Magical Night

[Deleted]

Vinden blæste i Narcissas mørke lokker. Hun så op på den mørke nattehimmel, præget af de smukkeste stjerner. Kulden begyndte igen at drage ind over landet, hvilket ligeså betød at natten blev længere og på en underlig måde smukkere. Hun havde opgivet sin uendelige søgen efter sin elskede søster. Et sted var hun begyndt at acceptere det faktum at Silia havde taget livet af hende på en måde. Fingrene gled let hen over en af de enorme sten som udgjorde cirkelen. Der var ingen til aften, ingen andre end hende på den smukke bjergtop.
Hendes kjole flagrede omkring hende i den kølige vind. Hun sukkede dæmpet og lænede hovedet mod den hårde sten. Hun var kommet der udelukkende for at rense sit sind, som så mange andre var magien aldrig helt borte på dette sted, hun kunne mærke den styrke hende på en mærkværdig måde. Warlockerne lagde ikke mærke hende mere, rygtet var gået om at Matthew var vendt tilbage hvilket havde optaget de fleste. Gennem den sidste tid, havde det ligeså optaget Narcissas tanker, for hun havde trods alt været med til at tage livet af ham, velvidende om at han var stærkere end hende og hendes søster nogensinde havde været selv tilsammen. Var hun bange? En smule, men mest for de følelser som hun altid havde haft for den mand, velvidende om at han aldrig havde set hende på den måde. I det skjulte havde hun elsket den mand der havde fungeret som hendes træner gennem virkelig mange år. Det havde ikke været helt uden kvaler, at hun havde givet Malisha alt det hun nu engang havde haft brug for, der var trods alt ingen som kendte Matthew meget bedre end hun selv, når det kom til magien vel og mærke. Han ville uden tvivl slå hende ihjel hvis han fik muligheden. Hun så ned på sin hånd og lod en blå flamme spirer. Den rørte hende ikke, gjorde hende ikke ondt.
For et øjeblik lod hun sig fuldstændig forgabe i sin egen magi. Det var det eneste hun havde at trøste sig med nu, og hvis ikke andet så måtte hun forsøge at gøre sin søster stolt, selv uden at indtage en lederstilling, for det var hun slet ikke interesseret i. Hun fugtede læberne og så tænksomt op på den blege måne som lyste stedet op. Der var mange ting at have i hovedet og hun havde brug for den friske luft, selvom hun frøs og hendes hår allerede havde rejst sig på hendes arme.

[Matthew Igleéias]

Igennem det sidste lange stykke tid, havde det været Matthew som havde styret Warlockerne med den kraftige jernhånd. Ikke fordi at det var noget som gjorde ham noget, for han vidste hvad det var Kimeya var på vej igennem. Det eneste som et sted kunne nage ham, var at det ikke var ham som skulle udsættes for det, for dum var han ikke. Han vidste at Kimeya ville blive stærkere end hvad han var til nu, og derved ville han for alvor være en mand, som ville overgå ham, og det var slet ikke noget som han var interesseret i.
Kendskaben om at Narcissa havde været med til at tage hans liv, var slet ikke en nyhed som Matthew ville lade gå forbi sig, og det var slet ikke noget som han fandt sig i. Et sted kunne man vel godt sige, at han var hævntørstig, for det var da nok noget af det største som han var. Selv tilbage i sin tid, havde han været hård ved sin slags, og nu hvor han vidste at Malisha var gået under jorden. Frygtelig mange søgte jo efter hende, og ingen vidste som sådan, hvor hun befandt sig, selvom det var noget som man nok skulle finde før eller siden, og det var noget som han stod fuldkommen fast på, ingen tvivl om det! Turen op mod bjergtoppen, hvor han havde ladet sig vide, at Narcissa ville opholde sig, var noget som han mere end glædeligt tog. Han ville se med sine egne øjne, hvordan hun havde udviklet sig, samt se den frygt i hendes øjne, når hun så, at han havde fået en chance til, også selvom det slet ikke var noget, som han havde bedt om på nogen måde. Han kneb øjnene fast og let sammen, hvor synet af hendes skikkelse badende i de blå flammer, var noget som nærmest gjorde ham vred i sig selv. Han knyttede næverne, også mest i et forsøg på at holde sig lidt i nakken, for det andet, var slet ikke noget som han kunne bruge til noget. Det var jo trods alt også meningen, at han skulle være professionel, og det var han jo ikke, hvis han reagerede anderledes på det!
”Et højst mærkværdigt sted, at skulle støde på dig, Narcissa. Hvor mange år er det siden? Et årtusind?” spurgte han med en ganske sigende stemme, hvor han virkelig forsøgte at holde sig så meget i nakken, som muligt, også selvom han havde mest lyst til at vride nakken om på hende og lade hende ligge, for det var hvad hun havde fortjent med det, som hun nu havde gjort! Han blev stående – afspærret vejen for hende, hvis hun nu ville flygte ned. Nej.. Han havde en ganske anden plan i tanken for hende, og det var noget som han uden tvivl agtet at stå fuldkommen fast på, for hun fortjent det.. hun fortjente at være den, som skulle ende i problemer - til hans fornøjelse, velvidende om, at han ikke kunne se det med egne øjne.

