fordel for månen.
Nitkas personligheder havde skiftet for ikke så forfærdeligt længe siden. Hun kunne derfor intet huske af hvad der var sket de sidste par dage, men det gjorde hende ikke noget. Det var jo ikke nær så vigtigt som at være universets navle. Hun rejste sig op og strakte sig før hun kørte fingrene gennem håret. Hendes måde at stå på, være på og se ud på lige nu gjorde det tydeligt for en hver hvor selvoptaget hun var i disse øjeblikke.

[Deleted]

Dvasias. Et land, der var født af misundelse og begær efter hvad Procias var og stod for. Sådan var det for nogle hundrede år siden. Men Procias var desværre blevet svagere og tillod mørket og dets klør at satte sig fast uden at kæmpe imod - Men var det en taktik Paige også kunne efterligne. I et par dage nu havde hun plaget Dvasias med sit lys og efterladt små magiske opfindelser der ikke var sådan et fjerne, der forsat kunne vende landet mod lyset og, forhåbentligt, tage et par vampyrer med i forløbet af deres aktivitet. Der var intet bedre end at lade magien virkelig fylde hver en årer i kroppen og opsluge ens væsen, dens magt og kræft man fik, var... Ubeskrivelig.. Men som solen forsvandt og kastede sine sidste stråler på himlen over Den Sorte Sø, sprang der en lille lys kugle frem på himlen. Den svævede langsomt ned igennem luften, efterlod småt gyldent støv efter sig og en varme forlod den, der tydeligt afslørede det lys den kom fra. Den stoppede sin gang mod søens overflade og hang i få sekunder og dryssede sit støv ned i søen, der startede en masse ringe på overfladen. Men en klar nynnen snurrede den rundt om sig selv og som en blomst der sprang ud, åbnede den sig og en sølvstråle skød op fra den, voksede sig større og den energi der flød ud fra den voksede også kun. Snart svævede en slank kvinde i luften, med langt lyst hår der bølgede omkring hende, stort bryst og ende der var fremhævet i en tæt lang grøn kjole. En lille stjerne lyste med sit eget lys ved de to isblå øjne, der brandte da de søgte over Den Sorte Sø, og magien synes kun at forsætte med at vokse og lægge sig over området som et tykt tæppe. Det var tydeligt at Paige var et magisk væsen, og et magtfuldt et af slagsen. Paiges øjne landede på en anden kvinde, der, i Paiges øjne, forsøgte at være mere end hun egentlig var, hvilke kun fik Paige til at slanke et øjnbryn, før hun svævede ned på vandets overflade hvor hendes fødder stilte sig solidt og sendte en trykbølge igennem vandet. Paiges var en høj kvinde, næsten på højde med de fleste mænd, så hun havde automatisk en udstråling af autoritet og magt. Noget passede godt med hendes stilling som Hertuginde. Den sidste sølvdis der fremmanede hende, forsvandt og hun lagde hovedet på skrå, og i det samme tog vinden en vandring hen over hende og ind mod den anden kvinde.

[Deleted]

Nitka opdagede sent at der skete noget. De mange nye lys der pludselig kom blandede sig blot sammen med alle dem hun allerede så. En hver anden havde nok reageret hurtigere og med langt støre ærefrygt for det smukke syn, da kvinden som en anden engel trådte ud af himlens lys. Men Nitka så det blot som en del af den daglige forstilling af lys som hun altid så.
Lysene dansede altid for hendes blik og gjorde hende glad. Det var dog kun to af hendes fem personligheder der faktisk så disse lys og det havde det med at skræmme folk voldsomt når Nitka forsøgte at gøre opmærksom på at de var der - hun kunne bare ikke rigtig forstå at andre end hun selv ikke kunne se dem.
Nitka rettede sig op og betragtede kvindeskikkelsen der trådte ud af lyset og kneb øjnene lidt sammen. I dette stadie brød Nitka sig ikke specielt meget om kvinder, mest fordi de havde en tendens til at hade Nitka selv på grund af hendes nymfe gener. Men denne dag var hadet ikke så stort fra Nitkas side da der ingen mænd var i nærheden til at kæmpe om.
Med en langsom bevægelse trak Nitka fødderne ud af vandet og kom på benene. Hun var ikke sikker på om kvinden foran hende var endnu et puds af hendes komplekse sind eller om hun faktisk var virkelig - men ind til andet var bevist måtte hun hellere behandle kvinden som værende virkelig.
"Du blokere de stråler solen har givet mig" Sagde hun lidt bryskt mens hun forsøgte at finde ud af hvordan hun skulle tackle denne kvinde. Hun ville lægge sine handlinger alt efter kvinden svar.

