The final result

[Jaqia Destiny Angleráx]

Jaqia havde givet Kimeya lov til at forlade kælderen efter hans sidste test med Aliyah for at lade Mattheus tage over. Det var flere dage siden nu, manden var blevet badet og havde fået en frygtelig del hvile. Hun bevægede sig mod sit eget kammer hvor hun havde bedt ham om at sove. Over den ene arm havde hun den mørke dragt, mens hun i den andet holdt agielen som ganske snart ville blive hans. I dagens anledning havde hun klædt sig i sin egen hvide dragt og havde flettet hendes lange lokker bare for at give ham et godt indblik i det hele. Det havde været nogle lange måneder og Jaqia havde jo ikke ligefrem regnet med at han ville overleve dem. Netop fordi han havde og fordi han havde underlagt sig hende ville hun give ham chancen for at bevise sit værd overfor hende. Døren skubbede hun blidt op med sin skulder og trådte ind lige inden den gled i bag hende igen. Gardinerne var ikke trukket for men afslørede den store måne uden for det langsomt nærmede sig at være fuld. Hun håbede inderligt at Mattheus havde taget højde for det i forhold til sin træning af Aliyah, hun var trods alt ikke det eneste dyr på slottet mere. Kimeya lå endnu på siden og sov som en sten. Hun lagde dragten på sengekanten og agielen ved siden af. Det var lettende at slippe den for den var smertefuld at bruge selv for hende. Hun satte sig på sengekanten ved ham og kastede kort blikket ud af vinduet, ud i mørket som herskede uden for. Måske hun burde gå sig en tur, få lidt frisk luft når alt dette var overstået. Hånden lod hun blidt stryge over hans kind da hun igen vendte sig mod ham med det hårde og kolde blik. ”Det er på tide at vågne op, kæreste,” endte hun dæmpet og kunne ikke skjule en form for bekymring i sin stemme. Gennem de sidste par måneder var de kommet ret tæt på hinanden, han var et produkt af hende og hun var stolt af hvad hun havde formået at skabe gennem den voldsomme træning som hun havde haft ham tvunget under. ”Du ved jeg kun siger det én gang,” påpegede hun og strøg en enkel pegefinger ned over den skæggede kind. Han var en flot mand så dragten ville uden tvivl kun klæde hm endnu mere.

[Kimeya Marvalo]

Hvor lang tid Kimeya havde været væk, var ukendt for ham. Han havde sovet. Efter han havde underlagt Aliyah den første start på torturen, havde han ligget i Jaqias egen seng – som hun havde bedt ham om, og han havde været væk stort set lige siden. De måneder underlagt den hårde tortur, havde virkelig taget voldsomt på hans energi, og nu hvor han endelig havde muligheden for at få bare lidt af den igen, så gjorde han det med glæde. Tung og slap blev han liggende i sengen og fanget i så dyb en søvn, at den faktisk var drømmeløs, så lagde han heller ikke rigtigt mærke til, at Jaqia faktisk kom ind til ham igen. Mange af mærkerne og sårene efter torturen, var slet ikke til at se, da det var ar som sad på sjælen. Hendes hånd mod hans kind, var dog ikke det som vækkede ham, men derimod hendes stemme. Han gjorde et kraftigt spjæt, næsten som kroppen forsøgte at tvinge ham til at vågne, hvor han hastigt åbnede øjnene. Han blinkede let med dem, inden han vendte blikket mod hende. Han var endnu frygtelig, frygtelig træt, men ikke desto mindre, så var han da vågen. Han sukkede tungt og gled stille ned i sengen. For hans del, så kunne han sove endnu og frem til Dommedag, for det var virkelig utroligt, så udmattende, som han var lige nu! Han vidste, at hun kun sagde tingene en gang, og frygten for at blive berørt med hendes agiel, var ganske vidst ikke ligefrem noget som han ønskede at opleve igen, selvom den ikke gjorde så ondt som den havde gjort til start, så var det jo stadig hendes, og det var stadig et voldsomt kraftigt våben, havde han fundet ud af! Hendes strøg over hans kind, satte en sitren i ham. Han havde jo fundet ud af, at Jaqia kunne være både mild, men så sandelig også det samme. ”J-javel Mylady,” sagde han dæmpet, også mest for at indikere, at han faktisk var vågen, og han havde hørt hende. Han satte hænderne ned i sengen, bare for at komme lidt op, selvom det stadig overraskede ham, hvor slap han var, så bed han det i sig. Han var vant til at udvise styrke overfor hende. Han trak vejret dirrende, og lod sig falde tilbage i puderne, som nu var rejst med ham i ryggen. Hans blik hvilede på hende. Han kæmpede ikke imod, også selvom han virkelig ville ønske, at han havde fået lov til at sove. Om ikke andet, så bare lidt endnu, for han var stadig fuldstændig smadret!