[Deleted]

Warlockerne havde snakket om Matthews tilbagevenden. Mange var utilfredse med at han havde indtaget en lederstilling, efter Kimeya så pludselig var forsvundet. Narcissa ærgrede sig mere end nogen anden, for hun vidste hvilke konsekvenser det nok ville få for hende. Hun havde altid levet i sin søsters skygge, mange anså hende for at være svag, men det var bestemt ikke tilfældet! Det var et spørgsmål om tid før Matthew ville finde hende, hun kunne ikke blive ved med at undgå Marvalo City som hun havde gjort til nu, drevet omkring uden mening og mål. Det frustrerede hende, fordi hun altid havde haft højere ambitioner en som så.
Den velkendte stemme bag hende sendte kuldegysninger igennem hende. Hårene rejste sig og denne gang var det ikke på grund af kulde. Som sagt havde det været et spørgsmål om tid. I lange sekunder blev hun stående med ryggen til ham, selvom hun var i farer for at han ville slå hende ihjel før hun overhovedet nåede at reagere. Blikket forblev mod den smukke nattehimmel over hende. Hun tog en dyb indånding og åndede langsomt ud. Roligt drejede hun om på hælen med et intetsigende blik. Ingen frygt – ingeting. Synet af ham fik hendes hjerte til at banke. Efter alle de år havde hun regnet med at følelserne langsomt ville dø med ham, men nu hvor han stod der igen vældede det hele op i hende.. savn og længsel som bestemt ikke var en nem sag at skjule. ”..Matthew,” hilste hun tonløst og rettede sig op. Han lignede overraskende meget sig selv, stadig det samme intense blik. Narcissa vidste udmærket at dette betød problemer, han ville næppe tilgive hende også selvom hun fastholdt at det havde været det rette. Malisha havde været hendes søster, desuden ville han uanset være stukket af tilbage til Procias. Når det var sagt så havde hun regnet med at han ville have været i stand til at slå Kimeya.
”Er det så mærkværdigt at finde en warlock på et magisk samlepunkt?” spurgte hun og blev stående med flammen i sin hånd, hvilket henlagde hendes ansigt i et det blå skær. Et sted følte hun at de spildte tiden på snak, når hun allerede vidste hvilke tanker han i virkeligheden gjorde sig. Hun fugtede læberne og lod hovedet søge let på sned. ”Før du slår mig ihjel skal du vide at jeg ikke fortryder. Jeg forventede at det ville blive Kimeyas fald – ikke dit. Tro det eller ej, jeg er glad for at se dig i live,” endte hun ganske sandfærdigt. Der var ingen grund til at lyve for ham. Han var endnu stærkere end hende, hun ville ikke have en chance, det eneste hun vel kunne håbe på var at det ville være hurtigt overstået?

[Matthew Igleéias]