[Deleted]

Paige holdte sin valgte plads på vandets overflade, lod kun de sidste få stråler af solens lys blive forstærket af det klare lys der strømmede ud fra hendes egen slanke krop. Det slankede øjenbryn fandt sin plads igen, og Paige førte den ene hånd igennem det lange hår. Hurtigt rettede hun blikket lidt hårdere mod denne fremmede kvinde, og begyndte at pille kvindens energi og udstråling fra hinanden, en ting der var, for Paige, lige så rutineøvet som at tage et tår at drikke. Der gik heller ikke mange øjeblikke før Paige kort trak på smilebåndet, da kvindens race var afsløret og hendes trusselsnevau kun kunne falde i Paiges øjne. "Solen giver ikke et enkelt individ dens personlige stråler. Den udtalelse stammer klart fra et sind der tænker en smule for meget om sig selv og bærer flere problemer end ved første øjekast." Startede Paige roligt op, men hendes tone var hård og ligetil. "Og med henblik på hvem solen egentlig burde give sine stråler, er der vist noget i dig der ikke helt gør krav på dem." Afsluttede Paige kort for hovedet med samme toneleje. Det var tydeligt at Paige var af høj status og at hun havde flere evner end de fleste, mest af alt fordi hendes væsen bølgede så meget sammen med naturen selv. "Men jeg kan vel godt tillade, et par af de sidste stråler til Dem." Sagde Paige med en autoritetsklar stemme og lyset der strømmede ud fra hendes krop blev vendt ind af og kun de orange farver på himlen afslørede solen stadig var der et sted, for en kort tid. Paige gik roligt hen over vandet, efterlod ringene som tegn på hendes væsen og gik bestemt direkte ind mod kvinden, med uklare hensigter.

[Deleted]

Nitkas blik blev langsomt mere og mere mørkt jo længere kvinden fastholdt at solen ikke skænkede sine stråler til hende. Det var lige ved at hendes røde hår slog gnister men da kvinden endelig flyttede sig og gav hende de stråler hun krævede syntes vreden at fordufte, for nu om ikke andet.
Hun rettede sig op, trak vejret dybt gennem næsen og så mod solen der forsat begav sig ned bag horisonten. Hun glemte for en stund kvindens tilstede værelse, og lod sig blot synke hen i den gave solen havde givet hende. Hun forstod ikke kvindens kritik - et sind der havde forhøje tanker om sig selv? En hver kunne da se hvor perfekt og fejlfri Nitka var. Hvorfor skulle Nitka opføre sig om at noget andet var realiteten når hun nu var guds mest perfekte skabning.
Ja kvinden der var til stede var stået ud af en sky af lys, men selv det syntes ikke at bringe Nitkas tanker om sig selv ned - tværtigmod blev de højere, som altid når der var andre kvinder end hende selv.
Nogle ville måske mene at Nitka følte sig truet af andre kvinder, men sådan ville Nitka ikke selv formulere det. Hun blev bare irriteret af at se på lavere stående kvinders fejlfyldte ydre og valgte ofte at påtale det hvis hun kunne. Men i dag var hun mest optaget af sin egen perfektion og ikke andres uheldigheder. Så hun kunne nok dårligt se ud over sin egen næse længe nok til at påpege nogle fejl ved nogle.
Endelig forsvandt solen og tog sine sidste stråler med sig og med et tilfreds smil vendte NItka sig. Hun så næsten overrasket ud da hendes blik faldt på kvinden igen og hun lagde armene overkors med et stædigt blik.

[Deleted]

Paige holdte roligt den arrogante og stolte holdning. Paige var mere end de fleste racer, både af styrke, viden og udsende. Der var ikke én finger at sætte på hendes krop, hendes viden strakte sig over hele denne verden, den næste og de usynlige planer også. Der havde klart sine fordele at være belønnet af Guder og Gudinder, at blive fortryllet af gammel magi, der for længst var glemt af mindre væsner. Men Paige så alt, det var hendes forbandelse, den energi denne fremmede kvinde havde, så Paige, så med det samme at det var to forskellige racer der havde rod i denne ting - For det var hvad Kvinden var i Paiges øjne. Ikke mere end et objekt der havde fejlet. Der gik heller ikke længe før Paige havde fundet racerne frem i kvindens energi og Paige trak kort øjnbrynet da kvindens blik formørkets. Men Paige gjort inet. Hun ventede. Først et minut, så to og da det tredje minut var gået trådte Paige ned på vandoverfladen hvor en ring spredte sig ud fra hende og stoppede først ved breden. 
"Så har De vist fået nok, fejlrace." Sagde Paige og vendte ryggen til kvinden, men holdte stadig øje med hendes energi og sind, så hun hurtigt kunne lave et modtræk hvis denne kvinde skulle være så dum at prøve på noget. Paige løftede hånden mod solen, gjort et nik og med et sprang magien ud fra Paige. Den lagde sig tungt over dem, og snart var solens stråler bøjet var fra alt andet og samlede sig ved Paiges hånd, der holdte om en lille krystal. "Sådan en ting, burde vel heller ikke have del i Solens varme." sagde Paige, selvom det nok mere var at tænke højt. Da hun havde fanget nok af solens stråler slap hun krystallen, der faldt ned i vandet og få stråler nåede op og igennem overfladen, men ingen nye stråler omfavnede dem.