[Jaqia Destiny Angleráx]

For at sikre sig at Kimeya ville få hvile uden forstyrrelser, havde hun bedt ham gøre det i hendes seng og siden havde han været væk. Hun havde snakket med sin kære søn, og det lod til at Aliyah klarede træningen for nu, hvilket hun selvfølgelig var glad for at høre. Det ville næppe tage så lang tid som med Kimeya, hun kunne ikke lade være med at føle en vis stolthed over at hun havde formået at knække ham! Hvem skulle nogensinde have troet det? Et tilfreds smil gled over hendes læber da han vågnede og øjeblikkeligt satte sig op. Hun lagde hånden på hans bryst for at tvinge ham tilbage i sengen. Han bar stadig mange af sine ar og sine sår, han havde brug for hvilen og han ville uden tvivl få brug for den senere, for hun var ikke helt færdig med ham endnu. ”Godmorgen min kære,” hviskede hun dæmpet og satte sig lidt tættere på ham. ”Bliv liggende med lad være med at falde i søvn. Jeg har lidt gaver med til dig,” påpegede hun og klappede blidt på dragten ved siden af ham hvor også agielen lå. Den var mørk modsat hendes som var malet i en brun rød, den skulle trods alt passe sammen med dragten. Smilet forblev køligt, men der blikket afslørede en vis form for stolthed for han var hendes eget mesterværk! ”Din træning er færdig min kære, og jeg ved at vejen har været lang og smertefuld, men du er færdig! Jeg er umådelig stolt af at se din udvikling, det skal du vide, og jeg er endnu mere glad for at vi to endeligt er kommet på god fod,” begyndte hun og bukkede sig ned for at skænke hans pande et blidt kys. ”Jeg kan stolt meddele dig at du nu er en del af en elite hvis opgave er at forsvare og bevare dette land og dets værdier uanset prisen. I vil være fåtal og alle der bliver sat i træning vil måske ikke overleve. Det havde jeg ikke forventet at du ville gøre faktisk,” erkendte hun lidt sigende. ”Fordi du gjorde vil jeg gøre en undtagelse og lade en dig være næstkommanderende som mand. Denne dragt og dette våben vil blive dit og det skal være din beklædning frem over. Alle skal kende dig som min og alle skal frygte dig som de gjorde engang. Du er stærk igen og det fryder mig at se,” hun strøg igen hans kind med en blid hånd og kunne ikke skjule sin stolthed eller iver.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var vågnet med et chok, for han vidste at Jaqia mente alvor. Det var i hvert fald noget, som han kraftigt havde fundet ud af. Som hun pressede ham ned i sengen, så lagde han sig ned. Det var ikke ligefrem fordi at han havde styrken til at kæmpe imod. Han var stadig træt, og hans krop føles tung, som var den lavet af bly, og det var næsten det, som var det mest uhyggelige ved det hele. Han sukkede tungt, men træt, og uden at tage blikket fra hende. Han nikkede. At undgå at falde i søvn, ville nok blive den største og sværeste opgave lige her, for han ønskede jo mere end gerne, at blive liggende i sengen! ”Javel..” svarede han, inden han vendte blikket mod dragten som lå på sengen og.. agielen. Han knyttede næverne ganske let, for det var bestemt heller ikke fordi at han ønskede at mærke den på sin egen krop igen, for det havde faktisk gjort temmelig meget ved ham. Han trak vejret dybt og vendte blikket mod hende igen. Træningen og meningen bag dem, havde han for længst fundet ud af, og det var noget som han naturligvis var frygtelig glad for, så det var slet ikke det! ”Jeg ser ikke nogen grund til at skulle bruge tid og energi på en oldgammel strid, når vi sammen kan vise en styrke, som jeg end ikke troede, at vi havde, Mylady,” istemte han sigende. Han havde lært på den hårde måde, at de kunne hjælpe hinanden, og få mere ud af det, i stedet for at fortsætte med at kæmpe imod. Han bed sig let i læben som hun kyssede hans pande. Han vidste, at det var et godt tegn fra hende, og han vidste at det var fordi at han havde gjort noget godt. Det havde det jo gjort igennem de sidste mange måneder. ”Jeg ved ikke om jeg forstår helt præcist hvad det betyder, Mylady.. Jeg ved du ikke troede, at jeg ville overleve. Det gav mig styrken og ønsket om at bevise det modsatte,” fortalte han sigende, idet han igen hævede blikket mod hende. Da hun henvendte sig til dragten som lå på sengen, var det denne, som han vendte blikket mod i stedet for. Der var noget særligt i den.. Og et sted, så var det noget, som faktisk gjorde ham stolt. Han havde faktisk gjort noget, som gjorde ham til noget særligt og noget unikt. ”Det lyder virkelig som en fantastisk stor ting, du vælger at skænke mig, Mylady. Hvis det er en rolle, som de ønsker at pålægge mig, så tager jeg det til mig med glæde og stolthed. Jeg lover at jeg ikke vil skuffe dig..” Han betragtede dragen, også selvom han blev liggende, for det var jo trods alt også det, som hun havde bedt ham om.