På Jaqias ønske, så havde Matthew indvilget i at tage sig af Warlockerne. Hvad de dog ikke vidste, var at det kun var til manden kom tilbage, for det vidste han jo trods alt også skulle ske før eller siden. Det var ikke fordi at der var mange ting for ham at tage sig af. Først og fremmest, var han selv på jagt efter Malisha, men hun var som sunket i jorden. Den kvinde havde gjort for stor skade på sine egne, til at det var noget som de ville fortsætte med at ignorere, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende, for den tanke i sig selv, var mere end rigeligt til at gøre ham tosset, for han havde mistet livet til fordel for andres underholdning, pint og tortureret for øjnene af sin egen slags for at overleve, og komme hjem til sin forlovede og datter, og det havde ikke gået efter hensigten.. Og nu var de væk begge to. Han havde tabt alt for meget, til at han ville lade en kvinde som Narcissa og Malisha gå uskadt fra det.
Blikket hvilede direkte på Narcissas skikkelse. En smuk kvinde, som han kunne genkende alle steder, men det var slet ikke noget som han lod sig påvirke af denne gang. Som hun vendte sig mod ham, så kunne han nærmest se æresfrygten i hendes øjne, og det var uden tvivl noget som morede ham, som intet andet. Han søgte roligt mod hende med rolige skridt, også selvom han mest af alt, havde lyst til at flå hende i stykker, for det var sgu da også det eneste som hun havde fortjent! De isblå øjne skinnede nærmest op i mørket, som var over dem begge to, og uden tvivl også af mordlyst, så havde han jo trods alt også lovet at handle professionelt. Som hun havde sendt ham direkte i døden, så havde han skam i sinde at gøre det samme. Bare på en lidt anden måde. Det havde han nøje udtænkt, og så dum var han faktisk heller ikke. Sjovt så mange, som faktisk tog fejl af ham på det punkt. ”Meget muligt. Jeg ved du har undgået mig,” påpegede han med en ganske kortfattet stemme. De følgende ord, var nærmest kun noget, som fik smilet til at brede sig ganske tilfredst på hans læber. Før han slog hende ihjel? ”Jeg burde.. Efter hvad du udsatte mig for, og hvad det har kostet mig, Narcissa. Dig og din kære søster..” Han nåede hende endeligt, hvor han lod hånden let stryge hendes kind, inden han med et kraftigt tag, tog fat omkring hendes kæbe. ”Men du har ret.. Jeg burde slå dig ihjel, efter hvad I har kostet mig.. Ikke bare mit liv, men lige så min forlovede og mit ufødte barn. Men.. jeg skal være retfærdig. Du er underlagt mig nu.. Og jeg har en anden ting i tankerne, når det gælder dig.” Det sindssyge glimt meldte sig så tydeligt i hans blik. Warlockerne kunne vel godt undvære hende? Så kunne Procias jo tage sig kærligt af hende. Den plan passede ham faktisk bedre!

[Deleted]

Gennem de sidste par måneder havde Narcissa mere eller mindre været isoleret. Hun havde efterhånden ledt efter Malisha i år, og havde nu måttet sande at hendes kære søster enten ikke ønskede at blive fundet, eller at hun allerede var gået tabt. Tanken gjorde ondt, for hun var den eneste hun havde haft i mange år. Planen om at angribe Procias havde været dum, og hun havde for pokker givet udtryk for det et hav af gange! Bebrejdede hun Malisha? En hel del mere end hun nok ville vedkendes, hun var træt af at høre alle sige at hendes søster havde forladt hende. Hvad der næsten gjorde det værre, var at hun nu var alene til at møde Matthew og det ville næppe blive et synderligt behageligt møde. Han overgik hende både styrkemæssigt og magisk, der var en grund til at han havde trænet hende. De mørke øjne hvilede i hans blik. Der var måske en snert af ærefrygt men ellers var det fuldkommen følelseskoldt. Hun stødte af fra den tunge sten og rettede sig op. Armene foldede hun over brystet. Selvom han strøg hendes kind, så kunne hun se mørket i hans blik, hvilket fortalte hende at hun næppe skulle give sig for meget hen til hans små kærtegn, også selvom det ikke var en hemmelighed, at hun altid havde nydt hans berøringer. Af samme grund havde hun i mange år været jaloux på Eniqa.
Hun sukkede dæmpet og modstod fristelsen til at lukke øjnene ved hans hånd også selvom det kun var for en kort stund. Ved det faste greb om hendes kæbe, lod hun armene falde slapt ned langs siden og så op på ham med et intenst blik. ”Selvfølgelig har jeg undgået dig. Jeg havde ting at gøre før jeg fik hugget hovedet af,” påpegede hun ligegyldigt. Hun havde fundet sig til rette med tanken om at dette nok ville blive hendes endelige, handlinger havde konsekvenser og denne måtte hun bare tag. Det undrede hende dog at han ikke havde tænkt sig at slå hende ihjel. Blikket forblev udtryksløst. ”Jeg benægter det ikke. På den anden side svigtede du os ligeså meget ved ikke at vinde den kamp,” påpegede hun uhyggeligt roligt. ”Jeg lytter,” endte hun og blinkede. Der var stadig intet i hendes mimik som ændrede sig. Hun frygtede hvad han ville gøre med hende.. timer af tortur, fratage hende magien.. der ville ikke være nogen værre skæbne en det i hendes øjne. Det skulle da lige være at sidde i Procias fangekælder, det ville være pinligt og forkasteligt for en kvinde med hendes ambitioner.