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Efterhånden havde Jaqia bevist for ham at hun mente alvor af sine ord og fortrak kun at skulle sige tingene én gang. Det andet havde hun ganske enkelt ikke tid til. Det glædede hende at han vågnede selvom hun tvang ham ned i sengen for han skulle ikke bruge sin energi unødigt. Der var gået flere dage, det var på tide han fandt ud af hvad alt dette gik ud på også selvom han næppe var færdig med at hvile sig endnu. Hun nikkede medgivende og kunne ikke lade være med at føle lidt glæde ved hans ord. ”Vi er stærkere sammen og jeg er glad for at du er i stand til at se det nu. Du og jeg er én nu Kimeya, og jeg forventer at du handler i mit og kongehusets bedste til enhver tid fremover,” svarede hun med en underlig blidhed i tonen. Nu havde hun set ham på de værste øjeblikke, det var kun rimeligt hvis hun åbnede en kende overfor ham også selvom hun ikke have planer om at indvie ham meget i sit personlige. ”Du er stærk det har du altid været, jeg hjalp dig blot med at finde det frem igen. Jeg vil selvfølgelig udnytte den styrke. Den elite du er en del af beskytter og forsvare landet.. mod procianerne men også mod forræderne i blandt os. Jeg er sikker på at du vil lede det perfekt. Dit kære barnebarn er lige nu under samme træning og vil forhåbentligt blive en del af samme en dag,” fortalte hun. Han var en familiemand og det respekterede hun også selvom det ikke var noget han kunne lade komme i vejen fremover som han havde gjort med sine børn. Hun skævede til dragten ved siden af. ”Jeg ved at jeg bad dig om at blive liggende, men jeg ønsker at se den på dig. Tag den på,” opfordrede hun og fjernede agielen for at række ham den smukke, mørke læderdragt. ”Det er en rolle jeg vil pålægge dig. Selvfølgelig har jeg udarbejdet nogle dokumenter som skal underskrives, der vil du kunne finde de nærmere detaljer. Jeg har blot brug for at du gør mig enkel tjeneste før jeg for alvor vil gøre dig til det største af det største.. se det som en endelig test,” bad hun med et roligt smilo og rykkede sig lidt så han ville kunne stå ud af sengen og gøre som hun havde bedt ham om.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste udmærket godt at Jaqia mente alvor, og et var vel også derfor, at han forsøgte at sætte sig op og det hele? Selvom det var tydeligt, ikke var noget som hun havde i sinde, at give ham lov til, men det var nu bare sådan at det måtte være. Han lagde sig i sengen, også selvom det var ganske frivilligt, for han var på ingen måder færdig med at sove, eller hvile endnu. De var stærkere sammen.. Og det var gået op for ham, og et sted så var det noget som faktisk havde formået at bringe ham en vis form for.. fred. ”Jeg vil gøre, hvad det kræves og forventes af mig, Mylady. Alt som du beder mig om, er en opgave, som jeg vil tage på mig,” lovede han. Det var i hvert fald et løfte, som han var i stand til at give hende! Han kunne godt lide, at hun var blevet så rolig omkring ham, men han var godt nok også knækket i forhold til hvad han ville have været ellers, og det var næsten det mest uhyggelige af det hele. Med hendes ord, kunne han alligevel ikke undlade at føle en vis form for stolthed, og et sted, så var det faktisk utrolig rart, at det var på den måde, at det gik for sig. Han var noget særligt for hende, og noget som havde en særlig betydning her for landet, og det var en stolthed, som han ikke kunne undgå at bide sig mærke i. ”Hvis der er nogen, som kan løfte den opgave, så er det Aliyah. Jeg ved hun er stærk, og jeg ved at hun kan gøre det. Hvis det er en elite, som er i landet såvel som kongens interesse, så er jeg manden til at løfte opgaven, også som din næstkommanderende,” fortsatte han. Det var en opgave, som han agtet at gå ind i med en løftet og hævet pande! Dragten tog han endnu en gang i blik, som hun direkte bad ham om at tage dragten på. Han følte sig endnu tung i kroppen, men det at sige hende imod, var slet ikke noget som ville komme på tale i det hele taget. Han nikkede blot. ”Javel, Mylady.” Han gjorde det ikke til en diskussion, hvor han denne gang, virkelig forsøgte at sætte sig op. At han endnu ikke var færdig, var noget som fik hans blik til at glide direkte i retningen af hende og med den samme ganske sigende mine som tidligere. Han trak vejret dybt, inden han greb omkring dragten som han tog til sig. Læder.. Det var ikke lige det som han havde regent med, og han vidste allerede nu, at det ville blive et sandt helvede at få det på! ”Sig hvad du vil have mig til at gøre, så skal jeg gøre det..” Et sted en anelse modvillighed i hans stemme, for han havde været så sikker på, at han havde været færdig, og kunne tage hjem, men det var tydeligt, at det ikke var tilfældet! Dynen skubbede han stille til side, inden han begyndte at bakse med dragten. Hans arme var tunge, og det at bevæge sig, var faktisk noget som til dels gjorde ondt, men han viste det ikke. Han ville ikke pines af hende igen!

[Jaqia Destiny Angleráx]

Det passede Jaqia fint at Kimeya øjeblikkeligt valgte at reagere på hendes ordre, han vidste hvad der ville ske hvis ikke han gjorde. Hun ønskede at give ham besked, og han skulle trods alt heller ikke have lov til at sove dagene væk, ikke nu hvor han endelig var blevet en del af det hele. ”Det er præcis det jeg ville høre, og jeg er glad for du endelig har åbnet dine øjne for det,” svarede hun og skjulte ikke sin tilfredshed, for han skulle trods alt også vide når han faktisk gjorde noget godt! Selv familiemanden i ham havde hun formået at knække, han havde jo gjort Aliyah ondt, og i virkeligheden havde det bare været en mindre test, for at finde ud af om han var klar til den endelige som hun havde planlagt for ham. Nu var det gået op for hende hvordan det nyelige bånd fungerede også med tillid og den slags, der var en grund til at hun havde bedt Mattheus om at overtage Aliyah. Hun nikkede stilfærdigt til hans ord. ”Dit barnebarn er en stærk men misforstået ung kvinde, hun er i min søns kyndige hænder og han fortæller mig at hun gør store fremskridt, så jeg betvivler det slet ikke, ligesom jeg ikke betvivler at du er den rette mand til at være min næstkommanderende,” tilføjede hun ærligt og strøg den lange fletning tilbage over ryggen. Hun betragtede ham roligt da han satte sig op for at bakse med dragten. Det ville ikke blive nemt, men han var stærk nok til at klare den selv, hun ville ikke hjælpe ham med mindre han bad om det. Det var utilfredshed i hans tone hvilket hun udmærket bed sig fast i. ”Jeg vil foreslå at du vogter lidt om din tone,” påpegede hun lidt hårdt som en advarsel. Normalt gav hun ham ikke den slags, men lige nu skulle han have lov til at hvile ud, så han kunne fuldfører de næste opgaver. ”Jeg ønsker at du skal tage min plads.. som træner. Ser du, nu er du kendt med den tillid der opstår mellem en træner og dets lærling, min kære, du har følt den på egen krop. Jeg ønsker at du snarest muligt skal stå for din egen lærling.. jeg ønsker at du skal træne Faith,” sagde hun endeligt uden at lægge fingre imellem, han kunne ligeså godt vide klar besked med det samme. ”Anse det for at være min belønning til dig,”[/color bad hun tilfredst som han baksede med sin dragt.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var virkelig, virkelig træt, men han ville ikke vise sig mere svag, end hvad godt var overfor Jaqia. Selvom hun nu havde set ham på sit svageste og sit værste.. hørt ham tigge og bede om bare at slå ham ihjel, og sikkert også det som var værre, så var det ikke noget som han tog tungere end det lige nu. Han stolede på hende og med en tillid, som han slet ikke havde troet, at han skulle have for et andet væsen og et andet individ. Han trak svagt på den ene mundvig. Han gav hende hvad hun ville have, og det var noget som passede ham særdeles fint! ”Jeg har været blind for det, Mylady.. Blændet af et gammelt og unødvendigt had,” påpegede han sigende. Selvom de måske i bund og grund, havde været lige gode om det, så magtet han selv ikke at diskutere med hende. Aliyah var stærk, så det at vide, at hun var udvalgt til det samme, var noget som gjorde ham stolt. Ingen tvivl om det. Han trak vejret dybt. ”Hvis der er nogen som kan stå imod, så er det hende, og det ved jeg. Jeg stoler på dig og din søn, og ved at hun vil få den bedst træning, og de bedste muligheder, som man nu kan skænke hende,” sagde han stille. Det var ikke fordi, at han havde nogen intentioner om at blande sig og bede dem om at lade være, for det ville han ikke.. Det kunne han slet ikke få sig selv til. Dragten havde han taget til sig. Det var ikke ligefrem læder som han havde regnet med at skule vade rundt i, men der var noget som gjorde ham stolt ved at vide, at det var noget, som han havde gjort sig fortjent til.. Og han kunne virkelig godt lide det. Han begyndte at bakse med at få dragten på, selvom det virkelig var frygtelig tungt for kroppen at gøre det, at det næsten var ubehageligt, men han ville ikke lade sig vise svag! Han fik dem op fødderne, som han placerede på gulvet, inden han gjorde et forsøg på at rejse sig, selvom hans ben skælvede så voldsomt, at han ikke troede på, at han kunne stå ret, uden at falde. Han bed tænderne let sammen. Det var skam ikke fordi at han var utilfreds eller noget som sådan, men at han skulle udsættes for mere..? Han havde været igennem nok nu! Han havde brug for at hvile, og han havde brug for sin pause! Han vendte blikket direkte mod hende ved hendes ord. Han skulle stå for træningen i fremtiden? Og.. Faith var den næste? ”Ønsker du at jeg skal træne Faith, til at blive hvad jeg er? Underlægge hende min autoritet og tvinge hende igennem det samme, som du tvang mig igennem, Mylady?” spurgte han som det første, inden han fik bakset dragten op over hoften. Han havde jo intet andet på ellers, men det var jo ikke fordi at han ikke havde noget nu, som Jaqia ikke havde set før. ”Det.. det skal blive mig en udsøgt fornøjelse,” afsluttede han med et svagt smil på læben. Det ville faktisk ikke gøre ham noget! Han vendte blikket mod dragten med en næsten opgivende mine. ”Vil du hjælpe mig med at få den på?” spurgte han endeligt. Lige hende, havde han faktisk ikke kvaler ved at spørge om hjælp. Han havde jo lært at de skulle hjælpe hinanden.