[Matthew Igleéias]

Matthew vidste skam godt, at hans tab af den sejr, nok var mest hans egen skyld, for han havde heller ikke rigtigt gjort sit for at opretholde den magi og den kunnen som han var i besiddelse af, og det havde kostet ham livet, og derved også hans elskede familie. Nu måtte han lære at leve alene, og med hemmeligheden om hans nære bånd til Jaqia, selvom det nu heller ikke var noget som han havde i sinde at tage særlig tungt. Han nåede hende langt om længe, også selvom det var med rolige skridt. Hele hans krop og sind, skreg efter at få lov til at flå og flænse og slå hende ihjel, for det var uden tvivl det som hun havde fortjent, efter hvad hun havde gjort, og det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han trak ganske tilfredst på smilebåndet. Før hun fik hugget hovedet af? Jamen det var jo hvad hun havde fortjent! Hånden strejfede nærmest hendes kind ganske blidt, inden han kraftigt valgte at tage fat og tvinge hendes blik op mod sig. ”Jeg burde uden tvivl hugge hovedet af dig, og få det overstået.. Men det er for mildt.. Jeg stod der til beskuelse af hele racen.. og måtte bide i støvet.. Så nemt vil jeg ikke lade dig slippe,” påpegede han med en ganske kortfattet stemme. Kimeya havde altid været en stor modstander, og at lade to store mødes, var bestemt heller et genialt træk set fra deres side af, og så var han egentlig ligeglad med hvad der var sket efter, for Kimeya havde tilsyneladende taget meget styr og kontrol over det, og det var egentlig noget som passede ham fint. Han lukkede næven kraftigt om hendes kæbe. ”Siger du at jeg svigtet? Du og din kære søster sendte mig op mod det som var tidens største warlock, Narcissa.. Et tab af en mand så stor, er vel et tab for alle?” spurgte han ganske kortfattet. Han havde en ganske anden plan for hende. Nu var han blevet hånet så meget for hans tur til Procias.. Og nu hvor han vidste, at sikkerheden var så skærpet.. Så var det jo som at sende hende direkte ind i løvens hule, og det var uden tvivl noget som morede ham. ”Jeg vil have, at du søger til Procias, opsøger Den Magiske Cirkel og finder ud af hvad de iagttager. Jeg har en høne at plukke med din kære søster, og jeg.. formoder, at hun kan befinde sig der,” afsluttede han ganske sigende og med et kækt smil på læben. Selv synet ville more ham, men han vidste, at det ikke var noget som han kunne opleve.. Men tanken var underholdende nok!

[Deleted]

Selvom han ganske vidst lod til at bebrejde hende såvel som Malisha, så holdt Narcissa fast i at han ligeså meget selv havde været skyld i det. Det ville dog næppe hjælpe hende meget i en situation som denne. Hun fulgte ham med blikket og var slet ikke i tvivl om den mordlyst hun så i hans blik. Han havde virkelig lyst og i virkeligheden ville det nok også være det mest skånsomme for hendes vedkomme i forhold til så mange andre straffe han ville kunne give hende. Hun spejlede sig i hans isblå øjne, da han tvang blikket od sig og fastholdt hende. Hun var ikke dum nok til at forsøge på at trække sig væk. ”En ydmygelse du fortjente efter du vendte os ryggen. Hug hovedet af mig, det sparer os begge for en del tid og besvær,” opfordrede hun køligt. Tanken om døden havde aldrig skræmt hende, desuden.. hvad havde hun så at blive for? Han ville gøre hendes liv til et helvede og nu stod hun fuldkommen alene. Det stramme greb omkring hendes kæbe, gjorde ondt men hun klagede ikke over det for et øjeblik, for hun forstod hans vrede, det var bare frustrerende at han pålagde dem det hele. Hun havde jo ikke været meget for at sende ham ind i den arena med Kimeya som modstander, ikke med de følelser hun nærede for ham. ”Som på det tidspunkt ikke var andet end en fordrukken svækling, Matthew! Du kunne have klaret ham, jeg stolede på at du kunne klare ham!” udbrød hun næsten såret, som havde hun været den ventende kæreste. Det var ikke tilfældet, men i sit eget stille sind, havde hun ønsket det et hav af gange. Havde det ikke været for hans stramme greb omkring hendes kæbe, så havde hun måbet. Han ville sende hende direkte ind i Procias? Tanken om at Malisha var der… så gav det mening at ingen havde set hende eller hørt fra hende i lang tid. ”Du vil have mig til Procias? Og præcis hvordan havde du tænkt dig at jeg skulle komme ind i landet? Det er ikke til gavn for hverken dig eller mig hvis jeg bliver grebet ved muren og smidt ned i deres rådne kælder,” påpegede hun lidt tvært. Et sted kunne hun dog heller ikke lade være med at føle sig en smule ivrig. Hvis Malisha var der havde hun ikke noget andet valg end at bryde ind i landet efter sin søster, men det var farligt og et sted direkte dumdristigt.”Får jeg nogen med i ryggen?” spurgte hun og overvejede ikke for et øjeblik at det hele var et led i en plan om hævn. Lige når det kom til ham og Malisha, så var hun en kende naiv.