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Jaqia havde set ham i øjnene på hans svageste øjeblikke, han vidste at der ikke var noget som var flovt overfor hende. De havde vel lært at forstå hinanden på en helt anden måde end de havde gjort ellers? Hadet var væk, vendt til en styrke som de havde sammen, og hun var i sit hjerte stolt af hvad hun havde gjort ham til. Dog skulle hun ej heller tage hele æren, for hans egen styrke havde været en forudsætning for at gennemfører det. ”Lige præcis. Nu kan du vel se hvor gode vi kan være sammen?” hviskede hun og tog hans hånd kun for at plante et kys mod hans knoer. Han var ligeså meget et produkt af hende som Mattheus og Lilith var. ”Min søn tager sig vel af hende det er jeg ikke i tvivl om. Du skal nok få lov til at se hende når træningen er færdig, så vidt jeg forstår på det hele, så er hun yderst modtagelig, så der skulle ikke gå for længe,” fortalte hun. Nu hvor han havde bevist at han var i stand til at lægge familiemanden fra sig, så kunne hun godt holde ham lidt opdateret.. det var trods alt familie.
For nu lod hun ham bakse selv med dragten også selvom man tydeligt kunne se at det ikke var nemt. Hun samlede hænderne i sit skød og fulgte ham tilfredst med blikket des mere det tykke læder smygede sig om ham. Det var svært at gennemtrænge med våben, desuden efterlod den ikke meget til fantasien, hvilket hun virkelig godt kunne lide, han var trods alt en flot mand. ”Lige præcis, Kimeya. Gør hende til en af vores, men først vil jeg have at du sørger for at give hende hukommelse igen. Hvis hun skal få samme bånd til dig som du har til mig, så må vi spille på hendes kærlighed til dig. Ville du kunne lide det?” hun rejste sig og stilte sig bag ham. ”At se smerten i hendes blik når du røre hende med dit våben, havde hendes krop til fri beskuelse og intet hun siger eller gør kan forhindre dig i at røre hende,” hviskede hun i hans ører og kyssede ham blidt i nakken, inden hun hjalp læderen op omkring hans overkrop og hans arme. ”Hvis du gør et godt stykke arbejde. Så bliver dette permanent dit,” forklarede hun og lukkede lynlåsen som sad bagved i hans tilfælde. Hun rakte over sengen og greb om agielen, kun for at stille sig med fronten til ham. ”Tag den,” bad hun med et farligt glimt i blikket.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya følte sig stærk i det indre, som han ikke havde gjort i mange år. Jaqia havde nu set ham på sit svageste, og når han havde tigget og bedt hende om bar at ende hans liv, velvidende om, at det ikke var noget, som hun havde nogen intentioner om, når det endelig skulle være i den anden ende. Han vendte blikket mod hende. Han var endnu temmelig træt, og det var slet ikke noget som han kunne skjule for nogen som helst. Han nikkede til hendes ord. Det var ham, som havde været dum, det kunne han godt se nu. Selvom han dog alligevel stod fast på, at den behandling som han havde kastet hende under, også da han havde taget hendes liv, så havde det været velfortjent. ”Ja, Mylady,” svarede han med en dæmpet og ganske sigende stemme. Faderfiguren i ham, var knækket, og nu hvor han var kendt med effekten og hvad det egentlig betød at gennemføre det. ”Aliyah er en meget intelligent kvinde, Mylady. Jeg er ikke i tvivl om, at hun vil forstå hensigten med det, betydeligt hurtigere end hvad jeg selv gjorde. Jeg er glad for at du fortæller mig det.” Det i sig selv, var noget som Kimeya var glad for, for han ønskede naturligvis at vide hvordan det skred frem for hans kære barnebarn i de kolde og mørke kældre.
Dragten lod måske ikke særlig meget til overs til fantasien, men hvis det var den dragt som Jaqia ønskede, at han skulle tage på, jamen så var det den som han tog på. Han vendte blikket i retningen af hende endnu en gang, idet han fik dragten op over hoften og fik skjult sig bare en smule, hvilket skam også var noget som passede ham selv ganske fint. Han blev siddende, mens han begyndte at bakse med det sidste, for det var bestemt heller ikke fordi at det var særlig nemt for ham i længden, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han nikkede mod hende, inden han vendte blikket mod hende igen, da han fik dragten helt op. ”Hvis det er hvad du ønsker, så skal jeg gøre hvad jeg kan for at opfylde det. Det vil glæde mig, at undertvinge hende hvad jeg selv har været,” sagde han endeligt. Han tog imod kysset til nakken, hvilket fik det til at sitre. De havde jo desuden også delt frygtelig mange intime stunder igennem den sidste tid. Han trak let på smilebåndet. Smerten ved en agiel var smertefuld, men han havde.. nydt den til sidst. Så slemt havde det faktisk heller ikke ligefrem været. Han vendte sig mod hende, da hun igen kom op foran ham og.. fandt agielen frem og holdt den i sin hånd. Sidst han have set den, havde han mærket den på sin egen krop, og et sted, så var det jo med en form for.. æresfrygt. Han var ikke direkte bange for det, men han vidste jo hvad det kunne gøre. Han blev siddende, også mest for at slappe af, nu hvor han havde muligheden for det. Dragten havde han fået på, og den afslørede uden tvivl også den stærke og faste muskulatur. Han tog let tøvende omkring agielen. Smerten skød omgående igennem kroppen, men han slap ikke. Det var nu eller aldrig! Og han skulle vise hende, at han kunne!

[Jaqia Destiny Angleráx]

De havde delt smerte og de havde delt så sejr, hvilket gjorde Jaqia ekstra glad for lige ham. I virkeligheden var han vel tættere på hende end nogen anden havde været i lang tid? Ikke at der var direkte følelser mellem dem andet end en form for ejerskab, men det var det tætteste det kom. Hun nikkede blot stilfærdigt til hans ord uden at kommentere det yderligere. Faktisk var hun bare glad for at han endelig havde fået øje for det, det var helt sikkert, det var der ingen tvivl om overhovedet. Selvfølgelig var han bekymret for sin barnebarn andet kunne man jo ikke forvente, desuden nu hvor han var færdig så ville hun gerne belønne ham med løbende opdateringer af hvad der foregik nede i kælderen også selvom han nok næppe ville vide det. Aliyah var i gode hænder. ”Hun er en stærk ung kvinde, du kan godt være stolt af hende. Jeg ser frem til at se hende når først hun er færdig, jeg vil dog allerede gøre opmærksom på at hun er trænet udelukkende med henblik på Mattheus og derfor konstant skal være ved ham,” forklarede hun. Han kunne godt indvies. Hun rejste sig kun for at hjælpe ham i dragten også selvom det ikke ligefrem var nemt. Lynlåsen lynede hun så han endte med at stå fuldkommen klar. Man kunne se hele muskulaturen over hans bryst også selvom læderet var utrolig tykt, det skulle kunne modstå kulde trods alt. Hun så på ham og lod læberne skilles i det stolte smil endnu engang. ”Du ser fantastisk ud. Jeg får næsten lyst til at rive den af dig igen” erkendte hun ærligt og trådte tæt på ham. Hånden faldt mod hans bryst idet han tog imod agielen. Hun så ikke smerten i han blik men vidste at den var der, hvilket blot fortalte hende at hun faktisk havde gjort et godt stykke arbejde. ”Det er jeg glad for min kære. Gør mig stolt.. tag en dag mere med hvile og gå derefter i gang. Jeg vil se til dig løbende,” endte hun og kyssede ham dybt og krævende. Det var efterhånden bare blevet naturligt for hende at være omkring ham på den måde, men hun vidste heller ikke hvordan man var omkring mænd uden at der var enten intimitet eller politik inde i det.