[Matthew Igleéias]

Matthew havde virkelig lyst til at slå Narcissa ihjel, for det var det eneste som an havde lyst til, og det var uden tvivl det som hun havde fortjent! Han var et sted bedøvende ligeglad med hvorvidt om hun var imod hans modstander skulle være Kimeya, for han var helt med på, at man skulle bevise sit værd, men at gøre det på den måde, var en helt forkert måde at gribe sagen an på. Han kneb øjnene faretruende sammen ved hendes ord, for det var bestemt heller ikke noget som hjalp hende det mindste! ”At hugge hovedet af dig, vil være for mildt.. Du fortjener at mærke det på kroppen på samme måde, som jeg gjorde.. Til underholdning for alle andre,” endte han med en fast tone. Det kunne godt være at Kimeya havde været svækket som intet andet den aften, og han havde jo været forbandet tæt på at tage ham med i faldet, så meget vidste han, og det at hun så skulle køre rundt i det, og med en næsten.. såret stemme, var uden tvivl noget som direkte forundrede ham, og endda meget! ”En svækling? Han vidste hvad han kæmpede for, ligesom jeg gjorde, og han var bare heldig i sit træk! Jeg tog ham næsten med i faldet! Den kamp kostede mig ikke bare mit liv, men meningen med det lige så!” hvæsede han med en fast og direkte kraftig stemme, for han fandt sig slet ikke i det! Næven knyttede han kraftigt, også selvom han virkelig forsøgte at holde sig selv kraftigt i nakken, selvom det virkelig ikke var nemt, for ham, men han var nødt til at holde sig professionelt. Som hun tvang ham i favnen på døden, så havde han i sinde, at gøre nøjagtigt det samme. Malisha var jo en perfekt undskyldning, for ingen havde set noget som helst til hende igennem skræmmende mange år, så hvor hun egentlig var blevet af, var der ikke rigtigt nogen som vidste. ”Jeg troede da du var den smarte af dig og din kære søster, Narcissa, så du kan sikkert godt finde ud af at komme ind og ud, uden at blive spottet eller set, tror du ikke? Det gavner måske ikke dig.. Men mig derimod, vil ikke blive rørt af det. Jeg gør det ud af mit gode hjerte, kæreste. Malisha skulle efter sigende være der, og hvem ønsker at se hende mere, end hendes egen søster?” spurgte han sigende, inden han roligt slap hende, selvom det virkelig var ham så kraftigt imod. Han lystede virkelig at slå hende ihjel! Og intet andet! Han rystede let på hovedet. ”Ikke hvis du tager af sted nu.. Tro mig.. Jeg har virkelig lyst,” påpegede han med en yderst kortfattet stemme. Han ville virkelig gerne flå hende.. hans krop skreg nærmest efter at få lov!

[Deleted]