[Kimeya Marvalo]

Det var stadig svært for Kimeya med det hele, og det var noget som han meget gerne ville erkende. Jaqia havde nu set ham når han havde haft det slemt, så det var ikke fordi, at han ønskede at holde ting hemmelige for hende, for.. hun kendte stort set alle sider med henblik på ham nu, og det var naturligvis også noget som gjorde sit for hans vedkommende. Han vendte blikket stille mod Jaqia endnu en gang. Han vidste at Aliyah var stærk. Det havde han vist, allerede fra dengang hun havde været en ganske lille pige. At Jaqia faktisk fortalte ham om tingene, var noget som han faktisk var utrolig glad for, og det var han skam heller ikke bange for at erkende i længden. ”Det glæder mig, at du fortæller mig alle disse ting, Mylady. Jeg ved at hun besidder styrken til at komme igennem det, som jeg, og jeg ved, at hun vil gøre det godt. Jeg formoder at hun skal stå som kongens beskytter?” spurgte han. Dum havde han jo trods alt aldrig været, selvom rigtig mange havde en sjov tendens til at fremstille ham som andet, og det var noget, som faktisk formåede at gøre ham selv en anelse hidsig.
Nu hvor Kimeya havde fået dragten på, som lå temmelig tæt til hans egen krop, så var det uden tvivl, også noget som han var nødt til at vænne sig til, for det var heller ikke ligefrem fordi at det var helt nemt. Han var øm, og det kunne mærkes, og specielt nu. Han så ned af sig selv. Ja, det var heller ikke ligefrem fordi at det skjulte noget til fantasien, men det var nu ikke noget som han sagde noget til. Dragten gjorde ham.. stolt. Han vidste hvad han var gået igennem for den. ”Jeg går ud fra, at det er en god ting?” spurgte han selv en kende selvsikkert. Agielen tog han om, selvom der måske ikke var nogen smerte at spore i hans blik, så kunne han mærke den på kroppen, men han blev stående med den af den grund. Tanken om hvad der ventede Faith.. Han glædede sig faktisk et sted? Og det var næsten helt uhyggeligt. ”Jeg agter at gøre dig stolt, Mylady.. Det er vigtigt for mig..” endte han dæmpet, inden han vendte blikket mod hende. Kysset som hun valgte at skænke ham, gengældte han mere end glædeligt. For ham, så var det bare blevet normalt at dele disse ting med hende, igennem den tid, som han havde tilbragt nede i den mørke og dystre kælder, for det var faktisk uhyggeligt, selv for hans vedkommende. Agielen lagde han på natbordet derefter, inden han igen lagde sig ned. I dragten følte han slet ikke at han var andet end på arbejde.. og alligevel, var det betryggende et sted at vide, at han var et sted hvor han.. hørte til. Det var første gang i mange år, han havde oplevet det sådan. ”Javel.. Jeg vil hvile, Mylady. Jeg vil ønske dig en fortsat god dag.” Lige hvad hun ville, vidste han jo ikke, men selv søvnen, havde han brug for.. i hvert fald, hvis han skulle vade direkte ind i Appolyon!