Narcisaa var slet ikke i tvivl om Matthew ønskede at slå hende ihjel, det stod langt ud af hans blik. I sidste ende gik hun næsten ud fra at han var blevet tvunget til at lade hende være, hvilket passede hende fint! Han havde i hendes øjne selv været skyld i sin død, han havde vist sig uværdig, til hendes store skuffelse for hun havde jo set ham som det dygtigste i det hele taget. Han havde skuffet hende! Hun rynkede på panden. ”For mildt? Det var ikke mit ansvar Matthew! Jeg stod på sidelinjen og så dig falde, tror du jeg heppede sammen med de andre? Du var selv skyld i ydmygelsen, den kan du ikke kaste på mig!” endte hun lidt hidsigt. Måske han havde været tæt på, men tæt på havde tilsyneladende ikke været godt nok. Hun trak sig et skridt fra ham da han langt om længe slap hende og foldede hænderne foran sig. Hun havde lyst til at være tæt på ham, men måtte vel også bare indse at han aldrig ville finde den samme interesse for hende som hun havde for ham? ”Næsten var bare ikke godt nok, Matthew! Han var en svækling og jeg vaqr ked af at se at du var blevet det samme! Eniqa ødelagde dig, måske hun var meningen med dit liv, men hun ødelagde dig, hvornår har du tænkt dig at indse det?! spurgte hun lidt hårdt. Set ud fra deres øjne så havde kærligheden til Eniqa ødelagt ham. Hvis han bare havde været sammen med hende.. hun ville have kunnet løfte ham så meget mere end han umiddelbart ville tro!
Det kom bag på hende at han ville have hende til Procias. Det var måske at gå ind i løvens hule, men hvis Malisha var der, så havde hun ikke noget andet valg. ”Gode hjerte? Du ønsker blot at jeg skal finde hende så du personligt kan slå hende ihjel. Jeg stoler ikke på din hævntørst men jeg vil finde hende,” lovede hun og vovede sig et enkelt skridt tættere på ham. Hånden strøg hen over hans varme kind. Det var måske modigt, men hun havde en uimodståelig lyst til at berøre ham. ”Jeg er glad for at se dig igen.. spild ikke din chance denne gang,” hviskede hun underligt blidt inden hun slap ham for at vende ryggen til. Hun havde ikke lyst til at han skulle skifte mening, så hun vile ikke presse citronen yderligere. I stedet for at tage turen til fods, drejede hun om sig selv og forsvandt i en mørk tåge der efterlod ham alene tilbage.

//Out

[Matthew Igleéias]

Når alt endelig skulle komme til alt, så det faktum at lade Narcissa gå, var faktisk Matthews egen beslutning. Han ville ikke synke ned på hendes niveau, hvis han ellers kunne blive fri for det. Hans øjne skinnede af direkte af mordlyst, for alt i ham, skreg efter at få lov, men han gjorde det ikke. Den tilfredsstillelse, var slet ikke noget, som han ønskede at give hende, hvis det var noget som han eller kunne blive fri for i den anden ende. ”Jeg er ikke underholdning for nogen, Narcissa, og det faktum, at du lod mig stå ansigt til ansigt med en mand, som vi begge ved, handler, hvis det er nødvendigt, er ikke i orden!” hvæsede Matthew med en fast og kraftig stemme. Når det nu var sagt, så var det ikke fordi at han gad at bruge tiden på at skændes med hende, for det var der ikke nogen af dem, som ville få noget ud af. Han lod hende gerne trække sig væk fra ham, da han havde sluppet. Hendes følelser for ham, var han lykkeligt uvidende om, og det eneste som han så, var faktisk bare, hvad hun havde kostet ham. Han trak let på smilebåndet. Narcissa delte mange af synspunkterne med Jaqia, og det morede ham et sted. ”Det more mig, at I kvinder, er sagt til at være det mest umulige væsen at finde ud af, og alligevel er I så blinde, at I ej forstår Jer på noget som helst. Eniqa var mig en styrke, og ej en svaghed.. Og mit tab, kostede mig lige så hendes og mit ufødte barn. Du kender ikke til følelsen.. du er blind for den..” endte han med en fast tone. Han nægtet den diskussion igen, hvis han kunne blive fri!
Matthew var efter Malisha, som Kimeya også var det, så det gjaldt jo egentlig bare om at se hvem af dem, som ville komme først. Og kunne han få Narcissa til at tage dertil, så var det jo det problem mindre, som han havde at tænke på. ”Den kvinde er bedre tjent væk fra denne jord, og jeg har den høne at plukke med hende.. Jeg skal nok være mild.. Jeg kan jo gøre det hurtigt,” påpegede han med en ganske sigende mine. At hun trak sig mere væk fra ham, var noget som faktisk også passede ham fint, for tanken om hende gjorde ham vred. Virkelig vred. At hun søgte tæt på ham, og nok til at lade hånden stryge hans kind, var ikke noget som fik ham til at stirre på hende – upåvirket, også selvom han et sted nød et kærtegn. Det havde han jo altid gjort. ”Tal for dig selv, Narcissa..” mumlede han tvært og med en vred stemme. At hun tog af sted, passede ham fint, hvor han derefter selv valgte at tage derfra. Alt gik jo lige efter planen!

//Out