[Jaqia Destiny Angleráx]

Jaqia mødte hans blik med sit eget kølige. Hun vidste at han ikke ville holde hemmeligheder skjult for hende, hun ville finde ud af det og han ville blive straffet, hvilket han med største sandsynlighed ikke følte for. Han kunne holde agielen nu, men hun kunne stadig gøre ham ondt også med den, hvis hun virkelig ønskede det vel og mærke. Lige nu var det dog utrolig vigtigt at han fik sin hvile så han efterfølgende ville kunne hjælpe hende med at finde ud af det sidste og dermed også for alvor indtræde i sin rolle som næstkommanderende. ”Du er trods alt hendes bedstefar og jeg ønsker at du skal være ligeså stolt af hende som jeg er. Og ja, du har ganske ret, hendes plads bliver ved min søn altid,” bekræftede hun med et roligt nik. Hvem var bedre til at beskytte kongen end en kvinde der af natur ville give sit liv for at redde hans? Læderet sad tæt til hans krop, og det var faktisk utrolig pænt og utrolig.. mandigt. Jaqia nikkede anerkendende for sig selv og besluttede sig hurtigt for at det var godt nok, man ville uden tvivl kunne kende ham hviljet jo var hele idéen. ”Det er det. Desværre har jeg ikke tid til den slags løjer i aften,” mumlede hun med et træt suk. Måske hun kun var Hertuginde igen, men pligterne var jo mange af den grund, desværre, det måtte de gemme til en anden god gang. ”Det ved jeg at det er min kære. Hvil nu find energien til at bringe mig den stolthed,” bad hun kærligt og bukkede sig blidt ned for at kysse hans pande da han gled tilbage i sengen. Faith ville næppe blive nem at tæmme, så han ville uden tvivl få brug for alle sine kræfter til at efterkomme hendes ønske om at træne hende. ”Jeg skal gøre mit bedste,” endte hun med et roligt nik, inden hun strøg mod døren. Han skulle få lidt fred igen. ”Når du er klar, så sørg for at få lidt at spise. Bed kokken om at lave hvad som helst efter min ordre.. godnat,” hvilste hun roligt, inden hun åbnede døren og trådte ud på gangen. Den gled i bag hende. Hun måtte hellere komme til det, der var bunker af papirer som ventede på hende. Hun endte med at forlade ham for i stedet at søge mod sit kontor.

//Out

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var faktisk utrolig glad for muligheden for at få tingene at vide, for han havde jo stort set intet fået at vide om noget som helst igennem de sidste mange måneder. Aliyah havde altid været noget af det eneste, som han havde spurgt ind til. Og nu hvor han endelig fik svar på sine mange spørgsmål, så var det faktisk noget som gav ham en ro i sindet. Hans barnebarn var underlagt en tortur.. Og han reagerede ikke engang på det, som han ville have gjort normalt. ”Jeg værdsætter virkelig, at vide besked, Mylady,” sagde han med en dæmpet stemme, også selvom det var noget som han mente. Hvis der var nogen som kunne løfte lige præcis den opgave, så var det uden tvivl Aliyah, og derfor troede han og stolede han på Jaqia godt nok til at lade hende og hendes søn tage sig af hans elskede barnebarn. Han sænkede hovedet. Næsten som havde det været et tegn på respekt, men det var også træthed som var en del af det, for han var virkelig, virkelig træt. ”Tanken på udvælgelsen og at hun er valgt til at gennemgå det, gør mig stolt. Jeg ved at hun kan og at hun vil gøre det godt,” sagde han med en rolig stemme, for han mente det faktisk også. Han smilede let for sig selv. Skulle han være helt ærlig, så kunne han faktisk godt lide dragten, selvom den stort set ikke ligefrem skjulte noget som helst for hans vedkommende. Han nikkede stille. Hvile havde han brug for. Ingen tvivl om det. ”Det skal du endelig ikke sige to gange..” sagde han med en sigende mine, idet han igen lagde sig ned i sengen. At hun kyssede hans pande, havde han ikke noget imod. Det var bare blevet han en vane, at lade sig blive tildelt den slags ting. Faith ville ikke blive nem at tæmme, så det ville komme til at kræve og koste ham alt hvad han havde, og det vidste han jo udmærket godt. Han vendte blikket mod hende og nikkede, da hun søgte hen til døren. Han ville bestemt heller ikke sige nej tak til det måltid som han havde lyst til at spise, og nu vidste han at kokken uden tvivl ikke ville turde, at sige ham imod, hvis det var på Jaqias ordre. Han kunne da bedre og bedre lide det, og det var noget som faktisk passede ham ganske fint! ”Det skal jeg gøre. Godnat, Mylady..” Han lagde agielen fra sig på sengebordet, velvidende om, at ingen foruden ham og Jaqia kunne løfte det op. Han nåede kun lige at lægge sig ned og lukke øjnene, inden søvnen greb ham endnu en gang. Han var stadig fuldkommen udmattet!

//Out